Kendelsen er afsagt af voldgiftsretten primo august 2018 og vedrører en tvist om hovedentreprenørens krav på dagbøder.
Hovedentreprenør (HE) og underentreprenør (UE) indgik medio oktober 2016 underentreprisekontrakt, hvorefter UE skulle udføre facadelukningsarbejder i forbindelse med opførelsen af en bygning for bygherre (BH).
Af underentreprisekontraktens § 3 fremgik det, at grundlaget for aftalen var AB 92. Af § 4 vedrørende ”Tidsplan”, fremgik det, at arbejderne skulle udføres i perioden fra den 10. oktober 2016 med aflevering senest den 13. januar 2017. Videre fulgte det af kontraktens § 7 vedrørende ”Forsinkelse”, at der fra entreprenørens side skulle betales en dagbod ”jf. AB 92”, der beløb sig til 10.000 kr. ekskl. moms pr. påbegyndt arbejdsdag, som arbejdet blev forsinket.
Da UE gik konkurs, var det UE’s successorer, der anlagde sagen. Kravet udgjorde restentreprisesummen i henhold til to fakturaer på i alt 378.600 kr., som HE størrelsesmæssigt anerkendte. HE mente imidlertid at have et dagbodskrav pålydende 430.000 kr. ekskl. moms, svarende til 43 arbejdsdage, under henvisning til, at entreprisen ifølge ”arbejdstidsplanen” skulle have været færdig senest den 12. december 2016 og at entreprisen den 9. februar 2017 endnu ikke var færdiggjort. Såfremt det skulle lægges til grund, at entreprisen var færdig den 30. januar 2017, mente HE at have et dagbodskrav på 350.000 kr. ekskl. moms svarende til 35 arbejdsdage.
UE bestred, at der var et grundlag for at opgøre et dagbodskrav.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten indledte sine bemærkninger og resultat med at fastlægge, at kontraktens § 3 havde forrang forud for øvrige aftaledokumenter mv., og at kontraktens § 4 derfor måtte forstås sådan, at den aftalte kontraktmæssige afleveringstermin var den 13. januar 2017.
Der var således ikke grundlag for at rejse krav om dagbod forud for denne dato.
Under bevisførelsen blev en mangelsliste af den 26. januar 2017 samt parternes korrespondance fremlagt. Det fremgik herefter, at UE blev meddelt en frist til den 31. januar 2017 til at udbedre mangler. Voldgiftsretten lagde således til grund, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den faktiske afslutning af arbejdet og færdigmelding skete senere end den 26. januar 2017. Der var dermed endvidere ikke grundlag for at fastslå, at der forelå sådanne væsentlige uafsluttede mangler efter denne dato, at dette kunne begrunde et forsinkelsesansvar.
Voldgiftsretten konkluderede herefter, at der ikke i tiden efter forsinkelsens indtræden den 13. januar 2017 og frem til afslutningen af arbejdet behørigt var fremsat krav om dagbod fra HE.
HE kunne således ikke gøre noget krav gældende.
Da UE’s krav størrelsesmæssigt var anerkendt, blev dette således taget til følge.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Kendelsen er et klassisk eksempel på de mange dagbodskrav, der de senere år er gået tabt på grund af manglende iagttagelse af de formelle betingelser i entreprisekontrakten. I nærværende tilfælde kunne få linjer i aftalegrundlaget have reddet hovedentreprenørens dagbodskrav. Et dagbodskrav forudsætter nemlig en klar aftale, selvom AB 92 er vedtaget. For at imødekomme uoverensstemmelser mellem forskellige aftaledokumenter og uklar korrespondance mellem parterne, bør aftalen endvidere fremgå af entreprisekontrakten. Samtidig skal dagbodsvarslet være klart og konkret samt fremsættes så snart det står klart, at en forsinkelse vil indtræde. I nærværende sag fremsattes kravet først efter faktisk aflevering, hvilket fører til kravets fortabelse.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2018.903 / Sag nr. C-14477.
-oOo-
Kendelsen i fuld længde
(Successor efter) underentreprenør UE (advokat Jesper Bøge Pedersen ved advokatfuldmægtig Esben Korsgaard Poulsen) mod Hovedentreprenør HE (advokat Mads Brandt)
- Indledning
Mellem klageren, (successor efter) underentreprenør UE, og indklagede, hovedentreprenør HE, er der opstået en tvist om berettigelsen af dagbodskrav i forbindelse med en underentreprise i ….
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med landsdommer Henrik Bjørnager Nielsen som eneste voldgiftsdommer.
- Påstande og hovedforhandling
UE har nedlagt påstand om, at HE skal betale 473.250 kr. inkl. moms med tillæg af sædvanlig procesrente af 448.250 kr. inkl. moms fra den 28. februar 2017 og af 25.000 kr. inkl. moms fra den 31. marts 2017 og indtil betaling sker.
HE har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen har været hovedforhandlet den 27. juni 2018 i ….
- Sagsfremstilling
Den 13. oktober 2016 indgik UE og HE en underentreprisekontrakt, hvorefter UE som underentreprenør skulle udføre facadelukningsarbejder i forbindelse med opførelsen af en bygning for … som bygherre på …vej i …. HE var antaget som hovedentreprenør. UE’s krav udgør restentreprisesummen i henhold til faktura af 31. januar 2017 på 358.600 kr. ekskl. moms og faktura af 28. februar 2017 på 20.000 kr. ekskl. moms. Kravet er transporteret til successor efter UE som moderselskab, efter at UE er taget under konkursbehandling.
HE har størrelsesmæssigt anerkendt kravet, der inkl. moms udgør påstandsbeløbet, og herunder også renteberegningen.
I underentreprisekontraktens § 4 med overskriften »Tidsplan« fremgår, at arbejderne udføres i perioden fra den 10. oktober 2016, og at arbejderne skal afleveres senest den 13. januar 2017 og »skal være fuldstændig afsluttet, inklusiv mangelafhjælpning den 13.01.2017«. I kontraktens § 3, der henviser til det skriftlige grundlag for aftalen, herunder AB 92, er entreprisekontrakten anført som pkt. 1, tilbuddet som pkt. 2 osv. Under pkt. 9 er anført »Detail tidsplan«. Det hedder videre i § 3, at i tilfælde af uoverensstemmelser gælder de anførte dokumenter i nævnte rækkefølge.
I kontraktens § 7 med overskriften »Forsinkelse« fremgår, at der fra entreprenørens side skal betales en dagbod, »jvf. AB92«, der beløber sig til 10.000 kr. eksklusive moms per påbegyndt arbejdsdag, som arbejdet er forsinket.
HE har med henvisning til, at entreprisen ifølge arbejdstidsplanen skulle have været færdig senest den 12. december 2016, og at entreprisen endnu ikke den 9. februar 2017 var færdiggjort, opgjort et dagbodskrav på 430.000 kr. ekskl. moms svarende til 43 arbejdsdage. HE har i anden række opgjort kravet til 350.000 kr. ekskl. moms svarende til 35 arbejdsdage, såfremt det lægges til grund, at entreprisen var færdig den 30. januar 2017.
UE har bestridt, at der er grundlag for at opgøre noget dagbodskrav.
- Forklaringer
… og … har som partsrepræsentanter afgivet forklaring under hovedforhandlingen. Der er endvidere afgivet forklaring af [ 4 vidner].
- Procedure
Parterne har procederet i overensstemmelse med det, der er anført i påstandsdokumenterne.
- Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Entreprisekontrakten har ifølge kontraktens § 3 forrang forud for øvrige aftaledokumenter mv., og kontraktens § 4 må efter sit indhold og set i sammenhæng med kontraktens øvrige bestemmelser forstås sådan, at den aftalte kontraktmæssige afleveringstermin var den 13. januar 2017. Denne forståelse af kontraktgrundlaget understøttes også af de forklaringer, der under sagen er afgivet af de øvrige entreprenører, der havde kontrakter med tilsvarende bestemmelser. Herefter, og da det ikke er godtgjort, at det trods kontraktens bestemmelser konkret må anses for at have været aftalt mellem parterne, at manglende overholdelse af arbejdstidsplanen skulle kunne begrunde krav om dagbod, er der ikke grundlag for at rejse krav om dagbod for et tidspunkt, der ligger forud for den 13. januar 2017. Det forhold, at man fra HE’s side i strid med aftalegrundlaget øjensynligt forudsatte, at der kunne rejses krav om dagbod forud for den 13. januar 2017, kan ikke efter indholdet af parternes korrespondance eller bevisførelsen i øvrigt føre til et andet resultat.
Efter bevisførelsen, herunder mangelslisten af 26. januar 2017 udarbejdet af … samt parternes korrespondance, hvorefter UE blev meddelt en frist til den 31. januar 2017 til at udbedre mangler, er der ikke grundlag for at fastslå, at den faktiske afslutning af arbejdet og færdigmelding skete senere end den 26. januar 2017. Da der endvidere ikke er grundlag for at fastslå, at der på dette tidspunkt forelå sådanne væsentlige uafsluttede forhold eller mangler, at dette kan begrunde et fortsat forsinkelsesansvar, kan der ikke iværksættes forsinkelsessanktioner for tiden efter den 26. januar 2017.
Herefter, og da der ikke i tiden efter forsinkelsens indtræden den 13. januar 2017 og frem til afslutningen af arbejdet behørigt er fremsat krav om dagbod, kan HE ikke gøre noget krav gældende.
UE’s krav, der i øvrigt er anerkendt størrelsesmæssigt, tages herefter til følge som nedenfor bestemt.
Efter sagens værdi, forløb og udfald skal HE betale 45.000 kr. i sagsomkostninger til UE til udgifter til advokatbistad.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af HE efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.