Loftplader faldt ned på en skole, og elever blev ramt. Totalentreprenøren anerkendte manglerne og iværksatte afhjælpning. Bygherren valgte samtidig at føre et omfattende tilsyn og krævede efterfølgende cirka 2,7 millioner kroner dækket af totalentreprenøren.
Voldgiftsretten tilkendte bygherren 293.750 kroner inklusive moms. Kendelsen fastslår det centrale udgangspunkt, at bygherren som udgangspunkt selv må betale for egen rådgivers tekniske bistand og eget tilsyn med entreprenørens afhjælpning. Det gælder også, når de oprindelige mangler er alvorlige. Skal regningen kunne sendes videre, kræver det særlige omstændigheder og konkret dokumentation for, at udgiften var nødvendig og skyldtes entreprenørens forhold.
Sagens forløb
En bygherre og en totalentreprenør indgik i 2018 en totalentreprisekontrakt om ombygning og tilbygning af en skole. Som en del af arbejderne skulle cirka 9.000 kvadratmeter systemlofter i 143 lokaler udskiftes. Byggeriet blev afleveret den 30. oktober 2020.
I løbet af 2021 faldt loftsplader ned ved fem forskellige hændelser, og elever blev ramt ved tre af hændelserne. Totalentreprenøren indledte derfor udbedring af lofterne. Efter bygherrens anmodning blev der iværksat et hastesyn og skøn. Skønsmanden fastslog i marts 2022, at loftpladerne var monteret forkert og utilstrækkeligt. Totalentreprenøren vedkendte sig herefter afhjælpningspligten.
Afhjælpningen blev udført af et tømrerfirma på totalentreprenørens vegne fra sommeren til december 2022. Bygherren bestemte, at nogle få lokaler skulle udbedres og godkendes ad gangen. Bygherrens rådgiver førte derfor løbende tilsyn med afhjælpningen i samtlige lokaler.
Tilsynet fik et betydeligt omfang. Sagen indeholdt knap 600 sider tilsynsnotater, og udgiften til bygherrens rådgivers tilsyn og øvrige tekniske bistand blev opgjort til cirka 1,5 millioner kroner eksklusive moms. Totalentreprenøren havde oplyst, at selskabet ikke ville blande sig i omfanget af bygherrens tilsyn, men understregede samtidig, at totalentreprenøren ikke havde noget retsforhold til rådgiveren.
Der opstod også uenighed om behovet for en plan for sikkerhed og sundhed. Bygherren antog i den forbindelse en yderligere rådgiver og krævede udgiften dækket. Bygherren krævede desuden udgifter til ekstra rengøring erstattet.
Bygherrens samlede krav udgjorde 2.721.582,76 kroner inklusive moms og omfattede navnlig teknisk bistand, tilsyn, rengøring, juridisk bistand og omkostninger til Voldgiftsnævnet. Totalentreprenøren anerkendte 243.750 kroner inklusive moms. Omkostningsspørgsmålet blev udskilt fra den øvrige voldgiftssag og behandlet særskilt.
Spørgsmålet om disse omkostninger blev udskilt fra den øvrige voldgiftssag og behandlet særskilt.
Voldgiftsrettens
Voldgiftsretten tog udgangspunkt i fast praksis. En bygherre, der antager egen rådgiver til teknisk bistand i forbindelse med syn og skøn, skal som udgangspunkt selv endeligt afholde udgiften. Kun hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan udgiften kræves dækket af entreprenøren.
Det samme udgangspunkt gælder for udgifter til et tilsyn, som bygherren selv iværksætter for at følge entreprenørens afhjælpningsarbejder. At entreprenørens oprindelige arbejde var mangelfuldt, medfører derfor ikke i sig selv, at entreprenøren skal betale for bygherrens eget kontrolapparat.
Voldgiftsretten forhøjede det beløb på 143.750 kroner inklusive moms, som totalentreprenøren havde anerkendt til bygherrens øvrige omkostninger, til 193.750 kroner inklusive moms. Hertil kom 100.000 kroner inklusive moms til omkostninger ved Voldgiftsnævnet. Ved forhøjelsen lagde voldgiftsretten navnlig vægt på, at bygherrens registrering af forholdene i de 143 lokaler i forbindelse med skønsprocessen havde været betydelig.
Bygherren fik derimod ikke dækket det omfattende efterfølgende tilsyn med afhjælpningsarbejderne. Voldgiftsretten fandt det ikke godtgjort, at tilsynet havde været påkrævet. Selvom loftsplader tidligere var faldet ned, blev selve afhjælpningen vurderet som en enkel håndværksmæssig opgave, der kunne udføres fagligt forsvarligt med det tilsyn, som totalentreprenøren selv skulle levere.
Det ændrede ikke vurderingen, at bygherrens rådgiver havde registreret mange fejl under tilsynet, eller at totalentreprenøren ikke havde protesteret mod, at bygherren førte tilsyn. Totalentreprenøren havde ikke påtaget sig at betale rådgiverens regning, og voldgiftsretten fandt ikke grundlag for at gøre totalentreprenøren ansvarlig for omfanget af det tilsyn, som bygherren selv havde valgt.
Udgifterne til rengøring blev heller ikke erstattet. Det var ikke godtgjort, at behovet for ekstra rengøring skyldtes totalentreprenørens forhold. Bygherren fik heller ikke dækket udgiften til den særskilte rådgiver om planen for sikkerhed og sundhed, fordi det ikke var bevist, at totalentreprenøren havde pådraget sig ansvar for denne udgift.
Resultatet blev, at totalentreprenøren skulle betale 293.750 kroner inklusive moms med renter. Bygherrens krav om, at delkendelsen straks skulle kunne fuldbyrdes, blev ikke taget til følge. Beløbet blev anset for relativt beskedent sammenholdt med totalentreprenørens hovedkrav på 47,5 millioner kroner og bygherrens betydelige modkrav i den fortsatte voldgiftssag.
Selvom bygherren blev tilkendt et beløb, blev bygherren pålagt at betale 180.000 kroner eksklusive moms i sagsomkostninger til totalentreprenøren. Voldgiftsretten lagde vægt på, at tvisten hovedsageligt vedrørte rådgiveromkostninger, men var blevet ført som en almindelig omfattende tvist med skriftveksling, bevisførelse og procedure.
Hvad kan vi lære
- Eget tilsyn er som udgangspunkt bygherrens egen udgift. En bygherre kan have gode og saglige grunde til at kontrollere entreprenørens afhjælpning tæt. Det betyder ikke i sig selv, at entreprenøren skal betale regningen.
- Nødvendigheden skal dokumenteres konkret. Det er ikke tilstrækkeligt at dokumentere, at tilsynet er udført, eller at der løbende er konstateret fejl. Bygherren skal godtgøre, hvorfor netop dette omfang af tilsyn var påkrævet, og hvorfor totalentreprenørens eget tilsyn ikke var tilstrækkeligt.
- Manglende protest er ikke det samme som betalingsaccept. Totalentreprenøren blandede sig ikke i omfanget af bygherrens tilsyn, men understregede, at selskabet ikke havde noget retsforhold til rådgiveren. Det blev ikke anset som en accept af at betale rådgiverens regning.
- Skeln mellem bistand til skønsprocessen og tilsyn med afhjælpningen. Bygherren fik delvis dækning for det betydelige registreringsarbejde, der var knyttet til syn og skøn. Det efterfølgende tilsyn med selve udbedringen blev derimod ikke erstattet.
- Følgeudgifter kræver bevis for årsagssammenhæng. Krav på rengøring, sikkerhedsrådgivning og andre følgeudgifter forudsætter dokumentation for, at udgiften faktisk skyldes et forhold, som entreprenøren er ansvarlig for.
- Omkostningstvisten skal stå mål med det realistiske krav. Bygherren krævede cirka 2,7 millioner kroner, fik 293.750 kroner og blev samtidig pålagt at betale betydelige sagsomkostninger. Kendelsen viser den økonomiske risiko ved at føre en omfattende omkostningstvist uden et tilstrækkeligt sikkert grundlag.
Perspektiv
Når mangler har medført, at loftsplader falder ned og rammer elever, er et stærkt kontrolbehov både forståeligt og sagligt. Kendelsen viser imidlertid, at alvoren af de oprindelige mangler ikke i sig selv flytter betalingsansvaret for bygherrens efterfølgende rådgiverindsats.
Parterne bør derfor tidligt afklare, hvem der fører tilsyn med afhjælpningen, hvilket omfang tilsynet skal have, og hvem der skal betale. Ønsker bygherren et mere omfattende tilsyn end det, entreprenøren selv er forpligtet til at levere, bør betalingsspørgsmålet aftales udtrykkeligt, inden udgifterne løber.
Kendelsen er samtidig en påmindelse om at holde de enkelte omkostningstyper adskilt. Registreringer, der er nødvendige for en skønsproces, kan efter omstændighederne udløse en vis godtgørelse. Løbende tilsyn, sikkerhedsrådgivning, rengøring og advokatbistand i det efterfølgende forløb kræver derimod et selvstændigt og dokumenteret ansvarsgrundlag.
Kontakt
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2026.346 / Sag nr. C-15533
1. Indledning
Voldgiftsnævnet har nedsat en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem totalentreprenør TE A/S (TE) og bygherre BH om tilbagehold af påstået tilgodehavende under påberåbelse af mangler og ret til dagbøder samt tvist om betaling af ekstraarbejder og forsinkelses- og stilstandsomkostninger i forbindelse med en totalentreprise vedrørende …. TE’s påstand er betaling af 47,5 mio. kr. BH påstår frifindelse og har betydelige modkrav vedrørende dagbod og mangler.
Voldgiftsretten er nedsat i 2020 i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed (2010)« og består af direktør, ingeniør, direktør og landsdommer, med sidstnævnte som formand.
Forberedelsen af sagen pågår fortsat, og hovedforhandling er ikke berammet, idet processen med syn og skøn ikke er afsluttet.
Denne delkendelse vedrører et spørgsmål om sagsomkostninger i forbindelse med et haste-syn og skøn om omgørelse af loftsarbejder, hvilket spørgsmål er udskilt til særskilt forhandling.
2. Påstande og hovedforhandling BH’s endelige påstande: Påstand 1: TE A/S skal til BH betale 2.721.582,76 kr. inkl. moms med sædvanlig procesrente fra 12. juli 2023, subsidiært fra 26. april 2024. Påstand 2: Voldgiftsrettens afgørelse kan fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, i sin helhed og uden sikkerhedsstillelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 3.
TE’s påstande: Over for påstand 1 påstås frifindelse mod betaling af 243.750 kr. inkl. moms, subsidiært frifindelse mod betaling af et større beløb, men mindre end påstået af BH.
Over for påstand 2 påstås frifindelse.
Over for BH’s påstand om betaling af renter påstås sideordnet frifindelse for rentetilskrivning (i) for 243.750 kr. inkl. moms og (ii) indtil sagens anlæg den 26. april 2024.
Delhovedforhandling har fundet sted i Voldgiftsnævnets lokaler.
I møderne er der blevet afgivet forklaring af BH-V1, TE-V1, BH-R-V1, BH-R-V2, BH-R-V3, R2-V1, TE-V2, UE-V1 og TEV3.
I forbindelse med, at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren.
3. Sagsfremstilling BH og TE indgik i 2018 en totalentreprisekontrakt om om- og tilbygning af skolen kaldet … (x66). I forbindelse med arbejderne skulle samtlige lofter – 9.000 m2 i 143 lokaler (eksempelvis x913) – skiftes. Lofterne var systemlofter af mærket Gyproc. Aflevering skete den 30. oktober 2020 (x910).
I løbet af 2021 var der på fem forskellige datoer hændelser, hvor loftsplader faldt ned, og elever blev ramt tre gange (x98 og 72-87). Foranlediget heraf indledte TE ultimo 2021 udbedring af lofter på skolen (x90).
Før årsskiftet 2021/22 blev efter anmodning fra BH indledt et haste-syn og skøn. Skønstemaet indeholdt ti spørgsmål fra BH og tre fra TE (x914-920). Skønsmanden tilkendegav på skønsmøde den 28. december 2021, at »de enkelte steder skal forevises og præciseres.« (x913). Foranlediget heraf besigtigede BH-R den 15. januar (tilsyneladende op til fire medarbejdere, x107 smh. med bilag 24) og 3. februar 2022 (tilsyneladende op til to medarbejdere, x107 smh. med bilag 24) lofterne i de 143 lokaler og udarbejdede en besigtigelsesrapport af 8.februar 2022 (x107), en loftplan af 8. februar 2022 med angivelse af konstaterede mangler (x 110) og en rapport dateret 8. februar 2022 indeholdende et rumskema også med angivelse af konstaterede mangler (x111).
Skønsmanden fastslog ved erklæring af 1. marts 2022, at loftplader var monteret forkert og for dårligt (X914 ff.). Efter det oplyste straks herefter vedkendte TE sig afhjælpningspligten og oplyste, at selskabet ville udbedre forholdene (x19). Efter skønsmandens afgivelse af supplerende erklæring af 7. april 2022 om bevarelse af trælister til ophængning af bl.a. billeder (x976), udarbejde TE den 21. april 2022 en procesplan (x120), der efter forhandling blev revideret den 19. maj 2022 (x121, om datering se x129). Efter yderligere forhandlinger godkendte BH den 30. maj 2022 afhjælpningen (x126). Forhandlingerne skete foruden direkte mellem BH-R og TE også mellem BH’s og TE’s advokater, bl.a. fordi BH ønskede indgået en formelig aftale om udbedringsarbejderne (x122-136).
Tidligt i forløbet var der enighed mellem parterne om, at der skulle udføres et prøverum, jf. eksempelvis parternes korrespondance først i maj 2022 (x134 og 135). Prøverummet blev godkendt af BH’s rådgiver, BH-R, efter en proces i perioden 31. maj – 29. juni 2022 (x148-151 og 197-277).
Sideløbende hermed var der en tvist mellem BH og TE om, hvorvidt udbedringsarbejderne krævede, at der blev udarbejdet en plan for sikkerhed og sundhed (PSS). I maj 2022 havde BH-R spurgt hertil, hvortil TE havde oplyst, at man ville udarbejde en APV. Svaret herpå var, at »APV skal foreligge inden arbejdet igangsættes.« (x157). BH/BH-R ses herefter at have rejst spørgsmålet den 8. og 15. juni 2022 (x150 og 158), og en afklaring skete den 8. juli 2022, hvor TE tilkendegav at ville tilrette PSS’en, så »arbejderne ikke skal gå i stå på grund af en principiel uenighed mellem parterne.« (x166). I forbindelse med denne tvist havde BH kontaktet R2, der på baggrund af en besigtigelse på skolen den 28. juni 2022 havde udarbejdet et (udateret) tilsynsnotat og et notat af 29. juni 2022 om behovet for en PSS ved arbejderne (x163-165). R2 har for dette arbejde og tilsyneladende arbejder i september, oktober og november 2022 faktureret 46.923,74 kr. + moms (x900-904).
Udbedringsarbejderne, der blev udført af tømrerfirmaet UE på vegne af TE, fandt sted i perioden fra sommeren 2022 til december 2022. Efter BH’s bestemmelse blev nogle få lokaler udbedret ad gangen, således at udbedring af øvrige lokaler afventede, at udførte lokaler blev godkendt af en medarbejder fra BH-R. På sagen er der knap 600 sider tilsynsnotater (x 280-852). Kontraktchef TE-V1 og produktionschef TE-V2 fra TE har under hovedforhandlingen oplyst, at udgiften til tømrerfirmaet UE har været 1,0-1,1 mio. kr., hvortil kommer 250.000- 400.000 kr. til indkøb af materialer m.v., begge beløb ekskl. moms. BH’s advokat har på baggrund af oplysninger fra skønsmandens besvarelse af spm. 8 (x917) ved rejsning af tvisten om sagsomkostninger beregnet udgiften til knap 8 mio. kr. inkl. moms (x7).
BH-R førte igennem hele perioden tilsyn med udbedringen i alle lokaler. Dette var i overensstemmelse med tilkendegivelse fra BH’s advokat i e-mail af 24. maj 2022 til TE, hvori var anført bl.a., at BH-R ville føre tilsyn med prøverummet og med samtlige afhjælpningsarbejder, således at der ville ske successivt tilsyn i takt med, at TE færdigmeldte de enkelte sider i hver klynge (x129). TE’s advokat havde hertil den 25. maj 2022 anført, at TE ingen indvendinger havde herimod, at TE ikke havde noget retsforhold til BH-R, og at TE ikke ville blande sig i omfanget af tilsynet, men ville indrette sig efter BH’s ønsker (x127). Udgiften til tilsynet, inkl. prøverummet, er på baggrund af BH-R’s faktureringer af TE opgjort til ca. 1,5 mio. kr. + moms (x21). BH har opgjort udgiften til BH-R’s gennemgående tilsynsmedarbejder, BH-R-V2, til ca. 1.175.000 kr. inkl. moms (påstandsdokumentet side 4).
I forbindelse med skriftvekslingen har BH fremlagt et bilag 23, der giver »et overblik over tilsynsprocessen og status for godkendelse af de enkelte lokaler« (x52). Om bilaget er det videre anført (x 53 og 55):
»Ud af de 311 tilsyn, som fremgår af Excel-arket i bilag 23 har 168 af dem resulteret i en manglende godkendelse svarende til cirka 54 %. Mere end halvdelen af de udførte udbedringsarbejder har således været mangelfulde, hvilket indikerer, at der var betydelige problemer med kvaliteten af det udførte afhjælpningsarbejde.
Desuden blev 97 af de 311 tilsyn klassificeret som besværlige, svarende til cirka 32 %. En betydelig del af tilsynene har således været komplekse og krævet ekstra opmærksomhed. Dette har uundgåeligt medført højere omkostninger, da det har været nødvendigt at afsætte flere ressourcer for at sikre en grundig inspektion og opfølgning på konstaterede mangler.
De fejl, der er opstået i forbindelse med afhjælpningsarbejderne, fremgår af de fremlagte tilsynsnotater …. Disse vil også blive underbygget gennem vidneforklaring af …, som udførte størstedelen af tilsynsarbejdet. Disse forhold sammen med den høje andel af manglende godkendelser og det betydelige antal udfordrende tilsyn, understreger klart, at tilsynene var en passende reaktion på de identificerede problemer.
… Excel-arket er derudover underbygget af tilsynsnotater. Disse tilsynsnotater giver en detaljeret beskrivelse af de observerede mangler og de udførte inspektioner, hvilket tilføjer et lag af objektivitet og troværdighed til de registrerede data.
Fotos, der i visse tilfælde er taget under tilsynene, fungerer som visuel dokumentation, der kan verificere de skriftlige observationer i Excel-arket. Dette visuelle bevismateriale giver en konkret og uomtvistelig fremstilling af de faktiske forhold, hvilket styrker Excel-arkets bevismæssige værdi.«
BH’s krav sammensætter sig således (efter at udgiften BH-R til teknisk bistand på 1.867.373,65 kr. er blevet nedsat med 5 % under hovedforhandlingen):
Teknisk bistand, BH-R 1.774.004,97 kr. Teknisk bistand, R2 46.923,74 kr. Rengøring, … 26.337,50 kr. Juridisk bistand 250.000,00 kr. I alt ekskl. moms 2.097.266,21 kr. Skønsomkostninger til Voldgiftsnævnet inkl. moms 100.000,00 kr. I alt inkl. moms 2.721.582,76 kr. TE anerkender at betale samlet 243.750 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til BH i anledning af gennemførelsen af syn og skøn vedrørende lofter, idet det anerkendes, at BH’s rekvirering af syn og skøn var begrundet. Det anerkendte beløb dækker omkostninger til Voldgiftsnævnet forbundet med skønssagen på 100.000 kr. inkl. moms og et beløb på 143.750 kr. inkl. moms til dækning af BH’s »øvrige omkostninger«, herunder undersøgelsesomkostninger og advokatomkostninger.
4. Forklaringer BH-V1, projektleder på byggeriet for BH, har forklaret bl.a., at man fra BH’s side så på problemet med loftspladerne med stor alvor. Han troede, at BH-R’s tilsyn med udbedringerne ville være en formssag, og at udgiften hertil ville være i størrelsesordenen et par hundrede tusinde kr. Men der var adskillige fejl på prøvelokalet, hvorfor han meddelte BH-R, at der skulle følges op, indtil kvaliteten var så god, at man kunne »trække sig tilbage«. BH skulle ikke stå i en situation, hvor arbejderne måtte gøres om på ny. Han fulgte op over for BH-R-V1 fra BH-R for at sikre sig, at omfanget af tilsynet var nødvendigt.
TE-V1, kontraktchef hos TE, har forklaret bl.a., at han ikke har set de notater, som R2 udarbejdede, dvs. det udaterede tilsynsnotat og notatet af 29. juni 2022 om behovet for en PSS ved arbejderne.
BH-R-V1, chefrådgiver og projektchef hos BH-R, har forklaret bl.a., at der faldt måske i alt ti loftsplader ned, vist nok alle kantplader. En plade vejer 2½-3 kg. TE havde ikke meget fokus på problemet og »vågende først op« i juni 2021. Man var fra skolens side meget bekymret. Han troede først, at der skulle anvendes 1½-2 dage om ugen på tilsynsopgaven, men BH-R’s medarbejder, BH-R-V2, var på skolen fire dage om ugen – hvor han dog også lavede andet. Lofterne blev ikke udbedret ordentligt, og tilsynet var nødvendigt. BH måtte rekvirere rengøring af lokaler, men rengøringen blev god senere i processen.
BH-R-V2, i 2022 seniorkonsulent i BH-R, har forklaret bl.a., at det oprindeligt var tanken, at han skulle være på opgaven 1-2 dage om ugen, men han endte med at være på skolen 4-5 dage om ugen fra maj til december 2022. 5 % af tiden anvendte han på brand og stål. De typiske fejl var belastning af skinnesystem, belastning af plader, plader var skåret for små, placering af fjedre, stropper manglede eller var placeret forkert og manglende vinkelbeslag. Der er ikke udarbejdet tilsynsnotater for alt, idet det viste sig mere smidigt at påtale fejlene mundtligt over for tømrerne, så de straks efter kunne blive udbedret. Herved sikredes fremdrift i arbejderne. Fejlene blev færre igennem perioden, men det var de samme fejl, der blev lavet. TE førte ham bekendt ikke tilsyn med udbedringen af lofterne. Han har i 2023 lavet bilag 23, der rum for rum viser, hvor mange tilsyn der er foretaget, idet de fleste tilsyn har givet anledning til mundtlige påtaler. Bilaget er lavet med på baggrund af en omfattende fotodokumentation.
BH-R-V3, seniorrådgiver i BH-R, har forklaret bl.a., at han deltog i registreringerne den 15. januar og 3. februar 2022 på skolen. Rumskemaet m.v. blev brugt under skønsforretningen den 14. februar 2022, hvor manglerne blev udpeget for skønsmanden.
R2-V1, R2, har forklaret bl.a., at TE-V2 fra TE har lavet revisionen af PSS’en. Vidnet rådgav om, hvad der var nødvendigt at ændre. Adgangen til arbejdsområderne var ikke afspærret de første gange, han var på skolen, så der kom plasthegn op, ligesom der blev låst af til lokalerne. TE har ikke anmodet ham om at føre tilsyn på skolen. TE-V2, produktionschef hos TE, har forklaret bl.a., at de enkelte lokaler blev afleveret rengjorte efter loftrenoveringen.
Tømrermester UE-V1 fra UE har forklaret bl.a., at hans firma har lavet tilsvarende lofter før. Når man har lært monteringsvejledningen at kende, er det ikke svært at lave. Tilsynet fra BH-R gennemgik alle lokaler og alt deres arbejde meget grundigt. Efter at de havde lavet et par lokaler, blev det meste godkendt af tilsynet. Han var selv på skolen 3-4 dage om ugen. Tilsynet var ikke nødvendigt for deres arbejde. Tømrerne støvsugede og vaskede gulve, når de afsluttede et lokale, men lærerne på skolen snavsede gulve til ved at gå, hvor der var rengjort.
TE-V3, tidligere projektleder hos TE, har forklaret bl.a., at han tidligere har været tømrermester og herefter var ansat 17 år hos TE. Han har lavet mange lofter, og også på flere skoler. Det er en enkel opgave. UE’s folk var dygtige og lavede et godt arbejde. Han førte tilsyn med deres arbejde. Det skulle BH-R-V2 åbenbart også gøre, men vidnet kunne godt have klaret det alene. Han var på skolen 2-3 gange om ugen. Han har aldrig oplevet tilsyn med mangelsafhjælpning, og BH-R’s tilsyn var unødvendigt. R2-V1 lavede en PSS, som de kørte efter.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat Udgifter til teknisk bistand fra BH-R og advokatbistand
Efter fast praksis påhviler det den bygherre, der antager egen rådgiver til teknisk bistand i forbindelse med syn og skøn, selv endeligt at afholde udgifterne hertil, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. På samme måde må bygherren som udgangspunkt også selv erstatte udgiften til tilsyn, som han iværksætter til at følge arbejder, som entreprenøren udfører for at udbedre byggeri, som er konstateret mangelfuldt.
Efter retspraksis erstattes udgifterne til advokatbistand til isoleret bevisoptagelse med et passende beløb, i hvilken forbindelse bl.a. sagens økonomiske værdi og omfanget af den nødvendige advokatbistand kan indgå som parametre.
TE anerkender at skulle betale 243.750 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til BH, idet det anerkendes, at BH’s rekvirering af syn og skøn var begrundet. Det anerkendte beløb dækker omkostninger til Voldgiftsnævnet forbundet med skønssagen på 100.000 kr. inkl. moms samt et beløb på 143.750 kr. inkl. moms til dækning af BH’s »øvrige omkostninger«, herunder undersøgelsesomkostninger og advokatomkostninger.
Voldgiftsretten finder, at det anerkendte beløb på 143.750 kr. inkl. moms til dækning af »øvrige omkostninger«, herunder undersøgelsesomkostninger og advokatomkostninger, skal forhøjes til 193.750 kr. inkl. moms.
Ved fastsættelsen af dette beløb tillægges det betydning, at de omtvistede mangler er af forholdsvis simpel karakter, og at advokatarbejdet i forbindelse med skønssagen, herunder udarbejdelse af spørgsmål, har været overskueligt. Det tillægges også ved vurderingen af advokatudgifterne betydning, at udgifterne til udbedring af det mangelfulde arbejde må anses for at være meget lavere end opgjort af BH, jf. således bl.a. forklaringerne herom fra TE-V1 og TE-V2 fra TE.
Beløbet på 193.750 kr. muliggør også, at BH har kunnet anvende et større antal timer til teknisk bistand i forbindelse med skønsprocessen og de efterfølgende arbejder. Navnlig BH’s registreringsarbejder i de 143 lokaler i forbindelse med skønsprocessen har været så betydelige, at voldgiftsretten har fundet grundlag for at forhøje det anerkendte beløb.
Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at erstatte udgifter herudover, idet der herved lægges vægt på de ovenfor anførte udgangspunkter, og at det ikke findes godtgjort, at bygherrens omfattende tilsyn med tømrerfirmaet UE, der var antaget af TE til netop at sikre loftspladerne i lokalerne på skolen, har været påkrævet. Uanset forforløbet i 2021 med nedfaldne loftsplader på skolen må dette arbejde anses for en enkel håndværksmæssig opgave, som kunne være udført fuldt fagligt forsvarligt også med det tilsyn, som TE som totalentreprenør skulle levere. Forklaringerne fra BH-V1, BH-R-V1 og BH-R-V2 samt BH-R-V2’s registreringer om tilsyn kan ikke føre til en anden vurdering.
Der findes ikke grundlag for at pålægge TE at erstatte BH’s udgifter til advokatbistand i det efterfølgende forløb.
Udgifter til rengøring Det findes ikke ved BH-R-V1’s forklaring og dokumentation af fakturaer af 17. august 2022 fra … med oplysning om, at arbejdet vedrører rengøring efter opsætning af loftsplader i hhv. klynge B i uge 31 og kælder og FO-område i uge 30 (x906-907), godtgjort, at behovet for rengøring skyldtes TE’s forhold.
Der er herved lagt vægt på, at UE-V1 har forklaret, at tømrerfirmaet selv støvsugede og vaskede gulve, når de afsluttede et lokale, og at lærerne på skolen snavsede gulve til ved at gå, hvor der var rengjort. Der er også lagt vægt på korrespondancen den 4. august 2022, hvor TE-V2 fra TE over for BH-R besværer sig over det samme (x152), og TE-V2’s forklaring om, at man afleverede lokalerne rengjorte.
BH’s krav om betaling af 26.337,50 kr. + moms tages derfor ikke til følge.
Udgifter til teknisk bistand fra R2
Der har i en kortere periode i juni-juli måned 2022 været en uenighed mellem BH/BH-R og TE om nødvendigheden af en ny PSS i forbindelse med udbedringsarbejderne.
Uenigheden mundede ud i, at TE tilrettede PSS’en. I forbindelse med denne tvist antog BH bistand fra R2 til at bistå sig. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at R2s notater ikke er blevet forelagt TE, men at TE i forbindelse med revisionen af PSS’en har haft drøftelser med R2-V1 fra R2. R2-V1 har også efter sommeren 2022 ydet bistand til BH, hvorom der kun findes begrænsede oplysninger.
Voldgiftsretten finder det med det beskrevne forløb ikke bevist, at TE har pådraget sig et ansvar for dækning af de udgifter til bistand, som BH har rekvireret i denne proces.
BH’s krav om betaling af 46.923,74 kr. + moms tages derfor ikke til følge.
Sammenfatning TE frifindes mod betaling af 293.750 kr. inkl. moms,
Renter, fuldbyrdelse og sagsomkostninger
Kravet forrentes fra den 12. juli 2023, jf. rentelovens § 3, stk. 2, idet BH den 12. juni 2023 har fremsat krav om betaling af omkostningerne (x122). BH er ikke afskåret fra forrentning som følge af, at BH ikke tog imod de tilkendegivelser om betaling, som TE fremsatte den 6., 19. og 25. maj 2022 (x 128, 133 og 135).
Om fuldbyrdelse af denne afgørelse bemærkes, at TE’s påstand i voldgiftssagen er betaling af 47,5 mio. kr. BH påstår frifindelse og har betydelige modkrav vedrørende dagbod og mangler. På denne baggrund finder voldgiftsretten ikke grundlag for at bestemme, at afgørelsen om betaling af de 293.750 kr., som må anses for et relativt lille beløb set i forhold til de i øvrigt omtvistede beløb, skal fuldbyrdes nu. TE frifindes derfor for BH’s påstand om fuldbyrdelse.
Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at tvisten i alt væsentligt har vedrørt omkostninger til rådgivere, men er blevet ført som en almindelig tvistig sag med hensyn til skriftveksling, bevisførelse, procedure m.v.
Thi bestemmes Klager, TE, skal til indklagede, BH, betale 293.750 kr. med procesrente fra den 12. juli 2023.
Klager frifindes for indklagedes påstand om, at denne kendelse kan fuldbyrdes nu.
I sagsomkostninger skal indklagede til klager betale 180.000 kr. ekskl. moms.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
….