Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo april 2016 og vedrører en tvist om ekstraarbejder og dagbodskrav.
En kommune indgik som bygherre (BH) hovedentreprisekontrakt med en hovedentreprenør (HE) angående renovering af en svømmehal. Herefter indgik HE underentrepriseaftale om nedrivningsarbejdet med underentreprenør (UE) den 30. juli 2014. Ifølge aftalen, skulle arbejdet stå færdigt den 12. september 2014.
I forbindelse med UE’s nedrivningsarbejde opstod der imidlertid behov for yderligere arbejder i form af sandblæsning. UE skulle udføre dette som ekstraarbejder. UE’s arbejdet blev herved forlænget med 3-5 uger ifølge aftale mellem HE og UE. HE udarbejdede derfor en revideret tidsplan den 20. september 2014, hvoraf sandblæsningsarbejdet skulle ske mellem den 26. september og den 6. oktober 2014. UE modtog imidlertid aldrig denne.
I en række tilsynsnotater og byggemødereferater fremgik det, at der blandt andet var opstået problemer med mangelfuld rengøring samt manglende undertryk. Kvaliteten af UE’s nedrivningsarbejde var derfor mangelfuldt. UE erkendte manglerne ved arbejdet i en mail af den 8. oktober 2014 og anførte, at disse ville blive udbedret samme dag. Det var herefter UE’s opfattelse, at aflevering skete denne dag. I en mail af den 7. januar 2015 angav HE, at der skete aflevering den 28. oktober 2014.
UE indledte herefter sag om betaling for de ubestridte ekstraarbejder. HE gjorde imidlertid gældende, at der havde været mangler ved UE’s ydelse, samt at UE havde været i forsinkelse og derfor skulle betale erstatning for den dagbod, som HE havde betalt til BH.
Voldgiftsretten
Indledningsvist bemærkede voldgiftsretten, at HE’s betaling af dagbod til BH skyldtes forsinkelse af afleveringen. Voldgiftsretten bemærkede endvidere, at betalingen var resultatet af en forhandling mellem HE og BH og at UE ikke havde været involveret i denne. Samtidig fremgik det af UE’s kontrakt, at der kun kunne rejses et sådant erstatningskrav mod UE, såfremt forsinkelsen skyldtes UE’s arbejde.
HE forklarede under sagen, at han ikke præcist var klar over, hvornår der skete aflevering. Han kunne dog oplyse, at han den 28. oktober 2014 havde været på pladsen og i den forbindelse havde konstateret, at nedrivningsarbejdet var afsluttet og mangelfrit. UE’s arbejde foretaget den 8. oktober 2014 var derfor i hvert fald mangelfrit.
Voldgiftsretten udtalte, at det ikke kan påregnes UE, at HE ikke havde sikret den fornødne dokumentation for, hvornår selve afleveringen fandt sted. Forsinkelsen fandtes således ikke at skyldes UE’s arbejde.
UE blev derfor frifundet for HE’s modkav.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
I nærværende kendelse havde bygherren rettet et dagbodskrav mod hovedentreprenøren for den foreliggende forsinkelse af arbejdet. Hovedentreprenøren forsøgte herefter at søge regres hos underentreprenøren, da han mente, at forsinkelsen skyldtes underentreprenørens arbejde. At forsinkelsen skulle skyldes underentreprenørens arbejde lykkedes det ikke hovedentreprenøren at godtgøre, da hovedentreprenøren ikke havde sikret den fornødne dokumentation for, hvornår selve afleveringen hverken skulle eller fandt sted. Som hovedentreprenør bør man derfor have styr på den eksakte afleveringsdag for ikke at miste eventuelle dagbodskrav, der skyldes en underentreprenørs arbejde.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2016.693 / Sag nr. C-13663
-oOo-
Kendelsen i fuld længde
Underentreprenør UE (adv. Rasmus Stensler-Thomsen) mod Hovedentreprenør HE (adv. Per Sethom-Johansen)
Indledning
Advokat Rasmus Stensler-Thomsen har ved klageskrift modtaget den 23. marts 2015 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter om krav om betaling af ekstraarbejder i forbindelse med renovering af – – – Svømmehal i – – -.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf vedtaget at nedsætte en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed«, bestående af arkitekt m.a.a. Lars Krogh, Jan Brandis og landsdommer Tuk Bagger, med sidstnævnte som formand.
Parterne har erklæret sig indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling eller gengivelse af de afgivne forklaringer og advokaternes procedure, men i det væsentlige alene gengivelse af parternes påstande, voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
Påstande og hovedforhandling
Den 12. april 2016, kl. 09.30, blev voldgiftsretten sat i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V, til hovedforhandling.
Klageren, underentreprenør UE, har nedlagt påstand om, at indklagede, hovedentreprenør HE, tilpligtes til klageren at betale 412.500,00 kr. inkl. moms med tillæg af procesrente, jf. AB92, § 22, stk. 11, fra den 25. oktober 2014, subsidiært fra den 23. marts 2015.
Indklagede, HE, har nedlagt påstand principalt om, at klageren, UE, tilpligtes til indklagede at betale 118.499,60 inkl. moms, som forrentes med procesrente fra den 23. marts 2015, subsidiært om frifindelse.
Sagsfremstilling
Efter at HE havde indgået hovedentreprisekontrakt med – – – Kommune om renovering af – – – Svømmehal, indgik HE og UE den 30. juli 2014 en underentrepriseaftale, hvorefter UE skulle stå for nedrivningsarbejdet.
Nedrivningsarbejdet skulle efter den oprindelige plan være færdiggjort den 12. september 2014, men der opstod behov for yderligere arbejder i form af sandblæsning, som UE skulle udføre som ekstraarbejder, hvilket forlængede perioden med 3-5 uger, jf. mail af 17. september 2014 fra HE til UE.
HE har udarbejdet en revideret tidsplan, hvorefter sandblæsning skulle ske i perioden 26. september til 6. oktober 2014.
Der er fremlagt en række tilsynsnotater og byggemødereferater, hvoraf fremgår, at der i forbindelse med nedrivningsarbejderne var problemer med blandt andet rengøringen og manglende undertryk.
– – – har i en erklæring af 15. oktober 2014 fundet meget lidt støv og ingen spor af asbest. I en erklæring af 8. december 2014 har – – – udtalt, at der ikke var fundet pcb.
– – – har i en erklæring af 3. februar 2015 på baggrund af en prøveudtagning den 28. januar 2015 udtalt, at der var fundet pcb og bly i støv i ventilationskanalerne, og at støvet var af nyere og ældre dato. I en erklæring af 20. februar 2015 har – – – på baggrund af en prøveudtagning den 18. februar 2015 udtalt, at der ikke var fundet pcb eller bly over renhedskriteriet.
Klagers krav angår betaling for ekstraarbejder.
Indklagedes påstand fremkommer ved et samlet modkrav på i alt 530.999,50 kr. inkl. moms, hvorfra er trukket klagers påstand på 412.500,00 kr. inkl. moms.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af – – -.
Procedure
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.
Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
HE har ikke bestridt UE’s krav på betaling vedrørende ekstraarbejder, men rejst krav til modregning, der overstiger dette beløb. UE har bestridt disse modkrav.
Det kan ud fra tilsynsnotaterne og byggemødereferaterne lægges til grund, at der var problemer med kvaliteten af udførelsen af nedrivningsarbejdet. Det blev i notaterne og referaterne påtalt flere gange, at der ikke var undertryk, og at rengøringen var mangelfuld. Tilsynsnotaterne og byggemødereferaterne blev tilsendt UE, men der er ikke i det fremlagte materiale eller de afgivne forklaringer grundlag for at antage, at HE stillede mere konkrete krav om at rette op på forholdene og sikre, at gældende forskrifter blev overholdt, og der blev ikke foretaget renhedskontrol ved en neutral institution. Ej heller et syn og skøn blev iværksat. HE valgte at overlade det til UE selv at vurdere, hvordan arbejdet skulle udføres, og at få foretaget renhedskontrol.
Der er enighed om, at UE’s arbejde blev afsluttet i oktober 2014. UE har i en mail af 8. oktober 2014 erkendt en række mangler og anført, at de ville blive udbedret samme dag. Det er UE’s opfattelse, at der skete aflevering samme dag. HE har i en mail af 7. januar 2015 angivet, at afleveringen fandt sted den 28. oktober 2014. – – – fra HE har herom forklaret, at han ikke ved præcis, hvornår der skete aflevering, men at han denne dag var på pladsen og kunne se, at nedrivningsarbejdet var afsluttet og mangelfrit. Da HE herefter ikke har godtgjort andet, lægger voldgiftsretten til grund, at UE’s arbejde blev afleveret den 8. oktober 2014.
– – – fra – – – har om sin erklæring af 3. februar 2015 forklaret, at han tog prøver i ventilationskanalen. Der var tale dels om lyst støv, som han vurderede stammede fra, at der var skåret hul i gipsinddækninger, som var sat op over ventilationskanalerne, dels om støv, som hidrørte fra gammel tid. Han anbefalede, at kanalerne blev renset, for at man kunne opretholde et effektivt luftskifte.
– – – har om sin erklæring af 20. februar 2015 forklaret, at han denne gang tog prøver i selve ventilationsanlægget. Han har endvidere forklaret, at pcb fra pbc-holdig maling løbende optages i luften, hvorfra støv vil kunne optage pcb. Den pcb, der blev fundet i det gamle støv, kunne således være optaget fra malingen over længere tid.
Der er ikke fundet asbest ved nogen af – – -‘s prøveudtagninger.
Det er herefter ikke godtgjort, at forekomsten af pcb og bly i støvet kan henføres til UE, og det er heller ikke godtgjort, at der ved afleveringen skulle være mangler ved UE’s arbejde i øvrigt.
Med hensyn til kravet om erstatning for den dagbod, som HE har betalt til bygherren, bemærkes, at dagboden efter det af HE oplyste skyldes, at afleveringen var forsinket, og at beløbet er resultat af en forhandling med bygherren. UE har ikke været involveret i disse forhandlinger. Efter de særlige vilkår, der fremgår af kontrakten med UE, er det en betingelse for, at et sådant krav kan rejses over for UE som underentreprenør, at forsinkelsen er forårsaget af underentreprenøren. Afleveringstidspunktet for UE var oprindelig aftalt til den 12. september 2014. Dette tidspunkt blev ved mail af 17. september 2014 fra HE til UE udskudt »3-5 uger«. Ifølge en revideret tidsplan af 20. september 2014 var afleveringstidspunktet vedrørende sandblæsningen 6. oktober 2014. – – – fra UE har forklaret, at han ikke har modtaget denne reviderede tidsplan, og HE har ikke sikret sig dokumentation for, hvornår præcis aflevering fandt sted. Efter de afgivne forklaringer har der været forsinkelser forårsaget af bygherrens forhold, og det er endvidere ikke udelukket, at der kan være opstået forsinkelser på de øvrige underentrepriser. Det er derfor ikke godtgjort, at dagbodsforpligtelsen over for bygherren skyldes UE’s forhold, hvorfor kravet ikke tages til følge.
Herefter frifindes UE i det hele for det rejste modkrav.
Efter de under sagen nedlagte påstande og sagens forløb og udfald forholdes der med sagens omkostninger som nedenfor nævnt, idet der ved fastsættelsen heraf er taget hensyn til, at UE får medhold både i det af dem rejste krav og i forhold til modkravet på 530.999,50 kr.