UGD 2022.41.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten medio marts 2022 og omhandler en tvist mellem en bygherre og en leverandør vedrørende ansvar for mangler som følge af en stormskade.
Bygherre (BH) indgik en aftale med rådgiver (R) om rådgivning og projektering af en række enfamiliehuse. Herefter ansatte BH entreprenør (E) til at udføre tømrerentreprisen. Under husets opførelse ramte en voldsom storm store dele af Danmark, hvilket medførte, at byggeriet led af omfattende skader i form af kollaps i tagkonstruktionen, samt væltede bagmure og vinduer. Skaderne opstod derfor inden aflevering af byggeriet. Det bemærkes i denne forbindelse, at BH ikke havde tegnet brand- og stormskadeforsikring inden byggeriets påbegyndelse.
BH nedlagde påstand, om betaling af ca. 1 mio. kr. overfor R og E. R og E nedlagde begge påstand om frifindelse.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten bemærkede indledningsvist, at der ville have været forsikringsdækning, hvis der var tegnet stormskadeforsikring, ud fra oplysninger om vejrforholdene på skadestidspunktet. I denne forbindelse bemærkes det, at det fremgår af AB 18 § 11, at en brand- og stormskadeforsikring skal tegnes af bygherren ved påbegyndelse af arbejdet.
Voldgiftsretten vurderede derfor, at BH skulle bære tabet, da skaderne kunne have været dækket ved en brand- og stormskadeforsikring. Hovedreglen om at entreprenøren bærer risikoen for byggeriet indtil aflevering er fundet sted, fik hermed ingen betydning i pågældende sag.
Voldgiftsretten vurderede derfor, at R og E skulle frifindes.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
- Kendelsen illustrerer, at bygherren bærer ansvaret for at tegne en brand- og stormskadeforsikring ved påbegyndelse af byggeriet. Rådgiver skal ikke gøre dette, medmindre der foreligger en klar aftale herom.
- En manglende tegning af brand- og stormskadeforsikring tilsidesætter de almindelige regler om at risikoens overgang, hvorefter entreprenøren bærer risikoen for byggeriet indtil aflevering er fundet sted.
- Det anbefales derfor, at bygherren altid kontrollerer, at forsikringerne er tegnet ved påbegyndelse af byggeriet og er trådt i kraft.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2022.534 / Sag nr. C-15557
#ugensdom #entrepriseret #stormforsikring
-oOo-
Bygherre BH (adv. Christian Zeeberg Madsen) mod Rådgiver R (adv. Thomas Holmberg) og Entreprenør E (adv. Mads Kjeldsted Jensen)
1. Indledning
Mellem BH A/S og rådgiver R A/S samt entreprenør E ApS er der opstået tvist om bl.a. ansvar for stormskader på et hus under opførelse beliggende ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018« med landsdommer Henrik Gunst Andersen som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
BH A/S’ endelige påstande:
R A/S og E ApS skal solidarisk – subsidiært alternativt – til BH A/S betale 992.908,47 kr. og R A/S tillige 122.995,66 kr. med procesrente fra 1. marts 2020 – subsidiært fra sagens anlæg – til betaling sker.
R A/S skal endvidere til klageren betale 7.929,69 kr. med tillæg af procesrente fra 30. december 2021 – subsidiært fra indlevering af processkrift den 10. januar 2022 – til betaling sker.
Overfor E ApS’ selvstændige påstand har BH A/S nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for tiden.
R A/S’ påstand:
Frifindelse.
E ApS’ påstand: Frifindelse.
E ApS’ selvstændige påstand overfor BH A/S:
BH A/S skal til E ApS betale 122.995,66 kr. med procesrente fra 20. februar 2020 til betaling sker.
Hovedforhandling har fundet sted den 21. februar 2022 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af BH-V1, R-V1 og BH-V2 og E-V1.
I forbindelse med sagens optagelse til kendelse er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Sagsfremstilling
Der er mellem BH og R indgået aftale om rådgivning og projektering af indtil 4 enfamiliehuse på grunde tilhørende BH beliggende i … Kommune. Der er enighed mellem parterne om, at aftalen omfattes af ABR 18, uanset at der ikke er indgået en skriftlig aftale om rådgivning.
R har udarbejdet et udkast til en rådgiveraftale, der er dateret 21. maj 2019, hvoraf fremgår, at der er anvendt 69 timer i 2018 til udarbejdelse af skitseforslag. I 2019 angives anvendt 17,25 timer til »tilretning type og størrelse«, 11 timer til myndighedstegninger og ansøgning, 7 timer til visualisering. Det samlede honorarkrav udgør 90.256 kr. ekskl. moms. Det fremgår endvidere, at honoraret fordeles på 4 huse, således at det første hus belastes med en »startomkostning« på 22.567 kr.
Udkastet indeholder oplysninger om priser for udførelsestegninger, energiberegning, trykning af tegninger for et samlet beløb på 37.600 kr.
BH bemyndigede den 22. januar 2019 R til at indgive ansøgning om byggetilladelse til et hus.
Byggetilladelse blev meddelt af … Kommune den 4. april 2019. Det fremgår af tilladelsen, at der var indgivet ansøgning den 28. januar 2019, og at supplerende materiale var indgivet den 4. og 5. april 2019.
Der er udarbejdet statiske beregning af … for huset, der er dateret 16. august 2019.
Der blev ikke tegnet brand- og stormskadeforsikring af BH i forbindelse med byggeriets påbegyndelse.
Der blev den 7. oktober 2019 af R udsendt en invitation til et byggemøde den 14. oktober 2019 på ejendommen, hvor entreprenørerne, som var antaget af BH skulle deltage. E var antaget til at udføre tømrerentreprisen. Det er ubestridt, at AB 18 er gældende mellem BH og E.
Af invitationen fremgår, at R har overtaget tilsynet fra BH-V2. Det er oplyst under sagen, at BH-V2 havde været tilknyttet projektet i kraft af en familiemæssig relation til BH’s direktør, BH-V1. Byggeriet var igangsat, idet der skulle støbes gulv den 7. oktober 2019.
R-V1 var på byggepladsen den 12. december 2019. Der blev ikke konstateret forhold, som gav anledning til bemærkninger.
BH-V1 kontaktede telefonisk R-V1 og E-V1, da der blev varslet en storm over Danmark den 15. december 2019, for at drøfte, hvilken betydning det kunne få for huset.
Søndag den 15. december 2019 ramte en storm dele af Danmark og herunder området, hvor huset er beliggende. En udskrift fra »forsikringsvejret.dk« viser, at der var vindstød på 17,2 sekundmeter eller derover i området.
R-V1 besigtigede den 16. december 2019 ejendommen, hvor han konstaterede omfattende skader i form af kollaps i tagkonstruktionen, væltede bagmure og vinduer, samt at dele at tagdækningen og underlaget af krydsfiner var løsrevet fra tagkonstruktionen. Dele af taget var blæst af og var landet på husets østlige del og i indkørslen. I notatet udfærdiget af R-V1 blev det anført, at der var en række mangler ved det udførte arbejde i form af bl.a. manglende fastgørelse af tagkonstruktionen til lodret forankring.
E indhentede en udtalelse fra ingeniør …, der i et notat af 12. januar 2020 konkluderede, at det ikke var udførelsesfejl, der begrundede, at stormen havde ødelagt bygningen. Af konklusionen fremgår, at opførelsen af en bygning er en proces, hvori bygningen opnår styrke og stivhed i takt med at de enkelte bygningsdele færdiggøres. Bygningens endelige stabilitet er først tilstede, når sidste samling i råhuset er udført, og huset er lukket. I notatet er det endvidere anført, at der var fejl i projektmaterialet. Sandsynligheden for, at bygningen var kollapset uanset færdiggørelsesgraden, var meget stor, idet der var åbenlyse fejl i projektmaterialets afsnit vedrørende forankring og stabilitet.
4. Procedure
BH har blandt andet anført, at R siden 2018 var totalrådgiver for BH og handlede erstatningspådragende ved ikke at have rådgivet om nødvendigheden af tegning af stormskadeforsikring. Såfremt det ikke er tilfældet indtrådte pligten til rådgivning i hvert fald, da BH-V1 i december 2019, da der var varslet storm, oplyste til R-V1, at der ikke var tegnet forsikring. R-V1 betryggede tilmed BH-V1 om, at der var den fornødne forsikringsdækning. R har endvidere et ansvar for skaden, da projektmaterialet har vist sig at være mangelfuldt. Endelig har R et ansvar for et utilstrækkeligt tilsyn med byggeriet den 12. december 2019, hvor mangler af betydning for bygningens stabilitet burde være opdaget.
BH har over for E blandt andet anført, at der er begået udførelsesfejl og manglende sikring mod stormskade, som begrunder erstatningsansvar. Endvidere har E-V1 for E afgivet forkerte og ansvarspådragende oplysninger om forsikringsdækning i samtalen med BH-V1, da de talte om den varslede storm. E har også handlet ansvarspådragende ved ikke at have tegnet forsikring til trods for, at E var bekendt med, at BH ikke havde tegnet en forsikring. For så vidt angår skaderne på Es egne arbejder har E et selvstændigt ansvar herfor i medfør af AB 18 § 27.
BH’s påstand om betaling af 7.929,69 kr. over for R er begrundet i, at BH måtte lade en anden rådgiver udføre opgaver med færdigmelding af huset og udbedring af mangler ved R’s arbejde. BH ophævede med rette samarbejdet med R.
R og E har bestridt, at de har begået fejl i forbindelse med rådgivning og opførelse af huset, og herunder at de har rådgivet om forsikringsforhold og haft pligt hertil, hvorfor der ikke er grundlag for erstatningsansvar.
Påstanden om betaling af 122.995,66 kr. udgør det, som E har faktureret over for BH for arbejder med bl.a. oprydning efter stormskaden.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
R har projekteret byggeriet og indgivet ansøgning om byggetilladelse, men det har ikke været involveret i, om byggeriet blev realiseret. Det var BH-V2, der stod for indhentelse af tilbud og kontakten til de entreprenørfirmaer, der blev valgt til at bygge huset, samt igangsatte byggeriet og dermed virkede som bygherrerådgiver. BH-V2 udførte opgaverne uden betaling på baggrund af en familiemæssig relation til BH-V1, der er direktør i BH. Det anførte understøttes endvidere af den omstændighed, at der efter det oplyste ikke af R er krævet betaling for ydelser præsteret i tiden efter ansøgningen om byggetilladelse var indgivet.
Voldgiftsretten finder det derfor ikke godtgjort af BH, at R havde påtaget sig at yde totalrådgivning i forbindelse med opførelsen af huset, som blev stormskadet.
BH har støttet påstanden om fejlagtig rådgivning på den forklaring, som BH-V1 har afgivet om samtaler med R-V1 og E-V1 kort tid før skaden indtraf. BH-V1’s forklaring om, hvad der blev drøftet under samtalerne, er modsagt af både R-V1 og E-V1, og forklaringen fra BH-V1 har ikke støtte i sagens skriftlige materiale. Voldgiftsretten kan på den baggrund ikke anse det for bevist, at det forholder sig som forklaret af BH-V1.
R påtog sig ud fra det, der blev skrevet i indkaldelsen til et byggemøde, en begrænset opgave i forbindelse med, at BH-V2 ophørte som rådgiver for BH. R-V1 har forklaret, at han aftalte med BH-V1, at R skulle udføre en tilsyn med byggeriet, der var begrænset til et ugentligt besøg på byggepladsen, da BH-V1 ikke ville betale for mere. Der er ikke oprettet en skriftlig aftale herom.
Arbejdsopgaven som R skulle udføre kan efter det, der er anført i indkaldelsen ikke udstrækkes til andet end tilsyn med et allerede igangsat byggeri. På det tidspunkt burde BH allerede have tegnet brand- og stormskadeforsikring som det fremgår af AB18 § 11.
BH har som følge heraf ikke ført bevis for, at R og E ydede en fejlagtig rådgivning, da BH-V1 henvendte sig telefonisk til R-V1 og E-V1 med sine bekymringer om de på byggepladsen leverede vinduer og døre samt bygningen generelt var tilstrækkelig sikret mod stormskade.
Der blev ved det tilsyn, som R udførte på byggepladsen den 12. december 2019, ikke påtalt forhold af betydning for bygningens stabilitet i tilfælde af stormvejr.
Der har ikke været afholdt syn og skøn efter skadens indtræden den 15. december 2019, der kan belyse, om der var forhold af betydning for bygningens stabilitet, som burde have givet R anledning til at reagere ved tilsynet den 12. december 2019. Det kan derfor ikke fastslås, at der i den forbindelse er begået fejl af R. Af samme grund er det ikke muligt at fastslå, at E har begået fejl af betydning for bygningens stabilitet under stormvejret.
Det bemærkes i den forbindelse, at et hus under opførelse, der ikke er lukket med blandt andet tag og vinduer, ikke kan have den stabilitet, som et færdigt opført hus skal have, hvorfor de statiske beregninger for huset ikke har relevans for sagen.
Voldgiftsretten lægger efter det oplyste om vejrforholdene på skadestidspunkt til grund, at der ville have været forsikringsdækning, hvis der var tegnet stormskadeforsikring.
BH skal derfor bære tabet som følge af de skete skader på huset, der kunne have været dækket ved tegning af forsikring. Bestemmelsen i AB18 § 27 kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat.
BH skal derfor betale E’s krav om betaling for oprydning mv. efter stormskaden.
Sammenfattende finder voldgiftsretten derfor, at R og E skal frifindes, og at BH skal betale E’s krav.
Efter sagens forløb og udfald skal BH til R betale 70.000 kr. til dækning af udgift til advokatbistand ekskl. moms.
Af samme grund skal BH til E betale 70.000 kr. til dækning af udgift til advokatbistand ekskl. moms.
Med hensyn til udgiften til voldgiftssagens behandling forholdes som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes
I sagsomkostninger skal BH til R betale 70.000 kr.
I sagsomkostninger skal BH til E betale 70.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af BH efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.