UGENS DOM: Hvornår er fejl så grove, at der kan kræves erstatning for driftstab?

TBB2025.299 / Sag nr. C-15312

Voldgiftsnævnets kendelse afsagt den 8. januar 2025, C-15312

1.  Indledning

Mellem bygherre BH, …, fagentreprenør FE A/S, herefter FE, og Totalrådgiver TR A/S, herefter TR, er der opstået en tvist om fejl og mangler ved gulvkonstruktionen i en nyopført fabriksejendom beliggende i …. Gulvkonstruktionen udgør en del af råhusentreprisen, der er udført med FE som entreprenør. TR har virket som bygherrerådgiver. BH er bygherre. BH indgav klageskrift mod FE den 9. december 2019. Ved adcitationsklageskrift af 15. marts 2021 har BH inddraget TR som adciteret efter gennemført syn og skøn.

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed (2010)« bestående af afdelingschef …, civilingeniør … og højesteretsdommer …. med sidstnævnte som formand.

2.  Påstande og hovedforhandling

BH har nedlagt påstand om, at indklagede FE tilpligtes in solidum med adciterede, TR, subsidiært proratarisk i overensstemmelse med en af voldgiftsretten foretagen fordeling, at betale BH 18.842.136,32 kr., subsidiært et efter voldgiftsrettens skøn fastsat mindre beløb tillige med sædvanlig procesrente heraf fra voldgiftssagens anlæg.

FE har over for BH nedlagt påstand om frifindelse. Over for TR har FE nedlagt påstand om, at TR tilpligtes (indenfor graden af den af TR udviste skyld, jf. ABR 89 pkt. 6.2.5) at friholde FE for det beløb, som FE måtte blive tilpligtet at betale til BH med tillæg af renter og sagsomkostninger.

TR har overfor BH nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb. Over for FE’s selvstændige påstand har TR nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb. Over for FE har TR endvidere nedlagt selvstændig påstand om friholdelse.

Hovedforhandling har fundet sted den 8. og 9. oktober 2024 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.

Under hovedforhandlingen er der afgivet partsforklaring af BH’s administrerende direktør BH-V1. Endvidere er der afgivet vidneforklaring af BH-V2 (tidl. teknisk chef hos BH), BH-V3 (salgsingeniør og teknisk chef hos leverandør L), FE-V1 (tidl. projektleder for FE), FE-V2 (konsulent hos FE) og TR-V1 (seniorspecialist hos TR).

Skønsmændene, projekteringsleder … og seniorspecialist …., har afgivet forklaring i forbindelse med afhjemling af deres skønserklæringer under hovedforhandlingen.

4.  Forklaringer

BH-V1 har forklaret bl.a., at han siden december 2017 har været administrerende direktør for BH. Dengang var der helt normal produktion i den nye fabriksbygning, men i løbet af 2018 bemærkede man første gang, at der var problemer med betongulvet i bygningen. Det var noget med, at »trucks kørte gennem gulvet«. Gulvet kunne ikke holde til den almindelige daglige kørsel med trucks. Derfor kontaktede BH i første omgang sin rådgiver, TR, med henblik på en afklaring af problemets omfang og årsag og med henblik på at få det løst. TR rettede henvendelse til FE, som i første omgang forsøgte med nogle lappeløsninger (omstøbning uden beregning), men det hjalp ikke rigtigt, og der opstod problemer på ny – både de steder, hvor FE havde udført lappeløsninger, og nye steder. Derfor valgte TR at gå mere systematisk til værks i 2019 med analyse af en række boreprøver mv.

Omtrent samtidig viste der sig også at være problemer med malingen på loft og vægge. Den skallede simpelthen af i flager. Problemer med huller og revner i gulvet samt maling, der falder af, kan naturligvis ikke tolereres i en fabrik, hvor der foregår fødevareproduktion, og det gav da også anledning til påtale fra Fødevarestyrelsen. Problemerne gjorde det nødvendigt at indstille produktionen i den nye fabriksbygning – vist nok på et tidspunkt i april eller maj 2019. Det betød, at al produktion herefter måtte foregå i den gamle fabrik, og sådan har det været lige siden. »Vi har i dag en fabrik med 0 output«.

For BH har det været forbundet med store kapacitetsproblemer og meromkostninger, at man har været nødt til at henlægge hele produktionen til den gamle fabrik. Man kan ikke mere nøjes med almindelig produktion med daghold i begge fabriksbygninger, men er nødt til at presse produktionen i den gamle fabrik med 2-holdsskift samt lørdagsarbejde mv. Han er presset af sin bestyrelse, som med rette finder den nuværende situation utålelig. I desperation har BH nu for egen regning fået udført omgørelse af en del af gulvet i den nye fabriksbygning her i

2024 (ca. 1.600 m2). Omfanget af denne omgørelse fremgår af en under hovedforhandlingen fremlagt tegning, hvor man kan se de dele af gulvarealerne, der er tale om. Der er ikke sket nedtagning af maskinerne i forbindelse med den pågældende omgørelse, hvor der er gennemført omstøbning af slidlaget, men der har også kun været tale om en mindre del af det samlede gulvareal. Uanset omgørelsen af en del af gulvet er situationen dog uændret – det er således fortsat ikke muligt at genoptage produktionen i den nye fabriksbygning. Efter hans opfattelse vil det være nødvendigt at udskifte hele gulvet, før produktionen kan genoptages i den nye fabriksbygning – også den del af gulvet, hvor maskinerne står. Lige nu er der endnu ikke observeret huller eller trykskader i gulvet under maskinerne, men maskinerne har jo også stået stille siden 2019. Gulvet har derfor ikke været belastet af vibrationer eller andet siden da. Han håber, at det vil være muligt at få udbedret manglerne ved gulvet og ved malingen på vægge og loft, så produktion i den nye fabriksbygning måske vil kunne genoptages engang i efteråret 2025. BH har været nødt til at vente med udbedringsarbejderne på grund af voldgiftssagen samt gennemførelse af syn og skøn.

BH-V2 har forklaret bl.a., at han siden april 2024 har været pensionist, men at han tidligere har været teknisk chef hos BH med ansvar for fabrikkens maskineri. Han har været medarbejder på BH siden 1988, hvor han oprindeligt blev ansat som elektriker.

Projektet med opførelse af en ny fabrik blev egentlig påbegyndt allerede i 2011, men så blev det sat i bero et par år, inden det blev taget op igen i 2014. BH har uden held forsøgt at finde kontraktgrundlaget med TR med opgavebeskrivelse osv. vedr. projektet med den nye fabrik, men dokumenterne er desværre bortkommet.

Opgavebeskrivelsen fremgår heller ikke af fakturaerne fra TR, hvor der kun er anført timeforbrug og beløb. Derfor har BH ikke kunnet finde skriftligt bevis for, at fagtilsyn var omfattet af opgavebeskrivelsen for TR, men kendsgerningen er, at TR faktisk har udført fagtilsyn. TR har således nøje fulgt hele arbejdet med opførelsen af den nye fabrik, herunder udførelsen af gulventreprisen. Deres folk havde dagligt deres gang på byggepladsen og stod for organiseringen af de ugentlige byggemøder. Fagtilsyn er derfor en del af det arbejde, som TR har fået betaling for som bygherrerådgiver for BH.

De første problemer med betongulvet i den nye fabrik blev opdaget, allerede inden støbearbejdet var færdigt i hele bygningen. Der var tale om problemer med skruk, som blev opdaget omkring årsskiftet 2015/2016. Løsningen blev at injicere områder med skruk. Yderligere blev det aftalt, at Nitobond Betonklæber skulle påføres undergulvet overalt, hvor slidlaget endnu ikke var udstøbt. De regnede med, at dette var tilstrækkeligt til at løse problemet, og der blev heller ikke observeret flere problemer, før fabriksbygningen var taget i brug. Det var således først i sommeren 2018, at han fandt ud af, at der på ny var opstået problemer med betongulvet. Det var især de steder, hvor der blev kørt meget med truck, det var galt. Med bistand fra TR blev der rettet henvendelse til FE som ansvarlig entreprenør, og det var tydeligt for alle, at gulvet ikke var i orden. Da de fjernede det øverste lag, kunne de se, at betonen var så løs og porøs, at det lignede grus. FE påtog sig da også uden videre at gennemføre udbedring ved omstøbning de pågældende steder uden beregning. Dengang regnede alle med, at der var tale om et lokalt afgrænset problem, som herefter var løst.

Senere på året måtte BH imidlertid konstatere, at der fortsat var problemer med gulvet – også andre steder end dér, hvor FE havde gennemført udbedring ved omstøbning i 2018. I december 2018 blev der derfor truffet beslutning om at gennemføre en mere systematisk undersøgelse og analyse af gulvets kvalitet. Det var TR, der stod for dette arbejde – og som fik betaling for at udføre det. Dengang var det opfattelsen, at der udelukkende var tale om udførelsesfejl, som FE var ansvarlig for, og TR virkede som rådgiver for BH i den forbindelse. Undersøgelserne og analyserne blev gennemført i 2019, og det var også i 2019, man måtte konstatere, at fejl og mangler ved gulvet var så alvorlige og udbredte, at det var nødvendigt at sætte produktionen i stå og gøre arbejdet med hele gulvet om.

Der er ikke opdaget nye skader siden produktionsstoppet i 2019 – heller ikke under maskinerne – men gulvet bliver jo heller ikke udsat for belastning i form af vibrationer fra maskiner og kørsel med trucks mv., når produktionen er indstillet. De store maskiner medfører betydelige påvirkninger med vibrationer mv., når de er i drift. Belastningen af

gulvet er meget forskellig og størst i den ende af fabrikken, hvor fiskene kommer ind, men også i den anden ende ved lukkemaskinen.

Når en fabrik er taget i brug, er det ikke hyppigt, at der sker omstilling af produktionen med nye maskiner og ændret indretning samt ny tilrettelæggelse af arbejdsprocesser mv. Siden hans ansættelse i 1988 er der således kun sket total omstilling af produktionen med udskiftning af maskiner og ny indretning og ændret anvendelse af lokalerne i den gamle fabrik 4 gange.

BH-V3 har forklaret bl.a., at han er salgsingeniør og teknisk chef i virksomheden L, der driver virksomhed med produktion og salg af maskiner, som anvendes i fødevareindustrien. Det er L, der har leveret det produktionsudstyr, som er installeret i BH’s fabrik, og L har også stået for opsætningen af hele produktionslinjen i fabrikken.

Der er tale om maskiner, der er specielt designet og tilpasset for den enkelte kunde, og inden opsætningen hos kunden – i dette tilfælde BH – foretager L som en del af sit arbejde med forberedelsen samling, opsætning og testkørsel af hele anlægget hjemme på sin egen fabrik. Det sker for at undgå fejl og problemer, når anlægget installeres hos kunden. Det er en stor anlægsopgave, og 80% af prisen for et produktionsanlæg som BH’s dækker L’s timeforbrug. Resten af prisen dækker materialer.

Efter hans opfattelse har skønsmanden … groft undervurderet udgifterne, som vil være forbundet med at nedtage og geninstallere produktionsanlægget i den nye fabriksbygning. Det timeforbrug, som skønsmanden har regnet med, er urealistisk lavt. Han har selv udarbejdet det i sagen fremlagte tilbud af 22. februar 2023 fra L, hvoraf det fremgår, at den samlede pris udgør 13.487.600 kr. Som det fremgår af dette tilbud, er det specificeret i de enkelte delopgaver med angivelse af timeforbrug, og i modsætning til skønsmandens vurdering er hans tilbud baseret på de faktiske erfaringer med opsætningen af de konkrete maskiner i BH’s fabrik, som sagen drejer sig om.

Det er vigtigt, at det betongulv, som maskinerne står på, er stabilt og ikke sætter sig. Hvis gulvet sætter sig lidt, vil det næppe medføre, at maskinerne går i stykker, men det vil kunne medføre dampudslip, som er til skade for bygningen og til gene for medarbejderne.

Den forventede levetid af maskinerne er ret lang. L har også leveret maskinerne til den gamle fabrik. Det er nu over 30 år siden, og de kører stadig.

FE-V1 har forklaret bl.a., at han gik på pension for 6 år siden, men at han var ansat som projektleder hos FE, da den nye fabriksbygning blev opført for BH. Han har beregnet FE’s tilbud på entreprisen. FE udførte selv arbejdet med støbningen af undergulvet, men engagerede UE som underentreprenør til udførelsen af betonarbejdet med slidlaget/overgulvet. Det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis for FE at overlade udførelsen af slidlag til en underentreprenør.

Det var hans indtryk, at TR udførte fagtilsyn for bygherre og løbende fulgte det daglige arbejde på byggepladsen. Det var en mand ved navn …, som var TR’s mand på byggepladsen, og som udarbejdede byggemødereferaterne. Vidnet var i øvrigt også selv på byggepladsen hver dag og fulgte alle led i udførelsen af entreprisen.

Betongulvet er lavet på samme måde overalt. Betonlaget blev stampet – ikke vibreret. Det er slet ikke muligt at foretage vibrering med en stavvibrator – så vil der opstå hul i gulvet. Der gik et par måneder efter FE’s støbning af undergulvet, inden UE tog fat på arbejdet med slidlaget. Armeringen lå 2 cm over undergulvet, hvilket blev sikret ved brug af afstandsklodser. Derved kommer armeringen til at ligge i bunden af slidlaget som foreskrevet i projektet.

Der opstod ret hurtigt problemer med skrukt overbetongulv. Det var en fejl, som straks blev afhjulpet ved at injicere de pågældende steder og ved at påføre betonklæber overalt, hvor der endnu ikke var udlagt slidlag. UE gik i

betalingsstandsning og efterfølgende konkurs i 2018, og det var derfor umuligt at tilvejebringe sædvanligt kvalitetssikringsmateriale fra denne underentreprenør. FE har ikke udført prøver med henblik på at kontrollere, om gulvet lever op til den i projektmaterialet foreskrevne trykstyrke på 35 MPa. Prøvestøbning med henblik på kontrol foretages kun, når det er foreskrevet i projektet, og det var det ikke i denne byggesag.

FE-V2 har forklaret bl.a., at han er uddannet rørsmed og bygningsingeniør, og at han har arbejdet hos … i 15 år, inden han blev ansat hos FE. Han har arbejdet som områdechef hos FE, inden han gik på pension i 2020, men han arbejder fortsat som konsulent for FE i dag.

Han kom først i berøring med denne byggesag i 2019 efter FE’s modtagelse af reklamationsbrevet af 13. februar 2019 fra BH’s advokat. Når FE modtager en reklamation, overvejer man, om det bedst kan betale sig af foretage udbedring uden vrøvl, eller om man bør gøre indsigelse og føre en voldgiftssag. Derfor er det ikke nødvendigvis udtryk for erkendelse af, at kundens indsigelse om mangler er berettiget, hvis FE vælger at udbedre mangler uden beregning. Måske er FE ikke ansvarlig for manglerne, men foretrækker alligevel at fortage afhjælpning uden beregning, fordi det ikke kan betale sig at føre en sag om spørgsmålet.

Da FE forstod, at der i den foreliggende sag var tale om omfattende mangler og store beløb, valgte han at kontakte sin sagkyndige gode ven ingeniør I, der er ansat i Teknologisk Institut. Det var I, som forsynede vidnet med de baggrundsoplysninger, som dannede grundlag for hans brev af 27. august 2019, hvor han på vegne af FE afviste BH’s krav med henvisning til, at projekteringsfejl var årsag til manglerne. I bemærkede således, at den betontype, som TR havde foreskrevet i projektet, overhovedet ikke var beton. Det var mørtel. Herudover var der også en række andre fejl i projektet og i tilsynet, som det fremgår af hans brev. Ifølge I kunne man ikke »vibrere sig ud af problemerne« i projektbeskrivelsen. Man kan faktisk slet ikke vibrere med en bjælkevibrator på et gulv, hvor slidlaget (overbetongulvet) varierer mellem 50 og 120 mm som foreskrevet i projektet. Der var heller ikke sammenhæng mellem projektets funktionskrav om en trykstyrke på 35 MPa og projektets forskrifter om betontype og udførelsesmetode.

TR-V1 har forklaret bl.a., at han er ingeniør med 30 års erfaring, og at han er ansat som seniorspecialist hos TR. Hans speciale er installationer, indeklima og energi, og han har været hos TR i 19 år.

Han har været beskæftiget med byggesagen vedrørende BH’s nye fabriksbygning lige siden den oprindelige projektering. Han har forgæves ledt efter kontraktmaterialet om denne opgave for BH. Det har derfor ikke været muligt at fremlægge dokumentation vedrørende omfanget af TR’ opgaver som bygherrerådgiver i denne sag. Han mener ikke, at TR havde påtaget sig at udføre egentligt fagtilsyn vedrørende entreprisen, men tør dog heller ikke helt at udelukke det. TR udarbejdede selve projektmaterialet og udførte i øvrigt opgaver med tilsyn og repræsentation af bygherre i forhold til entreprenørerne ad hoc efter behov – alt mod betaling efter timeforbrug. Der er udført 10 tilsyn under udførelsen.

Det er vist helt normalt at placere armeringen i den nederste del af slidlaget, sådan som det også er foreskrevet i projektmaterialet i den foreliggende sag. Ligeledes er det normalt, at der ikke er foreskrevet forprøvning med henblik på kvalitetskontrol. Det gør man vist kun ved store broprojekter og lignende, hvor meget lang levetid er nødvendig.

Han kan ikke selv svare på spørgsmål om forskrifterne i projektmaterialet vedrørende råhusentreprisen, herunder betongulvet, for han var ikke selv involveret i denne del af projekteringen. Derfor har han heller ikke nogen mening om årsagen til, at der f.eks. skulle anvendes beton med en kornstørrelse på maksimalt 4 mm. Hans eget arbejde med projekteringen angik således alene installationerne.

Det er hans vurdering, at den bedste løsning på problemerne med gulvet i den foreliggende sag er en total omgørelse af hele overgulvet/slidlaget.

Skønsmanden … har vedstået sine skønserklæringer og supplerende forklaret bl.a. følgende:

Der blev ikke udtaget boreprøver i gulvet under maskinerne – det var ikke muligt – men efter hans opfattelse ændrer det ikke på, at de mange boreprøver udgør et repræsentativt udsnit af hele gulvet i fabriksbygningen de steder, hvor der ikke kan konstateres skruk. Der er derfor ikke tvivl om, at hele gulvet er mangelfuldt – både de steder, hvor der er skruk og alle øvrige steder. Betontype og udførelsesmetode har været den samme overalt, og omgørelse af hele gulvet er derfor nødvendigt, hvis gulvet skal anvendes til det ønskede formål og have den forventede holdbarhed på over 50 år.

Når han i sin skønserklæring har udtalt, at omfanget af skrukt gulv må forventes at udvikle sig yderligere med tiden, mener han arealmæssigt – altså på den måde, at der med tiden også vil opstå skruk de steder, hvor det endnu ikke forekommer i dag. I øvrigt er der problemet med den manglende trykstyrke, idet der efter boreprøverne ikke kan være tvivl om, at gulvets trykstyrke ikke lever op til kravet om 35 MPa, og at dette gælder overalt. Løsningen med at injicere cementmørtel i de skrukke områder er dårlig. Som anført i hans erklæring vil man arbejde i blinde, og det vil ikke afhjælpe problemet med gulvets utilstrækkelige trykstyrke. Derfor er der ikke noget fornuftigt alternativ til at omgøre hele slidlaget. Derimod er undergulvet, som FE selv har udført, i orden – der er derfor ingen grund til at omgøre dette.

Prisen for omgørelse, som han i sine skønserklæringer skønsmæssigt har ansat til 4.920.000 kr., dækker også den øverste gulvbelægning, herunder overfladebehandling med PurCem.

Beton og mørtel er forskellige ting og behandles forskelligt. Det forekommer usædvanligt at anvende et produkt med en stenstørrelse på kun maksimalt 4 mm, som foreskrevet i projektet, når det er meningen, at der skal være tale om et slidlag med en tykkelse på mellem 50 og 120 mm og en trykstyrke på 35 MPa. Normalt vil man vælge et produkt med en stenstørrelse på 8 mm eller 16 mm. Han tør ikke sige, om det overhovedet er muligt at bestille sætmålsbeton fra fabrik med en stenstørrelse på maksimalt 4 mm, men er dog tilbøjelig til at tro, at det vil være muligt. Umiddelbart har han ikke kendskab til, om mørtel eller beton med en stenstørrelse på maksimalt 4 mm er i overensstemmelse med den danske betonnorm. Under alle omstændigheder er det dog et usædvanligt valg, og han ser ikke nogen fornuftig grund til dette. Problemet med den lille kornstørrelse er, at overfladen ved sand/mørtel er meget større end ved sten/beton, og det medfører større risiko for svag trykstyrke som følge af manglende tæthed og høj porøsitet. Det stiller særlige krav til materialesammensætningen, herunder indholdet af bl.a. cement, og til forbruget af vand, men også særlig påpasselighed med hensyn til komprimering ved vibrering. Det går galt, når man – som i dette tilfælde – bare har anvendt jordfugtig beton uden komprimering med vibrator. Han har ikke erfaring med, om det skulle være muligt at opnå den ønskede trykstyrke på 35 MPa ved brug af mørtel/beton af den pågældende type, men efter hans opfattelse er hovedårsagen til slidlagets utilstrækkelige trykstyrke dog ikke stenstørrelsen, men derimod den mangelfulde komprimering og den heraf følgende porøsitet – det vil sige for meget luft og for ringe tæthed. Der kan i øvrigt også være sammenhæng mellem udvikling af skruk og manglende komprimering, selv om der også er andre årsager til skruk i det foreliggende tilfælde, sådan som det fremgår af hans erklæringer. Årsagen til den betydelige forskel mellem boreprøven med trykstyrken på 26,4 MPa og boreprøven med trykstyrken på kun 2,3 MPa kan være forskellig kvalitet af udførelsen, idet der er anvendt samme betontype overalt.

Armeringen er efter hans opfattelse placeret alt for lavt i slidlaget – lige over undergulvet og visse steder endda direkte oven på undergulvet. Dette har ikke betydning for slidlagets trykstyrke, men forhindrer armeringen i at tjene sit formål, især fordi det vanskeliggør den nødvendige omstøbning af armeringsjernet, som skal sikre forbindelsen mellem jern og beton og dermed slidlagets trækstyrke. Det er derfor uhensigtsmæssigt, når placeringen er projekteret og udført som sket – især når der er tale om et slidlag på op til 120 mm.

Han har i sine erklæringer givet udtryk for, at for et gulv af den pågældende type er det ikke sædvanligt ved udbud i fagentreprise at stille krav om forprøvning med kontrol af styrke i projektmaterialet, men at det efter hans

opfattelse alligevel er bedst stemmende med god projekteringsskik at stille krav om forprøvning og kontrol. Hans udtalelse om god projekteringsskik skal på dette punkt forstås som det mest hensigtsmæssige og fornuftige valg i en situation som den foreliggende, som er »udover det sædvanlige« med en stenstørrelse på maksimalt 4 mm, og hvor gulvet skal holde til store belastninger fra udstyr og maskiner.

Skønsmanden … har vedstået sine skønserklæringer og supplerende forklaret bl.a. følgende:

Alle de priser, han har angivet i sine erklæringer, er ekskl. moms. I hans opgørelse af prisen for genmontage til i alt 5.236.700 kr. må han erkende, at der er sket en sammentællingsfejl. Beløbet skulle have været 100.000 kr. større. Det beror på en forglemmelse af posten for tillægsomkostninger vedr. de to produktionslinjer. Det korrekte beløb er derfor 5.336.700 kr. + moms.

Efter modtagelsen af hans oprindelige skønserklæring af 11. november 2022 har BH indhentet et tilbud af 22. februar 2023 fra sin leverandør, L. Heraf fremgår det, at tilbudsprisen fra L er betydeligt højere end hans eget oprindelige skøn. Efter at have haft lejlighed til at forholde sig til tilbuddet fra L har han overvejet, om dette gav anledning til justering af hans oprindelige skøn – og det gjorde det, således som det fremgår af hans supplerende skønserklæring af 11. juli 2023. Men der er ikke tale om, at hans skøn kommer i nærheden af den tilbudspris på 13.487.600 kr., som stammer fra L. L har regnet med et urimeligt højt timeforbrug, som han ikke kan tiltræde. Den rette pris er 5.336.700 kr. + moms efter hans opfattelse. En uafhængig aktør vil således kunne udføre hele opgaven for den pris – og det dækker også udgiften til testkørsel af produktionsanlægget efter genmontage. Det skal dog tilføjes, at prisen ikke inkluderer BH’s forbrug af egne timer i forbindelse med opgaven. Hans vurdering er baseret på en nøje gennemgang og overvejelse om timeforbrug på de enkelte delopgaver og arbejdsprocesser, sådan som det også fremgår af hans erklæringer. Han har forudsat, at opgaverne løses på den billigste og mest rationelle måde. Han mener, at demontering vil kunne gennemføres på et par uger, og at genmontering vil have en varighed på 4-6 uger.

5.  Procedure

BH har anført navnlig, at det efter bevisførelsen er dokumenteret, at hele gulvet på 4.000 m2 i fabriksbygningen er behæftet med så alvorlige mangler, at det er nødvendigt at hugge overgulvet/slidlaget op og gøre arbejdet om. Der er udbredte problemer med skruk og revner, armeringen er placeret forkert, og kombinationen af beton af forkert kvalitet og for ringe udførelse af arbejdet har medført, at luftindholdet i betonlaget er for højt, betontætheden er for ringe, og slidlagets trykstyrke er derfor utilstrækkelig. Det betyder, at gulvet simpelthen ikke kan bruges til sit formål. Det gælder hele gulvet og ikke kun en del af det. Produktionen på fabrikken vil ikke kunne genoptages, før hele gulvet er udbedret. Det må lægges til grund, at gulvet heller ikke vil kunne holde til løbende drift de steder, hvor produktionsudstyret er opstillet. Under alle omstændigheder har BH i øvrigt også krav på at kunne anvende hele sin fabriksbygning uden at være fastlåst til den nuværende opstilling af maskinerne. Fra tid til anden ændres produktionsprocessen – sådan som det fremgår af BH-V2’s vidneforklaring. En sådan omstilling skal kunne foretages, uden at BH er bundet af, at en del af gulvet som følge af særlig skrøbelighed kun kan holde til særligt skånsom belastning.

Efter skønserklæringerne og skønsmandens forklaring under hovedforhandlingen må det lægges til grund, at hovedårsagen til gulvets utilstrækkelige trykstyrke er udførelsesfejl, som FE er ansvarlig for. Skønsmanden har således særligt fremhævet den utilstrækkelige komprimering, som skyldes, at der ikke er anvendt vibrator, men kun er sket almindelig håndstampning. Hertil kommer udførelsesfejl i forbindelse med den utilstrækkelige omstøbning af armeringsjernet, som flere steder er placeret direkte oven på undergulvet – i strid med forskrifterne i projektmaterialet.

FE’s indsigelser om fejl i projektmaterialet er uholdbare. Efter skønsmandens erklæringer og forklaring må det ganske vist lægges til grund, at det er uhensigtsmæssigt, når det i projektmaterialet er anført, at der skal anvendes en betontype med en stenstørrelse på maksimalt 4 mm, og at armeringsjernet skal placeres i bunden af slidlaget.

Ifølge skønsmanden gør disse uhensigtsmæssige valg opgaven vanskeligere at udføre, men ikke umulig. Under alle omstændigheder er det dog entreprenørens ansvar, at det færdige gulv lever op til de funktionskrav, som er foreskrevet i projektet, herunder kravet om en trykstyrke på 35 MPa overalt. Hvis det var FE’s opfattelse, at det var umuligt eller i hvert fald vanskeligt at leve op til funktionskravet – og dermed sikre, at det færdige gulv ville være anvendeligt til sit formål – uden ændring af valget af betontype og placering af armeringsjern mv., så kunne og burde FE have rettet henvendelse til bygherrerådgiveren TR herom med forslag om de nødvendige ændringer i projektet for at muliggøre opfyldelse af funktionskravet. Det har FE ikke gjort. I stedet har man bare smurt et lag uanvendelig, jordfugtig beton ud over det hele uden at foretage den nødvendige komprimering med det resultat, at gulvet er fuldstændig værdiløst, og at hele arbejdet skal gøres om for at gøre det muligt, at fabrikken kan anvendes til sit formål. FE’s udførelsesfejl og manglende reaktion på mulige uhensigtsmæssigheder i projektmaterialets forskrifter om betontype og placering af armeringsjern mv. er så grove, at der efter en samlet vurdering må antages at være tale om grov uagtsomhed fra FE’s side. Af den grund er FE forpligtet til ikke alene at erstatte bygherres udgifter til omgørelse, men også driftstab uanset  AB 92 § 35, stk. 2.

Erstatningskravet mod FE udgør 18.842.136 kr. og er sammensat af følgende poster:

Bortfjernelse af øverste betonlag:                                                                             4.920.000 kr.

Overfladebehandling af gulv (4000 m2 á  600 kr.)                                                    2.400.000 kr.

Demontering, flytning og genmontering af produktionsudstyr ifølge skønsmand:      7.661.500 kr.

Driftstab (vedr. afhjælpningsperiode på 18 uger)                                                        3.860.636 kr.

I alt:                                             18.842.136 kr.

FE hæfter solidarisk med TR for betaling af hele erstatningskravet, subsidiært proratarisk i overensstemmelse med en af voldgiftsretten fastsat fordeling.

I det omfang FE måtte få medhold i sine indsigelser om fritagelse for ansvar som følge af projekteringsfejl, påhviler ansvaret for manglerne TR, der har virket som bygherrerådgiver og udarbejdet hele projektmaterialet for BH. Det fremgår af skønserklæringerne og skønsmandens forklaring for voldgiftsretten, at der faktisk er tale om flere alvorlige fejl og svigt i forbindelse med projekteringen. Valget af betontype er uhensigtsmæssig, placeringen af armeringsjern er forkert projekteret, beskrivelsen af overgangen mellem underbeton og overbeton er utilstrækkelig i projektmaterialet og medvirkende årsag til problemerne med skruk. Hertil kommer, at der ifølge skønsmanden burde være stillet krav om forprøvning og kontrol i projektmaterialet for at sikre opfyldelsen af funktionskravene under de særlige omstændigheder, der var tale om i den konkrete sag. TR er ansvarlig for alle disse projekteringsfejl.

Som følge af bortkomsten af kontraktdokumenterne kan BH ikke fremlægge skriftlig dokumentation for, at fagtilsynet også henhørte under de opgaver, som TR skulle udføre som bygherrerådgiver. Men efter forklaringerne og de dokumenter, som i øvrigt foreligger i sagen, må det dog lægges til grund, at fagtilsynet faktisk påhvilede TR. Under alle omstændigheder havde TR en mand på pladsen, som løbende kunne følge entreprenørens udførelse af arbejdet. TR burde derfor have påtalt de åbenlyse udførelsesfejl, som blev begået af entreprenøren hen over en lang periode, herunder anvendelse af jordfugtig mørtel og manglende komprimering med vibrator. For disse svigt er TR i alle tilfælde ansvarlig over for BH. Derfor bærer TR et medansvar for manglerne og er af den grund også erstatningsansvarlig for BH’s tab.

TR har fremført en indsigelse om forældelse, men den er uholdbar. Forældelsesfristen var suspenderet, indtil BH vidste eller burde vide, at man havde et erstatningskrav mod sin rådgiver. Da man første gang blev opmærksom på problemer med skruk omkring årsskiftet 2015/2016, gik alle ud fra, at der var tale om udførelsesfejl, som FE var ansvarlig for, og FE påtog sig da også straks at udbedre fejlen ved at gøre arbejdet om uden beregning de steder, hvor man havde observeret problemet og ved i øvrigt at anvende betonklæber på hele gulvet. Herefter gik alle ud fra, at der ikke var flere problemer med gulvet – og derfor heller ikke noget erstatningskrav mod nogen. Det var først i 2018, at BH på ny blev opmærksom på problemer med gulvet. Igen gik parterne ud fra, at der var tale om udførelsesfejl – og ikke tillige projekteringsfejl. Det var først efter gennemførelsen af syn og skøn, hvorunder TR var procestilvarslet, at det gik op for BH, at der ikke kun var tale om udførelsesfejl, men også projekteringsfejl. I forhold til TR blev forældelsesfristen således afbrudt inden forældelse, dels ved inddragelsen af TR i processen med gennemførelse af syn og skøn i januar 2020, dels ved adcitationsklageskriftet af 15. marts 2021.

Erstatningskravet mod TR er begrænset til maksimalt 14.981.500 kr., idet der ikke er grundlag for et krav om erstatning for driftstab mod rådgiver. For TR er der ikke tale om solidarisk, men kun proratarisk hæftelse for erstatningskravet i overensstemmelse med en af voldgiftsretten fastsat fordeling af ansvaret mellem FE og TR.

Det er uden betydning for BH’s erstatningskrav mod FE og TR, at der også verserer en sag om afskalning af maling fra vægge og loft. Det er klart, at BH ikke skal have dobbeltbetaling for udgiften til demontering, flytning og genmontering af produktionsudstyr, men det får BH heller ikke. Det er helt usikkert, hvad sagen om maling ender med – foreløbig er der end ikke indgivet klageskrift i den sag endnu. Det kan ikke begrunde et nedslag i BH’s erstatningskrav mod FE og TR, at der muligt kan blive tale om, at en anden entreprenør måske også vil blive anset for erstatningsansvarlig for en del af det tab, som FE og TR er ansvarlige for. Eventuelt kan det i givet fald give anledning til et internt opgør mellem de pågældende om fordeling af dette tab, men det vedkommer ikke BH.

FE har anført navnlig, at det ikke bestrides, at der er væsentlige mangler ved gulvet i den nye fabrik. Der er tale om udbredt forekomst af skruk – det vil sige manglende vedhæftning mellem undergulvet, der er udført af FE, og overgulvet/slidlaget, der er udført af FE’s underentreprenør, UE. Hertil kommer problemer med revner i slidlaget samt manglende trykstyrke, der medfører afskalninger og sammentrykninger/knusninger i slidlaget. Ifølge skønsmanden beror manglerne på en kombination af projekteringsfejl og udførelsesfejl, og det bestrider FE ikke, men FE er ikke enig med skønsmanden i hans vurdering af betydningen af disse fejl. Skønsmanden synes således at undervurdere betydningen af den betontype, der er foreskrevet i projektmaterialet. Faktum er, at når det er foreskrevet, at der skal anvendes »betontype A35N4«, så er der overhovedet ikke tale om beton efter den danske betonnorm, men derimod mørtel. Det er skønsmanden åbenbart ikke klar over. Når stenstørrelsen er på »maksimalt 4 mm«, opfylder produktet således ikke kriteriet for at kunne betegnes som beton. Skønsmanden tager fejl, når han tror, at man kan opnå en trykstyrke på 35 MPa med mørtel i et så tykt lag som foreskrevet i denne sag – i hvert fald når der samtidig er tale om et gulv, hvor slidlagets tykkelse varierer mellem 50 og 120 mm. Det er ikke teknisk muligt at indstille en vibrator til korrekt komprimering af et slidlag med denne variation, hvor det består af mørtel.

Hovedårsagen til overgulvets manglende trykstyrke er derfor ikke udførelsesfejl, men projekteringsfejlen i form af forskriften om brug af mørtel i stedet for beton.

En anden hovedårsag til manglerne ved gulvet er projektets forskrifter om placeringen af armeringsjernet i bunden af slidlaget. Det er en grov projekteringsfejl, når der er tale om et slidlag på op til 120 mm. Hertil kommer de øvrige projekteringsfejl, som skønsmanden har omtalt i sine erklæringer og i sin forklaring – utilstrækkelig beskrivelse af overgangen mellem under- og overbetonlaget med heraf følgende risiko for skruk samt manglende forskrifter om sammensætningen af delmaterialerne og undladelsen af krav om prøvestøbning/forprøvning med henblik på kontrol af trykstyrke mv.

Kombinationen af disse meget alvorlige projekteringsfejl udgør hovedårsagen til manglerne ved slidlaget, som gør ophugning og omgørelse nødvendig – i hvert fald på store dele af det samlede gulvareal. FE’s underentreprenør UE har anvendt jordfugtig mørtel og håndstampning som komprimeringsmetode i stedet for vibrator. Det er den

sædvanlige fremgangsmåde ved brug af denne type materiale, men det er ikke den rette fremgangsmåde, når den ønskede trykstyrke er 35 MPa for et slidlag af den tykkelse, der her er tale om. Det ville dog alligevel ikke være muligt at opnå det ønskede resultat under de forudsætninger, som følger af forskrifterne i projektmaterialet, og der er således ikke den fornødne årsagsforbindelse mellem udførelsesfejl og mangler. Det følger derfor af hovedårsagslæren, at FE’s udførelsesfejl ikke giver grundlag for, at FE skal bære et medansvar for manglerne.

Derfor skal FE’s principale påstand om frifindelse tages til følge. Subsidiært gøres det gældende, at skyldgraden for FE’s vedkommende i hvert fald er så ringe, at der ikke kan være grundlag for at pålægge FE et solidarisk erstatningsansvar i denne sag.

FE er ikke enig i BH’s indsigelse om, at FE burde have rettet henvendelse til TR med krav om korrektion af projekteringsfejlene. Efter gældende ret antages en entreprenør kun at have pligt til at sige fra over får åbenbare og indlysende fejl i projektmaterialet, jf. Torsten Iversen, Entrepriseretten s. 408. BH har ikke godtgjort, at disse – ret strenge – betingelser for entreprenørens indsigelsespligt var opfyldt i det foreliggende tilfælde. I den forbindelse er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at BH’s rådgiver, TR, som dagligt var til stede på byggepladsen og kunne følge med i hele processen, både hvad angår materialevalg og udførelsesmåde, ikke fandt anledning til at gribe ind med henblik på korrektion.

For det tilfælde, at voldgiftsretten måtte finde grundlag for at pålægge FE ansvar, gøres det gældende, at TR – inden for graden af den af TR udviste skyld, jf. ABR 89, pkt. 6.2.5 – skal friholde FE for den betaling, som FE måtte blive pålagt ved voldgiftsrettens kendelse. Mest subsidiært gøres det gældende, at FE og TR hver endeligt skal bære halvdelen af erstatningsansvaret for manglerne.

For det tilfælde, at TR måtte få medhold i sin indsigelse om forældelse, er BH afskåret fra at gøre krav gældende mod FE i det omfang, FE af den grund måtte være afskåret fra regres mod TR. Det er således alene BH selv – og ikke tillige FE – som i givet fald må bære det tab, som eventuel forældelse af erstatningskrav mod TR måtte medføre.

Den beløbsmæssige opgørelse af BH’s erstatningskrav bestrides. For det første gøres det gældende, at BH er afskåret fra erstatning for driftstab – det følger direkte af  AB 92 § 35, stk. 2. Det er åbenbart, at der ikke er grundlag for BH’s anbringende om grov uagtsomhed og fravigelse af § 35, stk. 2, med den begrundelse i denne sag. I øvrigt bestrides den beløbsmæssige opgørelse af driftstabet også som udokumenteret. Derudover skal også erstatningskravet på 2,4 mio. kr. for overfladebehandling af gulvet udgå af erstatningsopgørelsen. Det er baseret på en forudsætning om, at skønsmanden ikke har medregnet denne udgift i sin opgørelse af den samlede pris for at bortfjerne og genetablere slidlaget til 4.920.000 kr. Denne forudsætning er imidlertid forkert. Skønsmanden har medregnet alle udgifter i sin opgørelse af den samlede pris til 4.920.000 kr. – også prisen for den afsluttende overfladebehandling med PurCem. Og det har han udtrykkeligt bekræftet under afhjemlingen af skønserklæringerne for voldgiftsretten. Rigtigheden af skønsmændenes vurdering af de samlede udgifter til bortfjernelse og genetablering af slidlaget (4.920.000 kr.) og demontering, flytning og genmontering af produktionsudstyr (7.661.500 kr.) bestrides ikke, men det bestrides, at der er anledning til at omgøre det samlede gulvareal i fabrikken – og dermed også fjerne hele produktionsudstyret, medens arbejdet står på. Der er ikke udført boreprøver eller fundet fejl under maskinerne, og det er ikke dokumenteret, at omgørelse af gulvet under maskinerne er nødvendig. Der er ikke anledning til at betvivle, at gulvet heller ikke under maskinerne har den foreskrevne trykstyrke, men det betyder ikke nødvendigvis, at gulvet skal gøres om disse steder. Der er jo ingen truckkørsel under maskinerne, og det må formodes, at denne del af gulvet trods alt har den holdbarhed, som er nødvendig for at kunne bære maskinerne, også når de er i drift. Der er ikke noget rimeligt forhold mellem de voldsomme udgifter til at skille maskinerne ad og fjerne dem for en tid og herefter installere dem på ny og den forbedring, som vil kunne opnås ved at omgøre gulvet under dem. Et offergrænsesynspunkt taler derfor for alene at indrømme BH kompensation ved et vist nedslag i prisen for denne del af gulvet frem for erstatning for den fulde udgift til en unødvendig omgørelse. Hvis det lægges til grund, at BH har krav på erstatning for omgørelse af hele gulvet – og dermed også for den uforholdsmæssigt store udgift til nedtagning og genopstilling af hele produktionsudstyret – skal der i øvrigt også tages hensyn til, at det ikke kun er gulvet, som skal omgøres, men også maling på vægge og loft. Hvis der ikke tages hensyn hertil, opnår BH overkompensation for den pågældende udgift, som kan medregnes i opgørelsen af virksomhedens erstatningskrav i både den ene og den anden voldgiftssag.

Endelig skal der ved den beløbsmæssige opgørelse af et erstatningskrav også tages hensyn til princippet om »nyt for gammelt«.

TR har anført navnlig, at det efter bevisførelsen, herunder navnlig skønserklæringerne, må lægges til grund, at manglerne ved gulvet skyldes udførelsesfejl fra entreprenørens side. Skønsmanden har ganske vist også givet udtryk for kritik af rådgiveren med henvisning til, at projekteringen på en række punkter ikke har været optimal. Efter hovedårsagslæren kan de omtalte mangler ved projekteringen dog ikke ændre på, at FE under alle omstændigheder må bære det fulde ansvar, eftersom der ikke er fornøden årsagsforbindelse mellem de omtalte projekteringsfejl og manglerne ved gulvet. Efter skønserklæringerne og skønsmandens forklaring for voldgiftsretten er det således klart, at det er udførelsesfejlene, som under alle omstændigheder har været afgørende for resultatet.

Som følge af UE’s konkurs foreligger der ikke kvalitetssikringsmateriale, og derfor er det faktisk helt uklart, hvilket betonprodukt der egentlig er anvendt til udførelsen af slidlaget. For meget vand og for lidt cement kan have været medvirkende årsag til revnedannelser og manglende trykstyrke, og det er under alle omstændigheder entreprenørens ansvar at anvende et materiale, som har en sammensætning, der gør det anvendeligt til formålet, herunder opfyldelse af funktionskravene i projektet.

Skønsmanden har vurderet, at den ringe trykstyrke overvejende skyldes mangelfuld komprimering af jordfugtig mørtel, og det er en klar udførelsesfejl. FE har ikke ret i sin antagelse om, at stenstørrelsen skulle være afgørende. Skønsmanden har jo klart givet udtryk for, at det ville være muligt at opfylde funktionskravene i projektet, herunder kravet om en trykstyrke på 35 MPa, hvis udførelsen af udstøbningen af slidlaget havde været fri for fejl – også ved anvendelse af mørtel med en kornstørrelse på maksimalt 4 mm. Endvidere har han udtalt, at man heller ikke ved anvendelse af et betonprodukt med en større stenstørrelse ville have opnået den krævede trykstyrke, hvis udførelsen blev gennemført på samme ukvalificerede måde, som UE benyttede. Det er en entreprenørfejl, at der ikke er anvendt mørtel med de rette flydeegenskaber og den korrekte materialesammensætning, herunder korrekt indhold af cement, og at der er sket komprimering ved håndstampning i stedet for anvendelse af vibrator. Så bliver resultatet mangelfuldt, uanset om der benyttes beton med en kornstørrelse, der er større end den, der var foreskrevet i projektmaterialet.

Når det fremgår af projektbeskrivelsen, at der gælder et krav om, at gulvet skal have en trykstyrke på 35 MPa, påhviler det entreprenøren at udføre sit arbejde på en sådan måde, at dette funktionskrav er opfyldt. Måtte entreprenøren være af den opfattelse, at det ville være lettere at opfylde dette funktionskrav ved anvendelse af et betonmateriale med en større kornstørrelse, kunne han have henvendt sig til rådgiver med forslag herom. FE har imidlertid ikke rettet henvendelse til TR med kritik af projekteringen eller forslag om ændringer. I stedet har FE bare udført arbejdet (ved sin underentreprenør) helt uden hensyn til, om resultatet levede op til funktionskravene, der fremgik af projektet. En prøvestøbning eller forprøvning ville have afsløret, at funktionskravene ikke var opfyldt, og skønsmanden mener derfor, at det ville have været hensigtsmæssigt at foretage en sådan forprøvning. Han har dog også erkendt, at det ikke er sædvanligt at stille krav herom i projekteringen af et gulv som det i sagen omhandlede. Under alle omstændigheder er det entreprenørens ansvar at sørge for, at funktionskravene i projektet er opfyldt. FE har ikke interesseret sig for, om det færdige resultat levede op til kravene om trykstyrke mv.

Variationerne i boreprøvernes trykstyrke er bemærkelsesværdige. I et enkelt tilfælde var resultatet en trykstyrke på 26,4 MPa. Dette er ganske vist ikke tilstrækkeligt, men dog betydeligt bedre end trykstyrken på 2,3 MPa, som kunne konstateres i en anden boreprøve. Disse forskelle må anses for udslag af forskellig kvalitet af udførelsen af arbejdet med slidlaget, hvilket bekræfter, at det er udførelsen af arbejdet, som har været afgørende for resultatet – og ikke kornstørrelsen i den anvendte mørtel, som har været den samme overalt.

Placeringen af armeringsjern er uden betydning for dæklagets trykstyrke, men har til gengæld betydning for trækstyrken. Det er naturligvis en udførelsesfejl, når UE i flere tilfælde – i strid med anvisningerne i projektmaterialet

– har placeret armeringsjernet direkte oven på undergulvet og derved umuliggjort korrekt omstøbning af jernet. Under alle omstændigheder er det også entreprenørens ansvar, at omstøbning af armeringsjern gennemføres korrekt, herunder at betonmaterialet har de fornødne flydeegenskaber til sikring af korrekt omstøbning. Det er en medvirkende årsag til den manglende vedhæftning mellem underbetonlaget og overbeton/slidlag, når armeringsjernet er placeret direkte oven på undergulvet og ikke er korrekt omstøbt. Det er den manglende vedhæftning, som har givet sig udslag i problemerne med skruk, der til dels også er en konsekvens af den utilstrækkelige komprimering. Under alle omstændigheder er det udførelsesfejl og ikke projekteringsfejl, der har ført til forekomsten af skruk. Skønsmanden har ganske vist også henvist til projekteringsfejl i form af mangelfuld specifikation af overgangen mellem underbeton og overbeton i den forbindelse, men denne kritik forekommer ikke berettiget, idet det fremgår af projektet, at betonoverfladen af undergulvet skal være »afkostet«, hvilket må være tilstrækkeligt. I øvrigt er der tillige anvendt betonklæber mellem de to lag. Når der alligevel har vist sig at være problemer med skruk, kan det alene være begrundet med udførelsesfejl, herunder navnlig utilstrækkelig udførelse af komprimering og anvendelse af uegnet materiale i form af jordfugtig mørtel.

Skønsmanden har opgivet at finde den nøjagtige årsag til revnedannelserne, men angiver dog en sammenhæng med svind – og dermed vandindholdet i det anvendte materiale. Det er derfor klart, at der ikke er grundlag for at henføre denne mangel til projekteringsfejl.

Det følger af ABR 89, punkt 6.2.6.1, at rådgiverens eventuelle tilsynsansvar kun er subsidiært i forhold til ansvaret, som primært påhviler den udførende entreprenør, og det følger af ABR 89, punkt 6.2.5, at rådgiveransvaret kun er proratarisk. I øvrigt er det udokumenteret, at TR havde påtaget sig opgaven med fagtilsyn i denne sag, og derfor er tilsynsansvar under alle omstændigheder udelukket.

Hvad angår den beløbsmæssige opgørelse af BH’s erstatningskrav tilslutter TR sig de indsigelser, som FE har gjort gældende. Yderligere gør TR gældende, at ethvert krav mod TR under alle omstændigheder må anses for forældet, inden procestilvarslingen fandt sted den 31. januar 2020.

6.  Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Voldgiftsretten bemærker, at parterne er enige om, at den øverste del af betongulvet i den nye fabriksbygning – overgulvet/slidlaget – som er udført af FE’s underentreprenør UE, er behæftet med væsentlige mangler. Der er udbredte problemer med manglende sammenhæftning mellem undergulvet og overgulvet (skruk), som må forventes at ville udvikle sig yderligere med tiden. Endvidere lever gulvet langt fra op til projektets funktionskrav om en trykstyrke på 35 MPa, hvilket har medført, at gulvet ikke har den nødvendige bæreevne og holdbarhed til de formål, der er forudsat for anvendelsen af fabriksbygningen, herunder kørsel med trucks og andre belastninger, hvilket har medført afskalninger samt sammentrykninger/knusninger i slidlaget under den daglige brug. Hertil kommer problemer med revnedannelser i gulvets slidlag. Parterne er imidlertid ikke enige om, hvorvidt manglerne nødvendiggør en omgørelse af hele fabriksbygningens overgulv/slidlag på 4.000 m2, eller om det er tilstrækkeligt at foretage delvis omgørelse, således at denne begrænses til de steder, der er mest belastet af kørsel med trucks mv., og således at man undlader at omgøre gulvet under produktionsudstyret – og derved sparer de meget betydelige omkostninger, der vil være forbundet med nedtagning, midlertidig opbevaring og efterfølgende geninstallering af hele produktionsudstyret i den periode, hvor omgørelse finder sted.

Parterne er endvidere uenige om årsagerne til de omtvistede mangler og ansvarsfordelingen mellem rådgiver og entreprenør. Endelig er der i sagen tillige spørgsmål om opgørelsen af bygherres erstatningskrav og om visse forhold vedrørende hæftelse og forældelse mv.

Efter bevisførelsen lægger voldgiftsretten til grund, at manglerne ved gulvets slidlag er så alvorlige, at de sammen med problemerne med afskalning af maling fra vægge og loft har medført, at fabriksbygningen for tiden er uegnet

til sit formål. Produktionen har derfor været indstillet i denne fabriksbygning siden 2019, selv om BH hele tiden har haft et påtrængende behov for at udvide sin kapacitet og genoptage driften i den pågældende bygning. Der er ikke fremlagt dokumentation for størrelsen af det driftstab, som har været forbundet med at indstille produktionen i fabriksbygningen, men voldgiftsretten lægger til grund, at det utvivlsomt har været stort.

I overensstemmelse med skønserklæringerne lægger voldgiftsretten til grund, at en forsvarlig og økonomisk rentabel udbedring af manglerne ved gulvet forudsætter, at der gennemføres omgørelse af slidlaget i hele fabriksbygningen. Voldgiftsretten lægger endvidere til grund, at BH under alle omstændigheder også agter at gennemføre en fuldstændig omgørelse af hele fabriksgulvets slidlag, før produktionen i den nye fabriksbygning genoptages. Voldgiftsretten finder herefter, at BH har krav på fuld erstatning af de udgifter, som vil være forbundet omgørelse af hele fabriksgulvets slidlag – også de forholdsvis betydelige udgifter til nedtagning og efterfølgende genopstilling af hele produktionsudstyret, som aktuelt er opstillet i bygningen. FE’s og TR’s synspunkter om, at det er tilstrækkeligt at foretage omgørelse af gulvarealerne uden om produktionsudstyret for derved at spare udgifterne til nedtagning og genopstilling mv., kan således ikke tiltrædes af voldgiftsretten. Voldgiftsretten bemærker i den forbindelse, at BH har et rimeligt og berettiget krav på, at hele fabriksbygningen skal kunne anvendes til sit formål – det vil sige til produktion af fiskekonserves og dermed vedvarende belastning i et aggressivt miljø med vand, salt og tung vægt samt vibrationer fra tunge maskiner og truckkørsel mv. – og der skal være mulighed for omlægning af produktionslinje og indretning mv. efter behov uden de begrænsninger og skånehensyn, som ville være konsekvensen, hvis der ikke sker omgørelse af gulvets slidlag også for så vidt angår de store arealer, hvor produktionsudstyret aktuelt er opstillet.

Efter bevisførelsen finder voldgiftsretten, at de væsentlige mangler, som nødvendiggør en fuldstændig omgørelse af slidlaget i hele fabriksbygningen, før det er muligt at genoptage produktionen, skyldes en kombination af væsentlige projekteringsfejl og væsentlige udførelsesfejl.

Hvad angår projekteringsfejlene bemærker voldgiftsretten følgende:

Under hensyn til, at der ønskes et betongulv, der skal have en trykstyrke på 35 MPa og leve op til aggressiv miljøklasse for at kunne modstå de særlige belastninger, som er forbundet med den forudsatte produktion af fiskekonserves i fabriksbygningen, hvor slidlaget er op til 120 mm tykt og i øvrigt varierer betydeligt (fra 50 mm til 120 mm), finder voldgiftsretten, at det er en væsentlig fejl, at der i projektet er foreskrevet anvendelse af »beton« med en kornstørrelse på maksimalt 4 mm – altså 4 mm eller mindre. Skønsmanden synes i sine erklæringer at have forudsat, at det er muligt at bestille sætmålsbeton, som er anvendeligt til dette formål, men efter voldgiftsrettens opfattelse er det ikke muligt. Når kornstørrelsen er under 4 mm, er der ikke tale om beton efter den danske betonnorm, men derimod mørtel, og voldgiftsretten finder mørtel uegnet som slidlag til det anførte formål og anser det for tvivlsomt, om det muligt at opnå de ønskede egenskaber med dette produkt. Det må i hvert fald forudsætte ekstraordinære foranstaltninger i forbindelse med sammensætningen af delmaterialerne i form af cement og plastificeringsstoffer mv. og ekstraordinær omhu i forbindelse med brug af vand og komprimering under udførelsen. Skønsmanden er opmærksom på, at det ikke er sædvanligt og i overensstemmelse med god projekteringsskik at foreskrive anvendelse af et materiale med en stenstørrelse på kun maksimalt 4 mm, når der er tale om et slidlag med en tykkelse, som varierer fra 50 til 120 mm, og som forudsættes at have en trykstyrke på 35 MPa. Det må i hvert fald forudsætte nærmere anvisninger i projektmaterialet om sammensætningen af delmaterialerne og om udlægningsmetoden, herunder komprimeringen. Efter voldgiftsrettens opfattelse foreligger der ikke nogen fornuftig begrundelse for, at TR i denne sag helt usædvanligt har projekteret med et i realiteten uegnet mørtelprodukt som slidlag i stedet for traditionel beton med en sædvanlig stenstørrelse, jf. herved skønsmandens bemærkning om, at en stenstørrelse på op til 8 eller 16 mm ville være det sædvanlige for slidlag på tykkelser mellem 50 og 120 mm. Voldgiftsretten finder, at der som følge af det usædvanlige materialevalg i det mindste burde have været nærmere anvisninger i projektet om materialesammensætning og komprimeringsmetode med vibrator for at undgå den betydelige forøgelse af risikoen for fejl (for højt luftindhold, for lav densitet og for lav trykstyrke), som dette valg har medført.

I projektmaterialet findes ikke nærmere anvisninger vedrørende materialesammensætning og udførelsesmetode for at undgå den risiko for fejl, som er forbundet med det uhensigtsmæssige materialevalg i form af mørtel i stedet for beton til slidlag. Tværtimod synes anvisningerne i projektet efter voldgiftsrettens opfattelse fejlagtigt at lægge op til, at der netop ikke skal foretages komprimering under anvendelse af vibrator. Det fremgår således af byggesagsbeskrivelsens punkt 1.4.4.12, at det udtrykkeligt er foreskrevet, at der under udførelsen af undergulvet skal anvendes vibrator – »betonen forudsættes vibreret med bjælkevibrator – alternativt kan anvendelse af flydebeton accepteres« – medens der ikke findes tilsvarende forskrifter om overgulvet i samme afsnit. Når forskriften om anvendelse af vibrator alene er anført om undergulvets betonlag, synes der naturligt at være lagt op til en modsætningsslutning i forhold til overgulvet. Dette forekommer særligt uheldigt i lyset af, at simpel håndstampning faktisk er den sædvanlige fremgangsmåde ved arbejde med mørtel, når der ikke er tale om et tykt slidlag, hvor der tilmed gælder særlige krav om trykstyrke og holdbarhed i aggressivt miljø.

Voldgiftsretten er enig med skønsmanden i, at projektbeskrivelsen af overgangen mellem underbeton og overbeton er utilstrækkelig, og at dette er medvirkende årsag til problemerne med skrukke gulve. TR har henvist til byggesagsbeskrivelsens punkt 1.4.3.3, hvor det om dæksider til slidlag er anført, at det skal være »afkostet«. Det fremgår imidlertid af punkt 1.4.3.3, at denne anvisning kun gælder, »såfremt de færdige synlige betonoverflader for en bygningsdel ikke er specificeret«, og en sådan specifikation fremgår netop om undergulvet i punkt 1.4.4.12, hvoraf det fremgår, at »betonoverflader til slidlag afrettes plant forberedt for slidlag.« Det beror derfor på en projekteringsfejl – og ikke en udførelsesfejl – når FE har fulgt anvisningen om at afrette undergulvet plant, således at det ikke fremstår afkostet, hvilket ellers ville have været det mest hensigtsmæssige med henblik på at forbedre sammenhæftningen mellem undergulvet og slidlaget – og dermed undgå problemer med skruk.

Voldgiftsretten er endvidere enig med skønsmanden i hans kritik af den projekterede placering af armeringsjernet i bunden af slidlaget. Som anført af skønsmanden ville det have været god projekteringsskik at kræve armeringsjernet placeret i oversiden af slidlaget eller 1/3 nede i slidlaget – og for tykkelser mindre end 100 mm midt i slidlaget. I det foreliggende tilfælde, hvor slidlagets tykkelse varierer mellem 50 og 120 mm, burde armeringsjernet derfor være placeret i oversiden, og for den del af laget, hvor tykkelsen er mindre end 100 mm, i midten af slidlaget. Som følge af slidlagets betydelige tykkelse (op til 120 mm) er den projekterede placering – tæt på undergulvet – særligt uheldig. Det er efter voldgiftsrettens opfattelse en medvirkende årsag til såvel problemerne med skruk som den svækkelse af armeringens effektivitet og problemerne med korrosion og reduktion af gulvets holdbarhed, som bl.a. har manifesteret sig ved omfattende og brede revnedannelser. Det er forhold, som er særligt problematiske under hensyn til, at der er tale om et fabriksgulv i et aggressivt miljø, der skal kunne modstå vedvarende påvirkning bl.a. med saltvand, tung vægt og vibrationer fra maskiner og trucks mv.

Efter voldgiftsrettens opfattelse er det ikke i sig selv en projekteringsfejl, at TR ikke har foreskrevet forprøvning/prøvestøbning med kontrol af gulvets trykstyrke mv. Voldgiftsretten kan dog tiltræde skønsmandens synspunkt om, at det ville have været klogt at gennemføre en sådan kontrol. Det ville på et tidligt tidspunkt have afsløret, at gulvets kvalitet er så ringe, at det er uanvendeligt, og at hele arbejdet med slidlaget skal gøres om. I givet fald kunne parterne have undgået de problemer og udgifter, som følger af, at man først fik kendskab til manglerne, efter at produktionsudstyret var installeret, og fabrikken var taget i brug.

Hvad angår udførelsesfejlene bemærker voldgiftsretten følgende:

FE har overladt udførelsen af slidlaget til sin underentreprenør UE, som tydeligvis har udført arbejdet helt uden hensyn til eller interesse for funktionskravet i projektbeskrivelsen om, at gulvet skal have en trykstyrke på 35 MPa. Realiteten er, at ingen del af slidlaget på i alt 4.000 m2 har denne trykstyrke, og at der i øvrigt er konstateret betydelige udsving – fra en trykstyrke på 26,4 MPa i den bedste prøve ned til en trykstyrke på 2,3 MPa i den dårligste

– samt tilfælde, hvor måling slet ikke er mulig, fordi materialet er så porøst, at det smuldrer, inden trykprøve kan gennemføres. Som følge af manglende kvalitetssikringsmateriale har det ikke været muligt at kontrollere cementindholdet eller indholdet af andre delmaterialer i det mørtelprodukt, som UE har anvendt, men det er oplyst, at der er anvendt jordfugtig mørtel, som er håndstampet, hvilket under alle omstændigheder er en udførelsesmåde, som umuliggør opfyldelse af funktionskravet vedrørende trykstyrken samt opfyldelse af de kvalitetsmål, som gør gulvet egnet til sit formål.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig skønserklæringerne, lægger voldgiftsretten endvidere til grund, at UE ikke har sikret sig, at den anvendte mørtel havde de flydeegenskaber mv., som gjorde forsvarlig omstøbning af armeringsjernet mulig. Hertil kommer, at det har kunnet fastslås, at armeringsjernet i flere tilfælde – i strid med anvisningerne i projektmaterialet – er placeret direkte oven på undergulvet, hvilket også har umuliggjort forsvarlig omstøbning og dermed udelukket den ønskede effekt af armeringsjernet for gulvets trækstyrke og holdbarhed.

Også i relation til den mangelfulde omstøbning af armeringsjern har udførelsesfejlen med manglende brug af vibrator haft betydning, ligesom den utilstrækkelige komprimering tillige må antages at have været medvirkende årsag til de store problemer med skruk.

Voldgiftsretten finder, at FE og UE kunne og burde have bemærket, at kombinationen af materialevalg, placering af armeringsjern og den anvendte udførelsesmåde medførte, at gulvet ikke levede op til kvalitetsforskrifterne og i det hele var uegnet til sit formål. De burde have rettet henvendelse til TR herom med henblik på en løsning, men det gjorde de ikke, og resultatet blev et værdiløst gulv, hvor omgørelse af hele slidlaget er nødvendig.

Selv om der er tale om alvorlige udførelsesfejl, som FE er ansvarlig for, finder voldgiftsretten dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om, at der er tale om grov uagtsomhed. Derfor er der heller ikke grundlag for at fravige  AB 92 § 35, stk. 2, hvoraf det følger, at entreprenøren ikke hæfter for driftstab.

Hvad angår ansvarsfordeling og tabsopgørelse mv. bemærker voldgiftsretten følgende:

Som nævnt finder voldgiftsretten, at der er tale om væsentlige mangler, som nødvendiggør omgørelse af hele fabriksgulvets slidlag på ca. 4000 m2, og at manglerne beror på en kombination af væsentlige projekteringsfejl og væsentlige udførelsesfejl. Efter en samlet vurdering og afvejning af fejlenes karakter og betydning for det færdige resultat er det voldgiftsrettens opfattelse, at TR og FE er lige ansvarlige, og at de i det indbyrdes forhold derfor hver endeligt skal betale halvdelen af BH’s erstatningskrav. For FE’s vedkommende er der ikke grundlag for fravigelse af det almindelige erstatningsretlige udgangspunkt om solidarisk hæftelse, hvorimod TR alene hæfter over for BH for den andel af den samlede erstatning, som endeligt skal betales af TR, jf. ABR 89 pkt. 6.2.5 (pro rata).

Voldgiftsretten har herefter ikke anledning til at forholde sig til bevisspørgsmålet om muligt tilsynsansvar for TR’s vedkommende. Det bemærkes i den forbindelse, at et sådant ansvar under alle omstændigheder alene ville have subsidiær karakter, jf. ABR 89, punkt 6.2.6.1.

Voldgiftsretten er som nævnt enig i FE’s indsigelse om, at BH er afskåret fra erstatning for driftstab, jf.  AB 92 § 35, stk. 2, idet der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for BH’s anbringende om grov uagtsomhed. Endvidere er voldgiftsretten enig i, at der ikke er grundlag for erstatningskravet på 2,4 mio. kr. for overfladebehandling af gulvet, idet prisen for overfladebehandlingen efter skønsmandens erklæringer og forklaring under afhjemlingen af skønserklæringerne må anses for indeholdt i den samlede pris for omgørelse, som ifølge skønsmanden kan ansættes til 4.920.000 kr., og som voldgiftsretten tiltræder.

Det er ubestridt, at udgiften til demontering, flytning og genmontering af produktionsudstyret efter skønserklæringerne og de foreliggende oplysninger i øvrigt kan ansættes til 7.661.500 kr. som krævet af BH. BH’s berettigede erstatningskrav udgør herefter summen af dette beløb og beløbet på 4.920.000 kr. – i alt 12.581.500 kr. 

BH er herefter berettiget til at afkræve TR en betaling af halvdelen af beløbet på 12.581.500 kr. – i alt 6.290.750 kr. – svarende til den erstatning, som endeligt skal afholdes af TR også i det indbyrdes forhold mellem TR og FE. Som følge af det solidariske hæftelsesansvar hæfter FE for den samlede erstatning i forhold til BH, men er i det indbyrdes forhold mellem FE og TR kun forpligtet til at betale halvdelen, altså beløbet på 6.290.750 kr.

Under hensyn til den forventede varighed af et håndværksmæssigt forsvarligt projekteret og udført fabriksgulv og den omstændighed, at gulvet kun har været i brug i et par år, inden produktionen måtte indstilles bl.a. som følge af de mangler ved gulvet, finder voldgiftsretten ikke grundlag for FE’s indsigelse om nedslag i erstatningen efter princippet om »nyt for gammelt«.

Voldgiftsretten finder heller ikke grundlag for den forældelsesindsigelse, som TR har gjort gældende. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt suspenderes, indtil fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til sit krav, jf.  forældelseslovens § 3, stk. 2. Efter bevisførelsen for voldgiftsretten har BH i hvert fald ikke før modtagelsen af brevet af 27. august 2019 fra FE haft anledning til at antage, at TR havde begået projekteringsfejl, som kunne begrunde et erstatningskrav mod TR. Forældelsesfristen begynder derfor tidligst at løbe fra dette tidspunkt. Det er derfor klart, at forældelsesfristen på 3 år i henhold til  forældelseslovens § 3, stk. 1, ikke var udløbet, da der skete foreløbig afbrydelse af forældelsen ved inddragelsen af TR som procestilvarslet i forbindelse med gennemførelse af syn og skøn den 31. januar 2020, og da der skete endelig afbrydelse af forældelsen ved BH’s indgivelse af adcitationsklageskrift den 15. marts 2021.

Efter sagens udfald skal FE og TR betale sagsomkostninger til BH. I det indbyrdes forhold skal FE og TR hver afholde egne sagsomkostninger, herunder egne udgifter til syn og skøn. Efter sagens forløb, omfang og udfald fastsættes sagsomkostningsbeløbet, som FE og TR skal betale til BH til 1.353.520 kr., hvoraf FE og TR hver skal betale halvdelen. Af sagsomkostningsbeløbet på 1.353.520 kr. er 800.000 kr. til dækning af BH’s udgifter til advokatbistand og resten til dækning af BH’s udgifter til syn og skøn. Også de omkostninger, som har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af FE og TR, hver med halvdelen af det samlede beløb. Hvad angår procesrente forholdes som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes

FE og TR skal til BH betale i alt 12.581.500 kr., hvoraf TR alene hæfter for betaling af halvdelen, og FE hæfter solidarisk med TR for betaling af hele beløbet. Der skal yderligere betales procesrente af hele beløbet fra den 9. december 2019, hvoraf TR dog kun kan afkræves procesrente af halvdelen af procesrenterne fra den 15. marts 2021. FE hæfter for betaling af procesrenter af hele beløbet fra den 9. december 2019.

I det indbyrdes forhold mellem FE og TR skal hver part endeligt betale halvdelen af beløbet på 12.581.500 kr. Endvidere skal disse parter hver betale halvdelen af udgifterne til procesrenter fra den 15. marts 2021, medens FE alene endeligt skal bære alle udgifter til procesrente for tiden fra den 9. december 2019 til den 15. marts 2021.

I sagsomkostninger skal FE og TR til BH betale 1.353.520 kr., hver med halvdelen af beløbet.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af FE og TR hver med halvdelen efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

.