UGENS DOM: Hvornår bliver entreprenørens forbehold værdiløst?
En fagentreprenør skulle udføre undergulve og udstøbning af installationsskakte i forbindelse med renoveringen af en ejendom til seniorboliger.
Senere opstod der problemer med skaktudstøbningerne. Luften susede igennem, og bygherren mente, at skaktene ikke var tætte nok.
Fagentreprenøren henviste bl.a. til, at man ikke havde påtaget sig brandlukning. Voldgiftsretten nåede alligevel frem til, at fagentreprenøren var ansvarlig for visse mangler.
Kendelsen tydeliggør to ting: For det første kan et forbehold i et tilbud ikke nødvendigvis bære, hvis aftalegrundlaget samlet peger i en anden retning. For det andet skal bygherren stadig kunne bevise, at de efterfølgende udbedringsudgifter faktisk skyldes entreprenørens fejl.
UGENS DOM: Stadet sagde 85 % færdigt, men erstatningen sagde 0 kroner
En totalentreprenør overtog et projekt, der i kontrakten var beskrevet som et 85 % færdigt hovedprojekt. Senere gik projektet skævt. Totalentreprenøren rettede et krav på cirka 14,3 mio. kroner mod ingeniøren og arkitekten for mangelfuld projektering, forsinkelse, dagbod, forcering og ekstraudgifter.
Voldgiftsretten frifandt begge rådgivere.
Kendelsen handler derfor ikke kun om, hvor færdigt et projekt er. Den handler om, hvem der har risikoen for forståelsen af projektets stade, hvad en rådgiver faktisk har lovet, og hvor hurtigt et muligt krav skal holdes i live.
Pointen er skarp: En procentsats i en totalentreprisekontrakt er ikke i sig selv en garanti fra rådgiverne. Og et krav mod rådgiverne kan dø, hvis totalentreprenøren venter for længe med at reklamere.
UGENS DOM: Kravet døde i stilheden
Forbehold skal holdes i live. Et forbehold i en mail kan være vigtigt. Men det bærer ikke et krav alene, hvis det efterfølgende forløb peger i den…
UGENS DOM: Åben bog fælden
En hovedentreprenør krævede betaling for en række ekstraarbejder ved opførelsen af en scenebygning med tilhørende faciliteter. Bygherren afviste kravene og gjorde navnlig gældende, at arbejderne allerede var indeholdt i entreprisen, eller at hovedentreprenøren havde mistet retten til betaling, fordi der ikke var udarbejdet aftalesedler, og fordi kravene først blev faktureret sent.
Voldgiftsretten gav hovedentreprenøren medhold i det væsentlige. Kendelsens centrale pointe er ikke blot, at der kan kræves betaling for ekstraarbejder. Den afgørende pointe er, at en bygherre, der gennem et partneringlignende Open Book forløb har haft fuld indsigt i underentreprenørernes tilbud og mulighed for at drøfte dem, ikke uden videre kan placere risikoen for manglende ydelser i disse tilbud hos hovedentreprenøren. Kendelsen viser samtidig, at entreprenøren fortsat skal kunne løfte sin bevisbyrde, og at konkrete mangler vurderes selvstændigt.