Balancen mellem hus- og ejerskifteforsikringer

Det sker, at der er et sammenfald mellem hus- og ejerskifteforsikringens dækning. Her har Ankenævnet for Forsikring i flere tilfælde så at sige forsøgt, at “dele vandene”.

I kendelse 77222 når ankenævnet frem til den konklusion, at Husforsikringen bør dække, hvad der er omfattet af en husforsikring og ejerskifteforsikringen dække, hvad husforsikringen ikke dækker, i det omfang der er dækning på ejerskifteforsikringen. Det er en almindelig og traditionel tilgang til problemstillingen og umiddelbart i tråd med bekendtgørelse om dækningsomfanget for ejerskifteforsikringer, da ejerskifteforsikringen er sekundær i forhold til blandt andet husforsikringen.

I kendelse 90541 finder ankenævnet imidlertid en anden måde, at håndtere disse sammenstød mellem hus- og ejerskifteforsikring på. Nævnet udtaler i denne kendelse, at:

”I tilfælde af at skaden tillige er dækningsberettigende over klagerens husforsikring, indeholder forsikringsbetingelsernes punkt 5.0 en bestemmelse om, at forsikringen ikke dækker skader, der er dækket af en anden forsikring, fx bygningsforsikring. En tilsvarende bestemmelse fremgår af bekendtgørelse nr. 13 af 12/1 2012 om dækningsomfanget for ejerskifteforsikringer. Nævnet lægger til grund, at husforsikringen ligeledes indeholder en tilsvarende bestemmelse.

Det fremgår af § 41 i forsikringsaftaleloven vedrørende dobbeltforsikring, at hvert selskab hæfter, som om det var eneforsikrer, hvis samme interesse er forsikret hos flere selskaber. Nævnet finder derfor, at selskabet skal anerkende, at det hæfter for skaden over for klageren.

I § 44, stk. 1, første led, i forsikringsaftaleloven hedder det, at den sikrede er forpligtet til at give det selskab, som han afkræver erstatning, underretning om, hos hvilke selskaber der tillige er tegnet forsikring. Formålet med denne bestemmelse er blandt andet at give selskabet mulighed for at sikre sit regreskrav i tilfælde af dobbeltforsikring. Bestemmelsen er – ligesom den ovenfor gengivne punkt

5.0 i forsikringsbetingelserne et udtryk for forsikringstagerens loyale samarbejdspligt i kontraktforhold.

Nævnet finder, at forsikringsbetingelsernes punkt 5.0 og den loyale samarbejdspligt som udgangspunkt indebærer, at selskabet ved skader, som antageligt vil være dækningsberettigende over forsikringstagerens husforsikring, og hvor skadeudgiften i sidste ende dermed antageligt vil skulle afholdes af husforsikringen, kan henvise forsikringstageren til at anmelde skaden til sin husforsikring (nævnet konkluderer således her, at ejerskifteforsikringen med stor sandsynlighed altså må være sekundær til en husforsikring, Nexus).

I en situation som den foreliggende finder nævnet imidlertid, at det indklagede selskab alene er berettiget til at gøre sin forsikringsdækning betinget af, at det bliver underrettet om klagerens eventuelle husforsikring, jf. ordlyden i § 44, stk. 1, første led, i forsikringsaftaleloven. Det indklagede selskab må herefter selv rette henvendelse til klagerens husforsikring, hvis det indklagede selskabet ønsker at gøre et regreskrav gældende over for husforsikringen.

Ankenævnet har givet forsøgt, at gøre det nemt for forbrugerne, at få erstatning fra ejerskifteforsikringen og har overladt til selskaberne, at afklare regresspørgsmålet indbyrdes.

Ankenævnet har tilsyneladende “glemt”, at tage højde for, at der – hvis der er afskrivning – gælder forskellige afskrivningsregler, så forbrugerne kan komme til at stå med et differencekrav og ikke altid et uvæsentligt differencekrav, som forbrugerne selv skal fremsætte over for husforsikringen. Dette skyldes, at ejerskifteforsikringen naturligvis ikke kan forpligtes ud over den erstatning de skal betale.

Ejerskifteforsikringen skal opgøre erstatningen efter de vilkår, der gælder for ejerskifteforsikringen. Erstatningen udbetales, når der er sket udbedring, jf. forsikringsvilkårene og bekendtgørelsen.

Undervejs kan ejerskifteforsikringen fremsætte sit “eget” regreskrav mod husforsikringen, altså den udgift som ejerskifteforsikringen har beregnet den skal erstatte = erstatning for udbedring med fradrag af afskrivning og selvrisiko.

Det kan være et dilemma, at forbrugeren selv skal være obs på, at få fremsat sit krav over for husforsikringen og helst inden ejerskifteforsikringens udbedring ødelægger beviset.

Vi kan ikke udelukke, at det kan give problemer med husforsikringens dækning, hvis forholdet er udbedret og ejerskifteforsikringen er færdig med sin regressag inden boligejer selv kommer på banen over for husforsikringen.

Vi kan heller ikke udelukke, at det kan give problemer, hvis ejerskifteforsikringen på grund af sagsgenstanden i lidt mindre skadesager vælger ikke at gøre regres, men opgører egen erstatning og udbetaler efter udbedring. Her skal boligejer på dèt tidspunkt have fat i husforsikringen og opstarte  en ny sag om egen andelen.

Eksempel

Hvis vi her i et eksempel forudsætter en afskrivning for ejerskifteforsikringen på 80% af en erstatning på 200.000 kroner, så er forbrugerens egen andel i dette eksempel på 160.000 kroner.

Herudover fratrækker ejerskifteforsikringen en selvrisiko på 5.000 kroner = 165.000 kroner er det beløb, som forbrugeren i eksemplet her selv skal i gang med at inddrive fra husforsikringen, hvis præmissen i kendelsen skal følges i fremtidige sager.

Har husforsikringen en selvrisiko på 3.000 kroner så må ejerskifteforsikringen medtage kravet og erstatte 20% heraf = 600 kroner. Her er så en yderligere egen andel på 2.400 kroner til forsikringstageren.

Forsikringstagerens samlede krav, som han selv skal drible videre med er i eksemplet 167.400 kroner.

Forslag til håndtering i praksis

Om Ankenævnet havde fået tænkt hele situationen nok igennem eller om udfaldet i kendelsen har været tiltænkt som en lærestreg til selskabet ved vi ikke. At efterleve kendelsen fremadrettet vil umiddelbart sætte forbrugerne på en opgave, hvilket ankenævnet plejer at være tilbageholdende med. Ligeledes må det i nogle situationer kunne få økonomiske konsekvenser for forbrugerne, hvis kendelsen efterleves punktligt i fremtidens skadesager og forbrugerne ikke er nok inde  problemstillingen til at handle korrekt.

Hertil kommer en anden problemstilling omkring husforsikringens opfattelse af reglerne om dobbeltforsikring. Det kommer der en særskilt artikel om senere.

Som vi ser det kunne en enkel måde at håndtere disse sammenstødssager på være følgende:

  1. Begge forsikringer involveres ved sagens opstart
  2. Få opdelt hvad er omfattet af husforsikringen, der jo går forud for ejerskifteforsikringen i henhold til bekendtgørelsen og dette er umiddelbart også ankenævnets tanker i den konkrete kendelse
  3. Hvad er herefter ikke dækket af husforsikringen, og kan denne “rest” dækkes af ejerskifteforsikringen.
  4. Til nævnte ”rest” under punkt 2 må således også høre – i dækningsberettigede tilfælde – det selvrisikobeløb, som husforsikringen har fratrukket i regressagen med ejerskifteforsikringen.
  5. Én eller flere selvrisici.

Det må afhænge af en konkret vurdering fra sag til sag ud fra årsagen til den enkelte skade.

I det omfang, at det er samme skadeårsag, der danner grundlag ved forsikringernes dækning, er der èn selvrisiko.

Det betyder at husforsikringens fradrag af selvrisiko, fx 3.000 kroner overføres til ejerskifteforsikringen, hvis forholdet er dækket dèr.

Herefter er husforsikringens selvrisiko en del af erstatningsopgørelsen på ejerskifteforsikringen og derfor også genstand for afskrivning, som i eksemplet her, altså 20% af 3.000 kroner = 600 kroner erstattes af ejerskifteforsikringen.

Hvis husforsikringen dækker rørskader og ejerskifteforsikringen dækker at der er fx et hul i fundamentet, hvor vand trænger ind, så er der tale om to af hinanden uafhængige skadeårsager, der giver vandskader i bygningen og dermed må der også – som udgangspunkt – være to gange selvrisiko, altså eksemplets 3.000 kroner på husforsikringens dækning og 5.000 kroner på ejerskifteforsikringens dækning.

Det bliver spændende at følge udviklingen i ankenævnspraksis på dette område. Umiddelbart ville vi forvente en udtalelse i kendelserne, der har udgangspunkt i, hvad der er bedst for forbrugerne i de enkelte klagesager så længe det ligger inden for rammen af bekendtgørelse og forsikringsbetingelser. I kendelse 90541 er nævnet så gået lidt videre, men kommer her uvist af hvilken grund tilsyneladende til, at stille forbrugerne ringere end de nødvendigvis bør stilles.