(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

I byggeprojekter kan det ske, at totalentreprenøren benytter sig af sin “metodefrihed” og foretager (små)ændringer i udførelsen eller valg af materialer.

Når entreprenøren vælger at afvige fra de oprindelige kontraktbetingelser, opstår spørgsmålet: Hvad betyder det for bygherrens ret til fradrag i entreprisesummen? Kan bygherren kræve fradrag, selvom totalentreprenøren hævder, at de alternative løsninger ikke har medført nogen økonomisk ulempe for bygherren?


Sagens forløb

Totalentreprenøren kastede sig ud i en spændende ombygning af en stor ejendom, der skulle forvandles til moderne kontorlokaler. Aftalen mellem parterne var baseret på ABT18, men byggeriet tog en uventet drejning.

Undervejs i projektet og ved aflevering begyndte bygherren at finde fejl/mangler og afvigelser, som de mente berettigede dem til at få nedsat den samlede betaling til totalentreprenøren. Bygherren hævdede, at totalentreprenøren enten ikke havde udført arbejdet, som beskrevet i parternes aftalegrundlag.

To af de centrale punkter i konflikten omhandlede totalentreprenørens arbejde med forsatsvægge og valget af betonafspærring.

1) Forsatsvægge

  • Bygherrens krav: Bygherren krævede fradrag, fordi totalentreprenøren havde brugt to lag gips i stedet for de tre, der var aftalt for forsatsvægge (som EI60 A2, s1-d0). Selvom totalentreprenøren havde anvendt tykkere stål, mente bygherren, at de havde krav på fradrag for det manglende lag gips.
  • Forsvar: totalentreprenøren argumenterede for, at bygherren ikke havde bevist, at de ændrede vægge havde nedsat funktionaliteten, samt at bygherren i øvrigt havde fået flere kvadratmeter ved at vælge to lag i stedet for tre.

2) Hoffmann-Klodser

  • Bygherrens krav: bygherren ønskede et fradrag, fordi TE havde anvendt en billigere og mindre stabil type Hoffmann-klodser end den aftalte. BH krævede et nedslag svarende til forskellen mellem den aftalte og den leverede løsning.
  • Forsvar: Totalentreprenøren påpegede, at den anvendte løsning var billigere, og at bygherren ikke havde afvist denne ændring på forhånd, hvilket kunne tolkes som en accept af den alternative løsning.

Voldgiftsretten

Da sagen blev forelagt voldgiftsretten, skulle retten afgøre, om bygherren havde ret til fradrag i entreprisesummen. Retten fokuserede på, om totalentreprenøren havde overholdt kontraktens specifikationer, samt om ændringerne lå inden for rammerne af hans metodefrihed.

1) Forsatsvægge

  • Voldgiftsretten konkluderede, at totalentreprenørens anvendelse af to lag gips i stedet for de aftalte tre var et kontraktbrud. Herefter fandt retten, at den tykkere stål ikke kunne opveje kravet om tre lag gips, selvom det ikke kunne bevises, at denne løsning havde en nedsat funktionalitet

Bygherren blev derfor tildelt et fradrag på cirka 183.000 kr. for den reducerede kvalitet af forsatsvæggene.

2) Hoffmann-Klodser

  • Voldgiftsretten fandt, at totalentreprenørens valg af standardklodser i stedet for Hoffmann-klodser udgjorde en billigere og mindre stabil løsning, som ikke opfyldte kontraktens krav. Retten konkluderede, at totalentreprenøren havde haft lavere omkostninger end forventet, og bygherren blev derfor tilkendt et fradrag svarende til prisforskellen på 20.000 kr.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Kendelsen fastslår, at bygherren kan have ret til fradrag, hvis (total)entreprenøren anvender billigere eller alternative metoder, som ikke er godkendt på forhånd.

Denne ret til fradrag bygger på to grundlæggende principper:

  • For det første skal bygherren kompenseres med et forholdsmæssigt afslag, hvis entreprenøren ikke overholder de oprindeligt aftalte kontraktbetingelser (princippet som blev anvendt ved vurderingen af udførelsen af forsatsvægge).
  • For det andet skal eventuelle besparelser, som entreprenøren opnår ved at vælge sådanne løsninger, afspejles i det beløb, bygherren skal betale. Fordelene ved besparelserne skal deles mellem begge parter, så entreprenøren ikke får fuld fordel af at vælge en billigere metode alene. (anvendt ved vurderingen af valget af standardklodser i stedet for Hoffmann-klodser).

Det bemærkes, at i begge tilfælde, hvor der blev krævet fradrag, foretog voldgiftsretten en skønsmæssig vurdering af et passende beløb. Retten tog hensyn til funktionaliteten af de anvendte metoder i forhold til de oprindeligt aftalte metoder. Fradragene blev derfor reduceret væsentligt, da de alternative metoder blev vurderet som funktionelle.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB2024.715 / Sag nr. C-16080

Læs kendelsen i fuld længde her

TBB2024.715 / Sag nr. C-16080

Voldgiftsrettens kendelse

Indledning

Advokat … har ved klageskrift modtaget den 23. marts 2022 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem klager, totalentreprenør TE A/S (herefter »TE«), og indklagede, bygherre BH1 A/S (herefter »BH1«), om manglende betaling af fakturaer for kontrakt- og ekstraarbejde og mangler ved ombygning og udførelse af to totalentrepriser i …, kaldet »[Projekt1]« og »[Projekt2]«.

Af den indgåede totalentreprisekontrakt mellem TE og BH1 fremgår, at ABT18 er gældende med de tilføjelser og fravigelser, der fremgår af kontrakten og udbudsmaterialet. Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018« bestående af projektdirektør …, ingeniør … og landsdommer …, med sidstnævnte som formand.

Ved adcitationsklageskrift modtaget den 28. august 2023 har klager inddraget adciterede, BH2 ApS (herefter »BH2«), i sagen, idet den mellem TE og BH2 indgåede totalentreprisekontrakt indeholder en tilsvarende bestemmelse om vedtagelse af ABT18.

1. Påstande og hovedforhandling

TE har over for BH1 ved hovedforhandlingens begyndelse nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Principalt:

BH1 tilpligtes til TE at betale 992.305,46 kr. med tillæg af procesrente af 164.473,75 kr. fra den 23. august 2021, af 666.679,38 kr. fra den 24. august 2021, af 92.724,97 kr. fra den 23. marts 2022, af 23.181,23 kr. fra 14 dage efter kendelse og af 45.146,10 kr. fra den 1. februar 2024.

Subsidiært:

BH1 tilpligtes til TE at betale 947.159,36 kr. med tillæg af procesrente af 164.473,75 kr. fra den 23. august 2021, af 666.679,38 kr. fra den 24. august 2021, af 617.379,37 kr. fra den 24. august 2021 til den 17. november 2023, af

92.724,97 kr. fra den 23. marts 2022 og af 23.181,23 kr. fra 14 dage efter kendelse.

Påstand 2:

Principalt:

BH1 skal anerkende at være forpligtet til at betale 377.960,86 kr. med tillæg af procesrente af 295.986,25 kr. fra den 24. august 2021 og med tillæg af procesrente af 81.874,61 kr. i hovedsagen C-16080 til TE, såfremt BH2 efter afsigelse af kendelse i adcitationssagen og efter påkrav ikke straks foretager betaling af kravet.

Subsidiært:

BH1 skal anerkende at være forpligtet til at betale 295.986,25 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. august 2021 og med tillæg af procesrente af 917.177,50 kr. fra den 24. august 2022 til den 17. november 2023 og af 238.000,24 kr. fra den 22. februar 2022 til den 3. november 2023 i hovedsagen C-16080 til TE, såfremt BH2 efter afsigelse af kendelse i adcitationssagen og efter påkrav ikke straks foretager betaling af kravet.

TE har mere subsidiært påstået betaling og anerkendelse af mindre beløb.

BH1 har over for påstand 1 påstået frifindelse og over for påstand 2 påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

BH1 har endvidere ved hovedforhandlingens begyndelse nedlagt selvstændig påstand om, at TE til BH1 skal betale

93.522 kr. med procesrente fra den 17. november 2023.

TE har heroverfor nedlagt påstand om frifindelse.

TE har over for BH2 nedlagt følgende påstande:

Principal påstand:

BH2 tilpligtes til TE at betale 377.960,86 kr. med tillæg af procesrente af 295.986,25 kr. fra den 24. august 2021 og af 81.874,61 kr. fra den 1. februar 2024.

Subsidiær påstand:

BH2 tilpligtes til TE at betale 295.986,25 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. august 2021 og af 917.177,50 kr. fra den 24. august 2022 til den 17. november 2023 og af 238.000,24 kr. fra den 22. februar 2022 til den 3. november 2023.

TE har mere subsidiært påstået betaling af et mindre beløb.

BH2 har påstået frifindelse.

Parterne har efterfølgende under hovedforhandlingen indgået aftale om justering mv. af TE’s påstand 1 og af BH1’s selvstændige betalingspåstand over for TE samt de økonomiske poster (tvistepunkter mv.), der indgår i sagen mellem TE og BH1 og mellem TE og BH2. Aftalen er i voldgiftsrettens protokol for hovedforhandlingen gengivet således:

»Efter en pause fremlagde advokat Johanne Tofting Schaarup og advokat Søren Dolmer Andersen et fælles oversigtsbilag med justeringer i relation til de nedlagte betalingspåstande og de poster, som indgår heri i relation til hovedsagen og adcitationssagen.

Advokaterne oplyste herved, at parterne havde indgået aftale om, at voldgiftsretten ved sagens afgørelse skulle tage udgangspunkt i et justeret principalt påstandsbeløb i hovedsagen mod BH1 på 926.975,46 kr. og et justeret påstandsbeløb for så vidt angår den selvstændige påstand fra BH1 på 86.446,12 kr. I det omfang BH1 får medhold i en eller flere poster, som indgår i opgørelsen i oversigtsbilaget, skal der herefter foretages fradrag herfor beløb for beløb i det justerede påstandsbeløb på 926.975,46 kr. Med hensyn til renter var der enighed om, at voldgiftsretten skal tage udgangspunkt i forrentning af posten på 45.146,10 kr. fra den 1. februar 2024 og – for så vidt angår alle andre krav, og i det omfang der gives medhold i mere end 45.146,10 kr. – rente af 881.829,36 kr. fra den 1. september 2021.

Advokaterne oplyste endvidere, at voldgiftsretten, på tilsvarende måde og i henhold til parternes aftale, ved afgørelsen af adcitationssagen skal tage udgangspunkt i et påstandsbeløb fra TE mod BH2 på 377.960,86 kr., idet rentepåstanden er uændret. Der nedlægges ikke påstand om betaling af 2.586,25 kr. i BH2’s favør.«

Hovedforhandling har fundet sted den 11. og 12. marts 2024 i Comwell Koldings lokaler, Skovbrynet 1, 6000 Kolding. TE-V1, BH1-V1, UE-V1, TE-V2, L1-V1 og BH1-V2 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

3.  Sagsfremstilling mv.

Af det fælles oversigtsbilag fremgår vedrørende [Projekt1] bl.a., at »Manglende ovenlysvindue« er prissat til 93.522,50 kr. Der er ikke tvist om beløbet, idet der mellem TE og BH1 er enighed om, at beløbet skal fratrækkes i TE’s påstandsbeløb på 926.975,46 kr.

Af oversigtsbilaget fremgår endvidere, at »Vejrkompensering i kælder« er prissat til 27.500 kr., »Forsatsvægge« er prissat til 366.250 kr., »Bestilling af forkerte målere« er prissat til 18.350 kr., og »4 skabe på hver etage« er prissat til 100.000 kr.

»VVS-projekt«, der angår udskiftning af de nævnte målere, er prissat til 160.250 kr., »Rente af faktura 15894« er angivet til 45.146,10 kr., »Altanforstærkninger« er prissat til 202.303,98 kr., og rykkergebyr er angivet til 100 kr.

Af det fælles oversigtsbilag fremgår vedrørende [Projekt2] bl.a., at »Fradrag – Hoffmannklodser« er prissat til 34.537,50 kr. »Afvist ekstraarbejde – Isoleringstykkelser« er prissat til 11.875 kr., »Afvist ekstraarbejde – Fejl i konstruktionsnotat« er prissat til 115.000 kr. og »Afvist ekstraarbejde – Ekstra indvendige fundamenter i bygning A og B« er prissat til 7.750 kr.

Det fremgår videre, at »Afvist ekstraarbejde – Loftslem ikke vist på tegninger« er prissat til 57.500 kr., og at »Afvist ekstraarbejde – Manglende dampspærre på tegninger« er prissat til 71.910 kr. »Rente af faktura 15893« er angivet til 45.624,08 kr. og »Rente af faktura 17084« til 36.250,53 kr. Rykkergebyr er angivet til 100 kr.

4.  Forklaringer

TE-V1 har om [Projekt1] bl.a. forklaret, at den oprindelige bygning var underdimensioneret, og alle ændringer skulle godkendes med hensyn til statik. TE brugte TE-R1 og TE-R2. Der var tale om et ombygningsarbejde, der hovedsageligt foregik indenfor. Grundlaget for fagentrepriserne var det samme som materialet fra BH1. Der var tale om et funktionsudbud, hvilket også gjaldt VVS-delen. Projektet blev ændret med hensyn til statikken. Først sent opstod der udfordringer med projektet.

Han har i relation til forsatsvægge forklaret, at TE ikke har opnået fordele ved at ændre fra tre til to lag gips. Jo færre materialer, der skulle håndteres i bygningen, jo bedre. Den udførte løsning gav også 15 m2 mere nettoareal, hvilket gav god mening. Forsatsvæggene er udført med to lag gips og med mere stål, sådan at brandkravene er overholdt. Det, der er beskrevet, er således også udført. TE har ikke truffet aftale med nogen om at udføre væggene anderledes. Der er aftalt en specifik pris på forsatsvægge, men af formuleringen fremgår ikke, at der skal leveres med tre lag gips. TE havde som totalentreprenør metodefrihed.

I relation til målere blev det aftalt, at der skulle betales ekstra for direkte fremførsel af vandinstallation til hver enkelt bolig. Der skulle således føres en særskilt streng op til hver lejlighed. TE havde via UE undersøgt, at direkte aflæsning hos den enkelte forbruger kunne lade sig gøre på denne måde. UE oplyste, at forholdet, der var reklameret over, kunne udbedres for 60.000 kr., og TE tilbød at betale halvdelen. Det var i kontrakten aftalt, at TE havde alt med i tilbuddet på nær måleren, som var bygherreleverance.

Han har om skabe forklaret, at TE ikke havde medregnet de pågældende skabe i tilbuddet, ligesom skabene ikke indgik i styklisten fra UE2. Tegningerne indeholder ingen tekst vedrørende skabene. UE2 havde heller ikke set, at der skulle være skabe det pågældende sted. TE har ikke prissat skabene, og de er ikke medtaget i opstalterne. Der er i udbudsmaterialet ingen beskrivelse, bestykningsliste el.lign. på skabe.

Vejrkompensering er indeholdt i tilbuddet for så vidt angår boligerne. Der er også radiatorer i kælderen. Alle føringer af rør skulle trækkes gennem kælderen, men TE har kun ført rør fra hovedstik og igennem nogle skakte. Andet har også været ekstraarbejder.

Han har om altanforstærkninger bl.a. forklaret, at hvis der skulle udføres ovenlys, skulle hele trappeopgangen afstives. Der var en dialog med kommunen, som dispenserede fra kravet om ovenlys. Der blev udført altanforstærkninger, og efter hans opfattelse gik de to forhold op med hinanden, og dette blev også drøftet under et møde i trappeopgangen. TE-R1 kom med forslag til, hvordan der kunne udføres forstærkning til altanerne. Det var meget tidskrævende, og tidsplanen var stram. Stålrammerne blev drøftet i juleferien.

Der blev i efteråret 2020 arbejdet med at få problemerne med bygningens statik løst med stålrammer. Der skulle skæres ud til terrassedøre, og det påvirkede stabiliteten. Kontrakten blev indgået i starten af januar 2021. Først ultimo januar 2021 blev man klar over, at der ikke kunne monteres altaner på den måde, som var forudsat. Stålrammerne har intet at gøre med altanerne. Han havde regnet med, at altanerne kunne monteres på bagvæggene, og havde ikke tænkt sig, at det skulle føres videre til bygherre. TE fik først regningen sent. Da forudsætningerne for TE’s tilbud blev formuleret, var der heller ikke tale om at montere stålrammer i bygningen.

I relation til K/S-materialet har han bl.a. forklaret, at det ikke blev præciseret over for TE, hvad der manglede. Underentreprenørerne sendte alt det yderligere materiale, de havde, til TE, hvilket også omfattede generelt materiale. Det yderligere materiale, der er fremkommet, er ikke retvisende for, hvad der reelt manglede.

Han har om [Projekt2] bl.a. forklaret, at BH-R var rådgiver for bygherre. TE var totalentreprenør og gjorde brug af [ingeniørfirma] og …. Der skulle gives pris på et myndighedsprojekt, der var meget detaljeret. Det eneste, der ikke var fuldendt, var teknikpakken, men den var beskrevet i forhold til krav og ønsker. TE skulle sørge for at tage højde for offentlige regler og krav, som ville kunne hindre ibrugtagning. Alt med hensyn til indhentning af byggetilladelse lå hos BH-R. Han havde 21 kalenderdage til at beregne tilbuddet. Det var ikke forudsat, at de ikke skulle kunne regne videre på udbudsmaterialet.

I relation til spørgsmålet om projektfejl har han forklaret, at TE ikke regnede med, at der var færdigprojekteret. Situationen var, at der var fejl i udbudsmaterialet. Der var nogle betragtninger, som BH-R ikke havde taget med i sit notat. TE nævnte det, og så kom der fem-seks reviderede dokumenter, herunder fundamentplan, konstruktionsnotat og statisk redegørelse. Han mener, at projektmaterialet på det omhandlede punkt var færdigt. Der er forskel på, om noget ikke er udarbejdet, eller om det er fejlbehæftet. I relation til isoleringstykkelsen førte det til, at en ingeniør skulle genberegne. TE anså varmetabsrammen som værende færdig. Der har været ekstra omkostninger, herunder vedrørende spær og fundament samt genberegning af energiramme.

TE satte ikke Hoffmann-klodser op. I stedet satte de af hensyn til andre virksomheder på pladsen almindeligt byggepladshegn op, hvilket også var tydeligt for bygherre. Funktionen var den samme. Først til sidst fremsatte bygherre krav vedrørende Hoffmann-klodser. Hegnet er væltet en til to gange under stormvejr.

Med hensyn til dampspærre havde BH-R forudsat, at 400 mm papiruld var dampspærretæt, men forholdet blev ændret. Posten til dampspærre angår hele byggeriet. Dampspærre var ikke tegnet ind på tegningerne. TE havde sendt bygherres materiale med i fagentrepriseudbuddet. Det var et ganske færdigbearbejdet projekt. TE fik merprisen fra tømreren.

I relation til loftslemme har han forklaret, at det ikke er i strid med bygningsreglementet at undlade at udføre disse.

BH1-V1 har om [Projekt1] bl.a. forklaret, at han under byggeriet alene svarede på spørgsmål om det udseendemæssige, ikke det byggetekniske. Han har ikke byggeteknisk indsigt. Han har forhandlet kontrakten med TE- V1, herunder tillæg og fradrag. Ejendommen havde hidtil været anvendt til kontorudlejning.

Han har fået udarbejdet arbejdsbeskrivelsen vedrørende ventilation. Ventilationen blev ikke udført som beskrevet, da teknikken ikke kunne være i den pågældende skakt. Han har ikke leveret målere til vand. TE sørgede for dette. Beløbet på 158.000 kr. i kontrakten angår direkte afregning for vandforbrug. Der blev dog ikke leveret et byggeri, hvor der kunne afregnes direkte for den enkelte bolig, idet man har valgt at montere L1-målere. UE blev ved med at påstå, at der var afregning direkte med forsyningen. Han har ikke leveret L1-målere, men har betalt ved en fejl. Det koster penge til administration, hvis der ikke kan afregnes direkte. Han har ikke givet L1-V1’s telefonnummer til TE-V2. I de andre ejendomme, hvor der er monteret målere fra L1, udarbejdes vand- og varmeregnskabet af L1.

Det er hans opfattelse, at han skal have fradrag for ovenlys, og at han ikke skal betale for altanforstærkning. Det er vigtigt, at forsatsvægge udføres med tre lag gips, da der er monteret tunge radiatorer på væggen. Han har endnu ikke oplevet problemer med monterede radiatorer i [Projekt1]-ejendommen. Der var tegnet skabe ind i de grå felter i udbudsmaterialet. Det blev ikke sagt, at der ikke kom skabe i lejlighedernes entre. Der er leveret skabe i walk-in- rummet.

Han har om [Projekt2] forklaret bl.a., at der var tale om et nybyggeri. Der blev ikke leveret Hoffmann-klodser, men hegn der stod på standardklodser. Det væltede flere gange.

Om rådgiverfejl har han forklaret, at hans rådgiver har begået fejl, fx med hensyn til manglende loftslem. Det er en udfordring, når der skal ske reparationer under taget. Det er ikke hans opfattelse, at han skal betale ekstra. Man opdager fejl, og man skulle have fortalt BH-R, at der var fejl i materialet. Ellers ligner det spekulation. Han ved ikke specifikt, om der er fejl med hensyn til isolering, konstruktionsprojektet, fundamenter og dampspærre. Han har ikke talt med BH-R om det. Han bestrider TE’s krav på ekstrabetaling. Der var mangler ved K/S-materialet. Hans rådgiver sagde til TE, at det ikke var godt nok. Først efter mødet i syns- og skønssagen kom der yderligere materiale.

UE-V1, underentreprenør UE, har bl.a. forklaret, at han er afdelingsleder i anlægsafdelingen og fagligt ansvarlig i UE …. UE har leveret i henhold til beskrivelsen i pkt. 59.6.3 i arbejdsbeskrivelsen for VVS-entreprisen. UE havde afgivet pris på en fælles stigestreng, hvor der blev grenet af til hver lejlighed. Der var et tillæg for direkte afregning af vandforbruget. Ønsket var, at der kunne ske direkte forbrugsaflæsning for hver lejlighed. Det var ikke aftalt, at UE skulle bestille målere. Hele [by] dækkes af L2. UE fik udleveret nogle L1-målere. Han har ikke deltaget i et opstartmøde med TE og L1. Der er ikke noget forkert ved det, der er lavet, men der er ikke monteret L2-målere. Han har undersøgt L2’s krav.

Montagen er på nuværende tidspunkt ikke udført i henhold til L2’s krav, da der er monteret L1-målere. Baggrunden for forligsforslaget om udbedring for 60.000 kr. var, at han havde set på installationerne sammen med TE-V1, og han tog en snak med L2. Han vendte tilbage med en pris, som var kostpris. Det var et forsøg på at få lukket det. L2 ville være tilfreds med den foreslåede løsning. Om tillægget for direkte afregning har han nærmere forklaret, at der blev lavet en ekstra aftale i tilknytning til udbudsmaterialet. Aftalen blev indgået mellem UE og TE. UE påtog sig at udføre et yderligere stykke arbejde og trække rør. De dobbelttjekkede, at rørene ikke var for små.

TE-V2 har bl.a. forklaret, at han var ansat hos TE frem til februar 2023. Han var byggeleder på [Projekt1]-projektet. Han havde sin daglige gang på byggepladsen og tog sig af koordinering med underentreprenører og tidsplaner. Det var et udfordrende projekt.

Om vandmålere har han forklaret, at han den 23. februar 2021 holdt møde med L1-V1 fra L1 og en VVS’er fra UE. BH1- V1 tog fat i ham, da der skulle bestilles målere, som var bygherreleverance. Han fik L1-V1’s kontaktoplysninger af BH1- V1, som ringede og sendte en sms med oplysningerne. BH1-V1 sagde, at han skulle tage fat i L1-V1 fra L1, og at L1 havde de målere, de skulle have. Han havde ikke tidligere hørt om L1. Han havde ikke erfaring med målere og var helt nyuddannet. Det var også derfor, at der var en VVS’er med til mødet. Det foregik i kælderen. De talte om placeringen, og VVS’eren og L1-V1 talte sammen. Det var den arbejdende formand, …, som var med. L1-V1 skulle se de faktiske forhold. Det var ikke et »bestillingsmøde«. L1-V1 ville vende tilbage, og der ville komme et tilbud eller noget. Målerne blev leveret på pladsen. Han var ikke involveret i opfølgningen og modtog ikke noget skriftligt. Han havde ikke forud for mødet undersøgt, om der var særlige krav til målere, hvis der skulle være direkte forbrugsaflæsning. Der var noget i projektmaterialet om, at vandmålere skulle afregnes enkeltvis. Han havde ikke set vejledningen fra L2, før arbejdet blev udført. Han var klar over, at der var tale om totalentreprise. Han blev efter mødet bekendt med, at TE skulle sikre individuel forbrugsmåling. Han har ikke tidligere været byggeleder i..

Han har ikke instrueret en nedbryder om at nedtage vejrkompensering i kælderen. Han har holdt møde med en nedbryder, da de skulle se på de eksisterende installationer i bygningen. VVS’eren … var med til mødet. Der blev talt om, hvilke installationer der skulle væk, og hvilke der skulle blive. De installationer, der skulle nedtages, og som ikke havde en funktion, blev markeret. Nedbryderen markerede med rød markeringsspray, så man vidste, hvad der skulle fjernes.

Han havde ikke selv meget forstand på VVS og vidste ikke, hvad vejrkompensering var, eller om der blev markeret. Efterfølgende har han fundet ud af, at der aldrig har været vejrkompensering.

L1-V1 har bl.a. forklaret, at han er sælger for L1. Han kender BH1-V1 og har mødt ham tre-fire gange på kontoret. BH1- V1 har mange ejendomme, som konverterede til L1. Det var TE-V2, der kontaktede ham og spurgte, om de kunne mødes. Han mødtes i kælderen med TE-V2 og to-tre VVS’ere. De gennemgik, hvilke målere der skulle bruges. Det er L1’s målere, der skal bruges, når der skal udarbejdes varme- og vandregnskab fra L1, da det er data fra deres målere, som anvendes til regnskabet. Det lå næsten i kortene, at der skulle afregnes individuelt, fordi det er det, der står i lovgivningen. I 2018 skulle der være fjernaflæsning i alle målere i nybyggeri. Han var ikke bekendt med kravene fra L2. De talte under mødet om, at der skulle laves individuel aflæsning til hver lejlighed, og det var det, han solgte. Han husker mødet, sådan som han har beskrevet det i sin mail til …. Han afleverede målerne i skuret til TE-V2. Der var tale om individuelle målere. Det er ikke hver lejlighed, som får en regning direkte fra forsyningsselskabet. Der er forskel på, om der er måles direkte til forsyningsselskabet på hovedledningen, som kommer ind i bygningen, eller om der måles på en ledning til hver lejlighed, hvilket er noget helt andet.

BH1-V2 har bl.a. forklaret, at han er ejer af … og udlært VVS-montør. Han arbejdede for BH1-V1 som nedbryder. Han skulle rydde alle etager for indvendige vægge mv. I kælderen skulle han rydde installationer. Han kaldte sammen, så de kunne drøfte, hvad der skulle passes på, og hvad der ikke skulle passes på. TE-V2 var byggeleder og havde VVS’ere med. De markerede, hvad der skulle demonteres. Det blev gjort i fællesskab. De sagde, hvad der skulle tages ned, og han markerede op. De så på de VVS-installationer, som skulle ryddes. Det eneste, der skulle blive, var stikkene ind og en pumpebrønd. Der var vejrkompensering i kælderen. Den sad på en væg og blev streget op. Det var en lille hvid eller grå boks. Det var ikke ham, der besluttede, hvad der skulle ryddes. Han er 100 % sikker på, at han har fjernet vejrkompensering i kælderen. Han kendte ikke nærmere til vejrkompensering. Det var TE-V2 og hans VVS-mand, som sagde, hvad der skulle væk.

5.  Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

6.  Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

  • Forholdet mellem TE og BH1
  • Manglende ovenlysvindue

TE har anerkendt, at der i relation til manglende ovenlysvindue skal ske fradrag med 93.522,50 kr. i TE’s justerede påstandsbeløb på 926.975,46 kr.

  • Vejrkompensering i kælder

BH1 har bl.a. gjort gældende, at TE har instrueret nedbryderen i at fjerne den eksisterende vejrkompensering i kælderen, hvilket TE har bestridt. TE har endvidere anført bl.a., at der ikke var monteret vejrkompensering forud for nedbrydningsarbejdet.

Voldgiftsretten finder det ikke bevist, at der forud for nedbrydningsarbejdet var monteret vejrkompensering i kælderen.

Hertil kommer, at bygherren ikke havde overladt hele byggestyringen til totalentreprenøren. Bygherre var derfor ansvarlig for byggestyringen med hensyn til nedbrydningsentreprisen og bar derfor også risikoen for koordineringsfejl og misforståelser i relation til nedbrydningsarbejdet.

Voldgiftsretten giver herefter TE medhold, således BH1 ikke er berettiget til fradrag for denne post.

  • Forsatsvægge

Totalentreprisekontraktens pkt. 4.1 indeholder følgende ydelse: »Udførsel af nye forsatsvægge på facader med krav EI60 A2, s1-d0« til en pris på 395.170 kr. eksklusive moms.

Forsatsvæggene blev ikke udført som EI60 A2, s1-d0 med tre lag gips i overensstemmelse med beskrivelsen, og totalentreprenøren har for så vidt ikke leveret den aftalte ydelse. Totalentreprenøren har dog kompenseret herfor ved at forøge godstykkelsen på stålet.

Bygherre har ikke dokumenteret, at den leverede ydelse har væsentligt nedsat funktionalitet, og der er efter voldgiftsrettens vurdering usikkerhed om størrelsen af bygherres tab.

Voldgiftsretten lægger vægt på, at ydelsen specifikt er beskrevet med krav EI60 A2, s1-d0, som indebærer tre lag gips. BH1 har herefter krav på erstatning, der som følge af den nævnte usikkerhed fastsættes til halvdelen af de oplyste udbedringsomkostninger på 366.250 kr. inkl. moms.

Voldgiftsretten giver således BH1 delvis medhold, således at der skal foretages et fradrag på 183.125 kr. inkl. moms i påstandsbeløbet på 926.975,46 kr.

Det af parterne i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat.

  • VVS-projekt og bestilling af forkerte målere

Totalentreprisekontraktens pkt. 4.1 indeholder følgende ydelse: »Tillæg for ændring af VVS projekt så der kan afregnes direkte med for syningen« til en pris på 158.000 kr. eksklusive moms.

Voldgiftsretten finder, at byggelederen fra TE, som deltog i mødet med leverandøren fra L1 og VVS-montøren fra UE, hvor vandmålerne og installationen blev drøftet, burde have været bekendt med, at ejendommen var beliggende i L2’s område, og at der derfor var særlige krav til installationen og målerne, for at der kunne ske direkte afregning mellem beboer og forsyning som fastsat i aftalegrundlaget. Det må endvidere lægges til grund, at byggelederen fra TE godkendte, at installationen blev udført på en måde, som ikke overholdt kravene fra L2.

Det er på denne baggrund voldgiftsrettens vurdering, at BH1 har krav på at få erstattet udgiften til omgørelse, der af skønsmanden er oplyst til 160.250 kr. inkl. moms. Der foretages derfor fradrag herfor i TE’s påstandsbeløb.

Levering af vandmålere er bygherreleverance, jf. også forudsætningerne for TE’s tilbud. Voldgiftsretten finder det ikke bevist, at bygherre overlod det til TE at afgive endelig bestilling på vandmålerne.

Der er herefter ikke grundlag for at foretage fradrag for udgiften på 18.350 kr. til målere, som skal udskiftes.

  • Skabe

Voldgiftsretten finder, at bygherres ønske om levering af skabe i entré ikke fremgår med den fornødne klarhed af aftalegrundlaget, herunder af oversigtsplanerne, hvor der i entré alene er angivet en grå markering uden forklarende tekst.

Derimod fremgår det klart af forudsætningerne for TE’s tilbud, at der blev tilbudt inventar fra UE2 i henhold til vedlagte tegninger og beskrivelser, hvori de omtvistede skabe ikke indgik.

På denne baggrund frifindes TE for BH1’s krav om fradrag for skabe.

  • Rente af 15894

TE har gjort gældende, at BH1 er forpligtet til at betale yderligere renter med 45.146,10 kr., idet BH1 ikke var berettiget til at tilbageholde betaling som sket. TE har bestridt, at manglende K/S- og D&V-materiale berettiger til det fradrag, som BH1 har foretaget.

BH1 har gjort gældende, at det af TE leverede K/S- og D&V-materiale var særdeles mangelfuldt, og at manglerne kan kapitaliseres til 387.500 kr. inkl. moms, jf. oplysningerne fra skønsmanden. BH1 var derfor berettiget til at tilbageholde dette beløb, indtil TE udbedrede manglerne ved materialet, jf. ABT18 § 34, stk. 10.

Voldgiftsretten finder efter en samlet vurdering, herunder henset til skønsmandens oplysninger om behovet for at udbedre K/S-materialet og D&V-materialet, at bygherre har tilbageholdt et rimeligt beløb til sikkerhed for afhjælpning af påtalte mangler ved materialet.

Det, som TE i øvrigt har anført, herunder om tilbagehold på tværs af entrepriser, kan under hensyn til sagens forløb, herunder at klageskriftet mod BH1 angik både [Projekt1]-projektet og [Projekt2]-projektet, ikke føre til et andet resultat.

Voldgiftsretten giver herefter BH1 medhold i, at der skal foretages fradrag for rentekravet på 45.146,10 kr., der indgår i TE’s påstandsbeløb.

  • Altanforstærkning

TE har krævet betaling for altanforstærkning som ekstraarbejde og har til støtte herfor i det væsentlige anført, at bygningen var underdimensioneret, og at altanforstærkningerne ikke var en del af det oprindelige projekt. TE har endvidere anført, at BH1 er ansvarlig for projektfejl, idet TE har henvist til korrespondance mellem … fra TE-R1 og TE.

BH1 har bestridt kravet og har i det væsentlige anført, at udførelse af altaner er en del af den ydelse, TE ved totalentreprisekontrakten har påtaget sig at levere.

Risikoen for, at projekteringen viser, at der kræves mere arbejde end forudsat i tilbuddet, påhviler som udgangspunkt TE som totalentreprenør, og TE tog ikke i sit tilbud forbehold for monteringen af altaner. Det findes ikke godtgjort, at der forelå projektfejl fra BH1’s side.

Voldgiftsretten giver herefter BH1 medhold i, at der skal ske fradrag med 202.303,98 kr. for posten vedrørende altanforstærkning.

  • Rykkergebyr

Under henvisning til det ovenfor anførte er BH1 ikke forpligtet til at betale rykkergebyr, og der foretages derfor fradrag herfor i TE’s påstandsbeløb.

  • Anerkendelsespåstanden overfor BH1 (TE’s påstand 2)

Det fremgår af totalentreprisekontrakten mellem TE og BH2, at BH1 alene indestår for entreprisesummens betaling som simpel kautionist.

På denne baggrund, og da påstanden efter sit indhold ikke opfylder kravene om at være endelig og bestemt, således at den er egnet til at indgå i konklusionen i en voldgiftskendelse, tager voldgiftsretten afvisningspåstanden til følge. At der er tale om en anerkendelsespåstand, kan ikke føre til et andet resultat.

Voldgiftsretten tager herefter TE’s påstand 1 delvis til følge med 242.527,88 kr. med procesrente som nedenfor bestemt (926.975,46 kr. med fradrag af 93.522,50 kr. vedrørende ovenlysvindue, 183.125 kr. vedrørende forsatsvægge,

160.250 kr. vedrørende VVS-projekt, 202.303,98 kr. vedrørende altanforstærkning samt 45.146,10 kr. og 100 kr. vedrørende renter og gebyr).

  • Forholdet mellem TE og BH2 
  • Fradrag for Hoffmann-klodser

I tilbudslisten, som var vedlagt tilbuddet fra TE, er i pkt. A.11.1 beskrevet følgende ydelse: »Etablering, vedligeholdelse i hele byggeperioden, ned- hjemtagning af afspæring af hofmanklodser …« til en pris på 27.630 kr. eksklusive moms, svarende til 34.537,50 kr. inklusive moms.

Voldgiftsretten lægger til grund, at TE ikke leverede afspærring med Hoffmann-klodser, idet der blev opsat en anden type afspærring med et lettere hegn. Det må endvidere lægges til grund, at bygherre ikke afviste det leverede. Den alternative afspærring var imidlertid mindre stabil og tillige forbundet med færre omkostninger end den aftalte løsning.

Voldgiftsretten finder på den anførte baggrund, at BH2 har krav på et fradrag, der skønsmæssigt fastsættes til 20.000 kr. inkl. moms.

  • Ekstraarbejde – isoleringstykkelser 

TE kunne som totalentreprenør med rette forvente, at udbudsmaterialet fra bygherre kunne danne grundlag for TE’s ydelser i henhold til totalentreprisekontrakten og dermed for udregningen af totalentreprenørens tilbudspris, jf. ABT18 4, stk. 2.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at udbudsmaterialet var uklart med hensyn til isoleringstykkelse og isoleringsklasse vedrørende ydervægge og false, og der er efter voldgiftsrettens opfattelse ikke tale om forhold, som TE som tilbudsgiver burde have set og taget højde for ved tilbuddet.

Det påhviler under disse omstændigheder bygherre at løfte bevisbyrden for, at det ikke var nødvendigt eller rimeligt for totalentreprenøren at foretage en ny energirammeberegning.

Det er voldgiftsrettens vurdering, at bevisbyrden ikke er løftet. Voldgiftsretten finder derfor, at der ikke skal foretages fradrag i TE’s krav med hensyn til posten på 11.875 kr. inkl. moms vedrørende energirammeberegning.

  • Ekstraarbejde – fejl i konstruktionsnotat

Fristen for afgivelse af tilbud var i udbudsmaterialet fastsat til den 27. august 2020. Parterne indgik totalentreprisekontrakt på grundlag af bl.a. udbudsbrevet af 10. juli 2020, udbudsmateriale i henhold til fortegnelse af 10. juli 2020, rettelsesblade af 3. og 14. august 2020 og TE’s tilbud af 28. august 2020.

BH2’s rådgiver BH-R udsendte den 19. oktober 2020 revideret tegnings- og dokumentfortegnelse, revideret udbudsprojekt, statiske beregninger, fundament- og kloakplan for blok A og blok B og konstruktionsnotat.

TE-V1 har bl.a. forklaret, at der var fejl i udbudsmaterialet, og at der var nogle betragtninger, som BH-R ikke havde taget med i sit notat. TE nævnte det, hvorefter der kom fem-seks reviderede dokumenter, herunder fundamentplan, konstruktionsnotat og statisk redegørelse.

BH1-V1 har bl.a. forklaret, at man opdager fejl, og man skulle have fortalt BH-R, at der var fejl i materialet. Han har forklaret, at han ikke ved specifikt, om der var fejl med hensyn til isolering, konstruktionsprojektet, fundamenter og dampspærre.

Voldgiftsretten finder efter bevisførelsen, at det må lægges til grund, at der var fejl i udbudsmaterialet, herunder i konstruktionsnotatet. Det kan ikke lægges til grund, at notatet, der også indgik i grundlaget for myndighedsgodkendelsen af projektet, alene var foreløbigt.

Det er voldgiftsrettens opfattelse, at de økonomiske konsekvenser af disse fejl må bæres af bygherre, BH2.

Herefter, og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte den beløbsmæssige opgørelse, giver voldgiftsretten TE medhold i, at der ikke skal gøres fradrag med hensyn til posten på 115.000 kr.

  • Ekstraarbejde – ekstra indvendige fundamenter

Voldgiftsretten giver med samme begrundelse, som er anført ovenfor under pkt. 6.2.3, TE medhold med hensyn til posten ekstra indvendige fundamenter, der udgør 7.750 kr.

  • Ekstraarbejde – loftslem ikke vist på tegninger

Det lægges efter indholdet af referat fra mødet den 16. februar 2021 til grund, at bygherre ønskede færrest mulig loftslemme.

Det må endvidere lægges til grund, at etablering af loftlemme var en nødvendig ydelse for at opfylde bygningsreglementets generelle krav vedrørende byggeriets funktionalitet og vedligehold, og ydelsen må anses for indeholdt i det tilbud, TE afgav som totalentreprenør.

Voldgiftsretten giver på denne baggrund BH2 medhold, således at der for denne post fradrages 57.500 kr. i TE’s påstand.

  • Ekstraarbejde – manglende dampspærre på tegninger

Det forhold, at det var nødvendigt at udføre dampspærre, som ikke var vist på tegningerne, giver ikke grundlag for, at TE som totalentreprenør er berettiget til at kræve merbetaling for denne ydelse. Det er en helt normal og forventelig ydelse.

Voldgiftsretten giver herefter BH2 medhold, således at der for denne post fradrages 71.910 kr. i TE’s påstand.

  • Rente vedrørende fakturanr. 15893

Det er i brev af 2. november 2023 fra TE’s advokat anført, at der vedrørende [Projekt2] ved en fejl var anført et forkert fradrag på 237.887,50 kr. I TE’s adcitationsreplik af 13. november 2023 er anført, at der tidligere var fratrukket et anerkendt fradrag på 237.887,50 kr., hvilket blev korrigeret i adcitationsreplikken. Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at beløbet ikke kan kræves forrentet fra et tidligere tidspunkt.

Voldgiftsretten giver herefter BH2 medhold, således at der for denne post fradrages 45.624,08 kr.

  • Rente vedrørende fakturanr. 17084

Det forhold, at fakturanr. 17084 af 22. februar 2022 først senere blev omfattet af voldgiftssagen, afskærer ikke TE fra at kræve beløbet forrentet fra den anførte dato.

Der skal derfor ikke foretages fradrag i TE’s påstand med hensyn til rentekravet på 36.250,53 kr.

  • Rykkergebyr

Under henvisning til det ovenfor anførte er BH2 ikke forpligtet til at betale rykkergebyr, og der skal derfor foretages fradrag herfor i TE’s påstandsbeløb.

Voldgiftsretten tager herefter TE’s påstand delvis til følge med 182.826,78 kr. (377.960,86 kr. med fradrag af 20.000 kr. vedrørende Hoffmann-klodser, 57.500 kr. vedrørende loftslem, 71.910 kr. vedrørende dampspærre samt 45.624,08 kr. og 100 kr. vedrørende renter og gebyr) med procesrente som nedenfor bestemt.

Sagsomkostninger Forholdet mellem TE og BH1

Det fremgår af protokollen for hovedforhandlingen, at der foreløbigt er betalt skønsomkostninger af TE med 16.375 kr. og af BH1 med 114.950 kr.

Hver af parterne har for en del tabt og for en del vundet sagen. Voldgiftsretten finder under hensyn til sagens forløb og udfald og under hensyn til resultatet af det gennemførte syn og skøn og de foreløbigt betalte skønsomkostninger, at TE skal betale delvise sagsomkostninger til BH1 med 100.000 kr. til delvis dækning af udgifter til syn og skøn. Sagens øvrige omkostninger ophæves.

Det følger af denne omkostningsafgørelse, at parterne i øvrigt hver især endeligt betaler de omkostninger til syn og skøn, som de foreløbigt har betalt.

Voldgiftsretten finder under hensyn til sagens forløb og udfald, at parterne hver især skal betale halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af denne del af sagen.

Forholdet mellem TE og BH2

Hver af parterne har for en del tabt og for en del vundet sagen. Voldgiftsretten finder under hensyn til sagens forløb og udfald, at BH2 skal betale delvise sagsomkostninger til TE med 30.000 kr. som et passende beløb vedrørende udgifter til advokatbistand.

Parterne skal under hensyn til sagens forløb og udfald hver især betale halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af denne del af sagen.

Thi bestemmes

Indklagede, BH1, skal til klager, TE, betale 242.527,88 kr. med procesrente fra den 1. september 2021. TE’s anerkendelsespåstand over for BH1 A/S (påstand 2) afvises.

I delvise sagsomkostninger skal TE til BH1 betale 100.000 kr.

TE og BH1 betaler hver især halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af denne del af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Adciterede, BH2, skal til TE betale 182.826,78 kr. med procesrente fra den 24. august 2021. I delvise sagsomkostninger skal BH2 til TE betale 30.000 kr.

TE og BH2 betaler hver især halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af denne del af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.