I traditionel entreprise er det en grundlæggende del af entreprenørens ansvar at påpege åbenlyse projektfejl. Ifølge AB 92 § 15 (AB 18 § 26) skal entreprenøren informere bygherren, hvis aftalegrundlaget ikke giver tilstrækkelig vejledning til udførelsen.
Denne Ugens Dom undersøger, om hovedentreprenøren i en konkret sag havde opfyldt sin indsigelsespligt over for bygherren. Her medførte mangler i tagkonstruktionens statik alvorlige problemer, da tagkonstruktionen på et parcelhus blev buet.
Sagens forløb
En hovedentreprenør indgik en aftale om renovering af et privat parcelhus under AB 92-vilkårene. Bygherren havde fået udført statiske beregninger og tegninger til en ny tagetage, men projektmaterialet manglede detaljer om, hvordan konstruktionen skulle udføres og om overordnet koordinering.
Projektbeskrivelsen krævede, at hovedentreprenøren skulle indhente statiske beregninger fra spærfabrikken efter ingeniørens vejledning. Bygherren og hans kone, som ikke havde erfaring med byggeri, stolede på, at hovedentreprenøren kunne håndtere hele projektet.
Hovedentreprenøren udførte opmålingen til tagkonstruktionen sammen med en leverandør, der lavede spærkonstruktionen efter egne tegninger. Entreprenøren hævdede, at bygherren havde accepteret disse tegninger, mens bygherren påstod, at han og hans ingeniør ikke havde modtaget nogen kommunikation om dette.
Da byggeriet var færdigt, opdagede bygherren, at hele loftet i stueetagen buede nedad. Bygherren indkaldte derfor straks til syn og skøn for at vurdere skaderne.
Skønsmandens Vurdering
Skønsmanden konkluderede, at tagkonstruktionen kunne risikere at vælte på grund af mangler som ufuldstændige vindtrækbånd og manglende båndstrammere. Disse fejl udgjorde en risiko for både bygningsskader og personskader.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten blev indkaldt for at afgøre, om hovedentreprenøren kunne holdes ansvarlig for manglerne ved tagetagens statik, eller om bygherren selv bar ansvaret grundet projektfejl.
Retten bemærkede hurtigt, at bygherrens projektmateriale manglede væsentlige oplysninger, men understregede herefter, at hovedentreprenøren burde have været opmærksom på disse mangler. Retten henviste til AB 92 § 15, hvorefter hovedentreprenøren har en pligt til at kontakte bygherren og afklare de manglende informationer.
Retten kunne herefter ikke finde bevis for, at sådan en kontakt havde fundet sted. Det var hovedentreprenørens ansvar at dokumentere, at de nødvendige skridt var taget. Da der hverken forelå skriftlig dokumentation eller anden form for bevis, kunne retten ikke acceptere hans påstand, da bygherren bestridte, at der havde været kontakt.
På baggrund af disse fund konkluderede voldgiftsretten, at hovedentreprenøren bar ansvaret for fejlene i det udførte arbejde. Voldgiftsretten gav bygherren medhold og tilkendte en kompensation på cirka 2,4 millioner kroner.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Entreprenørens Indsigelsespligt: Kendelsen understreger, at en hovedentreprenør kan blive holdt ansvarlig for ikke at rette henvendelse til bygherre, når arbejdet vil lede til svigt/mangler
for mangler. Ifølge AB 92 § 15 (og AB 18 § 26) skal entreprenøren påpege uklarheder eller mangler i projektmaterialet. Forpligtelsen afhænger dog af, hvad der er rimeligt i situationen, og tidligere domme har præciseret, at det skal være “åbenbare og indlysende fejl.” (se denne Ugens Dom)
I denne sag blev det vurderet, at det burde have været klart for hovedentreprenøren, at projektmaterialet manglede væsentlige oplysninger, og at han derfor skulle have søgt afklaring med bygherren eller hans ingeniør. Kendelsen og de nævnte bestemmelser understreger vigtigheden af aktivt samarbejde og kommunikation for at undgå ansvar og problemer i projektet.
Dokumentation: Kendelsen fremhæver også betydningen af dokumentation. Entreprenøren har ansvaret for at bevise, at han har informeret bygherren om risikoen for mangler. I tilfælde af en tvist, hvor påstand mod påstand står mod hinanden, kan det være svært for entreprenøren at løfte bevisbyrden uden tilstrækkelig dokumentation. Derfor er det afgørende, at entreprenøren altid dokumenterer skriftligt, at han har opfyldt sin indsigelsespligt.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2024.697 / Sag nr. C-15706
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2024.697 / Sag nr. C-15706
Hovedentreprenør HE A/S mod Bygherre BH
Voldgiftsrettens kendelse
1. Indledning
Mellem klager, hovedentreprenør HE A/S, og de indklagede, bygherre BH, er der opstået en tvist om mangler i forbindelse med renovering af et privat parcelhus og om fakturaer vedrørende ejendommen beliggende i ….
Af udbudsmaterialet fremgår, at AB92 er gældende for entreprisen. Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed (2010)« med landsdommer … som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
HE har nedlagt principal påstand om, at BH tilpligtes at betale 370.453,50 kr. med tillæg af procesrente af 243.000 kr. fra den 9. juli 2020 og af 127.453,50 kr. fra den 18. november 2020 til betaling sker.
HE har nedlagt subsidiær påstand om, at BH tilpligtes at betale et efter rettens skøn mindre beløb. BH har heroverfor påstået frifindelse.
BH har nedlagt selvstændig påstand om, at HE tilpligtes til BH at betale 2.317.444,06 kr. inkl. moms med tillæg af rente af 550.662 kr. fra den 13. december 2020, af 788.605,75 kr. fra den 5. august 2022, af 976.375 kr. fra den 14. november 2022 og af 1.800,31 kr. fra den 7. februar 2024 til betaling sker.
HE har heroverfor principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod afhjælpning af de af BH dokumenterede mangler.
Hovedforhandling har fundet sted den 26. og 27. februar 2024 i Scandic Aarhus Citys lokaler, Østergade 10, 8000 Aarhus.
HE-V1, BH-V1, HE-V2 og BH-R-V1 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
Skønsmand, bygningskonstruktør …, har afgivet forklaring i forbindelse med afhjemling af skønserklæringerne under hovedforhandlingen.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Sagsfremstilling mv.
- Nærmere om de nedlagte påstande
HE’s betalingspåstand fremkommer således:
HE har udstedt fakturanr. 35006 af 30. juni 2020 på 243.000 kr. inkl. moms for aconto rate 5 samt følgende fakturaer af 9. november 2020: Fakturanr. 35768 på 7.000 kr. inkl. moms for leje af toiletvogn, fakturanr. 35769 på 7.916 kr. inkl. moms for »Jern havedør«, fakturanr. 35770 på 27.587,50 kr. inkl. moms for »Spærhældning«, fakturanr. 35771 på
20.000 kr. inkl. moms for »Udskiftning af rådent rem«, fakturanr. 35772 på 2.450 kr. for »Forankring af indervægge« og fakturanr. 35773 på 62.500 kr. som »slutfaktura«.
BH har principalt opgjort deres betalingspåstand på 2.317.444,06 kr. således, at der er krævet 2.375.000 kr. inkl. moms for omkostninger til ny tagetage, 151.625 kr. inkl. moms for mangler, der ikke er indeholdt i omkostningerne til ny tagetage, samt forsinkelseserstatning 96.319,06 kr. og med fradrag for et tilbageholdt beløb på 305.500 kr.
Beløbet på 151.625 kr. angår mangelskrav for udvendig fuge på døre og vinduer i stueetage opgjort til 20.000 kr. inkl. moms, for loft i stueplan opgjort til 97.500 kr. inkl. moms, for gulvspånplader opgjort til 9.250 kr. inkl. moms og for dampspærre ved etageadskillelse i gavle opgjort til 24.875 kr. inkl. moms.
BH har subsidiært opgjort et krav på 1.837.444,06 kr., således, at der er krævet 2.046.625 kr. inkl. moms for mangler, hvortil kommer forsinkelseserstatning på 96.319,06 kr. Det er endvidere gjort fradrag for det tilbageholdte beløb på
305.500 kr.
BH har i tredje række opgjort et krav på 1.688.319,06 kr. således, at der er krævet 1.347.500 kr. inkl. moms for mangler,
250.000 kr. inkl. moms for efterskabelse af statisk dokumentation og konstruktionsprojekt og 300.000 kr. inkl. moms for forlængelse af rem og opbygning af ny gavlsektion på syd- og vestgavlen, hvortil kommer forsinkelseserstatning på 96.319,06 kr. Der er tilsvarende gjort fradrag for det tilbageholdte beløb på 305.500 kr.
BH har vedrørende de fakturaer, som indgår i HE’s betalingspåstand, anført følgende:
I relation til fakturanr. 35006 på 243.000 kr. inkl. moms er der henvist til konstaterede fejl og mangler og til, at der er tale om berettiget tilbagehold og konneks modregning.
Fakturanr. 35768 på 7.000 kr. inkl. moms vedrører leje af toiletvogn og angår angiveligt udbedring af egne mangler.
For så vidt angår fakturanr. 35769 på 7.916 kr. inkl. moms er det anført, at der ikke tale om ekstraarbejder, men om udbedring af fejl og mangler. Det er i alle tilfælde ikke dokumenteret, hvad fakturaen nærmere dækker over.
Fakturanr. 35770 på 27.587,50 kr. inkl. moms er i forbindelse med proceduren anerkendt. Beløbet er herefter en del af det tilbageholdte.
Fakturanr. 35771 på 20.000 kr. inkl. moms er bestridt beløbsmæssigt med henvisning til, at der blev bygget ovenpå en rådden rem.
Fakturanr. 35772 på 2.450 kr. inkl. moms er i forbindelse med proceduren anerkendt. Beløbet er herefter en del af det tilbageholdte.
Fakturanr. 35773 på 62.500 kr. er bestridt med henvisning til de konstaterede fejl og mangler ved det udførte arbejde. Det er anført, at der er tale om berettiget tilbagehold og modregning.
Som følge af de nævnte korrektioner i forbindelse med proceduren (fakturanr. 35770 og fakturanr. 35772) udgør det tilbageholdte beløb rettelig i alt 335.537,50 kr. I beløbet indgår 305.500 kr., jf. opgørelsen ovenfor, samt 27.587,50 kr. vedrørende fakturanr. 35770 og 2.450 kr. vedrørende fakturanr. 35772.
3.2 mangelskrav i sagen
BH har gjort gældende, at der foreligger følgende fejl og mangler. De anførte henvisninger til spørgsmål er en gengivelse fra BH’s støttebilag. Under de enkelte poster er anført HE’s overordnede standpunkt.
Tag- og spærkonstruktionens udførelse (spørgsmål 26), for hvilket der er krævet 2.375.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den principale opgørelse.
Kravet er bestridt af HE.
Efterskabelse af statisk dokumentation (spørgsmål 26), for hvilket der er krævet 250.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
Kravet er bestridt af HE.
Øvrige forhold vedrørende tagkonstruktionen i alt 315.625 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden. Denne post angår dampspærre (spørgsmål 10.1, pkt. a), isolering i områder af tagets konstruktion (spørgsmål 10.1, pkt. b, og spørgsmål 15), isolering i skunkområde (spørgsmål 10.1, pkt. c), vindtrækbånd (spørgsmål 10.1, pkt. d, og spørgsmål 16.1-16.2), vindspærreløsning (spørgsmål 10.1, pkt. e),
tagkonstruktion ikke klargjort til gipsarbejde (spørgsmål 10.1, pkt. f), genetablering af gipsarbejder (spørgsmål 10.1, pkt. g) og limtræsbjælker (spørgsmål 26.7-26.8).
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er ikke bestridt.
Tagsten (spørgsmål 7 og 13), for hvilket der er krævet 301.250 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er ikke bestridt.
Undertaget, for hvilket der er krævet i alt 173.750 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden. Denne post angår montering af undertaget (spørgsmål 10.2) og eksponering for sollys (spørgsmål 25.3).
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er bestridt for så vidt angår kravet på 93.750 kr., som angår montering af undertaget.
Tillægsarbejder i forbindelse med tagsten og undertag (spørgsmål 23.6), for hvilket der er krævet 40.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er ikke bestridt.
Lægtning af tag (lægtestød) (spørgsmål 6 og 20), for hvilket der er krævet 21.250 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er ikke bestridt.
Tagterrassens størrelse og vinkelhusets længde (spørgsmål 8, 14, 21 og 24), for hvilket der er krævet 300.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har bestridt, at der er tale om mangler, og har tillige bestridt den beløbsmæssige opgørelse.
Kviste, for hvilket der er krævet i alt 220.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden. Denne post angår konstruktionsopbygning af kviste (spørgsmål 27.1-27.6) og taghætter på kviste (spørgsmål 4).
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret.
Tagrende og tagfod (spørgsmål 5), for hvilket der er krævet 61.250 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret.
Kuldebroer ved Velux-vinduer (spørgsmål 10.3-10.4, 22 og L.3), for hvilket der er krævet 118.750 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret.
Wakaflex-inddækninger (spørgsmål 1, D og 28), for hvilket der er krævet 64.375 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er bestridt.
Udvendige fuger omkring døre og vinduer (spørgsmål 2 og E), for hvilket der er krævet 20.000 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den principale og subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er bestridt.
Glasværn (spørgsmål 3), for hvilket der er krævet 27.500 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er bestridt.
Loft i stueplan (spørgsmål 11), for hvilket der er krævet 97.500 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den principale og subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har afvist kravet, herunder den beløbsmæssige opgørelse.
Gulvspånplader (spørgsmål 17 og 29), for hvilket der er krævet 9.250 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den principale og subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er anerkendt.
Dampspærre ved etageadskillelse (spørgsmål 18 og 30), for hvilket der er krævet 24.875 kr. inkl. moms. Beløbet er indeholdt i den principale og subsidiære opgørelse af påstanden.
HE har erkendt, at der er mangler, men har anført, at HE har afhjælpningsret. Den beløbsmæssige opgørelse er anerkendt.
4. Forklaringer
HE-V1 har bl.a. forklaret, at en aftale om overdækning ville have været en komplet overdækning af hele byggeriet i hele byggeperioden. Hvis der ikke etableres overdækning, rulles der i stedet presenninger på taget mod regn. Byggeriet blev startet op i september 2019. Opmålingen vedrørende tagkonstruktionen var foretaget i samarbejde med L. Bygherre ville gerne slippe for hanebåndene, og derfor trak det lidt ud med at komme i gang. De kom i gang med spærene i midten eller slutningen af oktober 2019. Der var ikke en fast aftale om, hvornår byggeriet skulle være færdigt. Det var hans opfattelse, at BH var klar over, at forslaget fra L afveg fra ingeniørens forslag til tagkonstruktionen, og at der blev ændret. BH-V1 godkendte ændringerne i forbindelse med, at de havde sendt et komplet sæt tegninger frem til godkendelse. Det er hans opfattelse, at de skønnede udbedringspriser er skudt godt og grundigt over målet.
Vurderingen er, at forholdene kan udbedres i løbet af 6-8 uger med bistand fra en rådgiver, og det vil HE gerne gøre. Der kom flere mangelsindsigelser frem, efter at der var iværksat syn og skøn. Han har på intet tidspunkt før afleveringen modtaget en reklamation fra bygherren og krav om betaling som følge af forsinkelse.
BH-V1 har bl.a. forklaret, at han og hans kone ikke har kendskab til byggeri. Han har selv udarbejdet projektbeskrivelsen med hjælp fra sit netværk. Denne dannede grundlag for HE’s tilbud. Der var brug for et firma, der
kunne tage hele projektet som hovedentreprenør og nå i mål med det. Huset var forud for projektet koldt og utæt, og dette var fokuspunkter. De statiske beregninger fra A, ingeniør I, i beskrivelsens pkt. 1.9 var en del af tilbudspakken. Han havde ikke selv forudsætninger for at foretage beregninger vedrørende de statiske forhold. HE måtte gerne tage kontakt til hans ingeniør og arkitekt, men han ville gerne vide det, fordi han skulle betale. Han havde en forventning om at få at vide, hvis projektet ikke længere var i overensstemmelse med I’s vejledninger. »STATISK DOKUMENTATION Konstruktions- og projektdokumentation« af 17. december 2018 er den statiske dokumentation, der er henvist til i pkt.
1.9. Dokumentet »Ombygning… … Konstruktioner« er tilsvarende en del af »pakken«, som tilgik HE i forbindelse med tilbudsgivningen. Det samme gælder fremlagte tegninger af 17. december 2018.
Det var et meget regnfuldt efterår, og byggeriet kom derfor sent i gang. Han fik at vide, at målet var uge 7. Han skrev i alle dokumenter uge 7. De syntes, at det gik godt, men der skete ikke noget. Der blev ikke gjort noget færdigt, og det gik langsomt. Han holdt faktisk hånden over HE. Det reviderede tilbud af 22. maj 2019 er afgivet på grundlag af projektbeskrivelsen og beregninger fra I. Han fik intet at vide om ændringer i forudsætningerne. I projektmaterialet står flere steder, at man fastholdt »kubik« inde i bygningen og isolerede ud af. Af de arkitekttegninger, der lå, fremgik dog ikke, at der skulle isoleres ud. Der blev indhentet en ny pris på spær. Mailen af 9. september 2019 fra HE-V1 med en tillægspris på tagkonstruktion kom i den forbindelse. Fotoet fra den 3. december 2019 viser, at den indledende fase var færdig, og at man var klar til næste fase med montering af spær. Det gamle tag blev taget af i sektioner. Undertaget kom på første gang på dette tidspunkt. Fotoet fra den 14. april 2020 viser, at de sidste tagsten skulle lægges på. Da det viste sig, at en bjælke over et vinduesparti hang, kontaktede han A. Det blev konstateret, at loftet i stueetagen buede ned. A var med ved projektets opstart og igen den 1. juni 2020.
De blev af en advokat rådet til at anmode om en afleveringsforretning og til, at håndværkerne skulle gøre arbejdet færdigt. Han har selv påtalt bl.a. tydelige forhold vedrørende manglende isolering. Forholdene vedrørende spærene blev påtalt af ingeniøren. Det drejede sig om hele den »hat«, der blev sat ned over huset, og som ikke var ingeniørens projekt. Fra afleveringsforretningen og frem skete der ikke afhjælpning. Det skyldtes, at de holdt betaling tilbage. De involverede en advokat, fordi de ikke kunne komme videre, og der var fortsat tilbagehold. Der blev fra advokatens side brugt deadlines i forsøg på at få håndværkere ud på pladsen. Redegørelsen, som var vedlagt brevet fra … af 13. november 2020, er udarbejdet efter færdigmeldingen den 2. november 2020.
Han har ikke betalt fakturanr. 35768 vedrørende leje af toiletvogn, da han i henhold til projektmaterialet ikke skal betale herfor. Fakturanr. 35769 er ikke betalt. Den angår forstærkning af jern på grund af nedbøjningen. Fakturanr. 35770 er anerkendt, men er en del af den tilbageholdte betaling. Fakturanr. 35771 er ikke betalt. Han vil ikke betale fuld pris, da HE byggede oven på en rådden rem. Arbejdet er udført. Faktura nr. 35772 er ikke betalt. Han kan acceptere fakturaen, men denne er del af den tilbageholdte betaling. Fakturanr. 468 fra I angår den akutte nedbøjning. Der blev foretaget en besigtigelse af pladsen, og det var nødvendigt. Fakturaerne fra Ejendomsplan vedrører den periode, hvor de følte, at de ikke stolede på arbejdet, og hvor de ikke havde kompetence til at italesætte det. Derfor antog de ekstern bistand til konstatering af fejl og mangler. Det var nødvendigt at få et tillæg til entrepriseforsikringen, fordi byggeriet ikke blev færdigt.
Han var ikke en del af dialogen mellem HE og L i september 2019. Han var med efter denne dialog. I sit svar den 16. september 2019 kl. 22.05 refererede han til, hvad ingeniøren havde sagt. Intet fik ham til at tænke, at han skulle sende noget videre til nogen. Han skulle blot sige ok. Han gik ud fra, at hovedentreprenøren og underentreprenøren havde styr på dette. Han fik ikke at vide, at noget af det afveg fra det oprindelige projekt. Det var afgørende, at det statiske system fra I blev overholdt. Han havde den 17. september 2019 ikke anledning til at videresende spærtegningerne.
HE-V2 har bl.a. forklaret, at han er tømrer og byggeleder hos HE. Han har ikke fået besked om, at ingeniørens beregninger ikke var opfyldt. Han er sikker på, at spærtegningerne blev godkendt. Han har ikke modtaget en reklamation om, at spærtegningerne ikke opfyldte kravene, og der er ikke kommet bemærkninger fra kommunen. Den udførte spærkonstruktion er i overensstemmelse med spærplanen, dog har de flyttet et enkelt spær ved nordgavlen. Han er ikke enig i, at arbejdet har ført til skader på loftet. Han har indhentet en pris fra UE, som han fandt via en Google
søgning. Han har ikke været med til at aftale aflevering i uge 7 2020. Bygherren har ikke krævet erstatning på grund af forsinkelse med byggeriet. Han er sikker på, at hans kollega … har truffet aftale med bygherren om leje af toiletvogn og oplyst prisen. Vedrørende fakturaen for »Jern havedør« har han forklaret, at den eksisterende rem på det sted i huset var ikke som foreskrevet. Arbejdet vedrørende remmen, som blev skiftet på grund af råd, blev udført, at da de var i gang.
BH-R-V1 har bl.a. forklaret, at han er uddannet tømrer og arbejder som tømrer og rådgiver. Han arbejder primært med private byggerier. Han blev tilknyttet sagen i maj 2020. Det første, de talte om, var tagsten. I maj 2020 foretog han første gang undersøgelser. Det drejede sig om tagsten, gulv og dampspærre. Tagstenene nåede ikke ud i tagrenden, og dampspærre var ikke afsluttet ordentligt. Han deltog i afleveringsforretningen, hvor han var med som BH’s mand. De ting, der blev påberåbt, er nogle konstateringer, han havde gjort. Det var hans opfattelse, at der var betydelige fejl og mangler. Redegørelsen af 8. november 2020 er udarbejdet af BH-V1. Han fulgte sagen siden maj, og der blev ved at være fejl. De første måneder blev der forsøgt afhjælpning, men det var ikke tilfredsstillende. Han har udarbejdet en skitse af den generelle tagkonstruktion, der viser, hvordan denne ikke var tilstrækkeligt ventileret. Fakturaerne fra hans firma, …, er udstedt for hans arbejde med at konstateringer af fejl og mangler. Det er udgifter, der er afledt af de konstateringer, der har været af fejl.
Skønsmand … har bl.a. forklaret, at han kan vedstå sine besvarelser i skønserklæringerne. De i svaret på spørgsmål 26, pkt. 26.1a-d, beskrevne afgivelser har betydning for husets statik. Der mangler en samlet statisk dokumentation for, at de statiske krav er opfyldt. De oplistede afvigelser kan hver især have betydning for husets statik. Blandt andet giver det forhold, at vindtrækbåndene ikke er komplette, anledning til bekymring for stabiliteten i huset. Vindtrækbåndene er ikke gennemgående fra tagfod til kip. Der mangler i øvrigt båndstrammere. Det hele kan forskyde sig eller vælte. Der kan komme bevægelser i tagkonstruktionen, som kan give skader. Der er også risiko for personskader.
Han kan ikke med sikkerhed udtale sig om betydningen af, at der ikke er monteret stålprofil HEB160 som anført i svaret i pkt. 26.1d. Man har brugt en kipbjælke og dermed et andet bærende system.
Den del af svaret, som angår, at der er en vis usikkerhed med hensyn til, om tagkonstruktionen er tilstrækkeligt sikret mod en eventuel kommende efterårsstorm, jf. pkt. 26.4, var en bekymring, de havde, og de fandt, at de som ansvarlige rådgivere og skønsmænd skulle skrive det.
Om svaret i pkt. 26.2 har han bl.a. forklaret, at samlinger mellem spær skal være tætte og fastgjort i henhold foretagne beregninger. Hvis sådanne beregninger ikke er overholdt, er det ikke håndværksmæssigt korrekt.
I relation til svaret i pkt. 26.3, hvori det vurderes, at der skal udføres en helt ny tagetage, har han forklaret, man bør få lavet nogle destruktive undersøgelser og få dokumenteret de foretagne samlinger. Der bør laves en landinspektøropmåling. Man er nødt til at lave en vurdering af statikken i huset. Man er nødt til at sikre sig, at huset er stabilt. Vindtrækbåndene er afbrudt. Vindtrækbånd skal sikre, at, at huset er sikkert og stabilt.
Om svaret i pkt. 26.5 har han forklaret, at efterskabelse af den statiske dokumentation vil kræve udførelse af de punkter, som er oplistet, med henblik på at bygningsreglementet og SBI-anvisning 223 er overholdt. Der mangler en samlet koordinering af hele den samlede statiske konstruktion.
I relation til svaret på spørgsmål 26.4 har han forklaret, at pkt. 1.9 i projektbeskrivelsen ikke er tydelig nok til, at spærleverandøren skal projektere samlinger mellem spær og de øvrige dele. Projektmaterialet fra bygherren mangler nogle detaljer, der viser, hvordan og hvilke skruer og søm, der skal i. Der mangler en koordinerende rådgiver. Pkt. 1.9 er ikke tydelig nok til, at det er spærleverandøren, der skal foretage det manglende. For overholdelse af SBI-anvisning 223 og bygningsreglementet skal der være en, som sørger for at få koordineret alle de statiske forhold i huset. Man ville se,
at her lå en opgave. Det er den bygværksprojekterende, som også kan være en hovedentreprenør, der skal sørge for at samle trådene, så hele statikken hænger sammen.
Han kan ikke svare på, hvordan problemerne med vindtrækbånd kan løses. Han har beskrevet, hvad der er udført. Han har kun prissat for manglende skruer. Han har i svaret på spørgsmål 16.2 oplyst omkostningen til at løsne og genmontere vindtrækbånd. Det ikke sikkert, at man hermed har håndteret løsningen med vindtrækbånd. Det et forsøg på at beskrive en løsning. I svaret på spørgsmål 26.3 beskrives i princippet en fuld omgørelse af en tagetage.
I relation til svaret på spørgsmål Z har han forklaret, at det foruden udbedring af mangler skal dokumenteres, at huset kan blive stående. Der er ikke dokumentation for, at statikken ikke holder. Dokumentationen skulle have været udført af den bygværksprojekterende.
Formuleringen om, at der »skal« udføres en helt ny tagetage, skal forstås således, at den statiske dokumentation skal fremskaffes, eller det skal dokumenteres, at tagetagen kan stå der. Man skal måske blotlægge nogle områder for at sikre, at det er sikker konstruktion. Den bestående tagkonstruktion kan formodentlig med diverse tiltag ændres til en sikker tagkonstruktion. Det er muligt, at der skal blotlægges nogle dele og forstærkes nogle samlinger. Den udførte er ikke ligesom det, der er tegnet. Det udarbejdede projekt skal i nogen grad ændres. Den eksisterende bygning skal måles op. Han har ikke set en sådan opmåling. I relation til spørgsmålet om arkitekt- og ingeniørprojekt har han forklaret, at man skal få defineret, om der er tale om en ventileret eller uventileret konstruktion, og der skal fastlægges en nøjagtig spærplacering. En ingeniør skal tage sig af statikken. Man er nødt til at starte forfra i et eller andet omfang.
Forholdet omtalt i svar 26.1a, medfører ikke risiko for skade på bygningen. Han kan ikke vide med sikkerhed, om spærplanen fra L er overholdt. Ved formuleringen i svar 26.5h, hvorefter der skal »udarbejdes et nyt supplerende projekt«, skal der forstås samlinger og fastgørelse af spær. Den samlede statiske dokumentation skal foreligge. Usikkerheden undgås, hvis der udføres en helt ny tagkonstruktion. Man er nødt til at få afklaret, at huset hænger sammen statisk og er stabilt, både med hensyn til vandrette og lodrette kræfter.
Om svaret på spørgsmål 14 vedrørende tagterrassens størrelse har han forklaret, at et beløb på 300.000 kr., som indklagede har opgjort udbedringsomkostningerne til, ikke lyder ublu. Om svaret på spørgsmål Z om udførelse af afhjælpningsarbejderne i hovedentreprise har han bl.a. forklaret, at økonomien afhænger af markedsforhold, dvs. travlhed i branchen og betingelserne, herunder om man har ansvar for det arbejde, man afhjælper. Man vil måske gerne udføre afhjælpningsarbejdet, men uden ansvar da man ikke ved, hvad man bygger videre på. Om svaret i pkt. D.2 vedrørende Wakaflex har han bl.a. forklaret, at den alternative metode godt kan lade sig gøre, hvis man er forsigtig. Om svaret på spørgsmål G vedrørende tagrende har han bl.a. forklaret, at rendejernene er bukket forkert, og den foreslåede alternative løsning er ikke mulig.
5. Procedure
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.
6. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
- Spørgsmålet om mangler ved tag- og spærkonstruktionens udførelse
Af projektbeskrivelsens pkt. 1.9 fremgår:
»Bygherre har fået A til at lave statiske beregninger for grund-huset, men det er entreprenørens ansvar at indhente og videresende statiske beregninger fra spærfabrikken, der overholder de vejledninger til spærkonstruktion som A er kommet med. …«
Skønsmanden har i pkt. 26.2 i skønserklæringen af 30. august 2022 oplyst:
»Tagkonstruktionen er ikke udført iht. til Projektmaterialet og dermed iht. anvisninger fra I.
Spærkonstruktion er på flere områder ikke udført iht. udbudsmaterialet. Der henvises til besvarelse af spørgsmål 26.1d og hvor afvigelser er oplyst.«
Skønsmanden har i pkt. 26.1d oplyst, at der ikke er overensstemmelse mellem det udførte arbejde og skønssagens bilag 10, som er tegninger fra I af 17. december 2018, til dels rev. 21. december 2018. Tegningerne omhandler bl.a. bjælker, spær og spærform, dimensionering af spær og montering af vindtrækbånd.
Skønsmanden har endvidere i pkt. 26.3 oplyst bl.a.:
»Det vurderes, at der skal udføres en helt ny tagetage, men hvor man formentlig kan demontere og genanvende dele af tagsten, Veluxvinduer, facadepartier og isolering på skråvægge.
Det er i nedenstående ikke indregnet midlertidig fraflytning fra ejendommen under arbejdets udførelse. Tilbudssum fra HE er i nedenstående oversigt indeksreguleret.«
Skønsmanden har i pkt. 26.4 oplyst bl.a.:
»Skønsmand vil for god ordens skyld gøre opmærksom på, at der er en vis usikkerhed om tagkonstruktionen er tilstrækkelig sikret mod en evt. kommende efterårsstorm.«
Skønsmanden har anslået de samlede afhjælpningsomkostninger til 1.900.000 kr. ekskl. moms, svarende til 2.375.000 kr. inkl. moms. Heri indgår bl.a. landinspektøropmåling, arkitekt- og ingeniørprojekt, stillads og totaloverdækning, demonteringsarbejder, afdækning, nedbrydning, ny tagetage og genetablering af el- og vvs-installationer.
Voldgiftsretten lægger til grund, at bygherre forud for indgåelsen af kontrakten med HE havde fået udarbejdet statiske beregninger og tegningsmateriale til brug for udførelsen af arbejdet med en ny tagetage på huset.
I projektbeskrivelsen er fastsat, at det er entreprenørens ansvar at indhente og videresende statiske beregninger fra spærfabrikken, der overholder de vejledninger til spærkonstruktion, som A har udarbejdet.
Voldgiftsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at aftalegrundlaget, herunder projektmaterialet, ikke indeholder alle nødvendige oplysninger til beskrivelse af de statiske forhold i huset og koordineringen af disse, jf. herved også skønsmandens svar i pkt. 26.4 og skønsmandens forklaring. Det må imidlertid også lægges til grund, at dette var tydeligt for HE. HE var som hovedentreprenør forpligtet til at rette henvendelse til den private bygherre med henblik på at få afklaret disse forhold, jf. også AB92 § 15. HE har ikke løftet bevisbyrden for, at en sådan afklaring fandt sted.
Det er voldgiftsrettens vurdering, at bygherre ikke ved at acceptere spærtegningerne fra L tillige har accepteret, at projektet blev udført med en sådan grundlæggende usikkerhed om tag- og spærkonstruktionens statik og stabilitet og med de håndværksmæssige fejl, som skønsmanden har konstateret og beskrevet.
Under de anførte omstændigheder finder voldgiftsretten, at der er tale om en mangel ved det udførte arbejde, som HE er ansvarlig for.
Voldgiftsretten tager herefter BH’s krav om betaling af 2.375.000 kr. inkl. moms til følge.
- Spørgsmålet om mangler der ikke indgår i kravet vedrørende tag- og spærkonstruktionen
- Udvendige fuger omkring døre og vinduer
Skønsmanden har opgjort omkostningen til udbedring vedrørende fugebånd og fuger til i alt 16.000 kr. ekskl. moms, svarende til 20.000 kr. inkl. moms. Han har oplyst, at fuger skal afhjælpes generelt ved alle facadepartier og i hele facadepartiets bredde, og at det ikke er håndværksmæssigt korrekt at udskifte dele/små længder på fuger omkring facadepartier. Af besvarelsen fremgår videre, at sædvanligvis udskiftes fugebånd eller elastisk fuge i fuld længde (lodret og/eller vandret).
På denne baggrund tager voldgiftsretten kravet til følge med 20.000 kr. inkl. moms. Oplysningerne fra UE kan ikke føre til et andet resultat.
- Loft i stueplan
BH har bl.a. med henvisning til det tidsmæssige sammenfald og indholdet af e-mail af 1. juni 2020 har gjort gældende, at nedbøjningen må henføres til HE’s forhold under byggeriet.
HE har bestridt, at nedbøjningen kan henføres til tømrerfirmaets forhold og har bl.a. anført, at der ikke er foretaget en registrering af loftet, før byggeriet blev påbegyndt.
Det fremgår af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 11, at årsagen til nedbøjning på loftet i køkken-alrum ikke kan oplyses med sikkerhed.
BH har på denne baggrund ikke løftet bevisbyrden for, at nedbøjningen skyldes HE’s forhold.
Kravet på 97.500 kr. inkl. moms for udbedring af forhold vedrørende loft i stueplan tages derfor ikke til følge.
- Gulvspånplader og dampspærre ved etageadskillelse
Det er ikke bestridt, at forholdene er mangelfulde, ligesom den beløbsmæssige opgørelse heller ikke er bestridt. HE har anført, at tømrerfirmaet fortsat har ret til at afhjælpe forholdene.
Af referatet fra afleveringsforretningen den 3. juli 2020 fremgår, at forholdene vedrørende montering af dampspærre og spånpladegulv blev påtalt af bygherren.
Ved brev af 2. september 2020 fra advokat … til HE blev firmaet meddelt frist for udbedring af manglerne til den 23. september 2020, jf. AB92 § 31, stk. 2. HE færdigmeldte den 2. november 2020 udbedringsarbejderne. Ved brev af 13. november 2020 fremsendte advokat … bl.a. en redegørelse for de udestående mangler, der blev påberåbt, hvilket bl.a. også omfattede dampspærre og gulv. HE afhjalp ikke herefter manglerne.
Det må på denne baggrund lægges til grund, at afhjælpningsretten er bortfaldet.
Kravene vedrørende gulvspånplader og dampspærre tages til følge med henholdsvis 9.250 kr. inkl. moms og 24.875 kr. inkl. moms.
- Krav om erstatning for forsinkelse
BH’s krav vedrørende »forsinkelseserstatning« er opgjort til i alt 96.319,06 kr.
Kravet omfatter omkostninger til fagtilsyn og rådgiver på samlet 71.800,31 kr. inkl. moms. Kravet angår rådgivning udført i maj 2020, der er faktureret med 4.156,25 kr. inkl. moms, og rådgivning udført i 2021 og 2022, dvs. efter
afleveringsforretningen den 3. juli 2020.
Kravet omfatter endvidere omkostninger til bankgaranti fra marts til oktober 2020 på 18.200 kr. og gebyr for forlængelse af entrepriseforsikringen med 6 måneder opgjort til 6.318,75 kr.
Af den indgåede entreprisekontrakt fremgår, at »Arbejdet udføres i perioden: Opstart sensommer 2019 og forventes færdig med udgangen af 2019«.
Det lægges efter forklaringerne fra HE-V1 og BH-V1 til grund, at opstarten af byggeriet blev udskudt på grund af vejrliget. HE-V1 har bl.a. forklaret, de kom i gang med spærene i midten eller slutningen af oktober 2019, og at der ikke var en fast aftale om, hvornår byggeriet skulle være færdigt. BH-V1 har bl.a. forklaret, at han på pladsen fik at vide, at
»målet« var uge 7, og at han i alle dokumenter skrev uge 7.
Voldgiftsretten finder det efter en samlet vurdering ikke bevist, at der mellem parterne blev indgået en klar aftale om, hvornår byggeriet senest skulle være færdigt. Som følge heraf havde HE heller ikke anledning til at anmode om tidsfristforlængelse, og det kan ikke lægges til grund, at der er indtrådt forsinkelse fra HE’s side med den virkning, at indklagede har krav på erstatning.
Voldgiftsretten finder heller ikke i øvrigt grundlag for undtagelsesvis at tillægge BH godtgørelse for udgifter til egen rådgiver.
På denne baggrund frifindes HE for kravet om betaling af 96.319,06 kr. Det af indklagede i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat.
- HE’s fakturakrav
BH har i forbindelse med mangelskravene i sagen modregnet et beløb på 305.500 kr., svarende til summen af
fakturanr. 35006 på 243.000 kr. inkl. moms og fakturanr. 35773 på 62.500 kr. inkl. moms (slutfaktura). BH har erkendt fakturanr. 35770 på 27.587,50 kr. inkl. moms og fakturanr. 35772 på 2.450 kr. inkl. moms.
I relation til fakturanr. 35768 på 7.000 kr. inkl. moms vedrørende leje af toiletvogn fremgår det af referatet fra afleveringsforretningen den 3. juli 2020 bl.a.: »Bygherre: Vi fastholder max. 7.000 kr. inkl. moms jf. direkte aftale med …
…«.
BH har ikke løftet bevisbyrden for, at parterne har indgået aftale om betaling af et mindre beløb. Voldgiftsretten tager herefter kravet til følge med 7.000 kr. inkl. moms. Bestemmelsen i udbudsgrundlaget om toiletvogn kan ikke føre til et andet resultat.
Fakturanr. 35769 på 7.916 kr. inkl. moms angår »Jern Havedør«. Det lægges efter bevisførelsen til grund, at fakturaen angår udbedring af nedbøjning af bjælke ved terrassedør.
På baggrund af det ovenfor anførte om mangler ved tagkonstruktionen og de statiske forhold sammenholdt med forløbet i sagen påhviler det HE at bevise, at nedbøjningen ikke skyldes tømrerfirmaets forhold i forbindelse med udførelsen af arbejdet på tagetagen.
Det er voldgiftsrettens vurdering, at bevisbyrden ikke er løftet, og BH frifindes derfor for kravet.
Fakturanr. 35771 på 20.000 kr. inkl. moms angår »Udskiftning af rådent rem«. Indklagede har gjort gældende, at klager har bygget ovenpå en rem, der var angrebet af råd, og at omkostningen til udskiftning af remmen derfor er blevet
uforholdsmæssigt stor.
Voldgiftsretten finder, at indklagede ikke har godtgjort, at kravet ikke er rimeligt. Voldgiftsretten tager derfor kravet til følge med 20.000 kr.
- Indklagedes samlede krav
Indklagede har fået medhold i kravet vedrørende ny tagetage med 2.375.000 kr. inkl. moms, kravet vedrørende udvendige fuger med 20.000 kr. inkl. moms, kravet vedrørende gulvspånplader med 9.250 kr. inkl. moms og kravet vedrørende dampspærre med 24.875 kr. inkl. moms. Beløbene udgør samlet 2.429.125 kr.
Indklagede har tilbageholdt 305.500 kr. Indklagede har endvidere erkendt beløbet på 27.587,50 kr. inkl. moms vedrørende fakturanr. 35770 og beløbet på 2.450 kr. inkl. moms vedrørende fakturanr. 35772. Klager har fået medhold i kravet i henhold til fakturanr. 35771 på 20.000 inkl. moms og kravet i henhold til fakturanr. 35768 på 7.000 kr. inkl. moms. Beløbene udgør samlet 362.537,50 kr.
Voldgiftsretten tager på denne baggrund indklagedes betalingspåstand delvis til følge med 2.066.587,50 kr. (2.429.125 kr. – 362.537,50 kr.).
Sagsomkostninger
Det fremgår af protokollen for hovedforhandlingen, hvilke beløb parterne hver især foreløbigt har betalt til syn og skøn.
Under hensyn til sagens forløb og udfald, herunder omfanget af syn og skøn og hovedforhandlingens varighed skal klager betale 550.000 kr. i delvise sagsomkostninger til indklagede. I beløbet indgår et passende beløb til udgifter til advokatbistand, ligesom der er taget hensyn til de beløb, der er betalt til syn og skøn. Der er ved fastsættelsen af beløbet til udgifter til advokatbistand taget hensyn til, at de indklagede ikke er momsregistrerede.
Det følger af afgørelsen om sagsomkostninger, at klager endeligt skal betale de beløb, som denne part foreløbigt har betalt til syn og skøn.
Efter sagens udfald skal klager betale de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten.
Thi bestemmes
Klager, HE, skal til indklagede, BH, betale 2.066.587,50 kr. med procesrente af 550.662 kr. fra den 13. december 2020, af 788.605,75 kr. fra den 5. august 2022 og af 727.319,75 kr. fra den 14. november 2022.
I delvise sagsomkostninger skal HE til BH betale 550.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets behandling af sagen, herunder honoraret til voldgiftsretten, betales af HE efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.