(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Når et byggeri viser sig at være mangelfuldt, er det som regel entreprenøren, der bærer ansvaret for manglerne, medmindre entreprenøren kan bevise, at svigtet ikke skyldes hans egen fejl eller forsømmelse. I en nylig voldgiftssag oplevede bygherren kort tid efter aflevering af en ny skolebygning vedvarende problemer med svejsefugerne mellem linoleumsgulvene. Spørgsmålet var, om totalentreprenøren kunne pålægges ansvar, når skønsmændene var uenige om årsagen til problemet.

Denne Ugens Dom kaster lys over, hvilke faktorer der spiller en central rolle i vurderingen af mangler og ansvarsforhold i byggeriet.


Sagens forløb

I 2014 indgik bygherren en kontrakt med en totalentreprenør om opførelse af en ny skole. Ifølge kontrakten skulle linoleumsgulvene have en minimumskvalitet samt et trinlydsdæmpende underlag af korkment. For at reducere omkostningerne valgte totalentreprenøren dog at undlade korkmentet efter rådgivning. Senere kontrolmålinger viste, at trinlydsniveauet ikke levede op til kravene. For at rette op på dette blev linoleumstypen Marmoleum Decibel med et skumunderlag valgt, og udgiften til denne ændring blev dækket af totalentreprenøren.

Efter byggeriets aflevering i 2016 opstod der alligevel problemer med løse svejsefuger mellem linoleumsbanerne. Disse problemer krævede gentagne reparationer og udskiftninger frem til 2020. Frustreret over de vedvarende problemer anlagde bygherren en voldgiftssag mod totalentreprenøren og krævede erstatning for de påståede mangler. Totalentreprenøren afviste ansvaret for de mangelfulde gulve.

I sagen blev der udpeget to skønsmænd. Begge bekræftede, at svejsefugerne var udført fagmæssigt korrekt. Dog kunne årsagen til skaderne ikke fastslås entydigt: Den ene skønsmand mente, at skaderne kunne skyldes mangelfuld vedligeholdelse, mens den anden overvejede, om det kunne skyldes det specifikke skumunderlag, men uden at kunne bekræfte dette med sikkerhed.

Voldgiftsretten skulle nu afgøre, om der var tale om en mangel, og om totalentreprenøren kunne holdes ansvarlig for denne.

Voldgiftsretten

Voldgiftsretten konkluderede, at totalentreprenøren ikke kunne holdes ansvarlig for de mangelfulde gulve. Retten præsenterede tre hovedgrunde til denne afgørelse:

  1. Produktets Egnethed: Linoleumstypen Marmoleum Decibel blev vurderet som passende til skolebygninger og i stand til at tåle normal belastning.
  2. Korrekt Udførelse: Skønsmændene fandt, at gulvene, herunder svejsefugerne, var udført korrekt og med høj håndværksmæssig kvalitet.
  3. Uklart Skadeårsag: Selvom der havde været hyppige reparationer, kunne skønsmændene ikke bevise, at skaderne var forårsaget af fejl fra totalentreprenørens side. Mulige årsager som mangelfuld vedligeholdelse blev nævnt, men ingen entydig årsag blev fastslået.

Da der ikke blev fremvist klare beviser for fejl eller ansvarspådragende handlinger fra totalentreprenørens side, fulgte retten totalentreprenørens påstand om frifindelse. Bygherrens krav om erstatning for de mangelfulde gulve blev derfor afvist.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Mangelfuld ydelse: Denne kendelse understreger, at totalentreprenører kan undgå ansvar for mangelfulde gulve, hvis årsagen til problemerne ikke kan fastslås entydigt. Selv når bygherren opdager problemer kort efter aflevering, kan totalentreprenøren ikke nødvendigvis holdes ansvarlig uden solide beviser for deres fejl.

Kendelsen viser, at voldgiftsretten undersøger mangler ud fra tre væsentlige faktorer:

  1. Er produktet egnet til formålet?
  2. Er der konstateret fejl i udførelsen?
  3. Hvad er den egentlige årsag til skaderne?

Vurderingen følger AB-reglerne (herunder AB 18 § 47, stk. 1 og 2), som definerer tre tilfælde, hvor der kan være mangler ved entreprenørens ydelse:

  1. Arbejdet er ikke udført eller leveret i overensstemmelse med aftalen og fagmæssigt korrekt.
  2. Anvendte materialer er ikke som aftalt eller af sædvanlig god kvalitet.
  3. Arbejdet har ikke de tilstrækkelige egenskaber.

Hvis voldgiftsretten ikke kan fastslå ansvar ud fra disse faktorer, frifindes totalentreprenøren. Det er derfor vigtigt for enhver bygherre at huske, at ansvar kun kan pålægges, hvis der er klare beviser for, at fejl og mangler skyldes entreprenørens arbejde eller materialevalg.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB2024.704 / Sag nr. C-15732

Læs kendelsen i fuld længde her

TBB2024.704 / Sag nr. C-15732

Voldgiftsrettens kendelse

1. Indledning

Mellem klager, bygherre BH, og indklagede 1, totalentreprenør TE ApS, herefter TE, indklagede 2, facility manager FM, og adciterede, underentreprenør UE ApS, herefter UE, er der opstået en tvist om udførelse af linoleumsgulve på en nyopført skole i X-by.

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed (2010)« bestående af arkitekt A (KC), direktør B (DVJ) og landsdommer C (HE), med sidstnævnte som formand.

2. Påstande og hovedforhandling

BH har nedlagt følgende påstande:

Over for TE:

TE tilpligtes til BH at betale 3.208.750,00 kr. inkl. moms med tillæg af rente fra den 17. august 2022.

Alternativ påstand over for FM:

FM tilpligtes at anerkende, at nødvendige reparationer og/eller udskiftninger af smeltetråde på den udførte Marmoleum Decibel gulvbelægning bestående af 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum, er omfattet af FM’s forpligtelser over for BH i henhold til den indgåede OPS-kontrakt af 23. maj 2014.

TE har nedlagt følgende påstande:

Over for BH:

Frifindelse.

Over for FM:

Frifindelse.

Over for UE:

UE skal tilpligtes at anerkende at skulle friholde TE for ethvert beløb, inkl. renter, omkostninger og sagsomkostninger, som TE måtte blive skyldig at betale som følge af idømt ansvar og hæftelse over for BH og/eller FM under voldgiftssagen for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomheds sag nr. C-15732.

FM har nedlagt følgende påstande:

Over for BH:

Principalt:

Frifindelse. Subsidiært: Frifindelse mod at anerkende, at FM skal afholde de forventelige omkostninger til reparationer og udskiftninger af svejsefuger i gulvene på X Skole, som er belagt med Marmoleum Decibel, som består af en top på 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum, principalt som hvis disse gulve var lagt som kvalitet 2,5 mm banevare, som DLW på trinlydsdæmpede underlag af korkment, subsidiært med et gulv af Marmoleum Decibel, som består af en top på 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum.

Over for TE:

TE skal tilpligtes at anerkende, at TE skal friholde FM principalt for enhver udgift, som FM over for BH er pligtig til at afholde til reparationer og udskiftninger af svejsefuger i X Skole i henhold til den indgåede OPS-kontrakt af 23. maj 2014 i gulvene på X Skole, som er belagt med Marmoleum Decibel som består af den top på 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyole, subsidiært i det omfang disse udgifter overstiger det forventelige for principalt gulve lagt som kvalitet 2,5 mm banevare, som DLW på trinlydsdæmpede underlag af korkment, subsidiært gulve af Marmoleum Decibel, som består af den top på 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum.

UE har nedlagt følgende påstand:

Frifindelse.

Hovedforhandling har fundet sted den 26. februar 2024 og 27. februar 2024 i Hotel X‘s lokaler, Adresse, By.

BH-V1, TE-V1, FM-V1, UE-V1, FM-V2, FM-V3, BH-V2 og BH-V3 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

I forbindelse med, at sagen blev optaget til kendelse, erklærede parterne sig indforståede med, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren, men alene med en gengivelse af parternes påstande og en udførlig redegørelse for voldgiftsrettens begrundelsen og resultat.

3. Sagsfremstilling

Den 28. marts 2014 sendte TE og FM et tilbud til BH om at projektere, anlægge og drifte X Skole som Offentligt-Privat Samarbejde (OPS).

Tilbuddet blev accepteret, og den 23. maj 2014 indgik BH en OPS-kontrakt med TE som totalentreprenør og FM som Facility Manager.

Aftalen trådte ifølge pkt. 1.3 i kraft på datoen for dens underskrift og ophører 25 år fra aflevering og ibrugtagning af skolen. Ibrugtagningstidspunktet var aftalt til den 10. juni 2016, jf. aftalens pkt. 2.3.1.

TE’s ydelser vedrørende byggeriet skulle ifølge aftalens pkt. 2.7.1 udføres for en samlet bygge- og anlægssum på 160.842.349 kr. ekskl. moms.

Ifølge aftalens pkt. 3.3.2 udgjorde FM’s første årlige betaling for driften af bygningen 4.739.977 kr. ekskl. moms. Beløbet reguleres efter nærmere fastsatte regler.

I aftalens pkt. 3.4 er en omtale af det planlagte vedligehold, som FM skal udføre. Under overskriften »Udførelse af yderligere vedligeholdelsesarbejder« er der i pkt. 3.5.1 en bestemmelse om, at udførelse af vedligeholdelsesarbejder, der ikke er omfattet af planlagt vedligehold, og som der viser sig behov for, skal udføres af FM. Omkostningerne hertil er ifølge bestemmelsen indeholdt i BH’s løbende betalinger for driftsydelser.

Som bilag 1 til OPS-kontrakten er et Bygge- og Driftsprogram af 23. maj 2014.

Af pkt. 5.1.4 under overskriften »Konstruktioner og bygningsdele« fremgår det bl.a., at der både inde og ude skulle vælges løsninger, som er hensigtsmæssige for brugsmønstrene og kan modstå det daglige slid og hårdhændet brug. Gulve skal besidde stor slidstyrke, være æstetisk indbydende samt patinere smukt ved intensiv brug. Det var vigtigt, at gulvene giver en god brugerkomfort. Der skulle tages hensyn til brugsmønstrene for de forskellige alderstrin, herunder at børn opholder sig meget på gulvet. Gulvene skulle have gode akustiske egenskaber og være rengøringsvenlige.

Ifølge Bygge- og Driftsprogrammets pkt. 6.6.6 var kravene til linoleumsgulve angivet således: »Minimum som kvalitet 2.5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment«.

I Bygge- og Driftsprogrammets pkt. 12.2 er der krav til løbende tilstandsvurdering og løbende gennemgang af bygningerne

Kravene til løbende vedligehold er opstillet i pkt. 12.3. Af pkt. 12.3.3 fremgår, at det indvendige bygningsvedligehold angår vedligehold af bl.a. gulve og omfatter alle former for løbende vedligehold som følge af nedslidning eller forældelse, herunder også nødvendige løbende fornyelser.

I Bygge- og Driftsprogrammets pkt. 12.4.3.1 er der opstillet minimumskrav til den planlagte vedligeholdelse, som skulle være indeholdt i tilbuddet. Det fremgår heraf, at udskiftning af gulve i primære gangarealer samt i undervisningsarealerne skal udføres minimum hvert 15. år, og at udskiftning af gulve i sekundære gangarealer samt kontorer skal udføres minimum hvert 20. år.

Efter nogle økonomiske drøftelser mellem TE og BH blev det efterfølgende besluttet på et projektgruppemøde den 25. august 2014 at spare 565.000 kr. ekskl. moms ved at undvære korkment under linoleumsgulvene. På mødet deltog repræsentanter for BH, bygherrerådgiveren og TE, men ikke FM. Det fremgår af referatet fra mødet, at beslutningen blev truffet på baggrund af et lydnotat, som TE havde indhentet fra sin tekniske rådgiver, ifølge hvilket besparelsen ikke ville give trinlydproblemer. Som konsekvens af beslutningen underskrev TE og bygherrerådgiveren den 16. december 2014 en aftaleseddel, ifølge hvilken der blev fratrukket 565.000 kr. i TE’s entreprisesum.

Den 18. juni 2015 indgik TE en entreprisekontrakt med UE om lægning af gulvet. Linoleumsgulvet blev herefter lagt, som aftalt direkte på betonunderlaget.

Som led i sin kvalitetssikring fik TE i efteråret 2015 foretaget akustiske kontrolmålinger af det rådgivende ingeniørfirma

  1. Målingerne viste, at grænseværdien for trinlydniveau i stueetagen ikke var overholdt.

TE orienterede herom på et projektgruppemøde den 30. november 2015 og oplyste i den forbindelse, at gulvbelægningen i hele stueetagen skulle skiftes. På mødet deltog ifølge referatet bl.a. TE, BH og bygherrerådgiveren, men ikke FM

I havde i et notat af 19. november 2015 (revideret den 20. november 2015) oplyst, at to linoleum gulvbelægninger, henholdsvis linoleum med korkment underlag og Marmoleum Decibel, var i overensstemmelse med grænseværdien for lydtrinniveau. Efter bevisførelsen for voldgiftsretten lægges det til grund, at løsningen med linoleum med korkment underlag var en væsentlig dyrere løsning end Marmoleum Decibel, og at linoleum med korkment underlag kun lige akkurat overholdt grænseværdien for trinlydniveau.

På et møde ultimo november eller primo december 2015, der i forklaringerne under hovedforhandlingen er omtalt som

»skurvognsmødet«, blev det besluttet at vælge en linoleumbelægning af typen Marmoleum Decibel, der har en bedre trinlydsdæmpning end linoleum med korkment. I mødet deltog efter de afgivne forklaringer repræsentanter for TE, UE og gulvproducenten P. Hverken BH, bygherrerådgiveren eller FM var til stede på mødet. Ved mail af 8. december 2025

informerede TE imidlertid FM om, at der var valgt linoleum med 1 mm skumplast i stueplan, hvilket er en beskrivelse af Marmoleum Decibel. BH’s bygherrerådgiver var cc på mailen.

TE afholdt som følge af sin fejlbehæftede rådgivning (der som nævnt skyldtes, at TE havde modtaget forkerte oplysninger fra et eksternt firma) udgiften til at fjerne den linoleum i stueetagen, der var lagt direkte på beton, og lægge den nye Marmoleum Decibel belægning.

Byggeriet blev afleveret til tiden den 10. juni 2016. Ifølge referatet fra afleveringsforretningen var alle indvendige mangler afhjulpet.

I et bilag til referatet fra afleveringsforretningen var under overskriften »Planlagt vedligehold« anført, at linoleumsgulvet skulle rengøres dagligt eller efter behov, og at det med henblik på vedligeholdelse hver 3. måned bl.a. skulle gås efter for skader, der skulle udbedres.

I forbindelse med afleveringen fik FM af TE udleveret en rengøringsvejledning til Marmoleum gulvbelægningen. Af vejledningen fremgik ikke det afsnit, der i en senere udgave er indsat om, at der ved Marmoleum Decibel gulvbelægning afhængig af brug må forventes en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefuger. (tx 16).

I forbindelse med 1 års gennemgangen blev der konstateret mangler ved »samling gulv«, det vil sige fugerne.

FM har udarbejdet en oversigt over udskiftede fuger. Skønsmand 1 har i sine erklæringer forholdt sig til oversigten, jf. nedenfor.

Der har forud for anlæg af voldgiftssagen været syn og skøn (Voldgiftsnævnets sag nr. A-10189), og skønsmanden, direktør 2, Hummels Gulvservice ApS, har afgivet en erklæring af 8. juli 2020.

I erklæringen er alene angivet svarene, men ikke de spørgsmål, der svares på. I gengivelsen nedenfor er derfor indarbejdet de stillede spørgsmål.

Med denne bemærkning gengives skønsmand 2s erklæring således:

»Spørgsmål fra Dahl advokatfirma:

Spørgsmål:

1.1 Skønsmanden bedes oplyse, om der kan konstateres slidtage og/eller revner i svejsningerne på linoleumsgulvet?

Svar:

  • : Ja, der er konstateret flere steder hvor svejsetråden mangler/er faldet af. Spørgsmål:
  • I det omfang spørgsmål 1 besvares bekræftende, bedes omfanget af og årsagen til det konstaterede beskrevet?

Svar:

  • : Der er konstateret et stort omfang af allerede udskiftede svejsetråd, hvilket fremgår af Advokatfirmaet Dahls bilag 4, som beskriver hvor mange reparationer/udskiftninger der allerede er fortaget. Som besvaret i spørgsmål 1.1, så er der ligeledes konstatere mange steder, hvor der skal fortages reparationer af svejsetråden. Oversagen til de mange

udskiftninger/reparationer skyldes den udførte Marmoleum Decibel linoleumsbelægning. Se bilag A. Her står der beskrevet: »Afhængig af brug må en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefuger forventes.«

Spørgsmål:

  • Idet der henvises til bilag 4 bedes skønsmanden oplyse, om det er sædvanligt at smeltetråde/svejsninger i linoleumsgulve skal repareres løbende og i det omfang, som tilfældet er med det konkrete gulv på X Som bilag 4 fremlægges opgørelse over udførte reparationer af gulvsamlinger på X Skole i perioden 2018-2020. Det fremgår heraf, at der er udført 484 reparationer af svejsninger.

Svar:

  • : Som beskrevet i svar 1.2 må der ved den udførte Marmoleum Decibel belægning forventes en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefugerne, som det fremgår af bilag A. Da der ikke er konstateret samme udskiftning/reparations niveau de steder, hvor der er monteret alm linoleumsbelægning, bekræfter dette at den bløde Marmorleum Decibel belægning har en forhøjet vedligeholdelsesfrekvens af svejsefugerne pga. belægningens blødhed/egenskaber.

Spørgsmål:

  • I det omfang spørgsmål 1 besvares bekræftende bedes skønsmanden oplyse, om gulvene er leveret og udført i overensstemmelse med udbudskravene, idet gulve bl.a. skal »besidde en stor slidstyrke og samtidig være æstetisk indbydende samt patinere smukt ved intensivt brug«, jf. bilag 2, afsnit 2.

Svar:

  • : Den udførte Marmoleum Decibel belægning består af en top på 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum, se bilag B. Derudover har Marmorleum Decibel en trinlydsreduktion på 18 dB, hvor i mod en almindelig linoleumsbelægning med korkment under kun opnår en trinlydsreduktion på 14 Se bilag C. Om gulvene ser æstetisk indbydende ud samt patinere smukt ved intensivt brug er i min optik en smagssag

Det er materialevalget og farvevalget som har betydning for om det er æstetisk flot og patinerer smukt. Det formodes at det er arkitekterne og bygherre som har valgt at der skal være linoleum på gulvene samt valgt farverne på linoleumsbelægningen. Selve linoleummet på de 2,5 mm vil patinere ens, om det er en Marmoleum Decibel eller en almindelig linoleum da begge produkter har samme 2,5 mm linoleumsoverflade. De manglende svejsefuger skal laves og svejsefugerne skal vedligeholdelse løbende, således at gulvene ikke fremstår uden svejsefuger. Det er derfor ikke min opfattelse at man kan tage de manglende svejsefuger med i en vurdering om hvorvidt gulvet patinere smukt og ser æstetisk indbydende ud.

Spørgsmål:

  • Skønsmanden bedes oplyse, om gulvene er udført håndværksmæssigt korrekt under hensyn til gulvenes forudsatte anvendelse og

Svar:

  • : Ja, gulvene er udført håndværksmæssigt korrekt. Spørgsmål:
  • I det omfang spørgsmål 1.1 besvares bekræftende, bedes udgiften til udbedring af det konstaterede oplyst tillige med

Svar:

  • : Udbedringsmetode: Fjernelse af løsetråde. Rensning af samlinger. Ilægning af ny svejsetråd. Udgifter: Der kan forventes at en montør kan skifte 50 meter svejsetråd om dagen. Anslået pris: 3.000-4.000 kr. + moms pr. dag inkl. materialer.

Spørgsmål:

  • I det omfang spørgsmål fra UE (andet afsnit) besvares bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, om det af TE valgte linoleumsgulv kan opfylde betingelserne i udbudsmaterialet, idet gulve bl.a. skal »besidde en stor slidstyrke og samtidig være æstetisk indbydende samt patinere smukt ved intensivt brug«, bilag 2, afsnit 2.

Svar:

  • : Ja den udførte belægning opfylder betingelserne i Det består af 2,5 mm linoleum, det besidder en stor slidstyrke og det er lige så æstetisk indbydende og patinere ligedan som en almindelig DLW 2,5 mm linoleum.

Spørgsmål:

  • I det omfang spørgsmål 1.7 besvares benægtende, bedes skønsmanden oplyse, om der findes et andet linoleumsgulv, der i højere grad ville kunne opfylde betingelserne i udbudsmaterialet, bilag 2, afsnit 2 og afsnit 6.6.6.

Svar:

1.8: Ikke relevant da spørgsmål 1.7 besvares bekræftende. Spørgsmål fra UE

Spørgsmål:

Skønsmanden bedes oplyse om det vil være muligt at opnå et tilfredsstillende rengørings- og vedligeholdelsesresultat, under forudsætning af anvendelse af midler og metoder i et omfang, som modsvarer det slidtagetryk, der er på det givne sted.

Svar:

1: Ja med den rigtige vedligeholdelse vil man kunne opnå et tilfredsstillende resultat, med en lukket og mættet overflade.

Spørgsmål:

Skønsmanden bedes svare på, om det er korrekt, at et akustisk regulerende linoleumsgulv er klassificeret i en lavere slidklasse end et almindeligt linoleumsgulv iht. Den Europæiske slidklassificeringsnord ISO I 0874.

Svar:

2: Ja det er korrekt at et akustiskregulerende linoleumsgulv er klassificeret i en lavere slidklasse end et almindeligt linoleums gulv Iht. Den europæiske slidklassificeringsnord ISO 10874. Se bilag D

Spørgsmål fra Plesner Advokatpartnerselskab Spørgsmål 1

Skønsmanden bedes oplyse, om der i bilag 1 og 2 er angivet specifikke krav til gulvenes tryk- og slidstyrke. Svar:

1: Nej det er der ikke. Spørgsmål 2

Skønsmanden bedes oplyse, om den udførte gulvløsning (linoleum med »lyddug«) er sædvanlig for et gulv af den aktuelle type samt med den i bilag 1 og 2 beskrevne anvendelse og brug.

Svar:

2: Ja den udførte Marmoleum Decibel belægning er sædvanlig for den aktuelle type anvendelse. Spørgsmål 3

Skønsmanden bedes oplyse, om den anvendte fuge til det pågældende linoleumsgulv er sædvanlig, herunder om fugen er udført håndværksmæssig korrekt.

Svar:

3: Ja den anvendte fuge er sædvanlig og er udført håndværksmæssig korrekt. Spørgsmål 4

Skønsmanden bedes oplyse, om det er sædvanligt, at der sker forøget slid af gulvet i forbindelse med kontorpladser, herunder ved brug af stole med hjul.

Svar:

4: Ja der må forventes et forøget slid af gulvet i forbindelse med kontorpladser, herunder ved brug af stole med hjul. En blød gulvbelægning, som den udførte Marmoleum Decibel og den i udbudsmaterialet beskrevet opbygning med 2,5 mm linoleum på trinlydsdæmpende underlag af korkment, er mere sensitivt over for trykmærker og skader fra stoleben og hjul. Se bilag A.

Spørgsmål 5

Skønsmanden bedes oplyse, om gulvene siden afleveringen af entreprisen i 2016 er blevet vedligeholdt i tilstrækkeligt omfang.

Svar:

5: Nej. Jeg mener ikke at gulvene fremstår vedligeholdt og mættet med sæbe, som leverandørens rengøringsanvisninger.

Spørgsmål 6

Af Bygge- og driftsprogrammet, bilag 2, afsnit 6.6.6, fremgår:

»Linoleumsgulve:

Minimum som kvalitet 2,5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment.«

Skønsmanden bedes vurdere, om den ovenfor citerede type gulv har lavere, samme eller højere vedligeholdelsesniveau end det faktisk udførte gulv.

Svar:

6: Det udførte Marmoleum Decibel linoleumsbelægning har samme vedligeholdelsesniveau som det beskrevet linoleum i udbudsmaterialet.«

Efter anlæg af skønssagen besluttede voldgiftsrettens formand efter begæring fra FM, der ikke have været part i det nævnte syn og skøn, som havde været afholdt forud for voldgiftssagens anlæg, at der skulle være nyt syn og skøn ved en anden skønsmand. Det blev samtidig bestemt, at den allerede afgivne erklæring ikke skulle udgå af sagen.

Skønsmand, gulvrådgiver 1, har afgivet erklæring og to tillægserklæringer.

Den første erklæring, der har overskriften »Skønserklæring af 12. november 2021«, men som er underskrevet den 11. december 2021, har følgende ordlyd:

»Gennemgang af spørgsmålene:

FM Skønstema 

Spørgsmål 1 i skønstemaet fra FM: 

Skønsmanden bedes oplyse, om der kan konstateres løse svejsefuger/smeltetråde mellem linoleumsbanerne ved linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Spørgsmål 2 i skønstemaet fra FM: 

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 1 bekræftende, bedes skønsmanden beskrive omfanget og årsagen.

Spørgsmål 3 i skønstemaet fra FM: 

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 1 bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, om svejsefugerne/smeltetrådene er udført håndværksmæssigt korrekt.

Spørgsmål 4 i skønstemaet fra FM: 

I sin besvarelse af spørgsmål 4.1 og spørgsmål 4.2 bedes skønsmanden lægge følgende faktiske oplysninger til grund:

  1. Skolen blev afleveret i 2016;
  2. Der blev registreret et betydeligt antal løse svejsefuger/smeltetråde forud for og i forbindelse med 1-årsgennemgang i september 2017;
  • Der er udført 484 reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i perioden februar 2018 til februar 2020; og
  1. Der er efterfølgende i perioden februar 2020 til februar 2021 registreret 145 nye fejl vedrørende løse svejsefuger/smeltetråde.

Spørgsmål 4.1 i skønstemaet fra FM: 

Skønsmanden bedes oplyse, om det er sædvanligt, at løse svejsefuger/smeltetråde skal repareres/udskiftes i et omfang som i det konkrete tilfælde med linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Spørgsmål 4.2 i skønstemaet fra FM: 

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 4.1 bekræftende, bedes skønsmanden redegøre for og anvise konkrete eksempler, hvor der er udført reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i samme omfang, som i tilfældet med linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Spørgsmål 5

Spørgsmål 5.1 i skønstemaet fra FM: 

Skønsmanden bedes oplyse, om skønsmanden kan bekræfte, at de udførte linoleumsgulve i stueetagen på X Skole er et Marmoleum Decibel 3,5 mm gulv bestående af 2,5 mm linoleum monteret på et underlag af 1,0 mm polyolefineskum fra producenten P.

Spørgsmål 5.2 i skønstemaet fra FM:

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 5.1 bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, om polyolefineskum er et underlag af korkment.

Spørgsmål 5.3 i skønstemaet fra FM: 

Af bygge- og driftsprogram af 23. maj 2014 (bilag 3) er der opstillet konkrete minimumskrav til linoleumsgulve:

»Linoleumsgulve:

Minimum som kvalitet 2,5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment.«

Skønsmanden bedes oplyse, om det udførte Marmoleum Decibel gulv opfylder de i udbudsmaterialet beskrevne minimumskrav med »minimum 2,5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment«. 

TE’s Skønstema

Spørgsmål 1 i skønstemaet fra TE

Skønsmanden bedes oplyse om det er almen kendt, at der ved linoleumsgulve med underlag af decibel er løbende drift af fuger grundet det akustikdæmpende underlag.

Klager fremskaffer følgende dokumenter/materiale: Der fremsende nye stueplaner på skolen.

Det blev aftalt, at skønserklæringen foreligger senest 4 uger efter skønsforretningen/efter modtagelse af ovenstående materiale fra parterne.

På baggrund af det forelagte materiale, det af parterne oplyste og det ved skønsforretningen konstaterede besvares de forelagte spørgsmål efter bedste evne og overbevisning.

Spørgsmål 1 i skønstemaet fra FM:

Skønsmanden bedes oplyse, om der kan konstateres løse svejsefuger/smeltetråde mellem linoleumsbanerne ved linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Svar på spørgsmål 1:

Ja.

Spørgsmål 2 i skønstemaet fra FM:

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 1 bekræftende, bedes skønsmanden beskrive omfanget og årsagen. Svar på spørgsmål 2:

Se bilag A1 til A6, hvor der er registreret, hvor svejsetråd slipper/Løse dette er opmålt til ca. 1160 m. Alle svejsninger har været udbedret i februar 2020. Det vil sige at de svejsninger, der ved skønsforretningen er registreret, som sprunget/løse/mangler, er sprunget fra feb. 2020 og frem til 12. november 2021. Det er både reparerede svejsninger og ikke reparerede svejsninger, der er registreret som sprunget. Årsagen til at svejsetråden er sprunget/løse/mangler kan jeg ikke med sikkerhed svare på. Der er dog et klart billede af at tråden slipper, hvor linoleum belastes. Dette understøttes i at tråden primært slipper i gangbaner mellem inventar, i gange og Aulaen.

I rum som ikke bruges, i samme omfang som ovennævnte rum, er det ikke så udtaget, at svejsetråden er sprunget/løse/mangler.

Det at svejsetråden slipper i trafikerede områder, kan skyldes at der under den valgte linoleumstype har 1 mm skum under de 2,5 mm linoleum. Når linoleumsbelægningen belastes, trykkes skummen sammen. Når linoleumsbelægningen belastes omkring svejsetråden, skal svejsetråden kunne optage nedbøjningerne/bevægelserne, hvilket den ikke i pågældende tilfælde er i stand til.

Spørgsmål 3 i skønstemaet fra FM:

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 1 bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, om svejsefugerne/smeltetrådene er udført håndværksmæssigt korrekt.

Svar på spørgsmål 3:

Svejsefugerne er udført håndværksmæssig korrekt, nedenstående processer er overholdt/opfyldt.

Jf. montagevejledningen:

  1. Ved montering være en afstand på ca. 1 mm mellem banerne. B. Der skal fræses et spor 2/3 ned i linoleumsbelægningen. C. Fræsningen skal være centreret mellem banerne. D. Svejsetråden skal skæres af 2 omgange, for at afhjælpe spændingerne i svejsetråden. (Hvis dette ikke udføres vil svejsetråden hule, det er ikke tilfældet på Aulby skole). E. Når svejsetråden pilles op har den afsmitning på fra begge sider, hvilket indikerer at den er svejst ved korrekt temperatur.

Spørgsmål 4 i skønstemaet fra FM:

I sin besvarelse af spørgsmål 4.1 og spørgsmål 4.2 bedes skønsmanden lægge følgende faktiske oplysninger til grund:

  1. Skolen blev afleveret i 2016;
  2. Der blev registreret et betydeligt antal løse svejsefuger/smeltetråde forud for og i forbindelse med 1-årsgennemgang i september 2017;
  • Der er udført 484 reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i perioden februar 2018 til februar 2020; og
  1. Der er efterfølgende i perioden februar 2020 til februar 2021 registreret 145 nye fejl vedrørende løse svejsefuger/smeltetråde.

Spørgsmål 4.1 i skønstemaet fra FM:

Skønsmanden bedes oplyse, om det er sædvanligt, at løse svejsefuger/smeltetråde skal repareres/udskiftes i et omfang som i det konkrete tilfælde med linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Svar på spørgsmål 4.1:

Nej, det er ikke normalt at svejsetråden skal udskiftes og repareres, som det er tilfældet på stueplan.

Spørgsmål 4.2 i skønstemaet fra FM: 

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 4.1 bekræftende, bedes skønsmanden redegøre for og anvise konkrete eksempler, hvor der er udført reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i samme omfang, som i tilfældet med linoleumsgulvene i stueetagen på X Skole.

Svar på spørgsmål 4.2: Ikke relevant. Spørgsmål 5 i skønstemaet fra FM Spørgsmål 5.1 i skønstemaet fra FM:

Skønsmanden bedes oplyse, om skønsmanden kan bekræfte, at de udførte linoleumsgulve i stueetagen på X Skole er et Marmoleum Decibel 3,5 mm gulv bestående af 2,5 mm linoleum monteret på et underlag af 1,0 mm polyolefineskum fra producenten P.

Svar på spørgsmål 5.1: Ja, det kan bekræftes.

Spørgsmål 5.2 i skønstemaet fra FM:

Såfremt skønsmanden måtte besvare spørgsmål 5.1 bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, om polyolefineskum er et underlag af korkment.

Svar på spørgsmål 5.2:

Nej, polyolefineskum er ikke et underlag af korkment.

Spørgsmål 5.3 i skønstemaet fra FM: 

Af bygge- og driftsprogram af 23. maj 2014 (bilag 3) er der opstillet konkrete minimumskrav til linoleumsgulve:

»Linoleumsgulve:

Minimum som kvalitet 2,5 mm banevare, som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment.«

Skønsmanden bedes oplyse, om det udførte Marmoleum Decibel gulv opfylder de i udbudsmaterialet beskrevne minimumskrav med »minimum 2,5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment«. 

Svar på spørgsmål 5.3:

Svar:

De 2 belægninger er stort set identiske, de adskiller sig på 2 punkter: Slidtage i offentlige miljøer og Trinlydsdæmpning. Slitage i offentlige miljøer: Slidklassen på 2,5 mm linoleum er Klasse 34, mens Decibel 3,5 linoleum er klasse 33.

Begge belægninger er egnet til at ligge på en skole. Slidklassen på belægningsoverfladen, har ikke nogen betydning for holdbarheden af svejsninger.

Trinlydsdæmpninger:

Her dæmper linoleum på korkment < 14 dB mens Decibel 3,5 mm linoleum < 18 dB. Det vil sige at Decibel linoleum har en bedre trinlydsdæmpning end 2,5 mm linoleum på korment. Se bilag B1 og B2

TE’s Skønstema 

Spørgsmål 1 i skønstemaet fra TE 

Skønsmanden bedes oplyse om det er almen kendt, at der ved linoleumsgulve med underlag af decibel er løbende drift af fuger grundet det akustikdæmpende underlag.

Svar på spørgsmål 1:

Ja.

I Ps Rengøringsvejledning er der i sidste afsnit beskrevet.

»Marmoleum decibel 

Marmoleum Decibel er beregnet som gulvbelægning i lokaler, hvor der stilles krav om trinlydsdæmpning, og hvor en blødere gangkomfort er ønskelig. Vær opmærksom på at blødere gulvmateriale som Marmoleum Decibel er mere sensitivt over for indtryksmærker og skader fra stoleben og hjul. Afhængig af brug må en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefuger forventes. Se gulvfakta.dk« Se bilag C1.

Af Gulvfaktas hjemmeside

https:/ www.danskindustri.dk/medlemsforeninger/gulvbranchen/gulvfakta/gulvbelagninger/elastiske- gulvbelagninger/linoleum/ fremgår:

»Særligt for linoleum med akustikbagside 

Fuger i linoleum med akustikbagside skal som regel vedligeholdes oftere, da det ligger på et eftergiveligt underlag«. Skønsmand 1 anden erklæring af 27. marts 2022 har følgende ordlyd:

»…

Spørgsmål 6 

Det fremgår bl.a. af skønsmand 1s besvarelse af spørgsmål 2 i Skønserklæringen af 11. december 2021 side 3 nederst, at: »Årsagen til at svejsetråden er sprunget/løse/mangler kan jeg ikke med sikkerhed svare på. Der er dog et klart billede af at tråden slipper, hvor linoleum belastes.

(…)

Det at svejsetråden slipper i trafikerede områder, kan skyldes at der under den valgte linoleumstype har 1 mm skum under de 2,5 mm linoleum.«

Skønsmanden anmodes på denne baggrund og i forlængelse heraf om at svare på, om de konstaterede problemer med de omhandlede svejsetråde må antages at kunne henføres til udførelsen og/eller projekteringen (både arkitektfaglige, landskabsarkitektfaglige og ingeniørfaglige ydelser)? Svares bedes begrundet.

Svar: 

Jeg har som skrevet i skønserklæringen af 11.12.2021 ikke kunne finde fejl ved udførslen.

Der er monteret linoleum der har 1 mm skum på bagsiden, denne skum gør at belægningen reducerer trinlyden med 18 dB, hvis det har været nødvendig for at kunne overholde krav til trinlydsdæmpning, at der skulle anvendes linoleum med en dæmpning på < 18 dB, er det et projekterings valg.

Skønsmanden er ikke bekendt med, om valget af linoleum indgår i den samlede beregning, for overholdelse af trinlyden.

Skønsmanden bedes endvidere svare på, hvorvidt det må antages, at den pågældende linoleum har været belastet i et uhensigtsmæssigt og for stort omfang, idet det bemærkes, at gulvet er lagt i stueetagen på X Skole?

Svar: 

Den anvende linoleumsbelægning er egnet til brug på skoler og bør kunne holde til at blive belastet, som tilfældet er på X skole stueplan.

Spørgsmål 7 

Skønsmanden nævner i svaret på spørgsmål 4.1, at det ikke er normalt, at svejsetråden skal udskiftes og repareres, som det er tilfældet i stueplanet (484 reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i perioden februar 2018 til februar 2020). Skønsmanden bedes i denne forbindelse uddybe, hvad der i den forbindelse må antages at være sædvanligt og »normalt«, herunder om de konstaterede reparationer giver risiko for yderligere løse svejsetråde og/eller en reduceret levetid på det omhandlede gulv?

Svar: 

Normalt kan der være svejsninger der slipper/springer, dette udbedres enten, når disse konstateres eller ved

1-årsgennemgangen. Hvis det »gemmes« til 1-årsgennemgangen, skal der være fokus på at der ikke kommer fugt under linoleumsbelægningen.

Det er ikke unormalt at der hvis det »samles op« til 1-årsgennemgangen, at der med et areal, som på X skole, skulle afsættes en ½ dag til udbedringer af svejsninger. Hvilket svarer til ca. 80 m, fordelt over hele stueplan.

Svejsetrådens formål er at lukke/tætne samlingen mellem 2 baner, således at det forhindres, at der kan trænge fugt ned i samlingerne. Hvis der trænger fugt ned i samlingerne, kan der være en risiko for, at fugt vil opløse limen og linoleum derved slipper underlaget. Når samlingerne løsner sig fra underlaget, er der risiko for at disse beskadiges.

Derfor anbefales det at udbedre løse svejsefuger, når disse konstateres eller være meget påpasselig med fugt ved de samlinger, som er sprunget.

Fra samlingerne løsner sig, og til limen bliver opløst, afhænger af, hvor meget fugt der er på linoleumsgulvene og hvor længe svejsningerne står »åbne« Ved besigtigelsen den 12. november 2021, så jeg 3 samlinger, der havde løsnet sig fra underlaget.

Skønsmanden bedes vurdere, hvorvidt de hyppige og gentagne reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde vil medføre hel eller delvis nedbrydelse af linoleumsbanernes kanter og dermed vil reducere levetiden på det omhandlede gulv? Svaret bedes begrundet.

Svar: 

Det beskadiger eller reducerer ikke levetiden på linoleum at der i lægges ny svejsetråd i samlingerne. Svejsetråden er en limtråd, som smeltes ned i den fuge, som er fræset op mellem banerne, denne limtråd kan fjernes uden at beskadige linoleumsbelægningen.

Spørgsmål 8 

Det fremgår af skønsmandens svar på spørgsmål 2, side 4 øverst i skønserklæringen, at det omhandlede slip i svejsetråden kan skyldes, at der under den valgte linoleumstype forefindes 1 mm skum under de 2,5 mm linoleum.

 

Skønsmanden bedes oplyse, om det anførte slip i svejsetråden også må antages at ville være opstået i samme omfang som konstateret i stueetagen på X skole (se spørgsmål 4), såfremt der var lagt et underlag af korkment som anført i bilag 3, Bygge- og driftsprogram af 23. maj 2014, jf. også spørgsmål 5.3 i skønstemaet fra FM. Svaret bedes begrundet.

I besvarelsen skal der venligst tages højde for, at det udførte Marmoleum Decibel gulv er blevet lagt i én proces, hvorimod gulv med underlag af korkment bliver lagt i flere processer, hvorved samlingerne ikke er gennemgående til

betonen, og svejsningerne således understøttes af underlaget.

Svar: 

Nej, det er ikke min opfattelse at der vil være løse samlinger, hvis det var monteret på korkment.

Dette begrundes med at korkmenten ikke pr. mm er lige så eftergivende, som polyfineskum og at der ved montering af korkment og derefter linoleum, vil samlingerne være forskudt for hinanden. Sådan at forstå, at når samlinger mellem korkment banerne, ikke ligger lige over linoleumssamlingerne, vil belastningen i samlingerne være reduceret.

Spørgsmål 9 

Skønsmanden bekræfter i besvarelsen af spørgsmål 1 i skønserklæringen af 11. december 2021 side 6, at det er alment kendt, at der ved linoleumsgulve med underlag af decibel (Marmoleum) er løbende drift af fuger grundet det akustikdæmpende underlag.

Skønsmanden henviser i den forbindelse til en anden version af P’s Rengøringsvejledning, som FM ikke har modtaget, hvorfra citeres: »Vær opmærksom på at blødere gulvmateriale som Marmoleum Decibel er mere sensitivt over for indtryksmærker og skader fra stoleben og hjul. Afhængig af brug må en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefuger forventes.

(…)

Fuger i linoleum med akustikbagside skal som regel vedligeholdes oftere, da det ligger på et eftergiveligt underlag.

I forbindelse med aflevering modtog FM rengøringsvejledning til linoleumsgulvene af TE. Den af TE udleverede rengøringsvejledning er fremlagt i sagen som bilag IIA (P).

Skønsmanden bedes oplyse, om en øget vedligeholdelsesfrekvens af svejsefuger også må forventes ved anvendelse af Rengøringsvejledningen, som fremgår af sagens bilag IIA.

I den forbindelse bedes det endvidere oplyst, jf. bilag IIA, om der ved anvendelsen af denne vejledning, specifikt kan forventes en vedligeholdelsesfrekvens i størrelsesordenen 484 reparationer/udskiftninger af løse svejsefuger/smeltetråde i perioden februar 2018 til februar 2020?

Svar: 

Af bilag IIA fremgår det ikke at der er øget vedligehold af svejsefuger. Ovennævnte tekst, er påført Vedligeholdsvejledningen. Den vejledning som skønsmanden har downloadet er taget fra P’s hjemmeside i forbindelse med besvarelsen af skønserklæringen af 11. december 2021.

Nej, 484 reparationer/udskiftninger af svejsninger i en periode på 2 år, er væsentlig over hvad, der skal forventes af vedligeholdes frekvens for svejsninger.

…«

Skønsmand 1 tredje erklæring af 4. december 2022 har følgende ordlyd:

»1 SPØRGSMÅL

BH 1

Skønsmanden bedes oplyse, hvad den forventelige levetid er på et linoleumsgulv med et underlag af korkment? Svar BH 1:

Den forventede levetid på et linoleumsgulv er 15 til 20 år afhængig af vedligehold. Ved øget vedligehold vil man kunne forlænge levetiden.

BH 2 

Skønsmanden har under besvarelsen af spørgsmål 2 fra FM oplyst: »[n]år linoleumsbelægningen belastes omkring svejsetråden, skal svejsetråden kunne optage nedbøjningerne/bevægelserne, hvilket den ikke i pågældende tilfælde er i stand til«.

Endvidere har skønsmanden under besvarelse af spørgsmål 4.1 fra FM oplyst:

»… det er ikke normalt at svejsetråden skal udskiftes og repareres, som det er tilfældet på stueplan«. Og videre har skønsmanden under besvarelse af spørgsmål 9 oplyst:

»484 reparationer/udskiftninger af svejsninger i en periode på 2 år, er væsentlig over hvad, der skal forventes af vedligeholdelses frekvens for svejsninger«.

Skønsmandens besvarelse af spørgsmål 8 er:

»[d]et er ikke min opfattelse at der vil være løse samlinger, hvis det var monteret på korkment. Dette begrundes med at korkmenten ikke pr. mm er lige så eftergivende, som polyfineskum og at der ved montering af korkment og derefter linoleum, vil samlingerne være forskudt fra hinanden. Sådan at forstå, at når samlinger mellem korkment banerne, ikke ligger lige over linoleumssamlingerne, vil belastningen i samlingerne være reduceret.«

Skønsmanden bedes under henvisning til disse besvarelser oplyse, om der findes en afhjælpningsmetode, hvor de udførte linoleumsgulve (Marmoleum Decibel 3,5 mm gulv bestående af 2,5 mm Linoleum på et underlag af 1,0 mm polyolefineskum fra producenten P) bevares, og hvorvidt der herigennem kan opnås en sædvanlig vedligeholdelsesfrekvens for svejsninger?

Svar BH 2:

Det vil ikke kunne lade sig gøre at få en sædvanlig vedligeholdsfrekvens af svejsninger, som normal forventes af linoleumsbelægninger, med den linoleumsbelægning, som er anvendt på stueplan på X skole.

Men som jeg tidligere har skrevet, tager linoleumsbelægningen ikke skade af at svejsetråden pilles op og svejses om, så en afhjælpnings metode til de svejsninger der er sprunget/løse/mangler, er at svejse disse samlinger. Dog er der på X skole et væsentlig større omfang af vedligehold end hvad der normalt kan forventes af den valgte belægning

»Marmoleum Decibel 3,5 mm gulv bestående af 2,5 mm Linoleum på et underlag af 1,0 mm polyolefineskum«.

BH 3 

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, bedes skønsmanden oplyse udgiften til udbedring, tillige med udbedringsmetode.

Svar BH 3:

Selv om jeg ikke har besvaret spørgsmål 2 bekræftende, er her opsat omkostninger for svejsninger der pr. 12.11.2021 blev konstateret.

Det koster 43,00 kr. inkl. moms pr. m at svejse en linoleumsbelægning.

Pr. 12.11.2021 var der 1160 m, som svejsning der skulle svejses/udbedres. Disse er sprunget/løse/mangler er opstået på 20 måneder.

BH 4

Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende, bedes skønsmanden oplyse om nye linoleumsgulve med minimum kvalitet 2,5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment vil kunne medføre, at der opnås en sædvanlig vedligeholdelsesfrekvens for svejsninger?

Svar BH 4:

Ja, der vil ved 2,5 mm linoleum på 2,0 mm korkment af et hvilket fabrikat, kunne forventes et normalt vedligeholdelses frekvens på svejsninger.

BH 5

BH har indhentet tilbud på udskiftning af gulvene til linoleum med underlag af korkment fra … samt overslag fra …, jf. bilag 17 og 18.

Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, bedes skønsmanden oplyse udgiften til udbedring, tillige med beskrivelse af udbedringsmetode.

Svar BH 5:

Udbedringsmetode:

Eksisterende linoleumsbelægning demonteres, de afmonterede arealer slibes over for fjernelse af løse partikler, arealerne primes og spartles med 3 kg. Pr. m2, spartlede arealer slibes, korkment fuldlimes til spartlet underlag, linoleum monteres på korkment, linoleum svejses, ved fodlister monteres sandlister.

Pris pr. m2 620,00 kr. inkl. moms.

Jeg har taget m2 fra de vedhæftede tilbud, da jeg ikke har opmålt arealerne.

Her er der oplyst at der er 5473 m2, hvilket giver en pris på 3.393.260,00 kr. inkl. moms at udskifte den eksisterende Marmoleum Decibel 3,5 mm gulv bestående af 2,5 mm Linoleum på et underlag af 1,0 mm polyolefineskum med 2,5 mm linoleum på 2,0 mm korkment af et hvilket fabrikat.«

BH har indhentet prisoverslag fra to leverandører på udgiften til udskiftning af gulvet i stueetagen til linoleum på korkment. (x 593 og 595). BH’s påstand over for TE er baseret på det billigste af disse overslag.

1.  Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Forholdet mellem BH og TE:

Ifølge parternes aftale skulle linoleumsgulvet være »Minimum som kvalitet 2.5 mm banevare som DLW på trinlydsdæmpende underlag af korkment.«

Efterfølgende aftalte parterne, at korkment under linoleumsgulvet kunne undværes.

Aftalen blev indgået efter, at TE, på baggrund af et lydnotat fra TE’ tekniske rådgiver, havde oplyst, at ændringen ikke ville give lydproblemer.

Besparelsen ved at lægge linoleummet direkte på betongulvet (gældende for både stueplan og 1. sal) udgjorde

565.000 kr. ekskl. moms. Beløbet blev fratrukket i TE’s entreprisesum og kom derved BH til gode.

Der blev herefter lagt linoleum direkte på beton i både stueetagen og overetagen.

I forbindelse med TE’s kvalitetssikring viste det sig, at kravene til lydniveau i stueetagen ikke var overholdt.

TE orienterede herom på et projektgruppemøde, hvor både en repræsentant for BH og bygherrerådgiveren var til stede. Det blev på mødet oplyst, at gulvbelægningen i hele stueetagen skulle skiftes.

På et møde med deltagelse af repræsentanter for TE, UE og gulvproducenten P blev det besluttet at vælge en linoleumsbelægning af typen Marmoleum Decibel, det vil sige en belægning uden korkment, men med en 1 mm tynd trinlydsdæmpende underside af skum.

Linoleumsbelægningen i stueetagen blev herefter udskiftet for TE’s regning. BH beholdt således den nævnte besparelse på 565.000 kr.

Efter skønserklæringerne og voldgiftsrettens egen erfaring lægges det til grund, at linoleum af typen Marmoleum Decibel både forud for nedlægningen og i dag er almindeligt anvendt og egnet som gulvbelægning på en skole.

Voldgiftsretten finder, at TE på denne baggrund, også uden at inddrage BH eller BH’s rådgiver, var berettiget til at levere denne linoleumstype, jf. ordet »som« (… korkment) i udbudsbetingelserne.

Begge skønsmænd har uden forbehold udtalt, at gulvene er lagt håndværksmæssigt korrekt.

På den anførte baggrund har BH ikke bevist, at TE har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med valget af linoleumstype eller lægningen af linoleumsgulvet.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at antallet af reparationer og udskiftninger af svejsninger i linoleumsgulvet efter bevisførelsen har været væsentligt over, hvad der må forventes.

Skønsmændene har peget på forskellige mulige årsager til skadernes opståen. Skønsmand 2 har peget på mangelfuld vedligeholdelse som en mulig årsag.

Skønsmand 1 har givet udtryk for, at han ikke med sikkerhed kan svare på, hvad der er årsag til, at svejsetrådene er sprunget mv. Han har dog peget på den mulighed, at svejsetråden ikke kan optage nedbøjningerne eller bevægelserne, når linoleumsbelægningen belastes omkring svejsetråden. Skønsmanden har samtidig udtalt, at det ikke vil kunne lade sig gøre, at få en sædvanlig vedligeholdelsesfrekvens af svejsninger, som normalt forventes af linoleumsbelægninger, med den linoleumsbelægning som er anvendt i stueplan på X Skole.

Samtidig og i tilsyneladende modstrid hermed har skønsmanden udtalt, at den anvendte linoleumsbelægning er egnet til brug på skoler og bør kunne holde til at blive belastet, som tilfældet er på X Skole i stueplan, at svejsefugerne er udført håndværksmæssigt korrekt, og at han ikke kunne finde fejl ved udførelsen.

Voldgiftsretten finder på denne baggrund og efter det anførte om den almindelige udbredelse af den pågældende linoleumstype, at der ikke er påvist nogen entydig forklaring på det høje antal reparationer og udskiftninger af svejsninger i linoleumsgulvet.

I en situation som den foreliggende, hvor produktet er egnet til brug på skoler, hvor det bør kunne holde til en normal belastning på en skole, hvor udførelsen er mangelfri, og hvor årsagen til de opståede skader ikke er påvist, kan der ikke statueres ansvar over for en totalentreprenør.

Voldgiftsretten tager derfor TE’s påstand om frifindelse over for BH’s påstand til følge.

Forholdet mellem BH og FM:

FM’s forpligtelser over for BH er fastlagt i pkt. 3 i OPS-kontrakten af 23. maj 2014.

OPS-kontraktens pkt. 3 sondrer bl.a. mellem udførelse af planlagt vedligehold og udførelse af yderligere vedligeholdelsesarbejder. Om udførelse af yderligere vedligeholdelsesarbejder er i pkt. 3.5.1 anført, at vedligeholdelsesarbejder, som viser sig eller opstår i driftsfasen, og som ikke er omfattet af planlagt vedligehold, skal udføres af FM, og at omkostningerne hertil er indeholdt i BH’s betaling for løbende driftsydelser.

I overensstemmelse hermed er det i et bilag til afleveringsforretningen (bilag TE-C) anført, at gulvet hver tredje måned skal gås efter for skader, der skal udbedres.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at udbedring af svejsefuger falder uden for FM’s forpligtelser til i henhold til OPS-kontrakten at udføre vedligeholdelsesarbejder på skolen som facility manager.

Det bemærkes i den forbindelse, at FM ikke har haft en berettiget forventning om, at det linoleumsgulv, som FM skulle vedligeholde, var lagt på korkment. Til OPS-kontrakten var således som et bilag knyttet Bygge- og Driftsprogrammet, hvoraf fremgik, at linoleumsgulvet kunne have et andet trinlydsdæmpende underlag end korkment, jf. ordet »som«.

FM’s vedligeholdelsesforpligtelse skal dog begrænses tidsmæssigt som følge af det anførte i Bygge- og Driftsprogrammets pkt. 12.4.3.1 om udskiftning af gulvene. Denne begrænsning, der kan rummes i BH’ s påstand som det mindre i det mere, er indarbejdet i konklusionen i denne kendelse.

Med den begrænsning, der ligger heri, tager voldgiftsretten BH’s påstand over for FM til følge som nedenfor bestemt.

Forholdet mellem TE og FM:

I den vejledning om vedligeholdelse af Marmoleum linoleum fra P, som var gældende, da OPS-kontrakten blev indgået i 2014, og som FM fik udleveret, fremgik det ikke, at der var behov for øget vedligehold af svejsefuger. Oplysning herom blev først indarbejdet i vejledningen senere, jf. skønsmand 1 svar på spørgsmål 9 i erklæring af 27. marts 2022.

I forbindelse med afleveringen af entreprisen den 10. juni 2016 fik FM udleveret et skema om bl.a. planlagt vedligehold af linoleum decibel gulvet. Det fremgik heraf, at linoleumsgulvet dagligt eller efter behov, men dog hver uge, skulle støvsuges og vaskes med universal gulvrengøring. Hver tredje måned skulle gulvet gås efter for skader, der skulle udbedres.

Voldgiftsretten finder, at TE har givet FM de på daværende tidspunkt relevante oplysninger om vedligeholdelse af gulvet.

På den anførte baggrund, og da der heller ikke i øvrigt er grundlag for at fastslå, at TE har handlet ansvarspådragende over for FM, finder voldgiftsretten ikke grundlag for at pålægge TE at friholde FM for de udgifter, der er forbundet med FM’s ansvar over for BH, jf. oven for.

Voldgiftsretten tager derfor TE’ s påstand om frifindelse over for FM’ s friholdelsespåstand til følge.

Forholdet mellem TE og UE:

Efter det oven for anførte er der ikke noget at friholde TE for, og voldgiftsretten tager derfor UE’s påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostninger:

Forholdet mellem BH og TE:

Efter sagens udfald skal BH betale sagsomkostninger til TE.

Det beløb, der skal betales, fastsættes til 268.175 kr. Af beløbet vedrører 250.000 kr. udgifter til advokatbistand. Beløbet er uden moms, da TE er momsregistreret. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på størrelsen af den påstand, som TE har forsvaret sig imod, og på sagens omfang og forløb, herunder at der har været syn og skøn, og at hovedforhandlingen varede 1½ dag. Voldgiftsretten er opmærksom på, at de udgifter til advokatbistand, som TE har afholdt, ifølge TE’s omkostningsopgørelse er væsentlig højere, men voldgiftsretten har i lyset af landsretspræsidenternes vejledende takster for sagsomkostninger i civile sager, der finder analog anvendelse i voldgift, ikke fundet at kunne fastsætte beløbet højere. Den øvrige del af beløbet vedrører den udgift til syn og skøn, som TE har haft. Voldgiftsretten finder således efter sagens udfald ikke grundlag for, at TE skal betale nogen del af udgiften til syn og skøn.

Forholdet mellem BH og FM:

BH har kapitaliseret værdien af sin påstand over for FM til 400.000 kr. FM har ikke haft bemærkninger hertil.

Skønsmand 1 har i sin erklæring af 4. december 2022 værdisat udgiften til udbedringen af svejsninger pr. meter.

Efter besvarelsen lægger voldgiftsretten til grund, at udgiften til vedligeholdelse af gulvene udgør ca. 24.000 kr. ekskl. moms pr. år. Denne udgift vil falde væsentligt efter den 10. juni 2031, svarende til 15 år efter afleveringen, hvor det kun er en mindre del af gulvet, som FM i endnu 5 år i medfør af OPS-kontrakten skal vedligeholde. Der er dog på den anden side et efterslæb siden den seneste udbedring i 2020, således at udbedringsudgiften i 2024 væsentligt vil overstige

24.000 kr. ekskl. moms.

Efter det anførte lægger voldgiftsretten til grund, at BH i det væsentlige har fået medhold i sin påstand.

FM skal derfor betale sagsomkostninger til BH. Det beløb, der skal betales, fastsættes til 70.000 kr. Beløbet vedrører udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på størrelsen af det beløb, som BH har fået medhold for, at der har været syn og skøn, og at hovedforhandlingen har varet 1½ dag. Der er ikke grundlag for at lade nogen af parterne helt eller delvis bære modpartens udgift til syn og skøn.

Forholdet mellem TE og FM:

TE er blevet frifundet for FM’s friholdelsespåstand, og FM skal derfor betale sagsomkostninger til TE. Det beløb, der skal betales, fastsættes til 55.000 kr. Beløbet, der er uden moms, da TE er momsregistreret, vedrører udgifter til advokatbistand. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på størrelsen af den friholdelsespåstand, som TE har forsvaret sig imod, at der har været syn og skøn, og at hovedforhandlingen har varet 1½ dag.

Forholdet mellem TE og UE:

I forholdet mellem TE og UE skal TE betale sagsomkostninger til UE. Det beløb, der skal betales, fastsættes til 130.125 kr. Af beløbet vedrører 127.000 kr. udgifter til advokatbistand. Beløbet er uden moms, da UE er momsregistreret. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på værdien af den friholdelsespåstand, som UE har forsvaret sig imod, på sagens omfang og forløb og på den udgift til advokatbistand, som UE ifølge den indleverede omkostningsopgørelse faktisk har haft. Den øvrige del af beløbet vedrører den udgift til syn og skøn, som UE har haft. Voldgiftsretten finder således efter sagens udfald ikke grundlag for, at UE skal betale nogen del af udgiften til syn og skøn.

Udgifterne til voldgiftsrettens behandling af sagen:

Efter sagens udfald skal de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af BH efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet. Værdien af den påstand, som BH har fået medhold for over for FM, er således så begrænset i forhold til sagens samlede værdi, at der efter praksis ikke er grundlag for at lade FM afholde en brøkdel af omkostningerne.

Thi bestemmes

FM skal anerkende, at nødvendige reparationer og/eller udskiftninger af smeltetråde på den udførte Marmoleum Decibel gulvbelægning bestående af 2,5 mm linoleum samt en bagside på 1 mm tykt lag polyolefineskum, er omfattet af FM’s forpligtelser over for BH i henhold til den indgåede OPS-kontrakt af 23. maj 2014, dog således at forpligtelsen for så vidt angår gulve i primære gangarealer samt i undervisningsarealerne kun gælder i 15 år fra afleveringen den 10. juni 2016, og at forpligtelsen for så vidt angår gulve i sekundære gangarealer samt kontorer mv. kun gælder i 20 år fra afleveringen den 10. juni 2016.

TE frifindes. UE frifindes.

I sagsomkostninger skal BH til TE betale 268.175 kr. I sagsomkostninger skal FM til BH betale 70.000 kr.

I sagsomkostninger skal FM til TE Danmark A/S betale 55.000 kr. I sagsomkostninger skal TE til UE betale 130.125 kr.

De udgifter, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af BH efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

.