UGD 2021.17.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten medio september 2020, og vedrører en bygherre (BH), der skulle bære 1/3 af ansvaret for en forsinkelse som følge af egen skyld.
BH og hovedentreprenør (HE) indgik den 1. juli 2016 en entreprisekontrakt om opførelse af seks nye rækkehuse fordelt på bygning A og bygning B. Afleveringen af byggeprojektet var sat til d. 1. august 2017 som dog blev udskudt til en 29. september 2017, efter aftale mellem parterne. Dagboden for overskridelse af denne frist var sat til 15.500 kr. pr. arbejdsdag.
Den 18. december 2018 meddelte HE til BH, at bygning A var afleveret dagen forinden.
Af mail den 21. december 2018 fastholdt BH fuldt dagbodskrav indtil bygning B var afleveret, idet man først kunne tilgå bygningerne, når begge bygninger var afleveret.
Den 3. maj 2019 færdigmeldte HE bygning B til BH.
BH mente, at byggeriet først kunne anses for afleveret den 17. juni 2019.
BH krævede herefter dagbøder for forsinkelse.
BH påstod, at HE skulle betale ca. 4.000.000 kr. BH mente, at forsinkelsen af byggeriet skyldtes HE’s langsommelighed samt manglende afdækning af byggeriet som medførte opfugtning af byggeriet.
HE påstod heroverfor, at opfugtning skyldtes BH’s valg af fugtfølsomme materialer og at BH desuden ikke havde foreskrevet dette i udbudsmaterialet.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten lagde indledningsvist til grund, at forsinkelsen primært opstod grundet opfugtning af byggematerialer som medførte fjernelse af skimmelsvamp. BH havde foretaget valg af fugtfølsomme materialer, herunder porebeton, og havde desuden ikke gjorde sig overvejelser om særlig afdækning af byggeriet under opførelsen eller foreskrevet dette i udbudsmaterialet.
Selvom afdækningen ikke fremgik af udbudsmaterialet, burde HE have været opmærksom på, at porebeton optager fugt og således bør afdækkes.
På den baggrund fandt voldgiftsretten, at både BH og HE var ansvarlige for forsinkelsen. Ansvaret skulle således fordeles med 1/3 til BH og 2/3 til HE.
Dernæst tog voldgiftsretten stilling til spørgsmålet om dagsbod. Forsinkelsen regnes fra den 2. oktober 2017 indtil den 18. december 2018, hvor HE anmeldte bygning A afleveret. BH har således krav på 2/3 dagbod á 15.500 kr. pr. arbejdsdag i 306 arbejdsdage i alt ca. 3.000.000 kr.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Det vi kan lære af denne kendelse er, at bygherren skal gøre sig bekendt med sit valg af materialer og såfremt disse er fugtfølsomme, bør bygherren gøre entreprenøren opmærksom på dette eller foreskrive i udbudsmaterialet, at materialerne kræver særlig afdækning.
Derimod kan entreprenøren dog ikke blot henvise til, at bygherren ikke havde oplyst, at materialerne krævede særlig afdækning, da en entreprenør selv bør være opmærksom på om materialerne kræver afdækning samt bruge sin sunde fornuft.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB. 2021.149 / Sag nr. C-15250
#ugensdom #entrepriseret #dagbøder
-0O0-
Bygherre BH (advokat Frederik Grubb Rømeling) mod Hovedentreprenør HE (advokat Ole Bernt Hasling)
1. Indledning
Mellem klageren, bygherre BH, og indklagede, hovedentreprenør HE, er der opstået tvist om betaling af dagbøder for forsinkelse samt betaling for ekstraomkostninger som følge af opfugtning af bygninger og ændret tagkonstruktion i forbindelse med et byggeprojekt med opførelse af seks nye rækkehuse beliggende …. BH var bygherre, og HE var hovedentreprenør.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af ingeniør Flemming Correll, bygningskonstruktør Sven Mortensen og landsdommer Ulla Staal med sidstnævnte som formand.
2. Påstande og hovedforhandling
BH har nedlagt påstand om, at HE til BH skal betale 3.965.693,53 kr. med procesrente fra den 17. juni 2019.
BH har opgjort kravet således:
Dagbodskrav pr. 17. juni 2019 (428 arbejdsdage) 6.618.500,00 kr.
Udlæg til strøm til affugtere 178.952,90 kr.
Udlæg til Teknologisk Institut 78.140,63 kr.
Fradrag for tilbageholdt entreprisesum -2.909.900,00 kr.
Krav i alt 3.965.693,53 kr.
HE har nedlagt påstand om frifindelse.
HE har endvidere nedlagt selvstændig påstand om, at BH til HE skal betale 11.675.301,94 kr. med procesrente af 960.000 kr. fra den 1. august 2017 til den 31. august 2017, af 1.694.000 kr. fra den 1. september 2017 til sagens anlæg og herefter af 11.675.301,94 kr.
HE har opgjort kravet således:
ekskl. moms inkl. moms
Entreprisesum 15.540.000,00 kr. 19.425.000,00 kr.
Godkendte aftalesedler 1-4 191.034,00 kr. 238.792,50 kr.
Aftaleseddel 5 126.775,00 kr. 158.468,75 kr.
Affugtning/omgørelse/forsinkelse 6.171.364,55 kr. 7.714.205,69 kr.
I alt 22.029.173,55 kr. 27.536.466,94 kr.
BH’s betaling -12.688.932,00 kr. -15.861.165,00 kr.
Krav i alt 9.340.241,55 kr. 11.675.301,94 kr.
BH har nedlagt påstand om frifindelse over for HE’s selvstændige påstand.
Hovedforhandlingen har fundet sted den 12. og 13. august 2020 i Voldgiftsnævnets lokaler.
Under hovedforhandlingen har [tilsynsførende] T, …, …, … og … afgivet forklaring.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og gengivelse af forklaringerne og proceduren, men alene med voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Tidsforløb og overordnet sagsfremstilling
Sagen angår som nævnt et byggeprojekt med opførelse af seks nye rækkehuse i to plan fordelt på bygning A med boligerne 1-4 og bygning B med boligerne 5 og 6. BH sendte opgaven med opførelse af boligerne i hovedentreprise i udbud og inviterede ved brev af 9. maj 2016 HE til at afgive tilbud herpå. Udbudsbrevet var vedlagt arkitekttegninger, ingeniørtegninger og materialebeskrivelse, hvoraf fremgik bl.a., at ydervægge skulle være af Ytong Energy+, at ikke bærende indervægge skulle opføres i porebeton, at etagedæk skulle være 200 mm Ytong dækelement, og at terrændæk skulle være 120 mm armeret betondæk støbt på stedet. HE afgav den 26. maj 2016 tilbud på udførelsen af opgaven.
Den 1. juli 2016 indgik parterne entreprisekontrakt. Af kontraktens § 5 fremgik, at opførelsesperioden var estimeret til 11 måneder med seneste aflevering den 1. august 2017, og at overskridelse af denne frist indebar betaling af en dagbod på 15.500 kr. pr. arbejdsdag. Efterfølgende aftalte parterne en udsættelse af fristen for seneste aflevering til fredag den 29. september 2017 grundet projekteringsfejl hos BH. Ifølge kontraktens § 7 var T af bygherren udpeget til at udføre tilsyn med projektet. Kontrakten var bilagt HE’s liste over »særlige vinterforanstaltninger« med angivelse af forskellige vinterforanstaltningstiltag og priserne herfor.
Af logistiske grunde var opførelsen af bygning B planlagt iværksat før bygning A. Af referater af tre byggemøder i november 2016 fremgår om projektafklaring vedrørende bygning B, at type og omfang af limtræsbjælker i kip og skotrender ikke var præcist tegnet og beskrevet, idet der var divergens mellem arkitekt- og ingeniørmateriale, og at det blev aftalt, at der skulle udføres en variant, der lignede ingeniørtegningen. Om vinterforanstaltninger er anført, at disse ville blive udført i det omfang, det gav mening i forhold til fremdrift af projektet, og at bygherren meddelte, at han selv havde mulighed for at koordinere og igangsætte vejrligsforanstaltninger. Af referat af byggemøde den 6. januar 2017 fremgår om projektafklaring, at arbejdet var udført efter aftale på pladsen og gennemgået og godkendt den 21. december 2016. Ifølge referat af byggemøde den 19. januar 2017 forventede man interimsvarme i bygning B fra ca. uge 4, og det blev aftalt, at tømreren den 20. januar 2017 skulle afhente vinduer og døre til stueetagen i bygning B fra bygherrens lager. I referat af byggemøde den 2. februar 2017 er tilføjet om interimsvarme i bygning B, at T ville levere blæsere til opsætning den 6. februar 2017, og ifølge referat af byggemøde den 9. februar 2017 blev vintermåtter ophængt i åbninger.
Om opbevaring af Ytong Energi+ fremgik af dagældende montageanvisning, at udpakkede Ytong Energi+ skulle tildækkes for at beskytte materialet mod fugt. I mail af 29. november 2016 til BH oplyste HE, at man havde været i telefonisk kontakt med leverandøren af Ytong Energi+ for at høre, om der skulle udvises særlig opmærksomhed i forhold til vandindtrængning, udtørring m.m., da materialet virkede noget fugtfølsomt, og at leverandøren hertil havde svaret bl.a., at den isolerende kerne (Multi-puren) var »vandskyende«.
Ved mail af 10. august 2017 til HE gjorde BH opmærksom på, at der var problemer med gulvene, idet gulvene i bolig 6 flere steder havde hævet sig med op til 5 mm.
Af Teknologisk Instituts erklæring af 12. september 2017 fremgår, at instituttet efter anmodning fra BH i perioden 8. til 11. september 2017 foretog fugtmålinger i bolig 2, 4 og 5 i dybder svarende til 25 % af dybden i etageadskillelser (med tosidig udtørring) og 50 % af dybden i terrændæk (ensidig udtørring), og at den relative luftfugtighed var målt til over 95 % i Ytongdæk og til over 90 % i terrændæk.
Af Teknologisk Instituts erklæring af 19. december 2017 fremgår endvidere, at instituttet efter anmodning fra BH foretog omfangsbestemmelse og afrensningskontrol af tidligere konstateret skimmelsvampeforekomst i bolig 3, 5 og 6 på overside af terrændæk, over- og underside af etagedæk og underside af tagbrædder. I den forbindelse vurderede instituttet bl.a., at skotrenden ved bolig 6 (bygning B) manglede ventilationsåbning, og at der burde foretages nærmere undersøgelser om årsagen til op-fugtet område ved skotrenden/tagfod mellem bolig 3 og 4 (bygning A).
Af notat af 7. februar 2018 fra Bunch Bygningsfysik ApS fremgår, at årsagen til konstateret fugtophobning omkring skotrenden på bygning A vurderedes primært at være en manglende damptæt løsning mellem indervæggene af porebeton i lejlighedsskellet, sekundært tagkonstruktionernes geometri og de brandtekniske krav til lejlighedsskellet, og at løsningen omkring skotrenderne skulle udbedres, idet den vurderedes fugtteknisk uacceptabel. Grundlaget for vurderingen var en fugtteknisk simulering baseret på arkitekttegning detalje 10-34.
BH anerkendte herefter projekteringsfejl i tegningsmaterialet vedrørende skotrenden på bygning A og forestod selv udbedringen heraf.
I perioden medio oktober 2017 til ultimo april 2018 foretog Bunch Bygningsfysik ApS på foranledning af HE målinger af den relative luftfugtighed i alle seks boligers terrændæk, etagedæk, porebetonvægge i skel og i Ytong ydervægge. Af målingerne fremgik, at udtørring i det væsentlige først var tilendebragt ultimo april 2018.
I brev af 1. februar 2018 opfordrede HE’s advokat under henvisning til AB 92 § 15 BH til at fremkomme med et projekt med en korrekt projekteringsmæssig tagkonstruktion på bygningerne, hvis tagkonstruktion var udført på grundlag af de foreliggende tegninger.
Som skønsmand blev udpeget arkitekt og bygningskonstruktør Ole Rosengreen, der i skønserklæring af 21. juni 2018 anførte bl.a., at det var skønsmandens vurdering, at taget på bygning B kunne udføres i henhold til det foreliggende tegningsmateriale, da arkitekttegning detalje 10-34 udvisende skotrende i bygning A burde have været inddraget og anvendt ved udførelsen af tag- og skotrender på bygning B.
Den 10. september 2018 fremsendte BH til HE en arkitekttegning, hvor tagkonstruktionens oprindelige arkitekttegning detalje 10-34 var rettet til detalje 10-43. På HE’s forespørgsel, om detalje 10-43 var teknisk korrekt, svarede Bunch Bygningsfysik ApS den 17. september 2018, at med detalje 10-43 ville skotrenden blive næsten uventileret og uden fald. HE orienterede BH herom, og den 18. oktober 2018 fremsendte BH revideret detalje 10-43.
Ved mail af 18. december 2018 til BH meddelte HE, at bygning A var afleveret dagen forinden.
I mail af 21. december 2018 fastholdt BH fuldt dagbodskrav, indtil bygning B var afleveret, da kommunen ikke ville give delvis ibrugtagningstilladelse, hvorfor man ikke kunne gøre brug af boligerne, før alle var afleveret.
I forbindelse med BH’s krav om træk på garantien i … blev som sagkyndig udpeget civilingeniør Ole Schiøth, der den 3. januar 2019 afgav sagkyndig beslutning om ikke at godkende BH’s krav. I denne beslutning foretog den sagkyndige en gennemgang af nogle af de problemstillinger, som også er temaet under denne voldgiftssag.
Den 23. januar 2019 blev der afholdt et møde om »genetablering af tag på bygning B« med deltagelse af repræsentanter for blandt andre BH, HE, Teknologisk Institut og Bunch Bygningsfysik ApS. Af mødereferatet fremgår bl.a., at der var enighed om, at der skulle etableres »rigtigt« fald i skotrenden fra midt til begge sider, og at faldet skulle etableres i tømrerkonstruktionen. Der var endvidere enighed om, at der ikke kunne bygges i henhold til detalje 10-43, da skotrenden her lå under tilstødende tagflader, hvorfra vandet skulle ledes ned i tagrenderne. Det blev aftalt, at tømrerne skulle udarbejde en »mockup« for enden af den ene skotrende, og ved mail af 25. januar 2019 godkendte BH tømrernes »mockup«.
Ved mail af 3. maj 2019 til BH færdigmeldte HE bygning B. BH har oplyst, at man først betragter byggeriet afleveret den 17. juni 2019.
4. Parternes hovedsynspunkter
BH’s hovedsynspunkter
BH har til støtte for sin betalingspåstand navnlig gjort gældende, at forsinkelsen af byggeriet i det væsentlige kan henføres HE’s langsommelighed i byggeprocessen samt manglende sædvanlig afdækning af byggeriet under opførelsen og den deraf følgende opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk. BH havde valgt gængse byggematerialer, og den markante opfugtning af byggeriet kan derfor alene henføres til HE’s nævnte forhold. Forsinkelsen skyldtes tillige HE’s mangelfulde udførelse af tagkonstruktionen på bygning B, idet denne bygnings ændrede tagkonstruktion i det væsentlige blev udført som projekteret. Der var ikke aftalt delaflevering af byggeriet, hvorfor byggeriet først kan anses for afleveret den 17. juni 2019.
I relation til HE’s selvstændige påstand har BH navnlig gjort gældende, at BH som følge af det anførte ikke er ansvarlig for HE’s omkostninger, herunder omgørelsesomkostninger, som tillige er udokumenterede og eksorbitant høje. BH kan godkende aftaleseddel 4, herunder beløbsmæssigt, og aftaleseddel 5 for så vidt angår arbejdets omfang, men ikke den beløbsmæssige opgørelse af dette krav.
HE ‘s hovedsynspunkter
HE har til støtte for sine påstande navnlig gjort gældende, at forsinkelsen skyldtes opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk grundet BH’s valg af fugtfølsomme materialer, og at BH i udbudsmaterialet ikke foreskrev og derfor heller ikke fik pris for særlig afdækning. Det særlige fugtproblem var således BH’s risiko, og BH skal derfor betale HE’s omkostninger til affugtning, skimmelsanering og forsinkelse. HE skal alene bære ansvaret for forgæves aptering, dersom HE vurderes at have påbegyndt aptering af bygningerne uden at have sikret sig tilstrækkelig udtørring heraf.
Forsinkelsen skyldtes herudover en ændring af tagkonstruktionen på bygning B, der var nødvendiggjort af, at der ikke forelå arkitekttegning med detalje vedrørende tag/skotrende på bygning B, og at markeringen af skotrender på facadetegning ikke tog højde for, at skotrenderne skulle aflede vand til en fri nedenfor liggende tagflade. Der forelå en ingeniørtegning med en tagfladeløsning, der muliggjorde afvanding fra skotrende til fri nedadgående tagflade, men de arkitektdetaljer, der forelå vedrørende bygning A, afveg fra ingeniørtegningen og kunne ikke overføres til bygning B, da der ikke var taget højde for de tagflader, som skotrenderne skulle afvande til. HE gjorde inden arbejdets udførelse BH opmærksom på uoverensstemmelsen mellem arkitekt- og ingeniørprojekt og blev af BH instrueret i at holde sig til ingeniørtegningen. De skimmelproblemer, der opstod i tagkonstruktionen på bygning B, skyldtes den konstruktion, som BH havde valgt, og der gik mere end 11 måneder, fra BH blev opfordret til at komme med et omgørelsesprojekt, til der på HE’s initiativ blev fundet en løsning herpå. De forsinkelser, der skyldtes omgørelse af tagkonstruktionen på bygning B, er således alene BH’s ansvar og risiko, og BH skal derfor betale HE’s omkostninger til omgørelse af tagkonstruktionen på bygning B, herunder omkostninger vedrørende fuld inddækning og forsinkelse.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Efter bevisførelsen lægger voldgiftsretten til grund, at forsinkelsen af byggeprojektet i det væsentlige må tilskrives opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk med efterfølgende affugtning og fjernelse af skimmelsvamp samt ændring af tagkonstruktionen på bygning B.
Opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk m.m.
Ved planlægning, projektering, udbud og udførelse af bygningskonstruktioner skal der træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse, jf. BR15, kap. 4.1, stk. 5. Af vejledningen til bestemmelsen fremgår bl.a., at kravet f.eks. kan opfyldes ved, at der i planlægnings- og projekteringsfasen fokuseres på at undgå materialer og byggetekniske løsninger, der er unødigt fugtfølsomme, at der i bygherrens udbuds- og tidsplan eksplicit afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og -konstruktioner, og at bygherren, hvis muligt inden udbuddet, foretager en cost-benefit-analyse af totalinddækning af byggeriet under opførelsen og foreskriver totalinddækning, hvor det er økonomisk fordelagtigt, eller hvor der i udbudsmaterialet er foreskrevet særligt fugtfølsomme materialer eller byggetekniske løsninger.
Efter bevisførelsen lægger voldgiftsretten til grund, at BH foreskrev, at ikke bærende indervægge skulle opføres i porebeton, at ydervægge skulle være af Ytong Energy+, som ifølge montagevejledningen udpakket skulle tildækkes for at beskytte materialet mod fugt, og at etagedæk skulle være af porebeton/Ytong. BH havde således foretaget valg af fugtfølsomme materialer, og det må lægges til grund, at BH på trods heraf ikke i planlægnings- og projektfasen gjorde sig overvejelser om totalinddækning af byggeriet under opførelsen eller om særlig afdækning, og at der heller ikke i udbudsmaterialet var nærmere forskrifter om afdækning.
Der foreligger ingen oplysninger om særlige vejrligsforhold i byggeperioden.
Voldgiftsretten finder, at HE burde have været bekendt med, at porebeton optager fugt og bør afdækkes, såfremt materialet i længere tid udsættes for nedbør, og at Ytong Energy+ udpakket skal tildækkes for at beskytte materialet mod fugt. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at HE ikke foretog afdækning af sådanne konstruktioner, efterhånden som de blev opsat.
Af måleresultater fra Teknologisk Institut og Bunch Bygningsfysik fremgår, at der var omfattende opfugtning af ydervægge, etagedæk og terrændæk, og at udtørringen heraf i det væsentlige først var tilendebragt ultimo april 2018.
På denne baggrund finder voldgiftsretten, at såvel BH som HE er ansvarlige for forsinkelsen, der skyldtes opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk med efterfølgende affugtning og fjernelse af skimmelsvamp, og at ansvaret herfor skal fordeles med 1/3 til BH og 2/3 til HE.
Som hovedentreprenør var HE ansvarlig for, at bygningen var tilstrækkelig udtørret, inden aptering fandt sted. HE bærer derfor alene ansvaret for den forgæves aptering, der fandt sted, inden bygningerne var tilstrækkelig udtørrede.
Ændring af tagkonstruktionen på bygning B
Ifølge skønsmandens vurdering kunne arkitekttegning detalje 10-34 udvisende skotrende i bygning A være inddraget og anvendt ved udførelsen af tag- og skotrender på bygning B, således at taget på bygning B kunne være udført i henhold til det foreliggende tegningsmateriale.
Voldgiftsretten er ikke enig i denne vurdering. Efter de foreliggende oplysninger, herunder arkitekttegning detalje 10-34, ingeniørtegning D14(K) samt byggemødereferater fra november og december 2016, må voldgiftsretten lægge til grund, at der var divergens mellem arkitekt- og ingeniørmateriale omkring tagkonstruktionen ved skotrender på bygning B, at BH instruerede HE i at udføre en variant, der lignede ingeniørtegningen, og at færdigt arbejde hermed blev godkendt den 21. december 2016. Ved bevisbedømmelsen lægger voldgiftsretten tillige vægt på, at BH ved HE’s advokats brev af 1. februar 2018 blev opfordret til at fremkomme med et projekt, som angav en korrekt projekteringsmæssig tagkonstruktion, og at BH den 10. september 2018 fremsendte en arkitekttegning, hvor tagkonstruktionens oprindelige arkitekttegning detalje 10-34 var rettet til detalje 10-43. På HE’s forespørgsel om anvendeligheden af detalje 10-43 svarede Bunch Bygningsfysik, at med detalje 10-43 ville skotrenden blive næsten uventileret og uden fald. BH udarbejdede herefter den 18. oktober 2018 revideret detalje 10-43. På et møde den 23. januar 2019 med deltagelse af repræsentanter for blandt andre BH, HE, Teknologisk Institut og Bunch Bygningsfysik var der enighed om, at der skulle etableres »rigtigt« fald i skotrenden fra midt til begge sider, og at faldet skulle etableres i tømrerkonstruktionen. Der var endvidere enighed om, at der ikke kunne bygges i henhold til detalje 10-43, idet skotrenden her lå under tilstødende tagflader, hvorfra vandet skulle ledes ned i tagrenderne, og det blev aftalt, at tømrerne skulle udarbejde en »mockup« for enden af den ene skotrende. Ved mail af 25. januar 2019 godkendte BH tømrernes »mockup«.
På denne baggrund finder voldgiftsretten, at BH alene bærer ansvaret for forsinkelsen grundet ændringen af tagkonstruktionen på bygning B.
Aftaleseddel 5
Kravet angår betaling af 126.775 kr. ekskl. moms for diverse el-arbejder. BH har endeligt anerkendt aftale om arbejdernes udførelse, men kan ikke godkende den beløbsmæssige opgørelse af kravet.
Voldgiftsretten finder, at BH ikke har godtgjort, at den beløbsmæssige opgørelse af kravet er urimeligt, og voldgiftsretten godkender derfor HE’s krav.
Den beløbsmæssige opgørelse af parternes mellemværende
Ifølge parternes endelige aftale var seneste aflevering af byggeprojektet fredag den 29. september 2017, således at overskridelse af denne frist indebar betaling af en dagbod på 15.500 kr. pr. arbejdsdag.
Perioden for forsinkelsen forårsaget af opfugtning af vægge, etagedæk og terrændæk, for hvilken ansvaret som nævnt skal fordeles med 1/3 til BH og 2/3 til HE, skal herefter regnes fra mandag den 2. oktober 2017 indtil den 18. december 2018, da HE anmeldte bygning A afleveret. Som følge heraf har BH krav på 2/3 dagbod á 15.500 kr. pr. arbejdsdag i 306 arbejdsdage, eller i alt 3.162.000 kr.
Perioden for forsinkelse grundet ændring af tagkonstruktionen på bygning B, for hvilken ansvaret som nævnt i det hele skal bæres af BH, skal herefter regnes fra den 18. december 2018 til den 13. maj 2019, da HE anmeldte bygning B afleveret.
Under fremlæggelse af adskillige fakturaer har HE opgjort sit krav vedrørende affugtning/omgørelse/forsinkelse på i alt 6.171.364,55 kr. ekskl. moms i følgende hovedposter:
• Nedrivning 109.672,87 kr. ekskl. moms
• Affugtning 522.432,49 kr. ekskl. moms
• Skimmelsvamp fjernelse 165.894,40 kr. ekskl. moms
• Undersøgelser og rådgivning 151.965,28 kr. ekskl. moms
• Malerarbejde inkl. aftagning af væv 872.670,99 kr. ekskl. moms
• Stilladser 312.863,94 kr. ekskl. moms
• Tømrerarbejde (nedrivning og retablering) 1.874.538,40 kr. ekskl. moms
• Levering af nye trægulve 314.510,56 kr. ekskl. moms
• El-arbejde – optagning og retablering 79.731,46 kr. ekskl. moms
• VVS og ventilation – nedtagning og genmontage 343.252,00 kr. ekskl. moms
• Murerarbejde 5.625,98 kr. ekskl. moms
• Renholdelse og slutrengøring 35.310,70 kr. ekskl. moms
• Tagarbejde med nyt alutag 503.369,44 kr. ekskl. moms
• Reparation af vinduer og døre 38.080,00 kr. ekskl. moms
• Tilhørende byggeplads og styring 841.446,00 kr. ekskl. moms
Om flere af de fakturaer, der ligger til grund for denne opgørelse, finder voldgiftsretten, at HE ikke har godtgjort, at de ikke vedrører arbejder omfattet af parternes entreprisekontrakt. Hertil kommer, at flere fakturaer vedrører den forgæves aptering, der fandt sted, inden bygningerne var tilstrækkelig udtørrede, og som HE som nævnt alene bærer ansvaret for.
Efter bevisførelsen finder voldgiftsretten imidlertid, at det er tilstrækkelig godtgjort, at HE har haft omkostninger for i alt skønsmæssigt 1.500.000 kr. ekskl. moms relaterende sig til affugtning, fjernelse af skimmelsvamp og heraf følgende forsinkelse, for hvilken BH som nævnt bærer 1/3 af ansvaret, samt omkostninger for i alt skønsmæssigt 2.500.000 kr. ekskl. moms relaterende sig til ændring af tagkonstruktionen på bygning B og heraf følgende forsinkelse, for hvilken BH som nævnt alene bærer ansvaret.
Parternes økonomiske mellemværende kan herefter opgøres som følger:
ekskl. moms inkl. moms
BH’s krav
2/3 dagbod á 15.500 kr. i 306 arbejdsdage 3.162.000,00 kr.
2/3 af 178.952,90 kr. – udlæg til strøm til affugtere 119.301,93 kr.
2/3 af 78.140,63 kr. – udlæg til Teknologisk Institut 52.093,75 kr.
I alt 3.333.395,68 kr.
HE’s krav
Entreprisesum 15.540.000,00 kr. 19.425.000,00 kr.
Aftalesedler 1-4 – anerkendt 191.034,00 kr. 238.792,50 kr.
Aftaleseddel 5 126.775,00 kr. 158.468,75 kr.
1/3 af 1.500.000 kr. –
Affugtning/skimmelsvamp/forsinkelse 500.000,00 kr. 625.000,00 kr.
Ændring af tagkonstruktion på bygning B 2.500.000,00 kr. 3.125.000,00 kr.
23.572.261,25 kr.
BH’s betaling -15.861.165,00 kr.
I alt 7.711.096,25 kr.
BH skal følgelig til HE betale 7.711.096,25 kr. – 3.333.395,68 kr. = 4.377.700,57 kr., der forrentes med procesrente af 960.000 kr. fra den 1. august 2017 til den 31. august 2017, af 1.694.000 kr. fra den 1. september 2017 til den 17. november 2019 og af 4.377.700,57 kr. fra den 18. november 2019.
Sagsomkostninger m.v.
Der er før hovedforhandlingen afholdt 19.000 kr. til syn og skøn, hvoraf HE foreløbig har betalt 10.687,50 kr.
Efter sagens udfald finder voldgiftsretten, at BH skal dække de udgifter på 10.687,50 kr., som HE har afholdt til syn og skøn. Ved afgørelsen heraf lægger voldgiftsretten vægt på, at HE har fået medhold i påstanden om, at tagkonstruktionen på bygning B måtte omgøres som følge af projekteringsfejl hos BH.
Efter sagens udfald skal BH betale 225.000 kr. i sagsomkostninger til HE til dækning af udgift til advokatbistand.
Efter voldgiftssagens udfald skal de øvrige udgifter til Voldgiftsnævnet betales af BH efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.