UGD 2021.15.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo september 2020, og omhandler hvorvidt en underentreprenør (UE), der havde overtaget en igangværende underentreprise, kunne kræve betaling af et moderselskab der for sit datterselskab havde afgivet betalingsgaranti på trods af manglende allonge.
Hovedentreprenøren, som var datterselskab (D) til et moderselskab (M), havde antaget en underentreprenør (UE1) til at udføre porrebetonmontage. UE1 overdrog herefter sine aktiviteter til UE2, hvorefter UE2 anmodede M om en garanti for D’s betaling.
Af en mail af 27. april 2018 anførte D, at garantien ville blive udstedt til UE2, men at der krævedes en allonge til den oprindelige kontrakt, hvoraf det skulle fremgå, at UE2 skulle overtage alle aktiviteter fra UE1 på samme betingelser. UE2 fremsendte dog aldrig et oplæg til allonge.
M afgav moderselskabsindeståelsen til UE2 den 18. april 2018 til sikkerhed for D’s betaling.
Den 10. juli 2018 sendte UE2 en mail til D, hvori UE2 bekræftede at alt kontraktarbejde pr. denne dato var overgået fra UE1 til UE2.
19. juli 2018 blev D erklæret konkurs, hvorefter M bestred, at der forelå en bindende garanti.
Der opstod herefter mellem UE2 og M tvist om hvorvidt UE2 kunne kræve betaling på baggrund af den garanti, som M havde afgivet som moderselskab for datterselskabet.
UE2 påstod, at M skulle anerkende, at garantien stod til sikkerhed for betaling ovenfor UE2 hvorfor M skulle betale ca. 300.000 k. til UE2. M påstod heroverfor frifindelse.
Voldgiftsretten
Indledningsvist bemærkede voldgiftsretten, at D både havde bekræftet UE1’s overdragelse til UE2 og var bekendt med, at UE2 ønskede en sikkerhed for D’s betaling, for at have formalia i orden i forbindelse med at overtage UE1’s forpligtelser. Voldgiftsretten lagde herefter til grund, at D havde accepteret, at UE 2 overtog UE1’s kontraktuelle forpligtelser.
Spørgsmålet var herefter, om den manglende fremsendelse af en allonge til kontrakten kunne begrunde, at sikkerheden for betalingen ikke var gældende. Voldgiftsretten anså ikke allongen som afgørende for sagen, idet denne alene ville være en formalisering af en allerede aftalt ordning.
Voldgiftsretten gav således UE2 medhold i hans påstand, hvorefter M blev dømt til at betale, som følge af betalingsgarantien.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Det vi kan lære af denne kendelse er, at selvom der ikke foreligger en konkret og klar aftale, kan handlinger tilkendegive og udvise accept af en aftale, således at aftalen anses for bindende.
Når en underentreprenør overtager en anden underentreprenørs aktiviteter på samme betingelser, overtager underentreprenøren ikke kun underentreprenørens forpligtelser, men også rettigheder, dvs. eventuelle betalingsgarantier. Såfremt andre betingelser skulle have været gældende ved en overtagelse af aktiviteter fra en underentreprenør til en anden, skulle der være formuleret en konkret og klar aftale om dette.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2021.145 /Sag nr. C-14862
#ugensdom #entrepriseret #betalingsgaranti
-0O0-
Underentreprenør UE2 (advokat Christina Buhl Nielsen ved advokat Rasmus Reichstein) mod Moderselskab M A/S (advokat Anders Troelsen)
1. Indledning
Der er mellem klageren, underentreprenør UE2 A/S (herefter UE2) og indklagede, moderselskab M A/S (herefter M) opstået tvist om UE2 kan kræve 304.414 kr. betalt af en garanti, som M har afgivet som moderselskab for datterselskab D A/S (herefter D) til sikkerhed for betaling af 500.000 kr. i henhold til entreprisekontrakt omfattende udførelse af murerarbejde, støbearbejde og vandtætningsarbejde på ….
UE1 A/S (herefter UE1) var ifølge en underentreprisekontrakt af 28. februar 2017 antaget til at udføre porrebetonmontage for D. Entreprisesummen var 335.380 kr. (ekskl. moms).
UE2 stillede i 2017 efter aftale med D mandskab til rådighed for D A/S til udførelse af tømrerarbejde. Der blev afregnet efter medgået tid ud fra en aftalt timepris.
UE1 ønskede at overføre sine aktiviteter til UE2. UE2 anmodede på den baggrund om en garanti for D’s betaling. Det blev i en mail af 17. april 2018 fra D anført, at garantien ville blive udstedt til UE2, »hvorfor det kræver en allonge til nuværende kontrakt med UE1, med overtagelse af UE2 under samme betingelser«. I samme mail anmodede D om, at UE2 fremsendte et oplæg til en allonge, men et sådant oplæg fremkom aldrig.
M afgav moderselskabsindeståelsen til UE2 den 18. april 2018 til sikkerhed for D’s »forpligtigelser i henhold til entreprisekontrakt omfattende udførelse af: Murerarbejde, støbearbejde og vandtætningsarbejde på [projektet]«.
D ændrede den 18. juli 2018 navn til Selskabet af 18. juli 2018 og blevet taget under konkursbehandling den 19. juli 2018.
Parterne er enige om, at AB 92 er gældende.
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med landsdommer Henrik Gunst Andersen som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
UE2 har nedlagt påstand om, at M tilpligtes at anerkende, at garantien udstedt af M over for UE2 står til sikkerhed for betaling af bl.a. faktura 1367 udstedt af UE2, samt at M tilpligtes at betale 304.414 kr. (inkl. moms) til UE2 med tillæg af renter efter rentelovens bestemmelser fra den 30. august 2018.
M har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen er hovedforhandlet den 26. august 2020 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af … (UE), A (tidl. D), C (tidl. UE2), F (tidl. D).
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.
3. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
D udfærdigede en aftaleseddel dateret 26. februar 2018 med UE2, hvor arbejdet omfattede opsætning af porrebetonvægge. Det er anført af D, at arbejdet er udført »iht. AB 92 og gældende kontrakt med UE1«. D har betalt fakturaen, som UE2 udstedte med henvisning til denne aftaleseddel.
F (tidl. D), der var byggeleder for D, har forklaret, at han var bekendt med, at UE1 ophørte med at udføre arbejder på [projektet] i foråret 2018, og at UE2 overtog rettigheder og pligter fra UE1. Han orienterede A (fra D) om, at C (fra UE2) ønskede at lade UE1 indgå i UE2. Han fik ikke instruks om, at han skulle gøre indsigelse herimod.
Han har overset, at stadeopgørelsen pr. 30. april 2018, som han sendte til UE2 den 28. juni 2018 fejlagtigt angav, at den omhandler UE1.
UE2 fakturerede (faktura 1367) den 10. juli 2018 i overensstemmelse med hans oplæg af 28. juni 2018 til en acontoafregning fra UE2.
C (fra UE2) har forklaret, at han den 10. juli 2018 i en mail meddelte D, at al kontraktarbejde overgik fra UE1 til UE2 fra samme dag. Han var »presset« af F (fra D) til hurtigt at bekræfte overdragelsen. Det var ikke gennemtænkt, at han anførte skæringsdagen til den 10. juli 2018, men han havde formentlig i tankerne, at der ikke var flere arbejder, som skulle udføres efter den dato.
A (tidl. D) har forklaret, at han var bekendt med, at UE1 ønskede at indgå i et samarbejde med UE2, og at UE2 ønskede en sikkerhed for D’s betaling. Det var formentlig i april måned 2018. Han ville have formalia i orden, hvis kontrakten skulle overgå til UE2. Det kunne være enten en ny kontrakt eller en allonge til den eksisterende kontrakt med UE1.
Voldgiftsretten finder det på den baggrund bevist, at D den 26. februar 2018 accepterede, at UE2 indtrådte i UE1’s forpligtigelser og rettigheder efter entreprisekontrakten.
Voldgiftsretten lægger endvidere vægt på, at der ikke er oplysninger, som kan begrunde, hvorfor D lod UE2 udføre ekstraarbejde, som naturligt lå i forlængelse af entreprisekontrakten med UE1, end den omstændighed at UE2 havde overtaget UE1’s kontraktmæssige forpligtigelser.
Kravet om en allonge til UE1’s entreprisekontrakt kan ikke anses for afgørende for sagen, idet udfærdigelsen af en allonge alene ville være en formalisering af en allerede aftalt ordning. Arbejderne, som henhørte under entreprisekontrakten med UE1, var udført den 10. juli 2018, hvorfor UE2’s mail af 10. juli 2018 ikke havde noget reelt indhold.
UE2’s påstande tages derfor til følge, idet bemærkes at rentepåstanden ikke er bestridt.
Efter sagens forløb og udfald skal M betale 40.000 kr. (ekskl. moms) til UE2 til dækning af udgiften til advokatbistand.
Udgiften til voldgiftsrettens behandling af sagen skal betales af M som nedenfor bestemt.