UGD 2021.34.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo januar 2021, og vedrører en underentreprenør der havde krav på betaling for ekstraarbejder, idet hovedentreprenøren ikke havde gjort indsigelse.
En hovedentreprenør (HE) havde antaget en underentreprenør (UE) til at udføre en malerentreprise.
UE påstod, at de til HE fremsendte fakturakrav, vedrørte ekstraarbejder og at disse arbejder var nødvendige for entreprisens udførelse. Arbejderne var desuden varslede overfor HE, inden de blev udført, men HE gjorde ikke opmærksom på, at HE ikke anså sig forpligtet til at betale.
HE bestred at være forpligtet til at betale for ekstraarbejderne, da HE mente, at der ikke var indgået aftale om arbejdernes udførelse. Derudover påstod HE, at en række af arbejderne ikke var ekstraarbejder, da arbejderne vedrørte udbedring efter skader påført af andre entreprenører og sådanne arbejder var HE uvedkommende.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten gav UE medhold i betaling for visse ekstraarbejdet, idet UE havde rejst klare krav, som HE ikke havde gjort indsigelse imod.
Det var uden betydning, at et af kravene udsprang fra en sideordnet entreprenørs skadeforvoldende handling.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Først og fremmest skal der forinden arbejdets begyndelse, detaljeret, skriftligt og klart aftales ekstraarbejder. Hvis der alligevel opstår krav – og du ikke er enig – skal du tydeligt og skriftligt gøre indsigelse hurtigst muligt.
Som underentreprenør er det dog også vigtigt altid at underrette hovedentreprenøren, hvis der skulle opstå behov for at udføre mere arbejde, end det entrepriseaftalen giver ret til. Det er som udgangspunkt hovedentreprenørens beslutning, om der skal udføres mere arbejde. Hensynet til hvad der er mest hensigtsmæssigt for byggeprocessen og hensynet til, at der kan forekomme situationer hvor underentreprenøren ikke kan underrette hovedentreprenøren, tilsiger dog, at underentreprenøren besidder en vis kompetence til at udføre nødvendige ekstraarbejder.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2021.554 / Sag nr. C-15427
#ugensdom #entrepriseret #ekstraarbejder
-0O0-
Underentreprenør UE A/S (advokat Søren Dalsgaard Jakobsen) mod Hovedentreprenør HE A/S (advokat Kjeld Jørgensen)
Voldgiftsnævnet
1. Indledning
Mellem klageren, underentreprenør UE A/S (UE), og indklagede, hovedentreprenør HE A/S (HE), er der opstået en tvist om betaling for ekstraarbejder mv. i underentreprise på en ejendom beliggende i ….
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af landsdommer Henrik Estrup som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
UE har nedlagt påstand om, at HE til UE skal betale 304.933,39 kr. med procesrente fra den 25. februar 2019.
HE har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb med procesrente fra sagens anlæg.
UE’s påstand fremkommer således:
Faktura nr. 23710 (bilag 3) 33.200,00 kr.
Faktura nr. 23711 (bilag 5) 101.574,00 kr.
Faktura nr. 23712 (bilag 7) 41.475,00 kr.
Faktura nr. 23713 (bilag 10) 34.100,00 kr.
Faktura nr. 23714 (bilag 12) 1.975,00 kr.
Faktura nr. 23715 (bilag 13) 49.200,00 kr.
Faktura nr. 23716 (bilag 15) 32.800,00 kr.
Faktura nr. 23718 (bilag 16) 10.609,39 kr.
I alt 304.933,39 kr.
Alle fakturaer er dateret den 25. januar 2019. Beløbene er inkl. moms.
Hovedforhandling har fundet sted den 12. januar 2021 på Hotel ….
A (fra UE) og C (fra HE) har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren, men alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Kort sagsfremstilling
På det byggeprojekt kaldet …, som sagen vedrører, var HE af bygherren antaget som hovedentreprenør.
HE indgik en underentreprisekontrakt om malerentreprisen med UE. Underentreprisekontrakten er underskrevet af HE den 10. februar 2018 og af UE den 26. september 2018.
Som arbejdsgrundlag var i underentreprisekontraktens pkt. 3.2. bl.a. henvist til »Gældende tegning/beskrivelse«. I pkt. 3.3. var anført: »Ekstraarbejdet honoreres kun i tilfælde af, at Hovedentreprenør får det honoreret af bygherre«. Entreprisesummen udgjorde 1 mio. kr., der bl.a. dækkede »samtlige udgifter til arbejdets fulde færdiggørelse«. Arbejdet skulle udføres i henhold til arbejdstidsplan udarbejdet af HE. Som aftaleberettiget kontaktpersoner var for HE anført C og for UE A.
Parterne er enige om, at malerarbejdet blev påbegyndt i sommeren 2018 og således inden, underentreprisekontrakten var underskrevet af begge parter og dermed indgået, og at malerentreprisen blev afleveret i januar 2019.
HE havde endvidere antaget UE2 A/S (UE2) til som »storentreprenør« at udføre bl.a. tømrerentreprisen. HE har procesunderrettet UE2 om sagen og i den forbindelse anført, at HE, hvis HE i denne voldgiftssag måtte blive pålagt at betale noget beløb, agter at gøre et regreskrav gældende over for UE2. HE opfordrede derfor UE2 til at varetage sine interesser under sagen ved enten at biintervenere til støtte for HE eller ved at indtræde som part i sagen ved hovedintervention. Ved mail af 30. november 2020 meddelte UE2’s advokat imidlertid, at UE2 ikke ønskede at intervenere.
Den 20. juni 2018 sendte D fra UE2 en mail til A (fra UE) fra UE, hvori blev oplyst, at han sammen med … varetog projektledelsen af UE2’s entreprise. Til mailen var hæftet en aktivitets- og arbejdsplan »således at du kan planlægge dine arbejder«. For yderligere information blev i mailen henvist til at kontakte HE eller projektets arkitekt.
Den 6. september 2018 sendte A (fra UE) en mail med et vedhæftet foto til D (fra UE2). I mailen var anført følgende:
»Den er helt gal med det vinyl på toiletter. Vi kan ikke arbejde videre før det er bragt i orden i alle toiletter. Vi arbejder som vi plejer og har ikke mødt det her før. Der er åbenbart ikke vedhæftning mellem vinyl og væg?«.
D (fra UE2) videresendte samme dag mailen og fotoet til …, der efter det oplyste er gulvmand og var UE2’s underentreprenør. I D’s mail var anført: »Hej … Se vedhæftet og nedenstående. Hvad gør vi?«.
Den 9. oktober 2018 sendte A (fra UE) en mail til D (fra UE2) med følgende ordlyd:
»Hej D,
Vedhæftet en oversigt over de ekstra arbejder vi har i forhold til udbuddet. Inkl. tegning. Jeg tænker vi skal lave en aftaleseddel inden vi kommer for langt med karme osv.«
Den vedhæftede tegning er en plantegning med en række farvemarkeringer og en håndskrevet tekst med oplysning om, hvad markeringerne betyder.
A (fra UE) fik efter det oplyste ikke noget svar fra D (fra UE2), og den 5. november 2018 sendte A (fra UE) en kopi af mailen til C fra HE, idet han anførte følgende:
»Hej C,
Vil du være behjælpelig med denne.
Jeg har egentlig en fin dialog med D og …, men det er som om der ikke sker en masse andet end snak. Det er heller ikke noget problem at få afleveret projektet, men vi har også ventet på andre fag og finish ind i mellem«.
Ligeledes den 5. november 2018 sendte A (fra UE) en mail til F fra HE. Mailen var en reaktion på en mail af samme dato, hvori
F havde givet udtryk for utilfredshed med UE. I A (fra UE)s mail, der blev sendt cc C fra HE og … fra UE2, var bl.a. anført følgende:
»Jeg vil så samtidig gøre opmærksom på at vi rent faktisk er gået i gang med at udføre ekstraarbejder som fx maling af karme. Jeg har efterspurgt en aftaleseddel et par gange nu. Så jeg ville gerne se samme ivrige entusiasme til også at vende tilbage med den …«
Den 17. december 2018 sendte A (fra UE) er mail til C (fra HE), hvori bl.a. var anført følgende:
»Væggene var også malet færdig i gangene. Disse er blot blevet udsat for ligegyldig behandling af andre fag«.
Ved mail af samme dato spurgte C (fra HE), hvem det var, som ikke behandlede væggene ordentligt, hvortil A (fra UE) den følgende dag svarede, at det mest var »tømrer og vvs (og dem som hører derunder)«.
Som svar på en mail af 18. december 2018 fra C (fra HE) til samtlige underentreprenører mv. med kritik af arbejdets kvalitet og fremdrift sendte A (fra UE) en mail af samme dato til C (fra HE). I mailen var bl.a. anført følgende:
»Jeg kan ikke love jeg er der kl. 10 i morgen, men kommer så hurtigt jeg kan fra et andet møde. Jeg sender maleren … til møde kl. 10.
Jeg bliver nød til skriftligt at gøre opmærksom på vi på intet tidspunkt har haft byggeriet alene til at lave finish og har heller ikke haft forudgående arbejder løbende klar til os. Så derfor har vi heller ikke haft muligheden for at følge tidsplanen, når der hele tiden bliver sat lister op og lavet murerfinish alt for sent. Vi er derfor heller ikke berettiget til nogen form for dagbøder.
Beløbet som er afsat til efterreparationer er allerede brugt og derfor er jeg nødsaget til at fakturere for de overflader som er blevet ødelagt af andre håndværkere. Jeg har billeddokumentation til dette. Dertil kommer ekstraarbejder som fx hvor vores spartelhjørner er revet ud for at få plads til døre og vinduer (uden at gøre os opmærksom på dette eller give os tid til at rette hjørner inden opsætning af dør/vinduer), fjernede trælister, manglende opsatte trælister mm. …«
Den 18. december 2018 sendte A (fra UE) en mail til C (fra HE) med teksten: »Vedhæftet foreløbige registreringer af ekstra arbejder/hærværk«. De pågældende registreringer består af en række fotos med datoer og tekst.
Den 9. januar 2019 sendte A (fra UE) en mail til C (fra HE) med teksten:
»… Jeg bekræfter også her ordre på at vi udfører pletning af vinduer og døre, opretning af hjørner ved dørpartier efter tømrer fjernede spartelkanter samt ommaling af gerigter efter af- og påmontering ved skydedøre.«
4. Anbringender
UE har gjort gældende, at de fremsatte fakturakrav i det væsentlige vedrører ekstraarbejder. Arbejderne var nødvendige for entreprisens udførelse. Arbejderne var endvidere varslede over for HE, inden de blev udført, men HE undlod at gøre opmærksom på, at HE ikke anså sig for forpligtet til at betale. Der forelå dermed en entrepriseretlig aftale indgået ved passivitet. Det bestrides, at AB 92 § 12, stk. 2, finder anvendelse, da arbejderne som nævnt må anses for aftalt. Det bestrides endvidere, at bestemmelserne i entreprisekontrakten indebærer, at UE er afskåret fra at kræve betaling for de udførte ekstraarbejder, herunder fordi der ikke er udfærdiget aftalesedler. Efter fast entrepriseretlig praksis har sådanne procedureregler ikke præklusiv virkning, men alene bevismæssig betydning. UE har i øvrigt procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 23. december 2020.
HE har bestridt, at HE er forpligtet til at betale for de påståede arbejder. Der er ikke indgået aftale mellem HE og UE om arbejdernes udførelse. HE er endvidere ikke enig i, at alle de udførte arbejder er ekstraarbejder. En række arbejder vedrører således udbedring efter skader påført af andre entreprenører, og sådanne arbejder er HE uvedkommende, jf. AB 92 § 12. Det bestrides endvidere, at der har været tale om nødvendige arbejder, som efter praksis kan udføres uden aftale med hovedentreprenøren, HE. Underentreprisekontraktens betingelser for at kunne fremsætte krav om betaling ud over entreprisesummen er endvidere ikke opfyldt. HE har i øvrigt procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 4. januar 2021
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
UE har gjort gældende, at C (fra HE) på et møde på byggepladsen den 19. december 2018 på vegne af HE gav A (fra UE) fra UE tilsagn om at ville indestå for betalingen af ekstraarbejderne. Ifølge A (fra UE)s forklaring var der tale om fremadrettede, det vil sige endnu ikke udførte, ekstraarbejder.
C (fra HE) har forklaret, at han ikke kan erindre, at der fandt et møde sted mellem ham og A (fra UE) den 19. december 2018, og han har bestridt, at han eller HE har givet tilsagn om at ville betale for ekstraarbejder eller for udbedring af skade påført af andre underentreprenører.
Den fremlagte mailkorrespondance den 18. december 2018 mellem A (fra UE) og C (fra HE) sandsynliggør, at der faktisk fandt et møde sted mellem dem den 19. december 2018.
På baggrund af de modstridende forklaringer, og da det er UE, der har bevisbyrden, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at C (fra HE) på mødet gav tilsagn om, at HE ville indestå for betalingen af ekstraarbejder og/eller udbedringsarbejder.
I gennemgangen af de enkelte fakturaer nedenfor bortses der derfor fra UE’s anbringende om en aftale indgået den 19. december 2018.
Vedrørende faktura nr. 23710:
Fakturaen er på 33.200 kr. inkl. moms
I fakturateksten er anført:
»Hvor vinyl hulkehl ikke hæfter på vægge. 2 gange ekstra spartling efter hulkehl er oprettet.«
UE har gjort gældende, at kravet var varslet i mail af 6. september 2018 til D (fra UE2) fra UE2. I mailen er det bl.a. anført, at »Den er helt gal med det vinyl på toiletter«, og at UE ikke kunne arbejde videre, før det var bragt i orden.
D (fra UE2) videresendte mailen til sin underentreprenør, …, der havde udført vinylarbejdet, med teksten: »Hvad gør vi?«. Mailen blev efter det, der er oplyst for voldgiftsretten, ikke sendt eller videresendt til UE’s kontraktpart, HE.
A (fra UE) har forklaret, at han af C (fra HE) havde fået at vide, at UE2 havde projektledelsen, og at det var derfor, han henvendte sig til D fra UE2.
C (fra HE) har forklaret, at det var ham (HE), der som hovedentreprenør havde projektledelsen, og han har bestridt, at han havde overladt eller delegeret nogen beføjelse til UE2.
Efter de modstridende forklaringer kan det ikke lægges til grund, at UE2 havde kompetence til at disponere på vegne af HE. Det kan heller ikke lægges til grund, at HE havde givet UE føje til at tro, at UE2 var berettiget til at disponere på vegne af HE. Det tilføjes, at den mail af 20. juni 2018 fra D (fra UE2) fra UE2 (bilag 1), som UE har påberåbt sig, heller ikke var egnet til at give det indtryk, at det var UE2, der havde projektledelsen. I mailen er således blot anført, at D (fra UE2) havde projektledelsen af UE2’s entreprise.
Da vinylarbejdet omfattet af faktura 23710 således er udført uden forudgående godkendelse fra HE og uden forudgående meddelelse om det påtænkte arbejde, som HE kunne forholde sig til, er HE ikke forpligtet til at betale for arbejdet.
Den del af UE’s krav, der vedrører faktura nr. 23710, tages derfor ikke til følge.
Vedrørende faktura nr. 23711:
Fakturaen er på 101.574 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»Samlinger i bad mellem gips/beton 6.112,00 kr.
Ekstra m2 loft i boliger 6.475,20 kr.
Ugrundede karme 25.856,00 kr.
Ekstra gipsvæg 35.136,00 kr.
Ovenlys 7.680,00 kr.
Tillægsarbejder i iht. udbudsmateriale. Tegning vedhæftet. …«
Den tegning, der er nævnt i fakturaen, er en plantegning, hvor der med farve er markeret henholdsvis »Spartling af samling«, »Ekstra loft«, »Ekstra karm« og »Ekstra gipsvæg«.
A (fra UE) fra UE har forklaret, at der skulle spartles ekstra der, hvor det på tegningen er markeret med lyserødt. Det kunne ikke have været forudset. Murerens arbejde var utilstrækkeligt. Der viste sig endvidere at være mere loftsareal end vist på tegningerne i udbudsmaterialet, da nogle oprindelige altaner var fjernet. De karme, som tømreren leverede, skulle have været grundede, men de blev leveret ugrundede. UE måtte derfor grunde dem. Der skulle monteres en ekstra gipsvæg som markeret på tegningen.
C fra HE har forklaret, at han ikke kan huske at have hørt om problemer med samlinger i bad mellem gips/beton før, han modtog fakturaen i januar 2019. De »ekstra m2 loft« er ikke ekstraarbejde, da det allerede, da underentreprisekontrakten med UE blev indgået, fremgik af portalen Ajour, at de oprindeligt projekterede altaner var blevet sløjfet og erstattet af yderligere loft. Det er rigtigt, at karmene blev leveret ugrundede. Det er imidlertid ikke HE’s problem og ansvar. Krav i den anledning må rettes mod UE2, der leverede karmene. Det bestrides, at gipsvæg og ovenlys var ekstraarbejde.
Den 9. oktober 2018 sendte A (fra UE) en mail til D fra UE2 med teksten: »Vedhæftet sendes oversigt over de ekstra arbejder vi har i forhold til udbuddet inkl. tegning. Jeg tænker vi skal have lavet en aftaleseddel inden vi kommer for langt med karme osv.«
Mailen blev efter det oplyste ikke besvaret, og den 5. november 2018 videresendte A (fra UE) mailen til C (fra HE) med teksten: »Vil du være behjælpelig med denne. Jeg har egentlig en fin dialog med D og …, men det er som om der ikke sker en masse andet end snak. Det er heller ikke noget problem at få afleveret projektet, men vi har også ventet på andre fag og finish ind i mellem.«
Efter det, der er anført oven for vedrørende faktura nr. 23710, kan det ikke lægges til grund, at UE2 havde kompetence til at disponere på vegne af HE, eller at HE havde givet UE føje til at tro dette.
Den mail, som A (fra UE) den 9. oktober 2018 sendte til D fra UE2, må derfor anses for uden betydning for sagen.
Den mail, som A (fra UE) den 5. november 2018 sendte til C (fra HE), var efter sin ordlyd ikke egnet til at bibringe C (HE) den opfattelse, at UE gik ud fra, at HE skulle betale for de pågældende arbejder, der i øvrigt efter bevisførelsen må antages allerede at være udført, da mailen af 5. november 2018 blev sendt.
Den mail, som A (fra UE) ligeledes den 5. november 2018 sendte til F fra HE, og som er omtalt ovenfor i sagsfremstillingen, er for ukonkret og ubestemt til at kunne virke forpligtende for HE.
HE havde dermed ikke anledning til at sige fra, og den omstændighed, at HE ikke besvarede de 2 mails, bevirker dermed ikke, at HE er forpligtet til at betale fakturakravet.
Den del af UE’s krav, der vedrører faktura nr. 23711, tages derfor heller ikke til følge.
Vedrørende faktura nr. 23712:
Fakturaen er på 41.475 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»Hermed fremsendes faktura for udført malerarbejde, som følger:
Dørhuller ødelagt efter vores færdigspartling og maling. Spartelhjørner demonteret/skåret væk af tømrer.
Efterfølgende spartling, slibning, maling. …«
Den 9. januar 2019 sendte A (fra UE) en mail til C (fra HE) med teksten:
»… Jeg bekræfter også her ordre på at vi udfører pletning af vinduer og døre, opretning af hjørner ved dørpartier efter tømrer fjernede spartelkanter samt ommaling af gerigter efter af- og påmontering ved skydedøre.«
Den pågældende mail angår bl.a. det arbejde, der er omfattet af faktura nr. 23712.
HE besvarede ikke mailen.
Voldgiftsretten finder, at HE efter mailens ordlyd havde anledning til at reagere på den, og at HE ved ikke at have gjort dette aftaleretligt er forpligtet til at betale fakturaen. Der henvises herved til Torsten Iversen, Entrepriseretten, 1. udgave, 2016, side 352. Det er herefter uden betydning, at der er tale om udbedring af skader påført af en anden entreprenør, jf. AB 92 § 12.
Voldgiftsretten tager derfor UE’s krav vedrørende denne faktura til følge med 41.475 kr. inkl. moms.
Vedrørende faktura nr. 23713:
Fakturaen er på 34.100 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»… Vægge plettet og ommalet, filt repareret efter montering af vinduer. Vægge ødelagt efter opstillede materialer/værktøj på færdigmalede vægge. Omfang alle vægge på gangarealer på 1. sal og stueetagen, samt i fællesrum. …«
I mail af 17. december 2018 havde A (fra UE) skrevet følgende til C (fra HE):
»… Væggene var også malet færdig i gangene. Disse er blot blevet udsat for ligegyldig behandling af andre fag. Der er heller ikke sat fodlister op derude. Men lige nu går gulvfolkene der og har spærret af. …«
Ved mail af 18. december 2018 med teksten »Vedhæftet foreløbige registreringer af ekstra arbejder/hærværk« sendte A (fra UE) en række fotos til C (fra HE).
Efter indholdet af fakturaen er der tale om udbedring af skader påført af andre entreprenører.
Efter AB 92 § 12, jf. § 1, stk. 2, er skader, som underentreprenører forvolder på hinandens arbejde, hovedentreprenøren uvedkommende.
De nævnte mails af 17. og 18. december 2018 havde ikke et indhold, der kan bevirke, at HE’s manglende reaktion herpå statuerer en aftale, der fraviger § AB 92 § 12. Det er heller ikke bevist, at HE ved mangelfuld tilrettelæggelse eller styring mv. af projektet har pådraget sig et ansvar for betalingen for det omhandlede arbejde.
Arbejdet er efter beskrivelsen i fakturaen ikke omfattet af ordlyden af A’s (fra UE) ovenfor omtalte mail af 9. januar 2019.
Den del af UE’s krav, der vedrører faktura nr. 23713, tages derfor ikke til følge.
Vedrørende faktura nr. 23714:
Fakturaen er på 1.975 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»Hermed fremsendes faktura for udført malerarbejde, som følger:
Vinyl hulkehl opsat senere på 1. sal toilet, efter vægge var færdigmalede. Tilbagegang til opspartlinger og maling. …«
Af de grunde, der er anført ovenfor vedrørende faktura nr. 23710, tages denne del af UE’s påstand ikke til følge.
Vedrørende faktura nr. 23715:
Fakturaen er på 49.200 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»Hermed fremsendes faktura for udført malerarbejde, som følger:
Øverste del af gerigter i lejligheder demonteret 2 gange efter de var færdigmalede.
2 gange malerbehandlet: Pletspartlet, pletmalet og malet. Overgang til væg fuget og pletmalet. …«
Den mail af 9. januar 2019, som er nævnt ovenfor, omtaler bl.a. »ommaling af gerigter« og vedrører således bl.a. det arbejde, der er omfattet af faktura nr. 23715.
Af de grunde, der er anført ovenfor vedrørende faktura nr. 23712, finder voldgiftsretten, at HE aftaleretligt har forpligtet sig til at betale for ommaling af gerigterne.
Da faktura nr. 23715 angår ommaling 2 gange, og da mailen af 9. januar 2019 kun angår ommaling 1 gang, tages UE’s krav vedrørende denne faktura alene til følge med halvdelen svarende til 24.600 kr. inkl. moms
Vedrørende faktura nr. 23716:
Fakturaen er på 32.800 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»… Malerbehandlet skrammer på færdigmalede vinduer, dørpartier og døre. 68 stk. vinduer samt dørpartier til lejligheder, samt vinduer i fælles område og gange.
Pletspartlet, pletslebet, og pletmalet 2 gange. …«
Den mail af 9. januar 2019, som er nævnt ovenfor, omtaler bl.a. »pletning af vinduer og døre« og må således anses også at vedrøre det arbejde, der er omfattet af faktura nr. 23716.
Af de grunde, der er anført ovenfor vedrørende faktura nr. 23712, finder voldgiftsretten, at HE aftaleretligt har forpligtet sig til at betale for arbejdet omfattet af faktura nr. 23716.
UE’s krav vedrørende denne faktura tages derfor til følge med 32.800 kr. inkl. moms.
Vedrørende faktura nr. 23718:
Fakturaen er på 10.609,39 kr. inkl. moms.
I fakturateksten er anført:
»Lejlighed 10, fodlister og to sider på karm demonteret, malet og fuget igen
…
Lejlighed 11, huller i væg efter udv. Beklædning (gennemboring)
…
Fælleskøkken, gipskasse over skabe opsat efter malerbehandling
…
Forrum 1.16, gipskasse ommalet efter demontering
…
Ekstra gips over dør til fællesrum
…
Lejlighed 1, lysning spartlet/malet efter 2. gang oppudsning
…
Lejlighed 2, huller i altandørs bundstykke, lukket og malet. Sømhuller i fodlister
…
Lejlighed 7, huller i altandørs bundstykke, lukket og malet, fodliste demonteret
…
Fællesgange, fuger mellem overgang gips/puds, samt i lofts/lysning mod puds …«
UE har ikke godtgjort, at arbejdet er varslet over for HE på en måde, som kan bevirke, at HE er blevet aftaleretligt forpligtet til at betale for arbejdet. Der er heller ikke påvist et andet grundlag, herunder mangelfuld tilrettelæggelse eller styring mv. af projektet, som kan bevirke, at HE er forpligtet til at betale fakturaen.
Herefter, og da arbejdet ikke er omfattet af den ovenfor omtalte mail af 9. januar 2019, tager voldgiftsretten ikke UE’s krav vedrørende faktura nr. 23718 til følge.
Samlet opgørelse:
Efter det, der er anført under gennemgangen af de enkelte fakturaer, tager voldgiftsretten UE’s påstand til følge med 98.875 kr. Beløbet forrentes med procesrente fra den 25. februar 2019, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
UE har fået medhold for et beløb på 98.875 kr. ud af en påstand på 304.933,39 kr. svarende til ca. 32 %. UE skal derfor efter praksis have tillagt delvise sagsomkostninger af det vundne beløb til dækning af udgifter til advokatbistand. Det beløb, der skal betales, fastsættes til 20.000 kr. Beløbet er uden moms, da UE er momsregistreret. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på størrelsen af det beløb, som UE har fået medhold for, og på sagens begrænsede omfang og hovedforhandlingens varighed.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af UE med 2/3 og af HE med 1/3 efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet. Der er herved lagt vægt på sagens udfald.