(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo marts 2019 og vedrører blandt andet hvorvidt totalentreprenøren havde krav på erstatning eller godtgørelse efter ABT 93 § 27.

Totalentreprenør (TE) indgik medio december 2014 entreprisekontrakt med et holdingselskab (HS) og en kommune som bygherre (BH) om projektering og udførelse af et byggeri.

Af kontrakten fremgik en aftalt tidsplan, hvorefter byggeriet skulle påbegynde den 5. august 2015, dog med mulighed for, at byggestarten kunne udskydes indtil maksimalt den 4. december 2015, uden at dette kunne medføre krav fra TE om økonomisk kompensation.

Grundet manglende byggetilladelse, der først blev udstedt den 28. oktober 2015, blev arbejdet først påbegyndt den 3. november 2015.

Grundet bygningsskadelige vibrationer i forbindelse med nedbrydningsarbejderne blev der under arbejderne udstedt to standsningspåbud af kommunens teknik- og miljøforvaltning. Påbuddene blev givet henholdsvis den 12. november – og den 3. december 2015.

TE varslede i mellemtiden, den 20. november 2015, fremsættelse af et krav for forsinket byggetilladelse, da TE var ved at udarbejde beregninger af de økonomiske konsekvenser i forbindelse hermed.

Den forskudte byggestart frem til den 28. oktober 2015 medførte problemer med oplagring af støbte betonelementer for TE.

Voldgiftsretten          

Voldgiftsretten fandt, at årsagen til den udskudte byggestart var det begivenhedsforløb, der i kommunalt regi tog sin begyndelse i maj 2015, hvor der opstod sammenstyrtningsfare vedrørende bygningen helt frem til byggetilladelsen blev udstedt den 28. oktober 2015. Voldgiftsretten fandt det i den forbindelse godtgjort, at TE ikke var i stand til at påbegynde arbejdet på byggepladsen den 5. august 2015 på grundlag af en betinget byggetilladelse, hvorfor ansvaret for den forsinkede byggestart alene påhvilede BH.

Voldgiftsretten fandt imidlertid, at BH ikke havde udvist fejl og forsømmelser i forbindelse med forsinkelsen, jf. ABT 93 § 27, stk. 1, nr. 1. TE kunne således ikke kræve erstatning for forsinkelsen, men havde ret til godtgørelse efter ABT 93 § 27, stk. 2, nr. 2.

Voldgiftsretten tilkendte herefter TE beløbet for forsinkelsen for så vidt angik lagerlejen til betonelementerne, ekstra funktionærtimer, byggepladsdrift og dækningsbidrag mv. For så vidt angik lagerlejen fandt voldgiftsretten, at TE skulle have dækket hele det påståede beløb og således også for den del, der rak ud over det antal dage, som forlængelsen udgjorde, idet ansvaret for forsinkelsen alene påhvilede BH.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Kendelsen er et godt eksempel på, at selvom man som bygherre aftaler mulighed for udskydelse af byggestart med tilknyttet aftale om, at en eventuel udskydelse ikke kan medføre krav om økonomisk kompensation fra entreprenøren, kan man som bygherre alligevel ifalde ansvar for forsinkelser, herunder som følge af manglende byggetilladelse.

Det er naturligvis væsentligt at have styr på alle byggetilladelser inden iværksættelsen af et byggeri, hvilket nærværende kendelse understreger.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.

Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/

/Entrepriseadvokat Simon Heising

#entrepriseret #byggeriet #forsinkelser

-o0o-

Kendelsen i fuld længde

Kendelse afsagt den 5. marts 2019 af Voldgiftsretten, Byggeri og
Anlæg, i sag nr. C-14367.
Totalentreprenør TE (advokat X)
mod
HS og PS (advokat X)
og
… Kommune (advokat X)
Advokat X har ved klageskrift modtaget
den 1. juni 2017 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en
voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter om
krav som følge af forsinkelse af et byggeri ved … Station på
byggefelterne … og … (herefter B4 og B5).
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf vedtaget at nedsætte en
voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for
bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af afdelingschef Niels
Bank, civilingeniør Carsten Bonde og landsdommer Karsten Bo
Knudsen, med sidstnævnte som formand.
Parterne har under sagens forberedelse fremlagt følgende
processkrifter:

Den 4. februar 2019 kl. 9.00 blev voldgiftsretten sat i
Voldgiftsnævnets lokaler til hovedforhandling.

Klagers påstand:
1) De indklagede tilpligtes til klager at betale 4.871.377 kr.,
subsidiært et mindre beløb, med tillæg af den til enhver tid
gældende procesrente i henhold til renteloven af 2.364.629
kr. fra den 1. oktober 2016, subsidiært fra sagens anlæg den
1. juni 2017, og af 2.506.748 kr. fra sagens anlæg den 1. juni
2017 til betaling sker.
2) Over for de indklagedes selvstændige påstand påstås
frifindelse.
Indklagedes påstand:
Over for TE’s påstand nedlægges påstand om frifindelse,
subsidiært betaling af et mindre beløb end det påklagede efter
voldgiftsrettens skøn.
Bygherren nedlagde selvstændig påstand over for klager:
TE tilpligtes at betale 1.250.000 kr. inkl. moms med tillæg af
renter efter rentelovens regler fra 23. september 2017 til betaling
sker, subsidiært et senere tidspunkt efter voldgiftsrettens skøn.
Klagers advokat forelagde og dokumenterede sagen. De øvrige
advokater havde lejlighed til at supplere forelæggelsen.
… forklarede blandt andet, at han var ansat i HS som
administrerende direktør indtil den 1. april 2018. Han deltog i
projektet lige fra starten for adskillige år siden. Der blev udarbejdet
et skitseprojekt, som skulle godkendes af … Kyst og kommunen.
Man indgik herefter en betinget købsaftale, så det var muligt at
komme ud igen, f.eks. hvis økonomien eller rammerne ikke holdt.
Der blev oprettet et projektselskab, som alle rettigheder og
forpligtelser blev overført til. Alle aftaleparter blev underrettet
herom.
Projektet var delt op i to faser: fase A, som var en privat del med
butikker, og fase B, som var offentlig, og som kommunen stod for.
HS har kun stillet garanti for fase A.
Kommunen ønskede parkeringskældre under hele byggeriet, men
pga. frygt for arkæologiske problemer og dermed fordyrelse af
projektet blev p-kældrene på B4 og B5 taget ud af projektet og
ændret til et parkeringshus på byggefelt B10. Der var blevet lavet
en arkæologisk forundersøgelse forud herfor, og efter ændringerne
havde man ikke forventninger om arkæologiske problemer på B4
og B5.
Han havde ikke noget at gøre med selve byggeriet.
Der blev afspillet forklaring afgivet af statsautoriseret revisor …
og uddrag af forklaring afgivet af … den 22. november 2018 i sag
C-14511.
…A
forklarede blandt andet, at han har været ansat i TE i 13 år,
senest som produktionschef. Han var med på projektet allerede i
forbindelse med kontraktindgåelsen.
I august/september 2015 skete der en ændring, idet bygherren
ønskede at skifte fra cellekontorer i rådhusdelen til
storrumskontorer. TE bad deres rådgivere om at give en pris på at
få dette detailprojekteret. Det havde en omfattende indflydelse bl.a.
på brandsikringen. Tilbuddet af 10. september 2015, der blev
accepteret af kommunen den 15. september 2015, er udarbejdet af
ham på grundlag af de modtagne tilbud tillagt administrationsbidrag.
Der blev givet et fradrag på 546.341,25 kr., som udgjorde
bygherrens besparelser. De manglende sprinkleranlæg er indregnet
heri.
Bilag BS er udarbejdet af G. Her er sprinkleranlæg anført som
0,00, men det er, fordi beløbet til sprinkleranlæg er flyttet ned under
»Andet«. Det samme er tilfældet i bilag 130. At der her er brugt
13.000 kr., er udtryk for, at bygherre nu er begyndt at betale herfor – altså for noget andet end sprinkleranlæg. Bilag 131 angår den
private del, og det samme gør sig gældende her.
Brandstrategirapporten fra september 2016 er udtryk for en
angivelse af de tiltag, der blev indarbejdet i projektet. Rapporten
er udtryk for, hvad bygherre fik i stedet for sprinkleranlæg på den
offentlige del. Der er heller ikke installeret sprinkleranlæg i den
private del.
Han har udarbejdet notatet af 20. november 2015 om den
forsinkede byggetilladelse. Det var første gang, TE rejste krav om
kompensation for forsinkelsen. Efter hans opfattelse var
hovedårsagen til forsinkelsen kommunens ønske om en samlet støjog
vibrationsplan for hele lokalplanområdet tillige med
byggepladsforholdene for hele området. TE kunne ikke komme til
på byggepladsen, før arkæologerne gav den fri. Arkæologi er ikke
omfattet af TE’s kontrakt om B4 og B5.
UE skulle nedramme pæle i ca. 2 uger. Det skulle ske uden
forboring. Standsning nr. 1 var pga. komfortvibrationer. Standsning
nr. 2 var ikke en overraskelse, fordi man på forhånd vidste, at hvis
man kom tættere på end 20 meter, kunne overskridelse af
vibrationsgrænserne ikke undgås. Alle forventede, at man fik en
dispensation, så arbejdet kunne gennemføres. TE har på
byggemøder tilkendegivet, at man kunne overholde vibrationskrav
på 3 mm/s for bygningsskader. Det var en oplysning, han modtog
fra UE, der stod for nedramningen af pælene.
Da man modtog dispensationen til støjende anlægsarbejder den
24. september 2015, gik man ud fra, at der hermed var givet en
generel tilladelse til at udføre den ønskede pælenedramning – også
selv om den vedrørte arbejdstid. Det var jo kommunen, der var
bygherre.
Det tager for ham længere tid at udfærdige og afsende en mail,
end den tid det tager blot at skrive og afsende den. Han har angivet
et kvalificeret skøn herover i bilag 129.
C forklarede via FaceTime blandt andet, at han som ansat hos HS
var tilsluttet projektet på B4 og B5 fra medio november 2015 til
31. august 2017. Han var også involveret i B9 og B10. I denne
periode deltog han i byggemøderne på projekterne. Møderne blev
holdt i forlængelse af hinanden. I gennemsnit blev der brugt ca. 1
time på hvert projekt.
Hans mail af 15. januar 2016 om oplagring af betonelementer
blev sendt, fordi han havde fået at vide, at der var mangel på stativer
til disse, og hvis elementerne blev sat i stativer et andet sted end
hos leverandøren, ville de mangle hos ham. Det var derfor bedre,
hvis de stod hos leverandøren. M (fra TE) havde forinden ringet
og spurgt, om det var muligt at stille elementerne på havnen. Så
skulle vognen, hvori elementerne stod, også stå på havnen, hvorved
leverandøren ikke kunne benytte den til andet. TE mente ikke at
skulle betale regningen for opbevaringen. Derfor er det i
byggereferatet fra 17. marts 2016 anført, at regning skulle sendes
til ham, hvis TE mente at have krav på betaling. Der er ikke betalt,
fordi man ikke mente at være ansvarlig for forsinkelsen. Man mente
heller ikke at være ansvarlig for standsningspåbuddene.
Byggepladsen blev flyttet, fordi der skulle bygges på B5v.
Afleveringstidspunktet blev diskuteret, fordi man ville vide,
hvornår man kunne aflevere til kommunen og selv udleje til
butikker.
Der blev talt om, at TE skulle dokumentere de vejrligsdage, som
de ønskede betaling for. Han modtog aldrig noget herom.
… vedstod den afspillede optagelse fra C-14511. Han forklarede
blandt andet, at han var involveret i B4 og B5 som forklaret. Han
var planchef i den primære del af projektet. Arbejdsområdet
omfattede også støj og vibrationer. Der var en drøftelse om
serverparken, men det havde han ikke noget at gøre med.
Der blev stillet krav om en samlet støj- og vibrationsplan for alle
byggerierne i området. Formålet var at få et overblik over, hvad
der egentlig skete, og hvilke byggerier man skulle være særlig
opmærksom på. Det havde fuld politisk opbakning. Det var helt
klart saglig- og fagligheden, der var afgørende. Det er helt normalt,
at man kan lave sådanne handlingsplaner, og behandlingen af denne
byggesag var helt sædvanlig. Ved rådhusbyggeriet var det den tyske
DIN-norm, man anvendte.
Den første standsning i november 2015 skete i forbindelse med
nedbrydningsarbejde. Der blev benyttet et større maskineri hertil,
der gjorde, at man ikke kunne overholde vibrationskravene. Efter
hans opfattelse var kommunens sagsbehandling i forbindelse
hermed helt o.k.
Den anden standsning i december 2015 drejede sig, så vidt han
husker, om komfortvibrationer. Det var present, at der skulle
arbejdes særdeles hurtigt, hvilket man også gjorde. TE’s målinger
var forskellige fra kommunens. Han husker det således, at TE ikke
flyttede målerne i takt med, at arbejdet flyttede.
I forhold til komplekse byggerier er det helt almindeligt at stille
mange vilkår, som det er sket i denne sag. Simple projekter tog det
4-5 uger at få byggetilladelse til. Til meget komplekse projekter
siger man normalt + 8 uger.
Der blev givet en foreløbig byggetilladelse den 2. september 2015.
Den var foreløbig, fordi politikerne – som noget helt nyt – ville
godkende alle byggetilladelser i denne periode. Det gjaldt også
dispensationer. Om der gives dispensation, afgøres helt konkret.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. december 2015 om
dispensation vedrørende komfortvibrationer blev truffet, efter at
der havde været foretaget nogle prøvenedramninger for at vurdere
virkningen ved de overskridelser, som var nødvendige for at få
byggeriet gennemført.
D forklarede blandt andet, at han fra 2008 til 1. juni 2018 var ansat
som projektchef i HS. Han var involveret i nærværende projekt fra
2012, hvor man påbegyndte et skitseprojekt med henblik på at gå
ind i byggeriet ved … Station.
Han orienterede bl.a. TE om, at rettighederne og forpligtelserne
senere ville blive lagt i et projektselskab. TE stillede herefter garanti
til PS. Han deltog i byggemøderne, og også her orienterede han
om overdragelsen.
Udbudsmaterialet var han med til at udvikle. Selv var han af den
opfattelse, at kommunen hæftede for sin del og HS for den private
del.
Det var oprindeligt meningen, at der skulle være parkeringskælder
under hele byggeriet, men det fragik man for ikke at få arkæologiske
problemer. Dette var sket, inden man indgik kontrakt med TE om
B4 og B5, hvori der derfor ikke står noget om arkæologi. Det blev
aftalt med museumsfolkene, at der godt måtte pælefunderes, uden
at de blev inddraget heri. Han ønskede en udgravningsplan fra TE
for at præsentere den for arkæologerne. Der var tale om digitale
programmer. Han modtog aldrig de ønskede oplysninger.
Der skete kun en byggepladsflytning i hans tid, og den var til
fordel for TE. Det var, fordi der skulle bygges på B6.
Kommunen udtrykte bekymring for deres digitale central i
kælderen. Man henviste til vibrationskravene i DIN.
Han tilbød at betale for det længere gravearbejde vedrørende
arkæologien, men den jordmængde, som skulle fjernes, skulle jo
fjernes alligevel, så det ville han ikke betale for.
Der kom besked fra kommunen om, at der skulle udarbejdes en
støj- og vibrationsplan for byggerierne i lokalplan 1027, men han
kan ikke huske, hvornår han fik besked herom. Det overraskede
ham, at planen skulle omfatte alle byggerierne.
At der ikke skulle installeres sprinkleranlæg i byggeriet, må
medføre et tilsvarende fradrag i entreprisesummen.

F forklarede blandt andet, at han var ansat i … Kommune i 6 år
med fratrædelse den 1. oktober 2017. Han arbejdede kun med B4
og B5 samt B9 – sidstnævnte fra starten og B4 og B5, fra … blev
teamleder på projektsiden. Projektdelen og myndighedssiden skulle
så vidt muligt ikke blande sig i hinandens arbejde. Der skete
matrikulære ændringer, således at hele rådhuset lå på samme
matrikel.
Hans arbejde bestod bl.a. i at anvise fakturaer fra TE til udbetaling,
når HS havde godkendt dem.
G forklarede blandt andet, at han var ansat i HS i adskillige år,
herunder som konsulent på B4, B5 og B9 i perioden fra medio
august 2015 til medio november 2015.
I begyndelsen af september ville man flytte byggepladsområdet
et lille stykke. Det nye område var større end det oprindelige. TE
ved A var imod det, men han var nødt til at skære igennem og
fastholde flytningen. Ændringerne af kontorarealerne vedrørte
kommunens del og havde ikke noget med butiksarealerne at gøre.
Støj- og vibrationsplanen er udarbejdet på grundlag af et udkast
hertil fra rådgiverfirma R2. Forinden havde kommunen haft
lejlighed til at kommentere et tidligere udkast hertil. Kommunen
ville ikke nøjes med blot at få at vide, at TE ville overholde reglerne
for støj og vibrationer – de ville også have dokumentation herfor.
J forklarede blandt andet, at han er ansat som ingeniør i
rådgiverfirma R1 i en sektion, der primært arbejder med vibrationer
i forbindelse med anlægsarbejder.
Kommunen var bange for deres datacenter under
anlægsarbejderne. Det er ham, der har udarbejdet
vibrationshåndteringsplanen fra maj 2015 herom. Datacentret er
sat i en kategori for vibrationer på 3 mm/s og rådhuset som helhed
på 5 mm/s ud fra DIN-normen. R1 udarbejder ofte støj- og
vibrationsrapporter på større byggerier som det foreliggende. Han
stod for monteringen af vibrationsmålerne ved byggeriet, og
målingerne er udført af R1’s system.
Grænseoverskridelsen for bygningsskadelige vibrationer den 11.
november 2015 skete formentlig i forbindelse med
nedrivningsarbejder. Han vil betegne overskridelsen som
»betydelig«.
Overskridelserne den 2. december 2015 skete i forbindelse med
pælenedramning. Der var tale om bygningsskadelige vibrationer,
der lå lige over grænsen på 5 mm/s. Han vil ikke betegne dem som
»ubetydelige«, men der var ikke tale om en »markant«
overskridelse.
Vibrationsmålinger ved anlægsarbejder skal foretages nær ved
det sted, hvor der arbejdes. De skal sidde ved fundamentet af
byggeriet, tæt ved det arbejde, der foregår. Signaler målt på B1 vil
ikke kunne bruges vedrørende B4 og B5.
De i perioden fra 18. november til 6. december 2015 konstaterede
43 bygningsskadelige vibrationsoverskridelser vil han betegne som
»mange«. Baggrundsniveauet er reelt uden betydning.
Støj- og vibrationsplanen af 25. september 2015 udarbejdet af R2
har han ikke set, før han udarbejdede sin rapport. R1 interesserede
sig kun for rådhuset og datarummet. Han vil ligestille rådhuset med
kategorien »almindeligt boligbyggeri«. De 3 mm/s for
vibrationsfølsomt byggeri har ikke noget at gøre med de 3 mm/s
for datarummet.
……
forklarede blandt andet, at han blev ansat hos HS i november
2015, hvor han tog over efter G, og frem til november 2017. Hans
rolle var af mere overordnet karakter.
Teknik- og Miljøudvalget standsede den 3. december 2015 arbejdet
med nedramning af pæle pga. vibrationer. UE foreslog, at man
skulle søge dispensation, hvilket skete den 17. december 2015.
Man blev ikke færdig den 23. december 2015, og TE søgte selv
om ny dispensation den 4. januar 2016. TE skulle selvfølgelig
overholde vibrationsgrænserne.
Der er ikke installeret sprinkleranlæg i butiksarealet. Der er måske
flyttet en enkelt væg.
Han deltog i en del af byggemøderne, der var fælles for B4 og B5
samt B9.
… har forklaret blandt andet, at han er indehaver af og direktør i
TE. Han har deltaget i kontraktindgåelsen og underskrevet
kontrakten i december 2014. Der blev også indgået en kontrakt
vedrørende B9 i samme måned. Modsat B9 var der ikke forbehold
om arkæologi i kontrakten vedrørende B4 og B5, fordi man ikke
havde forventninger om, at der kunne opstå arkæologiske problemer
på disse felter. Arkæologerne skulle gennemgå grunden inden
byggestart, så grunden var klar til pælenedramning. Det var
bygherrens ansvar at sørge herfor.
TE var klar til at gå i gang i sommeren 2015. Udsættelsen af
byggestarten til den 28. oktober 2015 betød, at de funktionærer,
der helt eller delvist skulle arbejde på projektet, ikke kunne
allokeres til andet arbejde. TE led et reelt tab på ca. 3 måneders
dækningsbidrag som følge af udsættelsen.
Kontraktsummen fremgår af bilag 130 og bilag 131. Det betyder,
at posterne i tilbudslisten ikke kan benyttes til noget.
Man ansøgte ikke om sprinkling, da man søgte om byggetilladelse,
fordi der ikke var myndighedskrav herom. Der blev lavet en samlet
brandstrategi. Der er ikke udfærdiget en aftaleseddel om besparelser
på rør til sprinkleranlæg.
Aftalen den 15. september 2015 om ekstraarbejder, hvori der er
givet et fradrag på 546.341,25 kr. ekskl. moms, er udtryk for den
samlede pris for de ønskede ændringer af byggeriet. Pengene til
sprinkleranlæg er dermed indgået i »Andet« arbejde, så der er ikke
noget, der er betalt for, som ikke er leveret.
Han vil karakterisere TE som en mellemstor
entreprenørvirksomhed.
K forklarede blandt andet, at han var ansat som teamleder i byggeog
anlægsafdelingen i … Kommune. Indtil maj 2015 var han
projektleder, og F tog over, da han blev teamleder. Han var stadig
med på sagen, men i efteråret 2015 blev han sygemeldt, og F blev
herefter den primære person på byggeriet.
Da TE inspicerede rådhuset, stillede de, så vidt han husker, ikke
spørgsmål om støj- og vibrationsproblemer.
It-afdelingen besluttede at flytte serverne til …. Der var
vibrationsmålere i serverrummet, fordi der stadig stod en
»transmitter«, der kunne blive beskadiget ved vibrationer. TE skulle
udfærdige en redegørelse om støj- og vibrationskrav vedrørende
de byggerier, som de stod for.
Han blandede sig ikke i byggemyndighedens sagsbehandling. Da
han fik en SMS-alarm om vibrationsoverskridelserne den 11.
november 2015, gav han straks besked til byggemyndigheden
herom. TE’s målere var placeret længere mod vest end R1’s målere,
der stod tættere på byggeriet.
Den primære interesse var at få byggeriet gjort færdigt.
Bygherren erkendte ikke noget ansvar for forsinkelsen af
byggestarten, men man valgte pragmatisk at undlade at kræve
dagbøder for forsinkelsen.
Man forventede ikke, at myndighederne ville kræve
sprinkleranlæg, men hvis de ikke gjorde, var det ikke meningen,
at entreprenøren kunne beholde beløbet hertil. Da kommunen
ønskede at ændre fra cellekontorer til storrumskontorer, opstod der
behov for en ændret projektering. Da man indgik aftalen om
betaling af de 700.000 kr. ekskl. moms herfor den 15. september
2015, var det overhovedet ikke på tale, at sprinklingsbeløbet indgik
i beregningen af prisen. Der forelå kun tilbuddet med bilag. Han
har sagt til TE, at man ville have fradrag for manglende
Copyright © 2019 Karnov Group Denmark A/S side 3
TBB2019.495VNAEVN – VG2019.C.14367
sprinkleranlæg, men det bestred TE. Foreholdt, at manglende
sprinklingsanlæg ikke fremgår af afleveringsprotokollen af 16. juni
2017, forklarede han, at han regnede med, at det manglende
sprinkleranlæg ville fremgå af slutopgørelsen.
Anlægsafdelingen og Teknik og Miljø sad i hver sin ende af
rådhuset. De fik ikke særbehandling af kommunen i denne sag.
Myndigheden bad om at være cc på alt vedrørende vibrationer. Det
var ikke generelt, at myndigheden var cc på alle hans mails. Han
husker UE’s nedramning i december 2015 som on/off.
M forklarede blandt andet, at han er ansat som projektleder i TE,
og han var også projektleder på B4 og B5. Han har ikke deltaget i
kontraktindgåelsen.
Han kom ind i sagen i slutningen af juni/begyndelsen af juli 2015.
Hans team var klar til at gå i gang med projektet i juli 2015 og
forberedte sig på at starte i begyndelsen af august. Man var helt
klar ved det aftalte starttidspunkt den 5. august 2015.
Bilag 129 er en opgørelse over det arbejde, man udførte, medens
man ventede på at komme i gang. A burde ikke have arbejdet på
projektet på dette tidspunkt, men det blev han nødt til pga.
problemerne med HS. TE skulle ikke beskæftige sig med arkæologi,
men udførte regningsarbejde herfor i en periode.
Han havde regnet med at have byggeplads på B4v og en del af
B5v. Senere fik man et mindre areal på B5v. Der var en del kaos
pga. kloakarbejder.
TE havde hele tiden indsendt de oplysninger til kommunen, som
der blev anmodet om. Da man fik dispensation om udvidet
arbejdstid til pælenedramning den 24. september 2015, regnede
man med, at det også omfattede vibrationer ved pælenedramningen.
Han fik ikke at vide, at der ikke var givet dispensation for
vibrationskravet, før de gik i gang med pælenedramningen. Han
kan huske, at han den 2. december 2015 fik besked om, at der havde
været en overskridelse, hvorefter kommunen standsede arbejdet
dagen efter. Når man forsøgte at gå i gang igen, blev man standset
uden nærmere begrundelse. Han ved ikke, hvorfor man kun fik
tilladelse til at nedramme den 23. december 2915.
Den ændrede brandstrategi for bygningen havde mange
konsekvenser. Der blev opstillet en del glasvægge i stedet for
almindelige vægge, og der skulle også laves branddøre mv. Der
skulle ændres i alle tre planer. Fradraget på 546.341,25 kr. har han
ikke været med til at udregne. Der var for hans folk ikke tale om
besparelse ved ændringerne.
UE havde sagt, at der ikke ville opstå problemer med vibrationer
ved pælenedramningen. UE sagde, at de kunne overholde en
vibrationsgrænse på 3 mm/s.
Sagen blev procederet.
Sagen blev optaget til kendelse.
Parterne erklærede sig indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse
udfærdiges som det fremgår nedenfor.
Der afsagdes herefter sålydende
KENDELSE
I slutningen af december 2014 indgik TE A/S en
totalentreprisekontrakt om projektering og udførelse af et byggeri
omfattende et delprojekt inden for byggefelt B4 og B5 beliggende
ved … Station. Aftalen blev indgået med … Kommune og HS som
bygherre. Det er i kontrakten anført, at delprojektet indeholdt en
erhvervsdel (fase A), hvor ejerskabet tilhørte HS, og en
rådhusudvidelse (fase B), hvor ejerskabet tilhørte kommunen. Fase
A omfattede butiksarealer i stueetagen og fase B rådhusudvidelse
på 1. og 2. sal.
Om tidsplan var aftalt, at byggestart skulle ske den 5. august 2015,
at aflevering skulle ske den 4. december 2016, og at butikker skulle
være klar til aptering den 8. september 2016.
I udbudsbetingelserne, som indgik i aftalegrundlaget, var nederst
på side 17 af 20 sider anført, at HS hæftede for alle omkostninger
hidrørende fra fase A, og at kommunen hæftede for alle
omkostninger hidrørende fra fase B.
Af den af TE udfyldte tilbudsliste, der også indgik i
aftalegrundlaget, fremgik, at der til begge faser var afsat et samlet
beløb på 1 mio. kr. ekskl. moms til »Sprinkling. (hvis
myndighedskrav)«. Voldgiftsretten lægger til grund, at dette beløb
også indgik i den endeligt aftalte entreprisesum.
Parterne havde medio december 2014 også indgået en
totalentreprisekontrakt vedrørende byggefeltet B9. Herom henvises
til sagerne C-14132 og C-14511.
Den 24. februar 2015 modtog TE meddelelse om, at HS havde
overført samtlige projektrettigheder og forpligtelser til det endelige
projektselskab, Projektselskabet PS. TE fremsendte herefter sine
fakturaer for udført arbejde i henhold til kontrakten til dette selskab.
I begyndelsen af maj 2015 blev der konstateret
sammenstyrtningsfare for en bygning beliggende …gade 2B, som
grænsede op til byggefelt B9. Der gik herefter »presse« og
»lokalpolitik« i sagen, og byggeriet på dette felt blev standset i en
periode.
Den 18. maj 2015 blev der indsendt ansøgning til … Kommune
om byggetilladelse til projektet på B4 og B5. I ansøgningen er
anført installering af en række brandtekniske anlæg, herunder ABAanlæg
og ABDL-anlæg. Installering af sprinkleranlæg er ikke omtalt
i ansøgningen.
Voldgiftsretten finder, at denne ansøgning kunne danne grundlag
for udfærdigelse af i hvert fald en betinget byggetilladelse i
nærværende sag til den aftalte byggestart den 5. august 2015.
Formentlig i maj eller juni 2015 fandt kommunen ud af, at man
for så vidt angik rådhusarealerne ønskede at ændre indretningen af
kontorarealerne fra cellekontorer til storrumskontorer. Dette
medførte, at der skulle foretages en projektændring for så vidt angik
disse arealer. Der blev den 15. september 2015 indgået en aftale,
hvorefter kommunen accepterede et tilbud fra TE om en merbetaling
på 700.000 kr. ekskl. moms herfor. Tilbuddet indeholdt udgifter
til projektering af nyindretningen og et tillæg for administration,
dækningsbidrag mv. TE gav et fradrag på 546.341,25 kr. ekskl.
moms for »Sparet udførelsesomkostninger. Der aftales en
samtidighedsfaktor på 0,8 på ventilationsanlæg, således at
aggregater og hovedføringsveje ikke ændres. Betonprojektet er så
fremskredet, at der enkelte steder kan forekomme synlige
installationer, der tilstræbes ført i bi-rum.« Der er ikke anført noget
vedrørende sprinkleranlæg i opgørelsen.
Det fremgår af det fremlagte materiale, at kommunen formentlig
siden april 2015 havde overvejet og i hvert fald i juni 2015 besluttet,
at man ville stille krav om udarbejdelse af en støj- og
vibrationshåndteringsplan, inden byggetilladelse kunne udstedes
til byggerierne på B2-B8, et sted beskrevet som hele
stationsområdet.
Den 8. oktober 2015 godkendte kommunens teknik- og
miljøudvalg en støj- og vibrationsplan udarbejdet af R2 den 25.
september 2015. Det blev af udvalget bestemt, at udvalget ønskede
»at få forelagt de enkelte byggetilladelser, før de gives.«
Den 15. oktober 2015 frigav arkæologerne felterne B4 og B5. TE
havde udført gravearbejdet i forbindelse hermed som
regningsarbejde, idet arkæologi ikke var omfattet af
totalentrepriseaftalen.
På sit møde den 27. oktober 2015 godkendte teknik- og
miljøudvalget, at byggetilladelse til rådhusudvidelsen kunne gives
på betingelse af, at grænseværdien for bygningsskadelige vibrationer
på 5 mm/s overholdtes. Byggetilladelsen blev herefter givet på de anførte betingelser den 28. oktober 2015. Den 3. november 2015
anmeldte TE, at arbejdet ville blive påbegyndt.
Den 11. november 2015 om morgenen blev der konstateret
bygningsskadelige vibrationer på op til 12,5 mm/s på rådhusets
fundament i forbindelse med et nedbrydningsarbejde. J fra R1, der
stod for vibrationsmålingerne, har for voldgiftsretten betegnet
overskridelsen som »betydelig«.
Kommunens teknik- og miljøforvaltning udstedte den 12.
november 2015 et standsningspåbud som følge af
vibrationsoverskridelsen. Påbuddet blev ophævet igen den 19.
november 2015.
Den 20. november 2015 varslede TE, at man ville fremsætte et
krav for forsinket byggetilladelse. Det blev oplyst, at en beregning
af de økonomiske konsekvenser var under udarbejdelse.
Den 2. december 2015 om morgenen blev der konstateret
byggeskadelige vibrationer på op til 5,47 mm/s i forbindelse med
pælenedramning. J har betegnet denne overskridelse som »ikke
ubetydelig«. Der var ikke tale om en »markant« overskridelse.
Kommunens teknik- og miljøforvaltning udstedte den 3. december
2015 et standsningspåbud som følge af disse overskridelser.
TE ved UE søgte den 17. december 2015 på grundlag af et notat
udarbejdet af UE, der var underentreprenør på arbejdet, om
»dispensation fra komfort vibrations grænseværdier« i 4 dage for
nedramning af de resterende pæle.
Teknik- og miljøforvaltningen gav den 21. december 2015
dispensation til nedramning af 10-12 pæle den 23. december 2015,
bl.a. på betingelse af, at bygningsvibrationsgrænsen på 5 mm/s for
rådhuset blev overholdt.
Efter fornyet ansøgning om dispensation den 4. januar 2016 blev
denne udstedt af teknik- og miljøforvaltningen den 5. januar 2016.
Den forskudte byggestart frem til den 28. oktober 2015 medførte
problemer med oplagring af støbte betonelementer. C (HS) bad i
en mail den 15. januar 2016 M (TE) om at lade elementerne stå
ved elementleverandøren, »da dette letter leveringen, ingen
aflæsning og pålæsning på … Hav(n)«. Af adskillige
bygherremødereferater herefter fremgår, at »Betonelementer
oplagres ved …« (leverandøren).
I et mødereferat af 17. marts 2016 er herom anført, at regning skal
sendes til PS, hvilket er gentaget i det følgende referat.
Den 16. juni 1017 blev der udfærdiget afleveringsprotokol.
Sprinkleranlæg er ikke omtalt heri.
Det er ubestridt, at der ikke var myndighedskrav om installering
af sprinkleranlæg, og at sprinkleranlæg ikke er installeret i nogen
del af byggeriet.
Den 23. august 2017 fremsendte TE slutopgørelse vedrørende
byggeriet. Det opgjorte beløb er blevet betalt.
Af et under hovedforhandlingen fremlagt bilag BU fremgår, at K
i en mail den 2. september 2017 til A reklamerede over, »at der
mangler en aftaleseddel for den sprinkling, der ikke er udført på
Rådhusdelen af byggeriet.«
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat
Generelt
Voldgiftsretten finder, at der ved afgørelsen af denne sag skal ske
identifikation mellem … Kommune som bygherre og kommunen
som byggemyndighed. Der henvises herved til kommunens
deltagelse i byggekonsortiet, og at den væsentligste del af byggeriet
vedrørte en rådhusudvidelse for kommunen. Hertil kommer, at der
flere steder i det fremlagte materiale ses en meget tæt forbindelse
mellem kommunen som bygherre og som byggemyndighed. Det
fremgår således af et referat fra et følgegruppemøde den 20. maj
2015, at K »afklarer myndighederne om de kan udstede
byggetilladelse på det foreliggende grundlag« og senere i referatet,
at han »tager ligeledes dialog med byggesagsafdelingen om deres
behandling af det indsendte myndighedsprojekt og
sammenskrivningen af brandstrategien«. Af referatet af et møde
den 4. august 2015 fremgår, at » … kommune, D (fra HS) og …
fra … Kyst vil snarest afholde møde vedrørende den kommunikative
proces omkring stationsområdet«.
Det er ikke under nærværende voldgiftssag godtgjort, at HS A/S
er blevet frigjort for sine forpligtelser i forbindelse med den
indgåede totalentreprisekontrakt, jf. herved ABT 93 § 5, stk. 3,
heller ikke ved et stiltiende samtykke. HS A/S hæfter derfor på lige
fod med de øvrige indklagede i denne sag.
Vedrørende de indklagedes hæftelse over for TE skal anføres, at
der i ordlyden af den af parterne indgåede totalentreprisekontrakt
intet sted er anført, at der ikke var solidarisk hæftelse over for TE.
Det følger af ABT 93 § 1, stk. 3, at fravigelse af betingelserne kun
gælder, når det er tydeligt og udtrykkeligt angivet, på hvilke punkter
fravigelse skal ske. De indklagede havde som koncipister af såvel
selve kontrakten som af udbudsmaterialet – også henset til princippet
i ABT 93 § 1, stk. 3 – således et meget stærkt incitament til over
for deres aftalepart at præcisere, at det anførte om hæftelse for fase
A og fase B på side 17 i udbudsbetingelserne indebar en fravigelse
af den altovervejende hovedregel, hvorefter kontraktparter hæfter
solidarisk. Dette er ikke sket, og de indklagede hæfter på baggrund
heraf solidarisk over for TE i denne sag.

TE’s krav vedrørende udskydelse af byggestart fra 5. august 2015
til 28. oktober 2015
Voldgiftsretten finder, at årsagen til den udskudte byggestart var
det begivenhedsforløb i kommunalt regi, der tog sin begyndelse i
maj 2015, hvor der opstod sammenstyrtningsfare vedrørende
bygningen …gade 2B og kommunens ageren, helt frem til
byggetilladelsen blev udstedt den 28. oktober 2015. Der henvises
herved til det ovenfor anførte om begivenhedsforløbet. Det er ikke
påvist eller sandsynliggjort, at TE’s ageren i samme periode i
forbindelse med gravearbejdet for arkæologerne, der var
ressourcemæssigt pressede, eller på anden vis har haft nogen
indflydelse på forløbet. Voldgiftsretten finder det ikke godtgjort,
at TE ikke var i stand til at påbegynde arbejdet på byggepladsen
den 5. august 2015 på grundlag af en betinget byggetilladelse.
Ansvaret for den forsinkede byggestart hviler således alene på
bygherre/kommunen.
Voldgiftsretten finder ikke at kunne lægge til grund, at bygherre
har udvist fejl eller forsømmelse i forbindelse med forsinkelsen,
jf. ABT 93 § 27, stk. 1, nr. 1. TE kan således ikke kræve erstatning
for forsinkelsen.
TE har i stedet ret til godtgørelse i medfør af ABT 93 § 27, stk.
2, nr. 2.
TE har påstået sig tilkendt beløb for forsinkelsen for så vidt angår
lagerleje til betonelementer, ekstra funktionærtimer, byggepladsdrift
og dækningsbidrag mv., forlænget byggepladsdrift, ekstra
funktionærtimer som følge af forlænget byggeperiode og forlænget
garantistillelse (der ikke er momsbelagt).
Voldgiftsretten finder, at TE skal have dækket hele det påståede
beløb for lagerleje – dvs. også for den del af lejebeløbet, der rækker
ud over det antal dage, som forlængelsen udgør. Begrundelsen
herfor er, at ansvaret for forsinkelsen alene påhviler bygherren, og
at oplagringen hos leverandøren fra starten var foreslået og
godkendt af bygherren, der ifølge byggemødereferater også havde
erklæret sig indforstået med, at regning herfor skulle sendes til PS.
Hertil kommer K’s og C’s forklaringer, hvorefter den primære
interesse var at få byggeriet gjort færdigt, således at aflevering til
kommunen og udlejning af butiksarealerne kunne ske. Den samlede
oplagring af betonelementerne hos leverandøren og fordelene
herved var således i bygherrens interesse.
Voldgiftsretten godkender de påståede beløb for ekstra
funktionærtimer og byggepladsdrift og dækningsbidrag mv.
Begrundelsen herfor er, at disse beløb ligger i samme niveau som
de beløb, voldgiftsretten ville have fastsat skønsmæssigt herfor.
Også beløbet for forlænget garantistillelse godkendes.
Derimod finder voldgiftsretten ikke, at kravene vedrørende
vejrligsdage er bevist i tilstrækkelig grad. Disse beløb kan således
ikke godkendes.
Det samlede tilkendte beløb for byggestartforsinkelsen er anført
nedenfor.
TE’s ekstrakrav grundet skærpede støj- og vibrationskrav
Det kan ikke betegnes som et ved kontraktindgåelsen upåregneligt
krav, at myndighederne stillede krav om, at eksisterende byggeri
tæt ved byggepladsen ikke blev beskadiget som følge af vibrationer.
Der henvises herved også til A’s og M’s forklaringer, hvorefter UE,
der udførte arbejdet, havde oplyst, at det ikke var noget problem
at overholde en vibrationsgrænse på 3 mm/s. Endelig bemærkes,
at det var den alment kendte og anvendte tyske DIN-norm, som
blev anvendt vedrørende vibrationskravene.
Voldgiftsretten kan derfor ikke lægge til grund, at der i
nærværende sag var tale om uforudsete og skærpede støj- og
miljøkrav.
Voldgiftsretten finder, at TE som totalentreprenør alene må bære
risikoen for standsningspåbuddene den 12. november 2015 og den
3. december 2015. Vibrationsoverskridelsen den 11. november
2015 var betydelig. Selv om overskridelserne den 2. december
2015 kun var lidt over grænsen på 5 mm/s, kan det ikke bebrejdes
kommunen, at man – på baggrund af overskridelsen den 11.
november – også skred ind med et standsningspåbud i dette tilfælde.
Voldgiftsretten tilkender herefter alene TE det godkendte beløb
vedrørende UE’s ekstraarbejder og et administrationsbidrag herfor.
Voldgiftsretten tilkender således TE følgende beløb:
1. Afgørelse i relation til Ekskl. moms Inkl. moms Bem.
forsinket byggetilladelse og
opstart
Lagerleje til kr. 1.405.760 1.757.200
betonelementer
1a.
Ekstra kr. 263.900 329.875
funktionærtimer
1b.
i perioden 5.
august-28.
oktober
Byggepladsdrift kr. 1.367.500 1.709.375
og
1c.
dækningsbidrag
m.v., opstart
forskydes fra
sommer til
vintermåneder
Forlænget kr. 53.952 53.952 u. moms
garantistillelse
ekskl. moms
1f.
I alt kr. 3.091.112 3.850.402
2. Ekstrakrav grundet Ekskl. moms Inkl. moms Bem.
skærpede støj- og
vibrationskrav
UE kr. 146.125 182.656
ekstraarbejder,
2a.
herunder
vibrationsmålinger,
forlænget
lejetid,
komfortmålinger,
forboringer af
pæle
Administrationstillæg kr. 21.919 27.398
(15 %)
2c.
I alt kr. 168.044 210.055
Total kr. 3.259.156 4.060.457
Der er ikke grundlag for at statuere, at TE har reklameret for sent.
Indklagedes påstand til selvstændig bedømmelse
Det påståede beløb på 1.250.000 kr. inkl. moms vedrører den
manglende installation af sprinkleranlæg i byggeriet. Om
begivenhedsforløbet hermed henvises til det ovenfor anførte. Det
manglende sprinkleranlæg er ikke omtalt i forbindelse med parternes
aftale den 15. september 2015 om indklagedes merbetaling af
700.000 kr. ekskl. moms i anledning af beslutningen om ændring
fra cellekontorer til storrumskontorer. TE har ikke under
bevisførelsen godtgjort, at beløbet, trods den manglende omtale, alligevel er indbefattet i aftalen, og at de indklagede således har
fået noget »andet« for beløbet.
Voldgiftsretten giver herefter de indklagede medhold i denne
påstand.
Voldgiftsrettens resultat
På baggrund af det ovenfor anførte gives der således TE medhold
for et beløb på 2.810.457 kr. inkl. moms (bortset fra garantibeløbet).
Med hensyn til renter bemærkes, at de indklagede ikke har rejst
indsigelse mod klagers rentepåstand.
Efter de under sagen nedlagte påstande og sagens forløb og udfald
forholdes der med sagens omkostninger som nedenfor nævnt, idet
der ved fastsættelsen heraf tillige er taget hensyn til indholdet af
det af de indklagede den 3. januar 2019 fremsatte forligstilbud.