UGD 2022.26.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo november 2021 og omhandler hvorvidt der skulle ske fradrag for udgåede ydelser.
I april 2017 indgik en totalentreprenør (TE) en underentreprisekontrakt med en underentreprenør (UE), hvorefter UE skulle udføre el-entreprisen i forbindelse med opførelse af et plejehjem. Mellem parterne opstod imidlertid tvist om, hvorvidt der skulle ske fradrag for udgåede ydelser.
Voldgiftsretten
UE havde i et vist omfang anerkendt, at der skulle ske fradrag for udgåede ydelser, men voldgiftsretten anerkendte dette i et par yderligere tilfælde.
I modsætning til skønsmanden – fandt voldgiftsretten, at ”en el-entreprenør skal sørge for brandlukning som en del af standardydelsen, medmindre det modsatte er direkte aftalt med bygherren.” TE fik derfor medhold i, at der skulle ske fradrag for manglende udførte brandlukninger.
TE fik dog ikke fradrag for så vidt angår det forhold, at UE i tilbuddet havde medtaget en optionspris på ca. 60.000 kr. to gange, idet voldgiftsretten bl.a. bemærkede, at TE’s indsigelse først blev fremsat 1,5 år efter aftalens indgåelse.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Såfremt ydelsen skulle udgøre en del af standardydelsen, kan der ske fradrag. TE kan derudover som udgangspunkt kræve fradrag såfremt fejl medfører besparelser for UE.
Krav om fradrag i entreprisesummen skal dog rejses straks. Anbefalingen er derfor, at såfremt man mener der skal ske fradrag i entreprisesummen, at man undersøger hvorvidt ydelsen normalt udgør en del af standardydelsen og desuden rejser kravet straks.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2022.438 / Sag nr. C-15370
#ugensdom #entrepriseret #fradrag
-0O0-
Underentreprenør UE (advokat Michael Hasløv Stæhr)mod Totalentreprenør TE (advokat Søren Dolmer Andersen)
1. Indledning
Mellem underentreprenør UE ApS, herefter UE, og Totalentreprenør TE A/S, herefter TE, er der opstået en tvist om manglende betaling af kontrakts- og ekstraarbejde vedrørende el-entreprisen i opførelsen af et plejehjem.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med aut. el-installatør, projektleder Kenneth Christiansen, direktør, aut. el- installatør Torben Flagsø og fhv. landsdommer Ulla Langholz, med sidstnævnte som formand.
2. Påstande og hovedforhandling
UE har nedlagt endelig påstand om, at TE skal betale 1.729.137,31 kr. med procesrente fra den 4. juli 2019 til betaling sker, jf. AB 92 § 22.
Over for den af TE selvstændigt nedlagte påstand påstås frifindelse. TE har nedlagt påstand om frifindelse.
Over for UE har TE nedlagt endelig selvstændig påstand om, at UE skal til TE betale 1.600.979,71 kr. med procesrente af kr. 1.384.526,71 kr. inkl. moms fra den 19. marts 2020 og kr. 216.453,00 ekskl. moms fra samme dag.
Hovedforhandling har fundet sted den 20. og 21. januar 2022 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Kort sagsfremstilling
TE, der af bygherren var antaget som totalentreprenør på ombygningen af et plejehjem, indhentede i foråret 2017 et tilbud på el-entreprisen fra UE.
Parterne indgik den 10. april 2017 en underentrepriseaftale. Af aftalen fremgår bl.a.:
»…
2. Arbejdet
…
Arbejdet omfatter:
Arbejderne omfatter EI entreprisen:
1. Levering og montering af en fuld funktionsdygtig EL entreprise jf. punkt 3.c i denne kontrakt.
2. Optionspriser omhandler kun el-forsyninger, og indgår i el-prisen pos 6.2. og er incl. CTS/IBI-anlæg. samt et 6kW solcelleanlæg.
3. Byggepladsinstallationer jf. skrevet i tilbud af d. 22-03-2017 (modtaget d. 06- 04-2017) Uden for tilbud:
4. Detailprojektering (dog er koordinering med el-ingeniør indeholdt i tilbuddet)
…
3. Aftalegrundlaget
For aftalen gælder følgende skriftlige grundlag i prioriteringsorden:
a. Indeværende underentrepriseaftale.
b. Dokument: »TE’s fællesbetingelser over for underentreprenører« version 16.6
c. Udbudsmateriale:
a. Evt. rettelsesblade udsendt i udbudsperioden
b. Nærværende udbudsbrev
c. TE’s fællesbetingelser over for underentreprenører. Version 16.6
d. Tilbudsliste, dateret 05.08.16
e. beskrivelser, jf. udbudsmaterialet nævnt i punkt 3.c.l
e. Udbudstidsplan, dateret 24.011416
h. Arkitekttegninger og beskrivelser jf. dokumentoversigt, Arkitekt – projektforslag d. 10-05-2016
i. Ingeniørtegninger og beskrivelser jf. Dokumentfortegnelse c. 21-10-2013 rev. d. 08-11
j. Byggeprogram – jf. Oversigt over udbudsmateriale med tilhørende bilag d.27-06-2016 og jf. udbudsmaterialet nævnt i punkt 3.c.l
k. Materialeoversigt – jf. udbudsmaterialet nævnt i punkt 3 c.l.
j. materialet tilsendt i udbudsbrev via særskilt adgang til RlB (PND-BDSM) samt link (til byggeweb)
m. Landskabstegninger…
d. Underentreprenørens tilbud af: 22-03-2017 (modtaget d. 06-04-2017)
4. Entreprisesummen
Arbejdet udføres for en samlet sum ekskl. moms af:
Optioner kr. 60.113,00
Byggepladsinstallationer kr. 176.307,00
El og mekaniske anlæg kr. 6.374.691,00
I alt kr. 6.611.111,00
Efter aftalens indgåelse fortsatte TE projekteringen af byggeriet, og den 2. oktober 2017 udarbejdede TE’s rådgivere en arbejdsbeskrivelse vedrørende el.
Byggeriet påbegyndtes derefter og blev afleveret ultimo april 2019. Under byggeriet opstod der diskussioner mellem parterne om, hvilke arbejder der var omfattet af underentrepriseaftalen, og hvad der var ekstraarbejder. Da parterne ikke har kunnet opnå enighed herom, har UE rejst denne sag og opgjort sin endelige påstand således:
Entreprisesum kr. 6.611.111,00 kr.
Aftaleseddel 1-138 (ex. fradrag på AFS 92 og 93) 3.166.764,26 kr.
Samlet krav før fradrag ex. moms: 9.777.875,26 kr.
Fradrag:
Teleslyngeanlæg (AFS 93) kr. – 54.300,00 kr.
Fradrag for solcelleanlæg (AFS 93) kr. – 36.437,47 kr.
Fradrag vaskemaskine / tørretumbler (AFS 92) kr. – 51.385,00 kr.
Fradrag iht. Forligsaftale -300.000, 00 kr.
Samlet krav inkl. moms 11.669.691,61 kr.
Betalt fra TE’s side 9.940.554,30 kr.
UE’s påstand 1.729.137,31 kr.
TE har opgjort sin selvstændige påstand således:
For meget betalt entreprisesum 655.591,17 kr. inkl. moms
For meget betalt ekstraarbejder 728.935,54 kr. inkl. moms
Mangler ved arbejder 216.453,00 kr. ekskl. moms
I alt 1.600.979,71 kr.
I kravet er fradraget forligsbeløbet på 300.000 kr. i henhold til den af parterne under hovedforhandlingen indgåede aftale.
4. Forklaringer
UE-V1, TE-V1, UE-V2, TE-V2 og TE-V3 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
Endvidere har skønsmand Simon Sparre Pinnau vedstået sine erklæringer af 20. juni 2021 og afgivet supplerende forklaring.
5. Procedure
Parterne har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.
6. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Generelt
TE har indledningsvis gjort gældende, at UE er »undertotalentreprenør«, og at selskabet derfor har et projekteringsansvar. Til støtte herfor har TE henvist til, at klager i sit tilbud har betegnet sig selv som totalentreprenør og entreprisen som en totalentreprise. Endvidere har TE henvist til, at UE-V1 har deltaget i projekteringsmøder. Dette indebærer efter TE’s opfattelse, at UE er bundet af kravene i bygherrens arbejdsbeskrivelse af 2. oktober 2017, hvorfor de arbejder, som fremgår heraf, er kontraktsarbejder.
Arbejdsbeskrivelsen indeholder i øvrigt samme krav som rådgiver R’s projektforslag og Byggeprogrammet, der ubestridt var en del af udbudsmaterialet.
UE-V1 har forklaret, at han var underentreprenør. Det skyldes en kopieringsfejl, at han er angivet som totalentreprenør i tilbuddet. Han har deltaget i et enkelt projekteringsmøde, der mest handlede om beton. Han har ikke været involveret i udarbejdelsen af bygherrens arbejdsbeskrivelse, som han fik tilsendt efter udarbejdelsen. Hans tilbud er udarbejdet på grundlag af R’s projektforslag af 2013. Udbudsmaterialet indeholdt også Byggeprogrammet, men det lagde han ikke vægt på.
TE-V1 har forklaret, at han som totalentreprenør lagde vægt på at få UE inddraget tidligt i forløbet, da TE ikke selv har kompetencer på el-området, og derfor havde behov for at kunne sparre med el-entreprenøren under projekteringen. Han har deltaget i et projekteringsmøde med UE-V1.
Voldgiftsretten bemærker, at TE’s udbudsskrivelse ikke er fremlagt. Derimod fremgår det af parternes aftale, at denne i såvel overskrift som indhold betegnes »underentrepriseaftale«, og at UE mange gange omtales som
»underentreprenøren« eller »UE«. Endvidere fremgår det af såvel tilbuddet som underentrepriseaftalen, at detailprojektering ikke var med i ydelsen. Herefter finder voldgiftsretten ikke, at der er noget grundlag for at anse UE for »undertotalentreprenør« med den virkning, at selskabet har påtaget sig et projekteringsansvar. UE er således ikke forpligtet af bygherrens arbejdsbeskrivelse af 2. oktober 2017. Derimod er voldgiftsretten er enig med TE i, at ved vurderingen af, hvad der er kontraktsarbejde contra ekstraarbejder, må der lægges vægt på både R’s projektforslag og byggeprogrammets afsnit om el, idet begge dokumenter indgik i såvel udbudsmaterialet som aftalegrundlaget, jf. aftalens pkt. 3, og idet UE ikke i sit tilbud har anført, at dette alene hviler på projektforslaget.
UE’s krav i henhold til aftalesedler.
UE har under arbejdet udstedt 138 aftalesedler, hvoraf en del senere er frafaldet, således at der under denne sag er gjort et krav på 3.166.764,76 kr. gældende. Aftalesedlerne er ikke underskrevne, men TE har anerkendt krav for 1.033.641,07 kr. Under hovedforhandlingen har TE yderligere anerkendt krav for 35.868 kr. (AS 21, 54 og 68), således at TE samlet har anerkendt ekstraarbejder for 1.069.509,07 kr.
AS 9 Konvertering til Fugamateriel – 309.598 kr.
Kravet skyldes, at der i udbudsmaterialet ikke var angivet, hvilken type materiel, der skulle anvendes. I bygherrens arbejdsbeskrivelse af 2. oktober 2017 var foreskrevet Fuga materiel eller dermed ligestillet. Det fremgår af en mailkorrespondance i sagen, at TE forinden bestilling af betonelementer havde fået oplyst, at UE ville benytte Euro-materiel.
Der er fremlagt en oversigt over prisforskellene efter fradrag af UE’s rabatter.
Voldgiftsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at UE i udbuddet havde valgfrihed og havde valgt Euro- materiel som det billigste. Der er ikke grundlag for at anse kravet for urimeligt, og det tages derfor til følge.
AS 14, 22 og 36 projektændring fra vægkonsoller til centerkonsoller og gitterbakker samt ekstra arbejde som følge af sprinklerrør – 42.835 kr. + 19.975,20 kr. + 267.525 kr. = 330.335,20 kr.
Kravene vedrører en projektændring som følge af manglende loftshøjde, der medførte, at vægkonsollerne blev ændret til centerkonsoller og gitterbakker. Endvidere blev det ifølge et notat aftalt, at der skulle være 30 cm frit ved gitterbakkerne, således der kunne oplægges kabler fra begge sider. Denne aftale blev ifølge de afgivne forklaringer og fremlagte billeder ikke overholdt, idet der blev placeret sprinklerrør ved siden af gitterbakkerne.
UE’s krav angår ekstraarbejde som følge af niveauspring og merarbejde i forbindelse med montagen (AS14), vanskeligere tilgang til bakkerne (AS 22) samt merarbejde som følge af sprinklerrørenes placering (AS36)
Skønsmanden har ved besvarelsen af spørgsmål 3 udtalt, at vægkonsol er billigere end loftsbeslag, gevindstang og centerbæring, mens arbejdstiden ved opsætning skønnes at være den samme.
Voldgiftsretten er efter bevisførelsen enig med UE i, at projektændringen har medført det krævede ekstraarbejde, hvorfor kravene tages til følge.
AS 24 udskiftning af to stikkontakter til to antennestik – 5.231 kr.
TE har ikke bestridt, at udskiftningen er ekstraarbejde, men har krævet fradrag for stikkontakterne.
Voldgiftsretten bemærker, at det af materialeangivelsen i aftalesedlen fremgår, at antennestikkene er byttet ud mod stikkontakterne uden beregning, hvorfor kravet tages til følge.
AS 30 Indstøbningsdåser 26.880 kr.
Kravet vedrører 30 indstøbningsdåser, hvor placeringen blev ændret.
TE har bestridt kravet, idet ændringen blev besluttet, inden stikkontakterne blev monteret, og man har betalt boremanden for ændringerne.
UE-V2 har forklaret, at ændringen af dåserne gav ekstraarbejde. Voldgiftsretten tager efter bevisførelsen kravet til følge.
AS 31 Montageprojekt og montage af gulvvarmestyring i badeværelser – 106.854 kr.
Kravet drejer sig om tilslutning af præfabrikerede badekabiner. UE-V1 har forklaret, at hver kabine blev leveret med en termostat til gulvvarmestyring, der skulle fortrådes og forbindes, ligesom kabler skulle føres i dåser. Der var på et byggemøde enighed om, at dette var ekstraarbejde.
Det fremgår af byggemødereferat af 7. januar 2019, at tilslutning af gulvvarme i bad var afklaret og igangsat i regning. Herefter tager voldgiftsretten kravet, der, henset til at der er tale om 56 badeværelser, findes rimeligt, til følge.
AS 37 Flytning af stjernepunkter for forsyning til boliger – 32.418 kr.
UE-V1 har forklaret, at det var nødvendigt at ændre på elforsyningen til de enkelte boliger, da sprinklerrørene var i vejen for, at tilslutningerne kunne laves som oprindelig tegnet. Han foreslog derfor, at tilslutningerne blev samlet i en stor stjernepunktsdåse. Det gav ekstra arbejde og krævede flere materialer.
TE har anført, at kravet er udokumenteret og ikke bestilt af TE.
Voldgiftsretten bemærker, at der i sagen foreligger et notat fra ingeniørrådgiveren I, der var TE’s rådgiver, hvorefter parterne synes at have været enige om den foreslåede ændring, der også efter voldgiftsrettens opfattelse var nødvendig. Kravet tages herefter til følge.
AS 40 32 A tavle til elevator – 10.537,50 kr.
UE-V1 har forklaret, at kravet vedrører en ekstra tavle på 32 A, idet hovedtavlen ikke kunne holde til den store belastning fra elevatoren, samt ekstra kabel, da elevatorfolkene skulle have kablet med op. Der foreligger en mail af 26. september 2018 fra TE’s byggeleder, hvoraf fremgår:
»Som vi talte om så har vi brug for en 32A udtag ved elevatortårne. Gerne så hurtigt som muligt. OK?« Voldgiftsretten anser herefter ekstraarbejdet for bestilt og tager kravet til følge.
AS 45 AVA i dagcenter og fællesarealer – 68.159 kr.
Kravet vedrører tonevarsling i fællesarealer. UE har oprindelig ikke anset varsling for en del af entreprisen, men der er enighed om at talevarsling er en del af aftalen, jf. et projektafklaringsnotat.
TE har anført, at tonevarsling ligeledes er kontraktsarbejde, jf. bygherrens arbejdsbeskrivelse.
Voldgiftsretten henviser til det tidligere anførte, hvorefter arbejdsbeskrivelsen ikke er forpligtende for UE. Arbejdet indgår ikke i udbudsmaterialet og kravet tages derfor til følge.
AS 46 Stikkontakter til emhætter – 30.800 kr.
UE har krævet ekstrabetaling for 56 stikkontakter til emhætter under henvisning til, at emhætten skulle kobles på den centrale udsugning, hvorfor man ikke havde medregnet strøm til emhætten, så prisen dækker stikkontakt og stikprop.
TE har henvist til projektforslagets pkt. 4.10, hvoraf fremgår vedrørende emhætte, at »evt. til ledninger eller stik for tilslutning leveres under nærværende entreprise.«, hvorfor der er tale om kontraktsarbejde.
Voldgiftsretten er enig i, at der er tale om kontraktsarbejde, og kravet tages derfor ikke til følge.
AS 47 Tomrør til dåse for markisetryk – 43.568 kr.
TE har anført at der er tale om kontraktsarbejde, da det fremgår af byggeprogrammets afsnit om komplettering, at der skulle være markiser i alle boliger.
UE har henvist til en mailkorrespondance mellem UE-V1 og …, hvoraf fremgår, at TE accepterede arbejdet som ekstraarbejde med 1 time pr. bolig.
Voldgiftsretten tager af den af UE anførte grund kravet til følge.
AS 49 Ødelagt byggetavle 862 kr. + AS 69 Fejlsøgning på byggelys – 525 kr. + AS 72 Overbelastning af byggetavle
– 2.325 kr. + AS 75 Ødelagt forsyning til byggelys i stue 1.105 kr. + AS 82 Fejlsøgning på byggestrøm -787,60 kr.
De anførte aftalesedler vedrører alle udgifter som relaterer sig til byggestrøm, der som en del af parternes aftale skulle leveres af UE, og som er blevet beskadiget.
TE har bestridt at være ansvarlig for nogen af skaderne.
Voldgiftsretten bemærker, at fejlsøgning må anses for en del af den vedligeholdelse, som følger med levering af byggestrøm. Forså vidt angår de øvrige krav, findes det ikke godtgjort, at disse skyldes forhold, som TE er ansvarlige for. Kravene tages derfor ikke til følge.
AS 50 Lysprojekt revideret pris – 35.791 kr.
UE-V1 har forklaret, at kravet skyldes, at han i fællesområder havde regnet med at bruge spots, der var 88 mm høje, men på grund af manglende loftshøjde var henvist til at anvende 30 mm spots, som er dyrere.
TE har påstået frifindelse.
Voldgiftsretten finder efter bevisførelsen ikke, at der foreligger det fornødne bevis for, at der er sket ændringer, som kan begrunde udgiften, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 61 Genetablering af stikkontakter i projekt – 48.785 kr.
Ifølge aftalesedlen vedrører kravet reetablering af 45 stikkontakter, som var monteret, men blev fjernet som følge af en radiator, og derefter remonteret.
TE har anerkendt kravet for så vidt angår 8 boliger i stueetagen, men i øvrigt bestridt dette.
Voldgiftsretten finder ikke, der er ført fornødent bevis for mere end det allerede anerkendte, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 67 Installation til røremaskine i produktionskøkken – 2.764 kr.
UE-V1 har under hovedforhandlingen forklaret, at ekstrakravet skyldes, at der var flere køkkeninstallationer end anført i udbudsmaterialet.
TE har anført, at det er kontraktsarbejde.
Voldgiftsretten bemærker, at det af R’s projektforslag fremgår, at der skulle leveres og opsættes en røremaskine, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 74 lysdæmpere i boliger – 117.456,64 kr.
UE har krævet ekstrabetaling for opsætning af 224 lysdæmpere svarende til 4 i hver af 56 boliger.
TE har anført, at der er tale om kontraktsarbejde og har henvist til, at det af R’s projektforslag pkt. 4.2 fremgår, at entreprisen omfatter levering, montering og tilslutning af belysning i boligerne, inkl. levering og installering af dæmpbar belysning over sengen. Endvidere er henvist til byggeprogrammets pkt. 7.3. om belysning, hvori er anført:
»Der leveres og monteres som minimum følgende grundbelysning i plejecenteret: Loftslys med dæmper (300 lux) i stue, soveværelse og badeværelse samt under overskab ved køkkenbord. Der ønskes dreje- eller skydelysdæmper.«
TE har tillige anført, at det følger af TE’s Fællesbetingelser for underentreprenører pkt. 1.10, at ved evt. forskel i omfang mellem tegnings- og beskrivelsesmateriale gælder den største ydelse i forholdet. Der er i entrepriseaftalen henvist til Fællesbetingelserne, der rangerer før udbudsmaterialet.
Voldgiftsretten finder, at der er sådanne uoverensstemmelser mellem kravene i udbudsmaterialet, at den rangorden, som er anført i entrepriseaftalens pkt. 3, og som efter en naturlig forståelse også omfatter det i pkt.
3.c nævnte udbudsmateriale, må medføre, at UE alene var forpligtet til at levere lysdæmpning i soveværelserne. Den generelle henvisning til TE’s Fællesbetingelser kan ikke føre til andet resultat. Da UE i sit krav ikke har taget højde for den ydelse, som fremgik af R’s projektforslag, nedsættes kravet skønsmæssigt til 88.000 kr.
AS 78 Ændring i CTS anlæg – 116.103 kr.
UE-V1 har forklaret, at ifølge R’s projektforslag skulle der være et CTS-anlæg, som skulle overvåge varme, varmt vand, ventilation og pumpeanlæg. Det var et decentralt anlæg med 24 punkter, som indgik i tilbuddet, og som kunne registrere uregelmæssigheder ved de angivne anlæg. Bygherre ønskede imidlertid et centralt anlæg, som også kunne styre de enkelte enheder. Det blev drøftet på et møde med ingeniørrådgiveren I og han afgav derefter et tilbud på det anlæg, som bygherre/el-ingeniøren ønskede med 100 punkter. Det kostede 373.390 kr. efter fradrag for det oprindeligt tilbudte anlæg.
Det syntes TE var for dyrt, hvorefter el-ingeniøren reducerede anlægget til 45 punkter, hvilket var minimum til i forhold til bygherres ønsker. Det medførte en merpris som krævet. Han korresponderede også med TE-V1 om tilbuddet, og denne satte arbejdet i gang.
TE-V1 har forklaret, at han ikke vidste, hvad et CTS-anlæg var. Det undrede ham, at der pludselig kom ekstrakrav, og han sagde til sine rådgivere, at de skulle holde sig mest mulig til, hvad der indgik i aftalen. Rådgiverne kunne heller ikke finde ud af det. De var presset på tid, så derfor bad han UE-V1 om at gå i gang. Bygherre har ikke villet betale ekstraarbejdet.
Voldgiftsretten finder på grundlag af de afgivne forklaringer sammenholdt med den fremlagte mailkorrespondance, at ekstraarbejdet er bestilt af TE, hvorfor kravet tages til følge.
AS 88 Flytning af hovedtavlerum i forhold til udbuddet – 339.369 kr.
UE-V1 har forklaret, at baggrunden for ekstrakravet er, at i forhold til de tegninger, som fulgte med udbudsmaterialet, og som var grundlag for hans tilbud, skete der en væsentlig ændring af kælderen, hvilket bl.a. indebar, at teknikrummet blev flyttet fra at ligge lige under bygningen til den modsatte ende af kælderen. Det medførte, at der blev ca. 70 m længere til teknikrummet. Han fik ikke meddelelse om ændringen, og han er ikke sikker på, at han på kontraktstidspunktet havde adgang til byggeweb, selvom der i kontrakten er henvist hertil. Udbudsmaterialet var blevet sendt til ham.
TE-V3 har forklaret, at det er rigtigt, at kælderen blev ændret som forklaret. Arkitekten tegnede en tegning af den ændrede kælder den 20. marts 2017. Tegningen, TA 130, blev lagt op på byggeweb, hvor UE havde mulighed for at se den, før man afgav tilbud. TE bestrider derfor ekstrakravet.
Voldgiftsretten lægger til grund som ubestridt, at kælderen blev ændret, hvorved der blev længere til teknikrummet, og at dette ikke fremgik af det udsendte udbudsmateriale. Der blev heller ikke sendt meddelelse herom eller rettelsesblad til de relevante underentreprenører. I entrepriseaftalen er der under pkt. 3 c. i. henvist til »ingeniørtegninger og beskrivelser jf. dokumentfortegnelse af 21-10-2013 rev. 08-11« (R’s projektforslag). Der er hverken i denne forbindelse eller i øvrigt i kontrakten gjort opmærksom på ændringen. Uanset om tegningen, der er betegnet »arealopgørelse«, blev lagt på byggeweb, før UE afgav sit tilbud, findes denne ikke at kunne anses for en del af et klart og entydigt projektmateriale vedrørende el-entreprisen, og UE er derfor berettiget til betaling for de ekstra meter kabel, som flytningen medførte. Det er dog voldgiftsrettens opfattelse, at de kabelpriser, som fremgår af aftalesedlen, ikke er rimelige, hvorfor kravet nedsættes til 150.000 kr.
AS 91 Tilbagegang 10.781,25 kr.
UE-V1 har forklaret, at kravet skyldes, at de blev truet med dagbøder, hvorfor de opsatte ABA-anlægget. Senere skulle maleren til, så de måtte pille anlægget ned igen.
TE har bestridt, at arbejdet er bestilt eller nødvendigt, idet man blot har anmodet UE om at overholde tidsplanen. Voldgiftsretten finder ikke, at UE har ført det fornødne bevis for kravet, som derfor ikke tages til følge.
AS 98 Levering af dæmpbare lamper i boliger – 28.336 kr.
Idet der henvises til det under AS 74 anførte, findes der at foreligge et ekstrakrav, som skønsmæssigt nedsættes til 22.000 kr.
AS 105 Forcering – 75.000 kr.
Det fremgår af en skrivelse fra TE-V2, TE, at han den 4. april meddelte alle underentreprenører, at afleveringsfristen var udskudt fra den 9. april 2019 til den 24. april 2019. Der blev samtidig varslet dagbøder, såfremt man ikke var færdig.
I mail af 8. april meddelte UE-V1, at UE ikke kunne nå i mål til tiden, idet der ville komme til at mangle 25 teknikerdage. Teknikerne kunne imidlertid tages fra andre sager, hvorfor han vedlagde en aftaleseddel på forceringen.
Den 17. april 2019 skrev TE-V2 til UE-V1, at dagbodsvarslet fastholdtes, og at alle fejl og mangler skulle være udbedret den 29. april 2019.
UE-V1 har forklaret, at UE var godt med, men TE var generelt bagud, hvilket var årsag til mailen af 8. april 2019. Han fik ikke nogen skriftlig tilbagemelding på denne, men TE-V2 og TE-V1 accepterede mundtligt forceringen.
TE-V1 og TE-V2 har begge benægtet, at de har accepteret at betale for forcering. TE-V2 har forklaret, at UE var bagud, og at han ikke ville have sendt et yderligere dagbodsvarsel, dersom han havde accepteret forcering.
Voldgiftsretten bemærker, at som sagen foreligger oplyst, findes UE ikke at have godtgjort, at der blev aftalt forcering, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 110 Ændringer af lamper til lofter på repos – 26.358 kr.
UE-V1 har forklaret, at ekstrakravet skyldes, at arkitekten besluttede, at der skulle være downlights med pir- følere i nogle af trappeopgangene i stedet for lamper og akustisk styring.
TE har ikke bestridt, at der er sket ændringer, men finder ikke at der er grundlag for en merpris.
Voldgiftsretten finder på grundlag af beskrivelsen af ændringerne, der støttes af fremlagte tegninger TE 140- 143, at merprisen er berettiget og tager derfor kravet til følge.
AS 111 Levering af forsyninger til dørautomatik – 69.504 kr.
Det fremgår af en fremlagt mailkorrespondance mellem UE-V1 og TE-V2, at der manglede strømforsyning til dørpumper, hvilket UE blev bedt om at sørge for. TE-V2 har forklaret, at han anså arbejdet for kontraktsarbejde.
UE-V1 har forklaret, at forsyninger til dørautomatik ikke fremgik af tegningerne i udbudsmaterialet.
Voldgiftsretten finder ikke, at TE har godtgjort, at der var tale om kontraktsarbejde, hvorfor ekstrakravet tages til følge.
AS 116 ændringer i sprinklercentral – 4.430 kr.
Der foreligger en mailkorrespondance mellem TE-V2 og UE-V1, hvoraf fremgår, at brandvæsenet havde krævet ændringer, idet der ikke måtte være en pir censor på lyset, og der skulle være en manuel afbryder. Endvidere skulle der være en skilleplade mellem stærkstrøm og svagstrøm. TE-V2 har forklaret, at brandvæsenet ikke ville godkende sprinklercentralen, da det udførte ikke var lovligt.
UE-V1 har forklaret at forholdene oprindelig var udført som tegnet, jf. tegning TE 140 B. Voldgiftsretten finder, at der foreligger en projektfejl og tager derfor ekstrakravet til følge. AS 130 Ekstra RMG Inspektion pga. manglende færdiggørelse – 9.675 kr.
UE-V1 har forklaret, at han havde bestilt RMG-Inspektion til godkendelse af brandalarmanlægget, men på inspektionstidspunktet var tømreren ikke færdig, og branddørene kunne derfor ikke afprøves fuldt ud, hvorfor et yderligere besøg var nødvendig. Det medførte ekstraudgifter til RMG og ABA-teknikeren.
TE har bestridt at have haft med besøget at gøre.
Voldgiftsretten bemærker, at det af RMG-rapporten fremgår, at der har været 2 besøg. UE har imidlertid ikke godtgjort, at det første besøg var aftalt med TE, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 132 Flytning af antennestik i fællesrum – 13.764kr.
Det fremgår af en mail af 13. maj 2019 fra TE-V2 til UE-V1, at nogle antennestik skulle flyttes, da de ikke var anbragt som vist på en medsendt tegning.
UE har fremlagt oprindelig tegning og samt efterfølgende tegning, hvoraf ses, at antennestikkenes placering er ændret.
Voldgiftsretten tager herefter ekstrakravet til følge.
AS 133 Levering af ADK på 11 døre i kælder. 71.923 kr.
Det fremgår af R’s projektforslag pkt. 4.2 om ADK, at der skal udføres batteridrevet decentralt stand alone- adgangssystem på alle indvendige døre, hvorfor TE har anført, at der foreligger kontraktsarbejde. UE har anført, at kælderen er blevet mere omfangsrig end udbudt.
Voldgiftsretten er enig med TE i, at efter beskrivelsen i udbudsmaterialet er der tale om kontraktsarbejde. Det er ikke af UE godtgjort, at ændringen af kælderen har medført flere døre end oprindelig udbudt. Kravet tages
herefter ikke til følge.
AS 136 Ekstra AIA i lav bygning – 36.244,50 kr.
Ifølge aftalesedlen omfatter kravet udførelse og programmering af magnetkontakter på alle døre, som går ud til det fri i den lave del af bygningen. TE har anført, at der er tale om kontraktsarbejde og har henvist til, at der i udbudsmaterialet er anført:
»Der etableres et komplet tyverialarmanlæg med glasbrudsdetektorer ved vinduer hvor det er muligt at bevæge sig rundt i bygningen selvom anlægget er tilkoblet. Der opsættes forbikobler ved alle indgangsdøre til bygningen.«
UE har henvist til, at tegningsmaterialet blev ændret flere gange.
Voldgiftsretten er enig med TE i, at der foreligger kontraktsarbejde, hvorfor kravet ikke tages til følge.
AS 137 Ekstra sensorer tilgået projekt – 113.100 kr..
UE-V1 har forklaret, at kravet skyldes, at bygherre ville have Dali daglys sensorer og pir-følere på gangene. Ifølge udbudsmaterialet skulle der på gangarealerne være et belysningsanlæg, som tændtes på trykkontakter placeret på gangarealerne.
TE har gjort gældende, at såfremt der er et ekstrakrav, er kravet prækluderet, jf. AB 92, § 22, stk. 7. UE fremsendte slutopgørelsen den 17. juni 2019, mens aftalesedlen først er fremsendt 9. september 2019.
Voldgiftsretten bemærker, at arbejdet er ekstraarbejde. Afgørende for, at kravet er prækluderet, er, hvornår det er udført, herunder om det er sket før fremsendelse af slutopgørelse eller efterfølgende som led i en mangelsafhjælpning/bestilling fra bygherre. Ingen af parterne har forklaret nærmere herom, men har henvist til en mailkorrespondance den 8. og 9. september 2019 mellem TE-V2 og UE-V1. Denne mailkorrespondance synes imidlertid efter sit indhold at vedrøre lysdæmpning i fælleskøkkener og ikke gangarealer. UE-V1 har således i mail af 9. september 2019 anført bl.a., at »gangene er udført med dæmp mellem kl. 22 og 06.
Fælleskøkkenerne er udført uden dæmp…«
Voldgiftsretten lægger herefter til grund, at arbejdet er udført før afleveringen og fremsendelsen af slutopgørelsen, hvorfor kravet er prækluderet.
AS 138 Kablet forbindelse til CTS IP-forbindelse – 4.861 kr.
Kravet skyldes efter indholdet af aftalesedlen, at det var nødvendigt at etablere en kablet forbindelse mellem rack i stuen og på 1. sal, for at der kunne oprettes fast IP-forbindelse til CTS-anlægget.
TE har bestridt, at man har bestilt arbejdet.
Der foreligger i sagen en mailkorrespondance mellem UE’s medarbejdere, … og …, der efter det oplyste var ansat i hos bygherres rådgiver, om problemet med at få oprettet IP-adressen.
Voldgiftsretten finder ikke, at UE har godtgjort, at TE er bestiller af arbejdet, hvorfor kravet ikke tages til følge.
Sammenfatning.
UE’s krav i henhold til aftalesedler kan herefter opgøres således:
309.598 kr. + 330.335,20 kr. + 5.231 kr. +26.880 kr. + 106.854 kr. + 32.418 kr. + 10.537,50 kr. + 68.159 kr. + 43.568
kr. + 88.000 kr. + 116.103 kr. + 150.000 kr. + 22.000 kr. + 26.358 kr. + 69.504 kr. + 4.430 kr. + 13.764 kr. =
1.423.739,70 kr.
TE’s krav
A. Fradrag
UE har anerkendt, at der i kontraktssummen skal ske fradrag for ikke leverede ydelser i form af teleslyngeanlæg, solcelleanlæg og ikke udførte optioner (vaskemaskiner og tørretumblere) for i alt 142.122 kr. ekskl. moms, mens TE har krævet fradrag for i alt 683.675,53 kr. ekskl. moms.
Optioner – 60.113 kr.
Indklagede har anført, at optioner for 60.113 kr. er medtaget 2 gange i tilbuddet, jf. bemærkningen om at el- forsyningen indgår i pos. 6.2, og da optionerne ikke er leveret, skal der ske fradrag ikke blot for det ikke leverede, men også for beløbet 60.113 kr., idet dette beløb er indgået både i entreprisesummen og som option jf. kontraktens pkt. 4.
UE-V1 har forklaret, at han ikke husker, hvorfor han i marts 2017 skrev, som han gjorde i tilbuddet, men han er sikker på, at der ikke er tale om, at beløbet er medregnet 2 gange.
TE-V1 har ikke forklaret herom.
Voldgiftsretten bemærker, at bemærkningen »Optionspriser omhandler kun el-forsyninger, og indgår i el-prisen pos. 6.2…« er gentaget i den af TE udfærdigede underentrepriseaftale under pkt. 2.2. TE-V1 og UE-V1, der indgik aftalen den 10. april 2017, må således antages på daværende tidspunkt at have været klar over, hvorledes bemærkningen skulle forstås set i sammenhæng med optionerne. Indsigelsen om, at beløbet 60.113 kr. er medtaget 2 gange er først fremsat i en mail af 4. november 2018 fra TE’s projektleder, og dermed halvandet år efter aftalens indgåelse.
Voldgiftsretten finder det på den baggrund betænkeligt – uanset formuleringen – at anse for bevist, at TE har krav på betaling af beløbet.
Solcelleanlæg – 35.562,53 kr. ekskl. moms
Der er enighed om, at UE ikke har leveret solcelleanlæg, og selskabet har anerkendt et fradrag på 36.437,47 kr. herfor. TE har krævet et fradrag på 72.000 kr. ekskl. moms.
Det fremgår af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 4, at kostprisen for det aftalte solcelleanlæg inklusive alle omkostninger er 72.000 kr. Voldgiftsretten tager herefter TE’s ekstrakrav på 35.562,53 kr. til følge.
Manglende ADK – 420.000 kr. ekskl. moms
TE har under henvisning til projektforslagets pkt. 4.2, hvorefter der udføres adgangskontrol system (ADK) på
»alle udvendige døre til det fri«, anført, at der skulle have været ADK på alle døre i stuetagen, herunder terrassedøre fra boligerne, hvorfor der kræves fradrag for manglende ADK på 21 døre i stueetagen med 20.000 kr. pr. dør. Når terrassedøre indgår i brandstrategien, skyldes det, at denne er udarbejdet efterfølgende.
UE har anført, at man har etableret ADK på indgangsdørene i stueetagen, men at det ville være meget usædvanligt at etablere ADK på terrasse eller altandøre på et plejehjem med den virkning, at beboeren kunne låse sig ude, hvis vedkommende glemte nøglebrikken. ADK på altan- og terrassedøre fremgår da heller ikke af TE’s tegninger. Da altan- og terrassedøre er flugtveje, vil det også være i strid med brandstrategien, idet døre, der er primære redningsåbninger, ikke må være aflåst med ADK.
Subsidiært har UE anført, at kravet skal nedsættes jf. AS 133, hvorefter UE har forlangt 71.923 kr. for levering af ADK til 11 døre svarende til 6.532 kr. pr. dør. Kostprisen er således ikke 20.000 kr., som anført af skønsmanden, men kun 5.000 kr.
Skønsmanden har under besvarelsen af spørgsmål B oplyst, at det ikke er kutyme at installere ADK på terrassedøre på et plejehjem. Han har endvidere vurderet, at det ville være vanskeligt at opnå myndighedsgodkendelse med ADK på dørene, medmindre der monteres mulighed for manuel åbning af døren (nødåbning), da det er en flugtvej, hvilket ikke kan lade sig gøre, hvorfor terrassedøren i stedet skulle erstattes af en almindelig adgangsdør. Han vil ikke bestride UE’s oplysninger om kostprisen på ADK.
Voldgiftsretten lægger til grund, at der mellem parterne er enighed om, at »udvendige døre til det fri« ikke omfatter altandøre, uanset at disse efter ordlyden ville være omfattet. Ordlyden er således ikke et præcist udtryk for, hvad TE på tilbudstidspunktet havde tænkt sig, hvortil kommer det af skønsmanden anførte vedrørende kutyme med hensyn til terrassedøre på plejehjem. Efter voldgiftsrettens opfattelse har det endvidere formodningen imod sig, at terrassedøre i stueetagen ikke fra begyndelsen var tænkt til at indgå i brandstrategien. Der tilkommer herefter ikke TE et fradrag for så vidt angår terrassedørene. Derimod findes de 10 øvrige døre i stueetagen, som heller ikke er forsynet med ADK, at være omfattet af beskrivelsen, hvorfor TE har krav på et fradrag for manglende ADK på disse. Voldgiftsretten fastsætter skønsmæssigt fradraget til
50.000 kr. jf. UE’s oplysninger om kostprisen herfor.
Manglende lysdæmpning – 28.000 kr. ekskl. moms
TE har krævet fradrag for manglende lysdæmpning i 4 fællesrum. TE har henvist til bygherrens arbejdsskrivelse samt byggeprogrammets afsnit 7.3., hvori bl.a. er anført, at i fællesarealer ønskes der lysdæmpere til brug om natten.
UE har henvist til R-projektet, hvori er anført: »Der udføres lysstyring i alle fællesarealer og adgangsveje.
I gangarealer og fælles boligarealer etableres et belysningsanlæg, som tændes på trykkontakter placeret på gangarealerne.«
Voldgiftsretten henviser til det under AS 74 anførte, hvorefter udbudsmaterialet ikke er klart og entydigt. Kravet tages herefter ikke til følge.
Manglende udførte brandlukninger – 40.000 kr.
TE har krævet et fradrag på 40.000 kr. som følge af, at UE ikke har foretaget brandlukninger, hvor installationerne gennembryder brandadskillelser.
UE har påstået frifindelse under henvisning til, at dette krav ikke fremgik af udbudsmaterialet, hvorfor det ikke er udført.
Skønsmanden har i besvarelsen af spørgsmål 9 udtalt, at brandlukninger er en del af standardydelsen og skønnet udgiften til 40.000 kr. Under hovedforhandlingen har skønsmanden anført, at ved større byggerier er
brandlukning ofte en særskilt entreprise, hvorfor han nu er af den opfattelse, at det ikke er en standardydelse.
Voldgiftsretten er af den opfattelse, at en el-entreprenør skal sørge for brandlukning som en del af standardydelsen, medmindre det modsatte er direkte aftalt med bygherren. Fradraget tages herefter til følge.
Manglende DAS-anlæg – 110.000 kr.
TE har krævet fradrag som følge af manglende DAS-anlæg under henvisning til byggeprogrammets pkt. 7.1., hvori er anført: »Det skal være muligt at benytte mobiltelefoni i alle bygningens rum uden at signalet falder ud og evt. nødvendig signalforstærkning skal ansøges og være indeholdt i tilbuddet.«
UE har anført, at kravet ikke fremgår af R’s projektforslag, hvorfor det ikke er med i hans tilbud.
Der foreligger en mobildækningsscreening, hvor der er screenet for TDC og Telia/Telenors netværk i plejehjemmet. Det fremgår af konklusionen, at kælderen var de facto radiodød.
Skønsmanden har under besvarelsen af spørgsmål 10 oplyst, at når kælderen er radiodød, vil der kunne opnås mulighed for at benytte mobiltelefon i kælderen ved opstilling af et DAS-anlæg. Han har anslået prisen for anlægget til 110.000 kr. ekskl. moms. Han har endvidere forklaret, at han under skønsforretningen har kunnet benytte sin telefon i dele af kælderen, men at dette ikke kan sidestilles med en mobilscreeningsundersøgelse.
Voldgiftsretten finder, at kravet til dækning for mobiltelefoni i alle rum i plejehjemmet fremgår med tilstrækkelig tydelighed af byggeprogrammets elafsnit, hvorfor levering af DAS-anlæg må anses for en del af entreprisen og fradraget tages derfor til følge.
Sammenfatning
Der tilkommer TE 35.562,53 kr. + 50.000 kr. + 40.000 kr. + 110.000 kr. = 235.562.53 kr. Hertil kommer de af UE anerkendte fradrag på 142.122,47 kr., således at TE’s samlede fradrag andrager 377.685 kr.
B. Mangler.
CTS-anlæg – 177.753 kr.
TE har fremlagt en række fakturaer fra firmaet … som dokumentation for mangler i CTS-anlægget.
UE har påstået frifindelse og anført, at der er tale om en udvidelse af anlægget fra 45 punkter til 100 punkter, hvilket oprindelig var tilbudt af UE, men fravalgt af TE. Der er således tale om ekstraarbejde.
Voldgiftsretten finder efter bevisførelsen ikke, at TE har godtgjort, at udgiften skyldes mangler, hvorfor kravet ikke tages til følge.
ABA-anlæg – 38.700 kr.
TE har afholdt en udgift på 38.700 kr. til udbedring af mangler ved ABA-anlægget, som blev konstateret i forbindelse med, at der den 11. januar 2021 var foretaget lovpligtigt serviceeftersyn og konstateret mangler, som efter selskabets opfattelse er oprindelige mangler.
UE har påstået frifindelse og henvist til, at ABA-anlægget blev godkendt af … A/S i forbindelse med afleveringen, jf. inspektionsrapport af 16. maj 2019.
Det fremgår af servicerapporten, at der blev konstateret mangler ved orienteringsplaner ligesom en række detektorers placering ikke var korrekt angivet i anlægget, og der var en installationsfejl i form af en detektor, der var angivet på en orienteringsplan, men ikke fandtes fysisk.
Voldgiftsretten finder, at det med fornøden sikkerhed kan lægges til grund, at de ved servicerapporten konstaterede mangler uanset godkendelsen i 2019 er oprindelige mangler, hvorfor kravet tages til følge.
Der tilkommer herefter TE 38.700 kr. i erstatning for mangler.
Parternes samlede økonomiske opgørelse:
UE’s samlede krav for entreprisen kan opgøres til: 6.611.111 kr. + 1.069.509,07 kr. (anerkendte ekstrakrav) + 1.423.739,70 kr. (tilkendte ekstrakrav) = 9.104.359.77 kr. – 300.000 kr. (forlig) = 8.804.359,77 kr. Herfra skal trækkes 377.685 kr. (TE’s fradrag) = 8.426.674.77 kr. + moms =10.533.343,46 kr. – 38.700 kr. (mangler) = 10.494.643,46 kr. – 9.940.554,30 kr. (betalt af TE) = 554.089,16 kr.
Der tilkommer således UE 554.089,16 kr. med procesrente fra den 4. juli 2019.
Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes
…
I sagsomkostninger skal TE til UE betale 130.000 kr. Hver part bærer egne udgifter til syn og skøn.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE med en fjerdedel og af TE med tre fjerdedele efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.