(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo september 2022 og omhandler en tvist mellem en hovedentreprenør og en underentreprenør vedrørende underentreprenørens pligt til at underrette hovedentreprenøren om vanskeligheder ved udførelse af arbejdet.

Hovedentreprenør (HE) og underentreprenør (UE) indgik en underentreprisekontrakt, hvorefter UE skulle udføre ventilationsentreprisen i forbindelse med etablering og renovering af i alt 11 lejligheder.

Ad udbudsmaterialets fagbeskrivelser fremgik, at UE i hver af 2 nye taglejligheder skulle levere og installere et Genvex-ventilationssystem. UE installerede dette og monterede i denne forbindelse en kondensvandspumpe på Genvex-anlægget. Han tilsluttede ikke slangen til et afløb, eftersom dette endnu ikke var etableret.

Ved 1-årsgennemgangen bemærkedes en vandskade i taglejligheden. Denne var opstået, idet afløbsslangen til Genvex-anlægget ikke var tilsluttet et afløb. Kondensvand løb herefter ud i skunken, hvilket havde opfugtet bl.a. vægge, gulve og isolering.

HE gjorde straks UE opmærksom på skaden og meddelte i denne forbindelse, at skaden havde medført, at HE bl.a. måtte fjerne en del af gulvet, nedtage gipsvægen, foretage skimmelsanalyser og tilkalde VVS.

HE påstod i denne forbindelse at UE, som professionel, havde handlet ansvarspådragende ved at igangsætte Genvex-anlægget uden at tilslutte anlægget til afløbet. Derudover påstod han, at UE var forpligtet til at underrette HE om, at arbejdet ikke kunne udføres som planlagt, hvilket han ikke havde gjort. HE henviste i denne forbindelse til UE’s underrettelsespligt, som fremgår af AB 92 § 15, stk. 2 og 3.

UE påstod derimod, at tilslutningen ikke var en del af hans arbejdsbeskrivelse, eftersom det var aftalt, at VVS skulle sætte slangen i afløbet. Derudover påstod han, at HE måtte bære ansvaret for disse uklarheder i udbudsmaterialet mellem VVS- og ventilationens-entreprisen. Denne uklarhed påstod UE desuden at have underrettet HE om mundtligt.

 

Voldgiftsretten                                                              

Voldgiftsretten bemærkede indledningsvist, at det af udbudsmaterialet fremgik, at UE skulle levere og installere et Genvex-anlæg som en ”skabsløsning”.

Voldgiftsretten vurderede derfor, at det ”(…) påhvilede UE at tilslutte slangen fra kondensvandspumpen til afløbet”. UE tilsluttede ikke ledningen fra kondensvandspumpen til afløbet, da afløbet endnu ikke var etableret. Der var tale om et forhold, som vanskeliggjorde arbejdet, og som senere påførte HE tab, hvorfor forholdet var omfattet entreprenørens underrettelsespligt. UE burde derfor have underrettet HE om, at tilslutningen ikke kunne gennemføres, da dette ville have givet HE mulighed for at tilslutte anlægget i tide og dermed forhindre skadens indtræden. Af denne grund fandt voldgiftsretten, at UE var ansvarlig for vandskaden.

Voldgiftsretten bemærkede også, at UE ikke havde formået at bevise, at han mundtligt havde underrettet HE om det manglende afløb.

UE var således ansvarlig for vandskaden, og var forpligtet til at betale HE erstatning for afhjælpningsomkostningerne til nedrivning, skimmelanalyse, VVS, skadeservice mv. Det samlede krav blev opgjort til omkring 90.000 kr.

 

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

  • Kendelsen illustrerer, at en entreprenør er forpligtet til at sige fra overfor sin bygherre, hvis projektet indebærer risiko for skade eller lignende.
    • I den pågældende sag burde ventilationsentreprenøren vide, at manglende tilslutning til afløb ville medføre risiko for fugt og skimmelsvamps. På grund af sin underretningspligt (AB 92 § 15) var underentreprenøren forpligtet til at orientere hovedentreprenøren om dette.
  • Kendelsen demonstrerer også, hvor langt en underentreprenør kan udstrække synspunktet ”klart og enkelt”. Sagt med andre ord, kan en entreprenør ikke unddrage sig sit ansvar ved blot at følge ordre og må tage ansvar for at informere om risici og mulige skader.

 

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.

Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB2023.210 / Sag nr. C-15993

 

Hovedentreprenør HE mod Underentreprenør UE

Indledning

Mellem klageren, hovedentreprenør HE A/S (herefter: HE) og indklagede, underentreprenør UE A/S (herefter: UE), er der opstået en tvist om mangler vedrørende installering af et Genvex-anlæg, som UE som underentreprenør for HE foretog i taglejligheden …, i forbindelse med at HE som hovedentreprenør etablerede og renoverede lejligheder i ejendommen …, for bygherren BH A/S.

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med landsdommer Ulla Staal som eneste voldgiftsdommer.

 

1.   Påstande og hovedforhandling

HE har nedlagt endelig påstand om, at UE til HE skal betale 197.823,04 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 15. december 2021.

UE har påstået frifindelse.

HE har opgjort sin påstand således:

Egne arbejdstimer inkl. avance ekskl. moms

Byggeleder (48 timer à 585 kr.) 28.080,00  kr.

Svendetimer  (102 timer à 420 kr.) 42.840,00  kr.

Lærlingetimer (27,5 timer à 280 kr.) 7.700,00 kr.

Servicebil (88,25 timer à 36,25 kr.) 4.853,75 kr.

 

Udlæg inkl. varierende administrationstillæg

A A/S   18.343,00 kr.
B A/S, skimmelanalyse   25.876,14 kr.
C, skadeservice   11.009,70 kr.
D ApS   16.783,00 kr.
E A/S   9.245,63 kr.
BH – huslejekompensation oktober-december 2020 33.091,82 kr. 33.091,82 kr.
I alt   197.823,04 kr.

 

Hovedforhandling har fundet sted den 2. september 2022 i Voldgiftsnævnets lokaler, København.

 

HE-V1, UE-V1 og HE-V2 og har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, førstnævnte via Microsoft Teams.

 

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

 

2.   Overordnet sagsfremstilling

Den 14. september 2018 indgik BH som bygherre og HE som hovedentreprenør en hovedentreprisekontrakt, hvorefter HE skulle etablere 9 nye lejligheder og renovere 2 eksisterende lejligheder i ejendommen …, for en entreprisesum af 14.665.825 kr. inkl. moms.

Af udbudsmaterialets fagbeskrivelser fremgik om ventilationsentreprisen bl.a., at der i hver af to nye taglejligheder »… skal leveres og installeres et »Genvex«-ventilationssystem … Hver ny »Genvex unit« skal have sit helt eget indtag og helt eget afkast – ført op over det nye tag. Når ventilationsentreprisen er færdigudført skal ventilationsentreprenøren indregulere […] anlægget og aflevere en indreguleringsrapport til bygherren pr. lejlighed … Genvex-unitterne placeres i forrum som »en skabsløsning«

Den 5. februar 2019 indgik HE og UE en underentreprisekontrakt, hvorefter UE som underentreprenør for HE for en entreprisesum på 562.500 kr. inkl. moms påtog sig ventilationsentreprisen i forbindelse med ovennævnte hovedentreprisekontrakt. UE udarbejdede en kvalitetshåndbog, der angav UE’s proces- og slutkontroller, herunder at UE i forbindelse med slutkontrol skulle udlevere dokumentation i form af indreguleringsrapporter og

»as built«-tegninger. Sådan dokumentation blev ikke udarbejdet, og skemaer til proces- og slutkontroller, som UE udfyldte, indeholdt ingen bemærkninger om de udførte ventilationsarbejder.

Hovedentreprisen blev i juli 2019 afleveret til bygherren. I forbindelse med 1-årsgennemgangen i juli 2020 konstateredes vandskade i taglejligheden … og en undersøgelse af årsagen hertil viste, at slangen fra en kondensvandspumpe, som var påmonteret ovennævnte Genvex-anlæg, ikke var tilsluttet et afløb, og at kondensvand følgelig havde opfugtet bl.a. vægge, gulve og isolering.

I en mail af 11. august 2020 anførte byggeleder hos HE, HE-V2, til projektleder hos UE, UE-V1, bl.a.:

»For god ordens skyld skal jeg have dig til at bekræfte følgende.

  • Skaden er forårsaget af at afløbsslangen til Genvex-anlægget ikke har være tilsluttet afløb. Derved har overskydende vand fra anlægget løbet ud i

Dette gør at vi skal have:

  • Fjernet vaskemaskinen og Genvex-anlægget
  • Fjernet 1,5 m2 gulv
  • Nedtaget gipsvægge omkring anlægget
  • Skimmelsaneret
  • Leveret og monteret nyt gulv og gipsvægge
  • Genmonteret vaskemaskinen og Genvex-anlægget
  • Malerbehandling af alle berørte flader

Jeg mangler fakturaoplysning fra dig, så jeg kan oprette dig som debitor i vores system.« I en mail af 12. august 2020 til HE-V2 svarede UE-V1 bl.a.:

»Ja det vil med stor sandsynlighed være fordi slangen fra kondensvandspumpen ikke har været tilsluttet. Hvis andet viser sig tager vi den derfra.

Jeg synes faktisk vi skal tage et tjek i den anden taglejlighed for at se om det er det samme.

Da som jeg sagde at vi indtraf aftale med VVS-manden om at han tilsluttede ved vaskemaskinen når han lavede dette

Det var ikke lavet da vi monterede anlæg og kondenspumpen!« I en mail af 26. august 2020 fra HE-V2 til UE-V1 hedder det bl.a.:

»Jeg sørger for tekniske undersøgelser efter skimmel når der er nedtaget skadet materiale. Forventer det bliver omkring 10.000 kr. ex moms.«

I en mail af 28. september 2020 anførte HE-V2 til UE-V1 bl.a.:

»Det haster med opfølgende svar på alle mails jeg har sendt. Du skal bekræfte at du er indforstået med at vi nu er pålagt

  • genhusning af beboer
  • Betaler 50 % af beboerens husleje så længe han bor i byggerodet
  • Skimmelprøvetagning samt skimmelsanering

Lige nu ser det ikke positivt ud derinde og vi afventer seneste resultater fra skimmelprøverne.« I en mail af 2. oktober 2020 til HE-V2 svarede UE-V1 bl.a.:

»Jeg gik ind med mit åbne ansigt og sagde ok da du skønnede sagen til kun at koste ca. 16.000,-

Og fordi vi måske nok skulle have taget ind i vores KS om den afløbsslange som vi havde lagt frem til VVS- manden var blevet tilsluttet. Da vi monterede kondens afløb med pumpe var der ikke etableret afløb endnu og der blev aftalt at VVS nok skulle sætte slangen i afløbet ved vaskemaskinen

Aftalen med VVS blev gjort med nærvær af Byggeleder HE-V1

Hvis man læser udbudsbeskrivelsen er der slet ikke tænkt på afløb fra anlæggene. Dermed er det en projektfejl

Kondenspumpen er noget vi tilkøbte fordi anlægget var planlagt som skabsmodel hvor der derved ikke var mulighed for at lave et afløb med fald herfra

Med pumpen kunne man så pumpe det op i afløb i nærheden. Aftalen med VVS blev gjort med nærvær af Byggeleder HE-V1. Normalt ligger afløb herfor hos VVS

Derfor kan jeg ikke bare blankt gå ind i dette mere […] da jeg ikke ser det som kun vores fejl men VVS-fejl og projektfejl«

 

3.   Parternes hovedsynspunkter

HE’s hovedsynspunkter

HE har til støtte for sin påstand anført navnlig, at UE som professionel kontraktpart har handlet ansvarspådragende ved at igangsætte Genvex-anlægget uden forinden at tilslutte anlægget til afløb eller

kontrollere, om dette var sket. Det er ikke godtgjort, at der er projekteringsfejl i udbudsmaterialet, men selv hvis dette måtte være tilfældet, var UE forpligtet til at forelægge spørgsmål om manglende tilslutning af anlægget til afløb for HE, jf. AB 92 § 15, stk. 2 og 3. Hvis det ikke var muligt at besigtige anlæggets tilslutning til afløb på tidspunktet for anlæggets igangsætning, burde UE ikke have igangsat dette. UE har endvidere handlet ansvarspådragende ved i kvalitetssikringsmaterialet, herunder skemaerne vedrørende proces- og slutkontroller, at undlade at oplyse om den manglende tilslutning af anlægget til afløb.

HE har endvidere anført, at UE ud fra et produktions- og garantiansvarssynspunkt hæfter for både direkte og indirekte tab, som er en følge af den manglende tilslutning af Genvex-anlæget til afløb, idet UE i proceskontrollen har afgivet oplysninger, der må betragtes som garanti for anlæggets montage og tilslutning til afløb. Der er tale om en ikke synlig mangel, som først blev konstateret ved åbning af inddækningen af Genvex- anlægget i forbindelse med 1-årsgennemgangen. Der blev herefter straks reklameret over for UE, og HE har derfor ikke fortabt mangelindsigelsen på grund af for sen reklamation, jf. AB 92 § 32, stk. 2.

UE’s hovedsynspunkter

UE har til støtte for sin påstand anført navnlig, at der ikke er mangler ved de af UE udførte arbejder. Det var ikke en del af UE’s ventilationsentreprise at tilslutte Genvex-anlægget til afløb, da det ikke af udbudsmaterialets tegninger og/eller af arbejdsbeskrivelser vedrørende ventilationsentreprisen fremgik, at UE skulle foretage tilslutning af Genvex-anlægget til afløb, jf. AB 92 § 3, stk. 4. Uklarheder i udbudsmaterialet, herunder vedrørende grænsefladerne mellem VVS-entreprisen og ventilationsentreprisen, bærer HE ansvaret for, jf. AB 92 § 2, stk. 2. UE har iagttaget sin oplysningspligt efter AB 92 § 15, da UE gjorde HE opmærksom på uklarheden i udbudsmaterialet og i HE’s byggeleders overværelse indgik aftale med VVS-entreprenøren om, at denne skulle etablere afløb og tilslutte Genvex-anlægget hertil. Gipskassen omkring Genvex-anlægget blev opsat af HE, som navnlig i denne forbindelse havde mulighed for at sikre sig, at VVS-entreprenøren som aftalt havde etableret afløb og tilsluttet Genvex-anlægget hertil. HE burde allerede på dette tidspunkt have reklameret over for UE, hvorved vandskaden kunne være undgået. HE har derfor fortabt en eventuel mangelindsigelse på grund af for sen reklamation, jf. AB 92 § 32, stk. 2.

UE har herudover anført, at HE’s erstatningskrav er udokumenteret og uberettiget. HE kræver betaling for egne arbejdstimer, men der foreligger ingen dokumentation for, at de angivne timer rent faktisk er anvendt på udbedring af den konkrete vandskade. HE kræver endvidere betaling for afholdte udgifter til tredjemand, men de foreliggende fakturaer og kontoudskrifter dokumenterer ikke, at udgifterne vedrører udbedring af den pågældende vandskade. Hertil kommer, at HE uberettiget har tillagt tredjemands fakturaer administrationstillæg, som i sig selv størrelsesmæssigt er urimelige. HE kræver endvidere erstatning for angivelig betalt huslejekompensation til bygherren, men dels er der ikke dokumentation for, at den angivne betaling til bygherren vedrører huslejekompensation, dels er et sådant tab indirekte, hvorfor UE ikke hæfter herfor, jf. AB 92 § 35, stk. 2.

 

4.   Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Af udbudsmaterialets fagbeskrivelser fremgik om ventilationsentreprisen bl.a., at der i den omhandlede taglejlighed skulle leveres og installeres et Genvex-ventilationsanlæg som en »skabsløsning« med eget indtag og afkast ført op over tag.

Som underentreprenør på ventilationsentreprisen monterede UE en kondensvandspumpe på Genvex-anlægget, men tilsluttede ikke slangen herfra til et afløb, idet et sådant ikke fandtes, da UE færdiggjorde installationen. Da UE et par måneder senere igangsatte anlægget, havde HE i mellemtiden foretaget inddækning af anlægget ved montering af gipsplader. De af UE udfyldte skemaer om proces- og slutkontroller indeholdt ingen bemærkninger om de udførte ventilationsarbejder og således heller ikke om den manglende tilslutning af slangen fra kondensvandspumpen til afløb.

Voldgiftsretten finder, at det i forbindelse med installering af et Genvex-anlæg med påmonteret kondensvandspumpe påhvilede UE at tilslutte slangen fra kondensvandspumpen til afløb. UE var derfor forpligtet til at underrette HE om det manglende afløb for tilslutning af denne slange, jf. AB 92 § 15.

Efter bevisførelsen finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at UE mundtligt underrettede HE om det manglende afløb. Herefter, og ved senere at igangsætte Genvex-anlægget uden at sikre sig, at slangen fra kondensvandspumpen i mellemtiden var blevet tilsluttet et afløb, finder voldgiftsretten, at UE er ansvarlig for den heraf følgende vandskade. Det bemærkes herved, at HE med rette har kunnet henholde sig til de af UE udleverede skemaer vedrørende kvalitetssikring, som ikke indeholdt oplysning om den manglende tilslutning af slangen fra kondensvandspumpen til afløb.

Vandskaden blev konstateret ved 1-årsgennemgangen, og da en undersøgelse af årsagen hertil viste sig at være den manglende tilslutning af slangen fra kondensvandspumpen til afløb, blev UE straks orienteret herom. Efter bevisførelsen finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at HE på et tidligere tidspunkt burde være blevet opmærksom på den mangelfulde installering af Genvex-anlægget, og HE har derfor ikke fortabt retten til at påberåbe sig manglen, jf. AB 92 § 32, stk. 2.

Erstatning

Efter bevisførelsen, herunder parternes mailudveksling i august-oktober 2020 og de foreliggende fakturaer og kontoudskrifter, finder voldgiftsretten det godtgjort, at HE har haft afhjælpningsomkostninger både til tredjemænd til nedrivning, skimmelanalyse, skadeservice, VVS og maler og til egne arbejder, ligesom HE har haft udgift til bygherren vedrørende huslejekompensation i udbedringsperioden.

HE har herefter krav på erstatning for afhjælpningsomkostningerne til nedrivning, skimmelanalyse, skadeservice, VVS og maler som anført nedenfor, idet bemærkes, at det er de faktiske afholdte afhjælpningsomkostninger, som kan kræves erstattet, ekskl. moms, da HE kan fratrække momsen i sit momsregnskab, og ekskl. administrationstillæg. HE er endvidere berettiget til erstatning for udgifter til egne arbejder med et skønsmæssigt fastsat beløb.

HE’s udgift til bygherren vedrørende huslejekompensation i udbedringsperioden må imidlertid anses for at være et indirekte tab, der er omfattet af ansvarsfraskrivelsen i AB 92 § 35, stk. 2. HE kan derfor ikke kræve denne udgift erstattet, idet UE ikke ses at have givet garanti eller tilsikring vedrørende arbejdernes udførelse.

HE’s erstatningskrav kan herefter opgøres således:

A) A/S  14.110,00 kr.

B) A/S, skimmelanalyse 21.563,45  kr.

C) Skadeservice 7.896,57 kr.

D) ApS  8.522,30  kr.

E) A/S  7.112,02 kr.

Egne arbejder 30.000,00  kr.

I alt 89.204,34  kr. med procesrente fra sagens anlæg den 15. december 2021.

Sagsomkostninger

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal UE til HE betale 25.000 kr. til udgift til advokatbistand ekskl. moms.

Efter sagens forløb og udfald skal de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

 

Thi bestemmes

UE A/S skal til HE A/S betale 89.204,34 kr. med procesrente fra den 15. december 2021 I sagsomkostninger skal UE A/S skal til HE A/S betale 25.000 kr.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE A/S efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.