Kendelsen er afsagt af Landsretten ultimo oktober 2007 og omhandler mangler ved et byggefirmas udførelse, samt en tvist om betaling for det udførte arbejde.
Et byggefirma (BH) havde lagt et marmorsplitgulv med så store niveauforskelle, at det ikke kunne bruges. BH indgik herefter aftale med en gulventreprenør (E) om at forsøge at få afslebet gulvet.
Imidlertid lykkedes det ikke for E, hvilket havde den konsekvens, at BH ikke ville betale E for arbejdet. Dette medførte en tvist mellem E og BH, som blev fremlagt for byretten.
Byretten fandt, at gulvet i dets konstruktion var behæftet med fejl og mangler. Som professionel skulle E dog have standset arbejdet langt tidligere i processen. Retten begrundede dette blandt andet ved, at det ikke kunne antages, at BH stiltiende havde accepteret, at de bar risikoen for det færdige resultat. Dog fandt retten, at E skulle tildeles et beskedent honorar, idet der dog var udført et arbejde, som BH havde anvist. E skulle samtidig betale sagens omkostninger.
Sagen blev anket, og Landsretten fastslog et andet resultat på tvisten. Landsretten fandt først og fremmest, at det måtte have stået parterne klart, at afslibning af gulvet var en vanskelig og usædvanlig opgave, men at det samtidig var et alternativ til den langt dyrere løsning, som var at hugge gulvet op og lægge nyt på. Landsretten fandt samtidig, at det ikke var godtgjort, at E havde indset opgavens umulighed og at arbejdet ellers var behæftet med mangler. Retten fandt således ikke, at E skulle have standset arbejdet tidligere i processen. Landsretten dømte derfor BH til at betale E det fulde beløb plus sagens omkostninger.
Hvad kan vi lære af denne dom?
Dommen viser, at du som entreprenør ikke altid bærer risikoen for om resultatet af dit arbejde i henhold til entrepriseaftalen lykkes. Dog skal det understreges, at det må være afgørende for resultatet, at det blev bevist, at det før aftalens indgåelse var klart for begge parter, at opgaven var svær at løfte. I andre situationer ville resultatet nok ikke føre til dette.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2009.7 / Anke 11. afd. B-1808-07
-oOo-
Kendelse i fuld længde
JTI Gulventreprise ApS (adv. Chresten Haugaard, Bramming) mod Stenger Byg ApS (adv. Flemming Kragh Hansen, København, ved advokatfuldmægtig Casper Gammelgaard Andersen).
(Vogter, Kirsten Thorup og Sophia van Binsbergen (kst.)).
Sønderborgs Rets dom 29. oktober 2007:
Under denne ved stævning indleveret til retten i Sønderborg den 24. september 2004 anlagte sag
– hvor dommen i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling –
har sagsøgeren, JTI Gulventreprise ApS, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Stenger Byg ApS, tilpligtes at betale selskabet 42.006,25 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 41.906,25 kr. fra den 9. juni 2006, til betaling sker.
Til støtte for stævningskravet, der vedrører betaling for afslibning af et marmorgulv samt et rykkergebyr på 100,00 kr., har sagsøgeren navnligt gjort gældende,
at arbejdet er udført på sagsøgtes anmodning og efter godkendelse af et afslebet prøvefelt,
at afslibningen ikke har været fuldt ud tilfredsstillende grundet kvaliteten af de af sagsøgte nedlagte fliser,
at sagsøgte som professionel bærer risikoen for fliserne, samt at afslibningen kunne gennemføres med et heldigt resultat,
at selskabet ikke har garanteret, at afslibningen ville falde heldigt ud,
samt
at afslibningen var eneste alternativ til en omlægning af gulvet.
Navnligt under anbringende af,
at sagsøgerens ekspertise på området var baggrunden for selskabets valg af gulvafsliber,
at selskabet ikke selv har kendskab til, hvilke fliser der er egnede til afslibning,
at sagsøgeren er forpligtet til inden arbejdets udførelse at henlede selskabets opmærksomhed på eventuelle risici eller usikkerhedsmomenter ved en valgt metode, henholdsvis som følge af flisernes kvalitet,
at sagsøgeren ikke tog forbehold forud for, eller under, arbejdets udførelse og selv foreslog udbedringsmetoden,
at selskabet ikke er blevet præsenteret for afslebet prøvefelt,
at det af sagsøgeren udførte arbejde var behæftet med væsentlige mangler,
samt
at sagsøgeren for det tilfælde, at det måtte konstateres, at fliserne ikke kunne tåle en afslibning, efter et professionsansvar er forpligtet til at meddele dette til selskabet, forinden arbejdet igangsættes eller fortsættes,
har sagsøgte nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om frifindelse mod betaling af et efter rettens skøn fastsat mindre beløb end krævet af sagsøgeren.
Der er under sagen afgivet vidneforklaring af direktør Jørn Iversen, direktør Preben Stenger, Anders Jørgensen, Ole Suhr og Willy Simonsen.
Herudover har parterne af skriftligt materiale fremlagt følgende processkrifter og bilag:
Stævning af 14. marts 2007 med bilag 1-2, svarskrift af 24. april 2007 med bilag A, replik af 15. maj 2007, duplik af 1. juni 2007 samt påstandsdokumenter af henholdsvis den 23. og 29. august 2007.
Retten skal udtale:
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at det omhandlede gulv af sagsøgte er lagt forkert eller med uacceptabelt store differencer mellem de enkelte fliser. Endvidere må det lægges til grund, at sagsøgeren efter en besigtige af gulvet påtog sig at forsøge en nedslibning til nogenlunde jævnt niveau. Endelig må det lægges til grund, at sagsøgeren i de følgende dage afsleb det meste af gulvet, forinden selskabet meddelte sagsøgte, at det ikke var muligt at opnå et tilfredsstillende resultat. Yderligere må det lægges til grund, at gulvet på dette tidspunkt var i en sådan forfatning, at det måtte hugges op og forsynes med nye fliser.
Efter den af vidnet Ole Surland afgivne forklaring, og således som sagen foreligger oplyst, findes det ubetænkeligt at bortse fra, at fliserne i deres konstruktion var behæftet med fejl eller mangler. På baggrund af blandt andet samme vidnes forklaring findes det ligeledes ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at fliserne grundet sagsøgerens maskinbehandling er blevet påført så store skader på hjørner og kanter, at gulvet ikke stod til at redde.
Som professionel indenfor området burde sagsøgeren på et langt tidligere tidspunkt have indset, at en tilfredsstillende nedslibning ikke var mulig, henholdsvis standset arbejdet og dermed undgået en væsentlig del af de udgifter, som selskabet nu kræver betalt af sagsøgte. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke kan antages, at sagsøgte undervejs i arbejdet har fået forevist skaderne og/eller på andet grundlag bedt sagsøgeren fortsætte nedslibningen. Ej heller kan det antages, at sagsøgte har påtaget sig, eller stiltiende accepteret, at bære risikoen for det færdige resultat.
Når imidlertid henses til, at der frem til det nævnte tidspunkt er udført et arbejde, som sagsøgte har iværksat til afhjælpning af de store niveauforskelle på det af selskabet nedlagte gulv, findes sagsøgeren dog berettiget til vis honorering.
Denne findes passende, og rent skønsmæssigt, at burde bestemmes til 10.000,00 kr. med tillæg af renter som krævet.
Når henses til det således opnåede resultat findes sagsøgeren at burde pålægges at betale delvise sagsomkostninger til sagsøgte, nærmere bestemt 5.000,00 kr., til dækning af afholdte advokatudgifter.
Thi kendes for ret:
Inden 14 dage betaler sagsøgte, Stenger Byg ApS, til sagsøgeren, JTI Gulventreprise ApS, 10.000,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 9. juni 2006, til betaling sker.
Inden samme frist betaler sagsøgeren delvise sagsomkostninger til sagsøgte med 5.000,00 kr.
Vestre Landsrets dom:
Retten i Sønderborg har den 29. oktober 2007 afsagt dom i 1. instans (- – -).
For landsretten har appellanten, JTI Gulventreprise ApS, gentaget sin påstand for byretten.
Indstævnte, Stenger Byg ApS, har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Sagen er anlagt ved byretten den 15. marts 2007.
Det er oplyst, at byrettens dom er opfyldt.
Jørn Iversen har supplerende forklaret, at et marmorsplitgulv er et flisegulv, hvor fliserne ikke, som det er sædvanligt med andre flisetyper, limes fast på betongulvet med »fliseklæb«. Fliserne lægges »vådt i vådt«, hvilket betyder, at fliserne lægges ned i en blød masse på hele gulvet, som de bankes på plads i. Dette er nødvendigt, fordi der kan være forholdsvis store højdeforskelle på fliserne, som man derved kan regulere. I det konkrete projekt var fliserne lagt direkte på betongulvet i almindelig »fliseklæb«. Der var flere steder meget store niveauforskelle, og der skulle derfor slibes meget af gulvet for at få det plant. Det talte han med Preben Stenger om. Han ringede til Ole Surland, der sagde, at de først skulle lægge fugemasse ud på gulvet for at undgå, at slibemaskinen slog kanterne af fliserne. Det viste sig dog, at den store slibemaskine sleb massen hurtigere ned end fliserne. Det var derfor nødvendigt først at slibe alle flisekanterne skråt af med en lille håndkantsliber. Han har før slebet marmorsplitgulve af samme type. Alternativet til at slibe gulvet ned var at hugge gulvet op og lægge et helt nyt gulv. Dette ville indebære, at det underliggende betongulv også skulle hugges op, idet det var for højt til, at man kunne lægge nye fliser ned på den korrekte måde »vådt i vådt«. Det kunne også være, at isoleringen skulle ændres, og hvis betongulvet var jernarmeret, ville det vanskeliggøre ophugningen. At hugge det gamle gulv op og lægge et nyt ville koste 80.000-90.000 kr. plus moms. Han har slebet mange marmorsplitgulve, men de har alle været lagt korrekt fra starten. Det har derfor kun været nødvendigt at slibe ca. 1½ mm af. På sådan en flise kan man uden problemer slibe 5-6 mm. Da han havde set gulvet første gang sammen med Preben Stenger, sleb han – efter at Preben Stenger var gået – et felt på ca. 1 kvadratmeter for at se, om fliserne kunne holde til at blive slebet så kraftigt ned. Han gennemførte slibetrin 1-4 på dette areal. Han pudsede det ikke. For hvert trin bliver gulvet blankere. Prøveslibningen var ok. Normalt sliber man sådan et gulv i 5-7 trin, alt efter hvor blankt det skal være. Problemet viste sig senere at være, at enkelte fliser ikke kunne holde. Preben Stenger lagde fugemasse ud på hele gulvet som anbefalet af Ole Surland. Han ved ikke, hvor længe det lå, inden de begyndte at slibe på gulvet. To af hans ansatte arbejdede med gulvet. Den ene var Anders Jørgensen, som havde ansvaret. I den periode kørte han selv meget rundt på alle de pladser i hele landet, hvor han havde ansatte, der arbejdede. Anders og kollegaen sleb først med en håndsliber for at rette flisekanterne af, så de ikke knækkede, når den store maskine kom på. Da de havde arbejdet på gulvet den første dag, besigtigede han det. Der var slebet et areal på 4 meter ud fra væggen. Det svarede til 1/3 af gulvet. Det så fornuftigt ud, og gulvet begyndte at blive plant. Der var blevet støvsuget, så han kunne se resultatet. Der var blevet slebet med både kantsliberen og den store maskine. Der var selvfølgelig slibespor på fliserne, da de først forsvinder efter trin 4, hvor man begynder at gøre gulvet blankt. Han så først gulvet igen, da man havde opgivet at slibe mere på det. På en del af arealet var resultatet godt, men der var også mange porøse fliser, som ikke havde kunnet holde til slibningen. De steder, hvor der var slebet mest, var der slebet 4-5 mm af. Han har aldrig før oplevet et marmorsplitgulv reagere sådan på afslibning. Han tror, det var bindemidlet i fliserne, der var for dårligt. Han ringede til Preben Stenger, der ville kontakte leverandøren. Det var efter aftale med Preben Stenger, at de indstillede arbejdet. Han så på det tidspunkt ikke gulvet sammen med Preben Stenger, da han på grund af andet arbejde ikke havde tid til at komme forbi. Da han påtog sig opgaven, mente han, at den kunne løses. Han havde sagt til Preben Stenger, at han aldrig før havde set et gulv, der var lagt så dårligt. Der var meget, der skulle slibes af, hvorfor det var en speciel opgave. Men han mente, at han godt kunne magte opgaven. Det drøftede han med Preben Stenger. Han gjorde klart Preben Stenger opmærksom på, at han påtog sig opgaven med forbehold for resultatet. Sådan et forbehold tager han ellers sjældent. Han overvejede ikke at skrive det ned. Han og Preben Stenger valgte at prøve at slibe gulvet, fordi alternativet med at hugge det op var meget dyrere. Da forsøget med at slibe gulvet var opgivet, var der ikke andet at gøre end at hugge det op. Han selv og hans sekretær skriver fakturaer ud. Han ved ikke, hvorfor bemærkningen om, at arbejdet er udført som aftalt på timeløn og uden garanti for udfaldet, ikke står på den første faktura, der blev sendt til Preben Stenger.
Preben Stenger har supplerende forklaret, at hans murervirksomhed udførte jordarbejde og havde støbt soklen og betongulvet i brugsen. Han og en ansat lagde herefter selv marmorsplitgulvet. Gulvet var meget ujævnt med niveauforskelle på 3-4 mm. Det var lagt i fliseklæb på betongulvet. Han kontaktede Jørn Iversen, og de holdt et møde. Jørn Iversen kontaktede Ole Surland for at få råd om, hvorvidt og hvordan man kunne slibe gulvet. Selv kendte han ikke Ole Surland men han vidste, at han havde forstand på gulve. Han lagde – efter Ole Surlands råd – fugemasse ud på hele gulvet for at skabe en plan overflade, inden det skulle slibes. Det gjorde han dagen efter, at han havde set på gulvet sammen med Jørn Iversen. Det var Jørn Iversen og Ole Surland, der aftalte, hvilken type fugemasse der skulle anvendes. Fugemassen lå 3-4 dage, inden Jørn Iversens ansatte begyndte at slibe på det. Jørn Iversen tog ikke forbehold for resultatet. Det var Jørn Iversen, der afgjorde, hvilken slibemetode der skulle anvendes. Selv har han ingen erfaring med at slibe gulve ned. Han følte, at Jørn Iversen var usikker på opgaven, men Jørn Iversen sagde, at han havde lavet noget tilsvarende et andet sted. Han fik ikke det indtryk, at Jørn Iversen syntes, at gulvet var usædvanligt dårligt lagt. Den 2. februar 2006 – det vil sige den 3. dag, Jørn Iversens folk arbejdede med at slibe gulvet ned – ringede Willy Simonsen, der var brugsens tilsynsførende på byggeriet, til ham. Han sagde, at den så helt gal ud med gulvet. Han sagde også, at der lå meget støv på gulvet, så han kunne ikke rigtig se, hvordan det så ud. Samme dag blev der skiftet 4-5 fliser, der var gået i stykker. Der var en af hans ansatte, der skiftede dem, så han så ikke selv, hvordan gulvet så ud. Da Jørn Iversens folk forlod pladsen, var gulvet helt ubrugeligt. Han prøvede at få et møde i stand med Ole Surland og Jørn Iversen, men han hørte aldrig fra Jørn Iversen. Gulvet blev hugget op, og Ole Surlands firma lagde et nyt tilsvarende gulv.
Anders Jørgensen har supplerende forklaret, at der blev arbejdet på gulvet i 4 dage. De startede den 31. januar 2006. Han arbejdede sammen med en mindre erfaren kollega. Den første dag riggede de deres grej til og begyndte at slibe kanterne ned på de højestliggende fliser med en lille sliber. Han så ikke den prøveslibning, Jørn Iversen havde lavet, for der var lagt fugemasse ud på hele gulvet. Det vanskeliggjorde arbejdet, for det bevirkede, at det var svært at se, hvor meget der skulle slibes af. Af samme grund kunne man først se, at opgaven var helt umulig, da de kom i gang. Der var ikke andre brugbare metoder end den anvendte. De sleb 4-5 meter langs kanten den første dag. Allerede den dag opstod der problemer, fordi der blev slået kanter af, og 3-4 fliser gik i stykker. De prøvede at reparere fliserne ved at putte lidt flisestøv ned i dem. Men det virkede ikke. Han sagde det til Willy Simonsen, som bestemte, at de skulle skiftes. Han har aldrig før oplevet, at kanterne knækkede af på den måde. De nåede meget lidt den første dag. Den 2. dag støvsugede de og sleb igen, først med den lille maskine og derefter med den store sliber. De blev færdige med en stor del af gulvet på andendagen. Den 3. dag, hvor de var færdige med at slibe hele gulvet med håndsliberen og første gang med den store maskine, opdagede de de nylagte fliser. De støvsugede ofte, men det så frygteligt ud. Han så ikke, hvem der udskiftede fliserne, for det blev gjort om aftenen, efter de var gået hjem. De nye fliser lå også for højt. De blev slebet med den lille sliber. Kanterne på fliserne kunne slet ikke holde til slibningen. Den sidste dag prøvede de at slibe med et endnu finere segment, men det kunne slet ikke blive pænt. De snakkede med Preben Stenger om det og blev enige om at stoppe. Da arbejdet blev indstillet, var de nået til trin 3. De skulle have stoppet på 2. dagen, men det vidste de ikke på det tidspunkt.
Ole Surland har supplerende forklaret, at han har stor erfaring med marmorsplitgulve. Han betragtes nok som den i Danmark, der har største erfaring. Jørn Iversen er hans konkurrent og kollega. Han kender den type flise, der blev lagt ned i brugsen, for han har selv importeret og videresolgt den til en forhandler. Det er en rigtig god kvalitetsflise. Den er cementbaseret og støbt og slebet i Italien. Han er den eneste i Danmark, der importerer den type fliser. En dag blev han ringet op af Preben Stenger. Han vidste ikke, hvor store niveauforskelle der var på gulvet, men han rådede Preben Stenger til at fuldspartle gulvet, inden man begyndte at slibe det plant. Han så først gulvet, da det var forsøgt slebet ned. Mange fliser over hele gulvet var knækket, og kanterne var ødelagt. Gulvet kunne ikke reddes. Dette skyldtes ikke flisernes kvalitet. Han har solgt mange fliser af samme serie, og der har ikke været problemer med nogen af de andre. Han mener, man burde have stoppet med at slibe, da man opdagede, at gulvet gik i stykker. Det ville han vurdere, at man kunne se allerede den første dag. Han tror, man godt kunne have slebet gulvet ned, så det blev pænt. Det krævede, at man fuldspartlede det inden. Hvis man sliber et gulv ned, og en enkelt flise knækker, kan man skifte den ud. Da han så gulvet, så det ud, som om det kun var slebet med én slags slibesten. Han er overrasket over, at Jørn Iversen overhovedet krævede betaling for at slibe gulvet. Hans firma lagde det nye gulv i brugsen. Det blev lagt »vådt i vådt«. Han lagde kun fliserne og ikke betongulvet.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Indstævnte har erkendt at have lagt det omhandlede gulv hånd-værksmæssigt ukorrekt med så store niveauforskelle, at det var ubrugeligt.
Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at det stod parterne klart, at en afslibning af gulvet var en usædvanlig og vanskelig opgave. Det var imidlertid det eneste alternativ til den langt dyrere løsning at hugge gulvet op og lægge et nyt. På denne baggrund indgik parterne aftale om, at appellanten skulle forsøge at slibe gulvet plant.
Indstævnte har ikke bevist, at appellanten burde have indset, at det ikke var muligt med et tilfredsstillende resultat at slibe gulvet ned, eller at der ved afslibningen blev anvendt en mangelfuld fremgangsmåde. Indstævnte har heller ikke bevist, at appellanten burde have indstillet arbejdet på et tidligere tidspunkt.
Landsretten har herved lagt vægt på, at Anders Jørgensen, som udførte arbejdet, var i løbende kontakt med Willy Simonsen, der – da der kun var slebet kort tid på gulvet – sørgede for, at indstævnte udskiftede nogle af de fliser, der var gået i stykker, uden at dette gav indstævnte anledning til selv at besigtige arbejdet eller kræve det stoppet.
Ole Surland, der er importør af den omhandlede marmorflise, har hverken set gulvet før afslibningen, eller mens det blev slebet ned. Han har, efter at indstævnte havde foretaget ophugning, lagt nyt gulv på stedet. Uanset Ole Surlands mulige ekspertise på området kan hans forklaringer derfor ikke føre til andet resultat.
Herefter tages JTI Gulventreprise ApS’ påstand til følge.
Stenger Byg ApS skal for begge retter betale sagsomkostninger til JTI Gulventreprise ApS med i alt 29.250 kr. Beløbet, der er uden moms, dækker udgifter til retsafgift med 1.250 kr. og omfatter et passende beløb til udgifter til advokat med 28.000 kr. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og resultat.
Thi kendes for ret:
Indstævnte, Stenger Byg ApS, skal til appellanten, JTI Gulventreprise ApS, betale 42.006,25 kr. med tillæg af procesrente af 41.906,25 kr. fra den 9. juni 2006.
Stenger Byg ApS skal for begge retter betale sagens omkostninger til JTI Gulventreprise ApS med 29.250 kr.
Det idømte skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Afgørelsen er et eksempel på, at udgangspunktet om, at entreprise begrunder en resultatforpligtelse, (selvsagt) kan fraviges.