Kendelsen er afsagt af Voldgiftsretten primo juni 2002 og omhandler spørgsmålet om entreprenørens (E) krav på forceringsbetaling af bygherren (BH) i yderligere omfang end aftalt i aftalesedlerne.
Som følge af en anden entreprenørs forhold, var E blevet forsinket. BH anmodede derfor E om at forcere arbejdet. Der blev således udarbejdet aftalesedler, hvoraf den aftalte timesats for forceringen blev fastlagt.
Tvisten opstod herefter mellem BH og E, da E den 29. februar 2000 fremsatte krav om dækning af omkostninger til yderligere mandskabs logi, kørsel og bropenge. BH afviste kravet den 23. maj 2000.
Voldgiftsretten
I parternes aftalesedler var størrelsen af de timelønninger, som det forcerede arbejde gav anledning til angivet. Det fremgik heraf, at der ikke var taget forbehold om betaling af E’s andre omkostninger i forbindelse med det forcerede arbejde. Voldgiftsretten udtalte herefter, at BH berettiget kunnet forvente, at E dermed havde begrænset sit betalingskrav i overensstemmelse med det anførte i aftalesedlerne.
Voldgiftsretten fandt herefter ikke, at E havde krav på omkostningsdækning som krævet den 29. februar 2000, idet E ikke havde taget forbehold herom ved udarbejdelsen af aftalesedlerne.
Voldgiftsretten fandt imidlertid, at E havde krav på omkostningsdækning efter den 29. februar 2000, da BH først afviste kravet den 23. maj 2000.
E fik således tilkendt forceringsbetaling ud over den aftalte timesats i aftalesedlerne efter den 29. februar 2000, som følge af BH’s manglende reklamation.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Da entreprenøren for tiden efter den 29. februar 2000 tilkendtes omkostningsdækning, skyldes det bygherrens manglende reklamation, da bygherren først reklamerede den 23. maj 2000.
Havde bygherren reklameret umiddelbart efter den 29. februar 2000, havde entreprenøren formentlig ikke haft krav på nogen yderligere betaling end den i aftalesedlerne anførte. Det er således entreprenørens ”held” at bygherren ikke reklamerede.
Ved forcering på bygherrens anmodning, er det vigtigste for en entreprenør inden iværksættelse af forcering, så vidt muligt at sikre sig bevis for, at der foreligger en aftale om forcering med ekstra betaling. Af nærværende kendelse kan det udledes, at såfremt alle omkostninger i forbindelse med forceringen ikke kan slås fast på aftaletidspunktet, er det væsentligt for entreprenørens krav, at han tager forbehold for yderligere omkostninger. Samtidig kan det udledes, at det er væsentligt for bygherrens afvisning af yderligere betaling end den aftalte i henhold til forceringen, at reklamere umiddelbart efter entreprenørens krav.
Er du i tvivl om reglerne for forcering? Så deltag i et af vores kurser, hvor vi vil gå i dybden med hovedproblemerne inden for byggeriet. Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2003.73 / Sag nr. C-6755
-oOo-
Kendelsen i fuld længde
Entreprenør E (adv. Tom Tønnies) mod Bygherre BH (adv. Vagn Sanggaard Jakobsen).
Advokat Tom Tønnies har ved klageskrift af 25. oktober 2000, modtaget den 26. oktober 2000, anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter om betaling af resttilgodehavende for udført montagearbejde i centerbebyggelse i – – -.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf vedtaget at nedsætte en voldgiftsret i henhold til »Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter« med landsdommer Arne Lyngesen som eneste voldgiftsmand.
Den 21. maj 2002, kl. 09.30 blev voldgiftsretten sat på Hotel Imperial, København, til mundtlig forhandling i henhold til reglernes § 22 overfor indklagede.
Efter proceduren blev sagen udsat på tilkendegivelse.
Voldgiftsretten fremsætter herefter den 4. juni 2002 følgende tilkendegivelse med bemærkning om, at præmisser og konklusion i en eventuel kendelse i sagen vil være i overensstemmelse med det i tilkendegivelsen anførte.
Tilkendegivelse:
Klageren, E, har efter sin endelig påstand påstået indklagede tilpligtet at betale 60.812,35 kr. med tillæg af renter af 375.000 kr. fra den 25. februar 2000 til den 21. marts 2000 (2.742,19 kr.), af 163.400,98 kr. fra den 1. april 2000 til den 13. maj 2002, og af 60.812,35 kr. fra den 14. maj 2002 til betaling sker.
Indklagede, BH, har efter sin endelige påstand påstået frifindelse mod betaling af 6.302,44 kr., subsidiært frifindelse imod et af voldgiftsretten fastsat beløb mindre end det af klageren krævede.
Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaringer fra klageren af A og B og fra indklagede af C og indklagedes tidligere medarbejder D.
A har forklaret bl.a., at han og B har drøftet indsættelsen af det ekstra montagehold.
B har forklaret bl.a., at han var leder af klagerens montagearbejde på stedet. Han var på byggepladsen 1 dag om ugen. 3-4 mand ville normalt have været tilstrækkeligt, men vidnet blev bedt om at udføre ekstraarbejder og at forcere arbejdet på grund af andres forsinkelser. De blev særligt bedt om at arbejde i 2 weekender, men måtte arbejde i yderligere weekender for at indhente den af anden entreprenør forvoldte forsinkelse. Der var et betydeligt overarbejde, og ved afslutningen af arbejdet på bygning 2 i marts 2000 havde vidnet 8 mand på stedet. Vidnet indgik sine aftaler om ekstraarbejde med indklagedes byggeledere – – – og – – -. D har dog formentlig også været til stede, da aftalerne blev indgået. Alle timer og overtimer er betalt. Vidnet fik ikke på aftalesedlerne skrevet om de yderligere udgifter til overnatning m.m., men havde en klar aftale med indklagedes byggeledelse om betaling af alle ekstraudgifter. Forceringen stod på i 1½-2 måneder, og indklagedes folk på stedet var ikke i tvivl om omfanget heraf. Vedrørende opmålingerne udført af landinspektør er krav om betaling herfor ikke blevet fremsat over for vidnet, og vidnet havde ikke brug for opmålingerne. Vedrørende den påståede skæve væg har vidnet ikke overfor D accepteret betaling herfor.
C har forklaret bl.a., at klagerens folk blev bedt om at arbejde i en weekend i januar eller februar samt i en weekend i marts. I begge tilfælde var der tale om arbejde, som ellers skulle være udført i løbet af ugens andre dage, men hvor dette ikke kunne lade sig gøre som følge af anden entreprenørs forsinkelse. Vidnet har ikke haft kendskab til, at klageren anvendte ekstra mandskab. De indgik aftale om overtidsbetalingen på 215 kr. pr. time, men de har ikke aftalt anden betaling i anledning af det forskudte arbejde.
D har forklaret bl.a., at der blev aftalt den forhøjede timebetaling for weekendarbejdet, men intet vedr. logi og kørsel m.m. Indklagede har ladet bygningernes hovedlinier afsætte og i begyndelsen også hjulpet klagerens folk samt en anden entreprenørs ansatte med at afsætte deres arbejdslinier. Da det ikke kunne fortsætte, at indklagede udførte entreprenørernes opgaver, blev det varslet, at de selv måtte lade deres arbejdslinier afsætte. Vidnet har overfor B præciseret indklagedes opfattelse på dette punkt. Vidnet erindrer ikke, hvad B svarede. Efter stormen den 3. december 1999 blev der konstateret skader på de midlertidige bygningsdele, men ikke på de permanente.
Ad klagerens krav vedrørende logi, bropenge og kørselsgodtgørelse:
Klageren har henvist til, at der mellem parterne er enighed om, at indklagede har anmodet om forcering og dermed ekstraarbejder. Om forceringen foreligger skriftlig anmodning. Herved blev en betydelig forsinkelse indhentet. Arbejdstimerne er betalt. Der er for så vidt forceringsarbejderne og ekstraarbejderne tale om, at klager kan kræve betaling efter reglerne om regningsarbejde. Indklagede har først den 23. maj 2000 protesteret imod kravet. Hvis indklagede i februar havde tilkendegivet sin holdning over for kravet om betaling af de yderligere forceringsudgifter vedrørende logi og kørsel m.m., havde klageren ikke indgået aftale om forceringsarbejderne i marts.
Indklagede har bl.a. henvist til, at klagerens opgjorte omkostninger til logi og kørsel m.m. ikke kun vedrører forceringsudgifter men også vedrører ekstraarbejder, hvilket i alle tilfælde er uberettiget. Godtgørelsen af klagerens udgifter hertil har ikke været aftalt med D. Kravet kunne være fremsat tidligere, og da det ikke var medtaget ved fakturaen vedrørende overtimerne m.m. har klageren afskåret sig fra at kræve betaling herfor.
Voldgiftsretten udtaler:
Det er ubestridt, at klagerens arbejde blev forsinket som følge af anden entreprenørs forhold. Klageren blevet anmodet om at forcere arbejdet, herunder med udførelse af weekendarbejde. Klageren har som udgangspunkt haft krav på betaling herfor efter reglerne om regningsarbejde.
I parternes aftalesedler er angivet bl.a. størrelsen af de timelønninger, som det forcerede arbejde gav anledning til. Der blev ikke samtidig taget forbehold om betaling af klagerens andre omkostninger i forbindelse med det forcerede arbejde. Indklagede har derfor kunnet forvente, at klageren havde begrænset sit betalingskrav i overensstemmelse med det i aftalesedlerne anførte.
Klageren har som følge af det anførte ikke krav på betaling af det først opgjorte krav vedrørende betaling af 15.750 kr., jf. faktura af 29. februar 2000.
Ved klagerens fremsendelse af fakturaen af 29. februar 2000 blev indklagede bekendt med, at klageren tillige krævede dækket omkostningerne til det yderligere mandskabs logi, kørsel og bropenge. Indklagede protesterede ikke straks imod dette betalingskrav. Indklagedes afvisning af kravet fremkom først i skrivelsen af 23. maj 2000.
Som følge af det anførte må indklagede betale de yderligere omkostninger, der påløb i tiden efter klagerens faktura af 29. marts 2000. Klageren har i faktura af 30. marts 2000 opgjort disse omkostninger til 7.687,50 kr., hvilket beløb indklagede derfor tilpligtes at betale.
Ad indklagedes krav vedrørende landinspektørarbejder:
Klageren har heroverfor bl.a. anført, at indklagede ikke har fremsat sit krav inden rimelig tid. Først i svarskriftet er kravet rejst. Kravet er i øvrigt ikke dokumenteret. Afsætningerne er i forhold til landinspektøren rekvireret af indklagede. Klageren er underrettet herom ca. 1 uge efter, at afsætningerne var foretaget. Klageren har straks afvist, at de vedrørte ham.
Indklagede har gjort gældende, at det klart fremgår af sagens bilag G, at arbejdet er bestilt af klageren. Ved D’s vidneforklaring er det dokumenteret, at modullinerne vedrørte klagerens entreprise.
Voldgiftsretten udtaler:
Af den omtvistede faktura fra landinspektør fremgår det, at arbejdet vedrørte »supplerende afsætning af bygning 2«, at arbejdet er udført i tiden fra den 30. december 1999 til den 6. januar 2000, og at afsætningsplan er fremsendt den 6. januar 2000.
Indklagede har i skrivelse af 10. januar 2000 (bilag G) til klageren bekræftet »Deres rekvisition af diverse hjælpeafsætninger foretaget af vor landinspektør den 3. og 4. januar 2000, jf. senest reviderede afsætningsplan af samme dato«.
Klageren afviste i skrivelse af 11. januar 2000, at det af landinspektøren udførte arbejde vedrørte klageren.
Det er ikke dokumenteret f.eks. ved byggemødereferater, at indklagede har varslet, at indklagede på klagerens vegne ville rekvirere landsinspektør for at få afsat modullinier, såfremt klageren ikke selv gjorde dette. Afsætningsplanen er ikke fremlagt under sagen, og der er ikke fremlagt fyldestgørende oplysninger om det af landinspektøren udførte arbejde. Klageren har straks fremsat indsigelse imod indklagedes skrivelse af 10. januar 2000.
Efter det anførte tager voldgiftsretten ikke kravet til følge.
Ad indklagedes krav på omkostninger til opretning af skæv gavlvæg:
Klageren har bl.a. henvist til, at indklagede er blevet gjort opmærksom på mulige stormskader, men desuagtet overtog klagerens arbejde og fortsatte med fastgørelse af gavlelementerne uden at tage højde for eller gøre opmærksom på skævheden. Klageren er først underrettet herom, da genopretning var udført af anden entreprenør.
Indklagede har henvist til, at det af den afhjælpende entreprenørs faktura fremgår, at klagerens arbejde var mangelfuldt og derfor nødvendiggjorde genopretning.
Klageren, der ikke har fået lejlighed til at udbedre manglen, hæfter i alle tilfælde i forhold til sine derved sparede omkostninger.
Voldgiftsretten udtaler:
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 2. december 1999 monterede gavlelementer på bygning 1, modul 36-56. Næste dag indtraf en kraftig storm – i visse dele af landet med orkanstyrke. I indklagedes byggemødereferat fra den 9. december 1999 er det bl.a. oplyst, at gavlelement i linie 56, 1. sal er blæst ud. Efter klagerens montagearbejde har indklagede udført det efterfølgende arbejdet med fastgørelse af de monterede elementer. Beklædning af gavlen er udført af anden entreprenør. Denne entreprenør konstaterede det skæve gavlelement og indgik den 17. januar 2000 aftale med indklagede om at genoprette elementet. Klageren blev underrettet herom ved indklagedes skrivelse af 27. januar 2000.
Voldgiftsretten lægger herefter til grund, at den konstaterede skævhed skyldes stormens indvirkning på klagerens arbejde. Dette har været klagerens risiko. Klageren er imidlertid ikke blevet anmodet om at rette forholdet og kan derfor højst hæfte med det beløb, som klageren har sparet ved ikke at skulle foretage genopretning. Klageren havde på det pågældende tidspunkt ikke færdiggjort sit arbejde på byggepladsen og kunne muligt uden væsentlige omkostninger have rettet fejlen. Der foreligger intet sikkert grundlag for, at voldgiftsretten kan bedømme størrelsen af disse omkostninger, og indklagedes krav tages derfor skønsmæssigt til følge med 4.000 kr.
Ad rentekrav:
Klageren har henvist til, at de i påstanden indeholdte 2 rentebeløb er dokumenterede ved fremlæggelse af udtog af indklagedes konto i klagerens bogholderi. Rentetilskrivningerne fremgår heraf. Rentekravet blev medtaget i påstanden allerede i klageskriftet. I replikken blev kravet præciseret. Indklagede undlod at indgive duplik. Beløbene er først bestridt i indklagedes påstandsdokument. Rentepåstanden i øvrigt er formuleret i overensstemmelse med reglerne i AB 92.
Indklagede har henvist til, at klageren ikke har redegjort for den del af rentepåstanden, der er indregnet i klagerens påstand. Klagerens rentepåstand i øvrigt er først fremkommet i replikken.
Voldgiftsretten udtaler:
Den del af klagerens påstandsbeløb, der vedrører tidligere rentetilskrivninger, er ikke tilstrækkeligt dokumenterede, og der foreligger ikke nærmere oplysninger til bedømmelse af klagerens påstand om forrentning af et beløb på 375.000 kr. eller til bedømmelse af kravet om forrentning fra den 1. april 2000.
Klagerens tilgodehavende vil herefter være at forrente med procesrente fra klageskriftets indgivelse den 26. oktober 2000 som nærmere angivet nedenfor.
– – –
Efter det ovenfor anførte er voldgiftsretten i tilfælde af afsigelse af kendelse sindet at bestemme,
at indklagede, BH, til klageren, E, skal betale 38.011,37 kr.,
at beløbet skal forrentes med procesrente fra den 26. oktober 2000,
at indklagede yderligere skal forrente 102.588,63 kr. med procesrente fra den 26. oktober 2000 til den 13. maj 2002,
– – –
Tilkendegivelsens resultat og begrundelse forekommer ikke overbevisende på dette punkt: P.d.e.s. antages det, at E ikke har ret til at kræve betaling for omkostninger til logi, kørsel og bropenge, fordi disse omkostninger – når E ikke har taget forbehold herom – må anses for indeholdt i aftalesedlernes timesats; p.d.a.s. antages det, at E for fremtiden får krav på betaling af omkostningerne, hvis han senere fremsætter et herpå gående krav, som ikke afvises af BH. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvad en afvisning (reklamation) fra BH’s side skal gøre godt for i en situation, hvor E ikke har ret til betaling for de omhandlede omkostninger. (Anderledes, hvis det er tvivlsomt, om E har eller ikke har krav på betaling for omkostningerne, hvor en manglende reklamation fra BH’s side må medføre, at E får medhold i hele kravet – og altså ikke kun for fremtiden).