Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo juli 2018 og vedrører hvorvidt en voldgiftsaftale anses for indgået eller ej.
Arkitektfirma (R) havde udført arkitektarbejde vedrørende en del af en større ejendom for erhvervsudlejningsselskab (BH). R havde tidligere udført arbejde på samme ejendom for BH tilbage i 2014 og fået betaling herfor. For det tidligere arbejde var der indgået skriftlig aftale og ABR 89 var vedtaget.
Mellem R og BH opstod der således tvist om, hvorvidt R skulle have betaling for det pågældende udførte nye arkitektarbejde, da BH ikke mente, at der forelå en aftale. R krævede betaling af godt 440.000 kr., mens BH påstod afvisning.
Voldgiftsretten
På baggrund af ovenstående lagde voldgiftsretten til grund, at parterne førhen havde indgået aftale om R’s udførelse af arkitektarbejde på dele BH’s ejendom og at der i forbindelse hermed, var vedtaget ABR 89. Voldgiftsretten lagde i den forbindelse endvidere til grund, at dette arbejde var afsluttet i 2014 og dermed forinden påbegyndelsen af det nye arbejde.
Voldgiftsretten bemærkede herefter, at R havde fremlagt en rådgivningsaftale for så vidt angik det nye arbejde, der ligeledes henviste til ABR 89. Aftalen var imidlertid kun underskrevet af R. På denne baggrund anførte voldgiftsretten, at bevisbyrden for at parterne havde indgået aftale, påhvilede R, hvilken R ikke kunne løfte.
Idet der således ikke forelå et skriftligt aftalegrundlag mellem parterne og der ingen anden dokumentation var for, at BH på anden måde end ved skriftlig aftale havde erklæret sig indforstået med voldgiftsbehandling, måtte voldgiftsretten tage BH’s påstand til følge.
Sagen blev således afvist fra voldgiftsbehandling.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Det kan af ovenstående kendelse udledes, at det er væsentligt at indgå en klar, konkret skriftlig aftale, således man imødekommer tvister som denne. Anbefalelsesværdigt i denne forbindelse er rådførelse med en advokat, således at man får udarbejdet er forsvarligt aftalegrundlaget.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2018.905 / Sag nr. C-14705
-oOo-
Kendelsen i fuld længde
Rådgiver R (advokat Steen Jørgensen) mod Bygherre BH (advokat Jakob Blicher Ravnsbo)
Indledning
Mellem klageren, rådgiver R, herefter R, og indklagede, bygherre BH, er der opstået en tvist om berettigelsen til betaling for udført arkitektarbejde vedrørende »White Building«, der er en del af ejendommen …, beliggende ….
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med landsdommer Lars Christensen som eneste voldgiftsdommer.
Påstande mv.
R har nedlagt påstand om, at BH tilpligtes at betale 443.343,75 kr. med tillæg af rente i overensstemmelse med rentelovens § 5, stk. 1, fra den 1. august 2017 til betaling sker.
BH har principalt nedlagt påstand om afvisning, idet der ikke er aftalt voldgift mellem parterne. BH har subsidiært påstået frifindelse.
R har overfor afvisningspåstanden nedlagt påstand om frifindelse.
Spørgsmålet om afvisning er efter parternes enighed herom udskilt til særskilt behandling og afgørelse på skriftligt grundlag.
Processkrifter
Vedrørende spørgsmålet om afvisning har parterne afgivet følgende processkrifter:
- Klageskrift af 9. maj 2018 med bilag 1-17
- Svarskrift af 8. juni 2018 med bilag A
- Replik af 26. juni 2018
- Indklagedes processkrift af 6. juli 2018
- Klagers processkrift I af 11. juli 2018 med bilag 18-30.
Sagsfremstilling
Sagen angår i første række, om der er indgået aftale om voldgiftsbehandling for det krav, der er rejst af R for arkitektarbejde vedrørende »White Building«, der er en del af ejendommen »…« beliggende ….
Det fremgår af parternes processkrifter, at parterne tidligere har haft et samarbejde vedrørende ombygning af en anden del af ejendommen »…«. Ombygningen angik den del af ejendommen, der kaldes »Red Building«, og ifølge parternes processkrifter var det aftalt, at ABR 89 var en del af aftalegrundlaget for dette arbejde. Ombygningen af »Red Building« blev ifølge R afsluttet i 2014.
R har bl.a. fremlagt et prospektmateriale vedrørende »White Building« samt mailkorrespondance af 5. august 2005 mellem parterne vedrørende projektet. R har endvidere fremlagt en rådgiveraftale (sagens bilag 11), der er underskrevet af R i august 2015, men ikke underskrevet af BH. I rådgiveraftalen er anført, at ABR 89 er gældende, og herunder at tvister afgøres i henhold til ABR 89 punkt 9.
Ved mail af 13. juli 2017 til BH fremsendte R en faktura på 443.343,75 kr. vedrørende arbejde udført med relation til »White Building«. I mailen anførte R Arktiekter bl.a. følgende:
»Two years has gone since we were asked by you and … to prepare the work for a kind of a Bed and Breakfast in White Building (and special use of the Tea house) and according to the situation I have patiently given you time to decide what to do.
…
I have attached an invoice according to the time we have used without interest, which you received a copy of at our meeting at …vej for over a year ago. (see the attached time sheet and the documents)
…«
Ved mail af 14. juli 2017 svarede BH, at man ikke havde planer om at renovere »White Building«, og at det anførte tilgodehavende måtte bero på en misforståelse.
R har endvidere fremlagt en række bilag indeholdende projektpræsentationer og -materiale vedrørende ejendommen »…« og en række avisartikler med omtale af projektet vedrørende køb og planlagt ombygning af ejendommen.
Procedure
R har vedrørende spørgsmålet om afvisning gjort gældende, at parterne har aftalt, at ABR 89 er gældende. Parternes aftale omfattede fra starten af 2013 hele ejendommen »…«, der bestod af flere bygninger, hovedbygningen »White Building« og de mindre bygninger »Red Building« og »Black Building«. Det blev fra starten aftalt, at ABR 89 skulle gælde for hele projektet. Det kan lægges til grund, at parterne har anset ABR 89 for gældende for hele samarbejdet, dels som følge af, at ABR 89 var en del af aftalegrundlaget vedrørende »Red Building« og dels som følge af indholdet af rådgiveraftalen (sagens bilag 11). Samarbejdet om »White Building« startede ved mundtlig aftale primo 2015 og således umiddelbart efter, at arbejdet med »Red Building« blev afsluttet. Det er ganske naturligt at anse samarbejdet om ombygning af »White Building« som en forlængelse af samarbejdet om ombygning af »Red Building«. Dermed er det også naturligt, at parternes aftale om anvendelse af ABR 89 også gælder for arbejdet med »White Building«, uanset at BH ikke formelt havde underskrevet en ny samarbejdsaftale vedrørende »White Building«.
BH har gjort gældende, at der ikke er indgået en aftale mellem parterne om, at tvister skal behandles ved voldgift. Parterne har tidligere haft et samarbejde om ombygning af en anden del af ejendommen, men dette arbejde er allerede udført og betalt. Det forhold, at parterne vedrørende det tidligere projekt havde aftalt ABR 89, medfører ikke, at parterne har indgået aftale om ABR 89, herunder voldgiftsbehandling, for fremtidige arbejder. Parterne har slet ikke indgået nogen aftale om det arbejde, der er omfattet af R’s påstand, og der er således heller ikke aftalt ABR 89. Sagens bilag 11 er R’s oplæg til en rådgivningsaftale, men aftalen er aldrig indgået og underskrevet. Tvisten mellem parterne kan derfor ikke behandles ved voldgift.
Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Det påhviler R at bevise, at parterne har indgået aftale om, at tvister vedrørende et samarbejde om »White Building« skal afgøres ved voldgift.
Efter det, der er fremlagt for voldgiftsretten, må det lægges til grund, at parterne ikke har indgået nogen skriftlig aftale vedrørende samarbejde om ombygning af »White Building«. Der er heller ikke fremlagt dokumentation for, at BH på anden måde end ved skriftlig aftale herom har erklæret sig indforstået med, at tvister vedrørende et samarbejde om »White Building« skal afgøres ved voldgift i henhold til ABR 89. Det kan ikke føre til et andet resultat, at parterne efter det oplyste tidligere har vedtaget ABR 89 for deres samarbejde vedrørende ombygning af »Red Building«.
Parternes tvist kan derfor ikke mod BH’s protest behandles ved denne voldgift, og påstanden om afvisning tages derfor til følge.
Efter sagens forløb og udfald skal R betale de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen samt betale sagsomkostninger til BH med 10.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand. Beløbet indeholder ikke moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der lagt vægt på sagens omfang og forløb, herunder at sagen er afgjort uden mundtlig hovedforhandling.