Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo november 2018 og vedrører blandt andet krav på betaling for ekstraarbejder samt krav på betaling i forbindelse med en afrigning af en byggeplads.
Primo december 2014 indgik underentreprenør (UE) og hovedentreprenør (HE) aftale om, at UE skulle stå for udførelsen af et malerarbejde (en malerentreprise) på renoveringen af et større ejendomskompleks. Der var mellem parterne aftalt, at AB 92 skulle vedtages som en del af aftalegrundlaget. Under sagens forløb er der udarbejdet en skøns- samt tillægserklæring hhv. medio januar og ultimo april 2017.
UE fakturerede HE, ultimo november 2016, for den samlede entreprisesum. I entreprisesummen var fradraget 154.400,00 kr., svarende til den aftalte pris for udgået arbejde, da HE havde overladt arbejdet til en anden underentreprenør. I fakturaen var der ikke – på entreprisesummen – taget højde for yderligere krav. Medio september 2017 rejste UE dog et sådant krav overfor HE.
I forbindelse med arbejdets udførelse, har UE været nødsaget til at standse arbejdet i ca. 15 måneder grundet manglende byggetilladelse. I forlængelse af arbejdsstandsningen har UE skullet afrigge fra byggepladsen i de pågældende ca. 15 måneder.
Efterfølgende er det opstået en tvist om blandt andet ekstraarbejder, hvorfor UE har indledt en voldgiftssag mod HE om krav på betaling for i alt 8 fakturaer. Et af UE’s krav til HE bestod blandt andet af betaling for afrigningen af byggepladsen i de ca. 15 måneder, hvor arbejdet var standset på grund af den manglende byggetilladelse.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten indledte sine bemærkninger med at berettige UE’s krav på i alt 8 fakturer samt oplyste om, at disse endnu ikke var betalt. UE fik derfor blandt andet berettiget sit krav på betaling for afrigningen af byggepladsen samt for krav om betaling for ekstraarbejder. Voldgiftsrettens berettigelse af kravet vedrørende afrigningen var på baggrund af, at UE havde været nødsaget til at indstille arbejdet i ca. 15 måneder grundet manglende byggetilladelse. I forbindelse med dette forklarede UE, at han havde udført 70-80% af entrepriseaftalen og manglede derfor kun at udføre 20-30% af det aftalte arbejde, hvilket blev standset grundet manglende byggetilladelse. Grundet den manglende tilladelse måtte UE afrigge fra pladsen, og først ca. 15 måneder efter genoptage arbejdet. Det blev af voldgiftsretten fremhævet, at standsningen af arbejdet ikke skyldtes UE’s forhold, og at UE derfor ikke måtte bære ansvaret herfor. På baggrund af dette fandt voldgiftsretten derfor, at UE var berettiget til udgifterne for afrigning mv.
Voldgiftsretten fandt dog ikke UE berettiget til krav for arbejde, som HE havde overladt til en anden entreprenør. Kravet, UE havde rejst medio september 2017, fandt voldgiftsretten heller ikke, at UE kunne få medhold i, hvorfor dette krav også blev afvist af voldgiftsretten.
Voldgiftsretten opgjorde UE’s endelige krav til ca. 1.255.000,00 kr., hvori der var afskrevet mangler for ca. 185.000,00 kr., der var opgjort på baggrund af en skønserklæring.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
I nærværende kendelse manglede der en byggetilladelse, hvorfor UE måtte stoppe arbejdet i ca. 15 måneder, indtil byggetilladelsen var på plads. Voldgiftsretten fandt ikke, at UE var ansvarlig for den manglende byggetilladelse, hvorfor HE måtte stå for omkostningerne i forbindelse med dette. Det er derfor altid vigtigt at have de rette tilladelser på plads, når man er i gang med et byggeri, så man ikke efterfølgende bliver nødt til at stoppe arbejdet grundet manglende tilladelser, hvilket også kan medføre yderligere omkostninger for en HE, som det var tilfældet i kendelsen. Det kan derfor altid være en god ide at rådføre sig med en advokat ved iværksættelsen af projekter, som kan rådgive om, hvilke tilladelser, der retmæssigt skal indhentes.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2019.139 / Sag. Nr. C-14545
-oOo-
Kendelsen i fuld længde
Underentreprenør UE A/S (advokat Sven Søgaard) mod Hovedentreprenør HE A/S under konkurs (advokat Ole Meisner).
- Indledning
Mellem klageren, Malerfirmaet UE A/S, herefter »UE A/S«, og indklagede, hovedentreprenør HE A/S under konkurs, herefter »HE A/S«, er der opstået en tvist om parternes mellemværende i forbindelse med en malerentreprise i underentreprise i ….
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af malermester Finn Barsdal, projekt- og byggeleder Ole Løbner Rosengreen og landsdommer Lars Christensen med sidstnævnte som formand.
- Påstande og hovedforhandling
UE A/S har nedlagt påstand om, at HE A/S til UE A/S skal betale 2.208.370,56 kr. inkl. moms samt procesrente af 1.262.224 kr. fra den 31. januar 2017 og af restbeløbet fra sagens anlæg til betaling sker.
HE A/S har under skriftvekslingen i henholdsvis svarskrift og duplik nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 21.167 kr. ekskl. moms.
Hovedforhandling har fundet sted den 25. oktober 2018 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
HE A/S er efter sagens anlæg og efter berammelse af hovedforhandling taget under konkursbehandling.
Kurator har ved mail af 15. august 2018 meddelt, at boet ikke udøver partsbeføjelse i sagen. HE A/S under konkurs har således ikke været repræsenteret under hovedforhandlingen.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med klager, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
- Kort sagsfremstilling
Den 4. december 2014 indgik sagens parter en underentrepriseaftale, hvorefter UE A/S skulle udføre malerentreprisen, der var en del af et arbejde med renovering af …, som HE A/S skulle udføre for …. Det fremgår af underentrepriseaftalen, at AB 92 er vedtaget som en del af aftalegrundlaget.
UE A/S har opgjort sit krav inkl. moms på følgende måde:
Tilgodehavende iht. kontoudtog af 31. januar 2017 | 1.262.224 kr. |
Standsning | 25.000 kr. |
Ekstraarbejde – fuldspartling af gipsplader | 133.770 kr. |
Tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført malerbehandling af ny gips | 13.271 kr. |
Tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført ekstraarbejde med afvaskning m.v. | 164.327 kr. |
Tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført malerarbejde i blok 24-27 | 38.600 kr. |
Ekstraarbejde – maling af panelvægge | 19.750 kr. |
Tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført ekstraarbejde i orange og hvidt område (201.945 + 111.412) | 313.357 kr. |
Renter til 31. december 2016 | 9.959 kr. |
Yderligere renter | 217.595 kr. |
Indeksregulering | 10.517 kr. |
I alt | 2.208.370 kr. |
HE A/S har i henhold til en opgørelse af 23. januar 2017 – sagens bilag 13 – opgjort parternes mellemværende ekskl. moms på følgende måde:
Entreprisekontrakt af 4. december 2014 | 2.666.860 kr. |
Godkendte aftalesedler | 332.756 kr. |
Oprindeligt aftalegrundlag, i alt | 2.999.616 kr. |
Heri modregnes omkostninger til færdiggørelse, jf. syn og skøn:
Spm. 2 ikke udførte gipsvægge | 180.360 |
Spm. 3 ikke udført maling af vinduer | 40.836 |
Spm. 3/4 afhjælpning af mangler | 357.281 |
Omkostninger Voldgiftsnævnet, anslået | 79.500 |
Medgået egen tid for entrering af anden maler 75 timer a 830 kr. | 62.250 720.227 kr. |
Samlet beløb, HE A/S skal betale | 2.279.389 kr. |
– allerede betalt | 2.258.222 kr. |
Malerfirmaet UE A/S’ tilgodehavende | 21.167 kr. |
Forud for voldgiftssagen er under Voldgiftsnævnets j.nr. A-9221 udmeldt malermester Kim Almlev som skønsmand. Der er afgivet skønserklæring af 13. januar 2017 samt tillægserklæring af 25. april 2017.
- Forklaringer
Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af UE.
- Procedure
Klagers advokat har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 10. oktober 2018.
- Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
UE A/S’ krav iht. kontoudtog (1.262.224 kr.):
Kontoudtoget (sagens bilag 17) indeholder den samlede saldo i henhold til i alt 8 fakturaer, der alle er fremlagt som sagens bilag 18. UE har under sin forklaring nærmere redegjort for de arbejder, der er omfattet af de enkelte fakturaer.
Efter det, der er fremkommet for voldgiftsretten, lægger voldgiftsretten herefter til grund, at disse fakturakrav på i alt 1.262.223,75 kr. er berettigede og endnu ikke betalt.
UE A/S’ krav vedrørende standsning (25.000 kr.):
UE har bl.a. forklaret, at han havde udført 70-80% af arbejdet i henhold til entrepriseaftalen, da arbejdet på pladsen blev standset som følge af manglende byggetilladelse. Han måtte derfor afrigge fra pladsen, og først da de nødvendige tilladelser forelå cirka 15 måneder senere, kunne arbejdet genoptages.
Voldgiftsretten lægger til grund, at arbejdet måtte indstilles på grund af forhold, som UE A/S ikke bærer ansvaret for, og at UE A/S er berettiget til at kræve betaling for udgifter til afrigning mv. Da det opgjorte krav på 25.000 kr. inkl. moms anses for rimeligt, tager voldgiftsretten kravet til følge.
UE A/S’ krav vedrørende fuldspartling af gipsplader (133.770 kr.):
UE har om dette krav bl.a. forklaret, at der i entrepriseaftalen ikke indgik fuldspartling af gipsplader, men gipsarbejdet var udført i en sådan kvalitet, at det var nødvendigt at fuldspartle disse, inden han udførte den malerbehandling, der var omfattet af entrepriseaftalen. Han aftalte med … (fra HE), at UE A/S skulle udføre fuldspartling som ekstraarbejde, og de aftalte en samlet pris for dette. Kravet er opgjort som specificeret i Håndværksrådets brev af 13. september 2017 (sagens bilag 10).
Efter UE’s forklaring sammenholdt med oplysninger i de fremlagte bilag tager voldgiftsretten dette krav til følge.
UE A/S’ krav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført malerbehandling af ny gips (13.271 kr.):
Efter UE’s forklaring lægger voldgiftsretten til grund, at dette arbejde angår malerbehandling af nogle gipsvægge, der udgik af projektet. Det er imidlertid ikke godtgjort, at dette arbejde ikke allerede er faktureret ved de fakturaer, der er indeholdt i kontoudtoget, og voldgiftsretten kan derfor ikke give UE A/S medhold i, at selskabet har krav på tabt arbejdsfortjeneste for dette ikke udførte arbejde.
UE A/S’ krav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført ekstraarbejde med afvaskning mv. (164.324 kr.):
UE har bl.a. forklaret, at arbejdet med afvaskning/afrensning og grunding med oliegrunder ikke var omfattet af entrepriseaftalen. Han havde dog indgået en aftale med … (fra HE) om at udføre dette arbejde som ekstraarbejde til en aftalt pris. Det endte dog med, at … (fra HE) satte et andet firma til at udføre arbejdet, og han mener på den baggrund, at han har krav på mistet dækningsbidrag for dette. Det kan godt passe, at han først har rejst kravet ved Håndværksrådets brev 13. september 2017 (sagens bilag 10).
Det er ikke alene ved UE’s forklaring dokumenteret, at parterne havde indgået en endelig og bindende aftale om, at UE A/S skulle udføre det pågældende arbejde. Det er derfor heller ikke dokumenteret, at UE A/S har krav på tabt arbejdsfortjeneste som følge af, at UE A/S ikke kom til at udføre arbejdet. Voldgiftsretten tager derfor ikke dette krav til følge.
UE A/S’ krav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført malerarbejde i blok 24-27 (38.600 kr.):
UE har bl.a. forklaret, at dette arbejde var omfattet af underentrepriseaftalen, men arbejdet udgik, og han er derfor berettiget til tabt arbejdsfortjeneste for dette arbejde. Arbejdet var i hans tilbud ansat til 154.400 kr., og ved faktureringen af restentreprisesummen har han foretaget et fradrag for dette arbejde, da det som nævnt udgik.
Det fremgår af UE A/S’ faktura 6315 af 23. november 2016 (sagens bilag 18), at der er sket fakturering af den samlede entreprisesum, men at der er foretaget et fradrag for det ikke udførte arbejde i blok 24-27 på 148.224 kr., svarende til 154.400 kr. med fradrag af 4 %. Der er ikke ved faktureringen taget forbehold for at kræve yderligere godtgørelse end de 4 % som følge af, at arbejdet udgik, og det må lægges til grund, at det yderligere krav først er rejst over for HE A/S ved Håndværksrådets opgørelse af 13. september 2017. Efter en samlet vurdering anser voldgiftsretten ikke kravet for tilstrækkeligt dokumenteret, og voldgiftsretten tager derfor ikke kravet til følge.
UE A/S’ krav vedrørende ekstraarbejde – maling af panelvægge (19.750 kr.):
Efter UE’s forklaring lægger voldgiftsretten til grund, at dette arbejde ikke var omfattet af entrepriseaftalen, men er udført af UE A/S som ekstraarbejde. Voldgiftsretten tager derfor dette krav til følge.
UE A/S’ krav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste for ikke udført malerarbejde i orange og hvidt område (201.945 + 111.412 kr.):
Efter UE’s forklaring lægger voldgiftsretten til grund, at UE A/S ikke er anmodet om at udføre dette arbejde og ikke har udført det, ligesom arbejdet ikke er omfattet af entrepriseaftalen. Det er herefter ikke dokumenteret, at UE A/S har krav på tabt arbejdsfortjeneste for dette arbejde, og kravene tages derfor ikke til følge.
UE A/S’ krav vedrørende renter:
UE A/S har nedlagt påstand om, at selskabets krav forrentes med procesrente af 1.262.224 kr. fra den 31. januar 2017 og af restbeløbet fra sagens anlæg til betaling sker.
Det er ikke dokumenteret, at UE A/S herudover er berettiget til at kræve yderligere renter. Kravene på 9.959 kr. og 217.595 kr. tages derfor ikke til følge.
UE A/S’ krav vedrørende indeksregulering (10.517 kr.):
Der er ikke under hovedforhandlingen nærmere redegjort for dette krav. Der er fremlagt en beregning af indeksregulering (sagens bilag 20), men det kan ikke udledes heraf, hvordan indeksreguleringen er beregnet. Kravet tages derfor ikke til følge.
HE A/S’ modkrav i henhold til opgørelse af 23. januar 2017:
I skønserklæringen af 13. januar 2017 (sagens bilag 5) har skønsmanden foretaget en opgørelse af ikke udførte malerbehandlinger samt mangler ved de udførte arbejder.
Efter redegørelsen i Håndværksrådets breve af 30. juni 2017 og 13. september 2017 (sagens bilag 9 og 10), der er understøttet af UE’s forklaring – lægger voldgiftsretten til grund, at de samlede mangler, som UE A/S kan gøres ansvarlig for, beløbsmæssigt kan opgøres til 148.537,50 kr. med tillæg af moms, svarende til 185.671,87 kr. inkl. moms. Dette beløb skal derfor fratrækkes UE A/S’ tilgodehavende.
Det er ikke herudover dokumenteret, at HE A/S har berettigede modkrav.
Samlet opgørelse:
UE A/S’ krav kan herefter samlet opgøres til følgende:
Tilgodehavende iht. kontoudtog af 31. januar 2017 | 1.262.223,75 kr. |
Standsning | 25.000,00 kr. |
Ekstraarbejde – fuldspartling af gipsplader | 133.770,00 kr. |
Ekstraarbejde – maling af panelvægge | 19.750,00 kr. |
– modkrav for mangler | – 185.671,87 kr. |
I alt, inkl. moms | 1.255.071,88 kr. |
Kravet forrentes med procesrente fra den 31. januar 2017 som påstået.
Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt. Der er herunder taget hensyn til de nedlagte påstande sammenholdt med sagens udfald.
De tilkendte sagsomkostninger vedrører udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Hver part bærer egne udgifter til syn og skøn. Beløbet vedrørende udgifter til advokatbistand er fastsat efter sagens omfang og resultat. Der er tillige lagt vægt på, at UE A/S ikke har haft advokatbistand under det forudgående syn og skøn.
Thi bestemmes
HE A/S under konkurs skal til Malerfirmaet UE A/S betale 1.255.071,88 kr. inkl. moms med procesrente fra den 31. januar 2017.
I sagsomkostninger skal HE A/S under konkurs betale 60.000 kr. til Malerfirmaet UE A/S.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af Malerfirmaet UE A/S med 1/3 og af HE A/S under konkurs med 2/3 efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.