Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten medio juni 2001, og vedrører hvorvidt en totalentreprenør (TE) kan hæfte for ”mangler”, som påvirker den æstetiske virkning af et projekt.
I 1994 udførte TE både projekteringen samt opførelsen af en tilbygning. Ydermere skulle TE stå for en udvidelse samt renovering af en allerede eksisterende bygning hos bygherren (BH).
Det blev i entreprisen mellem TE og BH aftalt, at TE skulle benytte et bestemt type tag, som var med en bestemt belægning af bly og tin. Det var vigtigt for BH, at netop denne form for tag skulle benyttes, for at taget kunne få den rette æstetiske virkning. Derudover havde det af BH valgte tag særlige egenskaber – det kunne blandt andet ved skiftende lysforhold antage forskellige nuancer, hvilket også havde en særlig betydning for tagets æstetiske virkning.
I forbindelse med oplægningen af taget, havde TE fået en underentreprenør (UE) til at stå for dette. UE skulle ydermere stå for indkøbet af det mellem TE og BH’s valgte tagmateriale.
Ved leveringen af tagmaterialet konstaterede BH, at der forelå en mangel heri, da taget, grundet fabrikationsfejl, var behæftet med en væsentlig mangel. BH rettede derfor et krav mod TE – principalt for betaling af omlægningen af det mangelfulde tag, og subsidiært for et forholdsvist afslag i entreprisesummen.
TE forsøgte efterfølgende en mangelsafhjælpning af taget, for at opnå det rette æstetiske udtryk. Dog skete der, ved afhjælpning, en ”coating” af taget, så dette ikke længere fremstod med en legering af bly og tin, men derimod som en skinnende tagflade af rustfrit stål, hvilket ikke levede op til det mellem TE og BH aftalte. TE’s forsøg på mangelafhjælpningen førte derfor heller ikke til, at taget opnåede den ønskede æstetiske virkning
Der blev i nærværende sag afholdt syn og skøn.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten indledte sine bemærkninger med at konkludere, ud fra skønsmandens erklæring, at det pågældende tagmateriale led af en væsentlig mangel ved leveringen – hvilket BH jo også havde konstateret. Retten bemærkede yderligere, at fejlen i materialet var en fabrikationsfejl.
Ydermere vægtede retten, at det leverede tag ikke levede op til det af TE og BH aftalte. BH havde ved indgåelsen af entreprisen valgt et særligt materiale til taget, for at dette kunne få det rette æstetiske udtryk. Dette var ikke tilfældet med taget, både grundet tagets manglende ønskede ”virkning”, og opnåede det heller ikke ved TE’s forsøg på en mangelsafhjælpning, hvorved der efterfølgende skete en ”coating” af taget.
Retten anførte, at offergrænsebetragtningen ikke kunne føre til en nedsættelse af erstatningen, selvom taget var funktionsdygtigt. Dette var på baggrund af, at BH havde lagt afgørende vægt på valget af materialet samt dennes virkning.
Voldgiftsretterne konkluderede, at TE ikke kunne rettet et godtgørelseskrav mod UE, da UE ikke havde haft nogen indflydelse på valget af det pågældende tagmateriale. På baggrund af dette konkluderede retten, at UE ikke burde hæfte herfor.
Voldgiftsretten konkluderede derfor endeligt, med særlig vægt på forholdet om tagets æstetiske virkning og BH’s forventning til dette, at TE blev dømt til at betale den fulde erstatning for oplægning af et nyt mangelsfrit tag.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
I kendelsen var det meget afgørende for BH, at valget af materiale var korrekt, således taget kunne få det rette æstetiske udtryk, samt de nævnte særlige egenskaber. Det er derfor vigtigr som entreprenør at udvælge det rigtige materiale, for ikke efterfølgende at hæfte for en udbedring begrundet i æstetik.
Som entreprenør er det derfor vigtigt at afklare med BH, hvad BH’s forventninger er til det endelige projekt, så man som entreprenør ikke kommer til at hæfte for uventede omkostninger ved en eventuel udbedring.
Hvorfor er denne (ældre) kendelse relevant?
Æstetiske mangler kan påføre en entreprenør uventede omkostninger, når der skal ske en afhjælpning af disse. Det kan i nogle tilfælde betyde, at man som entreprenør skal starte forfra med arbejdet, for at opnå det rette æstetiske udtryk.
Æstetiske mangler er således ikke rettet mod bygningens funktion, men mod bygningens udseende.
I praksis er det typisk let at konstatere en funktionsmangel, hvorimod en æstetisk mangel kan være svære at ”spotte”, da man her skal se på, hvad der er aftalt mellem parterne, og om dette er opnået korrekt.
Der er i praksis en tendens til, at man sidestiller æstetiske mangler med funktionsmangler. For en entreprenør betyder det, at denne derfor har en ret og pligt til at afhjælpe manglen, jf. AB 18 § 48. Såfremt entreprenøren ikke kan opfylde afhjælpningen, kan bygherren kræve et afslag i entreprisesummen, jf. AB 18 § 52.
Det er i dag sjældent i voldgiftsretten at se behandling af sager, hvori der indgår spørgsmål om æstetiske mangler. Der findes derfor ikke umiddelbart nyere praksis herom. Denne kendelse er derfor yderst relevant, da det i nyere kendelser er set, at retten er gået tilbage til de samme synspunkter, som der netop er anført i nærværende kendelse.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2001.415 / Sag nr. C-5660.
-oOo-
Kendelse i fuld længde
Bygherre BH (adv. H.J. Lopdrup) mod Totalentreprenør TE (adv. Torben Brøgger) og Totalentreprenør TE (adv. Torben Brøgger) mod Underentreprenør UE (adv. Bjarne A. Lorentzen) og Importør I (adv. Hans Henriksen).
I1994 udførte indklagede, TE, som totalentreprenør projektering og opførelse af en tilbygning samt en udvidelse og renovering af administrationsbygningen hos bygherre BH på dennes ejendom – – -.
I entreprisen indgik oplægning af et Uginox-tag med en belægning af tin og bly. Tagmaterialet, der blev fremstillet i Frankrig, blev importeret til Danmark af adciterede 2, importør I. Arbejdet med oplægningen af taget blev udført af adciterede 1, UE, der var antaget af TE som underentreprenør på blikkenslagerarbejdet, og som indkøbte tagmaterialet hos den grossist, som importøren benyttede som grossistled i forhold til aftagerne.
– – –
Under denne sag har bygherren under anbringende af, at tagmaterialet ved leveringen var behæftet med en væsentlig mangel som følge af en fabrikationsfejl, nedlagt følgende påstande over for TE:
Principalt at TE tilpligtes at betale 650.000 kr. excl. moms med procesrenter fra den 3. marts 1998, subsidiært at TE tilpligtes at betale et mindre beløb som forholdsmæssigt afslag, ligeledes med renter fra den 3. marts 1998.
TE har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det principalt krævede.
TE har endvidere under adcitationssagen mod underentreprenøren og importøren nedlagt påstand om, at disse principalt in solidum, subsidiært hver for sig, tilpligtes at friholde TE for ethvert beløb, som det måtte blive pålagt TE at betale til bygherren.
De adciterede har begge påstået frifindelse, subsidiært at det kun pålægges dem at friholde TE for en mindre del af det beløb, som det måtte blive pålagt TE at udrede.
Sagen har været behandlet af en voldgiftsret bestående af direktør Ib Falkenfleth, civilingeniør Per Villadsen og – som formand – fhv. landsdommer Peter Rørdam.
Der har været afholdt syn og skøn ved R.
Under den mundtlige forhandling den 17. maj 2001 er skønserklæringerne og en del yderligere bilag blevet dokumenteret, og en række personer har afgivet forklaring.
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:
I overensstemmelse med skønsmandens erklæringer lægger voldgiftsretten til grund, at tagmaterialet ved leveringen led af en væsentlig mangel, som var opstået i forbindelse med fabrikationen af materialet.
I forholdet mellem bygherren og TE påhviler ansvaret for den mangelfulde leverance TE.
Af det brochuremateriale, som var en del af grundlaget for bygherrens beslutning om at vælge det pågældende tagmateriale, fremgik bl.a. følgende:
»Uginox Ame er syrefast rustfrit stål (AISI 316) med en legering af bly og tin …
Uginox udgør den ideelle klimaskærm, når der ønskes et levende materiale der udtrykker en organisk overflade med smuk patina og som tilmed er praktisk taget uforgængeligt.
Uginox Ame patinerer til en smuk lysegrå overflade, der ved skiftende lysforhold vil antage forskellige nuancer.«
Denne virkning af tagmaterialet blev ikke opnået dels på grund af fabrikationsfejlen, dels fordi der under forsøget på afhjælpning af fabrikationsfejlen skete en fjernelse af tin/bly belægningen (coatingen) med det resultat, at taget fremstår som en skinnende tagflade af rustfrit stål.
Det var af hensyn til den æstetiske virkning af det samlede byggeri afgørende for bygherren at få et tag med de særlige egenskaber, som fremgik af brochurematerialet. Da dette på grund af fabrikationsfejlen og det senere forsøg på mangelsafhjælpning ikke blev opnået, må TE som udgangspunkt erstatte udgiften til oplægning af et mangelfrit tag. Der er mellem bygherren og TE enighed om, at udgiften hertil udgør de 650.000 kr., som bygherren principalt har påstået sig tilkendt.
I en situation som den foreliggende, hvor manglen ved det leverede tagmateriale har bevirket, at en afgørende forudsætning for bygherrens valg af tagmateriale er svigtet, findes offergrænse-synspunkter ikke at kunne føre til en nedsættelse af erstatningen, selv om taget i øvrigt er fungibelt. En reduktion kan heller ikke komme på tale som følge af kontraktens bestemmelser om kontraktsummen eller ud fra det synspunkt, at coatingen – som det må antages – under alle omstændigheder ville have haft en begrænset levetid. Bygherren måtte på grundlag af brochurematerialet og TE’s anbefaling af taget få den opfattelse, at også coatingen i princippet var uforgængelig. Da endelig bygherren ikke på noget tidspunkt har haft et tag, der levede op til forudsætningerne, tager voldgiftsretten bygherrens principale påstand over for TE til følge.
Forholdet mellem TE og underentreprenøren.
Som anført lægger voldgiftsretten til grund, at coatingen på Uginox-tagpladerne ville have haft en begrænset levetid i forhold til basismaterialet, selv om leverancen havde været fejlfri. Det må endvidere lægges til grund, at dette var eller i hvert fald burde have været klart for TE. Det må antages, at bygherren ikke ville have valgt det pågældende tag, hvis man havde været bekendt med coatingens begrænsede levetid. Det var TE, der anbefalede tagmaterialet over for bygherren uden at gøre bygherren bekendt med den begrænsede levetid. På denne baggrund findes der i forholdet mellem TE og underentreprenøren kun at kunne tillægges fabrikationsfejlen underordnet betydning, og der findes ikke at burde gives TE adgang til at få erstatningsbeløbet eller nogen del heraf godtgjort hos underentreprenøren, som ikke havde nogen indflydelse på valget af tagmateriale.
Voldgiftsretten frifinder derfor underentreprenøren.
Forholdet mellem TE og importøren.
Der består ikke noget kontraktforhold mellem disse parter i forbindelse med leverancen af tagmaterialet, og heller ikke den omstændighed, at importøren på producentens vegne deltog i forhandlingerne om og udførelsen af forsøget på mangelsafhjælpning, findes at have etableret en sådan retlig situation mellem parterne, at TE på dette grundlag kan gøre importøren ansvarlig for fabrikationsfejlen.
Voldgiftsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at mangelsafhjælpningen fra starten havde til formål at fjerne coatingen. At dette var formålet må have stået eller i hvert fald burde have stået klart for TE. Voldgiftsretten lægger herved afgørende vægt dels på prøvefeltets udseende, dels på indholdet af importørens skrivelse til TE af 3. april 1997. Heller ikke den omstændighed at afhjælpningen bestod i en fjernelse af coatingen kan derfor pådrage importøren ansvar i forhold til TE.
Voldgiftsretten frifinder således også importøren.