UGD 2021.10.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo august 2020, og vedrører en underentreprenør (UE) som monterede nogle taghætter i forkert dimension. UE krævede betaling for ekstraarbejder i forbindelse med udskiftningen af taghætterne, hvilket hovedentreprenøren (HE) afviste.
HE havde antaget UE til at forestå tømrerarbejde, herunder bl.a. montering af taghætter. Projektmaterialet indeholdt ingen oplysninger om dimensionerne på taghætterne.
Det fremgik af aftalegrundlaget, at UE skulle koordinere med en VVS- og ventilationsentreprenør i forbindelse med tagdækningen. Det lykkedes aldrig for UE at få en aftale med ventilationsentreprenøren.
I oktober/november skulle taget monteres. Taghætterne skulle monteres samtidig med taget, hvorfor UE besluttede at montere nogle af taghætterne, selvom UE ikke vidste hvilke dimensioner taghætterne skulle have. UE vurderede ud fra bredden, at taghætterne skulle være 200-250mm Ø. Det viste sig dog, at de først monterede taghætter var af forkert dimension, og at det var nødvendigt at udskifte dem. HE betalte ca. 50.000 kr. for nye taghætter i den korrekte dimension.
Da UE skulle udskifte de mangelfulde taghætter, med taghætter i korrekt dimension, gjorde UE et krav på ca. 60.000 kr. for ekstraarbejder gældende. HE påstod modsat, at UE ikke kunne kræve ekstrabetaling, da UE selv måtte bære risikoen for, at taghætterne var i forkert dimension.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten skulle herefter tage stilling til, hvem af parterne der bar risikoen for, at de monterede taghætter var af forkert dimension.
Voldgiftsretten fandt indledningsvist, at UE havde begået en fejl ved ikke at sikre sig, at det var de rigtige taghætter der blev monteret sammen med taget. Udgangspunktet var derfor, at UE var eneansvarlig for monteringen af forkerte taghætter, da UE ikke havde sikret sig, at det var de rigtige.
På trods af dette lagde voldgiftsretten imidlertid til grund, at HE bar et ”medansvar som følge af svigtende tilsyn”. På denne baggrund fandt voldgiftsretten, at parterne skulle dele den ekstraudgift der var opstået ved, at det var nødvendigt at udskifte de først monterede taghætter.
Den samlede ekstraomkostning udgjorde ca. 110.000 kr. (50.000 kr. til nye taghætter + 60.000 kr. ekstraarbejder). Voldgiftsretten fandt, at hver part skulle bære ca. halvdelen hver, dvs. 55.000 kr.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Kendelsen illustrerer, at entreprenøren ikke bare kan anvende/montere materialer, uden at vide om disse passer eller er de rigtige. Det vil i så fald være entreprenøren der er ansvarlig for eventuelle fejl.
Det er dog et klassisk tema, at en entreprenør udfører et arbejde forkert, men føler sig dårlig vejledt at bygherren. Hvis bygherren ikke har ført tilsyn i tilstrækkelig grad, og blot ladt entreprenøren i stikken, kan det som i denne situation resultere i, at bygherren også bliver medansvarlig for entreprenørens mangelfulde arbejde.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2020.823 / Sag nr. C-14951
#ugensdom #entrepriseret #tilsyn
-0O0-
Underentrepenør UE (advokat Jesper Nørgaard) mod Hovedentrepenør HE (advokat Cristine Ussing)
1. Indledning
Mellem klageren, Tømrermester … A/S (herefter UE) og indklagede, … A/S (herefter HE) er der opstået en tvist om det økonomiske mellemværende i forbindelse med to forskellige entrepriser på henholdsvis … Gymnasium og … Hovedgade.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af tømrermester Michael Simonsen, ingeniør Kim Peters og landsdommer Finn Morten Andersen, med sidstnævnte som formand.
2. Påstande og hovedforhandling
Klageren (UE) har nedlagt endelig påstand om, at Indklagede (HE) tilpligtes at betale UE kr. 402.523,73 med tillæg af rente med 2 % pr. måned af 77.039,15 fra den 30.5.2017, af kr. 166.604,46 fråden 30.07.2017, af kr. 252.037,27 fra den 30.08.2017 og af 402.523,73 fråden 30.10.2017 alle tilbetaling sker. I forbindelse med proceduren er påstandsbeløbet nedsat til 386.273,73 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har tillige nedlagt selvstændig påstand om, at klager tilpligtes at betale 155.517,84 kr. ekskl. moms med tillæg af renter fra sagens anlæg til betaling sker.
Hovedforhandling har fundet sted den 26. juni og 29. juni 2020 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
A (fra UE), … (fra HE), C (fra HE), … (fra UE), … (fra UE), F (fra UE), … (fra HE), og G (fra HE), J (fra HE), … (fra HE), M (fra HE) og … (fra HE) har afgivet forklaring under hovedforhandlingen. Der er endvidere sket afhjemling af skønsmand Jack Sejr.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Kort sagsfremstilling
Denne voldgiftssag vedrører en række krav, som udspringer af to entrepriseforhold på … Hovedgade og … Gymnasium, hvor HE har været hovedentreprenør, og hvor UE har været antaget som underentreprenør til at forestå tømrerarbejde. UE har rejst krav om betaling for fakturerede arbejder, der til dels består i ekstraarbejder. HE, der til dels har anerkendt UE’s krav, har gjort en række modkrav gældende. Kravene er nærmere beskrevet under voldgiftsrettens bemærkninger.
4. Procedure
Parterne har afleveret henholdsvis påstandsdokument og sammenfattende processkrift og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
I det følgende gennemgås de enkelte krav efterfulgt af en samlet opgørelse. Da parterne skiftevis har opgjort deres krav inkl. og ekskl. moms, opgøres beløbene både med og uden moms.
Opgørelse af UE’s tilgodehavender.
Faktura 84589 (61.631,32 kr. ekskl. moms, 77.039,15 kr. inkl. moms)
Fakturaen vedrører UE’s krav på betaling for ekstraarbejde vedrørende montering af taghætter. Parterne er uenige om, hvorvidt UE kan kræve betaling for ekstraarbejder vedrørende denne opgave.
De først monterede taghætter var af forkert dimension, og det var derfor nødvendigt at udskifte dem. Spørgsmålet er, hvem af parterne der skal bære risikoen for, at de først monterede taghætter var af forkert dimension.
Af Arbejdsbeskrivelse & Bygningsbeskrivelser af 10. juli 2015, som er en del af parternes aftalegrundlag fremgår af pkt. 4.5 i beskrivelsen af tagdækning under tømrerentreprisen, at »Der skal koordineres med VVS- og ventilationsentreprenør«. Projektmaterialet indeholder intet om dimensionen på taghætter.
Af byggemødereferat 04 den 21. september 2016 fremgår følgende under pkt. 8: »Taggennemføring D (fra ventilationsentreprenøren) har ikke kontaktet J endnu. Ventilationsentreprenøren har fremsendt datablad på taggennemføring til HE. Det er aftalt at D selv kontakter J, så de kan koordinere hvornår de skal i. Placering er vist på tagplan.«
Efter de forklaringer, der er afgivet af A (fra UE) og F (fra UE), må det lægges til grund, at det ikke lykkedes at få en aftale med D, ventilationsentreprenøren. Ifølge A (fra UE) mødte D ikke op til et aftalt møde. Da UE ikke havde nogen ide om størrelsen, og da hætterne skulle monteres samtidigt med taget, valgte man at montere nogle. F (fra UE) har forklaret, at taget blev lagt i oktober/november, og at man vurderede størrelsen på hætter ud fra den bredde, der var. Man valgte taghætterne i dimensionen 200-250 mm Ø. Han har også forklaret, at M (fra HE) blev spurgt utallige gange, og at han oplyste dimensionen til 200-250 mm Ø.
M (fra HE) har forklaret, at han ikke har oplyst om størrelsen på taghætter.
Af en mail den 14. december 2016 fremgår, at D, ventilationsentreprenøren, efter aftale med M (fra HE) sendte oplæg til taghætter, og det fremgår, at M (fra HE) videresendte denne til UE den 15. december 2016. Af den førstnævnte mail fremgår blandt andet:
»Gennemføringer er kun et forslag, da tagtømreren bør stå for dette i forbindelse med de huller, som skal laves i taget. Der er ikke membraner til tætning af undertag + dampspærre med. Der kan bruges standard produkter. Taghætter er samme pris uanset model (VHA + VHP), så det er helt op til bygherre at bestemme. Taghætte til afkast fra »…« er ø315 og ikke markeret, men der er datablad med mål på alle dimensionerne.
Hvis tagtømrer laver hullerne og inddækningerne, kan vi bare smide hætterne op med kran efterfølgende. Vi kan montere alt vores rørføring indefra loftsrum på nær selve hætterne.«
Det står ikke klart for voldgiftsretten, om denne mail er sendt før eller efter, at de første taghætter var monteret sammen med taget, men voldgiftsretten lægger efter indholdet og oplysningerne i sagen til grund, at denne mail vedrører de nye taghætter, som blev monteret efterfølgende.
Det fremgår, at HE har betalt for de nye taghætter, som har kostet 48.232 kr. ekskl. moms.
Voldgiftsretten finder, at en række forhold er uoplyst, men at UE har begået en fejl ved ikke at sikre sig, at det var de rigtige taghætter, der blev monteret sammen med monteringen af taget. Det må imidlertid lægges til grund, at HE bærer et medansvar som følge af svigtende tilsyn. Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten at parterne bør dele den ekstraudgift, som opstod ved, at det blev nødvendigt at udskifte de først monterede taghætter.
Da det ikke er godtgjort, at UE’s beløbsopgørelse på 61.61,32 kr. ekskl. moms er urimelig, lægges denne til grund. Herefter, og da HE har afholdt udgiften til nye taghætter, udgør den samlede ekstraomkostning ca. 110.000 kr. ekskl. moms. Hver part skal således bære ca. 55.000 kr., hvorfor HE skal betale skønsmæssigt 10.000 kr. ekskl. moms til UE.
Faktura 84685 (71.652,25 kr. ekskl. moms, 89.565,31 inkl. moms)
HE har ikke bestridt denne faktura, som er udstedt af UE, men HE har gjort gældende, at der er betalt et beløb på 14.652,25 kr. til delvis udligning af fakturaen.
Voldgiftsretten bemærker, at det ikke er dokumenteret ved sagens bilag, at der er sket betaling, eller at beløbet, i det omfang det måtte være betalt, ikke allerede indgår i opgørelsen over parternes mellemværende. Betalingen er heller ikke sandsynliggjort ved de afgivne forklaringer.
Der kan derfor ikke gives indklagede medhold i, at dette beløb skal fradrages i parternes økonomiske mellemværende.
Faktura 84750 (68.346,25 kr. ekskl. moms, 85.432,81 inkl. moms)
HE har ikke bestridt dette beløb, der er restbetaling af a conto nr. 6 i henhold til faktura 84750, som er udstedt af UE. HE har anført, at betaling er tilbageholdt som følge af HE’s modkrav.
Fakturaen, der havde forfaldsdato den 30. august 2017, skal derfor betales af HE.
Faktura 86064 (70.000,00 kr. ekskl. moms, 87.500,00 inkl. moms)
Beløbet udgør et tilbageholdt restbeløb på en acontofaktura fra UE vedrørende september 2017 på i alt 299.814,81 kr. HE har anført, at betaling er tilbageholdt som følge af HE’s modkrav.
HE har anerkendt den beløbsmæssige opgørelse af kravet, der forfaldt til betaling den 30. oktober 2017, hvorfor beløbet skalbetales af HE.
ekstraarbejder på loft i hal på … Gymnasium (89.676,00 kr. ekskl. moms, 112.095,00 kr. inkl. moms)
UE har krævet ekstrabetaling som følge af, at de omhandlede lofter ikke kunne udføres i overensstemmelse med udbudsmaterialet. Det har været nødvendigt at anvende et større antal skinner til ophæng, og at foretage tilpasning af T-plader i videre omfang end forudsat.
Af arbejdsbeskrivelsen vedrørende de nedhængte lofter fremgår, at entreprisen omfatter levering og montering af træbetonlofter med pålimet 18 mm isolering monteret på C60-stålskinnesystem. Det fremgår videre af pkt. 4.6., at entreprenøren inden arbejdet påbegyndes ved visuel og målekontrol skal sikre sig, at forudsætningerne for konditionsmæssig udførelse af eget arbejde er til stede og straks rette henvendelse til entreprenøren, hvis dette ikke er tilfældet.
Af pkt. 4.7. om projektering fremgår videre blandt andet: »Der påregnes ekstra bæreskinner projektering af specialplader. Tilpasningsplader tilvirkes af standardplader på stedet i henhold til projektmaterialet.« Det er videre under pkt. 4.8 anført, at »Der påregnes ikke projektering af specialplader. Tilpasningsplader tilvirkes af standardplader på stedet i henhold til projektmaterialet.« Endvidere er det under pkt. 4.9. anført, at der skal anvendes sort filt for lukning af hul, som fremkommer ved det valgte forbandt. Under pkt. 4.12 er det anført, at »inden bygningsdelen påbegyndes, udføres prøve indeholdende et indv. hjørne med tilpasninger til vægge, længde samlinger samt min. 3 rækker påbegyndt og 3 hele plader i hver række. Prøven opsættes efter aftale med byggeledelsen.«
Der er ikke for Voldgiftsretten fremlagt loftplaner eller fotos af loftet.
UE afgav tilbud på opgaven – efter det oplyste den 15. juli 2016.
Der afholdtes et projektgennemgangsmøde den 22. februar 2017, hvori blandt andre UE deltog. Det er under pkt. 3.10 i referatet anført, at
»Der er konflikter med forskalling, isolering og sort filt. UE undersøger om leverandør af troltekt kan lave anden løsning med modsat forskalling. Det haster pga. leveringstid. Alternativet er at der skal skæres i isolering.«
I en mail af 21. juli 2017 fra A (fra UE) til C (fra HE) er det blandt andet anført: »Den løsning som arkitekten har valgt er kan ikke monteres efter Troldteks standard. Det vil kræve lidt over 33 % ekstra stål, og løsningen med 9 cm mellem nim vil gøre at alle plader skal skæres på bagsiden i hvert hjørne (isoleringen skal fjernes). Det vil koste meget ekstra tid, som nævnt tidligere…. Jeg kan ikke sige, hvor mange timer vi skal bruge på de ekstra løsninger som er ud over standard, men materialerne koster omkring 22.000,00 + moms, også kommerder også lidt fragt…. Der skal findes en løsning, og allerede nu er loftet forsinket, husk vi spurgte til loftet i februar første gang, men uden at få en brugbar løsning og så står vi med problemet nu. ØV.«
Den 28. juli 2016 sendte A (fra UE) en ny mail til C (fra HE) og J (fra HE), hvoridet blandt andet er anført, at
»Ved gennemgangsmøde d. 22.02 oplyste vi første gang at der var en udfordring med loft forskalling i forhold til … med isolering. Vi oplyste at der ikke var plads til isoleringen, og der kom et forslag om at vende forskallingen og skære isoleringen væk der hvor pladerne krydser forskallingen. Jegundersøger om … evt. kan levere pladerne med udskæringerne, men får oplyst at det kan de ikke som standard, og hvis de skal gøre det bliver det manuelt. Det oplyser [jeg] til … fra HE mundtligt d. 28.02 og herefter hører jeg ikke mere om loftet. Jeg har oplyst jer mundtligt før opstart på loftet, at der vil komme en ekstra pris på at skære alt isoleringen væk på bagsiden af loftpladerne i det omfang det bliver nødvendigt…. Forskallingen og loftpladerne kan ikke passe sammen, uden der bruges 2/3 dele ekstra stål og samtidig skal samtlige plader skæres på bagsiden, da målet på forskallingen bliver mindre en der er plads til på …’s loftplader.«
Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at der herefter blev lavet en mockup på stedet med deltagelse af blandt andre C (fra HE) og G (fra HE). Der blev ved denne mockup anvendt 3 ophængsskinner ved siden af hinanden i stedet for 1 skinne som forudsættes ved et standardophæng. G (fra HE) har forklaret, at han alene forholdt sig til loftets udtryk, og C (fra HE) mener ikke, at han accepterede en ekstraudgift. … (fra UE) har forklaret, at han deltog i denne mockup, hvor C (fra HE) fik forståelsen af, at det blev nødvendigt at anvende flere materialer, men også gav udtryk for, at han ikke så andre muligheder.
Voldgiftsretten finder, at det må lægges til grund, at der var fælles forståelse om at montere loftet i overensstemmelse med den valgte løsning.
Efter forklaringerne må det videre lægges til grund, at den første del af hallen blev udført på denne måde, medens den anden halvdel, der blev påbegyndt efter, at J (fra HE) var kommet hjem fra ferie, i overensstemmelse med dennes anvisninger blev udfør tved, at pladerne blev vendt, så de blev monteret på tværs af skinnesystemet i stedet for på langs. Endvidere blev der placeret sortmalede aluminiumsplader i mellemrummene i stedet for sort filt, som det ellers var forudsat i den løsning, der var givet tilbud på.
Det er oplyst for Voldgiftsretten, at UE er blevet kompenseret for den ekstraudgift, der er en følge af, at der er anvendt sortmalede aluminiumsplader i stedet for sort filt.
Voldgiftsretten finder, at det må lægges til grund, at projektmaterialet ikke har været entydigt, og at ansvaret herfor påhviler bygherren. Det må imidlertid lægges til grund, at UE var opmærksom herpå allerede på projektgennemgangsmødet i februar 2017. Det må videre lægges til grund, at det af projektmaterialet fremgår, at der i et vist omfang skulle ske tilpasning af T-plader, og at det ligeledes fremgår, at der påregnedes ekstra bæreskinner.
Det var aftalt, at entreprenøren inden påbegyndelse af arbejdet ved visuel og målekontrol skulle sikre sig, at forudsætningerne for konditionsmæssig udførelse af eget arbejde var til stede og straks rette henvendelse til entreprenøren, hvis dette ikke var tilfældet. Det må lægges til grund, at UE gjorde opmærksom på problemer ved projektgennemgangen den 22. februar 2017, og at dette muligvis efterfølgende blev drøftet. Det må imidlertid have stået UE klart, at spørgsmålet ikke var afklaret. Trods dette rejste man først problemstillingen på ny i juli måned, da arbejdet skulle påbegyndes.
Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at UE ikke kan rejse krav på ekstrabetaling ud over den betaling, der er modtaget som følge af ændringen fra filt til stålplader. Det kan heller ikke lægges til grund, at det ved godkendelsen af mockup blev aftalt eller accepteret, at UE kunne kræve ekstrabetaling.
Der gives derfor ikke UE medhold i kravet på ekstrabetaling under dette punkt.
DEKO genopstart (6.983,00 kr. ekskl. moms, 8.728,75 kr. inkl. moms)
HE har bestridt, at det har været nødvendigt for DEKO at udføre en genopstart på entreprisen. HE har endvidere bestridt beløbsopgørelsen, herunder at UE skulle være berettiget til et dækningsbidrag på 18 % på denne udgift.
Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 4, og idet voldgiftsretten ikke finder, at der er grundlag for at beregne dækningsbidrag til UE af en udgift af denne karakter, finder voldgiftsretten, at udgiften til genstart må opgøres til skønsmæssigt 5.726 kr. ekskl. moms.
Det er ikke efter bevisførelsen godtgjort, hvad der har været drøftet i forbindelse med denne aftale om genopstart, idet alene parterne har afgivet forklaring herom. Under hensyn hertil, og da det efter de afgivne forklaringer ikke kan udelukkes, at DEKO kan have haft en interesse i at udskyde arbejderne, finder voldgiftsretten, at HE må bære 1/3 af den skønnede udgift eller 1.972 kr. ekskl. moms.
Gipsskørt over forrum (9.125,00 kr. ekskl. moms, 11.406,25 kr. inkl. moms)
HE er enig i, at gipsskørtet er udført, og har ikke bestridt at skulle afholde dette beløb, hvorfor beløbet skal betales af HE.
Levering af MDF til tømrer (1.250,00 kr. ekskl. moms, 1.562,50 kr. inkl. moms)
HE har ikke bestridt at skulle afholde dette beløb, hvorfor beløbet skal betales af HE.
UE har således et samlet krav på betaling på 232.346,10 kr.
opgørelse af HE’s modkrav
Gymnasium – Døre samt vinduesparti
Der er mellem parterne enighed om, at HE har et modkrav som følge af, at UE ikke har leveret dørene UD 1.03 og UD 1.05 samt et vinduesparti, som er omfattet af UE’s entreprise. Der er endvidere enighed om, at døren UD 01.04. er leveret forkert, idet den er leveret som en almindelig glasdør, selvom det skulle have været en branddør.
Parterne er uenige om, hvor stort et fradrag der skal foretages i entreprisesummen.
Idet voldgiftsretten ikke finder det dokumenteret, at parterne ved aftale har fraveget det, som fremgår af aftalegrundlaget, lægger voldgiftsretten efter dørlisten til grund, at dør UD 1.03 skulle være en aludør, og at UD 1.05 skulle være en træ/aludør. Det fremgår ikke af dørlisten eller i øvrigt af prospektmaterialet med fornøden klarhed, at de omhandlede døre skulle være branddøre.
Parterne er enige om at prissætte dør UD 1.03 til 16.700 kr. ekskl. moms.
Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål A sammenholdt med sagens bilag 11, s. 4, og skønsmandens forklaring under afhjemlingen, finder voldgiftsretten, at prisen på dør UD 1.05 kan sættes til 6.425 kr. med tillæg af 2.000 kr. til beslagsæt og montering eller i alt skønsmæssigt 8.500 kr. ekskl. moms.
UE har gjort gældende, at man har været berettiget til at afhjælpe døren UD 1.04, og at dette kunne ske ved udskiftning af glasset, således at døren opfylder brandkravene.
Voldgiftsretten finder ikke, at døren ville kunne bringes til at opfylde brandkravene ved udskiftning af glasset i døren. Manglen ved døren kunne således alene afhjælpes ved udskiftning af døren. Voldgiftsretten finder på den baggrund, at HE kan gøre et modkrav gældende vedrørende denne dør. Dette modkrav fastsættes skønsmæssigt til 16.700 kr. ekskl. moms.
Med hensyn til det vinduesparti, som ikke er leveret, så er det sparsomt beskrevet i projektmaterialet. Efter beskrivelsen kan det ikke lægges til grund, at det skulle være med oplukkeligt vindue. Herefter og under hensyn til skønsmandens besvarelse af spørgsmålene 2.1-2.3 og 6 samt forklaringen under afhjemlingen finder voldgiftsretten, at prisen på det omhandlede vinduesparti kan sættes til 4.964 kr. med tillæg af 1.700 kr. til en sprosse og 1.500 kr. til montering eller i alt 8.164 kr. ekskl. moms.
Voldgiftsretten finder samlet set, at HE under dette punkt er berettiget til at modregne et beløb på skønsmæssigt 50.000 kr. ekskl. moms.
… Gymnasium – Dør til depot under trappe (14.897,00 kr. ekskl. moms, 18.621,25 kr. inkl. moms)
HE har gjort et modregningskrav på 14.897 kr. gældende, idet det er anført, at HE har måttet udskifte en dør, som var mangelfuld ved leveringen.
Det er ubestridt, at der er tale om en dobbeltdør, som var en del af UE’s entreprise, og som stod på byggepladsen og væltede én muligvis to gange, og som dermed blev beskadiget. Omfanget af skader er ikke nærmere dokumenteret.
A (fra UE) har i en mail af 28. november 2017 til C (fra HE) anført blandt andet følgende: »Døren under trappen spartles og males i nødvendigt omfang på indvendig side og vaskes af på udvendig side«. C (fra HE) har i et svar samme dato anført vedrørende denne dør: »OK. Mener du at leverandørgaranti opretholdes trods døren har været udsatfor af vind og vejr?«
Af den Byggeweb Registreringsrapport, som parterne anvendte, fremgår under registrering 193, at … den 5. december har anført »Udført« med følgende tekst: »Spartling udført maling afventer«. C (fra HE) har herefter den 8. december 2017 anført »Afvist« med teksten: »Dør er isat. På nuværende tidspunkt betragtes den dog som kasseret. Døren binder, låsen går dørligt, den er møj beskidt og skaderne er ikke udbedret«.
Voldgiftsretten finder, at en ny dør, som har været væltet på en byggeplads, og som er påført de skader, som fremgår af de udvekslede mails og af de fremlagte fotos, ikke kan afhjælpes ved spartling og maling, men skal udskiftes med en ny. Da Voldgiftsretten finder prisen rimelig, kan HE derfor gøre et modregningskrav på 14.897 kr. ekskl. moms gældende vedrørende denne dør.
Fradrag vedrørende fast plademateriale (2.400,00 kr. ekskl. moms, 3.000,00 kr. inkl. moms)
UE har ikke bestridt dette krav og den beløbsmæssige opgørelse.
HE’s krav anerkendes derfor med 2.400,00 kr. ekskl. moms og 3.000,00 kr. inkl. moms.
Malet karm (950,00 kr. ekskl. moms, 1.187,50 kr. inkl. moms)
UE har ikke bestridt dette krav og den beløbsmæssige opgørelse.
HE’s krav anerkendes derfor med 950,00 kr. ekskl. moms og 1.187,50 kr. inkl. moms.
Kabler til ABDL-døre (5.700,00 kr. ekskl. moms, 7.125,00 kr. inkl. moms)
Det er enighed om, at UE skulle montere døre med gerigter, og at UE i den forbindelse skulle bore ud for elkabler til ABDL-dørpumper, hvor disse skulle monteres.
HE har gjort gældende, at det viste sig, at kablerne var ført ud et forkert sted, og at man er berettiget til et fradrag på 5.700 kr. i UE’s tilgodehavende som følge af den ekstraudgift der har været forbundet med den flytning af kablerne, som UE burde have foretaget.
UE, der har bestridt, at kablerne var ført ud et forkert sted, har tillige bestridt beløbets størrelse.
Efter sagens dokumenter, herunder e-mail af 31. januar 2018 lægger voldgiftsretten til grund, at kablerne ikke var ført ud det rigtige sted.
… (fra UE) har forklaret, at han opsatte gerigter og trak kablet ud der, hvor C (fra HE) anviste. C (fra HE), der har forklaret, at tømreren har boret i gerigterne på det forkerte sted, har ikke bekræftet, at han har anvist, hvor kablerne skulle bores ud. Det er ikke for voldgiftsretten oplyst, hvor mange ABDL-dørpumper, der er tale om.
Voldgiftsretten finder, at det må lægges til grund, at UE har boret huller på de forkerte steder, og at det ikke er godtgjort, at det skyldes HE. Da det ikke er godtgjort, at det krævede fradrag er urimeligt, er HE berettiget til fradraget på 5.700 kr. ekskl. moms.
Skader på væg på grund af manglende dørstoppere (2.375,00 kr. ekskl. moms, 2.968,75 kr. inkl. moms)
UE har anerkendt dette krav og den beløbsmæssige opgørelse.
HE’s krav anerkendes derfor med 2.375,00 kr. ekskl. moms og 2.968,75 kr. inkl. moms.
Udhæng ikke udført (20.033,84 kr. ekskl. moms og 25.042,30 kr. inkl. moms).
UE har anerkendt dette krav og den beløbsmæssige opgørelse.
HE’s krav anerkendes derfor med 20.033,84 kr. ekskl. moms og 25.042,30 kr. inkl. moms.
Opsætning af brandisoleringsbats (1.500 kr. ekskl. moms og 1.875,00 kr. inkl. moms).
UE har ikke bestridt dette krav. UE har anerkendt kravet med 500 kr., men har ikke redegjort nærmere for dette beløb.
HE’s modkrav anerkendes derfor med 1.500 kr. ekskl. moms og 1.875,00 kr. inkl. moms.
Udarbejdelse af staderapport (20.000,00 kr. ekskl. moms, 25.000,00 kr. inkl. moms)
HE har ladet udarbejde en rapport med prissætning vedrørende … Gymnasium. Rapporten, der angiveligt er en staderapport dateret den 14. januar 2018, er udarbejdet af civilingeniør Henrik Jensen.
HE har gjort gældende, at rapporten var nødvendiggjort af, at UE havde standet arbejdet. For at tilgodese UE antog HE ekstern bistand til udarbejdelse af en staderapport.
UE, der har bestridt, at man var indkaldt til det syn, der ligger til grund, har gjort gældende, at det ikke har været nødvendigt for HE at få udarbejdet en sådan rapport.
Voldgiftsretten bemærker, at der ikke er nærmere oplysninger om formalia i forbindelse med udarbejdelse af rapporten, hvori er anført, at der ikke var nogen til stede fra UE, da forholdene blev besigtiget. Det er ikke anført, om besigtigelsen var efter aftale med UE eller om UE var indkaldt. C (fra HE) har forklaret, at UE må være blevet inviteret pr. mail, men der er ikke fremlagt dokumentation herfor. Det kan ikke lægges til grund, at rapporten har været nødvendig eller haft betydning i opgørelsen af parternes mellemværende.
Voldgiftsretten lægger derfor til grund, at der tale om en ensidigt indhentet erklæring som UE ikke kan pålægges at bidrage til.
Indkøb og montering af fodblik (36.430,00 kr. ekskl. moms, 45.537,50 kr. inkl. moms)
Efter entreprisekontrakten skulle UE montere fodblik i forbindelse med tagarbejderne på ejendommen i …. Der er enighed om, at UE ikke udførte disse arbejder, men at parterne aftalte, at HE skulle lade en blikkenslager udføre arbejderne.
HE har gjort et beløb på 36.430 kr. ekskl. moms gældende til modregning.
Af en mail af 18. august 2017 fra M (fra HE) til A (fra UE) fremgår imidlertid, at HE har modtageten opgørelse fra … Blik for at ilægge fodblik, og at denne opgørelse lyder på 29.144 kr. ekskl. moms. Da dette beløb inkl. moms vil udgøre 36.430 kr., lægger voldgiftsretten til grund, at HE har tillagt beløbet moms to gange.
A (fra UE) og F (fra UE) har forklaret, at grunden til, at UE ikke monterede fodblik, var, at hængestilladset var monteret på en måde, som gjorde det umuligt at montere fodblik fra stilladset, men at dette måtte ske efterfølgende fra en lift. Efter aftale med HE ilagde UE i stedet et stykke jern under tagpladerne, som gjorde det muligt at eftermontere fodblik, og som kunne fjernes, når fodblik var monteret. M (fra HE) har forklaret, at det ikke skyldtes stilladset, men at det på grund af de bygningsmæssige forhold ikke var muligt at montere standard fodblik, og at det derfor blev aftalt, at HE lod en blikkenslager udføre dette arbejde.
Efter den forklaring, som er afgivet af M (fra HE), lægger voldgiftsretten til grund, at der ikke kunne anvendes standard fodblik på 138 m af murkronen, sådan som det oprindeligt var forudsat. Som følge heraf ville UE være berettiget til ekstrabetaling, hvis UE havde udført arbejdet, og HE kan derfor alene gøre et modregningskrav gældende svarende til den besparelse, som UE har haft i forhold til det oprindeligt forudsatte.
Når det lægges til grund, at der er tale om 138 m fodblik, finder voldgiftsretten, at UE’s besparelse kan opgøres til skønsmæssigt 14.000 kr. ekskl. moms til materialer og arbejdsløn, hvilket er det beløb, HE kan modregne i UE’s krav.
Bortkørsel af affald (16.899,35 kr. ekskl. moms, 21.124,87 kr. inkl. moms)
Af parternes entreprisekontrakt af 17. juni 2016 fremgår under pkt. 5.13 Oprydning og renholdelse, at
»Den enkelte entreprenør skal dagligt foretage oprydning og rengøring efter egne arbejder og sørge for, at affald bortkøres fra pladsen… Såfremt oprydning og rengøring ikke sker, vil oprydning og rengøring uden yderligere varsel blive iværksat af HE, og udgiften vil blive fordelt på de implicerede entreprenører efter HE’s skøn.«
Det fremgår videre af de fremlagte byggemødereferater, at spørgsmålet om oprydning har været drøftet i hvert tilfælde på byggemøde 01, 03, 04, 07 og 15. Af byggemødereferat 04 af 21. september 2016 fremgår: »Oprydning ser fornuftigt ud efter et eksternt firma har været her i fredags.« Af byggemødereferat 07 af 16. november 2016 fremgår tillige følgende: »HE fremsender hurtigst muligt en opgørelse på de oprydninger der har været om fredagen fordelt med en procentsats til de entrepriser, som har fået fjernet affald«. Det fremgår ikke af de nævnte referater, hvilke entrepriser, der har været tale om. Tilsvarende fremgår af byggemødereferat 15 af 8. marts 2017, at »Oprydning er ekstremt vigtigt med alle de entrepriser som er i gang med den sparsomme plads. Glemmer man at få affald med hjem fredag, så kan man ikke vente til den efterfølgende fredag med at få det fjernet. HE får en bil til at hente affald som står efter henstilling og afregner med et administrationsgebyr og omkostninger som beskrevet i kontraktnotatet. HE sender hurtigst muligt en opgørelse på de oprydninger der har været om fredagen fordelt med en procentsats til de entrepriser, som har fået fjernet affald«.
Der er fremlagt en mail af 23. november 2016 fra … til F (fra UE), hvori det er anført, at
»Som jeg sagde til dig i formiddags, var kommunen forbi her til morgen og påpegede at vi skulle fjerne affaldetog materialerne fra …. Da du ikke har fået fjernet jeres affald (se vedhæftede billede) som jeg har bedt dig om, har jeg været nødsaget til at få en mand til at fjerne det. Omkostningerne til dette dækkes af dig.«
A (fra UE) har forklaret, at UE løbende fjernede affald. En arbejdsmand i firmaet kørte affald bort i en bil med anhænger. F (fra UE) har ligeledes forklaret herom og har forklaret, at der måske gik 14 dage mellem afhentningerne af affald. Hvis der ikke var affald, kunne der godt gå lidt længere tid. Han har aldrig modtaget en opgørelse. Hvis han havde, ville han have fået det ført til referat på et byggemøde.
Under hensyn til indholdet af dennævnte mail af 23. november 2016 samt forklaringen fra F (fra UE) om, at der gik 14 dage mellem, at UE selv kørte affald bort, finder voldgiftsretten de tubetænkeligt at lægge til grund, at HE har måttet bortkøre affald for UE, og at HE efter kontrakten er berettiget til betaling herfor.
I en mail af 18. august 2017 oplyser M (fra HE), at HE’s udgifter til oprydning og bortkørsel af affald er opgjort, og at UE’s andel er på 16.899,45 kr. I en senere mail af 28. august 2017 har han imidlertid nedskrevet kravet til 10.864,35 kr. under henvisning til at billeddokumentationen vedrørende en afkørslerne ikke er god nok.
Voldgiftsretten finder derfor, at HE kan modregne et beløb på 10.864,00 kr. vedrørende bortkørsel af affald.
HE’s modkrav kanherefter samlet opgøres til 106.519,84 kr.
Når dette modkrav fratrækkes det beløb, som UE har krav på, har UE et krav på betaling af samlet 125.826,26 kr. ekskl. momseller 157.282,82 kr. inkl. moms.
Forrentning
UE har krævet sit krav forrentet med 2 % pr. måned i overensstemmelse med det, der er anført på de fremsendte fakturaer. Der er herved henvist til, at den opkrævede rente er rimelig og sædvanlig i entrepriseforhold, og i øvrigt må anses for godkendt af HE som en professionel medkontrahent.
HE har gjort gældende, at en sådan rente hverken er drøftet eller på anden vis udtrykkeligt aftalt mellem parterne. Det er bestridt som udokumenteret, at der eksisterer en branchekutyme.
Voldgiftsretten finder, at der i parternes aftale eller omstændighederne i øvrigt ikke er grundlag for at kræve andet end den sædvanlige procesrente, som følger af renteloven. Den omstændighed, at HE ikke har gjort indsigelse mod rentekravet på de modtagne fakturaer, kan ikke føre til andet resultat. Der tillægges derfor UE rente som nedenfor bestemt.
Sagsomkostninger
Efter sagsgenstandens størrelse, parternes påstande og sagens udfald samt ud fra en vurdering af omfanget af bevisførelse vedrørende de enkelte poster i parternes mellemværende findes parterne samlet set at have vundet og tabt i det væsentlige lige meget. Hver part skal derfor bære egne omkostninger for Voldgiftsretten, og omkostningerne forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, herunder omkostningerne til syn og skøn, deles ligeledes ligeligt mellem parterne.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen betales af parterne med halvdelen hver efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
Kendelsen skal opfyldes inden 14 dage efter dens modtagelse.