I denne Ugens Dom med Advokat Simon Heising: For at kunne gøre totalrådgiver erstatningsansvarlig for projekteringsfejl, er det først og fremmest nødvendigt at fastslå, om vedkommende har handlet med den nødvendige omhu og faglige ekspertise, som man kunne forvente.
Men hvordan påvirker det totalrådgiverens ansvar, når en del af projekteringen er blevet outsourcet til en leverandør? Og hvilke særlige omstændigheder vægter retten i deres vurdering af totalrådgivers ansvar? En nylig afgørelse ved voldgiftsretten giver indsigt i disse spørgsmål.
Sagens forløb
Sagens forløb tog sin begyndelse i sommeren 2018, da bygherren (BH) og totalrådgiveren (TR) satte deres underskrifter på en kontrakt, der forpligtede TR til at tage sig af alle ingeniør- og arkitektarbejder i forbindelse med opførelsen af en boligbebyggelse. I henhold til en særlig aftale blev projekteringsarbejdet vedrørende betonelementdæk dog outsourcet til en leverandør. Prisen blev fastlagt til 600.000 kr.
Byggeriet blev imidlertid herefter udført med fritspændte kompositdæk fra en leverandør i stedet for betonelementdæk, idet den særlige aftale blot gentog en formulering fra et tidligere projekt.
Knap 2 år efter aftaleindgåelsen, i 2020, opstod der en nedbøjning af de anlagte kompositdæk, som følge af leverandørens fejlagtige forståelse af maksimal spændvidde på en tegning. Denne misforståelse førte til skader, der måtte udbedres, hvilket kostede BH cirka 1 mio. kr.
BH påstod, at TR var erstatningsansvarlig for denne projekteringsfejl.
TR afviste imidlertid dette ansvar med den begrundelse, at leverandøren var blevet pålagt ansvaret for projekteringen af dækket.
Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev voldgiftsretten indkaldt til at vurdere, om TR var erstatningsansvarlig overfor BH.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten fastslog først, at den tidligere aftale om, at projektering af betonelementleverance af dæk var overladt til leverandøren, ikke var relevant i denne tvist, da byggeriet endte med at bruge L-dæk, som er kompositdæk.
Derefter erkendte retten, at når det handler om kompositdæk, er det typisk kun producenten af dette produkt, der har de nødvendige kompetencer til at udføre de nødvendige beregninger. Derfor fastslog retten, at det normalt ville være leverandøren, der bærer ansvaret for projekteringen af dækket – og ikke bygherrens rådgiver.
Til trods for dette konkluderede voldgiftsretten, at TR stadig var ansvarlig for projekteringen af dækket baseret på de specifikke omstændigheder i sagen.
Denne konklusion blev, af voldgiftsretten, støttet af flere faktorer:
- Totalrådgivers ansvar for informationsudveksling: Som totalrådgiver havde TR ansvaret for at sikre korrekt informationsudveksling mellem byggeriets parter. Det inkluderede at sikre, at leverandøren modtog de nødvendige oplysninger om bl.a. spændvidder for at udføre korrekte beregninger.
- Totalrådgiverens ansvar for datakvalitet: Som et ingeniørfirma burde TR også have sikret, at de grundlæggende data, der blev brugt i leverandørens beregninger, var baseret på korrekte værdier. Det er værd at bemærke, at når voldgiftsretten vurderer, om der er ansvar for erstatning, tager de hensyn til den almindelige standard for professionens kvalifikationer. I dette tilfælde blev der lagt vægt på, hvad der normalt forventes af ingeniører i lignende situationer.
- Totalrådgiverens deltagelse i projektering: TR havde aktivt deltaget i projektering af dækket, idet de havde anbefalet dæktykkelse, betonstyrke og brug af fiberarmering.
På baggrund af disse observationer fandt voldgiftsretten, at TR var erstatningsansvarlig for projekteringsfejlen, og BH blev således tilkendt erstatning på 1 mio. kr.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Leverandørens erstatningsansvar for projekteringsfejl: Voldgiftsretten fremhæver først og fremmest, at når der bruges L-dæk i byggeriet, er det normalt ikke bygherrens rådgiver, men derimod producenten, der har ansvaret for at foretage de nødvendige beregninger af dækkene. I denne kendelse tilbød leverandøren selv at udføre denne service for deres kunder, da de som producent af produktet var de eneste, der havde mulighed for at udføre de nødvendige beregninger af dækhøjde, pilhøjde osv.
Totalrådgivers erstatningsansvar for projekteringsfejl: Kendelsen viser imidlertid, at selvom visse projekteringsopgaver er forsøgt outsourcet, kan en totalrådgiver stadig holdes ansvarlig for projekteringsfejl begået af andre. Dette skyldes først og fremmest totalrådgiverens rolle i et byggeprojekt og de forpligtelser, der følger med, herunder ansvaret for at samle og koordinere alle rådgivernes ydelser.
Som belyst i kendelsen, kan denne forpligtelse få store konsekvenser for totalrådgiveren, hvis ikke denne har sikret, at leverandøren har modtaget de fornødne oplysninger, og hvis totalrådgiveren faktisk har deltaget i leverandørens projektering.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2023.978 / Sag nr. C-16141
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2023.978 / Sag nr. C-16141
Voldgiftsnævnets kendelse
1. Indledning Mellem bygherre BH ApS, herefter BH, og indklagede, totalrådgiver TR A/S, herefter TR, er der opstået en tvist om et erstatningskrav for projekteringsfejl og mangler ved L-kompositdæk udført i forbindelse med opførelsen af en boligbebyggelse beliggende i ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »VBA-voldgiftsregler 2010« bestående af commercial director …, civilingeniør … og landsdommer …, med sidstnævnte som formand.
2. Påstande og hovedforhandling BH har nedlagt endelig påstand om, at TR skal betale 1.295.490 kr. ekskl. moms med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 22. februar 2021.
Over for TR’s selvstændigt nedlagte påstand påstås frifindelse. TR har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. TR har nedlagt selvstændig påstand om, at BH skal betale 110.000 kr. inkl. moms, med tillæg af procesrente fra den 27. oktober 2021.
Hovedforhandling har fundet sted den 25. maj 2023 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
BH-V1, TR-V1 og BH-V2 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen. I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren, men med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor. Henvisninger nedenfor er til sidetal i bilagssamlingen.
3. Sagsfremstilling Parterne har den 30. august 2018 aftalt, at alle ingeniør- og arkitektdiscipliner ved gennemførelse af opgaven i totalrådgivning, herunder bl.a. konstruktioner er omfattet af opgaven. Som projektansvarlig er ifølge aftalen udpeget TR-V1, som skal samle ansvaret rådgiverens ydelser og for koordinering af disse. Det er tillige aftalt, at ABR 89 er gældende. Det er endelig anført, at TR’s ydelser er beskrevet i et særskilt bilag. Prisen for udarbejdelse af hovedprojekt og projektopfølgning er aftalt til 600.000 kr. (69).
I det særskilte bilag er det angivet, at TR’s ydelser beskrives på grundlag af Ydelsesbeskrivelser for Byggeri og Planlægning 2012. Det er ved afkrydsning markeret, at hovedprojekt er indeholdt. Herunder er det dog aftalt: »Til fordeling af projekteringsydelser ved betonelementleverance anvendes bips A113 model 4L for dæk og 3L for vægge og 3R for stabiliserende vægge.« Model 4 L angiver, at leverandøren af elementer af beton projekterer og udarbejder »statiske beregninger – elementer« (27).
Udkast til parternes kontrakt med de anførte formuleringer er udarbejdet af BH’s rådgiver, … fra Ingeniør I (67). Byggeriet er imidlertid ikke opført med betonelementdæk, men med L-dæk, som er fritspændte kompositdæk med profilerede stålplader, som udstøbes med beton på pladsen. Formuleringen i parternes aftale kan muligt have at gøre med et tidligere projekt for byggeriet, hvor der var projekteret med betonelementdæk. L, der producerer L-dæk, skriver om disse i sin brochure bl.a. (80):
»Et L kompositdæk af stål og beton opbygges af en profileret støbeplade, et armeringsnet i oversiden samt beton med en karakteristisk cylinderstyrke på 30 MPa udstøbt mellem ribberne til minimum 50 mm over øverste bølge på støbepladen.
Støbepladen udgør i dette system en permanent forskalling og erstatter i kraft af den særlige udformning undersidearmeringen i dækkonstruktionen. Resultatet er et yderst stærkt, relativt tyndt og let kompositdæk, som udgør en økonomisk løsning, der er hurtig at montere. … Beregninger og dimensionering Der skal altid udføres beregninger og udfærdiges tegninger for godkendelse hos bygningsmyndigheden inden arbejdet sættes i gang. For at kunne udføre en beregning til det enkelte projekt, er det nødvendigt at kende de forskellige præmisser for bygværket.
Derfor er det en stor hjælp, hvis L ApS modtager både tegningsmateriale og lastforudsætninger samt angivelse af bygningens funktion. Ud fra plan- og snittegninger vurderer vi hvilken spændretning, dækhøjde dimension på eventuel supplerende armering samt eventuel pilhøjde. Konklusionen udformes i en tabel, som også oplyser om langtidsnedbøjning, vejledende betonbehov, egenfrekvens samt afstand for midlertidig understøtning i udstøbningsfasen.
Alle beregninger i statiske anbefalinger foretaget af L APS er godkendt af anerkendt statiker. Såfremt de statiske beregninger ikke rekvireres hos L ApS, skal beregninger på konstruktionen sikres hos anden rådgivende ingeniør. Statik i brochurer og montagevejledninger på L ApS produkter er udelukkende vejledende. L ApS foretager vurdering af hvilken L støbeplade, der passer bedst til det enkelte byggeri. … Beton I forbindelse med støbefasen af et L støbedæk, er det vigtigt at få valgt den rigtige beton. L ApS definerer betonstyrken, når L ApS leverer beregningerne for støbedækket. Betonstyrken er som udgangspunkt minimum 30 MPa.
Betonegenskaber herudover defineres af den rådgivende ingeniør og betonleverandør og L henviser i øvrigt til informationer fra Fabriksbetonforeningen ved Dansk Beton.«
På baggrund af tegninger udarbejdet af TR i maj 2019 (90) blev L gennem sælger S i … anmodet om at fremkomme med tilbud på L-plader til byggeriet (101). Tilbud fra L til S fremkom den 4. juni 2019. I tilbuddet (97) er det angivet, at den maksimale spændvidde er 4205 mm, ligesom det om rionet anføres: »iht. statisk anbefaling«. Afslutningsvis er det angivet: »Tilbud er givet uden statiske forudsætninger. Såfremt statisk anbefaling ikke rekvireres hos L ApS, skal beregninger på konstruktionen sikres hos anden rådgivende ingeniør. Statik i brochurer og montagevejledninger på L ApS produkter er udelukkende vejledende.«
Af den vedhæftede tegning fra L (104) ses, at L har misforstået tegningen af stueplan, idet det fejlagtig er lagt til grund, at de indvendige vægge i lejlighederne er bærende, således, at den maksimale spændvidde er de 4205 mm, mens den i virkeligheden var op til 6,3 m.
Tilbuddet fra L og tilbud på spær m.v. blev efterfølgende sendt af S til BH-V1 cc TR-V1 fra TR i juni 2019 (101). Den 4. juni 2019 forespurgte BH-V1 om status på bl.a. »L plader spænde længde ??«, hvortil TR-V1 den 5. juni 2019 svarede: »I konstruktionsprojektet kommer det til at fremgå dæk, og bjælkedimensioner. Skal vi ikke vente med det til vi har en byggetilladelse?« (løst bilag S).
Af konstruktionsplan, stue udarbejdet af TR den 2. juli 2019 fremgår, at TR anviser, at L-dækket skal være 200 mm og have ekstra armering samt betonkvalitet C25 (292). Af en senere revision af konstruktionsplanen fremgår, at der som armering i oversiden ikke skal anvendes rionet, men fiberarmering. Det er videre anført: »Den primært bærende armering i dækkets underside skal fortsat svare til den af L anviste.« (127) Den 6. august 2019 indsendte TR-V1 ansøgning til X Kommune for BR18 vedrørende byggeriet (365) vedlagt bl.a. dokumentation vedrørende L-dæk (367). Af beregningerne vedrørende disse, der er dateret 13. juni 2019 og udført af TR, fremgår bl.a. vedrørende et spænd på 6897 mm og ekstra armering Y10 pr. bølge, at et 200 mm Ldæk har tilstrækkelig bæreevne (352).
Der foreligger e-mail af 14. august 2019 fra L til S, hvoraf fremgår, at der fremsendes ordrebekræftelse på levering af Blok 1/Bygning A [efter det oplyste den af byggeriets blokke, som blev senest opført, og som derfor ikke blev ramt af mangler] samt tilhørende statisk anbefaling (143). Det fremgår af det vedhæftede, at der er beregnet statik på to spænd på henholdsvis 4,205 meter og 3,2 meter. Dæktykkelserne er angivet til 200 mm og armeringsdimensionen til Y10.
I august og september 2019 og senere i forløbet anmodede BH-V1 TR om at se på bl.a. spærtegninger (løst bilag U, 19, X og Z), bjælker (løst bilag V) og porebeton (løst bilag W). Efter udførsel af dækket omring årsskiftet 2019/20 skete der nedbøjning af dækket med skade til følge på skillevægge i stueetagen og på 1. sal (134 og 261).
Foranlediget heraf forespurgte BH-V1 fra BH den 8. juli 2020 L, om det kunne lade sig gøre at lave et 200 mm Ldæk med et spænd på 6,3 meter og ekstra armering Y20, henholdsvis Y25. Svaret herpå var, at det godt kunne lade sig gøre, men at der var store risici for revner i vægge, da der er en nedbøjning på 20 mm + pilhøjden. L frarådede derfor klart denne løsning (374-380).
Der er udarbejdet skønserklæring af 11. oktober 2020 indeholdende bl.a. besvarelser af spørgsmål om udgifterne til udbedring af manglerne (252).
4. Forklaringer BH-V1 har forklaret bl.a., at e-mailen af 17. juni 2019 fra S var vedlagt de bilag, som er medtaget på de følgende sider i bilagssamlingen (101 ff). Han så sig nødsaget til igennem 2021 at betale TR’s fakturaer uanset den opståede tvist, idet han frygtede, at TR ikke ville færdiggøre sit arbejde, herunder færdigmelde byggeriet. BH havde imidlertid ikke opgivet sit krav. Udbedringen af manglerne er foretaget af underentreprenører og egne ansatte. BH’s udbedringsudgifter har udgjort en del mere end en mio. kr. og svarer nogenlunde til det beløb, som skønsmanden har vurderet.
TR-V1 har forklaret bl.a., at han ikke modtog beregninger fra L. Han regnede med at ville modtage dokumentation fra L i forbindelse med bestilling af dækkene, men det gjorde han ikke. Han kan ikke forklare, hvorfor han ikke rykkede for beregningerne. Han forventede at blive sat i kontakt med L. Det var mærkeligt, at han ikke modtog en ordrebekræftelse fra L. Måske har byggeledelsen kunnet give L de oplysninger, som var relevante for L’s beregninger. Han vurderede i sit arbejde, at kravet til betonstyrken var noget mindre end de 30 MPa, der fremgik som et udgangspunkt af L’s brochure. Efter at manglerne ved dækket var konstateret i begyndelsen af 2020, kontaktede han S, som oplyste ham om, at BH-V1 havde afstået fra at modtage den statiske beregning fra L og betale herfor, idet han havde oplyste, at han »havde en ingeniør på sagen«. Dette var han ikke blevet gjort bekendt med tidligere. Han ville have reageret, hvis han havde modtaget L’s beregninger, idet bl.a. spændet på 3,2 (155) er forkert. L-dækkene kunne godt være brugt med den store spændvidde på over 6 meter, men det ville have krævet en større dæktykkelse end projekteret; men det var der også plads til.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat Det følger af parternes aftale, at TR er forpligtet til at levere bl.a. alle ingeniørydelser, herunder hovedprojekt, i forbindelse med byggeriet. Det er dog i et særskilt bilag – ved en henvisning til Bips A113 – aftalt, at bl.a. projekteringsydelser ved betonelementleverance af dæk er overlagt til leverandørprojektering. Dette har imidlertid ikke betydning for parternes tvist, idet der ikke har skullet anvendes betonelementdæk ved byggeriet hvilket begge parter var bekendt med ved aftalens indgåelse.
Der gælder imidlertid for L-dæk, der er et kompositdæk som beskrevet ovenfor, at det ved sagens pådømmelse – i overensstemmelse med forklaringen fra TR-V1 fra TR – må lægges til grund, at det reelt kun er producenten af dette produkt, L, som har forudsætningen for at kunne foretage de relevante beregninger af dækhøjde, dimension på eventuel supplerende armering, pilhøjde m.v. Ved byggeri med L-dæk vil det derfor i almindelighed ikke være bygherrens rådgiver, som har ansvaret for projekteringen af dækket, men leverandøren, L, der da også tilbyder sine kunder at foretage disse beregninger.
Henset til det konkrete forløb i forbindelse med byggeriet af BH er det dog voldgiftsrettens vurdering, at TR er ansvarlig for projekteringen. Retten lægger herved i første række vægt på, at TR er totalrådgiver og har skullet samle ansvaret for rådgiverens ydelser og koordinere disse. TR har med denne forpligtelse skullet sikre, at L modtog de rette oplysninger om bl.a. spændvidder og lastforudsætninger i forbindelse med beregningerne ved L-dækket, ligesom ingeniørfirmaet – uden at BH særskilt har skullet anmode herom – har skullet sikre sig, at de basale data om spændvidder m.v., som lå til grund for L’s beregninger, var indgået med de rigtige værdier i beregningsmaterialet. Hertil kommer, at TR reelt har deltaget i projekteringen af L-dækket, idet ingeniørfirmaet både har anvist dæktykkelse (200 mm), betonstyrke og brug af fiberarmering i stedet for rionet.
På denne baggrund ifalder TR ansvar overfor BH for den mangelfulde projektering.
Den omstændighed, at BH-V1 undlod at tage imod L’s tilbud om statiske anbefalinger, findes – mod det i øvrigt anførte – ikke at kunne føre til, at TR’s projekteringsforpligtelse kan anses for bortfaldet, eller at ansvaret over for BH skal nedsættes.
Der findes efter det anførte om TR’s undladelse af at sikre, at der blev indhentet og forelå statiske beregninger af L-dækkene baseret på korrekte forudsætninger, sammenholdt med, at TR reelt deltog i projekteringen af dækkene, ikke grundlag for at nedsætte TR’s ansvar i medfør af proratareglen i ABR pkt. 6.2.5, eller bestemmelsen i ABR pkt. 2.4.2, hvorefter projekteringslederen/byggelederen ikke overtager ansvar for fejl og forsømmelser i de enkelte rådgiveres arbejde.
TR har gjort gældende, at BH’s krav er bortfaldet ved retsfortabende passivitet, idet kravet ikke har været forfulgt i en periode fra februar 2021 (271-272), hvor TR afviste kravet, til den 18. november 2021 (279), i hvilken periode BH tilmed har betalt fakturaer fra TR uden protest. Voldgiftsretten finder, at denne periode ikke kan anses for at have en sådan længde, at BH’s krav kan anses for bortfaldet, heller ikke selv om selskabet i perioden har betalt TR fakturaer. Voldgiftsretten lægger herved navnlig vægt på, at TR var fuldt bekendt med, at BH mente at have et ikke ubetydeligt krav mod TR i forbindelse med de fejlprojekterede L-dæk.
Skønsmanden har opgjort udbedringsomkostningerne til 1.362.000 kr. (260, 262 og 381), men da BH i vidt omfang selv har ladet manglerne udbedre og ikke har ønsket at fremlægge dokumentation for udgifterne hertil, nedsættes BH’s krav, som efter modregning af TR’s modkrav på 110.000 kr. er opgjort til 1.295.490 kr., skønsmæssigt til 1,1 mio. kr.
BH’s omkostninger til syn og skøn på 43.490 kr., der indgår i påstandsbeløbet, er reelt en sagsomkostning, hvorfor kun forrentning af 1.056.510 kr. sker fra den 22. februar 2021. Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt. TR afholder endeligt de af selskabet foreløbigt afholdte udgifter til syn og skøn med 22.326 kr.
Thi bestemmes Indklagede, TR, skal til klageren, BH, betale 1,1 mio. kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 1.056.510 kr. den 22. februar 2021.
I sagsomkostninger skal indklagede til klageren betale 80.000 kr. De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.