En underentreprenør rejste et krav på cirka 4,15 mio. kr. for forlænget byggetid på en renovering af 84 rækkehuse. Kravet byggede på den oprindelige tidsplan, men hovedentreprenøren havde undervejs uploadet en ny hovedtidsplan, som udskød afleveringen, uden at underentreprenøren reagerede.

Voldgiftsretten lagde vægt på passiviteten og fandt, at den nye tidsplan var accepteret og bindende. Underentreprenøren fik kun et skønsmæssigt beløb for den sidste forsinkelsesperiode, og et indekskrav faldt bort, fordi det blev rejst efter slutopgørelsen.

Sagens forløb
Bygherren antog en hovedentreprenør til renovering af 84 rækkehuse. Hovedentreprenøren indgik herefter underentreprise om murerarbejder. Parterne havde aftalt AB 18, og entreprisesummen udgjorde 15.200.000 kr. ekskl. moms.

Ved opstarten forelå en kontrakttidsplan fra april 2021. Under udførelsen blev tidsplanerne drøftet på byggemøder, og hovedentreprenøren varslede, at en samlet revideret hovedtidsplan var under udarbejdelse.

I januar 2022 fremsendte hovedentreprenøren en ny hovedtidsplan, som efter indhold og funktion angav nye styrende terminer for projektet, herunder udskudt aflevering. Underentreprenøren gjorde ikke rettidigt indsigelse mod planen og arbejdede videre i overensstemmelse med det reviderede forløb.

Underentreprenøren fremsatte senere forsinkelseskrav, blandt andet via aftalesedler, med henvisning til den oprindelige tidsplan. Hovedentreprenøren afviste kravene.

Der opstod herefter et yderligere forløb i 2023, hvor blandt andet skimmelsvamp gav anledning til yderligere forsinkelse. Aflevering skete senere end tidligere forudsat, og sagen blev indbragt for voldgift med et samlet betydeligt betalingskrav fra underentreprenøren, herunder krav om indeksregulering.

Voldgiftsretten
Det første hovedspørgsmål var, hvilken hovedtidsplan der var bindende mellem parterne. Voldgiftsretten foretog en konkret vurdering af mødereferater, varslinger, planmaterialets indhold og parternes efterfølgende adfærd.

Retten fandt, at den fremsendte plan måtte anses som en revideret hovedtidsplan, og ikke blot som en procesplan eller almindelig arbejdstidsplan. Retten lagde vægt på planens funktion i projektstyringen og på, at den blev kommunikeret og anvendt som styrende.

Underentreprenøren blev herefter anset for bundet af den reviderede hovedtidsplan. Retten lagde vægt på passivitet, fordi underentreprenøren som professionel part modtog materialet, arbejdede efter det og ikke reagerede udadtil på en måde, der bevarede indsigelsen.

Konsekvensen var, at krav opgjort på grundlag af den tidligere tidsplan som udgangspunkt ikke kunne tages til følge. Voldgiftsretten fandt samtidig, at de fremlagte aftalesedler og opgørelser ikke i tilstrækkelig grad dokumenterede og begrundede de påståede krav på den valgte forudsætning.

Voldgiftsretten foretog derefter en særskilt vurdering af den senere forsinkelse i 2023. Her fandt retten, at der forelå et selvstændigt forsinkelsesforløb, som ikke var afskåret alene som følge af passiviteten vedrørende den tidligere tidsplan. Underentreprenøren kunne derfor i et vist omfang anses for berettiget til ekstra betaling.

Da kravet ikke var opgjort præcist og særskilt for dette senere forløb, fastsatte retten beløbet skønsmæssigt og på et væsentligt lavere niveau end påstået. Der blev ikke tilkendt yderligere administrationsomkostninger.

Indekskravet blev afvist. Retten lagde vægt på, at kravet ikke var medtaget i slutopgørelsen og heller ikke var udtrykkeligt forbeholdt. Kendelsen understreger dermed slutopgørelsens præklusive virkning.

Resultatet blev, at hovedentreprenøren alene blev dømt til at betale et begrænset beløb sammenlignet med det samlede krav. Omkostningsfordelingen afspejlede i det væsentlige dette udfald.

Hvad kan vi lære

  • Betegnelsen på en tidsplan er ikke afgørende
    Det afgørende er planens indhold, funktion og den måde, den bruges på i projektet.
  • Passivitet kan binde en professionel entreprenør eller underentreprenør
    Hvis en ny tidsplan bestrides, skal indsigelsen fremføres klart og rettidigt.
  • Reklamation og afskæring skal vurderes konkret
    Et senere og særskilt forsinkelsesforløb kan efter omstændighederne give grundlag for et selvstændigt krav, selv om tidligere krav falder bort.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Læs kendelsen i fuld længde her

TBB2025.938 / Sag nr.C-16594

 

Voldgiftsrettens kendelse

1.Indledning

Mellem klager, underentreprenør UE A/S, herefter UE, og indklagede, hovedentreprenør HE A/S, herefter HE, er der opstået en tvist om krav som følge af forsinkelse af byggeriet og renoveringen af en række boliger beliggende … i ….

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018« bestående af en direktør, en bygningskonstruktør og en landsdommer, med sidstnævnte som formand.

2.Påstande og hovedforhandling

UE har nedlagt følgende påstand:

HE skal betale 4.150.992,15 kr. inkl. moms og 4.845,00 kr. ekskl. moms med rente

af 492.625,00 kr. fra den 24. april 2023 (aftaleseddel 4)

af 1.029.847,60 kr. fra den 24. april 2023 (aftaleseddel 43)

af 227.312,50 kr. fra den 3. maj 2023 (aftaleseddel 54)

af 241.842,03 kr. fra den 3. maj 2023 (aftaleseddel 55)

af 231.250,00 kr. fra den 7. juni 2023 (aftaleseddel timer maj 2023)

af 295.526,50 kr. fra den 7. juni 2023 (aftaleseddel opg. byggeplads maj 2023)

af 107.500,00 kr. fra den 4. juli 2023 (aftaleseddel timer juni 2023)

af 158.074,60 kr. fra den 4. juli 2023 (aftaleseddel opg. byggeplads juni 2023)

af 44.500,00 kr. fra den 22. september 2023 (aftaleseddel timer juli til august 2023 slut)

af 81.810,00 kr. fra den 22. september 2023 (aftaleseddel opg. byggepl. juli-august 2023 slut) og af 350.616,08 kr. fra den 17. november 2023 (aftaleseddel 75)

Momsen af UE’s krav på 4.150.992,15 kr. inkl. moms påstås forrentet fra 14 dage efter, at afgørelse foreligger.

HE har nedlagt påstand om frifindelse.

Hovedforhandling har fundet sted den 3. og 4. juni 2025.

UE-V1, UE-V2, HE-V1, UE-V3, V5, UE-V4, V6, HE-V2, HE-V3 og HE-V4 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

I forbindelse med, at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

3.Sagsfremstilling

HE blev af BH som bygherre antaget som hovedentreprenør til at forestå renoveringen af i alt 84 rækkehuse, fordelt i forskellige blokke, beliggende … og … i …. UE blev af HE antaget som fagentreprenør til udførelse af murerentreprisen. UE’s krav er rejst som følge af, at renoveringen af byggeriet blev forsinket.

Ifølge entreprisekontrakten indgået mellem parterne den 19. februar 2021 skulle arbejdet udføres for en samlet entreprisesum på 15.200.000 kr. ekskl. moms. I punkt 3 om aftalegrundlaget var bl.a. henvist til kontrakten inkl. bilag, udbudsbrev inkl. udbudsgrundlag og AB 18. På tidspunktet for udførelsen af arbejderne ikke endeligt fastlagt. I entreprisekontraktens punkt 4 om tidsplan hedder det:

»…

Arbejdet skal udføres indenfor en periode, jf. udbuds- og hovedtidsplan dateret 02.07.2020, revideret 01.10.2020.

Da det endelige udførelsestidspunkt for nærværende entreprise endnu ikke ligger fast, er ovennævnte periode ikkedatosat, men kan forventes at foreligge fra 01.05.2021 til 05.05.2023. Den endelige periode vil blive fastsat før opstartstidspunktet. I den forbindelse vil den i udbudsmaterialet indeholdte udbudstidsplan – princip for blok (4lejemål) dateret 02.07.2020, danne grundlag for udarbejdelse af den endelige udførelsestidsplan.

…«

Ifølge kontraktens punkt 8 om sikkerhedsstillelse skulle UE stille garanti i medfør af AB 18 § 9. I punkt 10 om betaling var bl.a. anført, at betalingsfristen i faktura skulle angives om »Lb. md. + 30 kalenderdage.

Forud for UE’s opstart af arbejdet blev den endelige periode for arbejdets udførelse fastlagt ved udbuds- og hovedtidsplan af »2. juli 2020, rev. 13. april 2021«, der således udgjorde kontrakttidsplanen. I henhold til denne skulle UE påbegynde arbejdet den 14. juni 2021 og med aflevering efter AB 18 den 22. maj 2023.Kontrakttidsplanen blev uploadet på »Ajour« den 29. juni 2021, og UE påbegyndte arbejdet i slutningen af juni 2021.

Det i entreprisekontraktens punkt 4 angivne »princip for blok (4 lejemål)« var indeholdt i kontrakttidsplanen af 13.april 2021, og hvorefter der i forhold til afleveringstidspunktet var fastsat særskilte tidspunkter for færdiggørelse af henholdsvis betonarbejder, opmuring af gavle, flisearbejder og indvendigt murerarbejde.

Af referater fra fagentreprenørmøder i september, oktober og november 2021 fremgår under punktet »Tidsplan«, at hovedtidsplan dateret 13. april 2021, som fremgår af Ajour, er gældende. Det fremgår tillige af referaterne, at dermed hensyn til aktivitetsrækkefølgen mm. arbejdes med forskellige løbende proces- og tidsplaner. Bl.a. fremgår det af referat for møde den 15. september 2021 bl.a., at tidsplan for de udvendige arbejder til og med 5. oktober for blok 22 og 19 er udsendt, og at der fortsat pågår udarbejdelse af tidsplan for det resterende. Af referat for møde den 27. oktober 2021 fremgår bl.a., at der på mødet blev gennemgået proces for de første syv uger på hver blok, og at det på mødet blev pointeret, at de proces- og tidsplaner, der vedtages, skal overholdes. Af referat for møde den10. november 2021 fremgår under tidsplan bl.a., at »samlet tidsplan for alle blokke hen imod 1. jan vil bliveuploadet hurtigst muligt«.

Ifølge referat fra fagentreprenørmøde den 5. januar 2022 er hovedtidsplan af 13. april 2021 gældende. Underbemærkninger til tidsplan fremgår bl.a., at »tidsplan for de første 2 uger, samt de efterfølgende 5 uger…indarbejdes i tidsplan for samtlige blokke fremadrettet«, og at »tidsplan for samtlige blokke vil blive rettet til med alle kendte proces ændringer i løbet af uge 3/4, hvortil den forventes at blive udsendt og gjort gældende i uge 4«.

Ved mail af 19. januar 2022 fremsendte HE referat fra fagentreprenørmøde nr. 13. af 19. januar 2022. Det fremgår, at der er »Vedhæftet er ny hovedtidsplan, med nye afleveringer angivet«.

Af referatet for mødet fremgår under tidsplan, at hovedtidsplan af 13. april 2021 er gældende. Under bemærkninger fremgår »vedhæftet i nærværende referat er ny hovedtidsplan, med ændrede del-afleveringer for alle blokkene«.

I referat fra fagentreprenørmøde nr. 14 den 2. februar 2022 er der under punktet tidsplan sket udstregning af henvisningen til hovedtidsplan dateret 13. april 2021. Det fremgår endvidere, at afleveringsterminer vil blive uploadet til ajour«. Som efterskrift er angivet »Hovedtidsplan rev 1 er uploadet på ajourd.

29.06.2022«

Der skete upload den 11. februar 2022, og der er enighed om, at datoen den 29. juni 2022 således er en fejl, og at der skulle have stået den 11. februar 2022.

Ifølge den uploadede »Hovedtidsplan« var byggestart fortsat den 14. juni 2021, men aflevering efter AB 18 var nu den 3. juli 2023.

Af referat fra fagentreprenørmøde nr. 15 den 2. marts 2022 er der ligeledes sket udstregning af henvisningen til hovedtidsplan af 13. april 2021, og der er henvist til »Hovedtidsplan rev 1« uploadet på ajour den 29. juni 2022 (retteligt 11. februar 2022). Under punktet »Bemærkninger og indsigelser til sidste referat« er angivet »Ingen«.

Af referat fra fagentreprenørmøde nr. 16. den 30. marts 2022 fremgår bl.a., at der ikke er bemærkninger til sidste referat. Det fremgår af referatet og af de efterfølgende referater fra fagentreprenørmøderne bl.a., at der medhensyn til aktivitetsrækkefølgen mm. fortsat arbejdes med forskellige løbende proces- og tidsplaner.

Af referat fra fagentreprenørmøde nr. 21 den 8. juni 2022 (retteligt den 22. juni 2022) fremgår under tidsplan, at »overordnet tidsplan, med start/slut udsendes med dette referat«. Af den udsendte tidsplan benævnt »Hovedtidsplan« fremgår, at opstartstidspunkt fortsat er den 14. juni 2021, men at aflevering efter AB 18 nu er den5. december 2023. Nederst er anført »rev 5« og datoen 12. maj 2022.

Af mail af 23. juni 2022 fra HE til fagentreprenørerne fremgår, at referatet fremsendes, og det er anført i mailen bl.a., at der tillige sendes opdaterede og gældende planer fra dato 22. juni 2022 og frem til og med blok 09, og at opdatering på de sidste kommer som tidligere informeret senest i uge 31. Det fremgår endvidere, at der er vedhæftet stavtidsplan af 12. maj 2022 »for hele byggeriet. Så er i informeret om hvornår der er start og stop på der resterende boliger«.

Det fremgår mailkorrespondance den 4. juli 2022 mellem HE og UE, at UE havde fremsendt krav som følge af ekstraordinære prisstigninger.

Også af referat fra fagentreprenørmøde den 6. juli 2022 og af de efterfølgende referater fra fagentreprenør møderne fremgår bl.a., at der med hensyn til aktiviteterne på pladsen løbende arbejdes med forskellige proces- og tidsplaner.

Af referat fra fagentreprenørmøde nr. 29 den 9. november 2022 fremgår under tidsplan bl.a., at HE i fællesskab med alle fagentreprenører ønsker at afsøge muligheden for nye opstartsdatoer, således at byggeriet kan afleveres tættere på den oprindelige afleveringsdato, og at det formentlig bliver nødvendigt med tilførsel af yderligere ressourcer, for at dette kan lade sig gøre.

Det fremgår af den efterfølgende korrespondance bl.a. at der fra HE’s side fremsendtes forskellige forslag til ugeplaner med henblik på at fremrykke arbejderne. Det fremgår tillige af referat fra fagentreprenørmøde nr. 30 den 9. november 2022 (retteligt den 16. november 2022) bl.a., at der arbejdes med opfølgning på tidsplan omkring blok13 og 14 og med muligheder for yderligere optimering.

Ved mail af 18. november 2022 fremsendte HE referatet vedhæftet »nye tidsplaner«.

I en mail samme dag fra UE til HE anførte UE, at man godt kunne være med på tidsplanen med opmanding, så det» lykkedes«, og at man ud fra den nye tidsplan med en forlængelse ud fra hvert fag på 29 uger havde lavet aftalesedler 41, 42 og 43, der var vedlagt, og som HE blev anmodet om at godkende. I aftalesedlerne var opgjort krav ekskl. moms på henholdsvis 900.235 kr., 487.200 kr. og 542.880 kr.

Ved mail af 22. november 2022 afviste HE at godkende aftalesedlerne og foreslog, at parterne mødtes, så UE kunne fremlægge, hvordan man var nået frem til kravene.

Af referat fra fagentreprenørmøde nr. 31 den 23. november 2022 fremgår under tidsplan bl.a., at der nu blev sigtet efter at aflevere det samlede projekt inden sommerferien 2023 (inden uge 28), og at der derfor blev arbejdet med at optimere tidsplanen yderligere.

Der var efterfølgende i december 2022 korrespondance mellem UE og HE, hvor UE havde fremsendt aftaleseddel45 med et samlet opgjort krav på 1.563.250 kr. ekskl. moms, og hvor kravet blev afvist fra HE’s side.

I mail af 12. december 2022 fra HE til UE hedder det bl.a.:

»…

Som det er nu, hænger i lige i med at følge tidsplanen, her har været mange udfordringer for jer på tid »også før sommerferien« med at kunne følge med og er har vi hjulpet hinanden, med at få det til at lykkes. At i så kommer med et sådant krav er uforståeligt, vi forstår ikke dette krav. – afs 45 er selvfølgelig afvist for nu.

Hvor der evt. kan komme økonomi i spil, er på det indlejede grej, hvis det dokumenteres, det kommer til at tagelængere tid her. Men i skal selvfølgelig være ops. på hvornår i reelt også fik det på pladsen. Som vi snakkede om sidst i var forbi, må det være den forskydning, der kan være på opstart af sidste blok, der skal kigges på.

…«

I mail af 5. januar 2023 fra HE til UE hedder det bl.a.:

»…

HE henviser til pkt. 05.1 i entreprisekontrakten. I denne står der at endelig dato ikke er fastsat men at UE kan forvente, at entreprisens byggeperiode vil ligge fra 01.05.2021 til 05.05.2023.

Efter kontraktindgåelsen blev hovedtidsplan af 13. april 2021 fremsendt med opstart af projektet den 14. juni 2021og aflevering den 22. maj 2023. Denne blev accepteret af alle fagentreprenører.

Hovedtidsplan blev revideret, og godkendt og fremsendt med byggemødereferat nr. 13. den 19. januar 2022.Hovedtidsplanen blev uploadet på ajour i februar 2022. Denne tidsplan har aflevering 3. juli 2023, og HE har ikkemodtaget indsigelser eller forbehold fra UE.

HE fremsendte forslag til revideret tidsplan den 12. maj 2022 med afleveringsdag den 5. december 2023. Både BH og flere af vores fagentreprenører gjorde indsigelse mod denne, hvorfor den nugældende hovedtidsplan fortsat er med aflevering 3. juli 2023.

Vi har i samarbejde med alle i sensommer/efterår 2022 arbejdet med at optimere arbejdsplaner. Disse revideres løbende og sendes ud med byggemøde referater, senest dateret 16. december 2022 og er senest opdateret med hovedarbejdsplan af 28. november 2022 med aflevering 25. august 2023. Herunder er følgende pt. gældende for hhv. indvendig og udvendig arbejder:

…Her er udvendige murerarbejder afsluttet i uge 15 2023.

…Indv. arbejder(flisearbejde) er afsluttet uge 29 2023.

Som meddelt mange gange og bl.a. i byggemødereferat nr. 31. fra 24. november 2022, så arbejder HE fortsat på yderligere optimering af hovedarbejdsplanen, så vi forhåbentlig afleverer inden sommerferien 2023 og i overensstemmelse med gældende hovedtidsplan med aflevering 3. juli 2023. Vi gør opmærksom på, at evt. indsigelser mod arbejdsplaner (detailtidsplaner) skal modtages skriftligt inden 5 arbejdsdage fra modtagelsen, jf. AB 18 § 13, stk. 3.

HE har registreret, at UE’s underentreprenør UUE Entreprise opstartede på støbning af sokkel blok 20 med 1 mand i uge 26-2021. Efter sommerferien i 2021, startede UE’s egne folk, i uge 32-2021. Den senere faktiske opstart skal der tages højde for, når evt. forlænget tidsplan vurderes.

Med overstående som baggrund, mener HE ikke at de fremsendte forsinkelseskrav fra UE er berettiget. Såfremt UE ud fra ovenstående og med henvisning til rettidigt varslede krav mener at have ret til tidsfristforlængelse og økonomisk kompensation imødeser HE at modtage reviderede og dokumenterede krav i henhold til AB 18.

…«

Den 5. januar 2023 blev der uploadet »Hovedarbejdstidsplan – Revision 9- 28-11-2022«, hvor opstartstidspunktforsat var angivet til den 14. juni 2021, men hvor aflevering efter AB 18 nu var den 25. august 2023.

Af referat for fagentreprenørmøde nr. 37 den 18. januar 2023 fremgår under tidsplan bl.a., at der fortsat blev sigtet efter at aflevere det samlede projekt inden sommerferien 2023.

Der blev omkring dette tidspunkt i januar 2023 konstateret problemer med skimmelsvamp, og det fremgår af referat for fagentreprenørmøde nr. 38 den 25. januar 2023 under tidsplan bl.a., at der under det forrige møde fra HE’s side var orienteret om, at der ville blive udsendt tidsplan med forskydelser som følge af nytilkommet procesvedrørende skimmel, og at der pågik drøftelser med bygherre om de endelige konsekvenser, det måtte have fortidsplanen.

Med referat fra fagentreprenørmøde nr. 41 den 15. februar 2023 udsendtes udkast til revideret tidsplan med» udskydelser som følge af ekstraordinær skimmel sanering«.

Afleveringsforretning blev afholdt den 30. august 2023, efter at der var sket færdigmelding den 21. august 2023.

Særligt om aftaleseddel nr. 75 af 17. november 2023 på 350.616,08 kr. vedrører dette krav ifølge aftalesedlen» Indeksregulering af arbejder der går ud over« oprindelig byggeperiode. I mail af 11. oktober 2023 fra UE til HE hedder det med henvisning til aconto faktura nr. 4185 af 31. august 2023 på 361.687,50 kr. inkl. moms bl.a.:

»…

Det bekræftes hermed, at acontofaktura xxxx kan anses som slutafregningsaconto med undtagelse af allerede opståede krav som følge af forsinkelse, som det fremgår af den fremsendte redegørelse af 22. september 2023 til advokat …

…«

4.Overordnede anbringender og UE’s opgørelse af påstanden

Det har for opgørelsen af UE’s krav været et hovedspørgsmål, hvilken kontrakttidsplan/hovedtidsplan, der har været gældende. UE’s opgørelse af kravet er baseret på, at det har været hovedtidsplanen af 13. april 2021 og det heriindeholdte »princip for blok (4 lejemål)«, der har været gældende, mens HE overordnet har gjort gældende, at derved spørgsmålet om forsinkelse må tages udgangspunkt i hovedtidsplanen uploadet på Ajour den 11. februar2022, der således erstattede hovedtidsplanen af 13. april 2021, og hvorefter aflevering efter AB 18 blev udskudt fra den 22. maj 2023 til den 3. juli 2023.

UE har overordnet henvist til og gjort gældende, at byggeriet ubestridt har været forsinket, og at det efterbevisførelsen må lægges til grund, at forsinkelsen i alt væsentligt beror på forhold, som HE er ansvarlig for. Der kan ikke med bindende virkning for UE anses for vedtaget nogen anden kontrakttidsplan/hovedtidsplan end hovedtidsplanen af 13. april 2021 med det heri indeholdte princip for blok (4 lejemål), og det er således denne hovedtidsplan, der skal tages udgangspunkt i ved fastlæggelsen af den samlede forsinkelse og dermed kravopgørelsen. Passivitetsbetragtninger kan ikke føre til, at UE må anses for bundet af en anden senere tidsplan, eller at UE i øvrigt, hverken helt eller delvist, har afskåret sig fra at rejse krav. De opgjorte krav må endvidere samlet set anses for tilstrækkeligt dokumenterede.

HE har overordnet gjort gældende, at der ved spørgsmålet om forsinkelse må tages udgangspunkt i hovedtidsplanen af 11. februar 2022, som erstattede hovedtidsplanen af 13. april 2021. Det har været klart og tydeligt, således som forløbet har været, og som det også bl.a. fremgår af mødereferaterne, at det fremadrettet var denne hovedtidsplan, der var gældende, og UE gjorde heller ikke på noget tidspunkt indsigelser herimod eller rejste spørgsmål hertil. Denne hovedtidsplan med forudsat aflevering efter AB 18 den 3. juli 2023 har således været bindende, også for UE, og der må derfor ved opgørelsen af forsinkelsesperioden tages udgangspunkt heri. Da aflevering efter AB 18 skete den 30. august 2023, har der herefter alene været en samlet forsinkelse på 58 kalenderdage og 42 arbejdsdage, og så er der endog ikke taget højde for, at færdigmelding faktisk skete allerede den 21. august 2023. I relation til denne periode har UE ikke godtgjort, at der har været ret til tidsfristforlængelse og erstatning for forlænget byggetid mm. Der er endvidere ikke sket behørig reklamation, og der foreligger ikkefornøden dokumentation for de rejste krav. Vedrørende aftaleseddel nr. 75 om indeksering har HE endvidere henvist til AB 18 § 36, og at UE ikke efter, at slutopgørelse er fremsendt, kan fremkomme med yderligere krav. Der er ikke taget forbehold herfor ved fremsendelsen af slutopgørelsen i henhold til aconto faktura 4158, og forbehold for et krav om indeksering fremgår heller ikke af redegørelsen af 22. september 2023, som der henvises til i UE’s mail af 11. oktober 2023.

UE har heroverfor bestridt, at der er grundlag for at afvise kravet med henvisning til, at kravet først er rejst efterslutopgørelsen.

UE har ved opgørelsen af påstanden henvist til, at det kan udledes af »Udbuds- og hovedtidsplan« af 2. juli 2020, revideret 13. april 2021 med det heri indeholdte princip for blok (4 lejemål), at:

-opmurede gavle skulle være færdige 153 kalenderdage før aflevering

-betonarbejder skulle være færdige 75 kalenderdage før aflevering

-indvendige murerarbejder skulle være færdige 29. marts 2023 (49 kalenderdage før afl.)

-flisearbejder skulle være færdige 17. april 2023 (35 dage før afl.).

For opmurede gavle er lagt til grund, at dette arbejde faktisk blev opstartet den 13. september 2021 og var færdigt den 28. april 2023, og forsinkelsen er opgjort til 130 kalenderdage og 94 arbejdsdage.

For betonarbejder er lagt til grund, at dette arbejde faktisk blev opstartet den 28. juni 2021 og var færdigt den 13.juni 2023, og forsinkelsen er opgjort til 102 kalenderdage og 74 arbejdsdage.

For indvendige murerarbejder er lagt til grund, at dette arbejde faktisk blev opstartet den 13. oktober 2021 og var færdigt den 7. juni 2023, og forsinkelsen er opgjort til 66 kalenderdage og 47 arbejdsdage.

For flisearbejder er lagt til grund, at dette arbejde faktisk blev opstartet den 21. december 2021 og var færdigt den5. august 2023, og forsinkelsen er opgjort til 121 kalenderdage og 86 arbejdsdage.

Med fradrag af vejrligsdage er herefter opgjort følgende beløb svarende til påstanden:

Med fradrag af vejrligsdage er herefter opgjort følgende beløb svarende til påstanden:

  • Løn ekstra mandskab  1.032.937,50 kr. ekskl. moms; 1.291.171,88 kr. inkl. moms
  • Forlænget byggeplads 1.791.725,73 kr. ekskl. moms; 2.239.657,16 kr. inkl. moms
  • Adm. omkostninger         145.514,41 kr. ekskl. moms; 181.893,01 kr. inkl. moms
  • Indeksregulering              350.616,08 kr. ekskl. moms; 438.270,10 kr. inkl. moms
  • Ekstra garantiomk.              4.845,00 kr. ekskl. moms

Kravene vedr. ekstra mandskab og forlænget byggeplads er opgjort med en række delposter, og hvor der som et gennemgående princip for opgørelsen er medtaget de fulde timer og byggepladsomkostninger for perioderne efter, at arbejderne – ifølge de ovenfor fastlagte principper for opgørelsen – skulle have været færdige. For opmurende gavle er der således medtaget det antal timer samt byggepladsomkostninger, der har været for perioden 8.december 2022 til den 28. april 2023 osv.

5.Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Det er som anført og i første række et hovedspørgsmål for opgørelsen og berettigelsen af UE’s krav, hvilken kontrakttidsplan/hovedtidsplan, der under byggeforløbet må anses for at have været den gældende, idet opgørelsen af kravet grundlæggende er baseret på, at det under hele byggeperioden har været hovedtidsplanen af13. april 2021 og det heri indeholdte »princip for blok (4 lejemål)«, der har været den gældende og for parterneforpligtende kontrakttidsplan/hovedtidsplan, og som der derfor må tages udgangspunkt i ved spørgsmålet om forsinkelse af byggeriet.

Det er ubestridt, at det i henhold til parternes aftale var hovedtidsplanen af 13. april 2021 og det heri indeholdte» princip for blok (4 lejemål)«, der var gældende ved byggeriets opstart, og HE har således bevisbyrden for, at en ny kontrakttidsplan/hovedtidsplan senere er aftalt eller må anses for vedtaget.

I referaterne fra fagentreprenørmøderne er der fra byggeriets opstart og løbende hen over efteråret 2021 henvist til hovedtidsplanen af 13. april 2021 under punktet »Tidsplan«. Af referatet for mødet den 10. november 2021 fremgår, at en samlet tidsplan for alle blokke hen imod 1. januar ville blive uploadet hurtigst muligt, og af referatet for mødet den 5. januar 2022 fremgår bl.a., at en tidsplan for samtlige blokke ville blive rettet til og kunne forventes at bliveudsendt og gjort gældende i uge 4. Ved mailen af 19. januar 2022, hvor referatet for fagentreprenørmødet samme dag blev udsendt, var der tillige vedhæftet hovedtidsplan. Det fremgår, at der var tale om en »ny« hovedtidsplan med »nye afleveringer angivet«, og det fremgår af referatet for mødet, at der vedhæftet referatet var »ny hovedtidsplan, med ændrede del-afleveringer for alle blokkene«.

I det senere referat fra fagentreprenørmødet den 2. februar 2022 var der under punktet om tidsplan nu sket udstregning af henvisningen til hovedtidsplanen dateret 13. april 2021, som der ellers havde været henvist til. Der var nu i stedet henvist til, at ny tidsplan med nye afleveringsterminer ville blive uploadet til ajour, og det er ubestridt, at denne tidsplan benævnt »Hovedtidsplan«, og hvorefter aflevering nu var udskudt til den 3. juli 2023, blev uploadet på ajour den 11. februar 2022.

I referatet for det efterfølgende fagentreprenørmøde den 2. marts 2022 er der ligeledes sket udstregning af henvisningen til hovedtidsplanen af 13. april 2021, idet der nu er henvist til den nye uploadede hovedtidsplan, og det fremgår endvidere under punktet om bemærkninger, at der ikke er nogen indsigelser til referatet fra det sidste møde.

I ingen af mødereferaterne fra marts 2022 og frem til afleveringen er der længere henvist til hovedtidsplanen af 13.april 2021.

Selv om der løbende hen over perioden fra byggeriets opstart og frem til januar 2022 har været arbejdet medforskellige proces- og arbejdstidsplaner, som muligt har kunnet tilrettelægges og rummes inden for hovedtidsplanen af 13. april 2021, finder voldgiftsretten efter forløbet, at UE som entreprenør ikke med rette kan have haft en forventning om, at tidsplanen benævnt hovedtidsplan, som blev uploadet den 11. februar 2022, alene skulle opfattes som endnu en arbejdstidsplan på lige fod med de tidligere proces- og arbejdstidsplaner, som der løbende var arbejdet efter som led i den daglige eller ugentlige planlægning.

Efter det beskrevne forløb og efter indholdet af hovedtidsplanen uploadet den 11. februar 2022, der i opbygningen og med hensyn til beskrivelsen af arbejder, angivelsen af datoer mv. åbenbart fremstår som en hovedtidsplan/kontrakttidsplan, finder voldgiftsretten herefter, at UE ikke kan have været i nogen berettiget tvivl om, at det – som også forklaret fra HE’s side – med hovedtidsplanen uploadet den 11. februar 2022 var hensigten, at denne som ny hovedtidsplan/kontrakttidsplan og med de heri angivne ændrede terminer skulle erstatte den tidligere gældende hovedtidsplan af 13. april 2021.

UE fremsatte ikke på noget tidspunkt indsigelser eller tog forbehold for krav, hverken i januar måned 2022, hvor den nye hovedtidsplan blev varslet, eller da hovedtidsplanen blev uploadet, og UE fremsatte heller ikke efterfølgende indsigelser eller tog forbehold for krav. UE rejste et krav i juli måned 2022, som dog angik ekstra udgifter underhenvisning til ekstraordinære prisstigninger, og heller ikke her var den nogen indsigelser, omtale af eller krav i øvrigt med henvisning til, at hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen var ændret.

Voldgiftsretten lægger herefter og efter bevisførelsen i øvrigt til grund, at UE var indforstået med og accepterede, at hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen blev ændret, ligesom UE under alle omstændigheder ved sin passivitet og manglende reaktion er bundet af den ændrede hovedtidsplan/kontrakttidsplan, der således blev uploadet den 11.februar 2022.

UE modtog som professionel kontraktpart korrespondance, mødereferater mv., som UE således havde mulighed for at gøre sig bekendt med, og den omstændighed, at den fungerende byggeleder på stedet ifølge forklaringerne fra UE ikke internt i firmaet havde bemyndigelse til at acceptere eller vedtage en ændret hovedtidsplan/kontrakttidsplan, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til nogen anden vurdering .

UE’s krav baseret på, at det var hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen af 13. april 2021 og det heri beskrevne principfor blok med 4 lejemål, der var gældende, kan allerede derfor ikke tages til følge.

UE har ikke særskilt opgjort og beregnet sit krav for det tilfælde, at det som sket måtte blive lagt til grund, at hovedtidsplanen af 11. februar 2022 afløste hovedtidsplanen af 13. april 2021 og det heri beskrevne princip.

Efter forløbet og som følge af manglende indsigelser og manglende reklamation som beskrevet findes UE afskåret fra at rejse krav som følge af forsinkelse, som vedrører perioden fra byggeriets opstart og frem til ændringen af hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen den 11. februar 2022, og UE findes efter det anførte om forløbet tillige at være afskåret fra at rejse krav, der har forbindelse til selve ændringen af hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen og perioden herefter.

Efter bevisførelsen er det ikke tilstrækkeligt begrundet og dokumenteret, hvad der var grundlaget for kravene ifølge aftalesedlerne 41-43 og 45, som blev fremsendt til HE i november 2022, og som efterfølgende blev afvist, senest ved HE’s mail af 5. januar 2023. I det omfang, det har været hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen af 13. april 2021, der har dannet grundlag for opgørelserne og beregningerne, har denne forudsætning efter det ovenfor anførte ikkekunnet lægges til grund. Der foreligger efter bevisførelsen heller ikke i øvrigt oplysninger om særlige forhold i november 2022 eller månederne forud herfor, som kunne begrunde et særskilt krav, idet det endvidere bemærkes, at den færdiggørelse og aflevering af arbejderne, som tidligere var varslet til først at kunne ske i december 2023, ikke kom til at gælde.

I forhold til hovedtidsplanen/kontrakttidsplanen af 11. februar 2022 skete der som følge af den konstaterede skimmelsvamp i januar 2023 en forsinkelse af arbejderne fra den 3. juli 2023 til den 25. august 2023 ifølge den uploadede »hovedarbejdstidsplan« af 5. januar 2023, og hvor færdiggørelse faktisk blev den 21. august 2023 og med aflevering den 30. august 2023. Denne ændrede hovedtidsplan med en udskydelse af terminen for færdiggørelse og aflevering blev ensidigt fastsat af HE, og efter bevisførelsen finder voldgiftsretten, at UE i tilstrækkelig grad har godtgjort eller sandsynliggjort ret til tidsfristforlængelse for i hvert fald en større del af denne forlængede byggeperiode, og at man endvidere har krav på erstatning/godtgørelse, jf. AB 18 § 43, stk. 2. Efterforløbet, herunder det forudgående forløb med fremsendelse af krav, finder voldgiftsretten endvidere, at det på dette tidspunkt har været tilstrækkeligt klart for HE, at UE mente sig berettiget til ekstra betaling som følge af forsinkelse, og voldgiftsretten finder ikke grundlag for at afskære krav for denne yderligere forsinkelsesperiode fra 3. juli til slutningen af august 2023 som følge af manglende reklamation.

UE har ikke undervejs i forbindelse med udførelsen af arbejderne fra januar/februar 2023 og frem løbende opgjort og specificeret sine krav, og UE’s kravopgørelse under selve sagen tager som beskrevet ovenfor udgangspunkt i hovedtidsplanen af 13. april 2021 som den gældende, hvilket voldgiftsretten har tilsidesat. Erstatningen/godtgørelsen må herefter samlet set fastsættes efter et forsigtigt skøn.

Med udgangspunkt i oplysningerne om byggepladsomkostninger pr. dag bl.a. i aftaleseddel nr. 43 og da det endvidere er sandsynliggjort, at forsinkelsen har medført ekstra omkostninger til byggeledelse i perioden, fastsættes erstatningen/godtgørelsen herefter og under hensyn til oplysningerne om arbejdernes omfang og karakter på pladsen frem til afslutningen af byggeriet til skønsmæssigt 300.000 kr. Heri indgår tillige et skønsmæssigt beløb på 4.000 kr. til ekstra garantiomkostninger i den forlængede periode, som efter bevisførelsen findes tilstrækkeligt dokumenteret.

Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for herudover at tilkende beløb til administrationsomkostninger eller beløb vedrørende indeksregulering, idet det endvidere for så vidt angår kravet vedrørende indeksregulering særligt bemærkes, at dette krav efter det foreliggende først blev rejst ved aftaleseddel nr. 75 af 17. november 2023 også ledes efter modtagelsen af aconto faktura 4158, der efter bevisførelsen må anses som slutopgørelse. Da der ikke i forbindelse med slutopgørelsen findes at være taget forbehold herfor i redegørelsen af 22. september 2023fra UE eller i øvrigt, findes kravet allerede som følge heraf og efter bevisførelsen i øvrigt ikke at kunne medtages.

Sammenfattende tages UE’s påstand herefter til følge med 300.000 kr., mens HE i øvrigt frifindes. Kravet forrentes fra tidspunktet for klageskriftets indlevering den 12. januar 2024 som nedenfor bestemt.

Efter sagens forløb og udfald, hvorefter UE alene har fået medhold for en lille del af det samlede rejste krav, skal UE i delvise sagsomkostninger til HE betale 120.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

Efter sagens udfald og efter omstændighederne skal de omkostninger, der har været forbundet medvoldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE med ⅔ og af HE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Thi bestemmes

Indklagede, HE, skal til klager, UE, betale 300.000 kr. med procesrente fra den 12. januar 2024. I øvrigt frifindes HE for det af UE rejste krav.

I sagsomkostninger skal UE til HE betale 120.000 kr.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE med ⅔ og af HE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

….