Tilmeld dig vores NYHEDSBREV på mail@nexusadvokater.dk og bliv løbende opdateret på UGENS DOM samt andre relevante emner inden for entreprise og byggeri.
UGD 2021.51.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten den 8. januar 2016, og vedrører en bygherres mulighed for at opnå erstatning som følge af træk og kuldenedslag.
Der blev i 2004 indgået en teknisk rådgivningsaftale mellem en rådgiver (R) og en bygherre (BH). R skulle yde bistand i forbindelse med opførelsen af et antal boliger. ABR 89 blev vedtaget mellem parterne. Senere samme år blev der indgået en totalentreprisekontrakt med en totalentreprenør (TE). TE skulle opføre de netop omtalte boliger. AB 92 blev vedtaget mellem parterne.
Aflevering af entreprisen fandt sted i december 2005.
I forbindelse med 1-årsgennemgangen blev der af BH konstateret visse fejl og mangler, som efterfølgende blev udbedret af TE. Hverken TE eller R anså sig dog ansvarlig for de konstateret trækgener og kuldefald. Der opstod altså en tvist mellem BH, der ønskede at kræve erstatning for trækgenerne osv. og TE og R, der ikke mente at være ansvarlige. Der opstod desuden en anden tvist mellem parterne, da skønsmanden opdagede en mangel i form af manglende tætning mellem vindgips og tilgrænsende bygningsdele.
Der blev derfor indledt en voldgiftssag, hvor BH nedlagde påstand om, at TE og R solidarisk skulle tilpligtes at betale kr. 862.500 i erstatning til BH. Subsidiært skulle erstatningsbyrden pålægges pro rata. Både TE og R nedlagde i den forbindelse påstand om frifindelse.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten skulle altså tage stilling til, hvorvidt de påståede trækgener og kuldefald overhovedet kunne anses for mangler. Herudover skulle voldgiftsretten også tage stilling til den behørige periode, der var forløbet fra manglernes opståen til påberåbelsen af manglerne.
Voldgiftsretten fastslog på baggrund af skønsmandens erklæringer, at træk skyldes, at boligen ikke er tilstrækkelig tæt. Ifølge det bygningsreglement, der var gældende på tidspunktet for opførelsen, måtte luftskiftet gennem utætheder ikke overstige 1,5 l/s pr. m^2 opvarmet etageareal ved trykprøvning med 50 pa.
Der blev udført såkaldte Blower Door-tests i nogle af boligerne. Resultaterne på de udførte tests førte frem til den konklusion, at der ikke kunne måles utætheder, der oversteg de krav, der blev stillet i Bygningsreglementet. Skønsmanden udtalte dog i denne sammenhæng, at der dog forekom træk, der kunne mærkes.
Voldgiftsretten fandt derfor, at der ikke kunne siges at være tale om træk eller kuldefald i et sådant omfang, at det udgjorde en retligt relevant mangel. I denne sammenhæng udtalte voldgiftsretten, at det ikke kunne ændre noget, at skønsmanden udtalte, at man var i stand til at mærke det træk, der utvivlsomt var tilstede. Det træk der var tilstede var altså ikke i en sådan grad, at der kunne være tale om en mangel, der kunne begrunde et erstatningskrav.
Voldgiftsretten tog derfor R’s og TE’s påstande om frifindelse i forbindelse med tilstedeværelsen af træk og kuldenedslag til følge.
I forbindelse med skønsmandens arbejde bemærkede skønsmanden, at der ikke lod til at være udført tætning mellem vindgips og tilgrænsende bygningsdele. Det forholdt sig dog blot således, at BH først rejste et krav for denne mangel i november 2015 – altså næsten 10 år efter entreprisens aflevering. Voldgiftsretten fandt det ikke godtgjort, at der tidligere var reklameret over netop dette forhold.
Voldgiftsretten nåede derfor på baggrund af AB 92 § 36, stk. 1 og ABR 89, pkt. 6.2.3.1, at E og TR ikke kunne stilles til ansvar for den opdagede mangel, da der var forløbet over 5 år fra entreprisens aflevering. Voldgiftsretten anså ikke det forhold, at der var tale om en skjult mangel kunne føre til et andet resultat. Voldgiftsretten fandt derfor, at der ikke var tale om omstændigheder, der kunne føre til et grundlag for at fravige udgangspunktet om ophøret af ansvar efter 5 år efter AB 92 § 36, stk. 2.
Voldgiftsretten tog derfor også R’s og TE’s påstande om frifindelse i forbindelse med den opdagede mangel til følge.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Kendelsen viser, at der generelt er forskel på mindre skavanker og retligt relevante mangler. Hvis intet andet er aftalt, så skal de præsterede ydelser leve op til de forskrifter og krav, der stilles i regler, der finder anvendelse på det område. Dette er fint illustreret i kendelsen, hvor der på trods af, at et træk kunne mærkes ikke var tale om en retligt relevant mangel.
Kendelsen bevidner også, at der i AB-systemet er foretaget en hensyntagen til fordel for entreprenører og rådgivere. Entreprenørers og rådgiveres ansvar bortfalder som udgangspunkt 5 år efter entreprisens aflevering. Dette følger også af det nye AB-system, hvor dette følger af AB 18 § 55, stk. 1 og ABR 18 § 51, stk. 1.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2016.555 / Sag nr. C-12118
#ugensdom #træk #5årsfrist
-0O0-
Bygherre BH (advokat Iben Lindhardt) mod Rådgiver R (advokat Kim Thusgaard) og Totalentreprenør TE (advokat Jacob Fabritius de Tengnagel)
Voldgiftsnævnet
1. Indledning
Advokat Erik Ellebye har ved klageskrift modtaget den 22. december 2010 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter om berettigelsen af klagerens krav om betaling af erstatning af udgifter til udbedring af mangler i form af trækgener og kuldefald i nogle lejligheder i et byggeri i – – -.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf vedtaget at nedsætte en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af landsdommer Henrik Estrup som eneste voldgiftsmand.
Ejerforeningen – – – ved formand – – – er indtrådt som biintervenient til støtte for klageren, og advokat Erik Hørlyck har på vegne af Ejerforeningen afgivet processkrift af 18. februar 2015.
2. Påstande
Bygherre BH i likvidation – – – har nedlagt påstand om, at rådgiver R – – – og totalentreprenør TE – – – principalt solidarisk og subsidiært pro rata til BH skal betale 862.500 kr. med procesrente af 500.000 kr. fra sagens anlæg og af 362.500 kr. fra den 27. november 2015.
R har nedlagt påstand om frifindelse.
TE har nedlagt påstand om frifindelse.
R og TE har nedlagt gensidige påstande om friholdelse for ethvert krav inkl. renter og sagsomkostninger, som en af disse parter måtte blive pålagt at betale til BH.
R og TE har over for den anden parts påstand om friholdelse nedlagt påstand om frifindelse.
BH’s påstand er i påstandsdokumentet specificeret således:
Udbedring jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål 4, jf. spørgsmål 3 i skønserklæring af 16. oktober 2012 (afhjælpning af trækgener og kuldefald) 95.000 kr.
Udbedring jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål Q 1 i erklæring af 18. november 2015 (afhjælpning af trækgener) 183.000 kr.
Projektering og tilsyn i forbindelse hermed 20.000 kr.
Udbedring jf. skønsmandens besvarelse af spørgsmål R 1 i erklæring af 18. november 2015 (tætning mellem vindgips og tilgrænsende bygningsdele) 392.000 kr.
I alt ekskl. moms 690.000 kr.
Moms 172.500 kr.
I alt inkl. moms 862.500 kr.
3. Sagens omstændigheder
I 2004 blev der mellem – – – A/S og Arkitektfirmaet – – – indgået aftale om teknisk rådgivning og bistand i forbindelse med opførelse af et antal boliger på – – -havnen i – – -.
Senere i 2004 blev der mellem – – – A/S som bygherre og TE som totalentreprenør indgået en totalentreprisekontrakt om opførelse af de pågældende boliger.
Aflevering fandt sted i december 2005.
BH er indtrådt i – – – A/S’ retsstilling, og R er indtrådt i – – -‘s retsstilling.
BH har i klageskriftet anført, at der i forbindelse med afleveringsforretningen og 1-årsgennemgangen og i tiden herefter blev konstateret en række fejl og mangler, som er udbedret, men at voldgiftssagen er nødvendiggjort af, at der tillige er konstateret trækgener og kuldefald, som hverken R eller TE har villet påtage sig ansvaret for.
BH har i replikken erklæret, at trækproblemerne første gang blev konstateret i maj 2006.
BH har gjort gældende, at der er reklameret over for R ved mail af 4. juli 2007 (bilag 4) og over for TE ved udarbejdelse af mangellister af 31. maj 2005, jf. bilag 3. R og TE har bestridt, at der er tale om behørige reklamationer.
4. Voldgiftsrettens begrundelse og resultat
Af klageskriftet og replikken fremgår, at sagen vedrører trækgener og kuldefald, hvor dette er nævnt i protokollen for 5-årsgennemgangen, det vil sige i 11 nærmere angivne lejligheder.
Det lægges på baggrund af skønsmandens svar på spørgsmål 1 til grund, at træk og kuldefald er to sider af samme sag, idet kuldefald i svaret er defineret som kulde, der opstår på indersiden af de store termoruder, hvorefter den falder mod gulvet, hvor den kan føles som træk, hvis man sidder stille i området i længere tid.
Det lægges på baggrund af skønsmandens besvarelser, herunder af spørgsmål 2, endvidere til grund, at træk i en bolig skyldes, at boligen ikke er tilstrækkelig tæt.
Krav til en bygnings tæthed fremgår af Bygningsreglementet. Ifølge det bygningsreglement, der var gældende på opførelsestidspunktet, måtte luftskiftet gennem utætheder i klimaskærmen ikke overstige 1,5 l/s pr. m2 opvarmet etageareal ved trykprøvning med 50 pa.
I sin første erklæring af 16. oktober 2012 anførte skønsmanden i svaret på spørgsmål 1, at der i de foreviste lejligheder i forskelligt omfang var konstateret trækgener og kuldefald. Svaret må på baggrund af formuleringen af spørgsmålet forstås således, at trækgenerne og kuldefaldet efter skønsmandens opfattelse oversteg det tilladelige.
I 2008 var der i en af de lejligheder, sagen angår (nr. 29,1. th.), blevet udført en såkaldt Blower Door-test. Lejligheden bestod testen, idet der blev målt et luftskifte på 1,37 l/s pr. m2 ved undertryk og 1,04 l/s pr. m2 ved overtryk. Luftskiftet i gennemsnit udgjorde dermed 1,21 l/s pr. m2 og lå således inden for Bygningsreglementets krav.
I et supplerende skønstema blev skønsmanden på den baggrund som spørgsmål C anmodet om at svare på, om Bygningsreglementets krav med hensyn til tæthed kunne anses for opfyldt, hvis det blev lagt til grund, at Blower Door-testen var retvisende også for de øvrige lejligheder i projektet. I supplerende erklæring af 26. august 2013 besvarede skønsmanden spørgsmålet bekræftende, idet han anførte, at
Bygningsreglementets krav sås at være overholdt. Skønsmanden tog i svaret ikke afstand fra spørgsmålets forudsætning om, at testen var retvisende for alle lejligheder.
I forbindelse med yderligere spørgsmål til skønsmanden blev der den 19. oktober 2015 af Dansk Infrarød Inspektion A/S foretaget en registrering af indeklimaet i 3 lejligheder (nr. 33, st. th., 33, 1. th. og 33, 2. th.) og udarbejdet en rapport herom. Af rapporten fremgår bl.a., at middellufthastigheden i opholdszonen ifølge gældende regler højst bør være 0,15 m/s ved en lufttemperatur på minimum 21 grader celsius. Opholdszonen er defineret som 0,6 m fra vægge og 1,8 m over gulv.
I supplerende erklæring af 18. november 2015 redegjorde skønsmanden i svaret på spørgsmål O og P for, hvad der kan udledes af rapporten fra Dansk Infrarød Inspektion A/S. Skønsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at der blev foretaget 3 målinger i hver af de 3 lejligheder, undersøgelsen omfattede, at der ikke kunne måles lufthastigheder over 0,15 m/s i opholdszonen nogen af de målte steder, og at der således ikke sås at være noget ukorrekt vedrørende middellufthastigheder i opholdszonen.
I forbindelse med sin undersøgelse foretog Dansk Infrarød Inspektion A/S endvidere en Blower Door-test af 2 af de nævnte 3 lejligheder (nr. 33, st. th. og 33, 2. th.). Om denne test har skønsmanden i svaret på spørgsmål P udtalt, at testen viste, at de samlede utætheder i de 2 målte lejligheder ikke overstiger Bygningsreglementets krav til tæthed i klimaskærmen.
Skønsmanden er i spørgsmål N og P blevet bedt om at redegøre for baggrunden for sit svar på spørgsmål 1. I sit svar på spørgsmålene har skønsmanden anført, at svaret på spørgsmål 1 ikke var baseret på konkrete målinger af lufthastigheder, men var besvaret uvidenskabeligt ved med hænderne at mærke efter træk/kulde ved hjørner.
På den anførte baggrund er det ikke bevist, at der i de lejligheder, som sagen angår, er træk og kuldefald i et omfang, der udgør en retligt relevant mangel. Den omstændighed, at der ifølge skønsmanden forekommer træk, der kan mærkes, kan, da trækken ikke overskrider de tilladte grænser, og da trækken i øvrigt til dels må tilskrives uhensigtsmæssig brugeradfærd, jf. svaret på spørgsmål P og R, ikke føre til et andet resultat.
Voldgiftsretten tager derfor R’s og TE’s påstande om frifindelse til følge, for så vidt angår den del af BH’s påstand, der vedrører afhjælpning af træk og kuldefald.
Den resterende del af BH’s påstand angår som anført ovenfor skønsmandens besvarelse af spørgsmål R 1 i erklæring af 18. november 2015.
I besvarelsen af dette spørgsmål har skønsmanden givet udtryk for, at der ikke ses at være udført tætning mellem vindgips og tilgrænsende bygningsdele. Skønsmanden har endvidere anført, at der ikke kunne konstateres træk det pågældende sted, om end det findes nødvendigt at sikre tæthed for at forhindre skadelig opfugtning i bagvedliggende konstruktioner.
BH har først rejst krav om udbedring af dette forhold ved påstandsdokumentet af 27. november 2015, hvor BH’s påstand blev forhøjet, og det er ikke under sagen dokumenteret, at der tidligere er reklameret over forholdet. At der ikke er sket reklamation over forholdet, eller i hvert fald at en eventuel reklamation er frafaldet, følger endvidere af, at BH i klageskriftet under overskriften sagsfremstilling har erklæret, at alle tidligere konstaterede fejl og mangler, bortset fra trækgener og kuldefald, var udbedret.
Ifølge AB 92 § 36, stk. 1, og ABR 89, pkt. 6.2.3.1, ophører en entreprenørs og en arkitekts ansvar, hvis der ikke forinden er rejst krav imod dem, som udgangspunkt senest 5 år efter arbejdets aflevering.
Der er ikke oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt, jf. herved AB 92 § 36, stk. 2.
Byggeriet blev afleveret i 2005. R’s og TE’s ansvar for manglende tætning mellem vindgips og tilgrænsende bygningsdele er derfor ophørt. Det gælder uanset, at der er tale om et skjult forhold, som BH ikke kunne have opdaget, før skønserklæringen af 18. november 2015 forelå. Der henvises til Erik Hørlyck, Entreprise (AB 92 med kommentarer), 7. udgave, 2014, side 440.
Voldgiftsretten tager derfor også R’s og TE’s påstande om frifindelse over for denne del af BH’s påstand til følge.
Efter sagens udfald skal BH betale sagsomkostninger til R og TE.
Det beløb, BH skal betale til R, fastsættes til 96.180,50 kr. Af beløbet vedrører 70.000 kr. R’s udgifter til advokatbistand ekskl. moms, mens 26.180,50 kr. udgør det beløb, som R har afholdt til syn og skøn, og som R efter sagens udfald skal have godtgjort fuldt ud. Der er ved fastsættelsen af beløbet til udgifter til advokatbistand lagt vægt på sagens værdi, omfang og forløb, herunder at der har været afholdt syn og skøn ad flere gange, og at BH fik medhold i en tvist om udskillelse af spørgsmålet om forældelse.
Det beløb, BH skal betale til TE, fastsættes til 124.000 kr. Af beløbet vedrører 70.000 kr. TE’s udgifter til advokatbistand ekskl. moms, mens 54.000 kr. udgør det beløb, som TE har afholdt til syn og skøn, og som TE efter sagens udfald skal have godtgjort fuldt ud. Der er ved fastsættelsen af beløbet til udgifter til advokatbistand lagt vægt på sagens værdi, omfang og forløb, herunder at der har været afholdt syn og skøn ad flere gange, og at BH fik medhold i en tvist om udskillelse af spørgsmålet om forældelse.
I øvrigt skal ingen part eller biintervenient betale sagsomkostninger til nogen anden part eller biintervenient.
Ligeledes efter sagens udfald skal BH betale de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.