(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

UGD 2021.47.1

Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo august 2021, og vedrører en totalrådgiver der var ansvarlig for projekteringsmangel ved at foreskrive anvendelse af ventilationsarmaturer, som underleverandør havde advaret imod.

I 2015-16 opførte en totalrådgiver (TR) for en bygherre (BH) en multihal i hht. et af TR udarbejdet hovedprojekt.

Arbejdet blev udført i fagentrepriser.

Til ventilationsentreprisen antog TR et rådgivningsfirma som underrådgiver (UR), der skulle udføres af en fagentreprenør (FE).

I ventilationsarbejdsbeskrivelsen fremgik, at indblæsning af luft skulle ske gennem 112 dyser med en diameter på 400 mm. Der skulle anvendes en specifik type dyser. FE blev dog frarådet anvendelse af denne specifikke type af underleverandør (UL).

Til BH’s rådgiver (BH-R) oplyste FE, at ingen dansk leverandør, kunne løse opgaven.

UR oplyste på forespørgsel fra BH-R, at dyserne skulle købes fra en tysk fabrik S. S oplyste overfor UL, at de påtænkte dyser ikke kunne anbefales. Denne oplysning blev videregivet til BH-R og TR.

Til et møde den 9. juni 2015 fastholdt UR alligevel valget af den foreslåede dyse, men anbefalede tilføjelse af spjæld, således at luftstrømmen kunne reguleres.

Der opstod efterfølgende problemer ved anlægget hvorfor sagen kom for retten.

Voldgiftsretten
Voldgiftsretten fandt indledningsvist, at anlægget var mangelfuldt.

Herefter lagde retten til grund, at FE havde advaret TR mod anvendelse af den dyse, som var foreslået af UR, på baggrund af producentens oplysninger om dysens anvendelighed.

TR havde ikke godtgjort, at BH havde fravalgt justerbare dyser trods TR’s anbefaling om at afholde merudgiften hertil.

TR fandtes således ansvarlig for manglerne ved ventilationsanlægget.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Såfremt FE ikke udtrykkeligt havde frarådet valget af dyserne overfor TR, ville der skulle ske en fordeling af ansvaret, idet FE stod for at projektere anlægget og hertil bør oplyse om de konsekvenser han ser i forbindelse med opførelsen.

Læs gerne UGENS DOM fra uge 45 omhandlende: ”Entreprenør frifundet da arbejde var udført efter aftale med bygherrens rådgiver” her.

Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.

Se mere under kurser.

Du er i øvrigt meget velkommen til at like, dele eller kommentere opslaget 🙂

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB2021.1319 / Sag nr. C-15470

#ugensdom #entrepriseret #anbefale

 

-0O0-

 

Bygherre BH (advokat Kristian Skovgaard Larsen) mod Totalrådgiver TR (advokat Casper Kowalczyk)
Voldgiftsnævnet

1. Indledning

Mellem bygherre BH, herefter BH, og totalrådgiver TR, herefter TR, er der opstået en tvist vedrørende mangler ved ventilationsanlægget installeret i [en multihal].

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af akademiingeniør Jesper Lindgreen, civilingeniør Jens Wichmand Jørgensen og landsdommer Henrik Gunst Andersen, med sidstnævnte som formand.

2. Påstande og hovedforhandling
Klageren (BH) har nedlagt påstand om, at indklagede (TR) skal betale BH 2.679.994,55 kr. ekskl. moms med tillæg af procesrente fra klageskriftets indlevering og til betaling sker, subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn.

Indklagede (TR) har nedlagt påstand om frifindelse. I påstanden er indeholdt subsidiær modifikation om betaling af et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb end påstået af BH.

Hovedforhandling har fundet sted den 16. august 2021 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
… (BH), … (TR), … (FE A/S), … (TR), … (UR Ltd., London) og … (fra et rådgiverfirma) har afgivet forklaring under hovedforhandlingen. Endvidere blev skønsmand Lars Lindgaard afhjemlet.

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

3. Sagsfremstilling
TR var antaget af BH til som totalrådgiver med det engelske ingeniørfirma UR som underrådgiver at udarbejde hoved- og detailprojekt for ventilationsanlægget i [en multihal]. Aftalen mellem BH og TR angiver, at ABR 89 og DANSKE ARK og FRI’s ydelsesbeskrivelse 2009 for Byggeri og Planlægning er gældende.

Udførelsen af ventilationsentreprisen blev tildelt fagentreprenør FE A/S, og der er mellem BH og FE A/S indgået en fagentreprisekontrakt med bestemmelse om, at AB 92 med visse ændringer og tilføjelser er gældende. FE A/S påtog sig forpligtigelsen til at foretage projektering med dimensionering af ventilationsanlægget i henhold til tegninger, bygningsmodeller og beskrivelsen. Dette var uddybet i en bestemmelse i arbejdsbeskrivelsen for ventilationsentreprisen, hvor følgende var anført:
»2.3 Projektering

Arbejdet omfatter dimensionering af det samlede ventilationsanlæg, herunder …armaturer … i henhold til tegninger, bygningsmodeller og beskrivelser.

Ventilationsarmaturer
Entreprenøren skal bestemme fabrikat og type på ovennævnte bygningsdele, således at krav til maks./min. Kastelænger, spredningsmønstre, støjforhold opnås, … Armaturer dimensioneres af leverandøren på entreprenørens opfordring.«
Af bygningsdelsbeskrivelsen fremgår om armaturer følgende:

»4.7. Projektering
Armaturer dimensioneres af leverandøren på ventilationsentreprenørens opfordring.

Angivne armaturstørrelser er vejledende. Entreprenøren skal foretage endelige lydberegninger og dimensionere de enkelte armaturer, samt dokumentere at stillede krav til lydtryk og hastigheder i opholdszonen er overholdt.

Luftstrømme er angivet i gældende version af »Mechanical and Public Health Schedules«. Afsnit 1.10«.

4. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Det var TR, der udarbejdede hovedprojekt og udbudsmateriale for de forskellige fagentrepriser og herunder ventilationsentreprisen. UR, der er et engelsk rådgivningsfirma, blev antaget som underrådgiver på ventilationsdelen.

FE blev antaget til at udføre ventilationsentreprisen, hvilket indebar en forpligtigelse til at foretage en projektering af anlægget i henhold til tegninger, bygningsmodeller og beskrivelser.

I arbejdsbeskrivelsen for ventilationsarbejder var det anført, at anlægget skulle udføres med 8 aggregater til indblæsning i bowlen gennem et kanalsystem ophængt i taget, således at der dannes en ringkanal rundt om bowlen. Kanalerne skulle forsynes med dyseindblæsning.

Af beskrivelsen af projektering fremgik, at armaturerne skulle dimensioneres af leverandøren på FE’s opfordring. De armaturstørrelser, der var angivet i projektet, var vejledende, og FE skulle foretage endelige lydberegninger og dimensionere de enkelte armaturer, samt dokumentere, at stillede krav til lydtryk og hastigheder i opholdszonen var opfyldt. Det fremgik endvidere, at indblæsning af luft skulle ske gennem 112 dyser med en diameter på 400 mm. Der skulle anvendes dyser af typen »Long Throw Nozzle Diffuser« med specifikationerne »Jet Nozzle 400 diameter: 400Ø«.

FE blev frarådet anvendelse af den beskrevne type dyser af UL A/S, der var underleverandør til FE med bemærkning om, at »Med 16 meter fra dyse til publikum, spuler vi dem jo ned af bænken«. FE tilkendegav over for BH’s byggeledelse og BH-R, der var rådgiver for BH, at der ikke var nogen dansk leverandør, der kunne løse opgaven, og anførte, at »tryk- og kaste-længde bliver meget voldsom«.

UR oplyste på forespørgsel fra BH-R, at der var påtænkt anvendelse af dyser fra den tyske fabrik fa. S. Fa. S oplyste over for UL A/S, at den påtænkte dyse ikke kunne anbefales. Endvidere fremgik det, at der var få tests af dysetypen, hvor den var anvendt i udførte projekter, der viste, at lufthastigheden efter 16 meter var langt over de 0,2 m/sec., som var beskrevet i projektet.

Fa. S’ oplysning blev videregivet til BH’s byggeledelse, BH-R og TR.

Af et notat udarbejdet af BH-R dateret 19. december 2016 fremgår, hvad der er noteret om ventilationsentreprisen i byggeperioden. Notatet indeholder optegnelser fra den 8. juli 2015, 7. august 2015 og 25. august 2015. Det fremgår blandt andet af notaterne, at TR den 8. juni 2015 sendte en forespørgsel til UR om anvendelsen af dysen fra fa. S, da der var sket ændringer i stålkonstruktionen til taget, hvilket ændrede forholdene ved dyserne.

Der blev den 9. juni 2015 afholdt et møde, hvor UR fastholdt valget af den foreslåede dyse, men anbefalede tilføjelse af spjæld, således at luftstrømmen kunne reguleres, samt udførelse af en fornyet CFD-beregning.

FE sendte den 7. juli 2015 et projektnotat nr. 18 med angivelse af »placering af dyser i forhold til … projekt« til endelig godkendelse hos BH’s byggeledelse og BH-R.

Projektet var med anvendelse af 110 dyser af den type dyse, som UR forudsatte anvendt.
Den 9. juli 2015 var der et møde med deltagelse af UR, hvor det blev besluttet at anvende dysen fra fa. S med den ændring, at dysen skulle kunne reguleres. Efter mødet fik BH oplyst en tillægspris på 427.000 kr. og det er noteret det 7. august 2015, at løsningen skulle undgås, og at spjæld skulle indgå.

UR blev af TR anmodet om svar på en række spørgsmål den 21. august 2015. I besvarelsen af anmodningen anførte UR den 21. august 2015 i relation til spørgsmål om udførelse af opdateret CFD/air Nozzles in Bowl ordet »confirmed«.

Af et notat fra den 25. august 2015 fremgår, at BH-R havde modtaget CFD-rapport, og at UR mundtligt havde meddelt, at »conditions are in order«, og at denne konklusion var modtaget skriftligt den 24. august 2015. Notatet indeholder en bemærkning om, at der i mødet den 9. juli var truffet beslutning om, at dyserne skulle være justerbare benævnt som »flexible eyes«, og at denne beslutning ikke længere var gældende.

I den af UR udarbejdede »Bowl CFD Update«, der er dateret 28. august 2015 anbefales det, at dyserne monteres i nærmere angivne vinkler. Der er i UR »Bowl CFD Update« en grafisk fremstilling, men der er ikke en dertil hørende tekst, der angiver, hvad der søges dokumenteret med illustrationen. Det må ud fra dokumentets øvrige illustrationer antages, at det er luftstrømmenes hastigheder i bowlen, der søges vist. Der er ingen angivelse af, hvilke værdier de anvendte farver i grafikken angiver.

Efter at [hallen] var taget i brug primo 2017, modtog BH efter det oplyste klager fra publikum over trækgener under arrangementer i [hallen].

Det er anført i en udtalelse af 9. januar 2018 fra [et rådgiverfirma], at der ved en fyldt bowl er konstateret trækgener på tilskuerrækkerne, hvis anlægget kører med mere end ca. 40 % luftmængde i forhold til anlæggets maksimale kapacitet, hvilket skal sammenholdes med, at det antages, at en god luftkvalitet ved 16.000 publikummer krævet drift med minimum 70 % luftmængde. Trækgenerne er dokumenteret ved målinger i en tom [hal], hvor det blev konstateret, at en acceptabel lufthastighed kunne opnås, hvis anlægget kørte med ca. 30 % luftmængde.

Skønsmanden har vurderet, at anlægget kan leve op til de krævede værdier for henholdsvis sommer/vinter drift og ved isarrangementer, men at det vil indebære risiko for trækgener for tilskuerne i området af hallen. Årsagen hertil er indblæsningsprincippet, herunder armaturvalg for indblæsning.

Voldgiftsretten lægger til grund, at anlægget er mangelfuldt af den grund, som anført af skønsmanden.
Voldgiftsretten lægger til grund, at FE advarede TR mod anvendelse af den dyse, som var foreslået af UR, på baggrund af producentens oplysninger om dysens anvendelighed.

Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå som påstået af TR, at BH fravalgte justerbare dyser trods rådgivning fra TR om, at det var nødvendigt at afholde merudgiften hertil. Der er herved navnlig lagt vægt på notatet om beslutningen, som blev truffet den 25. august 2015. De under hovedforhandlingen afgivne forklaringer giver således ikke grundlag for en anden vurdering.

Det bemærkes, at TR’s synspunkt om autojusterbare dyser ikke var et emne, som indgik i overvejelserne om udførelsen af ventilationsanlægget, men at sådanne dyser efter skønsmandens vurdering kunne have været anvendt for at reducere risikoen for trækgener. Skønsmanden har under hovedforhandlingen om »flexible eyes« udtalt, at han er i tvivl om, hvad det begreb dækker over, bortset fra at der formentlig menes, at noget kan reguleres.

Da TR valgte at fastholde valget af den dyse, som FE havde reservationer over for, findes TR ansvarlig for manglerne ved det ventilationsanlæg, som FE har monteret på grundlag af TR’s anvisninger. Da FE udtrykkeligt frarådede valget af dyserne, er der ikke grundlag for en fordeling af ansvaret herfor som påstået af TR, uanset FE’s forpligtigelse til at projektere anlægget.

Voldgiftsretten lægger skønsmandens vurdering, hvorefter den valgte udbedringsløsning med anvendelse af en poseløsning er hensigtsmæssig, til grund. Udgiften til udbedring findes tilstrækkeligt dokumenteret af BH, idet voldgiftsretten lægger til grund, at det har været tabsbegrænsende, at arbejderne blev udført i mindre etaper af hensyn til afviklingen af arrangementer i bowlen, selv om det var forbundet med meromkostninger til ventilationsentreprenøren. Det anførte kan begrunde den beløbsmæssige forskel i forhold til skønsmandens vurdering, der lyder på 2.400.000 kr., hvortil kommer at skønsmandens vurdering beror på et skøn.
BH’s påstand tages derfor til følge.

Efter sagens forløb og udfald skal TR til BH i sagsomkostninger til dækning af udgiften til advokatbistand betale 225.000 kr. ekskl. moms. TR skal endvidere betale 75.000 kr. til BH til dækning af afholdte udgifter til skønsomkostninger. TR afholder endeligt det foreløbigt udlagte honorar til skønsmanden for afhjemling. Omkostningerne forbundet med voldgiftsretten behandling af sagen betales af TR efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.