Voldgiftsretten har på ny taget stilling til entreprenørens ophævelse af kontrakten med underentreprenøren. Kendelsen fremhæver vigtigheden af dokumentation for sin påstand.
Sagens forløb
Hovedentreprenør (HE) påtog sig opgaven med at opføre et stort bygningskompleks og indgik i november 2019 en underentreprise med en underentreprenør (UE). Efter et års samarbejde modtog UE i oktober 2019 et brev fra HE, hvor han meddelte, at han ønskede at ophæve samarbejdet. HE henviste som begrundelse til ophævelsen, at underentreprenøren med vilje havde forårsaget skade på byggepladsens kraner og beskrev endda handlingen som værende “udtænkt af dem” – altså selskabet UE. Der blev også henvist til påståede “talrige misligholdelser fra deres side,” men disse blev ikke konkretiseret i brevet.
HE krævede 1,5 mio. euro fra UE, som benægtede påstanden.
Tvisten blev derfor henvist til voldgiftsretten for afgørelse. Retten skulle vurdere, om HE’s ophævelse af aftalen var berettiget, og deres vurdering tog udgangspunkt i parternes skriftlige korrespondance og processkrifter.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten fastslog først og fremmest, at det var HE’s ansvar at bevise, at ophævelsen af aftalen var berettiget, da det var HE, der valgte at hæve kontrakten.
Retten konstaterede derefter klart og utvetydigt: “Dette bevis er ikke blevet fremlagt”.
HE havde således ikke formået at dokumentere, at medarbejdere fra UE havde begået hærværkmod byggepladsens kraner. Derudover var det ikke bevist, at dette var planlagt og beordret af UE.
Voldgiftsretten fastslog derfor, at HE uretmæssigt havde ophævet aftalen mellem parterne.
Retten bemærkede også, at de såkaldte “talrige misligholdelser“, som HE henviste til, ikke var blevet konkretiseret i ophævelsesskrivelsen.
Voldgiftsretten tog derfor ikke hensyn til de ekstra oplysninger, der kom frem i det efterfølgende svarskrift (Statement of Defence), da disse oplysninger ikke blev nævnt i den oprindelige ophævelsesskrivelse.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
1. Totalentreprenørens ophævelsesret: Udover de specifikke forhold, der er angivet i AB 92 § 40 (nuværende AB 18 § 59), har en bygherre eller totalentreprenør mulighed for at henvise til andre omstændigheder som grundlag for at ophæve kontrakten. Denne oplistning er ikke udtømmende, og som fremhævet i en tidligere UGENS DOM, kan grov illoyal adfærd potentielt retfærdiggøre en ophævelse.
Totalentreprenøren kan således i teorien ophæve aftalen, hvis underentreprenøren med vilje har forårsaget skade på byggepladsens kraner.
2. Streng bevisbyrde: Kendelsen viser imidlertid, at en påstand herom kræver stærke holdepunkter. Som belyst i kendelsen, havde HE under ingen omstændigheder formået at dokumentere sin påstand om UE’s hærværk i sin ophævelsesskrivelse. Voldgiftsretten konstaterede resolut, at HE bevisførelse var utilstrækkeligt.
Vi anbefaler, at du som totalentreprenør grundigt vurderer, om der er gyldige grunde til at ophæve en entreprisekontrakt. Som afgørelsen illustrerer, kan en uberettiget ophævelse have betydelige økonomiske konsekvenser for den part, der foretager ophævelsen.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2023.637 / Sag nr. C-15273
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2023.637 / Sag nr. C-15273
1. Indledning
Mellem underentreprenør, UE, og hovedentreprenør, HE, er der opstået en tvist om manglende betaling for udførte arbejder, erstatning for påstået uberettiget ophævelse af underentrepriseaftale og påståede modkrav i forbindelse med opførelse af bygningskomplekset …. Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af direktør .., divisionsdirektør, akademiingeniør …. og landsdommer … med sidstnævnte som formand. Sagen har været sat i bero på afsigelse af kendelse i sagen C-15577, HE mod bygherre BH. Kendelse i den sag blev afsagt den 14. september 2022. Ved mail af 1. november 2022 meddelte HE’s advokat, advokat …, at HE den 31. oktober 2022 var taget under konkursbehandling, og at henvendelser om sagen derfor fremover skulle rettes til advokat …, der er udpeget som kurator. Kurator, advokat…, har ved mail af 17. november 2022 meddelt, at konkursboet ikke ønsker at indtræde i voldgiftssagen. UE har erklæret sig indforstået med, at sagen afgøres på skriftligt grundlag, og at kendelsen affattes på dansk. Kurator har ikke haft bemærkninger hertil. Voldgiftsnævnet har den 11. januar 2023 meddelt UE, at der – henset til at voldgiftsretten er nedsat – ikke er mulighed for som ønsket at bemyndige formanden til at afsige kendelsen alene, og at kendelsen derfor vil blive afsagt af den samlede voldgiftsret. Voldgiftsnævnet meddelte samtidig, at voldgiftsrettens formand i medfør af voldgiftsreglernes § 22, stk. 3, havde bestemt, at sagen skulle behandles på skriftligt grundlag. Der blev fastsat en frist for UE til at indlevere et processkrift med angivelse af UE’s påstand og med en redegørelse for sagens omstændigheder og for UE’s anbringender. UE ved advokat … har herefter og under iagttagelse af den fastsatte frist indleveret processkrift 1 af 25. januar 2023. Der skal herefter afsiges kendelse på det foreliggende skriftlige grundlag, jf. princippet i retsplejelovens § 362, stk. 1, jf. § 360, stk. 3, og voldgiftsreglernes § 26.
2. Påstande mv.
UE har nedlagt påstand om, at 1. HE, nu under konkurs, skal betale EUR 3.138.981,61, subsidiært et mindre beløb, til UE med procesrente af EUR 712.500 fra den 26. september 2019, af EUR 500.000 fra den 25. oktober 2019 og af EUR 1.926.481,61 fra klageskriftets indlevering den 30. oktober 2020. 2. HE under konkurs skal betale sagsomkostninger til UE samt sagens øvrige omkostninger herunder de omkostninger, der har været forbundet med Voldgiftsnævnets og voldgiftsrettens behandling af sagen. 3. Det af HE, nu under konkurs, til Voldgiftsnævnet indbetalte depot skal, efter fradrag af Voldgiftsnævnets og voldgiftsrettens omkostninger, afregnes til UE til dækning af det til UE tillagte beløb. UE’s påstand 1 fremkommer ifølge klageskriftet således: Betaling for udført kontraktarbejde: Faktura nr. 13 (rettelig nr. 16, jf. sagens bilag 1) 712.500,00 Faktura nr. 16 (rettelig nr. 13, jf. sagens bilag 1) 800.000,00 Arbejde frem til 10. oktober 2019 589.651,61 Indbetalt af HE – 300.000,00 Kontraktarbejde i alt 1.802.151,61 Tab grundet uberettiget ophævelse: Lønninger til ansatte mv. 136.170,00 Kost og logi ansatte 213.000,00 Produktionspræmie 200.000,00 Tilbageholdelse af garanti 537.660,00 Tab af fortjeneste 250.000,00 Tab i alt 1.336.830,00 I alt EUR 3.138.981,61 HE har i svarskriftet nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. HE har i svarskriftet nedlagt selvstændig påstand om, at UE skal betale EUR 1.479.228,91, subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn, med procesrenter fra den 30. oktober 2019. Da konkursboet ikke er indtrådt i voldgiftssagen, kan HE, nu under konkurs, ikke få tilkendt noget beløb. Voldgiftsretten skal imidlertid prøve HE’s indsigelser mod UE’s krav med henblik på at afklare, hvor langt ned mod 0 kr. UE’s krav i givet fald kan bringes. HE’s selvstændige påstand fremkommer ifølge svarskriftet (side 9) således: Back-charges 1.841.458,88 EUR Salary paid to UE’s workers 223.017,76 EUR Cost for rectify deficiencies on UE’s work 173.625,00 EUR Arbitral award regarding social dumping 80.299,27 EUR I alt 2.318.400,91 EUR Med fradrag af: Anerkendt i henhold til faktura nr. 13 og 16 – 606.428,80 EUR Anerkendt for godkendt arbejde sep. og okt. 2019 – 232.743,20 EUR Selvstændig påstand i alt 1.479.228,91 EUR
3. Sagsfremstilling
HE som hovedentreprenør og [Selskab A] som underentreprenør indgik den 9. februar 2018 en underentrepriseaftale i anledning af HE’s opførelse af bygningskomplekset …på … (bilag 3). Underentrepriseaftalen blev den 27. november 2018 med HE’s accept af A overdraget til UE (bilag 2 og 4). Ved brev af 10. oktober 2019 ophævede HE underentrepriseaftalen med øjeblikkelig virkning. HE og UE havde forinden udvekslet breve af 9. og 10. oktober 2019 (bilag 5). Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der førte til samarbejdets ophør. Ud over til den nævnte brevveksling henvises herom til parternes processkrifter. I klageskriftet har UE således bl.a. anført følgende: »I 2019 opstod der mellem parterne uoverensstemmelser, der medførte, at HE ophævede aftalen. Oversættelse af korrespondance mellem parterne fra den 9. oktober 2019 til den 11. oktober 2019 fremlægges som sagens bilag 5. Som det fremgår af den første e-mail i rækken, dateret 9. oktober 2019 er den specifikke begrundelse for ophævelsen, at UE efter HE’s opfattelse uberettiget har forladt byggepladsen. HE indrømmede ikke UE den aftalte 7-dages frist til at bringe forholdet i orden. Det fremgår af UE’s svar af 10. oktober 2019, at UE havde opfattet e-mailen som en ophævelse, hvilket blev taget til efterretning. HE meddelte endelig ophævelse 10. oktober 2019 og henviste i den forbindelse til, at UE bevidst skulle have forårsaget skader på materiel. Det bestrides på det kraftigste, at UE skulle have givet medarbejdere besked om at foretage hærværk. UE er fortsat ved at undersøge, hvad der præcist skete på pladsen, men det er aktuelt UE’s forståelse, at det er korrekt, at pladsen blev forladt. Dette var dog foranlediget af HE’s medarbejdere, der samtidigt spærrede UE’s medarbejderes adgang. Der var således reelt tale om en bortvisning, som HE efterfølgende påberåbte sig som misligholdelse.« I svarskriftet (Statement of defence), der i overensstemmelse med parternes aftale er affattet på engelsk, er om HE’s opfattelse anført følgende: »On 9 October 2019 in the afternoon UE’s personnel without any prior notice stopped their work and left the site, which is acknowledged by UE. Such unwarranted stop of work constitutes a material breach of the contract. HE dispute that the behavior of HE’s personnel should have caused UE leaving the site. It was a decision made solely at UE’s discretion. UE’s personnel left the site and damages the cranes. While leaving the site, UE personnel, for unknown reasons, intentionally disconnected the anti-collision systems of the operating tower cranes. The workers removed one cable from TC3, which causes that all 3 cranes got blocked because they do not »see« the TC3. Not only did this act cause disruption and delay of the work in progress on the entire construction site, it also endangered the health and safety of the people working on the site. One of HE’s crane operators was the witness on site, and … fixed the damages afterwards. On this basis, HE’s employer, BH, issued a »red card« to UE’s crane operators with exclusion from the site with immediate effect. They have no right to issue red card to all the workers and therefore were only the crane operators banned from the site by BH. Consequently, HE saw no other option than to terminate the contract with UE for cause as such serious and careless act constitutes a clear material breach of UE’s duties under the contract. HE acknowledges disregarding the 7-day »cure period« stipulated in the contract Art. 9.10 (Exhibit 3), however, after UE’s intentional sabotage act, nor BH or HE had any remaining confidence in UE conducting their work in a safe and proper manner with respect of the health and safety of the people on the site. So, with the object of restoring the safe operations on site, UE’s personnel was denied access to the site in the morning 10 October 2019. This was also a breach of Art. 9.2 in the contract (Exhibit 3) regarding »project safety« that provides basis to terminate the contract with immediate effect. In addition, several other incidents lead up to HE’s termination of the contract with UE, as referred in the parties’ correspondence between 9-11 October (Exhibit 5). For instance; – UE’s delay of timely achievement of the milestones stipulated in Art.5 of the amendment the contract dated 9 July 2019; – UE’s failure to supply the sufficient number of workers as agreed in Art. 7 of the amendment of the contract dated 9 July 2019; – Defects in work performed by UE; – UE’s failure to provide insurance of its workers as stipulated in the contract Art. 9.16; – UE’s noncompliance with the obligations of Art. 9.8 of the contract regarding social dumping, where to reference is made to HE’s letter of notification dated 2 September 2019 regarding social dumping, cf. Exhibit G (in native Italian and for now only in a computerized English translation) in which HE encourages UE to honor the arbitral award dated 19 July 2019 (in Danish), Exhibit H, made by the Industrial Court (Danish: »Arbejdsretten«) ruling against A./UE. Noncompliance with Art. 9.8 constitutes on its own the basis for termination for cause, cf. Art. 9.9. Further information and documentation for the above mention noncompliance will be substantiated and elaborated later in the Arbitration proceedings. Based on this, HE’s termination for cause is well-warranted and HE hereby reserve HE’s right in every respect to claim any costs incurred by UE material breach of contract resulting in the termination of the contract, when calculated. UE’s claim related to the termination, including, wages, accommodation, premium,retention of warranty and loss of profit is consequently rejected. Regarding UE’s request for a progress meeting at the site, HE refer to the final evaluation of UE’s work (Exhibit E), illustrating the progress of UE’s work until 9 October 2019. Regarding UE’s materials and equipment left on site at the time of termination, reference is made to the contract Art. 9.12, which allows HE to take possession and use said materials and equipment for the completion of the works – free of charge. Some materials and equipment have already been released to UE, for instance did HE agree on 6 November 2019 to release all of the material that was not necessary for HE’s work. Regarding UE’s equipment have HE been releasing bending machine, arsine, harness. This material has been left on site as per contract, then on 6 November 2019 all the material has been released to UE.«
4. Parternes anbringender
UE har gjort sine anbringender til støtte for de nedlagte påstande gældende i klageskriftet, i replikken (Rejoinder) af 19. juli 2020 og i processkrift 1 af 25. januar 2023. HE har gjort sine anbringender gældende i svarskriftet (Statement of defence) af 3. april 2020 og i duplik (Rejoinder) af 5. juli 2021. Der henvises til de anbringender, som er gjort gældende i de pågældende processkrifter, og som i fornødent omfang er gengivet nedenfor under pkt. 5 om voldgiftsrettens begrundelse og resultat.
5. Voldgiftsrettens begrundelse og resultat
5.1. Vedrørende berettigelsen af ophævelsen af parternes aftale:
Det er et hovedspørgsmål i sagen, om ophævelsen af parternes underentrepriseaftale var berettiget, idet UE støtter en del af sin påstand på et synspunkt om, at ophævelsen var uberettiget, mens HE støtter en del af sit modkrav og sin selvstændige påstand på et synspunkt om, at ophævelsen var berettiget. Det var HE, der ophævede parternes aftale, jf. brev af 10. oktober 2019 fra HE fremlagt som en del af sagens bilag 5. Som begrundelse for ophævelsen blev henvist til, at UE’s medarbejdere med vilje havde forårsaget skade på byggepladsens kraner, og at der var tale om en handling, som var »udtænkt af Dem«, det vil sige selskabet UE. Der blev endvidere henvist til »de talrige misligholdelser fra deres side, som vi har gjort gældende«. Ingen af disse misligholdelser var imidlertid konkretiserede. At de angivelige »talrige misligholdelser« efterfølgende i bl.a. svarskriftet (Statement of defence) er uddybet, kan ikke tillægges betydning, da de ikke er gjort gældende i selve ophævelsesskrivelsen. Det er HE, der skal bevise, at ophævelsen af aftalen var berettiget. Dette bevis er ikke ført. HE har således ikke bevist, at der af UE’s medarbejdere med vilje blev forårsaget skade på, det vil sige begået hærværk mod, byggepladsens kraner, endsige at hærværket i givet fald var noget, der var »udtænkt« af UE., det vil sige planlagt og beordret af UE. Voldgiftsretten lægger derfor til grund, at det var med urette, at HE ophævede parternes aftale. 5.2. Vedrørende UE’s krav: UE har i klageskriftets pkt. 1.1 redegjort for opgørelsen af sit krav. Kravet er opdelt i »Betaling for udført kontraktarbejde« og »Tab grundet uberettiget ophævelse«
5.2.1. Betaling for udført kontraktarbejde:
5.2.1.1. Faktura nr. 13 og 16 (bilag 1):
Kravet i henhold til de to fakturaer udgør i alt EUR 1.512.500. Det er, når der ikke er indgået aftale om pris, et almindeligt obligationsretligt princip, at den, der har bestilt en ydelse, skal betale det, der forlanges, medmindre det godtgøres, at prisen er urimelig. HE har ikke godtgjort, at UE’s krav i henhold til faktura nr. 13 og 16, i alt EUR 1.512.500 er urimeligt. Med henvisning hertil tages UE’s krav i henhold til faktura nr. 13 og 16 til følge. Fra det samlede fakturabeløb på i alt EUR 1.512.500 skal dog trækkes EUR 300.000, som UE har anerkendt, at HE har betalt. Der henvises til pkt. 2.2 i processkrift 1 af 25. januar 2023. Med den bemærkning, at HE ikke med de fremlagte bilag A-E har godtgjort at have betalt et beløb højere end EUR 300.000, tager voldgiftsretten UE’s krav vedrørende faktura 13 og 16 til følge med EUR 1.212.500.
5.2.1.2. Arbejde frem til 10. oktober 2019:
Faktura nr. 13 og 16 nævnt ovenfor vedrører juli og august 2019. UE har fremsat krav om betaling af EUR 589.651,61 for udført arbejde fra den 1. september 2019 til ophævelsen af underentreprisesaftalen den 10. oktober 2019. I svarskriftet (Statement of defence) pkt. 3.2 har HE anerkendt, at UE i september og oktober 2019 har udført arbejde for EUR 232.743,00. I sin replik (Rejoinder) af 19. juli 2020 har UE anført, at HE har forsømt sin pligt efter AB 92 § 44, stk. 2, til at indkalde til en stadeforretning, hvilket UE i brev af 10. oktober 2019 (del af bilag 5) havde bedt om. Som følge heraf kan HE ifølge UE ikke dokumentere, at arbejde svarende til det rejste krav ikke er blevet udført. I sin duplik (også benævnt Rejoinder) af 5. juli 2021 har HE fastholdt sit synspunkt uden at forholde sig til AB 92 § 44. Det kommer HE bevismæssigt til skade, at HE i forbindelse med ophævelsen af underentrepriseaftalen, og endda efter at være opfordret hertil, ikke har foranlediget en stadeforretning afholdt. Der henvises til Torsten Iversen, Entrepriseretten, 1. udgave, 2016, side 743. På den anførte baggrund, og da kravet på EUR 589.651,61 efter voldgiftsrettens opfattelse forekommer realistisk og ikke er fyldestgørende imødegået, tager voldgiftsretten det til følge. 5.2.2. Tab grundet uberettiget ophævelse: UE’s krav grundet uberettiget ophævelse er i klageskriftets pkt. 1.1 opgjort til EUR 1.336.830 og er udspecificeret i »Lønninger til ansatte mv. EUR 136.170«, »Kost og logi ansatte, EUR 213.000«, »Produktionspræmie, EUR 200.000«, »Tilbageholdelse af garanti, EUR 537.660« og »Tab af fortjeneste, EUR 250.000«. I klageskriftet har UE om kravet anført følgende: UE’s tab grundet uberettiget ophævelse er opgjort foreløbigt, idet de endelige omkostninger ikke er kendt, herunder navnlig omkostninger til medarbejdere, der ikke kan allokeres til andre opgaver, endnu ikke er opgjort. Omkostninger for UE til løn mv. er skønnet til EUR 136.170 omfattende 34 ansatte for perioden fra den 10. oktober 2019 til den 17. oktober 2019. Det svarer til et beløb på EUR 4.005 pr. ansat. Der var mellem parterne tillige aftalt betaling for kost og logi for UE’s ansatte med et beløb for hver ansat på EUR 80 pr. dag. Dette beløb udgør i alt indtil den 30. november 2019 EUR 213.000 baseret på 34 ansatte. I tillæg til underentrepriseaftalen var der yderligere aftalt betaling EUR 200.000, som er uafhængig af arbejdets stade og udførelsestidspunkt. UE’s tabte fortjeneste på det resterende arbejde er foreløbigt opgjort til EUR 500.000. I henhold til gældende praksis er dette beløb halveret, hvorfor UE alene påstår betaling af EUR 250.000. Til slut består påstanden af et beløb på EUR 537.660, som er en tillægsbetaling for forlænget garanti for udførte arbejder. UE har hverken i den efterfølgende replik (Rejoinder) eller i processkrift 1 af 25. januar 2023 nærmere redegjort for sine krav. Kravene er således fortsat »opgjort foreløbigt«. Voldgiftsretten anser kravene vedrørende »Lønninger til ansatte mv.« og »Kost og logi ansatte« for udokumenterede. Da der er tale om udgifter, som nemt kunne dokumenteres, hvis de havde været afholdt, er der ikke grundlag for at foretage et skøn. Kravene vedrørende disse to poster tages ikke til følge. Kravet »Produktionspræmie« støttes ifølge klageskriftets pkt. 1.1 på tillæg til underentrepriseaftalen. Tillægget er fremlagt som sagens bilag 4. Det kan ikke med fornøden sikkerhed udledes af bilag 4, at UE under alle omstændigheder har krav på betaling af EUR 200.000. Kravet tages ikke til følge. Kravet »Tilbageholdelse af garanti« er helt udokumenteret og tages ikke til følge. Med hensyn til kravet »Tab af fortjeneste« er voldgiftsretten enig i, at en underentreprenør i et tilfælde af en uberettiget ophævelse af underentrepriseaftalen lider et erstatningsberettiget tab af fortjeneste. Voldgiftsretten finder efter en samlet vurdering, herunder af entreprisens størrelse, det krav på EUR 250.000, som UE har opgjort, for berettiget og tager det derfor til følge.
5.3. Vedrørende HE’s modkrav og selvstændige påstand:
Som anført under pkt. 5.1. var HE’s ophævelse af parternes underentreprise aftale uberettiget. Voldgiftsretten tager allerede derfor ikke den del af HE’s selvstændige påstand, der udspringer af ophævelsen af parternes aftale, til følge. Voldgiftsretten anser endvidere HE’s krav for »Salary paid to UE’s workers« og »Cost for rectify deficiencies on UE’s works« (Statement of defence side 9) for udokumenterede og tager derfor ikke kravene til følge. Med hensyn til den del af HE’s selvstændige påstand, som vedrører »Arbitral award regarding social dumping« (Statement of defence side 9) bemærkes følgende: HE har som en del af sin selvstændige påstand fremsat krav om, at UE skal betale EUR 80.299,27 som »Arbitral award regarding social dumping.«. Der henvises til »Statement of defence« side 9. Den pågældende »Arbitral award« er en kendelse afsagt den 19. juli 2019 i faglig voldgift FV 2019.0042 (bilag H). Parterne i denne sag var … som klager og … som mandatar for A. Ved kendelsen blev A pålagt at betale 600.000 kr., svarende til det nævnte beløb i EUR, til …. Det er ikke godtgjort, heller ikke ved det fremlagte bilag G, at forpligtelsen til at betale det nævnte beløb er overgået fra A til UE, eller at retten til at modtage beløbet er overgået fra … til HE. Kravet tages derfor ikke til følge. Som følge af det anførte tager voldgiftsretten ikke nogen del af HE’s modkrav eller selvstændige påstand til følge.
5.4. Sammenfatning:
Efter det under pkt. 5.2 og 5.3 anførte tager voldgiftsretten UE’s påstand 1 til følge med EUR 2.052.151,61 (EUR 1.212.500 + EUR 589.651,61 + EUR 250.000) med renter som nedenfor bestemt og frifinder UE for den selvstændige påstand, der er nedlagt af HE. Med hensyn til UE’s påstand 2 om sagsomkostninger er der forholdt hertil nedenfor under pkt. 5.5. Med hensyn til UE’s påstand 3 om afregning af det indbetalte depot er der ligeledes forholdt hertil i pkt. 5.5. nedenfor.
5.5. Sagsomkostninger:
UE har fået medhold for ca. 2/3 af sit krav, og HE, nu under konkurs, skal derfor betale delvise sagsomkostninger til UE af det vundne beløb, jf. princippet i retsplejelovens § 313, stk. 1. Det beløb, der skal betales, fastsættes til 250.000 kr. Beløbet, der er uden moms, da UE ifølge klageskriftet er momsregistreret i Italien, der er et EU-land, vedrører udgifter til advokatbistand. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på størrelsen af det vundne beløb (EUR 2.052.151,61 svarende til ca. 15,2 mio. kr.) og på sagens omfang og forløb, herunder at skriftvekslingen har været forholdsvis begrænset, og at sagen er afgjort på skriftligt grundlag. Der er endvidere lagt vægt på de hensyn, der efter landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i civile sager skal inddrages ved fastsættelse af sagsomkostninger i sager med en økonomisk værdi over 5,75 mio. kr. Der er ikke lagt vægt på HE’s selvstændige påstand på EUR 1.479.228,91. Da konkursboet ikke er indtrådt i sagen, kunne der således ikke have været givet medhold i, at UE skulle betale dette beløb, og voldgiftsretten har alene forholdt sig til HE’s krav med henblik på at afklare, om kravet kunne nedbringe (modregnes i) UE’s krav. De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal efter sagens udfald betales af HE, nu under konkurs, med ⅔ og af UE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet, og et eventuelt overskydende beløb af det af HE, nu under konkurs, til Voldgiftsnævnet indbetalt depot afregnes til UE til dækning af det til UE tilkendte beløb. Thi bestemmes HE, nu under konkurs, skal til UE betale EUR 2.052.151,61 med procesrente af EUR 712.500 fra den 26. september 2019, af EUR 500.000 fra den 25. oktober 2019 og af det resterende beløb, EUR 839.651,61, fra klageskriftets indlevering den 30. oktober 2019. I sagsomkostninger skal HE, nu under konkurs, til UE betale 250.000 kr. De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af HE, nu under konkurs, med ⅔ og af UE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet, og et eventuelt overskydende beløb af det af HE, nu under konkurs, til Voldgiftsnævnet indbetalt depot afregnes til UE til dækning af det til UE tilkendte beløb.