TBB2026.97 / Sag nr. C-16876

1. Indledning Mellem underentreprenør UE A/S, herefter UE, og forsikringsselskabet F A/S, herefter F, er der opstået en tvist, om hvorvidt UE har krav på dækning af fakturaer under en kreditforsikringsaftale i anledning af, at totalentreprenør TE blev erklæret konkurs den 26. februar 2024.

Af forsikringsaftalen fremgår, at tvister skal afgøres ved Voldgiftsinstituttet, men parterne har indgået en procesaftale om indbringelse af sagen for Voldgiftsnævnet i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed (2010)«, idet kreditforsikringen er udstedt på grundlag af entreprisekontrakter, hvorfor Voldgiftsnævnet er fundet at være et egnet forum. Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret med landsdommeren som eneste voldgiftsdommer.

2. Påstande og hovedforhandling UE har nedlagt påstand om, at F skal anerkende, at UE har krav på dækning under forsikringsaftale nr. X i anledning af, at TE blev erklæret konkurs den 26. februar 2024.

F har nedlagt påstand om frifindelse.

Hovedforhandling har fundet sted i Voldgiftsnævnets lokaler.

UE-V1, UE-V2, TE-V1 og BH-V1 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

3. Sagsfremstilling UE og F indgik i 2022 en forsikring mod tab på uomtvistede fordringer på godkendte debitorer – en kreditforsikring. Forsikringen dækker med 90 %.

Af forsikringsbetingelserne, Almindelige betingelser, § 4 fremgår:

» § 4. Forsikringstagers forpligtelser ved debitors misligholdelse

1. Såfremt enhver fordring ikke er betalt senest 60 dage efter de på fakturaerne oprindeligt fastsatte betalingstidspunkter, skal Forsikringstager via F’s internetbaserede administrationssystem underrette F herom. Fordringer hidrørende fra leverancer til debitor efter udløbet af disse 60 dage er ikke dækket af forsikringen.

…« I selve forsikringsaftalen er det angivet:

» Forsikringstager er berettiget til at give en debitor henstand i op til 30 dage ud over den ved leveringen fastsatte betalingsfrist. En sådan henstand forlænger dog ikke indberetningsfrister mv., jf. vilkårene i Almindelige betingelser omkring debitors misligholdelse.

« Den 26. februar 2024 gik en af UE’s debitorer, TE, konkurs.

UE havde på daværende tidspunkt udestående krav mod TE på godt 2,3 mio. kr. hidrørende fra tre fakturaer fra to byggerier. Fakturaerne var udstedt den 31. december 2023, 31. januar 2024 og 23. februar 2024.

UE anmeldte disse fakturaer over for F, der imidlertid afslog dækning under henvisning til, at en faktura udstedt af UE til TE den 21. april 2023 stammende fra et tredje byggeri, [projekt3] beliggende …, ikke var blevet betalt inden for 60 dage.

Om [projekt3] er det oplyst, at byggeriet bestod af 18-22 rækkehuse, at bygherre BH, var bygherre, og at TE var totalentreprenør. UE var underentreprenør for TE til at udføre bl.a. gulvvarme, forsyning frem til badekabiner og håndvaske samt tagrender. Badeelementer blev leveret af en anden underentreprenør. Byggeriet blev afleveret til bygherren primo februar 2022 og efter det oplyste til køberne af husene den 1. maj 2022.

UE’s faktura af 21. april 2023 til TE vedrører et beløb på knap 14.000 kr. inkl. moms. Forfaldsdatoen var den 20. maj2023. Fakturaen vedrører mindre VVS-arbejder (vandlås, lugt, wc, afløbsslange) i fire forskellige rækkehuse. På fakturaen er det anført: » Arbejde igangsat af BH-V1 … 2. februar på mail, samt af TE-V1 fra TE.«

Den nævnte mail er fra ejendomsmægler BH-V1 fra BH til UE-V1 hos UE. Projektleder TE-V1 fra TE er cc på mailen. Af mailen fremgår, at BH-V1 den 2. februar 2023 om morgenen havde talt med en ansat A fra UE om hans aftaler på byggeriet senere samme dag. Det fremgår videre, at arbejderne var udeståender fra en anden entreprenør, hvilket under hovedforhandlingen er oplyst at være leverandøren.

Betaling fra TE skete ikke den 20. maj 2023, hvorfor UE’s økonomi- og regnskabsafdeling rykkede herfor.

Den 2. juni 2023 meddelte bogholderen i TE, at man afventede en kreditnota fra UE, idet projektleder TE-V1 fra TE havde påført fakturaen en påtegning, hvorefter TE ikke ville betale for et arbejde, der relaterede sig til 1-årsgennemgang. Dette vedrørte en af fakturaens fire »opgaver«, nemlig lokalisering af kloaklugt i et af rækkehusene. Denne besked sendte UE’s økonomi- og regnskabsafdeling videre til bl.a. UE-V1.

UE-V1 svarede samme dag over for bogholderen i TE med TE-V1 cc:

»I har selv været med fra start, hvor vi er sat i gang af BH-V1/TE-V1, jf. mail modtaget af BH-V1 02.02.2023, med TE-V1cc. Her skriver BH-V1 at arbejder er udestående fra anden entreprenør.

Vi ser frem til at I betaler faktura.«

TE betalte fakturaen den 21. september 2023.

Det er oplyst, at TE efter denne dato og frem til konkursen i februar 2024 rettidigt har betalt ca. 7 mio. kr. til UE.

TE-V1 har den 27. juni 2024 bekræftet følgende tekst, der er forfattet af UE-V2 fra UE:

»Det bekræftes hermed at fakturanr. 21324, udstedt af UE, er betalt af TE på trods af, at arbejdet er bestilt af bygherren, BH, direkte hos UE.

Årsagen til betalingen er, at TE i forbindelse med afslutning af sagen [projekt3] havde andre udeståender med sin bygherre, BH; mellemværendet blev afsluttet mellem BH og TE i en samlet mellemregning, og på den måde afregnede TE forholdet vedrørende faktura 21324 direkte overfor UE, da BH stillede kravet om, at betaling af faktura 21324 skete herfra.«

4. Forklaringer UE-V1 har forklaret bl.a., at UE fakturerer for 4-6 mio. kr. om måneden. Bogholderen tager fat i debitorer, som ikkebetaler til tiden. Der bliver fulgt op hver fredag. TE overholdt sine betalingsterminer. A er VVS’er hos UE og står ofte for 1-årsgennemgange på vegne af firmaet.

De omhandlede arbejder ifølge fakturaen af 21. april 2023 henhørte ikke under UE, men under leverandøren af L. BH-V1fra BH blev derfor i første omgang afvist, da hun bad om at få udbedret nogle forhold, men vidnet endte med at sige ja til opgaven. Den var således bestilt af BH og ikke TE. Det beror formentlig alene på forhold vedrørende indtastningen, hvor A har indtastet på byggeriets adresse i …, at fakturering desuagtet er sket til TE. Efter sommerferien 2023tilkendegav TE-V1, at TE gerne ville betale fakturaen. Det er således en fejl, at TE blev faktureret, men der kom en forståelse om, at den ville blive betalt. Der var derfor ikke grund til at udstede en kreditnota. Hun er ikke i forbindelse med tegningen af kreditforsikringen blevet gjort bekendt med virkningen af, at en debitor betalte efter 60 dage, end sige at »alt ville være tabt«.

UE-V2 har forklaret bl.a., at han etablerede UE i 1983. Den omtvistede faktura skulle rettelig have været udstedet til BH.TE-V1 fra TE lovede på et tidspunkt at betale fakturaen. BH krævede på et tidspunkt, at TE skulle betale fakturaen, for at TE kunne få sine udeståender betalt.

Bygningskonstruktør TE-V1 har forklaret bl.a., at han i 2023 var ansat i TE. De arbejder, som fremgår af UE’s faktura af 21. april 2023, er iværksat af BH-V1 fra BH, ikke ham. Med sin påtegning på fakturaen anerkendte han de udførte arbejder bortset fra noget arbejde, som relaterede sig til 1-årsgennemgangen. Det var i orden, at fakturaen var udstedt til TE – den skulle ikke udstedes til BH. Han husker at have sagt til UE, at BH ville betale, da BH som bygherre ikke skulle hæfte for arbejderne. BH foretog ved afslutningen af byggeriet tilbagehold på fakturaer fra TE, og der blev lavet et regnestykke, hvor der blev »givet og taget«. I den forbindelse aftalte han at betale den omtvistede faktura.

BH-V1 har forklaret bl.a., at hun var ansat som ejendomsmægler i BH og som sådan var huskøbernes »vagthund« overfor TE. TE-V1 fra TE fik efter hendes erindring ikke løst de sidste problemer i forbindelse med byggeriet. Hun mødte A fra UE om morgenen den 2. februar 2023 og fik at vide, at han ikke var blevet orienteret af TE-V1 om manglerne. I e-mailen senere på dagen til UE opregnede hun de mangler, som hun i mellemtiden havde aftalt med TE-V1, at TE skulle lade udbedre. Hendes e-mail er ikke udtryk for en bestilling fra BH, men hun koordinerede og videregav oplysninger. Hun ville hjælpe TE/TE-V1 til at få de sidste betalinger, som BH holdt tilbage på grund af mangler. Arbejderne er således bestilt efter aftale med TE, og det er med rette, at fakturering er sket til dette selskab.

5. Procedure UE har i alt væsentligt procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 28. juli 2025, hvoraf fremgår bl.a.:

»Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at kreditforsikringens almindelige betingelse vedrørende en debitors misligholdelse, jf. § 4, pålægger forsikringstageren at underrette F via det etablerede administrationssystem, såfremt udestående fordringer ikke er betalt senest 60 dage efter betalingstidspunktet.

Ved en fordring forstås typisk et krav, som en person eller et selskab (kreditor) har mod en anden part (debitor), og en fordring består typisk af et pengebeløb, som modsvarer en realydelse.

Da den konkrete faktura, faktura nr. 21324, blev udstedt til TE, havde der ikke været præsteret en modsvarende realydelse til TE, og realydelsen var bestilt af BH, hvorfor der ikke eksisterede en fordring i den forstand, at den har været omfattet af kredit forsikringen.

Videre gøres det gældende, at det er et krav for at opnå forsikringens dækning, at den dækker tab på de uomtvistelige fordringer. Fordi fordringen faktisk har været bestridt af TE, og fordi indsigelsen har været berettiget, savner det direkte et formål, at sagsøgeren skulle have anmeldt fordringen under kreditforsikringen, da man allerede var vidende om en ikke eksisterende fordring og dermed den manglende dækning under kreditforsikringen.

Videre gøres det gældende, at den fordring, som kreditforsikringen i give fald skal dække, må forudsætningsvis være de uomtvistede fordringer. De almindelige betingelser i forsikringsaftalen anfører ikke, at fejlagtige faktureringer og berettiget bestridte fordringer skal anmeldes.

Det gøres videre gældende, at den manglende underretning til F alene kan have relevans for bestående fordringer »…hidrørende fra leverancer til debitor …«, og da der ikke er præsteret en modsvarende realydelse, jf. faktura 21324, til TE, bliver det ikke afgørende for dækning under kreditforsikringen, at den konkrete fordring ikke blev anmeldt inden »…udløbet af disse 60 dage …«.

Videre gøres det gældende, at faktura 21324 ikke dækker over en ydelse, der er bestilt af TE, hvorfor TE ikke har været i et skyldforhold vedrørende denne faktura, hvorfor fakturaen ikke havde retskraft, og fakturaen kunne aldrig anmeldes under kreditforsikringen.

Videre gøres det gældende, at § 4 i de almindelige betingelser må anses for at være en bestemmelse, der har til formål at begrænse risikoen for, at F påføres et tab på grund af mere eller mindre tilsigtet henstand fra fordringshaverens sidemed betalingen. Forudsætningsvis må det være et vilkår, at underretningen om de ikke-betalte fordringer alene kan omfatte de uomtvistelige fordringer.

Det gøres i denne forbindelse gældende, at det afgørende for en stillingtagen til spørgsmålet om dækning eller ej er, om der på tidspunktet for aktivering af kautionsdækningen var overforfaldne fakturaer.

Faktum er, at faktura 21324 blev betalt mere end fem måneder før, TE gik konkurs, og alle fakturaer, udstedt til samme skyldner, både før og efter dateringen af faktura 21324, blev betalt inden for betalingsfristen, jf. aftalegrundlagets gældende betalingsvilkår,

Det bestrides, at forsikringsvilkåret i § 4 skal læses således, at én manglende anmeldelse af én faktura, som uomtvisteligt er betalt, medfører, at alle fremtidige fakturaer til samme debitor er udtaget fra dækning til evig tid. Det vil være egnet til at skabe en falsk tryghed i et firma, hvis F som forsikringsudbyderen ikke klart tilkendegiver dette.

Videre gøres det gældende, at forsikringsvilkårene ikke positivt anfører, at pligten til indberetningen også gælder bådede tilsigtede og/eller de utilsigtede, uberettigede faktureringer, svigagtige eller falske fakturaer, hvorfor en indberetning kun kan være relevant for berettigede og retskraftige fakturaer.

Det må videre lægges til grund, at indberetningen til F af et uretmæssigt krav vil påføre debitor en risiko for en negativkreditvurdering, der vil være skadelig for den almindelige samhandel.

Særligt vedrørende F’s betragtning om manglende dokumentation for kravet mod TE skal det bemærkes, at konkursboet efter TE ikke har indkaldt UE til stadeforretninger, hvorfor det fulde krav omfatter værdi at udført stade fra flere sager for TE, og er ikke et beløb, der på nogen måde har et sammenhæng med faktura 21324.«

F har i alt væsentligt procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 17. august 2025, hvoraf fremgår bl.a.:

»Det gøres overordnet gældende, at UE’s fremsætte krav under kreditforsikringen ikke skal anerkendes, da TE (»TE«),før udstedelsen af de fakturakrav, der søges anerkendelse af under forsikringen, i mere end 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag, ikke havde betalt faktura nr. 21324, hvorved de efterfølgende udstedte fakturaer automatisk og ubetinget ikke er omfattet af forsikringsdækning, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt.

Det gøres herunder tillige gældende, at UE havde forsømt rettidigt at indberette, at faktura nr. 21324 ikke var betalt seneste 60 dage efter seneste rettidige betalingsdag, via F’s internetbaserede administrationssystem, hvorefter fremtidigt udstedte fakturerer ligeledes ikke er omfattet af forsikringsdækning grundet den manglende, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 1. pkt. Ovenstående behandles nærmere i afsnit 2.1.

Det gøres endvidere gældende, at forsikringsvilkårene, herunder § 4, stk. 1, er utvetydige og skal fortolkes eksplicit efter deres ordlyd, samt at fordringen omfattet af faktura nr. 21324 udstedt til TE har bestået igennem hele forløbet samt været omfattet af vilkåret i § 4, stk. 1, herunder også forpligtelsen til at indberette manglende betaling til F, uanset om fordringen måtte have været bestridt. Dette uddybes i afsnit 2.2.

… 2.1 Kreditforsikringen dækker ikke for fremtidigt udstedte fakturerer, efter en faktura ikke er betalt i mere end 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag: Det gøres gældende, at UE’s krav ikke skal anerkendes, da TE til UE, før udstedelsen af de fakturakrav der søges anerkendelse (dækning) af under kreditforsikringen, ikke havde betalt faktura nr. 21324, der således ikke var betalt i mere end 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag, hvorefter fremtidigt udstedte fakturaer ikke er omfattet af forsikringsdækning.

Dette skyldes grundlæggende, at kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt. eksplicit foreskriver, at dækningen på forsikringen automatisk ophører fremadrettet for fakturakrav hidrørende fra leverancer til debitor (TE), hvis debitor ikke har betalt end faktura i mere end 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag. I § 4, stk. 1 i betingelserne for kreditforsikringen anføres følgende:

[citeret ovenfor]

Vilkåret i § 4, stk. 1 i betingelserne består således af to dele, herunder for det første, en pligt for forsikringstageren til at indberette manglende betaling hvis der ikke er betalt i mere end 60 dage efter fakturaens sidste rettidige betalingsdag, og for det andet, et vilkår om at fremtidig dækning under forsikringen automatisk ophører, for krav der opstår mere end 60 dage efter, at en fakturas sidste rettidige betalingsdag er overskredet.

Det fremgår eksplicit af § 4, stk. 1, 2. pkt., at hvis en faktura fra en debitor ikke er betalt senest 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag på fakturaen, så dækker forsikringen ikke fakturakrav fremadrettet, der udstedes til debitoren, som eksempelvis de krav som UE søger anerkendelse (dækning) for i nærværende sag.

Det kan lægges til grund som ubestridt, at faktura nr. 21324 – som er udstedt lang tid før de fakturakrav, som UE nusøger anerkendelse af – ikke var betalt i mere end 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag på fakturaen, før UE udstedte fakturakravene, som der nu søges anerkendelse af.

Faktura med nr. 21324 blev udstedt til TE den 21. april 2023. Fakturaen havde forfaldsdato den 20. maj 2023.Fakturaen var ikke var betalt senest 60 dage herefter.

60 dage efter den 20. maj 2023 var kreditforsikringsdækning på debitoren TE derfor ophørt, uanset om at UE i øvrigt foretog indberetning af den manglende betaling til F inden 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag, hvilket UE dog heller ikke gjorde, jf. nærmere nedenfor.

Allerede fordi der mellem debitor (TE) og kreditor (UE) i forsikringsforholdet udestod en faktura der ikke var betalt i mere end 60 dage efter sidst rettidige betalingsdag er der ikke grundlag for dækning fremadrettet. Fordringer hidhørende fra leverancer til debitor er efter udløbet af 60 dage efter forfaldsdatoen for faktura nr. 21324 er ganske enkelt ikke dækket af forsikringen, helt efter ordlyden i kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt.

§ 4, stk. 1, 2. pkt. er fuldstændig klar og utvetydig efter sin ordlyd: Hvis en faktura fra en debitor ikke er betalt senest 60dage efter sidste rettidige betalingsdag på fakturaen, så dækker forsikringen ikke på fremtidige fakturakrav, der udstedes til debitoren.

Selvom F skal frifindes allerede under henvisning til kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt. gøres det derudover gældende, at F ligeledes kan frifindes under henvisning til, at F ikke er blevet underrettet af UE senest 60 dage eftersidste rettidige betalingsdag anført på faktura med nr. 21324, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 1. pkt.

Det er i sagen ubestridt, at UE ikke har foretaget indberetning til F om, at faktura nr. 21324 ikke var betalt af TE inden60 dage efter forfaldsdatoen, og også af denne grund skal F således frifindes, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1,1. pkt.

2.1.1 UE’s betragtninger om, at faktura nr. 21324 ikke var retskraftig:

UE har overordnet gjort gældende, at TE ikke havde bestilt ydelsen omtalt i faktura nr. 21324, og at der på baggrund heraf ikke udestod en overforfalden faktura i henhold til kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1.

Heroverfor gør F gældende, at dette er fuldstændigt udokumenteret og har enhver formodning imod sig.

F gør gældende, at det fremgår det direkte af sagens bilag, at fakturaen retmæssigt var faktureret af UE til TE, og til støtte herfor henviser F til følgende:

For det første fremgår det direkte af fakturateksten, at arbejdet var bestilt af TE. Det fremgår af faktura specifikationen, midt for til venstre, at:

»Arbejde igangsat af BH-V1 [BH-V1]@BH.dk) 2. februar på mail, samt af TE-V1 fra TE. «

For det andet gjorde TE på intet tidspunkt over for UE i korrespondancen i bilag … (hvor man gør indsigelse over datoen for fakturering af fakturaen) indsigelse mod, at arbejderne ikke skulle være bestilt af TE.

Dét som TE gør indsigelse mod i bilaget er blot, at TE ikke skal faktureres for arbejde ved 1 årsgennemgangen. Dette er underordnet, da fakturaen alt andet lige skulle betales, og også de facto blev betalt. Hvis fakturaen var udstedt for tidligt, kunne og burde UE blot have krediteret fakturaen og udstedt en ny på rette tidspunkt, hvilket ikke skete.

For det tredje fremgår det af e-mailen af 2. juni 2023 i bilaget, side 1, at UE rykkede for betaling af fakturaen. Følgende fremgår af bilag 4 side 1:

» Har rykket for betaling af faktura 21324 ([projekt3]) […]«

For det fjerde tilkendegav indehaver hos UE, UE-V1, selv i e-mail af 2. juni 2023, at arbejdet blev bestilt af TE-V1 fra TE, ligesom der opfordres til betaling af fakturaen: …

En sådan mail fra direktøren i UE harmonerer naturligvis ikke med påstanden om, at fakturaen ikke skulle være retskraftig.

For det femte valgte TE også senere rent faktisk at betale faktura nr. 21324, hvilket de facto cementerer, at fakturaen var udstedt retmæssigt, da TE ellers aldrig havde betalt den pågældende faktura.

Alle disse bilag og faktuelle forhold, som stammer fra tidspunktet hvor fakturaen blev udstedt, dokumenterer at fakturaen retmæssigt var udstedt til TE. Det er således hævet over enhver tvivl, at faktura nr. 21324 vedrører arbejde, der er bestilt af TE, og i øvrigt er helt retmæssig samt har retskraft.

Det eneste dokument i sagen der står i modstrid til dette faktum, er den påståede »erklæring« som UE selv har udarbejdet. Erklæringen er udstedt efter, at F har afvist dækning, da F kunne konstatere, at kreditforsikringsbetingelserne § 4.1 ikke var blevet efterlevet af UE, da UE manglede at indberette en overforfaldenfaktura. Da UE således var utilfreds (med UE-V2’s ord »bøvl«) med F’s afvisning af dækning, indhentede UE tilsyneladende erklæringen.

F gør gældende, at bilagets bevisværdi er stærkt tvivlsom, og bilaget har efter F’s opfattelse karakter af et partsindlægsamt er udtryk for en efterrationalisering, da alle andre bilag i sagen og faktum i øvrigt påviser, at faktura nr. 21324 var udstedt retmæssigt (og er retskraftig), hvorefter F skal frifindes.

F gør herudover gældende, at hvis UE virkelig måtte mene, at fakturaen med faktura nr. 21324 ikke er retskraftig, så burde UE vel blot tilbagebetale fakturabeløbet til konkursboet efter TE, hvilket ikke er sket, ligesom UE på egen hånd til enhver tid kunne have krediteret fakturaen før TE betalte den, hvilket heller ikke skete. … For god ordens skyld bemærkes det, at det er UE’s bevisbyrde at påvise, at faktura nr. 21324 ikke skulle være retsmæssigt udstedt – uanset at dette ret beset er underordnet for vilkåret om forsikringsdækning i § 4, stk. 1, der alene afhænger af, hvad der kan udledes af bogføring (de egentlige fakturaer).

Det gøres af F gældende, at forsikringsvilkåret i § 4, stk. 1, skal fortolkes helt objektivt, og at der ikke skal tages hensyn til efterrationaliseringer om en faktura var udstedt retmæssigt eller ej, jf. også nedenfor i afsnit 2.2. Der bestod således helt uomtvisteligt en fordring mod TE, hvor sidste rettidige betalingsdag på fakturaen var overskrevet med mere end 60dage, da denne var registeret i bogholderiet, og da fakturaen eksisterede og ikke var blevet krediteret, hvilket UE blotkunne have gjort helt ensidigt på ethvert tidspunkt før de betalte den, hvis man reelt mente at fakturaen ikke var reel.

Det gøres af F gældende, at det afgørende for, om § 4, stk. 1, finder anvendelse er, om der er udstedt en faktura, da bestemmelsen i § 4, stk. 1 angiver at omfatte »enhver« fordring, hvorefter det således er underordnet, om fakturaen var udstedt »retmæssigt« efter UE’s egen vurdering på bagkant, efter først at have rykket for betaling flere gange og fået fakturaen betalt. Under de kriterier, som F kan føre kontrol med (det vil sige bogføringsmaterialet) bestod fakturakravet, da kravet ikke var krediteret af UE.

Kreditforsikringen dækker ikke fremadrettet, hvis der mellem debitor og kreditor udestår en faktura der ikke er betalt senest 60 dage efter sidste rettidige betalingsdag på fakturaen, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt., og således skal F frifindes.

Herudover har UE beviseligt ikke iagttaget indberetningspligten i henhold til kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 1.pkt., og også af den grund, skal F frifindes.

2.2 Fortolkning af forsikringsvilkårene (objektiv):

Det gøres af F gældende, at forsikringsvilkårene er utvetydige samt skal fortolkes eksplicit efter deres ordlyd og ikke forudsætningsvis eller efter en form for formålsfortolkning.

Udtrykket »enhver fordring« i kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, kan i den forbindelse ikke på nogen mådemisforstås eller fortolkes som om det kun skulle gælde ubestridte fordringer, eller fordringer for hvilke der ud fra UE’s efterrationaliseringer, ikke skulle være svaret en mod(real)ydelse.

Kreditforsikringsvilkårene § 4.1 bestemmer at hvis:

»enhver fordring ikke er betalt senest 60 dage efter de på fakturaerne oprindeligt fastsatte betalingstidspunkter …«

Når der er udstedt en faktura der kræves betaling for og hvor der endda også rykkes for betalingen, udestår der utvivlsomt en fordring der er omfattet af bestemmelsen i § 4.1 i de aftalte forsikringsvilkår. F gør herudover gældende, at F naturligvis ikke er forpligtet til på nogen måde at forholde sig til, om der er realitet bagen udstedt faktura, herunder om fordringen er berettiget eller ej – dette er slet ikke F’s opgave som kreditforsikringsselskab.

Det er derimod UE’s bogføringsmæssige (og lovregulerede) pligt at kreditere en udestående faktura, hvis denne ikke er reel og ikke er udtryk for en underliggende fordring, hvilket UE dog aldrig gjorde.

F kan som kreditforsikringsselskab ikke foretage subjektive vurderinger af, hvorvidt et registreret og faktureret tilgodehavende, som ikke efterfølgende er krediteret, må anses for berettiget eller ej:

Det eneste, som F kan føre kontrol med, er det, der står i fakturaerne/bogføringen der indsendes til F, og ifølge bogføringen er det et faktum, at der er udstedt faktura nr. 21324 til TE, som ikke var betalt senest 60 dage efter den angivne sidste rettidige betalingsdag i fakturaen. Bestemmelsen i kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, vil således omfatte alle krav mod debitoren, og derfor også faktura nr. 21324.

Parterne i forsikringsforholdet – UE og F – er desuden begge professionelle parter, og følgelig skal vilkårene forstås, som de er skrevet, ….

Det gøres herudover gældende, at selv hvis forsikringsvilkårenes § 4, stk. 1, underlægges en subjektivfortolkningstilgang, vil resultatet fortsat være, at F skal frifindes.

En subjektiv fortolkningstilgang indebærer, at det afgørende bliver, hvad parterne i aftalen burde have indset eller forudset, således at formålet med forsikringsvilkårene må tillægges betydning. Formålet med kreditforsikringsvilkårene i § 4, stk. 1, er, at det for F som kreditforsikringsselskab er vigtigt at kende til debitors betalingsevne, på baggrund af indberetninger fra samtlige af F’s kunder, som har søgt debitoren forsikret.

Der viste sig i mellemværendet mellem UE og TE netop at være en overforfalden faktura, og F skal naturligvis orienteres herom for at kunne føre kontrol med debitors betalingsevne og for – ud for en samlet vurdering af indberetninger om de sikrede debitorer som F får fra sine kunder – beslutte, om denne debitor fortsat skal anses som en »godkendt« debitor eller om dækning skal nedskrives eller helt ophører på debitoren.

Dog bemærkes det, at forsikringsdækning altid og automatisk ophører for dækning for fakturaer udstedt fremadrettet i forsikringsforholdet mellem debitor og kreditor, hvis debitor måtte have undladt at have betalt en faktura i mere end 60dage efter sidste rettidige betalingsdag, jf. kreditforsikringsvilkårene § 4, stk. 1, 2. pkt.

Endelig kan vilkårene, hvis de hverken kan udlægges gennem en ren objektiv eller subjektiv tilgang, underlægges den normative fortolkningsstil.

…

Det skal herom bemærkes, at en fordring naturligvis består når denne er udstedt i henhold til en faktura og at fordringen først er bortfaldet, eller ikke længere er forfalden, hvis denne krediteres eller betales.

Dette er terminologien, der bruges i både regnskabs- og bogføringsloven og i forsikringslovgivningen, og dette er således forståelsen, hvis baggrundsretten tages i betragtning. UE er forpligtet til at følge bogføringslovens regler og sørge for, at fakturakrav, hvis disse ikke er berettiget, krediteres, jf. bogføringsloven § 7.

Uanset hvordan man fortolker kreditforsikringsvilkårene i § 4, stk. 1, skal F således frifindes, da det i sagen kan lægge stil grund som ubestridt, at TE var i overforfald med betaling af fakturaen i bilag 3 i mere end 60 dage, på det tidspunkt hvor fakturakravene der (nu) søges dækning for blev udstedt. .

2.3 Om betydningen af, at fakturaen påstås at være udstedt ved en »fejl«:

Det gøres gældende, at UE’s argumenter om, at fakturaen i bilag 3 blev udstedt ved en »fejl« i øvrigt er fuldstændig uden betydning for sagen.

For det første er det udokumenteret, at der har været en sådan fejl, jf. afsnit 2.1.1.

For det andet, er synspunktet fra UE uden betydning, idet UE så fald blot kunne have krediteret fakturaen af egen drift, hvilket ikke skete.

For det tredje er synspunktet uden betydning, da forsikringsvilkårene – uanset en eventuel fejl – fortsat skal fortolkes objektivt efter deres eksplicitte indhold og ordlyd, hvorefter de omfatter »enhver fordring«, og at en eventuel subjektiv eller normativ fortolkningstilgang ligeledes vil føre til frifindelse af F, jf. afsnit 2.2.

…«

5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat Voldgiftsretten bemærker, at det udtrykkeligt fremgår af forsikringsbetingelserne § 4, at hvis en fordring ikke er betalt senest 60 dage efter det på fakturaen fastsatte betalingstidspunkt, skal forsikrings tager underrette F herom, og at fordringer hidrørende fra leverancer til debitor efter udløbet af disse 60 dage er ikke dækket af forsikringen.

Fakturaen på de knap 14.000 kr. af 21. april 2023 med forfaldsdato den 20. maj 2023 blev først betalt den 21.september 2023, dvs. fire måneder efter forfaldsdatoen.

Den omhandlede faktura er (i) af UE udstedt til TE, (ii) UE’s direktør har efter manglende betaling rykket TE medangivelse af, at selskabet er forpligtet, og (iii) TE har betalt fakturaen.

Under disse omstændigheder findes der ikke grundlag for at bortse fra denne faktura som følge af, at TE ikke skulle være rette debitor. Forklaringerne fra UE-V1, UE-V2 og TE-V1 om gældens opståen kan ikke føre til en anden vurdering.

Heller ikke det forhold, at den manglende betaling af fakturaen beroede på en tvist om en post heri, kan – over for forsikringsbetingelsernes klare ordlyd – føre til, at der skal bortses fra fakturaen.

Herefter, og idet der heller ikke er grundlag for at bortse fra den manglende betaling som »forældet« som følge af den hengåede tid fra efteråret 2023 til konkursen i februar 2024, frifindes F. Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt. Omkostningsbeløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand, er inkl. moms.

Thi bestemmes

F frifindes.

I sagsomkostninger skal UE inden 14 dage til F betale 125.000 kr.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

….