En underentreprenør krævede betaling for ekstraarbejder på en stålentreprise ved en station. Kravet blev ikke taget til følge. Voldgiftsretten lagde vægt på, at arbejderne var udført uden den aftalte skriftlige godkendelse, at dokumentationen for timer og materialer manglede, og at bygherren havde afvist kravene som udokumenterede. Kendelsen tydeliggør to ting: For det første udelukker manglende skriftlighed ikke i sig selv betaling, men den skærper beviskravet. For det andet svækkes et ekstraarbejdskrav mærkbart, når det alene bæres af forklaring og ikke af samtidige bilag.
Sagens forløb
Underentreprenøren og hovedentreprenøren indgik i 2021 en underentrepriseaftale vedrørende stålarbejder på en station. Aftalen var baseret på AB 92 med fravigelser, herunder at ekstraarbejder ikke måtte påbegyndes eller faktureres uden forudgående skriftlig godkendelse ved aftaleseddel. Aftalen indeholdt desuden en back-to-back-bestemmelse, hvorefter hovedentreprenøren alene var forpligtet til at betale for ekstraarbejder, hvis bygherren eller tredjemand honorerede det tilsvarende krav.
I efteråret 2021 fremsendte underentreprenøren flere ikke-underskrevne aftalesedler vedrørende påståede ekstraarbejder. Hovedentreprenøren forelagde aftalesedlerne for bygherren, som efterspurgte yderligere dokumentation for anvendte timer og materialer og udtrykte skepsis over for flere af kravene. En del af kravene blev afvist, mens enkelte aftalesedler, som også omfattede underentreprenørens arbejder, blev godkendt. Parterne afholdt herefter møder om opgørelsen, og hovedentreprenøren betalte i marts 2022 et restbeløb på 104.586,27 kr. Underentreprenøren fremsatte efterfølgende yderligere krav på 390.374,37 kr., som hovedentreprenøren afviste. Først mere end halvandet år senere blev voldgiftssagen anlagt.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten tog udgangspunkt i, at entreprisekontrakten krævede skriftlig godkendelse af tillægsarbejder, før de blev iværksat, og at det var ubestridt, at de påståede ekstraarbejder var udført uden sådan godkendelse. Retten fremhævede, at skriftlighedskravet skal skabe klarhed over, hvilke arbejder der er bestilt som ændrings- eller ekstraarbejder. Manglende skriftlighed afskar derfor ikke i sig selv betaling, men den skærpede beviskravet for, at der var enighed om arbejdets udførelse, eller at der var tale om nødvendigt arbejde, som ikke kunne afvente aftaleindgåelse.
Voldgiftsretten fandt desuden ikke grundlag for at fastslå, at hovedentreprenøren havde forsømt at videreføre kravene i overensstemmelse med den aftalte back-to-back-bestemmelse. Tværtimod lagde retten til grund, at bygherren havde afvist kravene som udokumenterede. Underentreprenøren havde ikke fremlagt fakturaer for materialeindkøb eller arbejdssedler for de anvendte timer. Den fremlagte timeoversigt kunne ikke henføres til de enkelte aftalesedler eller konkrete arbejder. Bevisførelsen bestod derfor i realiteten alene af underentreprenørens forklaring, som blev bestridt af hovedentreprenørens vidner.
Endelig tillagde voldgiftsretten det betydning, at sagen først blev anlagt halvandet år efter advokatpåkravet. Det havde forringet hovedentreprenørens mulighed for at sikre dokumentation og vidnebeviser. På den baggrund fandt voldgiftsretten, at beviskravet ikke var opfyldt, og at det ikke var godtgjort, at de påståede arbejder udgjorde ekstraarbejder, som hovedentreprenøren var forpligtet til at betale for. Hovedentreprenøren blev derfor frifundet.
Hvad kan vi lære
- Skriftlighedskravet virker i bevisbedømmelsen. Ekstraarbejder kan i princippet honoreres uden forudgående skriftlighed, men beviskravet bliver skærpet betydeligt, når aftalesedlen mangler.
- Aftalesedler alene er sjældent nok. Et krav står svagt, når det ikke understøttes af arbejdssedler, materialefakturaer og anden dokumentation, der kan kobles til de enkelte arbejder.
- Back-to-back-klausuler bør håndteres aktivt og dokumenteret. Når betaling er gjort afhængig af, at bygherren honorerer kravet, får bygherrens afvisning og begrundelsen herfor stor betydning i den efterfølgende tvist.
- Reager hurtigt på afviste krav. Et sent sagsanlæg kan skade bevisstillingen, fordi modpartens mulighed for at sikre dokumentation og vidner forringes.
- Opgørelsen skal være gennemskuelig. Kendelsen viser også, at uklare kravsopgørelser og sene ændringer af påstand og rentekrav kan belaste sagens behandling og omkostningsbedømmelsen.
Perspektiv
Kendelsen føjer sig ind i den faste linje, hvor krav om betaling for ekstraarbejder bæres af den part, der fremsætter kravet, og hvor aftalte procedurer for varsling og godkendelse får direkte betydning for bevisbedømmelsen. I projekter med stram produktionsstyring og mange løbende tilpasninger er budskabet derfor enkelt: Jo mere et krav hviler på efterfølgende rekonstruktion, desto vanskeligere bliver det at løfte beviset.
For bygherrer, hovedentreprenører og underentreprenører peger kendelsen på, at ekstraarbejdsregimet ikke alene er et spørgsmål om kontraktadministration, men også om procesposition. Den part, der vil sikre betaling, bør sørge for samtidige aftalesedler, sporbar time- og materialedokumentation og en hurtig reaktion, hvis kravet afvises. Ellers risikerer også et reelt udført arbejde at falde, når sagen senere skal bevises.
Kontakt
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2026.103 / Sag nr. C-16593
1. Indledning Mellem underentreprenør UE ApS (herefter UE) og hovedentreprenør HE A/S (herefter HE) er der opstået en tvist om betaling af fakturaer for ekstraarbejder på en entreprise i ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden forbygge- og anlægsvirksomhed (2010)« bestående af fhv. landsdommer som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
UE har nedlagt endelig påstand om, at HE tilpligtes at betale 390.374,37 kr. med tillæg af procesrente af 95.581,89 kr. fra den 31. oktober 2021, af 105.750 kr. fra den 1. december 2021, af 47.875 kr. fra den 31. december 2021, af 82.500kr. fra den 31. december 2021, af 120.033,75 kr. fra den 31. december 2021, af 15.000 kr. fra den 1. maj 2022 og af 28.220 kr. fra den 3. april 2022, alt til betaling sker, og endvidere at HE tilpligtes at betale sagens inddrivelsesomkostninger, i alt 2.890 kr., samt sagens omkostninger.
HE har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerens påstand fremkommer således:
Bilag Dato Beløb inkl. moms
Faktura 1602 25.september 2021 129.875 kr.
Faktura 1611 25. oktober 2021 105.750 kr.
Faktura 1644 25.november 2021 82.500 kr.
Kreditnota 1676 25.november 2021 -32.205 kr.
Faktura 1633 15.november 2021 47.875 kr.
Kreditnota 1654 15.november 2021 -10.221,88 kr.
Faktura 1716 25.marts 2022 15.000 kr.
Faktura 1645 (1.,2. og 4.post) 25.november 2021 120.033 kr.
Faktura 1717 25.marts 2022 28.220 kr.
Faktura 1645 (3.post) 25.november 2021 35.275 kr.
Mellemsum: 522.101,87 inkl.moms
Fratrukne indbetalinger:
Dato Beløb
25.marts 2022 105.586,27 kr,
25.marts 2022 34.293,11 kr.
25.marts 2022 35.275 kr.
I alt fratrukket: 174.154,38 kr.
Samlet opgjort beløb: 347.947,49 kr. inkl. moms.
Samlet opgjort beløb inkl. kreditnotaer: 390.374,37 kr. inkl. moms.
Hovedforhandling har fundet sted den 22. september 2025 i Voldgiftsnævnets lokaler.
UE-V1, HE-V1, HE-V2 og V3 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene medgengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Sagsfremstilling UE og HE indgik i 2021 en aftale om en underentreprise vedrørende stålarbejder på … Station. HE var hovedentreprenør på projektet, og UE var underentreprenør. Aftalen var baseret på AB 92 med enkelte ændringer og tilføjelser.
Parterne aftalte, at ekstraarbejder ikke måtte påbegyndes eller faktureres, før projektlederen eller produktionschefen fra HE skriftligt havde godkendt en aftaleseddel. Aftalen indeholdt endvidere en back-to-back-bestemmelse, hvorefter HE alene var forpligtet til at betale for ekstraarbejder, hvis bygherren eller tredjemand honorerede det tilsvarende krav.
UE fremsendte i efteråret 2021 flere ikke-underskrevne aftalesedler til HE vedrørende ekstraarbejder. HE anmodede den 22. november 2021 om et møde herom. Parterne afholdt mødet den 6. december 2021, og HE udarbejdede efterfølgende en oversigt over aftalerne.
HE forelagde den 15. december 2021 aftalesedlerne for bygherren, som krævede yderligere dokumentation for anvendte timer og materialer og udtrykte skepsis over for flere af aftalesedlerne. Aftalesedlerne blev den 19. februar2022 drøftet på et møde mellem HE og bygherren. Bygherren afviste en del af kravene, men godkendte enkelte aftalesedler, der også omfattede UE’s arbejder.
HE og UE afholdt et møde den 23. marts 2022, hvor parterne gennemgik aftalesedlerne. HE fremsendte herefter en opgørelse og anmodede om kreditnotaer for nogle af kravene. HE fremlagde den 25. marts 2022 en revideret opgørelse, hvor det samlede godkendte beløb udgjorde 3.149.848,13 kr. inkl. moms. Heraf var der betalt 3.045.261,86kr., således at der resterede 104.586,27 kr. til betaling. Dette beløb blev betalt den 29. marts 2022.
UE fremsatte den 12. maj 2022 krav gennem sin advokat om betaling af yderligere 383.939,10 kr. HE afviste kravet. Efter denne korrespondance forløb der mere end halvandet år, før UE indgav klageskrift den 12. januar 2024.
4. Procedure
UE har anført blandt andet, at HE er forpligtet til at betale for udførte ekstraarbejder. Kravet bygger på fremsendte aftalesedler, der beskriver det udført arbejde. Arbejderne blev løbende udført efter aftale med byggeledelsen. Der er tale om nødvendige ydelser, som lå uden for den oprindelige entreprisesum, og som derfor skal honoreres som ekstraarbejder. HE har ikke loyalt videreført kravene over for bygherren, og det er ikke dokumenteret, at bygherren har afvist kravene. Kravene blev første gang fremsat i maj 2022 og fastholdt efterfølgende i korrespondancen, og UE har ikke udvist passivitet.
HE har anført blandt andet, at UE ikke har godtgjort, at der er udført ekstraarbejder. De påståede arbejder er i givet faldudført uden den krævede skriftlige godkendelse fra projektlederen eller produktionschefen. Arbejderne er heller ikkeudført efter mundtlig anmodning. Det er heller ikke godtgjort, at der er udført nødvendige arbejder, som ikke kunne afvente godkendelse fra HE’s side. Aftalens back-to-back-bestemmelse indebærer, at betaling alene kan ske, hvis bygherren honorerede det tilsvarende krav. De aftalesedler, som bygherren ikke accepterede og betalte, kan derfor ikkekræves betalt. HE forsøgte at videreføre kravene over for bygherren, men bygherren afviste betaling blandt andet for diet af kravene vedrørte udbedring af mangler ved egne arbejder. Der fremkom ikke den dokumentation, som bygherren efterspurgte. Parterne afholdt møder den 6. december 2021, den 19. februar 2022 og den 23. marts 2022, hvor de gennemgik aftalesedler og opgørelser. Efter HE’s opfattelse blev der ved mødet den 23. marts 2022 opnået enighed om opgørelsen, hvorefter restbeløbet på 104.586,27 kr. blev betalt den 29. marts 2022. Fremsatte provokationer om fremlæggelse af dokumentation er ikke blevet besvaret. Den mere end halvandet år lange passivitet fra UE’s side gav HE grundlag for at indrette sig på, at sagen var afsluttet.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat Entreprisekontrakten blev indgået på grundlag af AB 92 og indeholder en bestemmelse om, at tillægsarbejder skal godkendes skriftligt af HE’s byggeledelse, før de iværksættes. Det er ubestridt, at de arbejder, som UE betegner som ekstraarbejder, blev udført uden skriftlig godkendelse.
Kravet om skriftlighed har til formål at skabe klarhed over, hvilke arbejder der er bestilt som ændrings- eller ekstraarbejder. Manglende skriftlighed udelukker derfor ikke i sig selv, at der kan kræves betaling, men skærper kravet til beviset for, at der var enighed mellem parterne om, at arbejdet skulle udføres, eller at der var tale om et nødvendigt arbejde, som ikke kunne afvente aftaleindgåelse.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at HE ikke har forsøgt i overensstemmelse med den aftalte back-to-back-bestemmelse at få UE’s aftalesedler honoreret hos bygherren og derved opnå betaling af det såkaldte entreprenørtillæg. En mail af 19. februar 2022 fra HE til bygherrens rådgiver angående UE’s aftalesedler underbygger dette. Det lægges derfor til grund, at bygherren har afvist dem som udokumenterede. UE har ikke fremlagt dokumentation i form af fakturaer for materiale indkøb eller arbejdssedler for de timer, som de enkelte medarbejdere har anvendt på pladsen til ekstraarbejder. Den fremlagte oversigt »Sagsoversigt – arbejdstimer total« viser alene timetal for ansatte, og indeholder ikke oplysninger, der kan henføres til de enkelte aftalesedler eller specifikke arbejder.
Bevisførelsen, der skal understøtte kravenes rigtighed, består således alene af UE-V1’s forklaring, der er blevet bestridt af HE-V1 og HE-V2. Hertil kommer, at sagen først blev anlagt halvandet år efter, at UE’s advokat rykkede for betaling, hvilket har forringet HE’s mulighed for at sikre dokumentation og vidnebeviser.
På denne baggrund er beviskravet ikke opfyldt. Det er derfor ikke godtgjort, at de påståede arbejder udgør ekstraarbejder, som HE er forpligtet til at betale for.
Det bemærkes, at UE ikke har anført noget anbringende til støtte for, hvorfor kreditnotaerne er medregnet som skyldige beløb i opgørelsen af påstanden. Som følge af det anførte frifindes HE for den nedlagte påstand.
Efter sagens udfald og forløb skal UE til HE betale 50.000 kr. ekskl. moms til dækning af udgift til advokatbistand, samt afholde udgiften til sagens behandling ved voldgiftsretten som nedenfor bestemt.
Der er herved taget hensyn til, at HE under sagens forberedelse ikke har haft mulighed for at konstatere, hvordan den i klageskriftet nedlagte påstand var opgjort. Det er først under hovedforhandlingen, at UE ændrede påstanden, herunder rentekravet, og redegjort forståeligt for kravets sammensætning, hvilket har vanskeliggjort sagens behandling.
Thi bestemmes HE frifindes.
UE skal betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til HE.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af UE efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
….