Er vinterforanstaltninger ekstraarbejde?

Er vinterforanstaltninger ekstraarbejde?

< Tilbage

Efter en lang, varm sommer og et lunt efterår, står vinteren for døren og dermed også de mange byggeriers vinterforanstaltninger. KENDELSEN er således en SPECIEL, da der medfølger en belysning af retsstillingen mellem bygherren og entreprenøren ved vinterforanstaltninger.

Vinterforanstaltninger

Når det skal afgøres, hvilke vinterforanstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre et fejlfrit byggeri inden for de fastlagte tidsmæssige rammer, er afgørelsen særligt afhængig af parternes materiale- og konstruktionsvalg.

Er rammerne for byggeriet opstillet af bygherren og skyldes det disse, at der er behov for en given vinterforanstaltning, påhviler det som udgangspunkt bygherren at foreskrive foranstaltningen i projektet.

Såfremt bygherren ikke opfylder sin pligt til at gøre opmærksom på behovet for vinterforanstaltninger, er udgangspunktet, at entreprenøren alene er forpligtet til at udføre de pågældende vinterforanstaltninger som ekstraarbejder mod tillægsvederlag efter AB 92 § 14, der i øvrigt er videreført i AB 18 § 23 med ændringer.

Udgangspunkt brydes dog i praksis af entreprenørens pligt til at gøre indsigelser mod mangler i bygherrens projekt, da entreprenøren har sagkundskab og således i visse situationer bør indse, at arbejdets gennemførelse kræver vinterforanstaltninger.
Entreprenørens indsigelsespligt er delvist reguleret af AB 92 § 15, der er videreført i AB 18 § 26, hvorved entreprenøren kun har pligt til at undersøge bygherrens projektmateriale for sin egen brug af projektet og dernæst kun er forpligtet til at påpege ”åbenbare og indlysende fejl” i bygherrens projekt.

Såfremt entreprenørens valg af konstruktion, metode og materialer medfører nødvendige vinterforanstaltninger, påhviler det som udgangspunkt naturligvis entreprenøren at udføre disse.

I hvilket omfang det herefter vil vise sig nødvendigt at indsætte vinterforanstaltninger, vil imidlertid være behæftet med en betydelig usikkerhed. For en mindre entreprenør udgør det en risiko, hvis vinterforanstaltningerne skal udføres som en del af en fast entreprisesum eller for et særskilt beregnet fast vederlag.
Forestiller vi os, at bygherren ønsker, at entreprenørens vederlag for udførelse af vinterforanstaltninger skal være fastsat på forhånd, bør entreprenøren beregne sig et betydeligt risikotillæg. Det vil derfor normalt være i begge parters interesse, at vinterforanstaltninger honoreres efter på forhånd fastsatte enhedspriser, f.eks. i en såkaldt ”vintertilbudsliste”.
Er der på trods af dette indgået aftale om en fast pris for vinterforanstaltninger, er det entreprenøren, der bærer risikoen for, at omkostningerne hertil viser sig større end forventet ved kontraktens indgåelse. Det kan eksempelvis være fordi vinteren viser sig usædvanlig streng. Entreprenøren kan dog forlange tillægsvederlag i det omfang bygherrens tidsplan eller anvisninger om materialer eller konstruktion viser sig at forudsætte andre og dyrere vinterforanstaltninger, end oprindeligt angivet af bygherren.

KENDELSEN

Kendelse er afsagt af Voldgiftsretten primo september 2006 og vedrører netop entreprenørens (E) krav på betaling for vinterforanstaltninger af bygherren (BH).
E havde i sit tilbud af enhedspriser for vinterforanstaltninger ansat prisen til 0 kr. Tidsplanen blev imidlertid fremskudt fra et sluttidspunkt for byggearbejderne i november 2003 til udgangen af februar 2004, hvilket i det væsentligste måtte henføres til BH’s forhold. Ændringen betød således, at arbejdsperioden også kom til at omfatte januar og februar, der erfaringsmæssigt er de koldeste vintermåneder. Den væsentligste forudsætning for E’s ansættelse i sit tilbud af enhedspriser for vinterforanstaltninger til 0 kr., var derfor bristet.
Idet Voldgiftsretten lagde til grund, at dette var kendeligt for BH, uanset at E ikke allerede under forhandlingerne om tidsplanens ændring gjorde udtrykkeligt opmærksom på forholdet, fandtes E derfor at have krav på den forlangte merbetaling, som efter bevisførelsen fandtes tilstrækkeligt dokumenteret.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Hvis en fremskudt tidsplan betyder, at byggearbejderne skal foretages i vintermånederne modsat den oprindelige tidsplan, er det væsentligt for parterne at afklare, hvad der var aftalt angående vinterforanstaltninger i henhold til den oprindelige tidsplan og herefter, hvad der skal aftales for den nye.

Såfremt den forrykkede tidsplan skyldes bygherrens forhold og det må anses for kendeligt for bygherren, at den oprindelige aftale vedrørende vinterforanstaltninger beroede på en forudsætning, der ved den nye forrykkede tidsplan er bristet, vil entreprenøren efter nærværende kendelse formentlig have krav på merbetaling i det omfang det er tilstrækkeligt dokumenteret.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2006.611 / Sag nr. C-8704

 

-oOo –

 

Kendelsen i fuld længde

Entreprenør E (adv. Preben Gundersen, Aabenraa) mod Bygherre BH (adv. Michael Melchior, Århus).

En voldgiftsret bestående af direktør, ingeniør M.IDA Ole Davidsen, civilingeniør Jørgen Bassing og landsdommer Hans Würtzen, sidstnævnte som voldgiftsrettens formand, udtalte bl.a. følgende:

Voldgiftsrettens bemærkninger:

– – –

Vinterforanstaltninger:

Det lægges til grund, at tidsplanens fremskydning fra sluttidspunkt for byggearbejderne i november 2003 til udgangen af februar 2004 i det væsentlige må henføres til indklagedes forhold. Ved ændringen kom arbejdsperioden til at omfatte januar og februar, som erfaringsmæssigt er de koldeste vintermåneder. Den oprindelige udbudstidsplan omfattede arbejder på en enkelt blok i marts måned 2003 og begyndende arbejde på to andre i april. På den baggrund finder voldgiftsretten, at en væsentlig forudsætning for klagerens ansættelse i sit tilbud af enhedspriser for vinterforanstaltninger til 0 er bristet, og at dette har været kendeligt for indklagede, uanset at klageren ikke allerede under forhandlingerne om tidsplanens ændring gjorde udtrykkeligt opmærksom på forholdet. Klageren har derfor krav på den forlangte merbetaling, som efter bevisførelsen findes tilstrækkeligt dokumenteret.

Dagbøder:

Mellem parterne er der efter kontraktgrundlagets fællesbetingelser fastsat bestemmelse om betaling af dagbøder, men der er ikke i kontraktgrundlaget, herunder de bestemmelser m.v., der her er henvist til, fastsat en bødestørrelse. Det er ikke påvist, at der skulle foreligge en kutyme eller nogen bindende praksis for, at dagboden i mangel af anden vedtagelse er 1‰ af entreprisesummen. Det er endvidere ikke godtgjort, at der under parternes senere forhandlinger vedrørende dagbødebetaling er indgået en aftale om, at dagboden skulle have den anførte størrelse. Klageren har heller ikke ved betaling eller på anden måde anerkendt dette, men har på gentagne byggemøder bemærket, at der ikke var enighed om størrelsen. Da det således ikke er godtgjort, at der er vedtaget en størrelse for dagbøderne, har indklagede ikke haft hjemmel til at beregne sig sådanne. Det bemærkes, at vedtagelser om dagbod, som efter AB 92, § 25, skal træde i stedet for almindeligt erstatningsansvar, må have et sikkert aftalemæssigt grundlag for at kunne håndhæves. Klageren har herefter krav på betaling af de uberettiget modregnede dagbøder.

– – –

Det fremgår af kendelsen, at E fik tilkendt et vederlag for foranstaltningerne. Af gengivelsen af parternes procedure i kendelsen ses heller ikke, at der skulle være procederet på erstatning eller godtgørelse iht. AB 92 § 27. Dog blev det synspunkt gjort gældende, at vejrligsforanstaltninger, der skyldes forsinkelse, må bæres af den part, der er skyld i forsinkelsen.

Af kendelsen medtages kun voldgiftsrettens præmisser om de to i resuméet angivne spørgsmål. Sagen angik andre spørgsmål uden principiel interesse.