Hvor meget skal der til for at udskyde forældelsesfristen?

Hvor meget skal der til for at udskyde forældelsesfristen?

< Tilbage

Denne kendelse er afsagt af Voldgiftsretten primo maj 2018 og omhandler konkret hvorvidt manglende betaling for udførelse af arbejde var forældet.

Underentreprenør (UE) udførte i 2013 arbejde for hovedentreprenør (HE) ved en entreprise på bygherres (BH) ejendom. UE havde den 18. september 2013 fremsendt en faktura indeholdende en slutafregning til HE med angivelse af, at betaling skulle ske den 31. oktober 2013. Mellem BH og HE opstod der imidlertid tvist om mangler ved arbejdet. Med opfordring til afhjælpning, orienterede HE ved e-mails af den 18. februar og 18. december 2014 både UE og andre underentreprenører herom. Fakturaen blev herefter aldrig betalt.

UE rykkede for betaling den 8. juni 2017, hvilken HE imidlertid afviste den 29. juni 2017.

Den 9. oktober 2017 indgav UE stævning mod HE og klageskrift til Voldgiftsnævnet den 7. februar 2018.

UE gjorde under sagen gældende, at HE’s e-mail af den 18. februar 2014 havde suspenderet forældelsesfristen, og at denne således først kunne regnes fra den 13. august 2014, hvor UE blev bekendt med, at BH og HE havde indgået forlig. UE gjorde samtidig gældende, at HE således havde forhindret UE i at gøre sit krav gældende, jf. forældelseslovens § 14, stk. 1, da HE ikke af egen drift havde oplyst UE om, at sagen med BH var afsluttet.

Voldgiftsretten

Voldgiftsretten lagde til grund, at forældelsesfristen begyndte at løbe den 31. oktober 2013 i henhold til fakturaen fremsendt til HE den 18. september 2013, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, jf. § 3.

I overensstemmelse med forældelseslovens § 15 lagde Voldgiftsretten endvidere til grund, at forældelsesfristen kan afbrydes, når skyldneren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde har erkendt sin forpligtelse. En sådan erkendelse fandt Voldgiftsretten imidlertid ikke indeholdt i HE’s e-mails, hvori HE orienterede UE og andre underentreprenører om uoverensstemmelserne med BH.

Slutteligt afviste Voldgiftsretten, at forældelseslovens § 14, stk. 1 fandt anvendelse. At HE ikke af egen drift oplyste UE om, at sagen med BH var afsluttet, udgjorde altså ikke en sådan hindring, at UE var afskåret fra at afbryde forældelse.

UE’s krav i henhold til fakturaen var derfor forældet både ved udtagelse til stævning og ved klageskriftet indgivet til Voldgiftsretten. HE frifandtes således, jf. forældelseslovens § 23.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

For nærværende sags faktura var forældelsesfristen 3 år efter forældelseslovens § 3. Spørgsmålet var imidlertid, hvorvidt hovedentreprenørens oprindelige oplysning til underentreprenøren om sin forhandling med bygherren uden opfølgende meddelelse om forlig med bygherren kunne bevirke en udskydelse af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 14. Det kan derfor udledes, at en sådan manglende opfølgende meddelelse om forlig ikke bevirker en udskydelse af forældelsesfristen.

Det kan endvidere udledes, at den oprindelige oplysning om forhandlingerne mellem hovedentreprenøren og bygherren ikke kan bevirke en afbrydelse af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 15.

Reglerne om forældelse er svære at navigere i. I nærværende sag er underentreprenøren gået glip af sin fordring i henhold til fakturaen udelukkende grundet manglende iagttagelse af fristerne i forældelsesloven. Underentreprenøren skulle således have foretaget retslige skridt og indgivet klageskrift til Voldgiftsretten senest inden den 31. oktober 2016 for at være på den sikre side.

Ugens dom er således endnu et eksempel på, at det er væsentligt at rådføre sig med en advokat.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2018.839 / Sag nr. C-14603.

 

-0O0-

 

Kendelse i fuld længde

Underentreprenør UE ApS (advokat Mads Fossing) mod Hovedentreprenør HE A/S (advokat Kasper Bjørnstrup)

  1. Indledning

Mellem klageren, underentreprenør UE ApS, (herefter klager), og indklagede, hovedentreprenør HE A/S, (herefter indklagede), er der opstået en tvist om, hvorvidt klagers krav vedrørende manglende betaling for udførelse af arbejder på … grunden beliggende …, er forældet.

I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med landsdommer Margit Stassen som eneste voldgiftsdommer.

Påstande og hovedforhandling

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal betale kr. 126.272,50 med tillæg af procesrente til klager.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, da kravet er forældet, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Spørgsmålet om forældelse har været udskilt til særskilt behandling, som efter parternes anmodning herom er blevet behandlet på skriftligt grundlag.

Sagsfremstilling

Klager udførte som underentreprenør arbejde som led i indklagedes entreprise på ejendommen ….

Den 18. september 2013 fremsendte klager til indklagede slutafregning ved faktura nr. 8728 stor 126.272,50 kr. Af fakturaen fremgår, at betaling skulle ske inden den 31. oktober 2013.

Efterfølgende opstod en tvist mellem indklagede og bygherren, der gjorde gældende, at der var mangler ved arbejdet. Indklagede orienterede underentreprenørerne, herunder klager, herom i e-mails den 18. februar 2014 og 18. december 2014, hvori indklagede blandt andet opfordrede underentreprenørerne til at afhjælpe eventuelle mangler ved deres arbejde. Klageren modtog efter det oplyste ikke yderligere information om sagen med bygherren før i midten af august 2015.

Den 8. juni 2017 rykkede klager for betaling af fakturaen, hvilket indklagede den 29. juni 2017 afviste under henvisning til, at kravet er forældet.

Klager indgav stævning mod indklagede den 9. oktober 2017 og klageskrift til Voldgiftsnævnet den 7. februar 2018.

Procedure

Klageren har blandt andet gjort gældende, at e-mailen af 18. februar 2014 har suspenderet forældelsesfristen, og at forældelsesfristen tidligst kan regnes fra den 13. august 2015, hvor klager blev bekendt med, at sagen mellem indklagede og bygherren var afsluttet. Klager har videre gjort gældende, at indklagede har hindret klager i at gøre sit krav gældende, jf. forældelseslovens § 14, stk. 1. Sagen er således rettidigt anlagt og kravet ikke forældet.

Indklagede har blandt andet gjort gældende, at forældelsesfristen løb fra den 1. november 2013, og at forældelsesfristen ikke har været afbrudt eller suspenderet, hvorfor kravet er forældet. Indklagede har videre anført, at indklagedes forhold ikke har hindret klageren i at gøre sit krav gældende, jf. forældelseslovens § 14.

Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Det fremgår af klagers faktura nr. 8728, fremsendt til indklagede den 18. september 2013, at fakturabeløbet skulle betales inden den 31. oktober 2013. Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, jf. § 3, begyndte forældelsesfristen at løbe efter dette tidspunkt.

Forældelsesfristen kan afbrydes, når skyldneren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde har erkendt sin forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15. Det forhold, at indklagede i e-mails af 18. februar og 18. december 2014 orienterede blandt andre klageren om uoverensstemmelserne med bygherren, indeholder ikke en sådan erkendelse. Det bemærkes herved, at det af materialet fremgår, at der angiveligt var mangler ved arbejde udført af underentreprenører.

Det forhold, at indklagede angiveligt ikke af egen drift oplyste klager om, at sagen med bygherren var afsluttet, udgør ikke en sådan hindring, at forældelseslovens § 14, stk. 1, finder anvendelse.

Klagers krav var herefter forældet, både da klager udtog stævning og siden indgav klageskrift til voldgiftsretten, hvorfor indklagede frifindes, jf. forældelseslovens § 23.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at der er taget udgangspunkt i sagens genstand og lagt vægt på, at sagen har været behandlet på skriftligt grundlag efter skriftveksling om spørgsmålet om forældelse.