Hvornår har man krav på betaling på timebasis?

Hvornår har man krav på betaling på timebasis?

< Tilbage

Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo december 2018 og vedrører en tvist om betalingsformen for et udført arbejde samt hvornår et gyldigt påkrav efter AB 92 § 41 er rettet.

Der er mellem underentreprenør (UE) og hovedentreprenør (HE) indgået aftale om udførelsen af en tømreentreprise. Det blev mellem HE og UE aftalt, at UE skulle udføre det pågældende arbejde som en underentreprise. Efterfølgende er der blandt andet opstået tvist om aftalegrundlaget i forhold til betalingen af det af UE’s udførte arbejde.

I relation til aftaleindgåelsen havde UE oplyst HE i en korrespondance, at UE kunne tilbyde arbejdet på timebasis og derfor ikke til en fastprisaftale. Efterfølgende er der mellem UE og HE indgået en underentrepriseaftale, som HE stod for koncipereingen af.

Primo marts 2017 hævede UE dog underentrepriseaftalen overfor HE, og blev efterfølgende 5 dage ubestridt på pladsen. UE havde imidlertid i forbindelse med ophævelsen af aftalen ikke forinden afgivet et skriftligt påkrav efter reglerne i AB § 92 § 41.

Der er efterfølgende opstået tvist mellem parterne vedrørende betalingen af UE’s arbejde. UE indgav således klageskrift til voldgiftsretten med påstand om HE’s betaling af knap 1,75 millioner kr. til sig.

Voldgiftsretten

Indledningsvis bemærkede voldgiftsretten at der forinden aftaleindgåelsen var korresponderet mellem UE og HE. Af korrespondancen fremgik det, at UE ikke kunne tilbyde en underentreprise til en fastaftalepris, men derimod på timebasis. Voldgiftsretten bemærkede endvidere, at HE i månederne efter aftaleindgåelsen havde betalt UE på timebasis. Voldgiftsretten bemærkede desuden, at kontrakten var konciperet af HE.

På baggrund af ovenstående bemærkninger lagde voldgiftsretten til grund, at HE havde ageret i overensstemmelse med den af UE ønskede betaling, da HE havde betalt UE’s timebaserede fakturaer. Voldgiftsretten lagde således til grund, at der var aftalt timebetaling som betalingsform. Der skete imidlertid nedsættelse af UE’s betalingskrav på 250.000 kr., da UE havde anmodet om betaling for overarbejde i henhold til en særlig takst, som ikke var aftalt mellem parterne.

Voldgiftsretten skulle herefter vurdere påkravet efter AB 92 § 41. Af bestemmelsen fremgår det, at en entreprenør (her UE) i tilfælde af væsentlig forsinkelse kan hæve den pågældende aftale. For at kunne hæve aftalen skal entreprenøren imidlertid rette et skriftligt påkrav til bygherren (her HE). Voldgiftsretten fremhævede, at UE ubestridt var blevet på pladsen i 5 dage efter at have ophævet aftalen. UE havde dog ikke rettet et skriftligt påkrav herom. Under henvisning til de øvrige forhold under sagen fandt voldgiftsretten imidlertid, at UE’s ophævelse var berettiget.

UE’s ophævede var således berettiget. HE skulle derfor betale knap 1,5 mio. kr. til UE, modregnet de 250.000 kr., som UE’s krav blev nedsat.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Nærværende kendelse er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at have aftalegrundlaget i orden for at imødegå eventuelle senere problemstillinger. Det kan i den forbindelse anbefales at rådføre sig.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2019.159 / Sag. Nr. C-14310

 

-0O0-

 

Kendelsen i fuld længde

Underentreprenør UE (advokat Bent Stamer) mod Hovedentreprenør HE (advokat Jacob B. Ravnsbo)

  1. Indledning

Mellem klageren, underentreprenør UE ApS under konkurs [herefter UE], og indklagede, hovedentreprenør HE [herefter HE], er der opstået en tvist om udførelse af tømrerentreprise på … ‘s nye administrationsbygning beliggende i …. Tømrerentreprisen er udført i underentreprise.

I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af civilingeniør Flemming Koch, direktør Sven Mortensen og landsdommer Tuk Bagger, med sidstnævnte som formand.

  1. Påstande og hovedforhandling

Klageren (UE) har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale kr.1.713.523,75 med tillæg af sædvanlig procesrente, jf. AB 92 § 22, stk. 11, af 710.248,75 fra 25. januar 2017, af 901.143,75 fra 25. marts 2017 og af 102.131,25 fra 25. april 2017, og indtil betaling finder sted.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Hovedforhandling har fundet sted den 29. november 2018 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.

[4 personer] har afgivet forklaring under hovedforhandlingen. Endvidere er skønsmanden, Søren Trier, afhjemlet.

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

  1. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Til belysning af forståelsen af underentrepriseaftalens pkt. 2.1 og 2.2 er i sagen fremlagt korrespondance mellem parterne forud for aftaleindgåelsen, hvoraf fremgår, at UE ikke så sig i stand til at tilbyde en fastprisaftale, men kunne tilbyde sin bistand på timebasis. Det fremgår endvidere af det fremlagte materiale, at parterne i månederne efter aftaleindgåelsen agerede i overensstemmelse hermed, blandt andet derved, at HE betalte UE’s timebaserede fakturaer. Herefter, og da kontrakten er konciperet af HE, finder voldgiftsretten, at kontraktens pkt. 2.1 og 2.2 må forstås således, at der mellem parterne er indgået aftale om bistand på timebasis.

Det følger heraf, at HE skal betale UE, medmindre UE’s krav kan anses for ubilligt. Da det hverken med skønserklæringen eller den opmåling, HE har ladet foretage ved …, er godtgjort, at UE’s krav skulle være ubilligt, kan det som udgangspunkt lægges til grund.

I UE’s krav indgår betaling for arbejdstimer og dobbelt betaling for overarbejdstimer. Opgørelsen af antal arbejdstimer er behæftet med fejl, og klageren har ikke dokumenteret en aftale om honorering af overarbejdstimer til en særlig takst. På denne baggrund er det voldgiftsrettens opfattelse, at der skal ske en reduktion i UE’s krav med skønsmæssigt 250.000,00 kr. + moms eller 312.500,00 kr.

UE ophævede den 1. marts 2017 kontrakten uden påkrav, men forlod ubestridt først pladsen 5 dage senere. Voldgiftsretten finder, at UE herved reelt har opfyldt kravet om påkrav i AB 92 § 41, hvorfor HE’s anbringende om, at ophævelsen var uberettiget, ikke tages til følge.

Herefter, og da udgiften til færdiggørelse under alle omstændigheder skulle have været betalt, jf. aftalen med UE om timebetaling, og HE’s krav på betaling vedrørende mandskabsvogne og affaldshåndtering ikke er dokumenteret, tages UE’s påstand til følge med 1.401.023,75 kr. med tillæg af renter.

Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes

Indklagede, HE A/S, skal til klageren, UE ApS under konkurs, betale 1.401.023,75 kr. med procesrente fra den 25. januar 2017 af 710.248,75 kr., fra den 25. marts 2017 af 588.643,75 kr. og fra den 25. april 2017 af 102.131,25 kr.

I sagsomkostninger skal indklagede til klageren betale 75.000 kr.

Indklagede skal endeligt bære udgiften til syn og skøn.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Kendelsen opfyldes inden 14 dage efter dens modtagelse.