Spørgsmålet om, hvorvidt der er aftalt ekstraarbejde, afgøres ud fra de aftaleretlige principper. Entrepriseretten kræver derfor ikke en skriftlig aftale, såfremt aftalen kan dokumenteres på andre måder.
Men hvordan kan en mundtlig aftale om ekstraarbejder egentlig dokumenteres? En nylig kendelse ved voldgiftsretten kaster netop lys over denne problemstilling.
Sagens forløb
I 2021 underskrev bygherre (BH) og entreprenør (E) en ambitiøs entrepriseaftale om tagentreprisen på et byggeri med 105 boliger. Projektet blev fastsat til en enterprisesum på næsten 2,8 mio. kr. med en tilpasset version af AB 18, hvor adskillige fravigelser og tilføjelser sikrede klare rammer.
Efter byggeriets afslutning opstod der dog uenigheder om otte fakturaer for ekstraarbejder. E krævede cirka 600.000 kr. for blandt andet montering af taghætter og ændringer på stiger – arbejder som E mente var et direkte resultat af BH’s ændringer og anmodninger.
BH godkendte dog aldrig aftalesedlerne og betalte derfor aldrig de fremsendte fakturaer.
Som følge heraf indbragte E sagen for voldgiftsretten, hvor de fremlagde egne aftalesedler og ubetalte fakturaer og hævdede, at BH’s manglende indsigelser indikerede, at kravene var berettigede.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten påpegede først, at det var E’s bevisbyrde at dokumentere de ekstraarbejder, han krævede betaling for. Retten gennemgik omhyggeligt de aftalesedler og fakturaer, som E fremlagde, og lagde særlig vægt på følgende:
- De fremlagte aftalesedler og fakturaer var hverken underskrevet af BH eller understøttet af tilstrækkelige underbilag.
- E havde ikke fremlagt byggemødereferater, der kunne dokumentere, at arbejdet rent faktisk var udført.
- E refererede til en række e-mails, men disse dokumenterede ikke, at der var indgået en aftale mellem parterne.
- Vidneforklaringerne fra de forskellige parter var modstridende og kunne derfor ikke tillægges vægt.
På baggrund af disse forhold fandt retten, at E ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for sine krav, hvorfor alle ekstraarbejder blev afvist.
Retten bemærkede desuden, at BH’s passivitet efter fremsættelsen af kravene ikke alene kunne ændre resultatet.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Kendelsen viser, hvor svært det kan være for en entreprenør at dokumentere, at en mundtlig aftale om ekstraarbejde – f.eks. på byggepladsen eller over telefon – er blevet indgået-
Samtidig understreger kendelsen, at en mundtlig aftale kan være tilstrækkelig, hvis den understøttes af andre klare beviser, for eksempel en e-mail. I sådanne tilfælde vil en modstridende vidneforklaring alene ikke være nok til at afvise aftalen. Derfor bør entreprenøren altid følge op på mundtlige aftaler med en skriftlig bekræftelse, da dette tydeliggør, hvad der er aftalt, og en bygherrens accept styrker kravet markant.
Kendelsen viser endvidere, at selvom bygherrens passivitet kan antyde en betalingspligt, er det ikke tilstrækkeligt uden den nødvendige dokumentation.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2025.215 / Sag nr. C-16601
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2025.215 / Sag nr. C-16601
Voldgiftsnævnets kendelse afsagt den 19. december 2024, C-16601
1. Indledning
Mellem klager, entreprenør E A/S, og indklagede, bygherre BH A/S, er der opstået en tvist om berettigelsen af klagers krav på betaling for ekstraarbejder på en entreprise beliggende ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018« med landsdommer … som eneste voldgiftsdommer.
Under sagens forberedelse har parterne fremlagt processkrifter og bilag som anført i protokol fra hovedforhandlingen.
2. Påstande og hovedforhandling
E har nedlagt påstand om, at BH til E skal betale 841.000,65 kr. inkl. moms med tillæg af procesrente fra den 30. januar 2023 til betaling sker.
BH har nedlagt påstand om frifindelse.
Hovedforhandling har fundet sted den 16. december 2024 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.
E-V1, BH-V1, E-V2 og BH-V2 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Kort sagsfremstilling
BH og E indgik i 2021 en entrepriseaftale om E’s udførelse af tagentreprisen på byggeriet …. Byggeriet, der består af 105 boliger fordelt på 67 lejligheder i to etagebygninger og 38 byhuse, skulle udføres som én etape. Af entrepriseaftalen fremgår, at AB 18 var aftalt mellem parterne. Af aftalens pkt. 3 om aftalegrundlaget fremgår i øvrigt navnlig:
»3.1. For aftalen gælder følgende skriftlige grundlag i prioriteret rangorden: 1) Nærværende entreprisekontrakt inkl. bilag
2) Bygherrens fællesbetingelser (inkl. AB18 med tilføjelser og fravigelser) (i det følgende kaldet »Fællesbetingelserne«), dateret 20.01.2020
3) Teknisk beskrivelse dateret 31.03.2019 rev. 14.12.2020
…«
Entreprisesummen, der efter pkt. 4.2. »er fast i hele byggeperioden«, udgør i alt 2,279.000 kr.
Af den hovedtidsplan, der henvises til i aftalen, fremgår, at tagentreprisen forudsattes påbegyndt den 18. oktober 2021 og afsluttet den 11. marts 2022. Det fremgår videre af aftalens pkt. 5.6., at
»Entreprenøren skal aflevere byggeriet senest den 01.12.2022 (»Afleveringsdagen«) svarende til den dato, hvor BH afleverer til Slutbruger, og som er afgørende for Entreprenørens mangelsansvar og for nedskrivning af Entreprenørens garanti…«
Af pkt. 15.2. Andre aftaler fremgår navnlig, at det er aftalt, at ekstraarbejder/timeforbrug opgøres ugentligt, og aftalesedler skal være underskrevet af bygherren, før fakturering kan ske.
I de fællesbetingelser, der er henvist til under aftalens pkt. 3.1., litra 2), er det anført, at disse er en del af aftalegrundlaget, og at de er »opdelt i »Generelle bestemmelser« og »Særlige betingelser«, hvoraf sidstnævnte er AB 18 med en række tilføjelser og/eller fravigelser. Entreprenøren forpligter sig til at overholde fællesbetingelserne ved udførelsen af dennes arbejder under entrepriseaftalen«.
I relation til AB 18 § 12, stk. 3, er det tilføjet, at
»Nødvendige biydelser omfatter samtlige ydelser til fuldstændige færdiggørelse af Entreprenørens arbejder uden mangler i overensstemmelse med entreprisekontrakten med bilag, herunder – men ikke begrænset til:
• Alle materialer, redskaber, forbrugsgods samt stillads, kran, hejs o.l.
• Alle velfærdsforanstaltninger, sikkerhedsforanstaltninger og arbejdsmiljømæssige foranstaltninger. • Oprydning, affaldshåndtering og bortskaffelse samt deponi. • Kvalitetssikring. • Drift- og vedligeholdelsesmateriale.«
I relation til AB 18 § 23, stk. 3, er det tilføjet, at
»Enhver ændring af entreprisen, herunder ekstraarbejder, tillægsydelser mv. er alene gyldigt aftalt efter Bygherrens skriftlige accept, idet et sådant arbejde enten aftales ved anvendelse af Bygherrens standard for aftalesedler, via e- mail, eller ved Bygherrens udtrykkelige og til referat førte godkendelse på et byggemøde. Såfremt der ikke foreligger en sådan skriftlig accept fra Bygherren, honoreres eventuelt udført ekstraarbejde mv. ikke.«
I relation til § 34 i AB 18 er det anført:
»AB 18 § 34, stk. 1 fraviges. Entreprisesummen på etape 1 er fast og reguleres ikke, ej heller for den del af arbejdet, der udføres mere end 12 måneder fra tilbudsdagen, jf. AB 18 aftalens pkt. 2 og pkt. 4.2. Enhedspriser er tilsvarende faste under udførelsen. For så vidt angår optioner på etape 2, 3 osv. indeksreguleres der i henhold til entreprisekontraktens pkt. 2 (dvs. maksimalt én gang). Indeksregulering af disse optionspriser sker i henhold til Danmarks Statiststiks Byggeomkostningsindeks for Boliger. AB 18 § 34, stk. 2 er ikke vedtaget. AB 18 § 34, stk. 3 er ikke vedtaget.
…«
Det er videre anført, at blandt andet bestemmelserne i AB 18 § 35 ikke er vedtaget. Der er ikke fremlagt referater af byggemøder, men det er oplyst, at E som følge af forsinkelser angiveligt med levering af betonelementer først kunne påbegynde sin entreprise i december 2021, og at entreprisen først blev afleveret i september 2022. Det samlede byggeri blev afleveret rettidigt til bygherren den 1. december 2022.
Under byggeriet udførte E et antal ekstraarbejder, som er godkendt og honoreret. Aftalesedler for de pågældende arbejder er ikke fremlagt under denne voldgiftssag. Det fremgår således ikke, om den ovennævnte procedure i relation til ekstraarbejder er fulgt.
Denne sag omhandler krav på betaling af otte fakturaer vedrørende ekstraarbejder og en faktura vedrørende krav på betaling for prisstigninger og byggepladsforlængelse. E’s krav fremkommer således:
Aftaleseddel 873-0-2024 Aftaleseddel 873-0-2042 Aftaleseddel 873-0-2129 Aftaleseddel 873-0-2130 Aftaleseddel 873-0-2133 Aftaleseddel 873-0-2188 Aftaleseddel 873-0-2201 Aftaleseddel 873-0-2226 Aftaleseddel 873-0-2227 I alt
24.480,00 kr. 2.040,00 kr. 429.433,06 kr. 2.040,00 kr. 110.991,33 kr. 3.750,00 kr. 78.733,50 kr. 2.550,00 kr. 8.672,63 kr. 662.691,52 kr. Moms. I alt inkl. moms Tilbageholdt af BH I alt inkl. moms
4. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Voldgiftsretten skal forholde sig til de ovennævnte ni aftalesedler med E’s krav på ekstrabetaling.
165.673,63 kr. 828.363,15 kr. 12.637,50 kr. 841.000,65 kr.
Indledningsvis bemærkes om parternes aftalegrundlag, at E har gjort gældende, at fællesbetingelserne nævnt under pkt. 3.2., litra 2), ikke er en del af aftalegrundlaget, idet E ikke modtog dette bilag i forbindelse med aftaleindgåelsen. BH har gjort gældende, at E har modtaget bilaget. Voldgiftsretten bemærker hertil, at der er henvist til bilaget i en entrepriseaftale underskrevet to professionelle parter, og der er ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at undtage dette bilag fra parternes aftalegrundlag. Voldgiftsretten lægger derfor til grund, at disse fællesbetingelser er en del af parternes aftalegrundlag.
I det følgende gennemgås bevisførelsen i relation til de omhandlede fakturaer vedrørende ekstraarbejder samt fakturaen vedrørende prisstigninger og byggepladsforlængelse. Herefter følger voldgiftsrettens afgørelse på grundlag af bevisførelsen.
4.1. Aftaleseddel nr. 873-0-2024, Tilbagegang på diverse tage
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 15. september 2022. Den vedrører betaling af 24.480 kr. ekskl. moms for 48 mandetimer.
E-V2, E, har forklaret, at byggeriet bestod af mange bygninger, og at E’s medarbejdere blev sendt rundt mellem tagene på de forskellige bygninger, uden at de kunne færdiggøre et tag ad gangen. Derfor påbegyndte hun, der var E’s entrepriseleder, den 15. september 2022 en registrering af spildtiden ved tilbagegang på grundlag af tagdækkernes opgørelser. Hun sendte en samlet opgørelse over denne spildtid ved aftalesedlen af 17. august 2023.
BH-V2, BH, har forklaret, at BH først fik denne aftaleseddel i august 2023 uden underbilag og uden nærmere redegørelse, så BH har været ude af stand til at forholde sig til den.
Der er ikke for voldgiftsretten fremlagt nærmere dokumentation for den opgjort spildtid.
4.2. Aftaleseddel nr. 873-0-2042, Oprydning af andre UE d. 21/9
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 22. september 2022. Den vedrører betaling af 2.040 kr. ekskl. moms for 4 mandetimer.
E-V2 har forklaret, at aftalesedlen vedrører affald på et tag, som murerne ikke havde fjernet. Det var vist nok A, BH, som på et byggemøde bad E om at fjerne affaldet og opgøre tidsforbruget.
BH-V2 har forklaret, at aftalesedlen ikke blev godkendt, idet BH ikke var enig i, at man havde anmodet E om at udføre dette arbejde, hvor en aftaleseddel først fremkom 11 måneder efter, at arbejdet skulle være blevet udført.
Der er ikke ført nærmere bevis for en aftale. Byggemødereferatet er ikke fremlagt, og der foreligger ikke nærmere dokumentation for det udførte arbejde.
4.3. Aftaleseddel nr. 873-0-2130, Montering af hætter på syd
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 25. oktober 2022. Den vedrører betaling af 2.040 kr. ekskl. moms for 4 mandetimer.
E-V2 har forklaret, at aftalesedlen vedrører arbejde, som blev udført efter anmodning fra BH. Det var vist nok A, som bad om det.
BH-V2 har forklaret, denne aftaleseddel vedrørende arbejde med montering af taghætter ikke kunne anerkendes af BH, da arbejdet var udført af E efter aftale med en anden entreprenør, som E derfor måtte rette sit krav imod.
Der er ikke ført yderligere bevis for det udførte arbejde eller aftaler herom.
4.4. Aftaleseddel nr. 873-0-2133, Håndtering af isolering på pladsen, da det blev leveret før vi skulle i gang grundet prisstigninger
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 24. november 2022, at den er oprettet af E-V2 den 25. oktober 2022. Den vedrører betaling for kran den 9. maj 2022, 28. juni 2022 og 30. august 2022 samt samlet 82,5 mandetimer anvendt de pågældende dage og lyder på betaling af i alt 110.991,33 kr. ekskl. moms.
E-V2 har forklaret, at aftalesedlen vedrører håndtering af Rockwool de pågældende dage og skyldes, at Rockwool blev leveret på de dage, hvor den var bestilt til levering. Tagene var imidlertid ikke klar, hvorfor varerne efter aftale med BH måtte sættes på pladsen i stedet for at leveres direkte på de pågældende tage. Materialerne måtte derfor håndteres flere gange, hvilket er baggrunden for denne aftaleseddel.
BH-V2 har forklaret, at BH tidligere havde betalt for ekstra håndtering af isolering som følge af forsinkelser på det første tårn. Denne aftaleseddel minder meget om den første faktura, som blev betalt. Der opstod imidlertid ikke forsinkelser i forhold til det forudsatte på de efterfølgende tage. Denne aftaleseddel kan derfor ikke anerkendes.
E-V2 har ikke kunnet redegøre nærmere for baggrunden for udgifterne til kran, der er opgjort til henholdsvis 19.728,80 kr., 5.536,27 kr. og 43.651,26 kr., og der er ikke fremlagt nærmere dokumentation i form af fakturaer herfor og for de opgjorte mandetimer.
Der er ikke fremlagt nærmere dokumentation.
4.5. Aftaleseddel nr. 873-0-2188, Ventetid for faldsikring. Ikke klar og rykken rundt med lift
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 21. november 2022. Den vedrører betaling for mandetid med 3.750 kr. ekskl. moms.
E-V2 har forklaret, at aftalesedlen vedrører spildtid, fordi en lift måtte vente en time på, at en gravemaskine, som stod i vejen, blev fjernet. Hun havde sendt en mail til B, BH, herom. Mailen er dog ikke fremlagt i sagen. Med mandetid menes de samlede omkostninger i forbindelse med at rykke rundt med liften,
Der er ikke fremlagt nærmere dokumentation.
4.6. Aftaleseddel nr. 873-0-2201, Ændringer på stiger iht. fremsendte mails
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 23. november 2022. Den vedrører betaling af i alt 78.733,50 kr. ekskl. moms for levering og montering af 3 nærmere specificerede stiger.
Der er fremlagt en mailkorrespondance den 21.-22. november 2022 mellem E-V2 og B, BH. Det fremgår, at parterne har korresponderet om en stige på 1 m og en på 3,5 m. Det fremgår, at længden på en stige på 1 m ændres til 3,85 m. Korrespondancen indeholder ikke nærmere om ansvar og omkostninger i forbindelse hermed, ud over at E-V2 konstaterer »Iht. telefonsamtalen, har vi fundet ud af, at den nok ligger hos rådgiver«, og giver leverandøren besked på at ændre stigen og »udføre de sidste to stiger«.
E-V2 har forklaret, at det var en del af E’s entreprise at levere stiger, men det viste sig, at en stige var for kort, og at to stiger manglede.
BH-V2 har forklaret, at BH var bekendt med problemer med stigerne. E havde imidlertid selv foretaget opmåling, så det var entreprenørens problem, at der viste sig at være fejl. BH skulle ikke kontrollere fagentreprenørernes opmålinger. Det er E, der selv har sat mål på det tegningsudsnit, som E-V2 medsendte sin mail af 21. november 2022.
4.7. Aftaleseddel nr. 873-0-2226, Afrensning af facade
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 20. december 2023, at den er oprettet af E-V2 den 29. november 2022. Den vedrører betaling af 2.550,00 kr. ekskl. moms for 5 mandetimer.
E-V2 har forklaret, at B, BH, gav ordre på arbejdet ved en mail af 10. november 2022, som dog ikke er fremlagt i sagen.
BH-V2 har forklaret, at behovet for afrensning af facaden opstod, fordi E havde glemt at montere nedløbsrør, hvorfor beskidt vand fra taget gjorde det nødvendigt at afrense facaden. Det var således E’s eget ansvar at foretage afrensning.
4.8. Aftaleseddel nr. 873-0-2227, Leje af lift til faldsikring d. 21.11
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 20. december 2023, at den er oprettet af E-V2 den 29. november 2022. Den vedrører betaling af 8.672,63 kr. ekskl. moms med teksten »Pris for ovenstående«.
E-V2 har forklaret, at arbejdet relaterer til den faldsikring, som er omhandlet ovenfor under pkt. 4.5., idet det var nødvendigt at bestille en lift på ny, da det blev muligt at udføre de omhandlede arbejder.
BH-V2 har forklaret, at denne aftaleseddel relaterer til aftaleseddel nr. 873-0-2201 vedrørende stiger, jf. ovenfor under pkt. 4.5. BH kunne ikke lade en lift afvente, at E fik rettet op på sin egen fejl og fik leveret stiger. Derfor måtte E bestille en lift til brug, da stigerne skulle monteres den 21. november 2022. Det fremgår af pkt. 4.3. i entrepriseaftalen, at entreprenøren selv skulle stå for samtlige nødvendige ydelser, herunder biydelser. Dette er yderligere præciseret i fællesbetingelserne, hvor det i relation til AB 18 § 12, stk. 3, er præciseret, at biydelser blandt andet omfatter materiel.
4.9. Aftaleseddel nr. 873-0-2129, Byggepladsforlængelse og prisstigninger iht. fremsendt mail
Det fremgår af aftalesedlen, der er dateret den 17. august 2023, at den er oprettet af E-V2 den 25. oktober 2022. Den vedrører »Fast pris iht. Fremsendt mail.« og lyder på betaling af 429.433,06 kr. ekskl. moms.
Der er fremlagt en mail af 28. april 2022 fra E-V2 til A og BH-V2, hvori det er anført:
»Hej A og BH-V2,
Jeg varsler hermed prisstigninger og byggepladsforlængelse, da tidsplanen ikke bliver overholdt.
Rigtig god dag.«
I forlængelse af denne mail følger en mail af 22. september 2022 fra E-V2 til A og BH-V2, hvori det er anført:
»Hej A og BH-V2,
I forlængelse af denne mail, har jeg lavet et oplæg.
Se venligst vedhæftet.
Hertil vil jeg gøre opmærksom på, at der vil komme økonomi i forbindelse med tilbagegang grundet murer.
Rigtig god dag.«
Efter at have modtaget acontobegæring nr. 10 for ekstra arbejde den 25. oktober 2022 skrev BH-V2 den 1. november 2022 følgende til E-V2:
»Hej E-V2
Post ang. forlænget byggeplads og Prisstigninger kan jeg ikke godkende. Du bedes kreditere denne post.«
E-V2 svarede samme dag:
»Hej BH-V2
Jeg har fremsendt en opgørelse, og da jeg ikke hører yderligere, anser jeg det om, at der ingen kommentarer eller indvendinger er.«
E-V2’s mail af 22. september 2022 var vedhæftet en fil, som består af et regneark med en grafisk opstilling af den forudsatte byggeperiode fra den 18. oktober 2021 til den 11. marts 2022 og den faktiske byggeperiode fra primo december 2021 til ultimo september 2022. Regnearket indeholder endvidere en talmæssig opgørelse over en udgift til forlænget byggeplads på 10.000 kr. pr. måned i 6 måneder fra april 2022 til september 2022. Endvidere er oplistet en række fakturaer med procentangivelse samt en opgørelse over stigning i priser på Rockwool og tagpap. Prisstigningen er opgjort som forskellen mellem en pris på tilbudsdagen og en faktureret pris. Der er ikke for voldgiftsretten fremlagt nærmere dokumentation for beløbene i regnearket.
E-VI, E, har forklaret, at bilaget er udarbejdet af …, som er bestyrelsesmedlem i E. Det er udarbejdet i samarbejde med Dansk Industri. Han ved ikke, om der findes underbilag til dette regneark.
E-V2 har forklaret, at der var forsinkelser på projektet allerede fra begyndelsen. Hun varslede derfor prisstigninger og byggepladsforlængelse den 28. april 2022, men fik intet svar. Hun sendte herefter en mail den 22. september 2022 med en vedhæftet opgørelse. Det er den mail med opgørelse, der er henvist til i aftalesedlen af 17. august 2023. Forsinkelserne medførte væsentligt øgede priser på såvel Rockwool som tagpap i forhold til priserne på tilbudstidspunktet. Hun gennemgik hver enkelt faktura og konstaterede prisstigningerne i forhold til priserne på tilbudstidspunktet i henhold til prisoversigter fra Ieopal og Rockwool. Udgiften til forlænget byggeplads er den skønnede merudgift til hendes løn, da hun ikke kunne påtage sig andre sager, således som det ellers var forudsat. Hun måtte rykke flere gange, før hun den 25. oktober 2022 fik svar på sin mail af 22. september 2022.
BH-V2 har forklaret, at BH ikke kunne godkende denne aftaleseddel, idet den var i strid med parternes aftalegrundlag, hvoraf fremgår, at der var aftalt en fast pris i hele byggeperioden. Der var forskydninger i byggeperioden, men hele byggeriet blev afleveret til bygherren til tiden, hvorfor der ikke var grundlag for at honorere prisstigninger. Han bemærkede i øvrigt, at E-V2 i sin mail af 22. september 2022 beskrev regnearket som et oplæg, hvilket han forstod som et oplæg til drøftelse.
BH-V1 har forklaret, at BH ikke betalte de omhandlede aftalesedler, idet det var umuligt at gennemskue opgørelserne. BH søgte at opnå klarhed, herunder ved at bede om dokumentation, men der kom aldrig nogen dokumentation.
Voldgiftsretten bemærker sammenfattende, at det er E, der har bevisbyrden for et krav på betaling for ekstraarbejder samt godtgørelse for prisstigninger og for omkostninger forbundet med byggepladsforlængelse. Denne bevisbyrde er ikke løftet ved udvist passivitet af BH, som ikke har godkendt eller betalt de fakturaer, som aftalesedlerne knytter sig til.
E har i det væsentlige alene fremlagt ikke underskrevne aftalesedler og fakturaer uden underbilag til dokumentation for sit krav. Der er ikke fremlagt nærmere dokumentation for prisstigninger ud over et regneark, som bygger på forudsætninger om prisstigninger, som ikke er nærmere dokumenteret. De fremlagte aftalesedler er alle dateret ca. ni måneder eller mere efter aflevering til bygherren, og de vedrører således i det væsentlige krav, som er endnu ældre. I relation til et par af kravene er der fremlagt mails, som imidlertid ikke dokumenterer nogen form for aftale.
Med hensyn til de afgivne forklaringer bemærkes, at det overordnet set ikke er muligt at tillægge disse afgørende betydning ved afgørelse af sagens tvistepunkter, da forklaringer afgivet af personer med tilknytning til den ene part ikke i meget vidt omfang harmonerer med det, der er forklaret af personer med tilknytning til den anden part.
Under disse omstændigheder har E ikke har ført fornødent bevis for de rejste krav, hvorfor BH frifindes. Efter sagens forløb og udfald forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes
BH frifindes for den af E under denne sag nedlagte påstand. I sagsomkostninger skal E til BH betale 70.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af klageren, E, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
.