(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

UGD 2022.9.1

Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo oktober 2021 og omhandler en entreprenør, der havde garanteret for leverede rør og hæftede for udgifter til udskiftning af samtlige rør, selvom kun nogle var defekte.

I 2010 ville BH have udskiftet alle brugsvandsinstallationer og køkkenfaldstammer i en bebyggelse med 210 lejligheder. R blev antaget til at bistå som rådgiver i forbindelse med projektet.

Den 10. januar 2012 indgik BH entreprisekontrakt med en hovedentreprenør (HE).

Af arbejdsbeskrivelsen fremgik, at rørinstallationerne skulle udføres i rustfrit stål, men uden specifikation af type, mærke eller leverandør. HE skulle derfor træffe valget. HE valgte rør af rustfrit stål fra firmaet P i typen 316 L. HE havde indkøbt rørene, der var produceret af en hollandsk producent P, hos sin leverandør L.

Af entreprisekontrakten fremgik en produktgaranti: ”Der udstedes en 10 års produktgaranti for nye brugsvandsinstallationer. Garantien udstedes af producenten. Garantien omfatter alle rør (…)”

Arbejdet med udskiftning af rørinstallationerne startede i 2012 og afsluttede i 2013, og HE afgav en garantierklæring af 13. juni 2013 til BH.

Inden afleveringen konstateredes omfattende rustangreb på de nye rustfrie stålrør.

HE foretog løbende udskiftning af de værst angrebne rør, og i maj 2014, reklamerede BH.

Henvendelse til P førte ikke til noget, idet P afviste, at der forelå en produktionsfejl.

Ingen kunne finde årsagen til rustangrebene. Der blev derfor udmeldt syn og skøn, hvor skønsmanden påviste fejl i det stålprodukt, som var anvendt til fremstillingen af vandrørene.

BH indledte i december 2017 voldgiftssag mod HE, der adciterede L.

BH fik imidlertid i juni 2019 samtlige rør udskiftet ved en anden entreprenør, da BH’s forsikringsselskab havde varslet en opsigelse af forsikringen, hvis ikke rørene blev udskiftet.

HE og L påstod, at BH ikke kunne kræve hele udgiften til udskiftning af samtlige rør, når kun nogle rør var defekte, at skadesårsagen var uvis, idet skønserklæringen ikke kunne lægges til grund, at der forelå en udviklingsskade, og at der skulle ske fradrag for ”nyt for gammelt”.

Sagens hovedspørgsmål var herefter, om rørinstallationerne som blev installeret af HE i BH’s bygninger havde mangler pga. fejl i materialerne.

Voldgiftsretten skulle derfor tage stilling til, om HE var erstatningsansvarlig for BH’s udgifter til at genudskifte alle rørinstallationer, og om L var forpligtet til at friholde HE for tabet som følge af BH’s krav mod HE.

Voldgiftsretten
Voldgiftsretten fandt, at store dele af de nye rør var udsat for omfattende korrosionsskader, som ikke burde forekomme på nye vandrør af rustfrit stål af den anvendte type. Der havde ikke vist sig problemer med de nye rør af samme type, BH havde fået installere i 2019.

Voldgiftsretten lagde skønsmandens erklæring til grund og fandt, at den anvendte ståltype generelt var velegnet til formålet, hvorfor HE’s og L’s indsigelse om bygherrens hæftelse for udviklingsrisiko var uden relevans.

Arbejdet var ikke som tilsikret ved HE’s garantierklæring hvorfor BH var berettiget til erstatning iht. garantien, jf. AB 92 § 35, stk. 1, jf. § 30 stk. 3.

Retten fandt herpå, at den billigste og bedste løsning til udbedring var den som BH havde anvendt, en samlet udskiftning af alle rørene. Erstatningskravet var derfor opgjort med rette.

Derudover fandtes ikke holdepunkter for reduktion af erstatningskravet efter princippet ”nyt for gammelt” idet en periode på 6 år var uden nævneværdig betydning i forhold til den samlede levetid for vandrør i rustfrit stål.

BH fik herefter fuldt medhold og L skulle friholde HE.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?
AB 92 § 30, stk. 2, jf. § 10, stk. 1 foreskriver, at arbejdet skal udføres i overensstemmelse med aftalen og fagmæssigt korrekt. Hertil fandt voldgiftsretten, at ståltypen var generelt velegnet til formålet, hvorfor der derfor blot må være tale om et usædvanlig uheldigt tilfælde af afvigelse i stålet. HE burde derfor som udgangspunkt ikke bør være ansvarlig, men HE havde dog fremsat en garantierklæring hvorfor HE fandtes at være ansvarlig, da forholdene ikke var som tilsikret ved denne. Der påhvilede derfor HE et objektivt ansvar for kvaliteten af de anvendte materialer, idet HE havde udstedt en garantierklæring for materialekvaliteten.

BH var derfor berettiget til erstatning iht. garantien, jf. AB 92 § 35, stk. 1, jf. § 30 stk. 3 idet materialefejlen medførte, at der forelå mangler, som HE var ansvarlig for.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.

Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2022.180/ Sag nr. C-14551

#ugensdom #entrepriseret #garanti

 

-0O0-

 

BH (advokat Dennis Hoffmann) mod Hovedentreprenør HE (advokat Claus Pedersen) og adciterede Leverandør L (advokat Trine Overby Laursen)
Voldgiftsnævnet
1. Indledning
Advokat Dennis Hofmann har ved klageskrift modtaget den 19. december 2017 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem ovennævnte parter om erstatningskrav efter entreprise med udskiftning af rørinstallationer i ejendommene beliggende …. Klageren (BH) er bygherre, indklagede (HE) er hovedentreprenør, og adciterede (L) er HE’s leverandør af de rør, der er anvendt, og som BH har anset for behæftet med så alvorlige mangler, at genudskiftning af alle rørene har været nødvendig.

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af civilingeniør Kristian Modvig, direktør, ingeniør Aksel Frandsen og højesteretsdommer Lars Apostoli, med sidstnævnte som formand.

Forud for voldgiftssagen er under Voldgiftsnævnets j.nr. A-8826 udmeldt professor Per Møller som skønsmand. Der er afgivet skønserklæring af 15. februar 2016 samt tillægserklæring af 6. maj 2017. Under voldgiftssagen er yderligere afgivet tillægserklæringer af 10. marts, 29. december 2019 og 7. februar 2021. Skønsomkostningerne på samlet 192.674,97 kr. inkl. moms og afgift til Voldgiftsnævnet er foreløbig betalt af klager med 141.624,97 kr. inkl. moms, af indklagede med 22.300,00 inkl. moms og af adciterede med 28.750,00 kr. inkl. moms.

2. Påstande og hovedforhandling
Klageren (BH) har nedlagt påstand om, at indklagede (HE) tilpligtes til klager at betale kr. 8.629.666,76 inkl. moms med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse den 19. december 2017, til betaling sker.

Indklagede (HE) har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om betaling af et af voldgiftsretten fastsat beløb med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse, til betaling sker.

Over for adciterede (L) har HE nedlagt selvstændig påstand om principalt, at L skal friholde HE for ethvert krav og enhver økonomisk følge, som HE måtte blive dømt til at betale i voldgiftssagen, subsidiært friholdelse for det krav, som BH måtte få medhold i eksklusive moms, samt renter af hele den påstand inklusive moms, som BH måtte få medhold i, samt de omkostninger, som HE måtte blive dømt til at betale til BH i voldgiftssagen.

Adciterede (L) har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb nærmere fastsat efter voldgiftsrettens skøn.

Hovedforhandling har fundet sted den 18.-19. oktober 2021 i Voldgiftsnævnets lokaler, Vesterbrogade 2B, 3. sal, 1620 København V.

BH’s vidner ingeniør BH-V1 og ingeniør BH-V2 samt L’s vidne VVS-installatør L-V1 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen. Endvidere er skønserklæringerne afhjemlet ved afhøring af skønsmanden, professor Per Møller. Udgifterne til skønsmanden i forbindelse med afhjemlingen af skønserklæringerne under hovedforhandlingen er fastsat til 11.000 kr. + moms til dækning af honorar samt 1.800 kr. til transportomkostninger (sygetransport). Det er bestemt, at disse udgifter foreløbig betales af advokat Dennis Hofmann for klager.

Parterne har erklæret sig indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse på sædvanlig vis udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og parternes procedure.

3. Sagsfremstilling
BH’s ejendomme består af en bebyggelse med 210 lejligheder. I 2010 traf BH beslutning om udskiftning af alle brugsvandsinstallationer og køkkenfaldstammer i bebyggelsen. BH antog R til at bistå sig som rådgiver i forbindelse med projektet, herunder arbejdet med udbud af entreprisen og kontrol af det udførte arbejde.

Det fremgår af arbejdsbeskrivelsen, at rørinstallationerne skulle udføres af rustfrit stål, men uden nærmere specifikation af type, mærke eller leverandør. Dette valg blev således overladt til entreprenøren.

Efter licitationen blev HE valgt til at udføre entreprisen, og den 10. januar 2012 blev der indgået entreprisekontrakt mellem BH som bygherre og HE som hovedentreprenør. Entreprisesummen udgjorde 6.724.550 kr. + moms, og med tillæg af moms samt betaling for diverse ekstraarbejder udgjorde den samlede betaling 11.141.421 kr.

HE valgte at anvende rør af rustfrit stål fra firmaet P typen 316 L. HE havde indkøbt materialerne hos sin leverandør,
… A/S (nu L … A/S).

Følgende produktgaranti fremgår af entreprisekontraktens § 3, nr. 4:

»Der udstedes en 10 års produktgaranti for nye brugsvandsinstallationer. Garantien udstedes af producenten. Garantien omfatter alle rør, fittings, afspærringsventiler og cirkulationsventiler.«

Arbejdet med udskiftning af rørinstallationerne blev påbegyndt i 2012 og afsluttet i 2013, og HE afgav en garantierklæring af 13. juni 2013 til BH. I garantierklæringen hedder det bl.a.:

»Dette brev tjener som garantibevis for P’s rør og fittings leveret til BH. Garantidækningen vil være gyldig i 10 år fra aflevering af de enkelte blokke for det ovenover nævnte produkt.

Denne garanti gælder ikke for produkter, der har været udsat for uheld, ændringer, misbrug, forkert brug, uagtsomhed, eller hvis de er skadet pga. oversvømmelse, brand eller force majeure, eller hvis produktet er blevet forkert vedligeholdt. Ej heller hvis produktet er blevet udsat for forkert vandbehandling eller andre tilsætningsstoffer. … I øvrigt henvises til vedhæftede udvidet produkt garanti fra HE A/S.«

I den vedhæftede produktgaranti er der om garantiens indhold bl.a. anført følgende:

»HE/P kompenserer for direkte skader som følge af produktfejl i P’s fittings og P’s rør; i et sådant tilfælde leverer HE/P vederlagsfrit en erstatningslevering af alle fittings og/eller rør til udbedring af skaden – og/eller HE/P kompenserer for reparationsomkostninger, så som demontering og ny installation – inklusive omkostningerne til at genetablere bygningen til samme stand som før skaden.«

Ifølge vidneforklaringen fra ingeniør BH-V1, der var ansat hos BH’s rådgiver R, og som projektleder var ansvarlig for bygherrerådgivningen i forbindelse med den omhandlede entreprise, blev der allerede i udførelsesperioden inden færdiggørelsen af den samlede entreprise konstateret omfattende rustangreb på de nye rustfrie stålrør. Der var tale om både udvendige og indvendige tæringer, og der tegnede sig et mønster, hvorefter de værste rustangreb var på de rør, som først var udskiftet. I 8 tilfælde var der allerede inden 1-årsgennemgangen sket gennemtæring af rustfrie rør, således at der var gået hul på rørene, og vandet sprøjtede ud. I alle tilfælde sørgede han for straks at reklamere over for HE, som uden indsigelse rykkede ud og foretog udskiftning af de rør, hvor der var sket brud. Der var ikke kun tale om enkelte defekte rør, men rustangreb på nye rørinstallationer i hele bebyggelsen, hvilket gjorde ham utryg og fik ham til at iværksætte en omhyggelig registrering af korrosionsskader inden 1-årsgennemgangen. Han havde aldrig været ude for noget lignende.

Der blev gennemført omfattende registrering og dokumentation af korrosionsskader og reklameret over for HE ved 1-årsgennemgangen i maj 2014.

I overensstemmelse med BH-V1’s vidneforklaring og sagens dokumenter lægger voldgiftsretten til grund, at der lige efter afleveringen og ved 1-årsgennemgangen af entreprisen var en fælles erkendelse mellem BH’s rådgiver og HE om, at der var noget galt med de nye rør, men at parterne var i tvivl om skadesårsagen. Som følge af mistanke om materialefejl blev der rettet henvendelse til producenten P, som i en erklæring af 1. august 2013 konkluderede, at skaden på en fremsendt rørprøve var forårsaget af en beskadiget o-ring. P mente ikke, at der var tale om materialefejl. I en erklæring af 4. juni 2015 afviste P Holland krav om erstatning under garantien med henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for fejl på de leverede stålrør.

Parterne gennemførte analyser af vandprøver og konstaterede herved, at såvel det varme som det kolde vand overholdt gældende normer for drikkevand. Der kunne således ikke påvises afvigelser i vandkvaliteten, som kunne begrunde skaderne.

BH’s rådgiver, R, rettede henvendelse til [en anerkendt institution, AI-1], og HE rettede henvendelse til [en anden anerkendt institution, AI-2] med forespørgsel om årsagen til de omfattende korrosionsskader på de nye rørinstallationer. Ingen af disse institutioner var dog i stand til at give et klart og anvendeligt svar på spørgsmålet om skadesårsagen.

AI-1’s erklæring af 7. januar 2014 indeholder følgende konklusion:

»AI-1 vurderer, at korrosionsangrebene på rørene ikke skyldes vandkvaliteten eller dårlig materialekvalitet (316 L). Der er ikke fundet tegn på, at rørene på … vej 3 og … vej 18 og 32 er samlet ureglementeret.
AI-1 vurderer, at korrosionsangrebene skyldes en uheldig kombination af vandkvaliteten og samlingen/konstruktionen af fittings. I de spalter, der er opstået ved samlingerne, har der været mulighed for, at de salte og mineraler, der naturligt findes i drikkevandet, har kunnet ophobes, hvilket ved længere tids henstand formodentlig har medført et surt og aggressivt miljø.«

AI-2’s erklæring af 29. september 2014 indeholder følgende konklusion:

»Undersøgelsen viser, at rustdannelsen i samlingerne skyldes spaltekorrosionsangreb på rør og fittings.

Mikrostrukturen er som forventet for austenitiske (nikkelholdige) fittings. De observerede korrosionsangreb kan derfor ikke tilskrives fejl i materialernes kemiske sammensætning eller mikrostruktur. Der er set mindre revner i overfladen, der kan reducere overfladens korrosionsbestandighed, men vi mener dog ikke udelukkende, at det er de sete revner, der har forårsaget korrosionsangrebene.

De observerede angreb kan ikke forklares med hverken fejl i rørkvaliteten eller usædvanlig vandkvalitet, og produkterne er da også godkendt til anvendelse i den aktuelle vandtype. Det er vores vurdering, at driftsforholdene er afgørende for, om der kan udvikles spaltekorrosion, og primært temperatur og henstandstid er afgørende faktorer.
Desuden kan håndteringen og idriftsættelsen have været medvirkende årsag, for eksempel som følge af forurening under udførelsen eller længere tids henstand med trykprøvevand. Vi har dog ikke kendskab til, om dette er sket i den aktuelle sag.

Vores erfaringer fra tilsvarende skader i brugsvandsinstallationer tyder på, at angrebene som oftest har været fremmet af mikroorganismer, der får gode forhold i »lunkent« vand og dermed kan øge stålets korrosionspotentiale. Vi har således oftest set angreb på koldtvandsrør eller varmtvandsrør uden cirkulation, hvor temperaturen kan fremme mikrobiel vækst. Dette understøttes af tyske undersøgelser af tilsvarende skader.«

BH’s advokat rettede herefter henvendelse til Voldgiftsnævnet med anmodning om gennemførelse af syn og skøn med henblik på at fastslå skadesårsagen. Efter forslag fra HE’s advokat blev professor Per Møller fra DTU udmeldt som skønsmand i april 2015 (sag A-8826).

Skønsmanden afgav sin første skønserklæring den 15. februar 2016. Det fremgår af erklæringen, at skønsmanden – i modsætning til AI-1 og AI-2 – bl.a. havde sørget for mikrobiologiske undersøgelser, hvorved det kunne fastslås, at der ikke kunne måles DNA og dermed mikroorganismer i rørprøverne. Der var således ikke bakterier med korrosionsforårsagende egenskaber i de pågældende rør.

I lighed med AI-1 og AI-2 fastslog skønsmanden, at det stål, der var anvendt til fremstillingen af de pågældende rør (316 L), var helt normalt til formålet. Der var således ikke fejl i entreprenørens valg af rørtype. Yderligere kunne skønsmanden efter en optisk emissionsspektrometri fastslå, at stållegeringen i de konkret anvendte rør havde et indhold af de relevante grundstoffer, som var i overensstemmelse med normen for 316 L-stål.

Ifølge skønsmanden havde skadesårsagen heller ikke noget at gøre med den håndværksmæssige udførelse eller drikkevandets sammensætning.

I modsætning til AI-1 og AI-2 kunne skønsmanden derimod påvise fejl i det stålprodukt, som var anvendt til fremstillingen af vandrørene. I skønserklæringen hedder det således i besvarelsen af spørgsmål 2 om årsagen til korrosionsskaderne:

»Der er med stor sandsynlighed tale om fejl i materialet; idet der er konstateret interkrystallinsk korrosion. Det har meget overraskende vist sig i forbindelse med de metallurgiske undersøgelser i elektronmikroskop og EDS- undersøgelser, at der forefindes kraftige opbygninger af grundstoffet silicium i korngrænserne (se figur 1).
Korrosionsangrebene i stålene har således fundet sted de pågældende steder. Skader af denne type er sparsomt beskrevet i litteraturen – men er efter skønsmandens opfattelse et problem, der er opstået under fremstilling af materialet på stålværket – altså et trin før stålrør og fittings er fremstillet.«

Ifølge skønserklæringen er det ikke overraskende, at der er opstået spaltekorrosion i forbindelse med samling af rør og fittings, da materialet kan betragtes som svækket, og spalter ved rustfrit stål er et svagt punkt og derfor ét af de steder, hvor korrosion først vil komme til udtryk.

Skønserklæringen er underbygget med udførlig redegørelse for undersøgelses- og analysemetoder samt fotos, herunder fotos af resultaterne af de elektronmikroskopiske undersøgelser, der viser de i skønserklæringen omtalte
»kraftige opbygninger af grundstoffet silicium i korngrænserne«. De fremtræder som udfældninger af silicium på billederne. I skønsmandens billedtekst til de pågældende fotos hedder det bl.a.: »Overfladen forekommer relativt angrebet af punkt korrosion, der umiddelbart må antages at have en relativ tæt sammenhæng med det faktum, at materialet grundet siliciumholdige faser i korngrænserne er sensible hvad angår interkrystallinsk korrosion. Det er en korrosionstype, der angriber materialet i områderne mellem metalkornene og så at sige får materialet til at nedbrydes på en måde, hvor metalkorn kan løsnes fra materialet.«. »Udfældningerne kan relativt let ses i svejsningen, men ved nærmere undersøgelser af røret kan det fastslås, at faserne også befinder sig i de dele af røret, der ikke har været eksponeret i svejseprocessen. Det kan således fastslås med en relativ stor sikkerhed, at forureningen stammer fra produktionen af stålet og ikke er tilført via svejseprocessen som en forurening af én eller anden type.« … »Det er tydeligt, at materialet i billede A ikke er homogent. En kraftigere forstørrelse i billede B viser aflange huller, der viser, at den siliciumholdige fase tilsyneladende er faldet ud under præparationen.«

Fra dokumentationsdelen af skønserklæringen er der anledning til særligt at fremhæve følgende:

»For at efterprøve hypotesen om tilstedeværelsen af silicium i korngrænserne blev der foretaget en overfladeanalyse med henblik på at detektere, hvor på den korroderede overflade silicium kunne iagttages.«

På det anførte sted er der herefter indsat en figur 8 med farvefoto, der tydeligt viser samlinger eller klumper (af silicium) i ståloverfladen. I den ledsagende tekst hedder det herom bl.a.:

»Det øverste billede viser det korroderede område kaldt pitting område i kraftig forstørrelse. I det nederste billede er koncentrationen af silicium i de forskellige områder angivet med rød farve. I de meget røde felter er der målt op til 2,6% silicium, og der er således fundet signifikant mere ilt end i øvrige områder. Det er derfor nærliggende at antage, at ilt har dannet SiO2.«

I skønserklæringen er der henvist til et litteratursted fra 1981 vedrørende det omhandlede fænomen. Der er således bl.a. anført følgende:

»Problemstillingen er beskrevet i litteraturen i en videnskabelig artikel fra 1981 med titlen »Intergranular corrosion of high purity austenitic stainless steel containing silicon additions«, der er forfattet af A.R. Perrin, K.T. Aust fra Department of Metallurgy and Materials Science, University of Toronto, Toronto, Ontario Canada. Hovedkonklusionen i denne artikel fremfører, at et indhold på 10.000 ppm svarende til 1% er det indhold, der skulle give det højeste korrosionsangreb i form af intergranular korrosion.«

I en supplerende skønserklæring af 6. maj 2017 har skønsmanden udtalt sig på baggrund af en række yderligere rørprøver (8 stk.). Han kunne herved konstatere, at de materialefejl, som han havde fundet i den prøve, som lå til grund for den første skønserklæring, ikke kunne påvises i samtlige stålrør. De nye rørinstallationer, som HE havde udført, omfattede derfor både fejlbehæftede og fejlfri rør. Ifølge skønsmanden var det imidlertid ikke muligt ved en umiddelbar besigtigelse at fastslå, hvilke rør der var behæftet med materialefejl, og hvilke der ikke var. I skønserklæringen hedder det således bl.a.:

»Der findes ingen simpel metode, der kan anvendes til at fastslå, hvorvidt et rør er fejlbehæftet; idet det kræver en kostbar og omstændelig undersøgelse af materialet, bestående i en metallografisk undersøgelse omfattende elektronmikroskopi som udført i tillægsrapport dateret 24.04.2017. Undersøgelsen er destruktiv og kræver nedtagning og udskiftning af de undersøgte rør.«

Skønserklæringerne gav ikke HE og L [… ] anledning til at påtage sig ansvaret for rørskaderne, og med henvisning til, at der ikke var påvist mangler ved alle rør, fandt de det heller ikke nødvendigt at udbedre skaderne ved at udskifte alle rørinstallationerne. BH valgte derfor at anlægge denne voldgiftssag i december 2017.

Efter at BH havde orienteret sit forsikringsselskab FS om sagen, modtog BH et brev af 10. juli 2018 fra FS. I FS’s brev hedder det bl.a.:

»Med basis af oplysningerne i de fremsendte skønserklæringer om, hvorledes tilstanden af rørene i Andelsboligforeningen BH er, vil forsikringen blive opsagt pr. 1.12.2018, hvis rørene ikke bliver udskiftet inden da, og at dette ikke er afhængigt af, hvorvidt der faktisk opstår brud på rørene.«

Det lykkedes BH at få forlænget den af FS fastsatte frist, og med bistand fra R gennemførte BH et projekt med genudskiftning af alle brugsvandsrørene i bebyggelsen. Der blev truffet bestemmelse om på ny at anvende rør af rustfrit stål. I arbejdsbeskrivelsen for det nye udbud var der dog truffet bestemmelse om valg af mærke og producent, idet der bl.a. var anført følgende: »Ny brugsvandsinstallation udføres i Viega Sanpress rustfrie stålrør med pressede samlinger og rødgods fittings, kvalitet AISI 316 L (1.4401).«

Entreprisen blev udført af en anden entreprenør, og aflevering af arbejdet fandt sted i juli 2019. Ifølge vidneforklaringerne fra BH-V1 og dennes medarbejder BH-V2 har der ikke været problemer af nogen art med de nye rør, som blev installeret i 2019, selv om der var tale om rør af rustfrit stål af samme type (316 L) som dem, der blev installeret i 2012-2013. Ejendommens elektrolyseanlæg har hele tiden været det samme, og der er aldrig anvendt afkalkningsanlæg på ejendommen.

BH’s betalingspåstand er baseret på en opgørelse af de udgifter til genudskiftning af alle rørinstallationerne, som BH faktisk har afholdt.

Under voldgiftssagen har skønsmanden afgivet supplerende erklæringer den 10. marts 2019, den 29. december 2019 og den 7. februar 2021. I disse erklæringer har han fastholdt sin konklusion om årsagen til korrosionsskaderne. Om mulig årsag til den påviste fejl i det stål, der er anvendt til fremstillingen af de fejlbehæftede vandrør (trods opfyldelse af de gældende normer for indhold af grundstoffer), har han i sin erklæring af 10. marts 2019 bl.a. udtalt følgende (i besvarelsen af spørgsmål 8):

»Et forhold, der desværre optræder oftere og oftere, da »recycling« af rustfrie stål ofte medfører, at producenterne ikke har fokus på forureninger, men på, at hovedbestanddelene i stålene er til stede. Stål fra eksempelvis Asien og andre lokaliteter indkøbes således så godt som aldrig med krav til elektrokemiske test – hvilket er årsagen til eksempelvis det aktuelle problem.«

Skønsmanden har også haft lejlighed til at kommentere AI-1’s erklæring af 7. januar 2014 og AI-2’s erklæring af 29. september 2014.

Hvad angår erklæringen fra AI-1 er det skønsmandens opfattelse, at der hverken foreligger metallografisk undersøgelse eller anden form for dokumentation for AI-1’s konklusion om, at korrosionsangrebene ikke beror på dårlig materialekvalitet. Hvad angår erklæringen fra AI-2 er det hans opfattelse, at AI-2 ikke har draget sin konklusion på et tilstrækkelig oplyst grundlag, da AI-2 netop ikke har foretaget den omfattende materialeundersøgelse, som han selv har foretaget.

I sin erklæring af 7. februar 2021 har skønsmanden bl.a. anført følgende: »Som anført ovenfor kan rør og fittings betragtes at være stabile, hvad angår korrosion og burde derfor ikke kunne korrodere, hvis materialet kan betragtes fejlfrit. Så levetiden kan derfor betragtes værende uendelig.«

Ligesom skønsmanden har kommenteret AI-1’s og AI-2’s konklusioner, har disse institutioner også haft lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt skønsmandens konklusioner giver dem anledning til at revurdere deres konklusioner.

I et brev af 24. september 2019 fra AI-1 er der bl.a. anført følgende:

»Vores konklusion i skadesrapporten var dengang følgende:

»AI-1 vurderer, at korrosionsangrebene på rørene ikke skyldes vandkvaliteten eller dårlig materialekvalitet (316 L).«

Denne konklusion bygger på en besigtigelse af samlinger og vurdering af de anvendte materialetyper baseret på de af R A/S tilsendte materialer og vandanalyser. Konklusionen tager udgangspunkt i den viden, den almene VVS- installatør skal have. Med materialekvalitet forstås, at de rigtige materialetyper er valgt til den specifikke vandkvalitet på stedet. Man vil stadig i 2019 opfatte materialevalget som korrekt.

Samtidig peger … [AI-1’s konsulent] konklusion på, at årsagen skal findes et andet sted end i valget af materialetypen (316 L): »AI-1 vurderer, at korrosionsangrebene skyldes en uheldig kombination af vandkvaliteten og samlingen/konstruktionen af fittings. I de spalter, der er opstået ved samlingerne, har der været mulighed for, at de salte og mineraler, der naturligt findes i drikkevandet, har kunnet ophobes, hvilket ved længere tids henstand formodentlig har medført et surt og aggressivt miljø.« Denne vurdering er efterfølgende behandlet og videreført i professor Per Møllers skønsmandsrapporter.«

Ved en mail af 12. august 2019 har AI-2 afgivet følgende erklæring efter at have haft lejlighed til at se skønsmandens erklæringer:

»Som nævnt blev AI-2 rekvireret af HE A/S til at kigge nærmere på udvalgte rørprøver, som blev udvalgt af HE A/S og fremsendt til AI-2. Undersøgelsen i 2014 omfattede visuel inspektion, langsgående gennemskæring, visuel vurdering af 4 rørprøver og metallurgisk undersøgelse af korrosionsangrebene på 2 af prøverne.

AI-2 har genlæst vores rapport i henhold til det oprindelige opdrag givet af HE A/S, og det har ikke givet anledning til ændring af vores konklusioner. AI-2 ser ikke anledning til på foreliggende grundlag at skulle udtale sig om skønsmandens gennemgang, herunder undersøgelser, omfang og tilrettelæggelse af syns- og skønsrapport eller konklusioner til brug for jeres voldgiftssag mod HE A/S.«

VVS-installatør L-V1 fra L har forklaret, at andre kunder har fået tilsvarende rør, men ikke har oplevet problemer med korrosion. Han har tidligere oplevet problemer med intergranular korrosion, men i disse tilfælde har årsagen været mikrobiologisk og forårsaget af temperaturforhold (varmtvandsrør, hvor temperaturen ikke var tilstrækkelig høj). En enkelt gang blev problemet løst ved gennemskylning af rørene. Han har i øvrigt forklaret om forskellen mellem batchnummer og certifikatsnummer og oplyst, at han ikke har kendskab til produktionsstedet for det stål, som de omhandlede vandrør er fremstillet af.

Der er fremlagt uddrag fra Statens Byggeforskningsinstituts publikation fra 2013: »Levetider af bygningsdele ved vurdering af bæredygtighed og totaløkonomi.« I forordet hedder det bl.a.: »Denne rapport ridser kort status for forudsigelse af bygningsdele op og foreslår en metode til forsimplet vurdering af den faktiske levetid for bygningsdele for forskellige materialer og bygningsanvendelser. Metoden er generelt anvendelig, men i rapportens tabeller for levetider forenklet til generel brug, og medtager her kun den tekniske og den funktionelle levetid.« I en af levetidstabellerne er »teknisk middellevetid« for distributionsanlæg (rør, ventiler mm.), der er fremstillet af »jern, stål og rustfrit stål« ansat til 60 år.

4. Afhjemling af skønserklæringer
Skønsmanden, professor Per Møller, har vedstået sine erklæringer og supplerende oplyst, at han er uddannet kemiker og har 25 års erfaring med stålmaterialer mv. Han har aldrig før set så meget overfladerust på nye rør af rustfrit stål. Skaden skyldes fejl i selve det stål, der er anvendt til produktionen af de pågældende stålrør. Indholdet af silicium skal være helt opløst og jævnt fordelt, så det ikke fremtræder synligt som klumper i stålet, således som man kan se på billederne i hans erklæringer. Normalt leverer stålværkerne en kvalitet, som er i orden, men i dette tilfælde er det altså gået galt i fremstillingsprocessen. Det er meget usædvanligt.

I denne sag var der ikke tale om, at samtlige rør var fremstillet af defekt stål. Nogle af rørprøverne viste, at der var tale om stål uden mangler. Problemet var bare, at det ikke var muligt at identificere de rør, som var fremstillet af defekt stål uden at gennemføre destruktivt indgreb og kostbar elektrokemisk undersøgelse af hvert enkelt rør, hvilket væsentligt ville overstige udgifterne til total udskiftning af alle rørinstallationer i hele bebyggelsen. Det var således væsentligt billigere at genudskifte samtlige rør end at finde og udskifte de rør, som var fremstillet af defekt stål.

Han erkender, at han i sin erklæring oprindelig havde taget fejl af betydning af batchnummeret på de anvendte rør. Men det spiller overhovedet ingen rolle for hans konklusioner om skadesårsagen. Det handler bare om hans (forgæves) bestræbelser på at identificere de rør, som var fremstillet af defekt stål, i forhold til de rør, hvor stålet var i orden.

Rustfrit stål er i princippet uforgængeligt, når det lever op til kravene for type 316 L, der var – og fortsat er – velegnet til produktion af vandrør. Det er således den helt rigtige type stål, der er anvendt til produktion af de omhandlede vandrør. Parterne har bare været uheldige, fordi der i dette tilfælde er sket en fejl i fremstillingsprocessen fra stålværkets side. Det er heldigvis sjældent, det sker, og problemet, som han har beskrevet i sine erklæringer, er kun sparsomt omtalt i den videnskabelige litteratur på området. Det er nok også en del af forklaringen på, at det hverken er lykkedes for AI-1 eller AI-2 at identificere skadesårsagen. En anden del af forklaringen er, at de ikke har været lige så grundige i deres undersøgelser som han selv.

Foreholdt levetidstabellerne fra Statens Byggeforskningsinstitut fastholder han sit standpunkt om en i princippet uendelig levetid for vandrør af rustfrit stål af typen 316 L og påpeger, at det ikke er retvisende at udtale sig om forventet levetid for vandrør af denne type under ét med levetiden for vandrør, der er fremstillet af jern eller stål, som ikke er rustfrit.

5. Procedure
BH har anført navnlig, at der foreligger mangler ved det udførte arbejde, fordi rørinstallationerne ikke er udført af materialer af sædvanlig god kvalitet, jf. AB 92 § 30, stk. 2, jf. § 10, stk. 1. Entreprenøren havde frit materialevalg, og det er ubestridt, at der findes kontraktmæssige materialer på markedet. Rør af rustfrit stål, som lever op til standarden 316 L, er således normalt i orden.

Der er næppe anledning til kritik, hverken af entreprenørens udførelsesmåde eller valg af produkt. Der har således næppe været anledning til mistanke om, at der var noget galt med det stål, som de pågældende rør var fremstillet af. Det kan imidlertid ikke ændre på, at det er entreprenørens ansvar, at materialerne er i orden. Der er tale om et objektivt ansvar.

I det foreliggende tilfælde er det klart, at der påhviler entreprenøren et objektivt ansvar for kvaliteten af de anvendte materialer, idet HE har udstedt en garantierklæring for materialekvaliteten, jf. herved AB 92, § 30, stk. 3.

BH har løftet sin bevisbyrde med hensyn til indsigelsen om mangler ved de anvendte materialer. Det er således en ubestridelig og veldokumenteret kendsgerning, at der var omfattende korrosionsskader på de stålrør, som HE havde installeret i bygningerne. Det må ikke forekomme på helt nye rør af rustfrit stål. Problemet var så stort, at BH’s forsikringsselskab truede med at opsige forsikringen, hvis der ikke omgående blev gennemført genudskiftning af alle stålrørene.

Efter skønserklæringerne og skønsmandens forklaring for voldgiftsretten er der nu også ført bevis for årsagen til, at stålrørene var mangelfulde. Der var fejl i selve det stål, som de pågældende rør var fremstillet af. Der er ikke belæg for den kritik af skønsmandens konklusioner, som entreprenøren og adciterede har fremført.

Der er ikke tale om mangler som følge af, at de anvendte materialer efter deres art har vist sig generelt uegnede til formålet. Tværtimod er det en kendsgerning, at rustfrit stål af typen 316 L var og fortsat er velegnet til rørinstallationer som de i sagen omhandlede. Faktisk er det også den samme type stål, som er anvendt til de nye rørinstallationer, som nu er indsat i ejendommen i stedet for de defekte rør fra HE og L, og de nye rør er fejlfri. Derfor er HE’s og L’s indsigelse om, at udviklingsrisikoen påhviler bygherren, ikke relevant i denne sag. I øvrigt er det heller ikke rigtigt, at udviklingsrisikoen påhviler bygherren i en situation som den foreliggende, hvor entreprenøren har givet garanti, og hvor produktets gode egenskaber derfor er tilsikret ifølge aftalen, jf. AB 92, § 30, stk. 3.

Indsigelsen om, at en erstatning skal begrænses til prisen for udskiftning af de rør, der var behæftet med fejl, er heller ikke holdbar i det foreliggende tilfælde, hvor det var umuligt umiddelbart at fastslå, hvilke rør der var fremstillet af defekt stål. Ifølge skønsmanden ville det således være meget dyrere at identificere de fejlbehæftede rør og udskifte dem end at udskifte samtlige rør, således som BH rent faktisk også har gjort. Hertil kommer, at BH var under tidspres på grund af forsikringsselskabets trussel om opsigelse af forsikringen på grund af de defekte rør. Under disse omstændigheder er det derfor med rette, at BH har krævet erstatning for udgiften til udskiftning af alle rørene.

Også indsigelsen om reduktion af erstatningen med henvisning til princippet om »nyt for gammelt« er uholdbar i det foreliggende tilfælde, hvor de defekte rør var næsten helt nye, og hvor genudskiftningen af alle rørene derfor ikke har medført nogen berigelse for BH. Det er særlig klart i lyset af den forventede levetid for nye rørinstallationer af rustfrit stål. Efter skønsmandens forklaring herom er der således ikke opnået nogen levetidsforlængelse af betydning, hvis der sammenlignes med fejlfrie rør af rustfrit stål.

L har anført navnlig, at der ikke er ført fornødent bevis for materialefejl. Skønsmanden er ganske vist ikke i tvivl, men der er tale om et bevisspørgsmål, som henhører under voldgiftsrettens kompetence – ikke skønsmandens. Ved bevisbedømmelsen må voldgiftsretten forholde sig til hele det bevismateriale, der foreligger i sagen, og erklæringerne fra de anerkendte, uafhængige institutioner AI-1 og AI-2 bør tillægges særlig vægt i den forbindelse.

Erklæringerne fra AI-1 og AI-2 giver ikke grundlag for kritik af materialekvaliteten. Tværtimod fastslår disse institutioner udtrykkeligt, at materialekvaliteten var i orden, og at de omfattende korrosionsangreb må henføres til andre forhold. Der er peget på forskellige mulige fejlkilder, og ingen af dem angår materialekvaliteten. Efter at have haft lejlighed til at se skønsmandens erklæringer har AI-1 og AI-2 fastholdt deres opfattelse. Skønsmanden står således alene med sine bastante og vidtgående konklusioner om skadesårsagen, og det virker, som om hans ønske om at bruge sagen som afsæt for ny banebrydende forskning har styret ham ud af kurs i forhold til den konkrete opgave med besvarelse af skønstemaerne, som han egentlig blot skulle løse. Derfor bør voldgiftsretten udvise skepsis over for skønsmandens konklusioner.

Hvis voldgiftsretten på baggrund af skønsmandens vurderinger alligevel måtte finde stål, som ubestridt lever op til de gældende normer for indhold og kvalitet af rustfrit stål af typen 316 L, uegnet til formålet, er der tale om en udviklingsrisiko, som påhviler bygherren, fordi såvel entreprenøren som leverandøren har henholdt sig til byggetidens viden, da entreprisen blev udført. De havde således ikke anledning til at betvivle anvendeligheden af det anvendte produkt på daværende tidspunkt.

Under alle omstændigheder forekommer de få og ikke nødvendigvis repræsentative rørprøver, der ligger til grund for skønsmandens analyse og konklusioner, også at være for få og for dårlige til en vidtgående konklusion, som går ud på at kassere alle de rør, der er installeret i bygningerne. Skønsmanden har jo også selv erkendt, at han har taget fejl af betydningen af batch-numre, og at det ikke var alle rør, der var defekte. Som leverandør kan L i givet fald kun være forpligtet til at betale erstatning for de defekte rør. At det er dyrt eller besværligt at identificere de defekte rør, kan således ikke begrunde, at L skal erstatte udgiften til også at udskifte de rør, som ikke fejlede noget.

I øvrigt kan HE’s indsigelser mod erstatningskravet, herunder indsigelsen om reduktion af et eventuelt erstatningskrav efter princippet om »nyt for gammelt«, i det hele tiltrædes.

HE har erklæret sig enig i L’s indsigelse om, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for fejl i de anvendte materialer, herunder indsigelserne imod skønsmandens konklusioner og om den ringe bevisværdi af disse konklusioner i lyset af erklæringerne fra de uafhængige institutioner AI-1 og AI-2.

Der er heller ikke tale om mangler som følge af udførelsesfejl. En indsigelse herom er end ikke gjort gældende fra bygherrens side.

Måtte voldgiftsretten alligevel lægge til grund, at der var mangler ved materialerne, er der tale om en udviklingsskade, som bygherren bærer risikoen for.

Under alle omstændigheder skal et eventuelt erstatningskrav reduceres, fordi bygherrens krav er opgjort på grundlag af den faktiske udgift til udskiftning af alle rørinstallationerne, og det er ubestridt, at der ikke var mangler ved alle de rør, som HE havde installeret i bygningerne. Hertil kommer den nødvendige reduktion efter princippet om
»nyt for gammelt«, idet de pågældende rør var 6 år gamle, inden genudskiftningen blev gennemført i 2019. I overensstemmelse med det anførte i tabellerne fra Statens Byggeforskningsinstitut skal levetiden for nye stålrør ansættes til 60 år. Det indebærer, at BH ved genudskiftningen har opnået en forlænget levetid på 10% og derfor i givet fald må tåle en tilsvarende reduktion af et eventuelt erstatningskrav.

Adciterede L er HE’s leverandør og hæfter derfor over for HE for et eventuelt erstatningskrav på »back to back- vilkår«. Dette er ubestridt, og L skal derfor friholde HE for ethvert krav, som HE måtte blive pålagt at betale til BH som følge af mangler ved de anvendte materialer.

6. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Sagens hovedspørgsmål er, om rørinstallationerne, som blev installeret af HE i BH’s bygninger, var behæftet med mangler som følge af fejl i materialerne. I givet fald skal voldgiftsretten tage stilling til, om HE er erstatningsansvarlig for BH’s udgifter til at genudskifte alle rørinstallationerne, og om L er forpligtet til at frihold HE for tabet som følge af BH’s krav mod HE.

Efter bevisførelsen, herunder notaterne fra 1-årsgennemgangen, den fremlagte korrespondance og fotodokumentation samt vidneforklaringerne, lægger voldgiftsretten til grund, at store dele af de nye rør, som HE havde installeret i 2012-2013, var udsat for omfattende korrosionsskader, som ikke burde forekomme på nye vandrør af rustfrit stål af den anvendte type (316 L). Der var både tale om synlig overfladerust på ydersiden og tæringsskader fra indersiden af rørene, som i flere tilfælde havde ført til gennemtæring og brud på rørene allerede inden 1 år efter afleveringen. Skaderne var så omfattende og voldsomme, at BH’s forsikringsselskab truede med opsigelse af forsikringen, hvis genudskiftning af rørinstallationerne ikke blev gennemført med det samme, og sådan genudskiftning af alle rørene fandt herefter sted i 2019. Der har ikke været problemer med de nye rør, som blev installeret i 2019, og som ligeledes er udført i rustfrit stål af samme type (316 L).

Det er voldgiftsrettens opfattelse, at hverken AI-1 eller AI-2 har givet en plausibel forklaring på årsagen til de omfattende korrosionsskader på de rør, som blev installeret af HE i 2012-2013. Der har således hverken været problemer med vandkvaliteten, konstruktionsfejl eller afvigelser i forbindelse med driften, som har kunnet begrunde de omfattende skader. Der er heller intet, som giver belæg for en antagelse om tilstedeværelse af mikroorganismer i rørene.

Voldgiftsretten bemærker, at skønsmanden har foretaget undersøgelser og analyser, som er væsentligt grundigere end dem, der er foretaget af AI-1 og AI-2, og at han i modsætning til disse institutioner har påvist fejl i det stål, der var anvendt til fremstilling af de pågældende vandrør. Fejlen består af kraftige opbygninger af silicium i korngrænserne, som skønsmanden udførligt har beskrevet og dokumenteret, bl.a. med fotodokumentation fra de elektronmikroskopiske undersøgelser. Han har også udførligt beskrevet effekten af den påviste fejl i stålmaterialet, og det er voldgiftsrettens opfattelse, at der er god overensstemmelse mellem hans dokumenterede observationer og de korrosionsskader, som faktisk forekom på de pågældende rør.

Voldgiftsretten bemærker, at AI-1 og AI-2, som efterfølgende har haft lejlighed til at kommentere skønsmandens erklæringer med tilhørende dokumentation, ikke har kritiseret skønsmandens analysemetoder eller forholdt sig til rigtigheden af hans konklusioner eller grundlaget for disse konklusioner.

Voldgiftsretten anser skønsmandens konklusioner for velunderbyggede og finder derfor dokumentationen for mangler ved de anvendte materialer overbevisende. Den anvendte ståltype (316 L) er generelt velegnet til formålet, men der er blot tale om et usædvanlig uheldigt tilfælde af afvigelse i det stål, som konkret er anvendt til fremstilling af de rør, der blev installeret i BH’s bygninger – en art »mandagseksemplarer«.

Netop fordi der ikke er tale om, at den anvendte ståltype generelt er uegnet til formålet, finder voldgiftsretten HE’s og L’s indsigelse om bygherrens hæftelse for udviklingsrisiko uden relevans i den foreliggende sag.

Materialefejlen medfører, at der foreligger mangler, som HE er ansvarlig for, jf. AB 92 § 30, stk. 2, jf. § 10, stk. 1. Arbejdet har derfor ikke de egenskaber, der er tilsikret ved HE’s garantierklæring af 13. juni 2013, og BH er derfor berettiget til erstatning i henhold til garantien, jf. AB 92 § 35, stk. 1, jf. § 30, stk. 3.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig skønsmandens erklæringer om den manglende mulighed for umiddelbart at fastslå, hvilke stålrør der er udført af det fejlbehæftede stål, og hvilke der ikke er, og oplysningerne om fremgangsmåden og omkostningerne, som ville være forbundet med at identificere den fejlbehæftede del af de samlede rørinstallationer, lægger voldgiftsretten til grund, at den billigste og eneste fornuftige løsning til udbedring af manglerne ved rørinstallationerne er den, som BH rent faktisk har anvendt – en samlet genudskiftning af alle rørene. Det er derfor med rette, at BH har foretaget opgørelsen af sit erstatningskrav på grundlag af de faktisk afholdte udgifter til den faktisk gennemførte genudskiftning af alle rørinstallationerne, som HE havde indsat i 2012- 2013. Den af HE og L fremførte indsigelse om, at erstatningskravet skal reduceres med den del, som angår ikke defekte rør, tages derfor ikke til følge.

På baggrund af de i sagen fremlagte oplysninger og voldgiftsrettens eget kendskab til levetiden af vandrør af den omhandlede type finder voldgiftsretten ikke grundlag for reduktion af erstatningskravet efter princippet om

berigelse som følge af »nyt for gammelt«. Voldgiftsretten bemærker herved, at en periode på 6 år må anses for uden nævneværdig betydning i forhold til den samlede levetid for vandrør, der er udført i rustfrit stål af typen 316 L.

Sammenfattende er det herefter voldgiftsrettens konklusion, at BH’s erstatningskrav er berettiget, og at ingen af indsigelserne mod den beløbsmæssige opgørelse af erstatningskravet er holdbare. Voldgiftsretten tager derfor BH’s påstand til følge.

Efter voldgiftsrettens konklusion om mangler som følge af materialefejl og det oplyste om L’s hæftelse for ansvar i sin egenskab af leverandør af de anvendte materialer tager voldgiftsretten HE’s principale påstand over for adciterede til følge. Voldgiftsretten bemærker herved, at der ikke fra L’s side er fremført indsigelser imod HE’s beløbsmæssige opgørelse af denne påstand.

Efter sagens forløb og udfald skal HE betale sagsomkostninger til BH med 557.175 kr., heraf 400.000 kr. til dækning af advokatudgifter og 157.175 kr. til dækning af de udgifter, som foreløbig er afholdt af BH i skønsomkostninger og omkostninger til afhjemling af skønserklæringerne ved afhøring af skønsmanden under hovedforhandlingen.

Efter forløbet og udfaldet af sagen mellem HE og L skal L til HE betale sagsomkostninger med 222.300 kr., heraf
200.000 kr. til dækning af advokatudgifter og 22.300 kr. til dækning af de udgifter til syn og skøn, som foreløbig er afholdt af HE. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger til dækning af HE’s advokatudgifter har voldgiftsretten bl.a. lagt vægt på, at L ikke har bestridt sin forpligtelse til at friholde HE for udgiften til erstatning mv. til BH, hvis BH måtte få medhold i sit erstatningskrav mod HE på grund af materialefejl, og at HE’s advokat har kunnet koordinere sin indsats om sagens hovedtema med advokaten for L. Voldgiftsretten bemærker endvidere, at HE i modsætning til BH er momsregistreret.

Efter sagens udfald betales de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, af adciterede L efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.