(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Denne kendelse er afsagt af voldgiftsretten primo oktober 2018 og vedrører mangler og ekstraarbejder.

I forbindelse med renovering af 180 boliger tilhørende bygherre (BH) indgik hovedentreprenør (HE) mundtligt underentrepriseaftale med underentreprenør (UE) angående udførelse af fugtstop i indvendige murede vægge i kældrene. AB 92 var vedtaget mellem parterne. Senere blev aftalen udvidet til også at omfatte facadeafrensning.

I forbindelse med betalingen opstod der tvist mellem HE og UE angående mangler og ekstraarbejde. UE indbragte således sagen for voldgiftsretten og nedlagde påstand om HE’s betaling af godt 712.000 kr. HE nedlagde påstand om frifindelse og adciterede BH, hvor overfor HE nedlagde påstand om, at BH skulle betale HE godt 902.000 kr. i forbindelse med ekstraarbejder ved murerarbejdet. BH nedlagde påstand om frifindelse.

Voldgiftsretten

Indledningsvist fandt voldgiftsretten, at UE udtrykkeligt havde fremhævet sine vilkår, hvorfor disse var gældende.

For så vidt angik facadeafrensningen fandtes det, at nogle forskelle på facaderne måtte have fremstået klart. Idet HE således ikke havde fremsat indsigelser over for UE mod det udførte arbejde, fandtes det ikke godtgjort, at UE’s arbejde ved afleveringen led af mangler. Med hensyn til udførelsen af fugtstop fandtes det af voldgiftsretten, at udførelsesmetoden i forhold til arbejdsbeskrivelsen var ændret af UE. Bevisbyrden for, at metodeændringen således var sket efter anvisning fra eller aftale med HE påhvilede UE. Der var under sagen modstridende forklaringer om, hvem der traf beslutningen om metodeændringen. Det kunne imidlertid ikke udledes, at HE instruerede UE om metodeændringen. Voldgiftsretten lagde således til grund, at UE ikke kunne godtgøre, at HE krævede arbejde udført på en måde, som medførte merarbejde for UE i forhold til parternes oprindelige aftale. Samtidig fandt voldgiftsretten, at det i lyset af UE’s oplyste omfang af merarbejde, ville være forventeligt, at UE havde fremsendt skriftligt varsel om krav på merbetaling, såfremt HE havde stillet et sådant krav, hvorfor UE’s krav ikke blev taget til følge.

BH blev frifundet for HE’s krav, da voldgiftsretten ikke fandt grundlag for at tage UE’s krav om ekstraarbejder til følge under henvisning til udbudsmaterialet.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

I nærværende kendelse fandtes der mangler ved facadeafrensningen, grundet forskelle i facader, som måtte have fremstået klart. I forbindelse med reklamation for fejl og mangler, er det afgørende moment, at det skal ske hurtigst muligt. Hovedentreprenørens manglende indsigelse mod arbejdet førte derfor til tab af kravet. Det er derfor væsentligt, at reagere på fejl og mangler inden eller umiddelbart efter aflevering af arbejdet.

Samtidig er nærværende kendelse et godt eksempel på de mange entrepriseretlige tvister, der omhandler ændringer og ekstraarbejder. I sagen var AB 92 vedtaget mellem parterne. AB 92 indeholder imidlertid ikke bestemmelser, der sikrer parterne en løbende afklaring af pris- og tidsmæssige konsekvenser af ændringer, hvilket ofte har ført til meget sent fremsatte krav, som i nærværende sag. Da underentreprenøren imidlertid ikke kunne godtgøre, at hovedentreprenøren havde anvist eller aftalt metodeændringen, og underentreprenøren ej heller havde fremsat krav om merbetaling, blev hovedentreprenøren frifundet for kravet i henhold til ekstraarbejder.

Med formålet om at sikre, at parterne inden for en nærmere angivet frist får afklaret eventuelle uenigheder om, hvorvidt en meddelelse fra bygherrens side indebærer en ændring eller blot en anvisning, er reglerne om varsling af krav i AB 18 ændret. For så vidt angår ændringer, der giver anledning til krav om forandring af aftalen, herunder blandt andet i henhold til ekstrabetaling, er der med AB 18 § 36, stk. 4 indført en ny regel. Entreprenørens anmodning om betaling for ekstraarbejder skal herefter fremsættes inden rimelig tid efter, at ekstraarbejderne er udført.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.

Se mere på https://nexusadvokater.dk/kurser/

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2019.36 / Sag nr. C-14237


-oOo-

 

Kendelsen i fuld længde

Underentreprenør UE (advokat Carsten Led-Jensen) mod Hovedentreprenør HE (advokat Christian Lomborg Jessen) og Bygherre BH (advokat Flemming Dahl)

  1. Indledning

Mellem klageren, underentreprenør UE (UE), indklagede, hovedentreprenør HE (HE), og adciterede, bygherre BH (BH), er der opstået en tvist om krav for udført arbejde i forbindelse med renovering af 180 boliger i ….

I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af arkitekt/bygningskonstruktør Henrik Bøgeskov Lolholm, murer/tømrermester Niels Præstkær Jørgensen og landsdommer Mogens Heinsen, med sidstnævnte som formand.

  1. Påstande og hovedforhandling

UE har nedlagt påstand om, at HE tilpligtes at betale UE 711.913,80 kr. med tillæg af renter af 93.078, 29 kr. fra den 10. november 2016, af 72.496,72 kr. fra den 1. august 2016, af 299.281,25 kr. fra den 5. juni 2016, af 81.218,13 kr. fra den 9. juli 2016, af 152.960,18 kr. fra den 1. august 2016 og af 12.879,23 kr. fra sagens anlæg den 25. januar 2017, alt til betaling sker.

HE har over for UE nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

HE har over for BH under hovedforhandlingen nedlagt endelig påstand om, at BH skal betale HE 901.785,26 kr. med tillæg af procesrenter fra den 20. november 2016 til betaling sker.

BH har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Hovedforhandling har fundet sted den 7. september 2018 på hotel ….

C (fra UE), D (fra HE), A (fra R2, arkitekt), G (fra BH) og I (R1, ingeniør) har afgivet forklaring under hovedforhandlingen og skønsmanden, teknisk direktør Kim Richter, har været afhjemlet under hovedforhandlingen.

I forbindelse med, at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande, forklaringerne og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

  1. Forklaringer

C forklarede, at han er daglig leder i UE og har arbejdet med overfladerens i mange år.

De afgav tilbud til HE efter at være blevet indbudt til at give pris på bl.a. de dele af murerentreprisen, han kunne give pris på, herunder etablering af fugtstop i indvendige murede vægge i kældrene, jf. tilbudslisten pkt. 3.9. Det var J (fra HE), han havde kontakten til, efter han havde afgivet pris. Han havde et møde med J (fra HE) på pladsen, og efterfølgende fik han at vide, at de havde fået opgaven med at etablere fugtstop i de indvendige kældervægge. J (fra HE) sagde, at det var så lille en opgave, at han bare ville lave en aftaleseddel, og der skulle ikke stilles garanti. Det sidste var af betydning, da UE på daværende tidspunkt havde problemer med at stille garantier.

Da de lagde op til at gå i gang med arbejdet i kældrene, bad J (fra HE) også om pris på facadeafrensning. Han havde ikke selv havde været opmærksom på, at dette var en del af udbuddet. Det lå under tømrerentreprisen. Da UE tidligere havde haft problemer med afrensning af producent P´s -plader, enedes de om at lave prøveafrensning på en plade, der skulle skiftes på blok F i gavlenden mod blok B og til venstre for trappenedgangen. Det var en tilpasset plade. Han deltog ikke i afrensningen, men han fik en mail tilbage om, at det var godkendt. Han sendte et tilbud med en pris på omkring 118-119.000 kr. De forhandlede lidt frem og tilbage og nåede en pris på 100.000 kr. Han fik [pladeproducenten] P’s anvisning i forbindelse med den foretagne prøveafrensning.

De udførte derefter arbejdet. Han skulle ikke følge tidsplanen for de øvrige arbejder. J (fra HE) ville gerne have, at han kom foran alle de andre arbejder, så de ikke kom i karambolage med disse. Det var en forudsætning, at de bare kunne køre los, og det var J (fra HE) helt med på.

Arbejdet i kælderen skulle afstemmes med viceværterne, og de kunne kun få én opgang ad gangen, fordi alle kælderrummene skulle tømmes. Han har hverken selv udarbejdet tidsplaner eller fået tidsplaner fra J (fra HE).

Foreholdt mail af 9. marts 2015 fra J (fra HE) til bl.a. ham, bilagssamlingen side 181, forklarede han, at det første afsnit i mailen om kontrakterne ikke var møntet på UE, da UE ikke havde fået de arbejder. Det var kun det nederste afsnit om afrensningen.

De skrev ikke under på kontrakten, der blev fremsendt den 6. august 2015, bilagssamlingen side 194, da de havde aftalt, at det bare skulle være aftalesedler, og de havde talt om, at UE havde problemer med at stille sikkerheder. I august 2015, da kontraktudkastet kom frem, var de færdige med afrensningen og halvt færdige med kældrene. De blev ikke rykket for en underskrift.

De startede med afrensningen, umiddelbart efter at J (fra HE) havde sagt »go«. Billedet bilagssamlingen side 350 er taget på dette tidspunkt, og man ser stilladset på blok G og afdækningen fra taget. Vinduerne var ikke skiftet, da de kom. Betonrenoveringen på altanerne var heller ikke startet da.

Sæben i en opløsning 1:5 blev påført med en havesprøjte og derefter højtryksrenset nedefra. Til sidst blev gavlen skyllet ned oppefra.

Foreholdt mail af 21. maj 2015 fra J (fra HE) til M, pladeproducent P, bilagssamlingen side 349, forklarede han, at baggrunden var, at M fra P gerne ville have lov at tage video, nok til deres markedsføring. De ville vise, at P-plader kunne renses, og hvor rene de kunne blive. Det var han nemlig overrasket over. Det sagde UE ja til, og M (fra P) kom på pladsen. C (fra UE) var der ikke selv. M (fra P) kunne så ikke få videoudstyret til at virke og ville komme ugen efter, men der ville UE jo være færdig. M (fra P) tog derfor nogle fotos. C (fra UE) hørte intet om, at arbejdet ikke var i orden.

Foreholdt mail af 14. juni 2015 fra ham til J (fra HE) med emnet »Med forbehold: Afrensning af plader« og angivelse af 15. juni 2015 kl. 14.00-14.30 som tidspunkt, bilagssamlingen side 189, forklarede han, at han indkaldte J (fra HE) til en gennemgang, da de nu var færdige. Der var ingen bemærkninger til arbejdet, og han opfattede det således, at det nu var afleveret.

Han blev kontaktet af K (fra HE) i november 2015. K (fra HE) havde fået et tilsynsnotat, som han ikke selv har set. Det drejede sig om gavlene på blok D, vendende mod blok E. De mødtes og så på gavlen, og de syntes begge ikke umiddelbart, at de kunne finde det, der blev klaget over.

Så hørte han ikke mere, før HE skulle til at aflevere, hvor man fra HE’s side krævede arbejdet gjort om. I forbindelse med den anden afrensning var byggelederen fra HE der, og vist også en repræsentant fra tilsynet, hvor det blev gennemgået, hvor stor en del af facaderne der skulle afrenses. Det var så samtlige gavle. Mailen af 21. juni 2015, bilagssamlingen side 267, er fra den dag, de gik rundt for at konstatere omfanget. UE udførte herefter arbejdet, og der var ikke indsigelser mod dette. Det var N (fra HE), der fulgte det.

Prisen for anden afrensning var højere end den tidligere tilbudspris, fordi den oprindelige pris var meget lav. Nu var prisen baseret på tid og forbrug. Han havde oplyst HE om, at han ville have betaling for det.

Der var ikke 15 mm puds på væggene i kælderen som forudsat. De var berappede og malede, viste det sig, da de kom derned. Der havde været problemer med opstigende fugt, og det var det, der skulle stoppes. Der skulle bruges en specialpuds, der skulle stoppe fugten horisontalt, mens injektionen skulle stoppe fugten vertikalt. Der skulle injiceres fra én side, men pudses på begge sider.

Der var kun få steder puds at hakke af, men de lavede en let slibning for at fjerne malingen. De undrede sig over, at der allerede var en horisontal fugtspærre i form af murpap, og gav besked til J (fra HE) om dette, men de fik besked på at fortsætte. De havde nok ikke 10 mm nyt pudslag på væggene i de første blokke, men så blev de stoppet efter skriverier om det videre forløb. De havde måske 8 mm puds på, men der blev krævet 10 mm. Der blev enighed om, at de påførte ekstra op til 10 mm i de tre første blokke, så der var en udkragning, som de gav en skrå afslutning.

Ved opstarten, hvor han opdagede murpappen, havde han J (fra HE) ude på pladsen for at tale om det, men J (fra HE) krævede, at arbejdet skulle laves som udbudt, dvs. med injektion af en vertikal fugtspærre.

På de sidste 4 blokke havde de haft polemik om dette spørgsmål i et halvt år, hvor arbejdet lå stille. Så blev de rykket for færdiggørelse. Han spurgte, hvad de skulle gøre. De fik så besked på at slibe 10 mm ind i væggen på begge sider for at undgå udkragning. Han gjorde K (fra HE) opmærksom på, at det blev dyrere at slibe ind i stenen. K (fra HE) krævede af dem, at de skulle gøre det sådan. Det havde K (fra HE) også skrevet til I (fra R1). Det var ikke UE’s beslutning. K (fra HE) fulgte arbejdet nøje og målte, om de var dybt nok inde. Arbejdet tog meget lang tid. I (fra R2) var ikke dernede, og K (fra HE) bad dem udtrykkeligt undlade at tage kontakt til I (fra R2). I starten deltog han på vegne af UE i byggemøder, men efter nogen tid fik han at vide, at han ikke behøvede at komme. Det var måske, fordi han havde påtalt, at de skulle arbejde på blok F samtidig med, at der blev afrenset maling, uden at der blev taget højde for miljøarbejdet.

Foreholdt mail af 22. januar 2016 fra K (fra HE), bilagssamlingen side 361, forklarede han, at det ikke endte ud med, at de brugte vandtætningsmørtel V, der egentlig ikke er en puds, men et skummateriale, der kan smøres på i 3 mm lag, dvs. noget helt andet end det beskrevne. Han fik at vide, at K (fra HE) havde besluttet sig og orienteret I (fra R2) om, at de sleb ind i stenen. Det havde ikke været et teknisk problem at bruge vandtætningsmørtel V, men det var dyrere. Han kunne dog leve med det, hvis det kun var to skifter. Han ved ikke, hvorfor man valgte den anden løsning.

Foreholdt mails af 16. og 17. februar 2016, bilagssamlingen side 207, forklarede han, at der, hvor der var et mørtellag, huggede de af, men de andre steder, hvor der ikke var mørtel, lavede de en let slibning for at fjerne maling. K (fra HE) så så, at de stadig brugte en Bosch-hammer, hvilket han påtalte. Han krævede, at de sleb.

Foreholdt foto bilagssamlingen side 367 forklarede han, at da de i anden ombæring kom i gang med i blok D, havde han de samme to mand til at gå der, som havde lavet de tre første blokke. De blev instrueret i, hvordan arbejdet nu skulle udføres, men K (fra HE) bad UE mande op, da det gik langsomt. De nye folk havde så ikke helt forstået, hvor tit de skulle skifte filter på støvsugeren, hvilket gav et frygteligt svineri.

Foreholdt faktura nr. 3376, bilagssamlingen side 210, forklarede han, at UE på det tidspunkt var færdige og ville have penge for slibearbejdet, hvilket var eneste punkt på mødet. Konklusionen var, at de blev bedt om at lave en opgørelse, og derfor sendte de fakturaen. Der var et bilag med, hvor det var specificeret ud, hvor meget de havde i nettofordyrelse. Der var lavet fradrag for det, de oprindeligt skulle lave.

Efter den første del af arbejdet i kælderen opdagede de, at der var noget galt med antallet af løbende meter, hvilket han forstod som antal meter, han skulle arbejde på, og han skulle arbejde på begge sider. Der stod også højt og tydeligt, at der skulle pudses på to sider.

Foreholdt mail af 15. juni 2016, bilagssamlingen side 355, forklarede han, at J’s (fra HE) mail dækkede over, at han havde undret sig over, at de næsten havde brugt det antal løbende meter, der var i tilbudslisten. De blev enige om, at han måtte gøre det op efter antal løbende meter.

Han havde læst V’s anvisning. Også heraf fremgik det,at der skulle arbejdes fra begge sider. Han prissatte det ud fra antal løbende meter. Han har ikke selv målt op.

Han er enig i, at AB 92 var gældende for arbejderne. Han havde ikke set et udkast til entreprisekontrakt. På det tidspunkt, hvor han modtog mailen af 29. juli 2014, anede han ikke, hvad han skulle lave. Han modtog mailen, men ikke materialet, der var henvist til. Det er muligt, at der var en dropbox, men den har han ikke været inde i, da han havde udbudsmaterialet fra ….

Tilbuddet, bilagssamlingen side 165, svarer helt til det, der blev sendt til …. Han sendte det samme tilbud til HE, da de også ville have en pris. Der var vist også en tredje hovedentreprenør, han gav pris til.

Der blev lavet en prøveafrensning, og ud fra den lavede han en pris. Prøveafrensningen blev godkendt. Den var meget ens i overfladen. Han fik at vide, at den var godkendt. Pladerne var ekstremt beskidte og havde nok aldrig været renset. Nogle plader skulle skiftes, men de vidste ikke hvilke. Han hørte ikke om bemærkninger til arbejdet, heller ikke fra M fra P.

Han ved ikke, hvad for snavs der er kommet på i mellemtiden, men snavs var der kommet, og det må have været fra byggepladsen. Han ved ikke, hvor let det var at få af. De blev skarpt overvåget af HE under den anden afrensning. De fik at vide, hvilken temperatur de skulle rense med. De blev bedt om at afrense samtlige facader.

På de sidste fire bygninger skulle de slibe ind med 10 mm på hver side. Han fik en mail, som ikke er i sagen, der forklarede, hvordan det skulle gøres. K (fra HE) kom først på, da de tre første blokke var lavet. De havde fundet en metode til at fjerne malingen uden at skade murstenen. Det var det, han refererede til i mailen af 16. februar 2016, bilagssamlingen side 205, ikke kravet om, at de skulle slibe 10 mm ind. De måtte ikke hugge ind i murstenene. Mørtel huggede de væk, der hvor det var, da de ikke kunne komme ind med slibegrejet.

Brug af V ville være udgiftsneutralt, da han havde et sammenligneligt produkt, han kunne gå ind med. Ved den metode skulle han jo ikke slibe ind. Men den måde, det blev gjort på, var ikke udgiftsneutral, og det fortalte han K (fra HE) på det møde, hvor det blev pålagt dem at slibe 10 mm ind. Han har ikke sendt en aftaleseddel. Bygherre har undgået at få en udkragning.

Opgørelsen i faktura 3339, bilagssamlingen side 209, var lavet ud fra en opmåling på stedet af de rum, hvor der blev arbejdet. De havde opmålt på stedet. De aconto fakturerede løbende, men ikke i den periode på ¾ år, hvor arbejdet stod stille. Der var sendt fakturaer på det, der var lavet. Det var nok i sommeren 2015. Da havde de ikke målt alt op. Det måtte de gøre, som de kom frem. De har opmålt det udførte arbejde til godt 1500 m.

Han kender ikke til HE’s opgørelse, bilagssamlingen side 278.

På de tre første blokke rensede de af og pudsede op. Løsningen med V-løsningen havde været ringere end den metode, der blev anvendt.

D (fra HE) forklarede, at han ved, at prøveafrensningen blev accepteret, i hvert fald af HE, men han ved ikke, om bygherren var med på mødet.

Billederne i bilag B og D blev taget som led i deres kvalitetssikring. Man kan se, at vinduerne var blevet skiftet, der var lagt nye zinksålbænke, og der var lagt tagpap på med en zinkkant. Der var ikke foretaget arbejder efter første afrensning, der kunne have givet tilsmudsningen. Der var gavle uden vinduer, hvor der ikke var stilladser oppe. Det var tilsynets vurdering, at der var blevet afrenset ved for lave temperaturer. De målte ved anden afrensning for lav temperatur. Den høje gavl, der ses på bilag 29, var ikke med i deres reklamation. Det var ikke alle gavle, der skulle renses på ny. De har således ikke anmodet om en fuld afrensning i anden omgang, kun at overgange blev udjævnet.

Han har ikke været bekendt med, at man ændrede udførelsesmetode i kælderen fra afhugning til slibning. Han er bekendt med diskussionen om produktvalg, og han har forstået, at man vendte tilbage til den oprindelige udførelsesmetode. Han er ikke bekendt med, at man valgte at slibe ind i stenen. Den eneste problemstilling, de havde, da fakturaen kom, var spørgsmålet om opmåling af kældervæggene, ikke noget om metodevalget fsva. afrensning. De har ikke modtaget varsel om merpris, herunder en aftaleseddel. Det var først i forbindelse med faktureringen, det kom op. Han er ikke bekendt med, at det er dyrere at afslibe end at hugge af. HE havde ikke grund til at vælge en anden løsning end den, der fremgår af de mails, der er udvekslet, nemlig brug af V, som skulle være omkostningsneutral. De har ikke pålagt UE at slibe ind i stenen, og de har ikke videresendt noget krav i den anledning til BH. Det er først i dag, at han har forstået grunden til, at man har slebet ind i stenen.

Deres enhedspris over for BH er ikke udtryk for de reelle poster, der er et element af gynger og karruseller. De havde ikke kalkuleret med, at de skulle injicere på begge sider. De har videreført kravet efter at være blevet mødt med kravet fra UE.

Han havde ikke sin daglige gang på pladsen før den sidste periode. O (fra HE) havde den overordnede styring sammen med deres byggeleder på pladsen, som tog det daglige. Aftaler med underentreprenører skulle ind over O (fra HE).

Grunden til, at det tog så lang tid at få lukket tilsynsnotatet, var, at de ikke kunne blive enige med UE. Han tror, at hvis man dykker langt nok ned, kan man finde mails, hvor de rykkede UE for udbedring af afrensningen, men han har ikke set dem her.

Billederne i bilagssamlingen side 218 ff. er optaget af deres byggeledere og et par praktikanter som del af deres kvalitetssikring. Han ved ikke, hvorfor der ikke blev reklameret f.eks. den 26. april 2016, hvor der er taget et foto. Han mener, at sålbænkene side 219 og 303 er ens.

Han var med på den rundgang, der er omtalt i mailen af 21. juni 2016, bilagssamlingen side 267. Han mener ikke, at UE blev pålagt at afrense flere facader. Han ved ikke, hvor kravet om 60 grader varmt vand kommer fra. UE sagde, at de brugte 60 grader varmt vand, men det gjorde de imidlertid ikke. HE bad så om, at de brugte 60 grader varmt vand. N (fra HE) var deres mand på pladsen, men han ved ikke, om han overvågede afrensningen i anden omgang.

Han var ikke konkret involveret i dialogen om tykkelsen på pudslaget og var heller ikke med til at tage beslutninger om, hvad der skulle ske. Foreholdt faktura nummer 3376, bilagssamlingen side 210, forklarede han, at de på økonomimødet drøftede spørgsmålet om antal løbende meter. De bad UE sende en opgørelse over det. De var ikke enige om den faktura, der havde været sendt en måned før. Han husker ikke at have set den opgørelse, der er henvist til. Han ved ikke, hvorfor de ikke sendte en mail, hvor de tog afstand fra, at der kom en faktura vedrørende noget, der ikke havde været oppe at vende på mødet. J (fra HE) var den eneste, der forlod projektet. Det er vel naturligt, at han selv trådte til, da det spidsede til.

Forskellen i deres enhedspris i forhold til UE’s er begrundet i … valg i forhold til, hvor de lagde deres dækningsbidrag. Det svinger på de enkelte poster. De har ikke været i tvivl om, hvad de skulle udføre på tilbudstidspunktet. Da arbejdet blev startet op, var de stadig ikke i tvivl. Først da UE rejste spørgsmålet, kom der tvivl om opmålingen og udførelsen, som vel må ses sammen.

Foreholdt faktura nummer 3339, bilagssamlingen side 209, forklarede han, at deres krav er baseret på HE’s egen opmåling af væggene. De 342 m, 260 m og 88 m kan han ikke give en forklaring på. Det er deres opmåling. Havde de ikke fået et krav fra UE, havde de ikke sendt et krav. De var ikke selv i sin tid gået i dybden med det.

A (fra R2) forklarede, at han er konstruktør og ansat hos … Arkitekter A/S. Han har lavet arkitektdelen af udbudsmaterialet og ført tilsyn.

Da tilsynet blev gjort opmærksom på, at der var foretaget afrensning og sket aflevering til HE, konstaterede han uens afrensning og lavede et tilsynsnotat den 10. september 2015 til K, HE. Man kan se på fotos bilagssamlingen side 302 og 303, hvor uens afrensningen var. Han gik ikke ind i, om det var alle gavle, så dybt var han ikke nede i det. Han lavede bare et tilsynsnotat. Han ved ikke, om der var indsigelser på gavlen, som ses på bilag 29. Det var en generel reklamation. Han er ret sikker på, at han så, at arbejdet blev udført, uden han var nærmere inde i det på det tidspunkt. Han bad flere gange om svar på tilsynsnotatet på byggemøder og bad om status på situationen. Han havde kun dialogen med HE.

Han er ikke bekendt med en prøveafrensning inden den første afrensning. Det har han ikke været inviteret til.

De blev utålmodige med at få det afrenset, og han aftalte med G fra BH, at de skulle have et andet firma til at lave en testafrensning efter P’s anvisninger. Det er bilagssamlingen side 247-248. Byggelederen fra HE og han stod der. Det var den lyse firkant, der ses bilagssamlingen side 246. Det er ikke hans indtryk, at det, der blev renset af, var ny snavs. Den plamage, der blev renset af, var der også, da han lavede tilsynsnotatet. Han mener ikke, at der var stillads på gavlene, men han er usikker. Han husker heller ikke, om stilladserne på facaderne var afdækkede. Der er sket omfugning og skiftet vinduer på facaderne, som selvfølgelig møder gavlene. Udkradsning af fugerne sker med en vinkelsliber med støvsuger. Der blev sat nye fuger i. Vinduerne blev skiftet fra stilladssiden. Taget blev skiftet. Han så stilladset blive pillet ned, men husker det ikke nærmere.

Han indhentede pris fra [firma R] ApS på en testrens. Han ved ikke, hvad de skulle have for hele arbejdet.

Han mener først, at tilsynsnotatet blev lukket i forbindelse med udbedringen af mangler.

Skønsmanden, Kim Richter, vedstod sine erklæringer og forklarede, at det navnlig var det uens udtryk, der var problemet med gavlene. Den beskrivelse af arbejder, han tænkte på i sin erklæring, var P’s datablad om bl.a. sprøjteafstand. Ensartet afrensning kræver, at stenene bearbejdes fra forskellige sider, og det er efter hans opfattelse den grove overflade, der gav problemer, da den skal afrenses anderledes end en plan overflade, og det tager anvisningen ikke højde for. Man burde nok kunne tage højde for det ved tilbudsgivningen ved at tage forbehold. Hvis der var lavet en prøve, skulle hele resultatet se ud som prøven, hvor man måske havde vasket fra seks vinkler, mens man i selve arbejdet nok kun gjorde det fra to vinkler.

Foreholdt fotoet bilagssamlingen side 301, forklarede han, at han ikke tror, at det snavs er kommet mellem de to afrensninger. Billederne tyder på, at man har stået i forskellig afstand og afrenset. Det, man kunne kræve, var i hvert fald, at det skulle være ensartet, og så kan man diskutere, hvilket renhedsniveau man har betalt for.

Han mener, at en pris på 234.000 kr. inklusive moms er for en grundig afrensning. For den pris skal det blive rent, men det er en pris, man kan tillade sig at tage i markedet. Prisen fra [firma R] ApS, bilagssamlingen 240, på 55.000 kr. plus moms er meget lav og også overraskende lav. Ydelserne ser ud til at være tilsvarende, og han tror ikke, at det er realistisk på en ru plade. Den rigtige pris er snarere 230.000 kr.

Han kan ikke huske, om han har fået oplyst, hvornår de fremlagte fotos er taget, men han har opfattet det som slutproduktet. Han kender ikke vejrligsforholdene ved optagelsen af billederne. En våd væg kan tørre forskelligt op med farveforskelle til følge. Regnvejret kan fremhæve forskelle. Forevist fotos, bilag 29, forklarede han, at de giver et væsentligt anderledes indtryk af afrensningen. Der er meget stor forskel på billederne, men han tror ikke, at forskellen skyldes smuds fra byggeriet. Det, der ses på disse fotos, vil han mene er ensartet afrenset og håndværksmæssigt korrekt.

Han er orienteret om arbejder, der nok støver, men som forholdsvis let skylles væk af regnen. Man ville kunne se, hvor stilladset havde stået.

Han ser samtlige fotos bilag 29 som visende den samme gavl. Han kan ikke se den gavl på de fotos, han har haft, bilagssamlingen side 218-234 og 301-305.

De 1026,33 lbm er en korrektion af opmålingen på 1097,67 lbm. Skal man have begge sider med, skal man gange med to.

I svaret på FD-2 har han vurderet det arbejde, der er forbundet med V-behandling. På den ene side hugger man puds af, etablerer vandret fugtspærre og retablerer. På den anden side hugger man puds af og retablerer. Derfor er det ikke samme pris for begge sider, da man kun skal bore og sprøjte ind fra den ene side.

Foreholdt V’s vejledning, bilagssamlingen side 123, forklarede han, at han ikke umiddelbar kan læse ud af V’s vejledning, at der skal ske afhugning og oppudsning på begge sider. Der kan jo være jord på den ene side, men det står i beskrivelsen for murerarbejdet. Han mener selv, at det rigtige er at afhugge og pudse på begge sider, men rettelsesbladet kan læses sådan, at man fraviger det. De 450 kr. er ud fra den oplyste pris. 450 kr. er ikke en urimelig pris. Han ville måske have forventet den lidt lavere, men 250 kr. er for lav en pris til udførelse på begge sider af væggen.

G har forklaret, at han var projektchef hos BH, herunder i forbindelse med dette arbejde. Deres tekniske rådgiver var R1, som har lavet udbudsmaterialet. Der var et ønske fra afdelingen om at få lavet fugtspærre, men han var ikke inde over selve beskrivelsen. De kender V som et godt produkt. Man borer huller ind og injicerer væske, der spærrer for fugten. Man pudser så på siderne, hvor man først har renset det gamle puds af. Der skal påføres 10 mm puds på begge sider. Det kan ikke udføres med kun puds på den ene side. Han så ikke detaljerne i tilbuddet.

De startede i blok G, hvor det ikke var lavet ordentligt. Der var ikke den tilstrækkelige lagtykkelse, og det var ikke hærdet op. Det blev derfor kasseret. Han var også i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige produkt, der blev anvendt. De bad om, at der blev renset af, og så kunne håndværkerne kalde, når der var renset af, inden de gik videre. Efterfølgende blev det lavet rigtigt. Der er lidt udkragning, fordi der kun var 2-3 mm puds på de bestående vægge. Udkragningen gjorde egentlig ikke noget, og man aftalte, at UE gerne måtte bruge en liste for at sikre en lige kant. Det vigtige var lagtykkelsen på pudslaget. Hovedentreprenøren var med i byggemøder, men han husker ikke, om UE var med. Det var aftalt på byggemøder, hvordan det skulle laves, og det var K fra HE, som I (fra R2) lavede aftalen med. Han har ikke hørt om en problemstilling om opmåling af væggene forud for oktober 2016. Han læser omfanget som 980 m. Der er tale om et system, som skal laves på begge sider.

Han har kasseret afrensningen på nogle gavle og godkendt andre, bl.a. den høje gavl på blok E. Han er ikke bekendt med en prøveafrensning forud for den første afrensning.

Foreholdt fotos, bilagssamlingen side 366 ff., forklarede han, at slibningen gav en masse støv. Det er rigtigt, at der ikke er en udkragning på de sidste fire blokke, men det er ikke noget, de har haft oppe på et byggemøde. Det er ikke noget, de har talt om eller stillet krav om.

I har forklaret, at han er ansat i R1. Han er uddannet teknikumingeniør. Det var dem og R2, der lavede udbudsmaterialet, og han var med til det. Han har lavet beskrivelsen sammen med arkitektfirmaet, det var dog primært arkitektfirmaets opgave. V-produkterne er foreskrevet af dem som teknikere. De 980 løbende meter var deres opmåling af kældervæggene på én side. Det var en stipuleret ydelse, der kunne reguleres op og ned efter en konkret opmåling. V er et system, hvor man borer og injicerer en horisontal fugtspærre ind i væggen, og så etableres der puds på begge sider. Det samme gælder for tilsvarende systemer, man skal behandle begge sider. Det giver ikke mening kun at behandle den ene side.

V’s datablad var en del af udbudsmateralet. V … beskriver den horisontale fugtspærre. På illustrationen bilagssamlingen side 123 ses en situation svarende til den, der var derude, vandret injektion fra den ene side og puds på begge sider.

Foreholdt rettelsesblad 2, bilagssamlingen side 134-135, forklarede han, at man har præciseret, at væggene ikke var så tykke, at der skulle injiceres fra begge sider. Det ville give ret til ekstrabetaling, da der i så fald skulle bores fra begge sider. Det skal ikke læses således. at man kun skal vægbehandle på den ene side. Databladet fra V viser klart pudsbehandling på begge sider, og der er ikke i tilbudsfasen nogen, der har stillet spørgsmål ved det.

Han mener, at han sammen med … har behandlet tilbuddene. De har lavet en kontrol på de billigste tilbud, men de har ikke vurderet på enhedspriserne, der kan variere meget. Han har ikke forholdt sig til enhedsprisen på 980 m.

Han havde tilsyn med arbejdet og deltog i byggemøder. Underentreprenørerne var ikke med der, kun HE.

Da UE startede med etablering af fugtspærren, konstaterede tilsynet problemer med afskalning af pudsen, og at der ikke var et pudslag på 10 mm. Underlaget var ikke renset ind til murstenen. Arbejdet blev kasseret i blok G. De havde ikke fået at vide, at der var skiftet til et andet produkt, det kom først frem senere. De første 3 blokke blev med en udkragning. Der var diskussioner om, at HE ønskede at bruge et andet produkt. Det kom op, da man sidst på året skulle starte op igen. Det endte med, at det alternative produkt blev brugt. De præciserede, at det var vigtigt, at der blev renset af helt ind til murstenen. Der blev ikke stillet spørgsmål ved omfanget af arbejdet. Det var ham, der godkendte a conto-fakturering fra HE, der opererede med 980 m, dog var der 24 m ekstra, der ved en fejl ikke havde fået den rigtige signatur på tegningsmaterialet omkring trapper. Det fik de betaling for. Han så først problematikken omkring omfanget i november 2016, hvor der havde været aflevering i juni 2016.

HE’s krav, bilagssamlingen side 277, blev sendt til ham i november 2016. De havde ikke hørt om problemstillingen forud for dette. Opgørelsen side 278 var med, og deraf ser han, at HE har regnet med begge vægsider, hvor de i udbudsmaterialet havde regnet med løbende meter væg. Opstillingen bilagssamlingen side 299 er udtryk for hans opmåling. Han ved ikke, hvordan HE i opgørelsen side 278 er kommet til, 633,3 m er i blok F. Han gik bare ud fra, at HE havde doblet op.

Tilsynet og bygherren havde accepteret, at kældervæggene blev med en udkragning, så der ikke skulle fræses ind. Foreholdt billederne i bilagssamlingen side 366 ff. forklarede han, at han er bekendt med, at det endte med at blive fræset ind, men det er ikke et krav, de har stillet. Det er nok byggelederen, der har bestemt det, men han ved det ikke. Han husker ikke at have fået en mail om det. De har ikke krævet det, men tværtimod accepteret, at der var en udkragning. De kunne konstatere, at der skete udfræsning.

Foreholdt tilbudslisten, bilagssamlingen side 69, position 3.9, forklarede han, at boremørtlen er den vandrette del af arbejdet. Man kan se af databladet, at der også skal ske oppudsning. Posten dækkede over det komplette system. Foreholdt arbejdsbeskrivelsen, bilagssamlingen side 117, og rettelsesbladet, bilagssamlingen side 135, forklarede han, at den vandrette fugtspærre ikke giver mening, hvis pudsarbejdet ikke også laves. Begge V-datablade var en del af udbudsmaterialet. De skrev ikke præcis, hvilken mørtel der skulle bruges, men det skulle kunne bruges i systemet.

De havde en diskussion om, om de kunne bruge et andet system. I den forbindelse oplyste V, at de havde …, der kun krævede et lag på 3 mm. Hans oplysning om den manglende udkragning betød ikke, at de ønskede at undgå den. Det var bare en konstatering. De så det som en fornuftig mulighed for at undgå udkragningen. Det var et godt alternativ.

Entreprenøren insisterede på at bruge det alternative produkt, men han har ingen erindring om, at de har krævet, at der skulle fræses ind i murværket.

  1. Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med de afgivne påstandsdokumenter og øvrige processkrifter.

  1. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

HE A/S har ikke bestridt, at UE har et krav på renter og rykkergebyrer vedrørende tidligere betalte beløb på 12.879,23 kr., hvorfor denne del af UE’s krav tages til følge.

Det kan efter de fremlagte dokumenter og de afgivne forklaringer lægges til grund, at der mellem HE og UE blev indgået aftale først om arbejdet med fugtsikring af kældervægge, senere om arbejdet med facaderens, uden at der i den forbindelse blev underskrevet en entrepriseaftale. Det kan endvidere lægges til grund, at der ikke blev fremsendt et specifikt kontraktudkast til UE forud for den 6. august 2015. Det bemærkes herved, at det udkast til underentrepriseaftale, der angiveligt var indeholdt i udbudsmaterialet i dropbox i henhold til mailen af 29. juli 2014, ikke er fremlagt i sagen, og indholdet heraf er således ikke voldgiftsretten bekendt. Voldgiftsretten må på denne baggrund se bort herfra ved fastlæggelsen af parternes aftalegrundlag.

Efter indholdet af den forklaring, som C (fra UE) har afgivet, og som understøttes af UE’s mail af 26. juni 2015, lægger voldgiftsretten til grund, at det mellem parterne blev aftalt, at der ikke skulle underskrives en egentlig entrepriseaftale. Navnlig på baggrund af UE’s mail af 25. juni 2015, hvor det udtrykkeligt fremhævedes, at der ikke var nogen kontrakt, og at det var UE’s vilkår, der var gældende, har HE ikke haft anledning til at opfatte UE’s manglende reaktion på fremsendelsen af kontraktudkast den 6. august 2015 som udtryk for, at de vilkår, der var indeholdt i udkastet, kunne anses for aftalt.

Herefter, og da de to arbejder vedrører væsentligt forskellige dele af den samlede entreprise, og da UE’s mail af 14. juni 2015 efter bevisførelsen må opfattes som indkaldelse til afleveringsforretning vedrørende afrensningsarbejdet den følgende dag, anses dette arbejde for afleveret den 15. juni 2015. Det lægges endvidere, herunder på baggrund af HE’s mail af 15. juni 2015, til grund, at dette skete, uden at der fra HE blev gjort indsigelser mod det udførte arbejde, uanset at det må lægges til grund, at forskelle som de, der ses på de fremlagte fotos, ville fremstå tydeligt. På denne baggrund, og da de nærmere omstændigheder vedrørende optagelsen af de fremlagte fotos ikke er belyst under sagen, har HE ikke godtgjort, at afrensningsarbejdet var behæftet med mangler på afleveringstidspunktet, og der var herefter ikke grundlag for HE’s efterfølgende reklamation.

Efter skønsmandens forklaring er det ikke godtgjort, at UE’s pris for den supplerende afrensning oversteg, hvad der med rimelighed kunne forlanges for arbejdet. På denne baggrund, og da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at omfanget af den fornyede afrensning af P-pladerne svarede til det, som HE anmodede om, tages denne del af UE’s krav, 234.178,31 kr., til følge.

Det lægges til grund, at arbejdet med etablering af fugtspærre i kælderen efter parternes oprindelige aftale skulle ske som beskrevet i arbejdsbeskrivelsen, bilagssamlingen side 117, dvs. ved afhugning af pudslaget, og således at de blivende konstruktioner ikke måtte beskadiges. Det er på denne baggrund UE, der skal godtgøre, at den ændrede udførelsesmetode skete efter instruks fra HE eller efter aftale med HE.

Der er under sagen afgivet modstridende forklaringer om, hvem der traf beslutningen om at slibe ind i murstenene i forbindelse med fugtsikringsarbejdet på de sidste fire blokke. Det lægges som ubestridt til grund, at arbejdet på de første tre blokke blev udført på en måde, som medførte en udkragning, og at dette ikke har ført til krav om omgørelse af denne del af arbejdet. D (fra HE) har afvist, at HE stillede krav om, at der skulle slibes ind i murstenene for at undgå en udkragning på væggen i de sidste fire blokke, og efter forklaringerne fra G (fra BH) og I (fra R1) kan det heller ikke lægges til grund, at et sådant krav blev stillet fra BH eller BH’s rådgivere. Mailen af 16. februar 2016 fra K (fra HE) kan efter formuleringen ikke opfattes som en instruks om at slibe ind i murstenene, og det fremgår da også af C’s (fra UE) forklaring, at mailen vedrørte fjernelse af berapningslaget på murstenene. På denne baggrund, og da det heller ikke af det øvrige fremlagte skriftlige materiale kan udledes, at HE instruerede UE om at slibe ind i murstenene som sket, har UE ikke godtgjort, at HE krævede arbejdet udført på en måde, som medførte merarbejde for UE i forhold til parternes oprindelige aftale. Det bemærkes herved, at det bl.a. i lyset af det oplyste omfang af merarbejdet ville være forventeligt, at UE havde fremsendt skriftligt varsel om krav på merbetaling, såfremt HE havde stillet et sådant krav. Denne del af UE’s krav tages derfor ikke til følge.

Voldgiftsretten finder efter formuleringen af udbudsmaterialet, herunder specifikationen af murerarbejdet og rettelsesbladet, sammenholdt med V’s anvisning ikke, at antallet af løbende meter kan forstås som vægsider, men derimod kun som væggenes længde. Der lægges herved vægt på, at det fremgår tydeligt, at den ene del af arbejdet – injektion – kun skulle udføres fra den ene side af væggen, mens den andel del – pudsarbejdet – skulle udføres fra begge sider. Det fremgår da også af C’s (fra UE) forklaring, at UE forstod beskrivelsen af arbejdet i udbudsmaterialet på denne måde. En læsning, hvorefter der var tale om, at det anslåede antal meter dækkede over væggenes sider, er ikke forenelig med hverken almindelig sproglig forståelse eller ønsket om angivelse af en enhedspris pr. løbende meter. Der er herefter ikke grundlag for at tage denne del af UE’s krav til følge.

I konsekvens af det ovenfor anførte, da det må lægges til grund, at HE og BH har haft en fælles forståelse af udbudsmaterialet i overensstemmelse hermed, og da der på baggrund af HE’s opmåling af væggenes længde ikke i øvrigt er grundlag for at antage, at der er udført arbejde i et større omfang, end hvad BH allerede har betalt for, frifindes BH for HE’s krav.

Efter sagens forløb og udfald ophæves sagsomkostningerne i forholdet mellem UE og HE. Disse parter afholder herunder endeligt de udgifter til syn og skøn, de hver især har udlagt.

HE skal betale sagsomkostninger til BH med 100.000 kr. Beløbet er til dækning af advokatomkostninger og udgifter til syn og skøn.

Omkostningerne forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen betales af UE med 1/3 og af HE med 2/3. Der er herved lagt vægt på, at HE’s krav mod BH, som HE ikke har fået medhold i, har udgjort den største del af den samlede sagsgenstand.