Aftale om ”sorte penge” var en af årsagerne til, at en underentreprenør ikke kunne kræve betaling for ekstraarbejde.

Aftale om ”sorte penge” var en af årsagerne til, at en underentreprenør ikke kunne kræve betaling for ekstraarbejde.

< Tilbage

Hvad kan medvirke til, at man som underentreprenør mister kravet om betaling for ekstraarbejde?

Kendelsen er afsagt af voldgiftsretten medio januar 2018 og viser, at aftale om “sorte penge” kan have den konsekvens, at aftalen om ekstraarbejde bliver ugyldig. Derudover kan man miste kravet som følge af AB 92 § 22, stk. 7.

Sagen drejede sig om et aftaleforhold mellem en underentreprenør (UE) og en hovedentreprenør (HE), hvor UE havde afgivet tilbud til HE om udførelse af el-arbejde i forbindelse med opførelse af en række huse. Der blev endvidere imellem parterne aftalt ekstraarbejde vedrørende byggeriet. Prisen for ekstraarbejde udgjorde 100.000 kr., hvoraf 30.000 kr. af dem blev aftalt som værende ‘sorte penge’, eftersom disse blev givet til UE kontant.

Der opstod efterfølgende en tvist om betaling for el-arbejdet, idet HE mente, at UE skulle udbedre en række mangler før, at betaling kunne ske. Omvendt mente UE, at betaling skulle ske før manglerne udbedres. UE’s krav bestod af en faktura, som omfattede en del af entreprisesummen plus tillæg af prisen for ekstraarbejde samt yderligere ekstraarbejde. UE anførte ved retten, at HE havde misligholdt den oprindelige aftale ved ikke at betale dele af entreprisesummen.

Voldgiftsretten fandt, at aftalen om den delvist sorte betaling vedrørende ekstraarbejde var ugyldig i medfør af Danske Lov 5-1-2, hvilket havde den konsekvens, at UE ikke kunne kræve betaling for det påstået ekstraarbejder.

Retten henviste til en Højesteretsdom, hvor en aftale af denne karakter blev erklæret ugyldig. UE kunne således ikke rette et krav mod HE, hvad angik den aftalte pris for ekstraarbejde. Dog havde UE ikke mistet sit oprindelige krav i forhold til den resterende del af entreprisesummen.

Derudover fandt Voldgiftsretten, at UE tillige havde tabt kravet om yderligere ekstraarbejde foretaget efter den 30. juni 2015 som følge af AB 92 § 22, stk. 7. Det skyldes, at UE havde fremsendt en faktura den 30. juni 2015 til HE, hvor formuleringen ‘fuld betaling for vores arbejde’ fremgik.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Danske Lov 5-1-2

Det er interessant, at Voldgiftsretten anvendte denne bestemmelse, selvom ingen af parterne havde anvendt den i deres procedure. Kort sagt, så fastslår Danske Lov 5-1-2, at alle og enhver kan indgå aftaler, og at disse har retsvirkning, så længe at aftalens indhold er i overensstemmelse med loven eller ærbarhed.

En aftale, der vedrører betaling af penge, hvor disse ikke kommer til det offentliges kendskab – altså såkaldt ‘sort arbejde’ – kan erklæres ugyldige som følge af Danske Lov 5-1-2. Derfor kan man vel ikke andet end at erklære sig enige i, at det er dumt at indgå aftaler, hvor sort betaling indgår. Du kan således risikere, at hvis du kommer i konflikt med din aftalepartner, så vil du miste dit krav som følge af dette.

AB 92 § 22, stk. 7

Husk, husk, husk ikke at sende en færdig faktura til din aftalepartner, hvis arbejdet ikke er færdigt! Så mister du altså dit krav!! Selvom du måske godt ved, at du ikke er færdig med arbejdet, så viser denne kendelse, at du skal være omhyggelig med dine formuleringer. Altid lav forbehold i dine fakturaer – så er du på den sikre side.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2018.512 / Sag nr. C-14269

 

-oOo-

 

Kendelsen i fuld længde

Underentreprenør UE (advokat Niels Thestrup) mod Hovedentreprenør HE (advokat Henrik Ravnild)

  1. Indledning

Mellem klageren, underentreprenør UE (herefter UE), og indklagede, hovedentreprenør HE (herefter HE), er der opstået en tvist om betaling for udført el-arbejder i forbindelse med opførelse af 3 dobbelthuse beliggende i – – -.

I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af landsdommer Henrik Gunst Andersen som eneste voldgiftsdommer.

  1. Påstande og hovedforhandling

Klageren (UE) har nedlagt påstand om, at indklagede skal betale 214.578,75 kr. med tillæg af rente i henhold til rentelovens § 5, stk. 1, fra den 1. oktober 2015. Indklagede (HE) har nedlagt påstand om frifindelse.

Hovedforhandling har fundet sted den 18. december 2017 i København.

[3 personer] har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

  1. Sagsfremstilling

UE afgav den 6. juni 2014 til HE tilbud på udførelse af el-arbejde i forbindelse med opførelse af 3 dobbelthuse. Af tilbuddet fremgik, at entreprisesummen var 425.000 kr. (ekskl. moms). Parterne er enige om, at der er indgået mundtlig aftale i overensstemmelse med tilbuddet. I tilbuddet er der henvist til standardforbehold, der indeholder bestemmelse om, at AB 92 er gældende.

Der er endvidere mellem parterne indgået aftale om udførelse af ekstra el-arbejder vedrørende byggeriet. Aftalen blev indgået på grundlag af UE’s tilbud af 27. november 2014, der angav en tillægspris på 140.000 kr. (ekskl. moms). Der er enighed om, at prisen efter krav fra HE blev nedsat til 100.000 kr. Beløbet skulle betales med 70.000 kr. (ekskl. moms), og det resterende beløb på 30.000 kr. skulle betales kontant til UE som »sorte penge«.

Ved faktura 17083 af 30. juni 2015 med forfald den 8. juli 2015 anmodede UE om betaling af 61.875 kr. (inkl. moms). Beløbet fremkom som prisen i henhold til tilbud angivet som værende 495.000 kr. med fradrag af 445.000 kr. som tidligere faktureret a conto. Fakturaen blev indledt med: »Hermed slutfaktura for udført el-arbejde«.

HE sendte den 14. august 2015 en e-mail til UE med en vedhæftet skrivelse angående mellemværendet vedrørende denne entreprise og en anden entreprise, som ikke behandles i denne sag. Det blev i relation til UE’s faktura 17083 af 30. juni 2015 fremsat en række indsigelser. Det blev anført, at UE skulle betale 14.000 kr. for forbrug af el til en trailer, der var opvarmet med en varmeblæser, 13.000 kr. for udbedring ved maler af fejlagtigt afsatte antennestik samt 5.000 kr. for manglende oprydning. Endvidere var det anført, at der var en række nærmere beskrevne fejl og mangler ved det udførte arbejde. Der ville ifølge HE’s skrivelse ske betaling af det herefter resterende beløb, når UE havde godkendt modregningsposterne og udbedret manglerne.

Af en e-mail af 1. september 2015 fra UE til HE fremgår, at »jeg sender dig en slutfaktura med min opgørelse og da du ikke har levet op til betingelserne for en nedsat pris har jeg reguleret tilbudssummen til den oprindelige«.

I en e-mail af 4. september 2015 fra UE til HE anføres det, at »Vi har færdiggjort vores arbejde d. 1/7-2015, og der er faktureret med forfald den 8/7- 2015«. Endvidere var anført, at de fejl, som HE havde påpeget, ville blive udbedret, straks efter »vi har modtaget fuld betaling for vores arbejde«.

  1. Procedure

UE har anført, at forudsætningen for aftalen om betaling af 100.000 kr. for ekstraarbejder er bristet på grund af manglende betaling, hvorfor der kan kræves betaling i henhold til tilbuddet, og at der er udført yderligere ekstraarbejder ifølge aftale med HE, som HE derfor skal betale for. Der er endvidere krævet betaling for en bortkommet toiletkværn med tilbehør, idet det var HE, som skulle have stillet en skurvogn til rådighed på pladsen. HE har undladt at dokumentere de påberåbte mangler ved syn og skøn.

HE har bestridt, at UE er berettiget til at kræve betaling i forhold til den pris for ekstraarbejder, der fremgik af tilbuddet, men som ved forhandling blev ændret til 100.000 kr. De yderligere beløb, der er krævet ved faktura 17083, er for ydelser, som HE ikke har pligt til at betale, idet HE ikke har bestilt dem, og for nogles vedkommende var de indeholdt i den oprindelige entreprise og tillægget om ekstraydelserne. Kravet angående bortkommet udstyr er HE uvedkommende. Kravene er fremsat for sent, da der tidligere var fremsendt slutfaktura. Endvidere har HE betalt i henhold til den oprindelige kontrakt og delvist på de aftalte ekstra el-arbejder, foruden at der er modkrav, som samlet udgør 32.000 kr. (ekskl. moms). Endvidere har der været fejl ved det udførte arbejde, hvilket eksempelvis en faktura fra vvs-installatør – – – på 8.937,50 kr. for udbedring af fejl i en tavle og udskiftning af en pumpe viser. På grund af fejl og mangler er det berettiget at tilbageholde 10 % af entreprisesummen, indtil forholdene er bragt i orden.

  1. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

UE’s krav under denne sag er baseret på faktura 17301, der er dateret 31. august 2015. Denne faktura omfatter entreprisesummen med tillæg af den pris for ekstraarbejder, der fremgik af tilbuddet – 140.000 kr. (ekskl. moms) – samt en række yderligere ekstraarbejder og erstatning for mistet udstyr til et samlet beløb på 59.275 kr. (ekskl. moms).

Det er ubestridt, at aftalen om ekstraarbejder, som blev indgået på baggrund af et tilbud fra UE med en samlet sum på 140.000 kr. (ekskl. moms), ved parternes aftale blev ændret til en pris på 100.000 kr. (ekskl. moms), der skulle betales med 70.000 kr. (ekskl. moms) og et kontantbeløb på 30.000 kr. Det kontante beløb skulle ikke komme til det offentliges kendskab, hvorved der kunne unddrages moms og skat.

Efter karakteren af den indgåede aftale om ekstraarbejder finder voldgiftsretten, at den er ugyldig, jf. Danske Lovs 5-1-2. Højesterets dom gengivet i UfR 2014 side 2434 fastslår det samme i en lignende sag. UE kan derfor ikke rette et krav mod HE på grundlag af aftalen om ekstraarbejder. Det kan ikke føre til et andet resultat, at UE har opgjort sit krav på baggrund af det oprindelige tilbud, der ikke blev accepteret.

HE frifindes som følge heraf for betaling af 40.000 kr. (ekskl. moms), der er merprisen i henhold til tilbud af 29. november 2014 i forhold til den aftalte pris og restgælden i henhold til den aftalte pris for ekstraarbejder.

UE har på intet tidspunkt fremsendt en færdigmelding, men af faktura 17083 af 30. juni 2015 fremgår udtrykkeligt, at der er tale om en slutfaktura. Efter de afgivne forklaringer og bemærkningen i byggemødereferatet af 29. april 2015, hvorefter »byggeriet færdiggøres primo maj 2015«, lægges det til grund, at UE’s arbejder var færdige, da fakturaen af 30. juni 2015 blev fremsendt. UE’s e-mail af 4. september 2015 til HE angiver tidspunktet for færdiggørelse til at være den 1. juli 2015. Endvidere må denne e-mail forstås således, at kravet om »fuld betaling for vores arbejde« omfatter kravet i faktura 17083, hvilket udelukker, at yderligere krav kunne ventes.

UE’s krav i henhold til faktura 17301 af 31. august 2015 er fremsat tidligst 63 dage efter kravet i slutfakturaen af 30. juni 2015 og muligt endnu senere som påstået af HE, hvilket understøttes af oplysningerne i UE’s e-mail af 4. september 2015.

Under disse omstændigheder er UE afskåret fra at kræve yderligere betaling for ekstraarbejder mv. ifølge faktura 17301, jf. AB 92 § 22, stk. 7.

Da HE har betalt det skyldige beløb i henhold til den oprindelige entrepriseaftale, og der ikke kan kræves yderligere betaling i forhold til aftalen om udførelse af ekstra el-arbejder på grund af ugyldighed samt ekstraarbejder mv. opregnet i faktura 17301 som følge af ikke rettidig fremsættelse af kravet, tages HE’s påstand om frifindelse til følge.

Det er herefter ufornødent at tage stilling til de rejste modkrav og indsigelser om mangler ved arbejdernes udførelse.

Efter sagens forløb og udfald skal UE betale sagsomkostninger til HE med 25.000 kr. (ekskl. moms) til dækning af udgiften til advokatbistand.