Er et moderselskab erstatningsansvarlig for krav der er rejst mod et datterselskab?

Er et moderselskab erstatningsansvarlig for krav der er rejst mod et datterselskab?

< Tilbage

Denne kendelse er afsagt af Højesteret medio januar 2018 og vedrører om et moderselskab er ansvarlig i forhold til betaling af krav, der er rettet mod et datterselskab.

Er ledelse og ejer ansvarlig, såfremt selskabet ikke kan betale sine sagsomkostninger i forbindelse med tab af en retssag? Dette spørgsmål blev rejst i en sag, hvor et hollandsk datterselskab havde anlagt en retssag mod tre danske myndigheder i forbindelse med et udbud, som selskabet ikke fik tildelt.

Det blev i sagen gjort gældende, at efter reglerne i hollandsk ret, udgjorde moderselskabet, Van der Boom Holding, ledelsen og ejerskabet af datterselskabet, Nethleas.

I anledningen af, at Nethleas tabte sagen mod de tre danske myndigheder, blev de pålagt at skulle betale sagsomkostningerne. Imidlertid var Nethleas ikke i stand til dette, hvorfor der herefter blev anlagt en ny retssag, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Van der Boom Holding var erstatningsansvarlig for de omhandlende sagsomkostninger.

I forbindelse med sagen, gjorde Van der Boom Holding gældende, at de hverken baseret på et synspunkt om hæftelsesgennembrud, hæftelsesansvar eller det generelle erstatningsansvar kunne ifalde en betalingsforpligtelse over for de sagsøgte myndigheder.

De tre myndigheder gjorde omvendt gældende, at Van der Boom Holding var ansvarspådragende fordi, at de havde taget aktiv del i tredjemands søgsmål mod de sagsøgte myndigheder, ved at træffe beslutninger og finansiere dette søgsmål.

Østre Landsret

Østre Landsret fandt, at Van der Boom Holding var erstatningsansvarlig for betaling af sagsomkostningerne. Retten lagde vægt på, at Van der Boom Holding som ledelse i Nethleas besluttede at lade Nethleas anlægge og gennemføre en retssag mod myndighederne under den forudsætning, at trejdemand betalte alle omkostnongerne herved, idet Nethleas ikke havde vilje til at hæfte herfor.

Retten fandt således, at fordi ledelsen i Nethleas, Van der Boom Holding, førte en retssag under den klare forudsætning, at denne blev finansieret af tredjemand sammenholdt med en kendskab til Nethleas manglende evne til at kunne betale såvel egne som modpartens eventuelle sagsomkostninger, at van der Boom Holding var erstatningsansvarlig for de omkostninger, der påløb i retssagen fra 2009 og frem.

Højesteret

Højesteret lagde i sin dom til grund, at har stået klart for selskabets ejer og leder, Van der Boom Holding, at Nethleas ikke kunne betale de omkostninger, der var forbundet med retssagen. Det gælder både egne omkostninger og eventuelle sagsomkostninger til modparten.

Højesteret lagde endvidere til grund, at Van der Boom Holding sørgede for finansiering af Nethleas’ egne procesomkostninger, men ikke for at sikre mulighed for at betale det meget betydelige sagsomkostningsbeløb, som Nethleas måtte forvente at skulle betale til de sagsøgte myndigheder, hvis selskabet tabte retssagen.

På den anførte baggrund tiltrådte Højesteret, at det fra 2009 var ansvarspådragende for Van der Boom Holding at lade Nethleas videreføre retssagen uden hensyn til Nethleas’ manglende evne til at betale sagsomkostninger til modparten, hvis sagen blev tabt. Van der Boom Holding blev derfor pålagt at skulle betale sagsomkostningerne.

Hvad kan vi lære af denne dom?

Det står klart ud fra dommen, at man som leder af et selskab skal vurdere risikoen for tab i forbindelse med finansiering af en retssags omkostninger. Det kan således være ansvarspådragende for et selskabs ledelse, hvis man ikke har sikret sig, at selskabet har økonomisk likviditet til at betale sagsomkostninger, hvis sagen tabes.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i U 2018.1487 H / Sag 80/2017 (1. afd.)

 

-0O0-

 

Dom i fuld længde

Van der Boom Holding B.V. (adv. Christina Steen, Hellerup) mod Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet (adv. Peter Hedegaard Madsen, Kbh., for alle).

Østre Landsrets dom 14. marts 2017 (3. afd.), B-444-16 [FED2017.16]

(Anne Birgitte Fisker, Ejler Bruun, Michael de Thurah (kst.)).

Denne sag, der er anlagt ved Københavns Byret den 28. april 2015, er ved kendelse af 24. februar 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det hollandske selskab Van der Boom Holding B.V. hæfter for eller er erstatningsansvarlig for de sagsomkostninger, som dettes datterselskab Nethleas B.V. ved Østre Landsrets kendelse af 23. oktober 2015 blev dømt til at betale Erhvervs- og Vækstministeriet (nu Erhvervsstyrelsen), Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet i forbindelse med afgørelsen af en retssag, som Nethleas B.V. havde anlagt mod de nævnte myndigheder i anledning af det såkaldte SINE-udbud.

Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet har nedlagt endelig påstand om, at Van der Boom Holding B.V. dømmes til at betale 25.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 7. maj 2015 til betaling sker.

Van der Boom Holding B.V. har taget bekræftende til genmæle over for denne påstand.

Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet har endvidere nedlagt endelig principal påstand om, at Van der Boom Holding B.V. dømmes til at betale 16.454.135,04 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. december 2016, subsidiært et af landsretten fastsat mindre beløb med tillæg af procesrente fra den 2. december 2016.

Van der Boom Holding B.V. har nedlagt endelig påstand om frifindelse herfor.

Påstanden om betaling af 16.454.135,04 kr. fremkommer således:

Moderniseringsstyrelsen:

Sagsomkostninger for Østre Landsret (ankesagen) Kr. 900.000,00
Procesrente af 900.000 kr. fra 7. nov. 2015 – 1. dec. 2016 Kr. 77.230,65
Sagsomkostninger for Københavns byret Kr. 6.000.000,00
Procesrente af 6.000.000 kr. fra 19. apr. 2014 – 1. dec. 2016 Kr. 1.275.975,10
I alt Kr. 8.253.205,75

Erhvervsstyrelsen:

Sagsomkostninger for Østre Landsret (ankesagen) Kr. 450.000,00
Procesrente af 450.000 kr. fra 7. nov. 2015 – 1. dec. 2016 Kr. 38.615,32
Sagsomkostninger for Københavns byret Kr. 3.000.000,00
Procesrente af 3.000.000 kr. fra 19. apr. 2014 – 1. dec. 2016 Kr. 637.987,55
I alt Kr. 4.126.602,87

Forsvarsministeriet:

Sagsomkostninger for Østre Landsret (ankesagen) Kr. 450.000,00
Procesrente af 450.000 kr. fra 7. nov. 2015 – 1. dec. 2016 Kr. 38.615,32
Sagsomkostninger for Københavns byret Kr. 3.000.000,00
Procesrente af 3.000.000 kr. fra 19. apr. 2014 – 1. dec. 2016 Kr. 637.987,55
I alt Kr. 4.126.602,87
Sagsomkostninger i alt: Kr. 16.506.411,49
Fratrukket de sagsøgte myndigheders påstand om betaling af 25.000 kr., der vedrører delvise advokatomkostninger i ankesagen Kr. 25.000,00
Fratrukket delvis dækning af det idømte sagsomkostningsbeløb inddrevet ved individualforfølgning mod Nethleas B.V. Kr. 27.276,45
De sagsøgte myndigheders samlede tab Kr. 16.454.135,04

Præsentation af Van der Boom Holding B.V. og Nethlaes B.V.

Van der Boom Holding B.V. (Van der Boom Holding) er et hollandsk holdingselskab stiftet i 1976. Selskabets bestyrelse udgøres af A (A), som også er eneste direktør i selskabet.

Van der Boom Holding er eneaktionær i sine to hollandske datterselskaber, Nethleas B.V. (Nethleas) og Rohill B.V. Rohill B.V. er eneaktionær i selskaberne Rohill Engineering B.V. og Rohill Technologies B.V. Det er ubestridt, at selskabet Van der Boom Holding efter reglerne i hollandsk ret udgør bestyrelsen i Nethleas. Van der Boom Holding udgjorde tillige ledelsen i Nethleas.

Sagsfremstilling

Den 6. juli 2006 indgav Nethleas klage til Klagenævnet for Udbud over Økonomistyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen) med påstand om, at klagenævnet skulle annullere Økonomistyrelsens udbud, iværksat ved udbudsbekendtgørelse af 8. juni 2006 (SINE-udbuddet), og beslutning om prækvalificering af tre virksomheder. Nethleas gjorde gældende blandt andet, at SINE-udbuddet var i strid med udbudsdirektivetsligebehandlingsprincip og reglerne for valg af udbudsprocedure. Ved kendelse af 8. december 2006 tog Klagenævnet for Udbud ikke klagen til følge.

Den 1. februar 2007 anlagde Nethleas sag ved Københavns Byret (BS 29C-898/2007) mod Økonomistyrelsen med påstand om annullation af SINE-udbuddet. Samtidig anmodede Nethleas om, at sagsanlægget tillagdes opsættende virkning. Ved processkrift af 8. september2008 inddrog Nethleas Forsvarsministeriet og IT- og Telestyrelsen (opgaver senere overført til blandt andet Erhvervsstyrelsen) som medsagsøgte i sagen.

Ved kendelse af 18. december 2009 afslog Københavns Byret at tillægge sagsanlægget opsættende virkning. Af retsbogen for den 18. december 2009 fremgår, at Nethleas nu havde nedlagt påstand om, at Økonomistyrelsen skulle annullere kontrakten indgået den 29. juni 2007 med Dansk Beredskabskommunikation A/S, og at Økonomistyrelsen principalt skulle annullere det gennemførte udbud, subsidiært annullere beslutningen om at tildele kontrakten til Dansk Beredskabskommunikation A/S, samt påstand om, at Økonomistyrelsen, IT- og Telestyrelsen og Forsvarsministeriet skulle betale en erstatning på principalt 409.218.750 kr.

I forbindelse med gennemførelsen af hovedforhandlingen ved byretten, som fandt sted i februar 2013, skrev Kammeradvokaten som advokat for de sagsøgte myndigheder den 13. februar 2013 til Nethleas’ advokat, advokatfirmaet Plesner, blandt andet:

»I ovennævnte sag afgav sagsøgerens partsrepræsentant, B, i går forklaring i Københavns Byret.

Af forklaringen fremgik blandt andet, at der ikke er forretningsmæssige aktiviteter i selskabet Nethleas B.V., at selskabet har været underskudsgivende siden 2009, og at han ikke var bekendt med, hvorvidt selskabet har positiv egenkapital. Forklaringen indikerede, at den verserende retssag er den eneste igangværende aktivitet i selskabet.

Ovennævnte forhold giver anledning til bekymring hos de sagsøgte myndigheder, idet det må formodes, at selskabet som følge heraf ikke ville kunne betale eventuelle sagsomkostninger, som virksomheden måtte blive pålagt at betale til de sagsøgte myndigheder.

Jeg tillader mig at formode, at De som advokat for selskabet i den verserede retssag er bekendt med og har forudset dette, og at De har sikret Dem, at selskabet vil blive tilført de fornødne midler, hvorved selskabet vil være i stand til at honorere et eventuelt krav om betaling af sagsomkostninger.«

Af Nethleas’ omkostningsopgørelse af 18. februar 2013 til Københavns Byret vedrørende den verserende sag, underskrevet af advokat Camilla Bonde, advokatfirmaet Plesner, fremgår, at Nethleas’ samlede sagsomkostninger udgjorde 3.715.295,25 kr. Af opgørelsen fremgår blandt andet:

»Advokatsalærer – Plesner samt Kyed & Jybæk

2009 546.750,00 kr.
2010 805.860,00 kr.
2011 258.532,13 kr.
2012 1.296.058,20 kr.
2013 til retssagens afslutning (anslået) 500.000,00 kr.
Advokatsalærer i alt ekskl. moms 3.407.200,33 kr.«

Med henvisning til Kammeradvokatens brev af 13. februar 2013 svarede advokat Søren Stenderup Jensen, advokatfirmaet Plesner, ved brev af 21. februar 2013 blandt andet:

»Jeg er naturligvis opmærksom på, at der ikke har været forretningsmæssige aktiviteter i Nethleas B.V. siden april 2009, hvor selskabets kontrakt med Gentofte Kommune ophørte. Dette skyldes som bekendt gennemførelsen af tvangstilslutningslovens vedtagelse og ikrafttræden i juni 2007. I april 2009 var den igangværende retssag allerede anlagt og under forberedelse.

Til orientering kan jeg oplyse, at jeg har rådgivet Nethleas B.V. om retsplejelovens regler om sagsomkostninger i det tilfælde, at Nethleas B.V. måtte tabe den igangværende retssag, ligesom jeg har rådgivet Nethleas B.V. om, at retsplejeloven ikke indeholder hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger for en hollandsk part.

Ledelsen i Nethleas B.V. har efter retspraksis ikke en sædvanlig forpligtelse til at sikre sig, at en på tidspunktet for ophøret af den forretningsmæssige aktivitet allerede anlagt retssag standses som følge af, at ledelsen på dette tidspunkt måtte komme i tvivl om, hvorvidt selskabet vil kunne betale sagsomkostninger til modparten i tilfælde af, at retssagen måtte blive tabt.«

Ved dom af 13. maj 2013 (gengivet i U.2015.1586 H) frifandt Østre Landsret myndighederne i Damm-sagen, der også vedrørte spørgsmål om blandt andet lovligheden af SINE-udbuddet, herunder om udbuddet var i strid med udbudsdirektivetsligebehandlingsprincip og reglerne for valg af udbudsprocedure. I den anledning skrev Kammeradvokaten den 28. maj 2013 til advokat Søren Stenderup Jensen, advokatfirmaet Plesner, blandt andet:

»…

Beslutningen om at videreføre Nethleas-sagen må for mig at se forventes at få omkostningsmæssige konsekvenser.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger har landsretten i Damm-sagen lagt vægt på sagsgenstanden samt sagens omfang og karakter og på denne baggrund tilkendt staten 10 mio. kr. I lyset af landsrettens præmisser må det forventes, at byretten i Nethleas-sagen, der angår en betydeligt større sagsgenstand, vil tilkende staten mere end 10 mio. kr. i sagsomkostninger.

De har i brev af 21. februar 2013 oplyst, at De er bekendt med, at der ikke har været forretningsmæssige aktiviteter i Nethleas siden april 2009, og at De har rådgivet Nethleas om retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

Jeg forstår Deres brev således, at Nethleas ikke selv kan forventes at ville kunne honorere et krav på betaling af sagsomkostninger i en størrelsesorden somangivet ovenfor, og at dette har stået klart for Rohill-koncernen siden sagens anlæg.

Sammenholdt med forklaringen fra partsrepræsentanten B, der er ansat hos Rohill og ikke Nethleas, forekommer det at være en nærliggende mulighed, at Nethleas hverken har haft ledelsesmæssige eller økonomiske ressourcer til selv at føre retssagen, og at denne derfor reelt føres og finansieres af Rohill Engineering eller et andet selskab i Rohill-koncernen, som derfor er den reelle sagsøger.

Under hensyn til vores tidligere korrespondance finder jeg det mest korrekt at meddele, at såfremt Nethleas måtte vise sig ikke at have vilje eller evne til at betale eventuelle pålagte sagsomkostninger, forbeholder jeg mig at kræve beløbet betalt hos den reelle sagsøger. Det vil i givet fald ske ved et søgsmål ved en dansk domstol mod et selskab i Rohill-koncernen.«

Den 31. januar 2014 afsagde Københavns Byret deldom i sagen mellem Nethleas og de sagsøgte myndigheder (BS 29C-898/2007) vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at pålægge de sagsøgte myndigheder erstatningsansvar var opfyldt. Spørgsmålet om erstatningskravets størrelse var ved byrettens kendelse af 22. juni 2011 blevet udskudt til senere behandling. Af deldommen fremgår blandt andet:

»1. De sagsøgtes påstand om, at sagsøger ikke er rette sagsøger:

De sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger ikke er rette sagsøger. De sagsøgte har dog ikke ønsket at påstå sagen afvist under henvisning hertil, idet de sagsøgte ønsker en afgørelse om sagens materielle indhold. De sagsøgte har bl.a. gjort gældende, at det reelt er Rohill-koncernen, som står bag søgsmålet i denne sag, og at sagsøger, der ifølge Bs forklaring er et selskab uden aktiviteter, alene er oprettet/opretholdt med det formål at føre proces.

Sagsøger har gjort gældende, at det stedse har været sagsøger, der agerede på et dansk marked og bl.a. indgik i et kontraktsforhold med Gentofte Kommune, samt at det i givet fald ville have været sagsøger, der ville afgive bud på den udbudte kontrakt om tilslutning og brug af et landsdækkende radiobaseret telekommunikationsnet. Dette underbygges af, at det var sagsøger, der korresponderede med Økonomistyrelsen […][og] Moderniseringsstyrelsen, og at det var sagsøger, der indgav klage til Klagenævnet for Udbud.

Retten finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at sagsøger ikke er rette sagsøger. Retten finder således ikke, at det forhold, at der p.t. ikke er aktiviteter i sagsøger, der er et hollandsk selskab, i sig selv indebærer, at selskabet ikke kan være sagsøger i denne sag.

Retten finder endvidere, at sagsøger har godtgjort, at det er sagsøger, som har ageret på det danske marked, og at det ville have været sagsøger, som afgav bud.

De sagsøgtes påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.«

Ved deldommen blev de sagsøgte myndigheder i det hele frifundet. Spørgsmålet om sagsomkostninger blev udskilt til senere behandling.

Ved ankestævning af 20. februar 2014 ankede Nethleas byrettens deldom.

Ved kendelse af 4. april 2014 bestemte Københavns Byret, at Nethleas i sagsomkostninger skulle betale 8.855.757,28 kr. til Moderniseringsstyrelsen, 4.480.757,28 kr. til Erhvervs- og Vækstministeriet og 4.480.757,28 kr. til Forsvarsministeriet. Kendelsen blev af Nethleas kæret til Østre Landsret.

Under forberedelsen af ankesagen ved Østre Landsret anførte Kammeradvokaten i processkrift af 2. marts 2015 blandt andet:

»Med Højesterets dom [i Damm-sagen] og landsrettens dom [af 9. maj 2014] i Cassidian-sagen foreligger der nu i alt tre domme, der tilsidesætter langt størstedelen af de anbringender, som henholdsvis Damm, Cassidian og Nethleas har gjort gældende i de tre sager mod de indstævnte myndigheder.

Det eneste spørgsmål, som er indeholdt i Nethleas-sagen og den indankede dom, men som ikke er afgjort i Cassidian-sagen og/eller Damm-dommen, er spørgsmålet om, hvorvidt Moderniseringsstyrelsen skulle have handlet i strid med håndhævelsesdirektivet i forbindelse med underskrivelsen af SINE-kontrakten […].

Det er imidlertid også under ankesagen ubestridt, at kontrakten først blev underskrevet efter udløbet af standstill-perioden på 10 dage, hvorfor spørgsmålet reelt er uden relevans for sagens afgørelse. Under alle omstændigheder kan dette helt perifere spørgsmål ikke bære en ankesag i sig selv.

En videreførelse af ankesagen vil herefter have karakter af åbenbart unødig procesførelse. En sådan videreførelse vil efter de indstævnte myndigheders opfattelse skulle have omkostningsmæssig betydning og den vil kunne udløse erstatningskrav, såfremt de indstævnte myndigheder ikke fuldt ud får erstattet omkostningerne forbundet med sagens førelse.

[Nethleas] er efter det oplyste et selskab uden aktiviteter eller økonomiske midler, og det må anses for udelukket at selskabet kan videreføre sagen uden forsætligt at påføre de indstævnte myndigheder et betydeligt tab henset til de allerede tilkendte omkostninger på knap kr. 18 mio., hvortil kommer løbende procesrente beregnet heraf.

[Nethleas] opfordres på denne baggrund til at hæve anken straks.

De indstævnte myndigheder forbeholder sig ethvert retsskridt mod beslutningstagerne bag en beslutning om at videreføre sagen, uanset deres tilknytning til [Nethleas] og hvorvidt disse måtte være repræsentanter fra ledelsen i Nethleas eller repræsentanter fra ledelsen i koncernforbundne selskaber.«

Ved mail af 22. marts 2015 til B meddelte advokat Søren Stenderup Jensen, advokatfirmaet Plesner, at man udtrådte som advokat for Nethleas under ankesagen. Som begrundelse for beslutningen anføres i mailen:

»The threat from Legal Adviser to the Government to hold Plesner personally liable for the legal costs awarded to the Danish Government in the City Court as well as legal costs for the proceedings in the High Court in case Nethleas B.V. is not able to pay these legal costs forces us to ask Rohill for a letter of indemnification which we understand Rohill is not willing to issue.«

Ved mail af 31. marts 2015 til Østre Landsret meddelte advokat Søren Stenderup Jensen, advokatfirmaet Plesner, at man udtrådte af sagen som advokat for Nethleas. Af mailen fremgår blandt andet:

»I konsekvens af dette og som følge af sagens kompleksitet søger Nethleas nu et andet advokatfirma til at repræsentere sig under ankesagen i stedet for Plesner. Den mulige overdragelse af sagen til et andet advokatfirma er blevet mere kompleks og vanskeliggjort af Kammeradvokatens udtalelse og trussel indeholdt i »Processkrift […] af 2. marts 2015«, hvor det angives af Kammeradvokaten, at »de indstævnte myndigheder forbeholder sig ethvert retsskridt mod beslutningstagerne bag en beslutning om at videreføre sagen, uanset deres tilknytning til [Nethleas] og hvorvidt disse måtte være repræsentanter fra ledelsen i Nethleas eller repræsentanter fra ledelsen i koncernforbundne selskaber«, selv om denne udtalelse alene kan være møntet på den situation, hvor Nethleas måtte tabe sagen og måske måske ikke måtte kunne betale (fuldt eller delvist) eventuelle af retten pålagte sagsomkostninger.

Selv om Plesner og Nethleas i det hele er uenige med Kammeradvokaten, vil en truende udtalelse som Kammeradvokatens udtalelse tvinge ethvert advokatfirma (inkl. Plesner) til at overveje meget seriøst, om man måtte pådrage sig en risiko for at videreføre ankesagen, og dette gælder på samme måde også for de advokatfirmaer, som potentielt måtte overveje at videreføre sagen. Disse advokatfirmaer er p.t. ved at checke deres mulige risiko i så henseende med deres ansvarsforsikringsselskaber for denne trussel.«

Den 28. april 2015 anlagde Van der Boom Holding nærværende sag med påstand om, at Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet skulle anerkende, at Van der Boom Holding ikke var erstatningsansvarlig for sagsomkostninger ved den fremadrettede proces i forbindelse med ankesagen mellem Nethleas og de sagsøgte myndigheder.

Ved mail af 22. maj 2015 fra B til Østre Landsret hævede Nethleas ankesagen, idet Nethleas ikke inden for den fastsatte frist kunne finde en advokat, der kunne indtræde i sagen.

Ved brev af 15. juli 2015 meddelte Van der Boom Holding Københavns Byret, at man i nærværende sag tog bekræftende til genmæle over for en af de sagsøgte myndigheder nedlagt påstand om betaling af 25.000 kr. og hævede sagen.

Ved processkift af 18. august 2015 nedlagde de sagsøgte myndigheder imidlertid selvstændig påstand om, at Van der Boom Holding skulle anerkende at være erstatningsansvarlig for det tab, som de sagsøgte myndigheder måtte lide i tilfælde af, at Nethleas ikke betalte de sagsomkostninger, som de sagsøgte myndigheder måtte blive tilkendt i anledning af byretssagen og den nu hævede ankesag.

Ved mail af 21. september 2015 til Østre Landsret sendte B på vegne af Nethleas bemærkninger til brug for landsrettens behandling af kæresagen vedrørende byrettens kendelse af 4. april 2014 om sagsomkostninger for byretten og fastsættelse af sagsomkostninger for landsretten i ankesagen. Af mailen fremgår blandt andet:

»Nethleas sees the cost as put forward purely based on and inspired by the strategy of the legal advisor in order to try to force Nethleas out of a court case and with the intention to disrupt a full, fair process about the factual situation, issues and the historic facts. Due to the fact that Nethleas has lost all their business in Denmark it is very clear that the financial position of Nethleas was depending on external financing in order to get a fair judgment in case of the tender and its position.

The cost received by Plesner for hand[l]ing the Nethleas case in the district court was about 230.000 euro which was for them the payment overall for the Nethleas case. Who has financed this payment is considered confidential, but we think the court is free to ask here the law firm from whom they received this 230.000 euro.

Neither Van der Boom Holding nor Nethleas itself was interested to finance this case due to its doubt to get a fair legal position against the Danish state. This especially as the state advocate was responsible to make the tender, was responsible for the whole decision in the choice of winner, was responsible to handle all courtcases, as well as the irregular process at the complaint board.«

Østre Landsret traf ved kendelse af 23. oktober 2015 (B-527-14 og B-1264-14) afgørelse om, at Nethleas skulle betale sagsomkostninger for byretten med 6.000.000 kr. til Moderniseringsstyrelsen, 3.000.000 kr. til Erhvervs- og Vækstministeriet og 3.000.000 kr. til Forsvarsministeriet. I sagsomkostninger for landsretten blev Nethleas pålagt at betale 900.000 kr. til Moderniseringsstyrelsen, 450.000 kr. til Erhvervs- og Vækstministeriet og 450.000 kr. til Forsvarsministeriet. Det fremgår af kendelsen, at sagens værdi var opgjort til 559 mio. kr. på grundlag af Nethleas’ tabsopgørelse.

Ved brev af 16. november 2015 til Kammeradvokaten skrev Nethleas’ hollandske advokat blandt andet:

»Further, if Nethleas B.V. irrevocably would have to pay the amount of DKK 15,331,388.21, as requested by you in your letter of 9 November 2015, I hereby inform you that Nethleas B.V. would not be able to pay this amount. As you know Nethleas B.V. has not been able to further develop its business in Denmark due to your clients’ behavior.«

De sagsøgte myndigheder indgav herefter den 23. december 2015 konkursbegæring mod Nethleas ved en hollandsk domstol. Ved kendelse af 19. februar 2016 afviste den hollandske appeldomstol i Arnhem-Leeuwarden konkursbegæringen. De sagsøgte myndigheder opnåede herefter ved individualforfølgning mod Nethleas dækning for 3.666,19 euro (svarende til 27.276,45 kr.).

Om Nethleas’ regnskabsmæssige og økonomiske forhold fremgår af Nethleas’ årsrapporter for regnskabsårene 2007-2013 blandt andet:

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013
Egenkapital: (i euro) 61.010 18.000 -107 2.733 2.348 1.840 1.760
Likviditet: (i euro) 50.766 8.914 19.291 3.789 2.224 1.609 1.499

Af årsrapporterne fremgår endvidere, at Nethleas sammen med Van der Boom Holding, Rohill Engineering B.V. og Rohill Technologies B.V. udgjorde en skattemæssig enhed for selskabsskatter og omsætningsafgifter, således at Van der Boom Holding hæftede solidarisk for selskabsskatter og omsætningsafgifter, som skulle betales af den skattemæssige enhed. Det fremgår endvidere af årsrapporterne, at de finansielle oplysninger for Nethleas var medtaget i det konsoliderede årsregnskab for Van der Boom Holding. Endelig fremgår det af alle årsrapporterne for 2007-2013, at der ikke var ansatte eller »ingen ansatte på grundlag af fuld beskæftigelse« i Nethleas.

Det er ubestridt, at en eventuel erstatning i Nethleas-sagen ikke fremgår af Nethleas’ årsrapporter. I en erklæring af 15. december 2016 fra Nethleas’ hollandske revisor, revisionsfirmaet BDO, er herom anført blandt andet:

»I henhold til det hollandske direktiv for opstilling af årsberetninger […] skal aktiver indgå i balancen, hvis det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele helt eller delvist tilgår den juridiske person. Aktiver, som ikke lever op hertil, skal ikke indgå i balancen. Idet der i henhold til Nethleas B.V.’s direktion aldrig har været tale om et konkret erstatningskrav i retssagen mod den danske stat, er der aldrig indgået en erstatning i Nethleas B.V.’s regnskab.«

Af årsrapporten 2013 for Van der Boom Holding fremgår af den konsoliderede balance pr. 31. december 2013 for Rohill-koncernen, at egenkapitalen var på 9.752.333 euro, og at de likvide midler udgjorde 6.632.205 euro. Endvidere fremgår, at Van der Boom Holding sammen med Nethleas udgjorde en skattemæssig enhed til selskabsbeskatning, og at hver af selskaberne hæftede solidarisk for den samlede skattegæld for den skattemæssige enhed. Endelig fremgår af årsrapporten, at direktionen foreslog at udbetale overskuddet for 2013 på 3.548.921 euro som aktieudbytte.

Forklaringer

Der er afgivet forklaringer af A, B, Camilla Bonde, Jens Møller og Søren Stenderup Jensen.

A har forklaret blandt andet, at han er grundlægger og leder af Rohill-koncernen. Virksomheden har eksisteret i 44 år og beskæftiger sig med trådløs, missionskritisk infrastruktur. Hans primære ansvarsområder er salg og strategi. Han har således ansvaret for strategien i selskaberne Van der Boom Holding, Nethleas og Rohill. Han har alene en forretningsmæssig viden. I juridiske og regnskabsmæssige forhold bruger de sagkyndig bistand. Nethleas startede i midten af 80’erne som leasingselskab. I denne periode var der tale om driftsmæssig leasing. I starten var der to ansatte i Nethleas, som også havde eget kontor. Det udstyr, som kunderne leasede af Nethleas, blev produceret af andre selskaber i Rohill-koncernen. På et tidspunkt solgte Nethleas også mobiltelefoner. Denne del af virksomheden blev solgt fra i midten af 90’erne. Man fokuserede herefter på TETRA-systemer, hvor man havde en særlig ekspertise.

Nethleas havde på det danske marked aftaler med taxabranchen og lufthavnen. De danske myndigheder havde imidlertid indgået en licensaftale med Motorola vedrørende det frekvensområde, der skulle anvendes inden for nødberedskabet. Der var en lille resterende del af frekvensbåndet, som Nethleas og andre kunne benytte til deres ydelser. Flere kommuner var interesserede i at lease TETRA-systemer af Nethleas til brug forkommunernes lokale beredskab. Der var tale om ca. 25 kommuner, som viste interesse. Et af Rohill-selskaberne leverede selve systemet, mens terminalerne blev leveret af en ekstern virksomhed. Nethleas stod for leasing heraf og finansiering af den samlede pakke til kunden. Nethleas lånte i fornødent omfang penge af moderselskabet Van der Boom Holding, eller man fik finansieret det via en bank. Selve tilladelsen til at bruge det pågældende frekvensområde blev givet til den enkelte kommune. Der var ingen ansatte i Nethleas, da aftalen med Gentofte Kommune blev indgået, og der blev heller ikke ansat nogen efterfølgende. Der kunne blive tale om ansættelser, hvis opgaverne var blevet udbygget. Det arbejde, der blev udført af Nethleas, var alene administration. B var involveret i indgåelsen af aftalen med Gentofte Kommune.

Det var advokatfirmaet Kyed & Jybæk, der i 2006 rådgav Nethleas om at indgive klage til Klagenævnet for Udbud i anledning af SINE-udbuddet. Nethleas havde ikke mulighed for at kvalificere sig til at deltage i udbuddet, fordi man ikke rådede over de påkrævede frekvensområder, som Motorola tidligere havde fået licens på. Det var hans opfattelse, at man fra myndighedernes side havde tilrettelagt udbuddet således, at alene Motorola kunne vinde, idet Motorola havde licensaftale på de frekvenser, der skulle bruges. Det var advokat Camilla Bonde, der forestod rådgivningen og håndterede klagesagen. Det var hendes opfattelse, at SINE-udbuddet var i strid med EU-udbudsreglerne. Udgifterne til klagesagen var på ca. 35.000 euro. De betalte halvdelen af beløbet og et dansk selskab, Frogne, betalte den anden halvdel. Han traf alle ledelsesmæssige og strategiske beslutninger i koncernen, og derfor var det også i sidste ende ham, der traf beslutningen om at klage til Klagenævnet for Udbud, men det skete efter rådgivning fra deres advokat.

Da advokat Camilla Bonde skiftede fra Kyed & Jybæk til advokatfirmaet Plesner, tog hun Nethleas-sagen med sig, da Plesner gerne ville have sagen. Plesner mente, at det var en god sag. Det var alles opfattelse. På et tidspunkt skrev Plesner til dem, at de syntes, at sagen var god, men at de ikke længere ønskede at repræsentere Nethleas. Hverken Nethleas eller andre selskaber i Rohill-koncernen har betalt noget i forbindelse med retssagen, hverken for byret eller landsret. Han ved ikke, hvor meget der i alt er blevet betalt til advokaterne for at føre sagen, eller hvem der betalte. De fik på et tidspunkt at vide, at retssagen i værste fald ville kunne komme til at koste 150.000 euro. Han mener, det var Camilla Bonde, der oplyste dette. De afsatte ikke 150.000 euro.

Efter afgørelsen i klagesagen fortalte advokatfirmaet Plesner, at sagen kunne indbringes for domstolene. Hertil svarede han, at det kunne virksomheden ikke, og at Nethleas og Van der Boom Holding kun var interesseret i netværksdelen. Advokatfirmaet Plesner spurgte, om de måtte håndtere sagen for Nethleas. Advokatfirmaet sagde tillige, at de kunne arrangere finansiering. Det var Plesner, der traf beslutningen om at anlægge et civilt søgsmål, og stævningen blev indgivet efter beslutning fra Plesner. Han blev informeret om sagsanlægget og reagerede ikke herpå. Han accepterede, at advokatfirmaet kørte sagen for Nethleas, når de selv kunne finde finansieringen. Hverken han eller B traf nogen beslutning om sagsanlæg eller andre beslutninger under retssagen. Han bad B om på hans vegne at håndtere de informationer, som Plesner skulle bruge i forbindelse med sagen. Plesner havde hele ansvaret for sagen og traf alle beslutninger vedrørende denne, også angående hvilke påstande der skulle nedlægges. Han modtog ikke noget på skrift fra advokaterne til godkendelse vedrørende sagen, men blev holdt orienteret. Hverken Van der Boom Holding eller Nethleas havde mulighed for at føre en sådan retssag og ville ikke påtage sig den økonomiske risiko herfor. I forbindelse med at retssagen blev iværksat, drøftede han sagen med nogle af de andre i branchen. Det var Frogne, Sepura, Airbus og Aplus. Han var bekendt med, at B afgav vidneforklaring under sagen for byretten. Han kan ikke huske, hvornår Plesner oplyste ham om, at der var tredjemands finansiering. Han mener, at han fik oplysningen af advokat Søren Stenderup Jensen eller Niels Holgersen. Han er ikke bekendt med, om der var en øvre grænse for finansieringen fra tredjemand. Han mener, at der var flere, der bidrog. Han spurgte ikke om, hvem der stod bag finansieringen, da han vidste, at de pågældende ikke ønskede omtale for ikke at blive blacklistet af de danske myndigheder. Han spurgte heller ikke, om man havde sikret, at de sagsøgte myndigheder ville få dækket deres sagsomkostninger i tilfælde af, at Nethleas tabte sagen. Han var sikker på, at man ville vinde sagen, og han tænkte derfor ikke over spørgsmålet om modpartens sagsomkostninger. Det var også Plesner, der valgte at anke til landsretten.

Efter Damm-dommen oplyste advokatfirmaet Plesner ham om, at Kammeradvokaten havde truet dem med erstatningskrav, og at de derfor skulle have en friholdelseserklæring fra Van der Boom Holding for fortsat at repræsentere Nethleas i sagen. Van der Boom Holding ville ikke give en friholdelseserklæring, da det fra starten var aftalen, at man ikke skulle betale noget til sagen. Efter at Plesner var udtrådt af ankesagen, lykkedes det at finde et nyt advokatfirma, Stokholm & Lindegaard, som var interesseret i at overtage sagen. Stokholm & Lindegaard kunne imidlertid ikke få forsikringsdækning til sagen på grund af truslerne fra Kammeradvokaten om erstatningskrav. Det var derfor nødvendigtførst at få afklaret, om andre end Nethleas kunne blive pålagt et erstatningsansvar for sagsomkostninger. Det var grunden til, at Van der Boom Holding anlagde denne retssag. Stokholm & Lindegaard bad ikke om at få en friholdelseserklæring fra Van der Boom Holding. I sidste ende måtte man imidlertid opgive at få et nyt advokatfirma til at overtage sagen, da man ikke kunne få ankesagen udsat.

Alle aktiviteter i Nethleas er finansieret af Van der Boom Holding, og hvis de havde fået en fair retssag, ville Van der Boom Holding også have betalt sagsomkostninger til modparten, hvis man tabte.

B har forklaret blandt andet, at han er driftschef i Rohill-koncernen og har arbejdet for Rohill i mere end 25 år. Rohill-koncernen fremstiller professionelt radiokommunikationsudstyr baseret på TETRA-standarden, der er en standard for digitale mobilradioer. Nethleas er koncernens leasingselskab. Det er Rohill Technologies, der står for udvikling og design af radiosystemerne, og Rohill Engineering, der fremstiller og leverer systemerne til kunden. Han var involveret i aftaleindgåelsen mellem Nethleas og Gentofte Kommune om leasing af et TETRA-system. Der var ingen ansatte i Nethleas, da man indgik aftalen med Gentofte Kommune. Det var Nethleas, der ejede og udlejede radiosystemerne, men det var Rohill-selskaberne, der leverede det nøglefærdige system til kunden. Derfor var han som driftschef involveret i aftalen med Gentofte Kommune. Han ved, at andre kommuner var interesseret i en lignende løsning. Flere kommuner besøgte Gentofte Kommune for at se systemet. De havde derfor en forventning om, at de ville kunne indgå leasingaftaler med en række andre kommuner. Hvis de havde indgået flere aftaler, kunne det have ført til, at man havde ansat personale i Nethleas. Nethleas’ administration af leasingaftalerne bestod i princippet blot i, at Nethleas skulle udstedte en faktura om måneden til den enkelte kunde. Fakturaerne blev håndteret af koncernens bogholderi.

Han mener, at SINE-udbuddet indirekte var skyld i, at andre kommuner ikke kunne indgå aftaler med Nethleas, fordi kommunerne blev pålagt at tilslutte sig SINE-netværket. Han var ikke involveret i SINE-udbuddet eller klagesagen til Klagenævnet for Udbud. Han var heller ikke involveret i processen omkring den senere retssag, som Nethleas anlagde, ud over at han på et tidspunkt blev indkaldt til at afgive vidneforklaring i byretten. Han sendte endvidere det materiale til advokatfirmaet Plesner, som advokaterne skulle bruge for at føre sagen. A fortalte ham, at advokatfirmaet mente, at de havde gode muligheder for at vinde retssagen. Han hørte kun om retssagen i forbindelse med, at han skulle vidne i sagen. Han har ikke været involveret i betalingen af advokatfirmaet Plesner. Omkostningsopgørelsen fra advokatfirmaet Plesner af 18. februar 2013 mener han ikke, at han har set før. Hans mail af 21. september 2015 til Østre Landsret, hvori det anføres, at det samlede honorar til advokatfirmaet Plesner for at have ført Nethleas-sagen for byretten var på 230.000 euro, var baseret på oplysninger, som han havde modtaget fra A. På dette tidspunkt fungerede han som en slags forbindelsesofficer for A i kommunikationen med advokatfirmaet Plesner og landsretten om sagen. Indholdet i mailen af 21. september 2015 er ikke udtryk for hans egen viden om sagen.

Advokat Camilla Bonde har forklaret blandt andet, at hun er uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet, og at hun er ved at afslutte et juridisk ph.d.-projekt ved Aalborg Universitet. Hun var ansat som advokat hos advokatfirmaet Kyed & Jybæk fra 2004 til 2011. Fra februar 2011 til starten af 2015 var hun ansat på deltid som advokat hos advokatfirmaet Plesner, idet hun samtidig var i gang med sin ph.d. på Aalborg Universitet. Hun fik Nethleas som klient i maj 2006 i forbindelse med SINE-udbuddet. Hun havde kontakt med A, B og Jens Møller om sagen. A og B traf beslutningen om, at Nethleas skulle indgive klage til Klagenævnet for Udbud. Hun gik på barsel umiddelbart efter, at hun havde forhandlet sagen i klagenævnet. Hun sendte kun faktura for sagen ved klagenævnet til Nethleas.

Retssagen blev anlagt, mens hun var på barsel. Det var hendes daværende kollega, advokat Karen Larsen, der håndterede sagen, mens hun var væk. Det var primært B, hun korresponderede med om retssagen. Det var A og B, der traf beslutningerne vedrørende retssagen, herunder om påstanden i sagen. Advokatfirmaet kom med indstillinger, der blev behandlet på møder med deltagelse af Nethleas, og Nethleas traf beslutningerne. Hun er ikke bekendt med, at Nethleas på noget tidspunkt skulle være kommet med indsigelser vedrørende de dispositioner, der blev foretaget i forbindelse med førelsen af sagen. Hun havde dog indtryk af, at B forelagde alt vedrørende retssagen for A og ikke traf beslutninger på egen hånd.

I perioden efter at sagen var anlagt i 2007, sendte de regningerne til Nethleas. Beløbet på 258.532,13 kr. vedrørende advokatsalær for 2011 i omkostningsopgørelsen af 18. februar 2013, der er underskrevet af hende, blev også sendt til Nethleas. De to beløb på henholdsvis 546.759 kr. og 805.860 kr. vedrørende advokatsalær for henholdsvis 2009 og 2010 blev betalt af flere forskellige tredjemænd, som ønsker at være anonyme. Omkostningsopgørelsen er udarbejdet af advokat Søren Stenderup Jensens sekretær, som har indhentet oplysninger om salærer fra Kyed & Jybæk for perioden før, hun kom til advokatfirmaet Plesner. Omkostningsopgørelsen er udarbejdet på helt sædvanlig vis. I sager, hvor f.eks. et forsikringsselskab betaler omkostningerne, vil detnormalt heller ikke fremgå af omkostningsopgørelsen, hvem der har betalt advokatsalæret. Hun blev vistnok i 2009 orienteret af enten Jens Møller eller B om, at tredjemænd dækkede udgifterne til retssagen. Hun fik blot at vide, at der var andre, som ville dække udgifterne. Hun fik ikke noget at vide om vilkårene for finansieringen. Tredjemand blandede sig ikke i deres førelse af retssagen og blev ikke hørt i forbindelse med dispositioner vedrørende retssagen. Hun var involveret i to andre retssager vedrørende SINE-udbuddet, som advokatfirmaet Plesner førte på vegne af selskaberne Damm og Airbus. Sagerne blev håndteret af et team af advokater. Nethleas-sagen adskilte sig fra de to andre sager ved, at Nethleas var det eneste selskab, der forud for udbuddet havde kunder inden for beredskabssektoren på det danske marked og var derved det eneste selskab, der mistede kunder i anledning af udbuddet. Damm havde ikke beredskabskunder, og Airbus havde slet ikke kunder på det danske marked.

Når hun rådgav sine klienter om, hvor store sagsomkostninger de kunne risikere at blive pålagt, hvis de tabte en retssag, tog hun altid udgangspunkt i 3 pct. af sagsgenstanden. Hun har ikke nævnt noget beløb for omkostninger ved retssagen. Hun har rådgivet Nethleas om, at de ville kunne blive idømt at betale sagsomkostninger. Det kan godt være, at hun i forbindelse med sagen ved Klagenævnet for Udbud har oplyst til Nethleas, at omkostningerne ved klagesagen i værste fald kunne blive på omkring 150.000 kr. Hun har ikke spurgt, om der var midler til at betale sagsomkostningerne, heller ikke da Nethleas’ kontrakt med Gentofte Kommune ophørte i 2009. Påstanden om erstatning på 559 mio. kr. blev nedlagt vistnok i 2009.

Jens Møller har forklaret blandt andet, at han har en teknisk og merkantil uddannelse og gennem mange år har arbejdet med TETRA-systemer. Han blev involveret i Nethleas’ retssag i forbindelse med dennes opstart i 2006. Hans rolle var at informere de advokater, som førte sagen for Nethleas, om tekniske og merkantile forhold. Han var udpeget som partsrepræsentant for Nethleas under klagesagen ved Klagenævnet for Udbud, som gik forud for retssagen. Under retssagen ved Københavns Byret optrådte han kun som partsrepræsentant for Nethleas i de første tre retsmøder. I de efterfølgende retsmøder deltog han som teknisk rådgiver for Nethleas’ advokater. Når der i hans forklaring gengivet i Københavns Byrets kendelse af 18. december 2009 (BS 29C-898/2007) står, at han var mødt som partsrepræsentant under retssagen, skyldes det, at Kammeradvokaten kaldte ham »partsrepræsentant«. Han sad ved siden af advokat Camilla Bonde under de 24 retsdage i byretten. Han mener, at det var Nethleas’ advokater, som besluttede at anlægge retssagen ved Københavns Byret. Han går ud fra, at advokaterne havde afstemt det med deres klient A. Han er ikke nærmere bekendt med, hvordan retssagen blev finansieret, eller om der var tale om finansiering fra tredjemand. Han har ikke haft noget med finansieringen at gøre. Han har dog hørt rygter om, at der var flere eksterne finansieringskilder, og han formoder, at EADS (Cassidian) kan have deltaget i finansieringen af retssagen. Han kender ikke noget til vilkårene for en sådan finansiering. Der var rygter om, hvem der skulle køre en retssag i Danmark. Det var ikke noget, som han drøftede med A. Det var en sag, som alle aktører i branchen snakkede om.

Han ydede også rådgivning til de sagsøgende selskabers advokater i Damm-sagen og EADS-sagen. Da Nethleas-sagen og de to andre sager startede, var det alle advokaters opfattelse, at man havde en god sag. Man vurderede, at der ikke var nogen risiko ved at føre retssag. Nethleas-sagen adskilte sig fra de to andre sager ved, at Nethleas allerede havde et marked i Danmark og drev radiokommunikationssystemer for bl.a. Gentofte Kommune og Københavns Lufthavn. Hverken Damm eller EADS havde sådanne kunder i Danmark. Det var kunderne og ikke Nethleas, som fik de nødvendige frekvenstilladelser. Han var med til at få Nethleas’ aftale med Gentofte Kommune på plads. Ca. 20-25 kommuner var interesserede i et tilsvarende arrangement og havde ansøgt om frekvenstilladelse med henvisning til »Gentoftemodellen«. Han var selv i kontakt med disse kommuner og rådgav dem i forbindelse med ansøgningerne om frekvenstilladelse. I forbindelse med SINE-projektet blev der indført en »tvangskundelov«, som forbød kommunerne at have deres eget kommunikationssystem og pålagde dem at tilslutte sig det fælles SINE-netværk. Det var årsagen til, at det ikke lykkedes for Nethleas at indgå aftaler med andre kommuner.

Advokat Søren Stenderup Jensen har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand. jur. Han har været partner i advokatfirmaet Plesner i 18 år, indtil han i november 2016 skiftede til advokatfirmaet Sirius Advokater. Han blev involveret i Nethleas-sagen i 2011 i forbindelse med, at advokatfirmaet Plesner ansatte advokat Camilla Bonde, som havde sagen med. Han var afdelingsleder i den afdeling, hvor Camilla Bonde blev ansat, og blev ansvarlig partner på sagen. Plesner repræsenterede i forvejen Airbus og Damm, som også førte sager i anledning af SINE-udbuddet. Han stod selv for Airbus-sagen. Der foregik ikke nogen formel koordinering mellem de advokater, som havde de tre retssager, ligesom der ikke blev holdt fælles klientmøder. Han har ikke oplyst Nethleas eller andre om, at sagen skulle være uden risiko. Plesner overtog Nethleas-sagen kort tid inden, hovedforhandlingen skulle starte i byretten, og det var derfor sagens mest hensigtsmæssige førelse i byretten, man fokuserede på, og ikke en vurdering af,om sagen skulle anlægges. De overordnede instrukser vedrørende sagen modtog de fra A og B. Under hovedforhandlingen modtog man også instrukser fra Jens Møller, som under retssagen optrådte som partsrepræsentant.

Vistnok i september 2011 så han en skriftlig aftale mellem Nethleas og tredjemand, der på det tidspunkt var klient hos Plesner, om finansiering af retssagen. Det var Nethleas og tredjemand, som havde været i kontakt med hinanden. Kontakten var således ikke formidlet af Plesner. Han mener, at det var A, der havde kontakten til denne tredjemand. Plesner havde før sommerferien i 2011 sendt en regning til Nethleas, som Plesner efter sommerferien rykkede for betaling af. Han blev først bekendt med aftalens eksistens nogle måneder efter, at den var indgået. Det skete i forbindelse med, at advokat Camilla Bonde gjorde ham opmærksom på, at det ikke længere var Nethleas, som skulle faktureres i sagen. Aftalen gik ud på, at tredjemand skulle betale den pågældende regning og den resterende del af Plesners honorar i anledning af sagen. Det var aftalt med Plesner, at det resterende honorar skulle være låst på ca. 1,5 mio. kr. Aftalen indeholdt en fordelingsnøgle for, hvordan en eventuel erstatning, som måtte blive tilkendt Nethleas, skulle fordeles. 40 pct. skulle gå til Nethleas, 40 pct. til tredjemand og op til 20 pct. til andre, som måtte deltage i finansieringen. Aftalen gav ikke tredjemand ret til at træffe beslutninger vedrørende retssagen. Aftalen indeholdt ikke noget om, hvem der skulle dække eventuelle sagsomkostninger til modparten. Han deltog ikke selv i indgåelsen af aftalen og ved derfor ikke, hvad der præcist blev drøftet om sagsomkostninger. Han har ikke tidligere set en aftale om tredjemandsfinansiering som denne. A havde underskrevet aftalen for Nethleas. Han ved ikke, om beslutningen om i byretten først at deldomsforhandle spørgsmålet om ansvarsgrundlag gav anledning til ændring af finansieringsaftalen, herunder fordelingsnøglen i aftalen.

Omkring februar 2013 rådgav han Nethleas om retsplejelovens regler om sagsomkostninger for det tilfælde, at Nethleas måtte tabe retssagen. Rådgivningen blev blandt andet givet i lyset af landsretsdommen gengivet i U.2013.1312H, hvor medlemmer af bestyrelsen i en grundejerforening var blevet pålagt erstatningsansvar for sagsomkostninger i anledning af en tabt retssag. Han har ikke rådgivet Nethleas om betydningen af, at retssagen blev finansieret af tredjemand. Nethleas’ nedlæggelse af en betalingspåstand i sagen skete, inden Plesner overtog sagen. Han ved derfor ikke, om beslutningen om at nedlægge en betalingspåstand blev forelagt Nethleas.

Omkostningsopgørelsen af 18. februar 2013 underskrevet af advokat Camilla Bonde er muligvis udarbejdet af hans sekretær. Han angiver normalt ikke størrelsen af selve advokathonoraret i omkostningsopgørelser. Det er efter hans opfattelse usædvanligt. Han hverken så eller godkendte omkostningsopgørelsen af 18. februar 2013. Det hænder, at han har sager, hvor omkostningerne betales af tredjemand, typisk et forsikringsselskab. Det er ikke noget, man nødvendigvis oplyser i en omkostningsopgørelse.

Anbringender

Van der Boom Holding har navnlig gjort gældende, at Van der Boom Holding hverken baseret på et synspunkt om hæftelsesgennembrud, hæftelsesansvar eller på et synspunkt om erstatningsansvar kan ifalde en betalingsforpligtelse over for de sagsøgte myndigheder.

Det bestrides, at det kan karakteriseres som en culpøs handling at anlægge en retssag, når denne er anlagt på et tidspunkt, hvor en virksomhed (her Nethleas) fortsat var i drift, og der var reelle spørgsmål, der skulle afklares ved retssagen. Nethleas-sagen blev indledt, mens Nethleas fortsat havde driftsaktiviteter i Danmark, og sagen vedrørte netop grundlaget for, hvorvidt den pågældende aktivitet kunne fortsætte. Det er ikke ansvarspådragende for en part eller dennes ledelse at iværksætte et sagsanlæg, uanset at der i tilfælde af en tabt retssag må forventes ikke at være likviditet til betaling af sagsomkostninger til modparten, særligt når retssagen netop vedrører den pågældende parts mulighed for at generhverve grundlaget for sin betalingsevne.

Det kan ikke være culpøst eller føre til hæftelsesgennembrud at videreføre en allerede anlagt retssag, uanset om der i andre – lignende, men ikke identiske – retssager er faldet dom, fordi en retssag er en individuel afgørelse af en konkret tvist, og fordi man som sagsøger har en interesse i at få efterprøvet den konkrete tvist.

Ved vurderingen af, hvorvidt der kan påhvile Van der Boom Holding en betalingsforpligtelse over for de sagsøgte myndigheder, må det indgå, på hvilket grundlag der er ageret. Der er udvist rette omhu ved beslutningen om sagsanlæg og anke, når der til brug for stillingtagen hertil er søgt rådgivning hos en advokat. Det kan hverken begrunde hæftelsesgennembrud eller erstatningsansvar at udtage stævning eller indgive ankestævning i en situation, hvor en advokat har udtalt sig positivt om en sags procesmuligheder som led i sin rådgivning. Dette var tilfældet i Nethleas-sagen. Van der Boom Holding modtog i øvrigt ikke rådgivning fra deres advokat om, hvad de potentielle sagsomkostninger til modparten kunne forventes at blive.

Der er ikke tale om forsætlig skadeforvoldelse fra Van der Boom Holdings side som følge af, at Van der Boom Holding ikke sikrede, at Nethleas-sagen blev hævet efter Højesterets dom af 11. februar 2015 i Damm-sagen. Det bestrides i det hele, at der foreligger culpa. Det bestrides, at Van der Boom Holding skulle have truffetbeslutninger om Nethleas’ økonomi og drift med henblik på at forvolde de sagsøgte økonomisk skade.

De sagsøgte myndigheders udsagn og anbringender om, at Nethleas skulle være et tomt processelskab bestrides, ligesom der ikke er tale om en omgåelse af retsplejelovens regler ved førelsen af Nethleas’ sag mod myndighederne. Van der Boom Holding har ikke gjort »de sagsøgte myndigheder til skadelidte tvangskreditorer hos Nethleas B.V.«.

Nethleas har eksisteret siden 1989 og har drevet virksomhed med leasing inden for telekommunikation, hvorfor der har været tale om reel drift. Nethleas var på sædvanligvis stiftet til udskillelse af en afgrænset del af driften i Van der Boom-koncernen, nemlig leasingorienteret drift. Nethleas har derfor ikke blot haft karakter af et »skyggeselskab« eller et tomt processelskab med det formål at skabe et økonomisk værn for Van der Boom Holding. Nethleas er og var berettiget til til enhver tid at værne om sit eksistensgrundlag.

Årsagen til, at Nethleas var kommet i en situation, hvor selskabets indtjeningsgrundlag i Danmark var elimineret, og Nethleas ikke fuldt ud kunne betale de pålagte sagsomkostninger til de sagsøgte myndigheder, var udformningen og udfaldet af SINE-udbuddet. Indtil SINE-udbuddet havde Nethleas haft drift i Danmark. Nethleas har ligesom enhver anden part ret til at få en prøvelse af sin juridiske stilling ved domstolene. I denne sag var årsagen til, at selskabet ikke længere havde et indtjeningsgrundlag, netop de forhold, som Nethleas ønskede en prøvelse af. Hvis Nethleas, og enhver anden part i en lignende situation, ikke havde ret til at få prøvet sit krav ved domstolene, ville det medføre en retstilstand, hvor en part, der på grund af en anden parts ageren havde mistet sin indtjening, aldrig ville være berettiget til at få en prøvelse af, hvorvidt der var tale om en berettiget ageren fra den anden parts side. En sådan retstilstand er ikke forenelig med grundstenen i det danske retssystem.

Nethleas havde en reel interesse i sagsanlægget, idet det var Nethleas’ mulighed for fremadrettede aktiviteter i Danmark, der var elimineret med SINE-udbuddet. Nethleas fandt det vigtigt at få fastslået udbuddets uretmæssighed, således at udbudsvilkårene i fremtiden kunne blive mere retfærdige i Danmark og Den Europæiske Union. Hertil kommer, at Van der Boom Holding ikke finansierede Nethleas’ sagsanlæg mod de sagsøgte myndigheder.

Spørgsmålet om Nethleas’ retlige interesse har tidligere været til pådømmelse, idet Københavns Byret ved deldom af 31. januar 2014 har taget stilling til spørgsmålet, herunder hvorvidt det var bevist, at det var Nethleas, som skulle afgive bud i forbindelse med SINE-udbuddet. Københavns Byret traf afgørelse om, at Nethleas havde retlig interesse, herunder at det var bevist, at Nethleas skulle være byder i henhold til SINE-udbuddet. Da der ikke kan ske prøvelse af et spørgsmål, som allerede er pådømt, jf. litispendens princippet, må det lægges til grund, at Nethleas var rette part i sagsanlægget mod de sagsøgte, og at det derfor ikke kan bebrejdes Van der Boom Holding, at Nethleas var part i sagen. De sagsøgte myndigheders synspunkt om, at et andet selskab inden for Van der Boom-koncernen burde have anlagt sagen mod de sagsøgte, savner følgelig mening. Spørgsmålet er allerede prøvet, og de sagsøgte myndigheder kan ikke også under nærværende sagsanlæg opnå en prøvelse af dette spørgsmål.

I henhold til hollandsk selskabsret er det muligt at lade bestyrelsen af et selskab bestå af et andet selskab. Van der Boom Holding udgjorde bestyrelsen i Nethleas, men dette fratager ikke Nethleas status af en selvstændig juridisk enhed og kan ikke føre til, at Nethleas ikke kunne optræde som selvstændig juridisk enhed. Nethleas har således været aftalepart i en række kontrakter og har med rette været sagsøger i Nethleas-sagen.

Nethleas var rette procespart, og Van der Boom Holding har ikke har ladet Nethleas agere procespart for at skærme Van der Boom Holding mod en procesrisiko for at blive dømt til at betale sagsomkostninger. Nethleas havde en retlig interesse i sagsanlægget som ovenfor anført. Sagsanlægget havde derfor karakter af en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Van der Boom Holding har ikke begået retsbrud og pådraget sig et erstatningsansvar eller en betalingsforpligtelse som følge af hæftelsesgennembrud som følge af Nethleas’ sagsanlæg mod de sagsøgte myndigheder. Særligt vedrørende spørgsmålet om hæftelsesgennembrud bemærkes, at det hele tiden har været muligt at adskille økonomien i Nethleas fra Van der Boom Holding, da hver af selskaberne aflægger eget årsregnskab. Den omstændighed, at der er sket udlodning fra Nethleas til Van der Boom Holding, eller at selskaberne er sambeskattede, kan heller ikke føre til hæftelsesgennembrud.

Det kan ikke udgøre et retsbrud, som kan føre til erstatningsansvar eller hæftelsesgennembrud, at indgå aftale med en tredjepart om finansiering af et sagsanlæg, særligt når der er tale om et sagsanlæg vedrørende generhvervelse af partens eksistensgrundlag. Det ville svare til, at det ville være et retsbrud, hvis Nethleas havde indgået aftale med sin bank om en udvidelse af Nethleas’ kassekredit med henblik på at etablere den fornødne likviditet til betaling af Nethleas’ rådgivere i tilknytning til sagsanlægget, fik retshjælpsdækning eller hvis en investor tilbød denne finansiering. Denne situation ville næppe blive betegnet som retsbrud, og det kan ikke karakteriseres som retsbrud at acceptere en tredjemands tilbud om finansiering af omkostninger til sine rådgivere.

De sagsøgte myndigheder skal løfte bevisbyrden for, at Van der Boom Holding på oplyst grundlag skulle have medvirket til retsbrud. Denne bevisbyrde ses ikke at være løftet. De sagsøgte myndigheder skal tillige løfte bevisbyrden for, at der skulle påhvile Van der Boom Holding en betalingsforpligtelse baseret på erstatningsansvar eller på hæftelsesgennembrud. De sagsøgte myndigheder har heller ikke løftet denne bevisbyrde.

De sagsøgte myndigheder har endvidere ikke løftet bevisbyrden for, at de har lidt et tab. Påstanden over for Van der Boom Holding er baseret på et synspunkt om, at Van der Boom Holding skulle være ifaldet et erstatningsansvar. Det følger af almindelige erstatningsretlige grundsætninger, at skadelidte ikke må opnå en berigelse, ligesom det følger af erstatningsretlige grundsætninger, at der skal være en årsagssammenhæng mellem den hævdede culpøse adfærd og det hævdede tab. Disse betingelser ses ikke at være til stede. Hvis de sagsøgte myndigheder måtte være tilkendt sagsomkostninger, der overstiger de sagsomkostninger, som de de facto har afholdt til advokatbistand til Nethleas-sagens førelse for domstolene, vil de sagsøgte myndigheder efter berigelsesgrundsætningen være afskåret fra at indtale krav ud over de faktisk afholdte sagsomkostninger.

De sagsøgte myndigheder har ikke fremlagt dokumentation for den nedlagte påstand, og det bestrides, at de sagsøgte myndigheder har lidt et erstatningsretligt relevant tab som opgjort i den nedlagte påstand. Landsrettens afgørelse af 23. oktober 2015 om at pålægge Nethleas at betale i alt 13.800.000 kr. med procesrente i sagsomkostninger til de sagsøgte myndigheder har alene virkning inter partes, og er derfor ikke normerende for størrelsen af et eventuelt erstatningskrav mod Van der Boom Holding. For at der kan være tale om et erstatningsretligt tab, skal de sagsøgte myndigheder kunne bevise, at de har afholdt sagsomkostninger svarende til de tilkendte beløb. Denne bevisbyrde er ikke løftet. De sagsøgte myndigheder har trods opfordring hertil ikke fremlagt oplysninger om betalte sagsomkostninger, hvilket skal tillægges processuel skadevirkning. De sagsøgte myndigheder har derfor ikke løftet bevisbyrden for at have lidt et tab som påstået.

De sagsøgte myndigheder har oplyst, at de pr. 7. maj 2015 havde haft omkostninger på 25.000 kr. vedrørende ankesagen, der blev hævet 15 dage herefter. De sagsøgte myndigheder kan for så vidt angår ankesagen maksimalt opgøre et erstatningsretligt relevant tab til 25.000 kr.

Hvis de sagsøgte myndigheder ikke har afholdt omkostninger svarende til de tilkendte omkostninger i Nethleas-sagen, og der blev givet de sagsøgte medhold i et krav baseret herpå, og ikke på de faktisk afholdte sagsomkostninger, ville det svare til, at de sagsøgte myndigheder opnåede en godtgørelse for skuffede forventninger. En sådan godtgørelse forudsætter lovhjemmel, hvilket der ikke er.

Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet har til støtte for de nedlagte påstande overordnet gjort gældende, at Van der Boom Holding på ansvarspådragende vis har ladet tredjemand og advokater, der repræsenterede denne tredjemand, træffe beslutninger og finansiere et særdeles omfattende søgsmål mod de sagsøgte myndigheder ved anvendelse af datterselskabet, Nethleas, hvilket indebar, at de sagsøgte myndigheder blev påført et meget betydeligt økonomisk tab.

Det er nærmere gjort gældende, at erstatningsansvaret kan fastslås på baggrund af enten et almindeligt culpaansvar, et ledelsesansvar eller et hæftelsesansvar.

For alle tre slags ansvarsgrundlag gælder, at Van der Boom Holding har truffet beslutning om at lade en hidtil ukendt tredjemand anvende Nethleas til en meget omfattende retssagsførelse med viden om, at Nethleas ikke ville kunne honorere et krav på sagsomkostninger, hvis retssagen blev tabt. Dermed har sagsøgerens ageren og beslutninger karakter af medvirken til retsbrud, idet det må have stået klart for Van der Boom Holding, at retssagen ikke ville have været anlagt og gennemført til dom, hvis kombinationen af en finansierende tredjemand, udførende advokater og et stort set tomt selskab ikke havde været anvendt, og Van der Boom Holding ikke havde truffet beslutning om at tillade den kombination.

Denne beslutning er ikke en sædvanlig forretningsmæssig beslutning. Det er derimod en beslutning, der har til formål at begrænse risikoen ved retssagens førelse og dermed sikre, at myndighederne ikke kunne opnå dækning for et fremtidigt krav på tilkendte sagsomkostninger, idet Van der Boom Holding var fuldt ud bekendt med og havde fuld kontrol over den økonomiske situation i Nethleas.

Ved beslutningen om at lade tredjemand anvende et tomt selskab til procesførelse på bevidst eller groft uagtsom vis har Van der Boom Holding tilsidesat varetagelsen af de sagsøgte myndigheders kreditorinteresser, idet Van der Boom Holding i stedet udelukkende har varetaget egne interesser. Van der Boom Holding har således ikke tilsikret, at fremgangsmåden indebar, at tredjemand tillige ville dække det krav på sagsomkostninger, som de sagsøgte myndigheder måtte blive tilkendt.

Van der Boom Holding og Nethleas har under den oprindelige retssag ikke loyalt oplyst, at retssagen blev finansieret og reelt ført af tredjemand. Tværtimod har Nethleas’ advokat udformet en omkostningsopgørelse, der gav det indtryk, at omkostningerne forbundet med retssagsførelsen blev afholdt af Nethleas. Dennefremgangsmåde taler for, at der fra Van der Boom Holdings side er handlet forsætligt eller i det mindste groft uagtsomt.

Retssagsførelsen er i det hele gennemført med henblik på at varetage Van der Boom Holdings interesser, idet et eventuelt gunstigt udfald af retssagen utvivlsomt ville komme Van der Boom Holding til gode som 100 % ejer af Nethleas. Van der Boom Holding og datterselskabet behandles i øvrigt i skattemæssig henseende som én enhed, jf. årsrapporterne for disse.

Det må endvidere tillægges vægt, at Van der Boom Holding udgør ledelsen i Nethleas, at ejeren af Van der Boom Holding udgør hele bestyrelsen i Nethleas, og at der ikke på noget tidspunkt har været ansatte i Nethleas. Når Van der Boom Holding har truffet ledelsesbeslutninger i forhold til Nethleas, har disse beslutninger således været truffet alene i Van der Boom Holdings interesse og på de sagsøgte myndigheders bekostning.

Der må på denne baggrund statueres identitet og dermed hæftelsesgennembrud mellem Van der Boom Holding og Nethleas, idet der kan konstateres fuldstændig sammenblanding af både økonomi, ledelse og juridiske interesser mellem selskaberne.

Det forhold, at nærværende søgsmål er anlagt af Van der Boom Holding, og ikke Nethleas, underbygger, at det oprindelige søgsmål var anlagt i Van der Boom Holdings interesse, ligesom det må tillægges vægt, at Van der Boom Holding har taget bekræftende til genmæle over for myndighedernes oprindelige betalingspåstand på 25.000 kr. og dermed accepteret en betalingsforpligtelse knyttet til Nethleas’ procesførelse. Van der Boom Holdings fremgangsmåde dokumenterer, at Nethleas’ retssagsførelse er initieret af Van der Boom Holding med henblik på varetagelse af Van der Boom Holdings interesser, og at Nethleas alene har været anvendt med henblik på at begrænse procesrisikoen forbundet med retssagsførelsen.

Van der Boom Holdings beslutning om at lade tredjemand finansiere retssagsførelsen har til formål at omgå retsplejelovens regler om tilkendelse af sagsomkostninger eller haft til følge, at disse regler blev omgået, hvorved der foreligger et retsbrud. Derved er de sagsøgte myndigheder gjort til tabslidende tvangskreditorer i forhold til Nethleas, der ikke på noget tidspunkt har haft midler til hverken at finansiere retssagen eller honorere et krav på sagsomkostninger. Oplysninger om Nethleas’ økonomiske forhold bekræfter, at selskabet blev tømt for likvider umiddelbart efter sagsanlægget, og at selskabet på intet tidspunkt har kunnet finansiere en retssag mod myndighederne.

Fremgangsmåden med anvendelse af eksterne beslutningstagere, tredjemandsfinansiering og et tomt selskab fører til samme økonomiske resultat som anvendelsen af et processelskab, der er oprettet alene med henblik på at føre retssager, idet procesrisikoen overføres til den processuelle modpart.

Der foreligger endvidere den fornødne kausalitet og adækvans i forhold til myndighedernes tab. Tabet er dokumenteret, idet erstatningskravet baserer sig på de af landsretten fastsatte sagsomkostninger med tillæg af procesrente. Der vil ikke være tale om berigelse, hvis de sagsøgte myndigheder får medhold i de nedlagte påstande.

De sagsøgte myndigheder har varetaget deres forpligtelser til tabsbegrænsning ved den afsluttede kreditorforfølgning, og der foreligger ingen egen skyld hos myndighederne, der kan føre til nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret.

Det bestrides, at en eventuel rådgivning fra Nethleas’ advokater kan fritage Van der Boom Holding fra et erstatningsansvar. Såfremt Van der Boom Holding har ageret i henhold til rådgivning fra advokat, hvilket er udokumenteret, må Van der Boom Holding rejse et friholdelseskrav over for den pågældende advokat. Efter det af Van der Boom Holding oplyste, er den pågældende advokat allerede procestilvarslet, og det indbyrdes opgør mellem Van der Boom Holdig og selskabets advokat er de sagsøgte myndigheder uvedkommende. Det samme gælder Van der Boom Holdings økonomiske mellemværende med den tredjemand, der har finansieret retssagen og truffet beslutninger vedrørende retssagens forløb og gennemførelse.

Det bestrides, at en dom i overensstemmelse med de sagsøgte myndigheders påstande vil indebære en krænkelse af Van der Boom Holdings eller Nethleas’ adgang til domstolsprøvelse i medfør af EMRK artikel 6. Nethleas har reelt gennemført sagen til dom ved byretten og har således opnået domstolsprøvelse. Nærværende sag vedrører alene de økonomiske konsekvenser af at anvende den af Van der Boom Holding anvendte konstruktion. Også Van der Boom Holding har opnået adgang til domstolsprøvelse, selv om den oprindelige anerkendelsespåstand nu er frafaldet af Van der Boom Holding.

Landsrettens begrundelse og resultat

Indledningsvist bemærkes, at Københavns Byrets deldom af 31. januar 2014, hvorefter Nethleas var rette sagsøger i sagen, ikke indeholder en bindende afgørelse af spørgsmålet til prøvelse i nærværende sag om, hvorvidt Van der Boom Holding hæfter for eller er erstatningsansvarlig for sagsomkostninger pålagt Nethleas vedrørende byrettens og landsrettens behandling af Nethleas-sagen.

Det er under sagen ubestridt, at Van der Boom Holding, der var eneejer af det hollandske selskab Nethleas, udgjorde bestyrelsen i Nethleas i overensstemmelse med muligheden herfor efter hollandsk ret. Det må efterbevisførelsen endvidere lægges til grund, at Nethleas fungerede som leasingselskab i Rohill-koncernen og blandt andet havde indgået en aftale med Gentofte Kommune om leasing af en telekommunikationstjeneste. Efter det oplyste ophørte aftalen med Gentofte Kommune i april 2009. Der er under sagen fremlagt selvstændige årsrapporter for Nethleas for 2007-2013.

Herudover foreligger der for landsretten meget begrænsede oplysninger om Nethleas’ aktiviteter og om de økonomiske forhold mellem Nethleas, Van der Boom Holding og disse selskabers kontraktparter.

Landsretten finder, at der ikke alene ud fra oplysningerne om, at der i den for sagen relevante periode fra 2007 og frem ikke var ansatte i Nethleas, at Nethleas og Van der Boom Holding var sambeskattede, og at Nethleas’ regnskab indgik i det konsoliderede årsregnskab for koncernen, er grundlag for at statuere, at Van der Boom Holding som moderselskab hæfter for de sagsomkostninger, som datterselskabet Nethleas blev pålagt at betale til de sagsøgte myndigheder.

Spørgsmålet er herefter, om Van der Boom Holding i kraft af at have udgjort ledelsen i Nethleas har pådraget sig et erstatningsansvar over for de sagsøgte myndigheder for omkostninger ved retssagen.

Af mail af 21. september 2015 fra B, der var driftschef i Rohill-koncernen, til Østre Landsret fremgår, at Nethleas’ omkostninger ved sagens behandling for byretten blev betalt af tredjemand, og at Nethleas var afhængig af ekstern finansiering af retssagen.

Dette stemmer overens med A’s forklaring om, at hverken Nethleas eller andre selskaber i Rohill-koncernen har betalt for retssagen, hverken for byretten eller landsretten, og at det fra starten var aftalen, at »man« ikke skulle betale noget vedrørende retssagen. Efter A’s forklaring må det endvidere lægges til grund, at han accepterede, at der blev anlagt en retssag i Nethleas’ navn under forudsætning af, at Nethleas ikke selv skulle betale omkostningerne herved.

Advokat Camilla Bonde har forklaret, at hun, vistnok i 2009, blev informeret om, at tredjemand dækkede udgifterne til retssagen. Advokat Søren Stenderup Jensen har forklaret, at han i september 2011 blev bekendt med en finansieringsaftale underskrevet af A, hvorefter tredjemand skulle betale en konkret faktura vedrørende retssagen og den resterende del af advokatfirmaet Plesners honorar. Finansieringsaftalen indeholdt ingen bestemmelser om eventuel betaling af modpartens sagsomkostninger, men en fordelingsnøgle, hvorefter en eventuel tilkendt erstatning skulle fordeles mellem Nethleas og tredjemænd.

På denne baggrund lægger landsretten til grund, at Van der Boom Holding ved A som ledelse i Nethleas besluttede at lade Nethleas anlægge og gennemføre en retssag mod myndighederne om lovligheden af SINE-udbuddet under den forudsætning, at tredjemand betalte alle omkostninger herved, idet Nethleas ikke havde vilje til at hæfte herfor.

Det må endvidere have stået ledelsen af Nethleas, Van der Boom Holding, klart, at Nethleas, i hvert fald fra 2009, hvor det – således som sagen er oplyst – må lægges til grund, at påstanden om betaling af et trecifret millionbeløb blev nedlagt, heller ikke havde evne til at betale egne omkostninger, endsige eventuelle omkostninger til modparten. Nethleas havde således ifølge årsrapporten for 2009 en negativ egenkapital og en meget begrænset likviditet. Efter bevisførelsen må det tillige lægges til grund, at der ikke var aktiviteter i Nethleas efter april 2009, hvor kontrakten med Gentofte Kommune ophørte.

Ledelsen i Nethleas, Van der Boom Holding, findes herefter ved at føre en retssag under den klare forudsætning, at denne blev finansieret af tredjemand sammenholdt med en, i hvert fald fra 2009, manglende evne til at kunne betale såvel egne som modpartens eventuelle sagsomkostninger, kombineret med en udvidelse af retssagen i 2009 til at omfatte en betalingspåstand på et trecifret millionbeløb, at være erstatningsansvarlig for de omkostninger, der påløb i retssagen fra 2009 og frem.

Ved fastsættelsen af det tab, som de sagsøgte myndigheder har lidt, må der tages udgangspunkt i de ved Østre Landsrets kendelse af 23. oktober 2015 tilkendte sagsomkostninger. Beløbet findes skønsmæssigt at kunne fastsættes til 10 millioner kr. Beløbet omfatter omkostningerne for landsretten og et forholdsmæssigt beløb vedrørende omkostningerne for byretten samt de 25.000 kr., som Van der Boom Holding har taget bekræftende til genmæle over for. Der er herved taget højde for, at de sagsøgte myndigheder allerede har opnået dækning for 27.276,45 kr. ved individualforfølgning mod Nethleas.

Van der Boom Holding skal herefter betale i alt 10 mio. kr. til Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet med tillæg af renter som nedenfor anført, der efter rentelovens § 8 a er tilkendt med virkning fra 2 uger efter henholdsvis byrettens afgørelse om sagsomkostninger den 4. april 2013 og landsrettens afgørelse om sagsomkostninger den 23. oktober 2015.

Efter sagens udfald skal Van der Boom Holding betale sagsomkostninger for landsretten til de sagsøgte myndigheder med i alt 404.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift, 350.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms og 50.000 kr. til udgifter til vidneførsel. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og udfald.

Thi kendes for ret

Van der Boom Holding B.V. skal til Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet betale i alt 8.200.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 19. april 2014 og 1.800.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 7. november 2015.

I sagsomkostninger for landsretten skal Van der Boom Holding B.V. betale i alt 404.000 kr. til Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Højesterets dom

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 14. marts 2017.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Lars Apostoli.

Påstande

Appellanten, Van der Boom Holding B.V., har påstået frifindelse.

De indstævnte, Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet, har nedlagt påstand om, at Van der Boom Holding B.V. skal betale 16.454.135,04 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. december 2016, subsidiært stadfæstelse.

Anbringender

Van der Boom Holding har supplerende anført navnlig, at det efter retsplejeloven ikke er en betingelse for partsevne, at den pågældende kan betale sagsomkostninger til modparten, hvis sagen tabes. Bortset fra omgåelsestilfælde kan et søgsmål derfor ikke afskæres med henvisning til sagsøgerens dårlige økonomi. Der er ikke tale om omgåelse i den foreliggende sag, der blev anlagt af Nethleas B.V. for at generhverve grundlaget for selskabets driftsaktivitet i Danmark og dermed forsvare selskabets indtjeningsevne. Det ville indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, hvis en part som følge af den forringelse af selskabets økonomi, som beror på et myndighedsindgreb, skulle være afskåret fra domstolsprøvelse af lovligheden af dette indgreb.

Det er uden betydning for Nethleas’ berettigelse til at anlægge og videreføre retssagen, at selskabet opnåede ekstern finansiering af denne. Dette kan derfor hverken begrunde hæftelsesgennembrud eller erstatningsansvar for selskabets ejer og ledelse; i hvert fald ikke i det foreliggende tilfælde, hvor det efter forklaringerne må lægges til grund, at advokaterne ikke havde rådgivet om risikoen for sagsomkostninger af den omhandlede størrelse.

Landsretten har med rette fastslået, at Nethleas var berettiget til at anlægge retssagen i 2007, og at dette hverken kan begrunde hæftelsesgennembrud eller erstatningsansvar for moderselskabet. Det er derimod med urette, at landsretten har anset det for ansvarspådragende for moderselskabet, at den verserende retssag blev videreført i 2009 og de efterfølgende år. Erstatningen på 10 mio. kr. stemmer i øvrigt ikke med den forudsætning, som landsretten har lagt til grund, idet dette beløb overstiger de faktiske udgifter til advokatbistand, som de indstævnte myndigheder har haft i perioden. Erstatningen er derfor under alle omstændigheder for stor og vil medføre en ubegrundet berigelse. Forrentning af et erstatningskrav kan tidligst ske fra maj 2017, hvor Kammeradvokatens fakturaer blev fremlagt, og en mulighed for at kontrollere tabsopgørelsen dermed forelå.

Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet har for Højesteret principalt støttet deres krav på reglerne om erstatning uden for kontraktsforhold, subsidiært synspunkter om hæftelsesgennembrud.

Myndighederne har supplerende anført navnlig, at Van der Boom Holding er eneejer og leder af Nethleas og derfor er ansvarlig for beslutningen om at anlægge og gennemføre retssagen, som Nethleas på intet tidspunkt har været i stand til selv at finansiere. Nethleas var reelt et tomt processelskab, som hverken kunne betale egne procesomkostninger eller de sagsomkostninger, som måtte blive tilkendt modparten, hvis selskabet tabte sagen.

Van der Boom Holding sørgede for finansiering af Nethleas’ egne procesomkostninger, men ikke for sagsomkostninger til modparten. I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor retssagen angik et erstatningskrav på 559 mio. kr., og hvor Nethleas selv var uden økonomiske midler, indebærer denne fremgangsmåde en omgåelse af retsplejelovens § 312 om sagsomkostninger og en grov tilsidesættelse af hensynet til modparten. Holdingselskabet er derfor ansvarlig for tabet.

Det kan ikke lægges til grund, at Van der Boom Holding var uden kendskab til de dispositioner, som blev foretaget af advokaterne for Nethleas. Roland van der Booms forklaringer for landsretten og Højesteret er utroværdige og i strid med såvel selskabets advokaters vidneforklaringer som sagens dokumenter, herunder finansieringsaftalen, som han selv har underskrevet, samt det materiale, der ligger til grund for opgørelsen af erstatningskravet på 559 mio. kr.

Det økonomiske tab svarer til de tilkendte sagsomkostninger med fradrag af de beløb, som er betalt eller inddrevet. Kammeradvokaten har endnu ikke faktureret for den del af de tilkendte sagsomkostninger, deroverstiger det beløb, som de aftalte timesatser i aftalen med Finansministeriet kan berettige til. Denne fakturering vil dog finde sted efter betalingen af sagsomkostningerne, jf. aftalens punkt 12.5.

Betaling af sagsomkostningerne kan i øvrigt ikke være i strid med berigelsesgrundsætningen, da domstolenes bestemmelse om sagsomkostninger indebærer, at den vindende part har et ubetinget krav på betaling af det fulde sagsomkostningsbeløb, uanset om dette måtte overstige partens faktiske udgifter til advokatbistand mv.

Procesrenten bør beregnes fra den 2. december 2016, hvor betalingspåstanden vedrørende sagsomkostningerne blev nedlagt i denne sag mod Van der Boom Holding, jf. rentelovens § 3, stk. 4.

Supplerende sagsfremstilling

I retssagen, som Nethleas anlagde ved Københavns Byret (BS 29C-898/2007), fremlagde selskabet et processkrift VI vedrørende erstatningskravet den 25. januar 2010. I dette processkrift nedlagde selskabet sin endelige erstatningspåstand om betaling af 559.079.876 kr. Ifølge processkriftet var erstatningspåstanden baseret på en opgørelse af Nethleas’ mistede fortjeneste som følge af SINE-udbuddet. Opgørelsen af erstatningskravet byggede på beregninger udført af selskabets hollandske revisor. Revisorens beregninger og erklæringer var stilet til bl.a. Nethleas’ bestyrelse.

Den 13. september 2011 underskrev Roland van der Boom på vegne af Nethleas og Finn Frogne på vegne af Finn Frogne A/S en aftale om procesfinansiering, udfærdiget på advokatfirmaet Plesners brevpapir. Af aftalen, som er fremlagt for Højesteret, fremgår bl.a:

»STRICTLY CONFIDENTIAL – LEGAL PRTVILEGE

AGREEMENT

Between Nethleas B.V.
Edisonstraat 12
7903 AN Hoogeveen
Postbus 373
NL-7000AJ Hoogenveen
Holland
(»NL BV.«)
and Finn Frogne A/S
Ishøj Søndergade 19
2635 Ishøj
(CVR.nr.. 73249414)
(»FF A/S«)

This Agreement is entered into on 13 September 2011 between:

(1) NL B.V.

(2) FF A/S

  • NL B.V. and the FF A/S hereinafter collectively referred to as the »Parties« and separately as a »Party«.

WHEREAS

(A) The Parties wish to cooperate in respect of the pending law suit filed by NL B.V. with the District Court of Copenhagen case No.: C29/898/2007 (the »SINE-case«);

(B) This Agreement sets forth the terms and conditions according to which the Parties intend to allocate the future financing related to the SINE-case to ensure and/or maintain legal and technical advice to the SINE-case;

(C) This Agreement is a codification and clarification of earlier discussions between the Parties regarding a calculation model on how to divide a financial compensation between the Parties and third Parties – if the court finds in favour of NL B.V. and provides compensation or if the case is settled including a financial compensation;

NOW IT IS HEREBY AGREED AS FOLLOWS:

1 The financing of the SINE-case

NL BV and FF A/S will receive status reports once a month of the progress in the case.

FF A/S and Plesner have agreed to perform the above legal work to no more than:

  • 1.500,000 DKK (EUR 201,417.98) exclusive of VAT

1.3 The payment of the legal work

The payment of the legal work defined in clauses 1.1 and 1.2. is agreed as follows:

– FF A/S pays to Plesner 13 September 2011: 206,000 DKK exclusive of VAT (EUR 25,000) the outstanding invoice No: 133989;

– FF A/S pays to Plesner: 1,500,000 DKK exclusive VAT (EUR 201,417.98) in a stipulated agreement between the Law firm Plesner and FF A/S.

NL BV. and FF A/S may not ad further legal costs than those listed above.

By this payment arrangement, no legal fees from Plesner can and will be invoiced to NL BV.

The cost of having witnesses to give evidence will not be issued before the case is dealt with and there is final court decision. This is normal practice in court cases.

2 The allocation of the total compensation

When all the payments of legal fees paid by FF A/S mentioned in clause 1.3 are performed, and the sum of a compensation for loss of profit, an amount for damages and/or any amount awarded to NL BV. concerning legal cost is still in excess of such amount, the Parties have agreed that the compensation must be shared as follows:

  • NL. B.V. will be allocated 40%
  • FF A/S will be allocated 40%
  • Third Parties that the parties have asked for assistance in our SINE-case will be allocated 20%

3 Appeal of the SINE-case

NL BV may not reject an appeal of the SINE-case provided that a model for payment is found in order for FF A/S to get a remuneration of the expenses used in the court of first instance. However, non of the Parties are obliged to participate in funding of such an appeal by signing this Agreement. The further details of such a funding must be organized after the court decision is reached.

4 Settlement

The Parties must both sign a written agreement before having any contact and/or any settlement negotiations with the Danish state and/or its allies; and that agreement will be the final acceptance by NL BV and FF A/S. The strategy of the SINE-case must be based on consensus between the Parties. If consensus cannot be reached the Lawyer that conduct the case will decide the strategy.

6 Contact between the parties

The parties have agreed that any negotiations between the Parties have to be conducted by Finn Frogne on behalf of FF A/S.«

Der er for Højesteret fremlagt fakturaer på i alt 10.957.400,85 kr. fra Kammeradvokaten til Moderniseringsstyrelsen (tidl. Økonomistyrelsen) for perioden fra marts 2007 til juli 2016 vedrørende »prøvelse af udbudsforrretning v domstolene« i »Nethleas-sagen«. Heraf er fakturaer på i alt 9.561.010,47 kr. fra perioden 2009 til oktober 2015.

I kontrakten mellem Finansministeriet og Advokatfirmaet Poul Schmith (Kammeradvokaten) om levering af juridiske ydelser, som trådte i kraft den 1. januar 2015, hedder det bl.a.:

»12.5 Tilkendte omkostninger

Kammeradvokaten kan tage et højere salær, end det salær Kammeradvokaten kan tage i henhold til en ren timeopgørelse, i de tilfælde hvor staten i rets- eller voldgiftssager tilkendes omkostninger fra modparten, og de tilkendte omkostninger på grund af anvendelsen af andre salærparametre er større end salæret i henhold til en ren timeopgørelse. Dette under den forudsætning, at modparten betaler de tilkendte omkostninger.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor statens modpart modtager fri proces eller omkostningsgodtgørelse, og det således er staten, der direkte eller indirekte afholder udgiften.

Eventuelle differencer mellem Kammeradvokatens salærer i henhold til rene timeopgørelser og salærer i henhold til ovenstående retningslinjer skal fremgå klart af de relevante fakturaer, jf. pkt. 13, og sagsoversigter, jf. pkt. 5.5.«

Forklaring

Der er til brug for Højesteret afgivet supplerende forklaring af Roland van der Boom.

Roland van der Boom har forklaret bl.a., at advokat Camilla Bonde bistod Nethleas under klagesagen ved Klagenævnet for Udbud, under byretssagen og frem til advokatfirmaet Plesner udtrådte under ankesagen. Hun var den eneste advokat, som han kommunikerede direkte med. Han havde valgt advokat Camilla Bonde efter anbefaling fra Finn Frogne, som hun også repræsenterede.

Det var Camilla Bonde, der traf beslutningen om sagsanlæg. Advokatfirmaet Plesner behandlede også Airbus- og Damm-sagen. Nethleas indgik en aftale med advokat Camillia Bonde i 2006. Hun var da hos advokatfirmaet Kyed og Jybæk. Camilla Bonde fik mandat til at repræsentere Nethleas. Dette mandat rakte også til det videre sagsforløb. Nethleas accepterede sagsanlægget, da det var den eneste vej frem. Han fik ikke processkrifterne forelagt, da de var på dansk. Det var resultatet, der interesserede ham. Han gik ud fra, at sagen blev ført inden for normale rammer, og at han havde de bedste advokater.

Hele retssagen gik ud på at få annulleret udbuddet. På et tidspunkt under retssagen blev der også tale om betaling. Nethleas blev bedt om at oplyse selskabets forventede omsætning i Danmark for de kommende 10 år. Advokat Camilla Bonde sagde aldrig, at det drejede sig om en formel erstatningspåstand. Harry Muter oplyste et beløb. Det var baseret på et skøn, da de alene var bedt om at oplyse en indikation for, hvor stort beløbet var.

Udgifterne til klagesagen var på ca. 35.000 euro, og Nethleas betalte halvdelen af beløbet. Det var de eneste penge, som Nethleas havde betalt. Nethleas havde ikke modtaget en eneste regning og havde ikke betalt andet end halvdelen af de 35.000 euro.

Fra stævningens indlevering i 2007 til finansieringsaftalens indgåelse i september 2011 var advokat Camilla Bonde meget hemmelighedsfuld med hensyn til, hvem der afholdt advokatomkostningerne. Han formodede, at Airbus betalte, da Airbus- og Damm-sagen blev behandlet samtidig med deres sag. Fra 2011 ønskede Airbus ikke længere at betale. Han kan ikke huske, om Camilla Bonde ordret sagde, at det var fordi Airbus ikke længere ville betale. Det var hans forståelse. Finn Frogne havde heller ikke betalt indtil da. Det blev herefter drøftet med Camilla Bonde, om Nethleas selv ville finansiere sagens videre forløb.

Foreholdt finansieringsaftale mellem Nethleas og Finn Frogne A/S af 13. september 2011 forklarede han, at han godt vidste, at aftalen var indgået, da han afgav forklaring i landsretten. Han havde underskrevet og returneret aftalen, men havde ikke modtaget en kopi retur med underskrift. Det var først efter sagen i Østre Landsret, at han så, at Finn Frogne havde skrevet under og accepteret aftalen.

Dialogen med Finn Frogne om finansiering kom i stand ved et møde. Det blev ikke afholdt på initiativ af Nethleas. I mødet deltog Finn Frogne sammen med sin søn samt advokat Camilla Bonde med Jens Møller, han selv og Harry Muter, og så var der en partner fra advokatfirmaet Plesner. Finn Frogne oplyste, at han gerne ville være med til at finansiere retssagen. Finn Frogne havde en kommerciel interesse heri, fordi han havde været involveret fra begyndelsen, og hans selskab opererede på markedet. På mødet udtalte advokat Camilla Bonde, at det var en vindersag. Størrelsen af det beløb, som advokatfirmaet Plesner skulle have for at føre sagen, blev drøftet. Man drøftede ikke, hvad man skulle gøre, hvis Nethleas tabte sagen og blev pålagt at betale sagsomkostninger. Advokat Camilla Bonde spurgte om samtykke til at dele oplysningerne fra sagen med aktørerne i Airbus- og Damm-sagen. Advokatfirmaet Plesner havde en selvstændig økonomisk interesse. Det fremgår af aftalen, at 20 % var til tredjemand. Det var hans opfattelse, at det var advokatfirmaet Plesner, der skulle have de 20 %, der omtales i aftalen. Jens Møller skulle også have en andel af de 20 %. Med denne aftale skulle Nethleas ikke selv betale for, at retssagen kunne fortsætte. Det gjorde Finn Frogne. Den omtalte fordeling på 40 % og 20 % var for det tilfælde, at Nethleas vandt sagen. Fordelingen angav, hvordan erstatningsbeløbet skulle fordeles. Da han underskrev fmansieringsaftalen, vidste han, at der var nedlagt et krav om erstatning fra Nethleas side, men han kendte ikke erstatningskravets størrelse.

Han mener ikke, at finansieringsaftalen kan forstås på den måde, at han sælger 60 % af erstatningskravet for at få retssagen gennemført. Aftalen blev indgået som en investering og med henblik på at vinde sagen. Nethleas gik ikke efter et millionbeløb i erstatning. Finn Frogne skulle have sin del af erstatningen, da han ifølge aftalen havde betalt 1,5 mio. kr. til advokatfirmaet Plesner.

Nethleas ønskede at forfølge sagen, fordi det var et unfair udbud. De indgav klagen, fordi udbuddet udelukkede Nethleas fra at deltage, da Motorola havde fået licensaftale på frekvensen fire år tidligere. Det afgørende for Nethleas var at forsvare sin position på det danske marked, og det var derfor, at man indledte klagesagen og retssagen.

Foreholdt sin forklaring for landsretten, om at alle aktiviteter i Nethleas er finansieret af Van der Boom Holding, og at man ville have betalt sagsomkostninger, hvis det havde været en fair retssag, forklarede han nu, at han var blevet provokeret, da han var blevet beskyldt for at prøve at få penge ud af den danske stat. Det, han egentlig ville sige, var, at Nethleas og hans andre selskaber normalt altid betaler deres regninger. Denne sag var blevet trukket unødigt i langdrag og gjort unødvendigt kompleks. Camilla Bonde havde på et tidspunkt oplyst et maksimalt beløb, som Nethleas kunne blive pålagt at betale til de danske myndigheder. Det var det, han forklarede om i landsretten. Hvis omkostningerne havde været på 150.000 euro eller endda det dobbelte, så ville han have betalt med penge fra Van der Boom Holding. Niveauet af det omkostningsbeløb, som Nethleas var blevet pålagt, var imidlertid helt urimeligt. Det skulle også ses i sammenhæng med, at det ikke havde været en fair retssag.

Når han havde forklaret, at han var fuldt ud orienteret om sagen fra advokaterne, så skal det forstås således, at han vidste, at sagen verserede, og at han havde det bedste advokatkontor. Han vidste i store træk, hvad der foregik. Da advokat Camilla Bonde udtog stævning i 2007, modtog han ikke kopi af stævningen. Han modtog heller ikke kopi af det processkrift, hvori erstatningspåstanden blev nedlagt, da han ikke læser dansk. Han fik mails med resumé af processkifterne fra Jens Møller og blev derved orienteret i store træk, men han blev aldrig informeret om, at der var nedlagt en konkret erstatningspåstand.

Det var advokatfirmaet Plesner, der besluttede at nedlægge påstandene og traf de juridiske beslutninger. Advokatfirmaet Plesner indsamlede oplysninger og informerede om, hvad de agtede at gøre. Han havde aldrig indsigelser imod, hvad Plesner agtede at gøre.

Advokatfirmaet Plesner havde en økonomisk interesse i sagen. De 20 % skulle tilfalde advokatfirmaet Plesner, og en del heraf skulle gå til Jens Møller, der var ekspert i radioteknologi. Jens Møller var ansat som konsulent af advokatfirmaet Plesner, da de havde brug for en person, der var bekendt med de tekniske forhold. Han har ikke set dokumentation, der fastslår, at det er Jens Møller eller Plesner, der skal have de 20 %.

Nethleas eksisterer fortsat, men der er ingen forretningsmæssig aktivitet, da der er en fordring på selskabet, som følge af denne sag.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens hovedspørgsmål er, om Van der Boom Holding B.V. er erstatningsansvarlig for betalingen af de sagsomkostninger, som datterselskabet Nethleas B.V. blev pålagt i den retssag, som dette selskab havde anlagt mod Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet i anledning af SINE-udbuddet.

Erstatningsansvar

De ubetalte sagsomkostninger angår en retssag om lovligheden af SINE-udbuddet, som Nethleas anlagde i 2007, efter at selskabet ikke havde fået medhold i en klage over udbuddet til Klagenævnet for Udbud.Selskabets oprindelige påstand var, at Økonomistyrelsen skulle annullere SINE-udbuddet, men i 2009 blev sagen udvidet med en påstand om erstatning opgjort til 409.218.750 kr. Påstanden blev ved et processkrift fra januar 2010 forhøjet til 559.078.876 kr.

Efter det oplyste medførte resultatet af SINE-udbuddet, at Nethleas blev afskåret fra at fortsætte sine hidtidige driftsmæssige aktiviteter vedrørende det digitale TETRA-netværk på beredskabsområdet i Danmark, og at selskabet tillige måtte opgive at udvide sine aktiviteter her i landet. Efter afviklingen af aktiviteterne i henhold til kontrakten med Gentofte Kommune ophørte driften i Nethleas helt i 2009, og der har ikke været aktiver af betydning eller aktivitet i selskabet efter dette tidspunkt.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at et eventuelt krav i anledning af SINE-udbuddet måtte tilkomme Nethleas og ikke et andet selskab i koncernen. Nethleas var således ikke et selskab, som blev etableret med det formål at omgå retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Efter de foreliggende oplysninger om selskabets økonomi og virksomhed ved sagens anlæg og om den oprindelige påstand er der heller ikke i øvrigt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse sagsanlægget i 2007 for uforsvarligt under hensyn til risikoen for at blive pålagt sagsomkostninger.

Højesteret lægger til grund, at det i hvert fald efter ophøret af den erhvervsmæssige aktivitet i Nethleas i 2009, hvor retssagen i øvrigt blev udvidet med en erstatningspåstand på et trecifret millionbeløb, har stået klart for selskabets ejer og leder, Van der Boom Holding, at Nethleas ikke kunne betale de omkostninger, der var forbundet med retssagen. Det gælder både egne omkostninger og eventuelle sagsomkostninger til modparten. Højesteret lægger til grund, at Van der Boom Holding sørgede for finansiering af Nethleas’ egne procesomkostninger, men ikke for at sikre mulighed for at betale det meget betydelige sagsomkostningsbeløb, som Nethleas måtte forvente at skulle betale til de sagsøgte myndigheder, hvis selskabet tabte retssagen.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig vidneforklaringerne og finansieringsaftalen af 13. september 2011 samt dokumenterne vedrørende grundlaget for den beløbsmæssige opgørelse af erstatningskravet på 559.078.876 kr., finder Højesteret det godtgjort, at Roland van der Boom – og dermed Van der Boom Holding – har haft fuldt kendskab til sagens genstand og forløb og til tabsrisikoen for de danske myndigheder som følge af selskabets manglende evne til at betale sagsomkostninger.

På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at det fra 2009 var ansvarspådragende for Van der Boom Holding at lade Nethleas videreføre retssagen uden hensyn til Nethleas’ manglende evne til at betale sagsomkostninger til modparten, hvis sagen blev tabt. Det, Nethleas har anført om artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til et andet resultat.

Erstatningens størrelse og forrentning

Højesteret tiltræder, at der ved tabsopgørelsen bør tages udgangspunkt i de sagsomkostningsbeløb, som Nethleas blev pålagt at betale ved landsrettens kendelse af 23. oktober 2015 i sagen mellem Nethleas og myndighederne, med fradrag af de beløb, som er betalt eller inddrevet, og med yderligere skønsmæssig reduktion under hensyn til, at erstatningen skal begrænses til den del af sagsomkostningerne, som vedrører processen i perioden fra 2009 til sagens afslutning i 2015. Der er ikke grundlag for yderligere reduktion med henvisning til, at de tilkendte sagsomkostninger overstiger myndighedernes faktiske udgifter til advokatbistand mv. Myndighedernes tab består i den manglende betaling af de sagsomkostninger, der blev fastsat i landsrettens kendelse.

Højesteret tiltræder landsrettens skønsmæssige ansættelse af tabet.

Erstatningskravet skal forrentes fra den 2. december 2016, hvor krav om betaling af erstatning for sagsomkostningerne første gang blev fremsat under denne retssag, jf. rentelovens § 3, stk. 4.

Højesteret stadfæster herefter dommen med den nævnte ændring vedrørende procesrenter.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Van der Boom Holding B.V. skal betale procesrente fra den 2. december 2016 af det samlede beløb på 10 mio. kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Van der Boom Holding B.V. betale i alt 400.000 kr. til Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet.  De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.