Underentreprenør ikke pålagt ansvar for mangler

Underentreprenør ikke pålagt ansvar for mangler

< Tilbage

Kendelsen er afsagt af Voldgiftsretten primo december 2017 og vedrører mangler ved et udført jord- og betonarbejde i forbindelse med opførelse af et væksthus på et gartneri.

På hovedentreprenørens (HE) opfordring, afgav underentreprenør (UE) tilbud på gulv i en pakkehal og gange i et drivhus. UE var herefter alene forpligtet til at levere de ydelser, der var beskrevet i de to tilbud.

Sagen angik hvorvidt der var mangler ved UE’s ydelse, om UE i så fald havde fortabt sin afhjælpningsret og om UE skulle betale udbedringsomkostninger.

Angående gulvet i pakkehallen, blev tilbuddet givet uden at der var stillet specifikke krav til betonstyrke, udfaldskrav, slidstyrke og belastninger på gulvet. UE var alene blevet gjort bekendt med, at gulvet skulle anvendes i en pakkehal, hvor der skulle køre blomstervogne med plastikhjul.

Angående gangene blev UE’s tilbud afgivet efter modtagelse af to tegninger.

UE forpligtede sig således ikke i videre omfang end det var angivet ved tilbudsafgivningen og havde derfor en betydelig grad af frihed ved valget af materialer og metode ved opfyldelsen af selskabets forpligtelser i henhold til tilbuddene.

Ved gangene i området ved rampen mod ”læsseområdet”, opstod der revner i betonen. UE havde inden sagens anlæg tilbudt at afhjælpe. Bygherren (BH) havde imidlertid ikke ønsket at lade UE afhjælpe.

BH havde forud for sagen ved voldgiftsretten anlagt sag mod HE ved byretten, hvorved der blev indhentet to skønserklæringer, inden byretssagen blev forligt. UE havde overfor HE i forbindelse med byretssagen tilkendegivet, at selskabet ikke ønskede at beskæftige sig med denne eller det omhandlede syn og skøn, hvorfor UE således ikke var part i skønssagen.

Under sagen ved byretten havde BH indhentet en ensidig erklæring fra et rådgiverfirma.

Voldgiftsretten

Voldgiftsretten fastlagde indledningsvist, at HE skulle bevise, at UE ikke havde udført arbejdet i overensstemmelse med selskabets tilbud eller fagmæssigt korrekt, jf. AB 92 § 30, stk. 1.

Da UE ikke havde været part i skønssagen ved byretten og i øvrigt havde bestridt en del af de forudsætninger, som skønsmandens besvarelser byggede på, fandt voldgiftsretten, at de fremlagte skønsrapporter alene kunne tillægges begrænset bevismæssig værdi.

Erklæringen indhentet af BH til brug for forholdet mellem BH og HE under byretssagen blev ligeledes tillagt begrænset bevisværdi under sagen, navnlig under henvisning til, at erklæringen i henhold til UE var afgivet under forudsætninger, der stred imod aftalegrundlaget mellem UE og HE angående betongulvet i pakkehallen.

Voldgiftsretten fandt det således ikke bevist, at UE ikke havde udført gangene i drivhuset og betongulvet i pakkehallen i overensstemmelse med selskabets forpligtelser i forhold til de afgivne tilbud eller fagmæssigt korrekt.

Voldgiftsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilkende HE noget beløb som erstatning for revnerne i betonen i gangene, da UE havde haft afhjælpningsret og BH havde afslået UE’s tilbud om afhjælpning.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Det bemærkes, at voldgiftsretten lagde til grund, at de ikke kunne anse underentreprenøren som part i skønssagen ved byretten, hvorfor skønssagen kun kunne tillægges begrænset bevismæssig værdi ved voldgiftsretten. Dette tyder på, at underentreprenøren ikke har været procestilvarslet eller adciteret korrekt under byretssagen.

Sagen fremlægger ikke mange oplysninger om hverken skønssagens – eller den ensidigt indhentede erklærings indhold. Det er således usikkert, om sagen ville have haft et andet udfald, såfremt underentreprenøren havde været at anse som part i skønssagen under byretten eller hvis der ved voldgiftssagen havde været udmeldt syn og skøn.

Det må imidlertid udledes, at det er væsentligt at procestilvarsle og adcitere korrekt, således eventuelle parter ved tvister kan holdes ansvarlige. Det er derfor vigtigt at vælge sin advokat med omhu.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB 2018.280 / Sag nr. C-1456.

 

-oOo-

 

Kendelse i fuld længde

Hovedentreprenør HE (advokat Morten Maagaard Rasmussen) mod Underentreprenør UE (advokat Henrik Thorup Pedersen)

  1. Indledning

Mellem klageren, hovedentreprenør HE (herefter HE), og indklagede, underentreprenør UE (herefter UE), er der opstået en tvist om mangler for udførte jord- og betonarbejder i forbindelse med opførelsen af et væksthus på et gartneri i – – -.

I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« med afdelingsleder, bygningsingeniør Lars Tholstrup, akademiingeniør Carsten Koch og landsdommer Henrik Twilhøj, med sidstnævnte som formand.

  1. Påstande og hovedforhandling

HE har nedlagt påstand om, at UE tilpligtes at betale HE 579.274,26 kr., der forrentes fra den 21. oktober 2016 med den til enhver tid gældende procesrente til betaling sker.

UE har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Hovedforhandling har fundet sted den 24. november 2017 i – – -.

– – – og – – – har under hovedforhandlingen afgivet forklaring.

I forbindelse med at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

  1. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Denne sag angår, om der er mangler ved UE’s ydelse, om UE i så fald har fortabt sin afhjælpningsret, og om UE skal betale udbedringsomkostninger.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at HE som hovedentreprenør opfordrede UE til som underentreprenør at afgive tilbud på blandt andet støbning af gange i drivhus og gulv i pakkehal, og at UE i forlængelse heraf afgav tilbud af 26. oktober 2011 (gulv i pakkehal) og tilbud af 10. november 2011 (gange i drivhus). Tilbuddet vedrørende gulv i pakkehal blev afgivet, uden at der var stillet specifikke krav til betonstyrke, udfaldskrav, slidstyrke og belastninger på gulvet, udover at UE var gjort bekendt med, at gulvet skulle anvendes i en pakkehal, hvor der skulle køre blomstervogne med plastikhjul. Tilbuddet vedrørende gangene blev afgivet, efter UE havde modtaget tegning »8848-203« og »9582« som pdf-filer. UE er herefter alene forpligtet til at levere de ydelser, der er indeholdt i de to tilbud. Det er således ikke bevist, at UE i forbindelse med tilbudsafgivningen forpligtede sig i videre omfang, heller ikke til at lægge armeringsnet i gulvet i pakkehallen. – – -‘s mail af 27. oktober 2011 til UE vedrørende armeringsnet kan sammenholdt med – – -‘s forklaring under hovedforhandlingen ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at – – – ikke har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

Som følge af det anførte havde UE en betydelig grad af frihed ved valget af materialer og metode ved opfyldelsen af selskabets forpligtelser i henhold til tilbuddene.

Spørgsmålet er herefter, om HE på denne baggrund har bevist, at der er mangler ved UE’s ydelser. HE skal bevise, at UE ikke har udført arbejdet i overensstemmelse med selskabets tilbud eller fagmæssigt korrekt, jf. AB 92, § 30, stk. 1.

HE har under voldgiftssagen ikke anordnet syn og skøn vedrørende de påståede mangler ved UE’s ydelser. HE har i stedet fremlagt to skønserklæringer, som er afgivet i forbindelse med en sag ved Retten i – – – mellem HE og bygherren om blandt andet de her påståede mangler. Sagen blev forligt, inden sagen blev hovedforhandlet. HE har endvidere fremlagt en af bygherren ensidig indhentet erklæring fra [et rådgiverfirma] vedrørende de påståede mangler.

UE har både forud for og under byretssagen mellem HE og bygherren tilkendegivet overfor HE, at selskabet ikke ønskede at befatte sig med byretssagen eller det omhandlede syn og skøn, og at selskabet ikke ville acceptere udfaldet heraf. Da UE således ikke har været part i den omhandlede skønssag, og da en del af skønsmandens besvarelser bygger på forudsætninger, som UE under sagen har bestridt, finder voldgiftsretten, at de fremlagte skønsrapporter alene kan tillægges begrænset bevisværdi i denne sag.

Erklæringen fra [rådgiverfirmaet], der er ensidig indhentet af bygherren til brug i forholdet mellem denne og HE, kan også alene tillægges begrænset bevisværdi i denne sag. Det er herved navnlig tillagt betydning, at erklæringen i forhold til UE er afgivet under forudsætninger, som strider mod aftalegrundlaget mellem UE og HE vedrørende betongulvet i pakkehallen.

På den anførte baggrund finder voldgiftsretten efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder den fremlagte korrespondance mellem parternes advokater fra tiden forud for sagens anlæg, at HE ikke har bevist, at UE ikke har udført gangene i drivhuset og betongulvet i pakkehallen i overensstemmelse med selskabets forpligtelser i henhold til de afgivne tilbud eller fagmæssigt korrekt.

For så vidt angår spørgsmålet om placeringen af det armeringsnet i betongulvet i pakkehallen, som UE kulancemæssig nedlagde i forbindelse med støbningen, finder voldgiftsretten, at det navnlig under hensyn til den mellem parterne aftalte betontykkelse ikke er bevist, at armeringsjernet er placeret så tæt mod bunden af betonlaget, at der er tale om en mangelfuld udførelse.

For så vidt angår de revner i betonen i gangene i området ved rampen ned mod »læsseområdet«, som UE inden sagens anlæg havde tilbudt at afhjælpe, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at UE havde afhjælpningsret, og at bygherren ikke ønskede at lade UE afhjælpe. Som sagen har været forelagt voldgiftsretten, er der herefter ikke grundlag for at tilkende HE noget beløb som erstatning for disse revner, heller ikke kostprisen.

Som følge af det anførte tager voldgiftsretten UE’s frifindelsespåstand til følge.

Efter de under sagen nedlagte påstande og sagens forløb og udfald forholdes der med sagens omkostninger som nedenfor nævnt.

Thi bestemmes

Indklagede, UE, frifindes.

I sagsomkostninger skal klageren, HE, til UE betale 50.000 kr.