(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Sagen O-11 fra maj 2020 omhandlede en bygherre (BH) som lagde sag an mod en entreprenør (E) om anerkendelse af afvisning af et betalingskrav. Tvisten omhandlede bl.a. hvorvidt aftalen omfattede udskiftning af hele en blændekonstruktion inkl. indvendige tilpasningsarbejder.

BH påstod, at aftalen omfattede udskiftning af hele blændstykkekonstruktionen inkl. indvendige tilpasningsarbejder, mens E mente, at aftalen for så vidt angik blændstykket, alene omfattede udskiftning af beklædningen.

E påstod derfor at have ret til ca. 2.000.000 kr. som følge af BH’s ændringskrav. BH påstod heroverfor frifindelse.

Efter E’s afgivelse af duplik anmodede BH om afgivelse af et tredje indlæg. E protesterede herimod.

Opmandens afgørelse
Retten fandt, at det vedrørende udskiftningen af blændestykker i udbudsbeskrivelsen nærmere var uddybet og beskrevet som en udskiftning af hele konstruktionen. Det var derfor rettens vurdering, at det klart fremgik, at det udbudte arbejde omfattede udskiftning af hele blændstykkekonstruktionen.

E havde ikke godtgjort, at BH ved kontraktens underskrift og fremsendelse heraf til E var bekendt med, at der efter E’s opfattelse alene skulle ske udskiftning af alubeklædningen. BH frifandtes derfor for påstanden.

For så vidt angik anmodningen om et tredje indlæg fandt retten, at E i sin duplik havde inddraget nye oplysninger i sagen med dertilhørende bilag, som ikke fremgik af svarskriftet, hvorfor BH ikke fandtes at have haft lejlighed til at forholde sig hertil i sin replik. Afgivelse af et tredje indlæg fra hver part blev derfor tilladt.

Hvad kan vi lære af denne afgørelse?
Som udgangspunkt kan der kun afgives to indlæg pr. part, dvs. anmodning, svarskrift, replik og duplik. Ved særlige omstændigheder kan der dog gives tilladelse til at afgive et tredje indlæg, eksempelvis hvis der forelægges nye oplysninger eller hvis sagsfremstillingen og anbringender ændres.

Interessant?
Er du i tvivl, om hurtige afgørelser er relevante for dig og din byggesag, så tøv ikke med at kontakte os på tlf.nr. 70227237 eller på info@nexusadvokater.dk

/Entrepriseadvokat Simon Heising

#nexusadvokater #entrepriseret #hurtigeafgørelser