(+45) 70 227 237 info@nexusadvokater.dk

Mangelafhjælpning i byggeri kan kræve midlertidig udflytning af beboere. Bygherren kan søge erstatning for genhusningsomkostninger fra entreprenøren, hvis disse udgifter er nødvendige og relateret til mangelsudbedringen.

At dokumentere behovet for manglens afhjælpning udgør en udfordring i sig selv. Dog overser mange den anden udfordring – nemlig at opfylde de konkrete beviskrav, der understøtter påstanden om nødvendigheden af genhusning.


Sagens forløb

I sommeren 2016 påtog en underleverandør (UE) sig opgaven med at udføre gulventreprisen i en række penthouselejligheder for en totalentreprenør (TE). Kontraktsummen lød på 7.200.000 kr. eksklusive moms, og kontrakten fulgte retningslinjerne i AB 92.

Efter afleveringsforretningen den 27. oktober 2017 opdagede TE imidlertid skævheder i gulvet i adskillige lejligheder, hvilket førte til påstande om mangler i UE’s arbejde på grund af overskridelser af planhedstolerancer.

TE indkaldte en syns- og skønserklæring, hvor skønsmanden konkluderede, at flere toleransekrav ikke blev opfyldt i mange lejligheder, baseret på målinger i 37 lejligheder.

Udover at have krav på udbredningsgodtgørelse, mente TE mente, at de havde krav på erstatning for omkostninger til genhusning af beboere i flere af lejlighederne, uanset om de var købt eller udlejede. Det påståede beløb var på 610.000 kr., baseret på en skønnet opgørelse over udgifterne.

UE afviste kravet af flere årsager, herunder da:

  • Genhusningsomkostningerne blev anset for at være for høje i forhold til, at både gulv- og badeværelsesreparationer kunne udføres samtidig. TE kunne derfor have sparet omkostninger ved at koordinere disse reparationer samtidigt.
  • Der var en klar antagelse om, at genhusningsomkostningerne aldrig ville blive realiseret, især fordi der allerede var indgået et forlig mellem bygherren og TE.

Da parterne ikke kunne blive enige om, hvorvidt udgifter til genhusning skulle erstattes af UE, blev sagen sendt til voldgiftsretten til afgørelse.

Voldgiftsretten

Voldgiftsretten fastslog, at der var mangler i gulvet, og at UE  bar ansvaret for dette. Dette medførte, at TE havde ret til udbedringsgodtgørelse.

I forhold til kravet om erstatning for genhusningsomkostninger konkluderede voldgiftsretten, at det var usikkert, om omkostningerne til genhusning overhovedet ville blive pålagt.

Denne usikkerhed førte til, at voldgiftsretten ikke fandt det bevist, at UE kunne pålægges at betale for omkostninger til genhusning.

Retten lænede sig i høj grad op ad TE’s manglende bevisførelse. Følgende faktorer skabte tvivl om, hvorvidt kravet var reelt:

  • Det var uklart, om TE overhovedet ville blive pålagt disse udgifter som totalentreprenør.
  • Der manglede konkrete beviser for de specifikke omstændigheder i de enkelte boliger og ejernes/lejernes behov for genhusning.
  • Retten lagde også vægt på, at der var mulighed for sammenfald i perioderne for genhusning, da badeværelserne også skulle udbedres af en anden entreprenør. Dette gjorde det usikkert for retten at fastslå, hvilken periode der kunne tilskrives det mangelfulde gulv, som UE var ansvarlig for.
  • Desuden påpegede retten, at metoden med at optage og genudlægge gulvene var mindre omfattende end en fuldstændig omlægning af gulvene i alle rum. Det var uklart for voldgiftsretten, om TE havde taget højde for denne mindre omfattende løsning i deres beregninger.

På baggrund af disse forhold blev UE frifundet af voldgiftsretten. TE havde således ikke dokumenteret sit krav tilstrækkeligt, hvilket resulterede i, at de tabte kravet.

Hvad kan vi lære af denne kendelse?

Erstatning for genhusningsomkostninger: I mange tidligere voldgiftskendelser udtaler voldgiftsretten, at erstatning for genhusningsomkostninger kan kræves, så længe disse udgifter opstår som en direkte konsekvens af en påvist mangel og er nødvendige. (se TBB 2008.725 og TBB 2009.389)

Af voldgiftsrettens tidligere udtalelser kan vi udlede, at bygherren skal kunne dokumentere:

  1. det lidte tab
  2. at genhusning var nødvendig, og
  3. at genhusning har nær sammenhæng med mangeludbedringen.

I nærværende kendelse stod TE over for udfordringer med at dokumentere det påståede tab, idet disse udgifter som regel pålægges bygherren, og desuden havde TE kun havde foretaget en skønsmæssig vurdering. Ligeledes havde TE svært ved at dokumentere nødvendigheden af genhusning, da der bl.a. ikke var tilstrækkelig stillingtagen til de konkrete omstændigheder i de enkelte boliger.

Kendelsen fremhæver derfor en af de afgørende betingelser for at fremsætte et erstatningskrav: Der skal kunne påvises et økonomisk tab.

Både bygherren og totalentreprenøren bør derfor sikre, at de besidder omfattende dokumentation, der opfylder de tre centrale kriterier for at gøre et erstatningskrav om genhusning juridisk solidt.

Vil du vide mere?

Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.

/Entrepriseadvokat Simon Heising

Som gengivet i TBB2023.1136 / Sag nr. C-15831

Læs kendelsen i fuld længde her

TBB2023.1136 / Sag nr. C-15831

Voldgiftsnævnets kendelse

1. Indledning

Mellem klager, totalentreprenør TE A/S, og indklagede, underentreprenør UE A/S, er der opstået en tvist vedrørende påståede mangler ved gulventreprise på byggeri »…« i ….

Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »VBA-voldgiftsregler 2010« bestående af murer- og tømrermester …, bygningskonstruktør … og landsdommer … , med sidstnævnte som formand.

2. Påstande og hovedforhandling

TE har nedlagt følgende endelige påstande:

Påstand 1 – TE’s selvstændige betalingspåstand:

UE skal til TE betale i alt 3.012.593 kr. ekskl. moms med procesrente af 961.398,75 kr. med rente af 915.685,75 kr. fra den 3. juni 2020 (datoen for modtagelse af bilag 9) til betaling sker, subsidiært fra sagens anlæg og af 45.713 kr. med rente fra 11. juni 2021, subsidiært fra sagens anlæg mere subsidiært fra indlevering af processkrift A (13. juni 2023). af 1.960.000 kr. fra den 3. juli 2020 (datoen for modtagelse af bilag 18) til betaling sker, subsidiært fra sagens anlæg. af 610.000 kr. fra den 3. juli 2020 (datoen for modtagelse af bilag 18) til betaling sker, subsidiært fra sagens anlæg, mere subsidiært fra indlevering af sammenfattende processkrift (9. juni 2023).

Påstand 2 – TE’s påstand over for UE’s selvstændige betalingspåstand:

Frifindelse.

UE har nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af voldgiftsretten skønsmæssigt fastsat mindre beløb.

Påstand 2 – selvstændig betalingspåstand:

TE tilpligtes til UE at betale 473.092,65 kr. inkl. moms med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 5 og indtil betaling sker af 487.500 kr. fra den 25. juni 2017, af 12.500 kr. fra den 31. august 2017, af 5.234 kr. fra den 31. december 2017 og af 25.000 kr. fra den 11. september 2019.

Hovedforhandling har fundet sted den 20. juni 2023 i Comwell Middelfarts lokaler, Karensmindevej 3, Middelfart.

TE-V1, UE-V1 og TE-V2 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

I forbindelse med, at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

3. Sagens nærmere omstændigheder

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt TE har krav mod UE som følge af mangler i forbindelse med byggeriet »…« beliggende på …, hvor UE som underentreprenør for TE udførte gulventreprisen i en række beboelseslejligheder. Byggeriet blev af TE som totalentreprenør opført for [bygherre] BH A/S.

Ved acceptbrev af 20. maj 2016 blev der indgået entrepriseaftale mellem parterne, hvorefter UE skulle udføre gulventreprisen for en fast entreprisesum på 7.200.000 kr. ekskl. moms. For aftalen var AB 92 gældende. Af entreprisenotat af 21. april 2016, som udgjorde en del af aftalen, fremgår om boligdelen bl.a.:

»Det er aftalt, at UE iht. fremsendte tilbud også udfører undergulve for rum med overgulve UE ikke har indeholdt herunder fliser/klinker, terrazzo mm. beliggende badeværelser, forrum, luftsluser mm.

Der er aftalt metodefrihed så længe det sikres vi overholder lyd, efterklangskrav og DGNB krav ift. Udbudskrav, men nødvendig dokumentation herfor.«

Sagen angår nærmere spørgsmålet om, hvorvidt der er mangler ved det af UE udførte undergulv i »penthouselejlighed 3«, der var en af i alt tre penthouselejligheder, og om UE i givet fald er forpligtet til at betale det af TE krævede beløb på 915.685,75 kr.

Sagen angår endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der er mangler ved gulvet i de øvrige lejligheder i byggeriet, og om UE i givet fald er forpligtet til at betale de af TE krævede udbedringsomkostninger opgjort til 1.960.000 kr.

I tilknytning hertil har TE endvidere rejst krav om betaling af omkostninger til genhusning af beboere/lejere på i alt 610.000 kr.

Vedrørende penthouselejligheden, hvor der blev udlagt et massivt L-plankegulv, udførte UE alene undergulvet, mens UE vedrørende de øvrige lejligheder udførte både undergulve og overgulve med udlægning af almindelige parketgulve. I de to øvrige penthouselejligheder, og hvor der i den ene også blev udlagt L-plankegulv (penthouselejlighed 2), udførte UE tilsvarende alene undergulvet.

Vedrørende penthouselejligheden samt penthouselejlighed 2 afgav UE den 17. maj 2017 efter anmodning fra TE tilbud på udførelsen af L-plankegulve. Det fremgår, at tilbuddet omfattede »Spartling til trægulv ca. 165 m2 Rengøring og priming. Levering og spartling 0-5 mm« for en samlet pris på 14.680 kr. ekskl. moms samt »Trægulv L eg…ca. 165 m2 Levering og pålægning af 22 eg plank, klæbet i fuld flade, afsluttet med slibning og oliebehandling, inkl. afdækning med pap.« for en samlet pris på 457.800 kr. ekskl. moms.

TE antog efterfølgende tømrerfirmaet T A/S til at udføre nedlægningen af L-plankegulvet i de to penthouselejligheder, mens UE alene udførte undergulvet. Byggeriet blev afleveret den 27. oktober 2017.

TE har opgjort sin selvstændige påstand således:

Udbedring af gulv i penthouselejlighed nr. 3 915.685,75 kr.
Udbedring af gulve i øvrige lejligheder 1.960.000,00 kr.
Genhusningsomkostninger/øvrige lejligheder 610.000,00 kr.
Faktura af 10. maj 2021 inkl. moms 57.141,25 kr.
3.542.827,00 kr.
Anerkendt modkrav til kompensation – 530.234,00 kr.
I alt 3.012.593,00 kr.
UE har opgjort sin selvstændige påstand således:
Faktura af 24. juli 2017 487.500,00 kr.
Faktura af 31. august 2017 100.000,00 kr.
Faktura af 31. december 2017 5.234,00 kr.
Faktura af 11. september 2019 25.000,00 kr.
Delvis betaling af faktura af 31. august 2017 – 87.500,00 kr.
I alt 530.234,00 kr.
Fradrag vedr. faktura af 10. maj 2021 inkl. moms – 57.141,25 kr.
Påstandsbeløb 473.092,65 kr.

L-plankegulvet har af ejeren af penthouselejlighed 3 været taget op og omlagt med nyt gulv forud for gennemførelsen af syn og skøn, og beløbet på 915.685,75 kr. er baseret på de af ejeren afholdte omkostninger hertil, og som TE efterfølgende har godtgjort ejeren.

4. Procedure

TE har vedrørende penthouselejligheden navnlig anført, at UE ikke har anvendt den korrekte tyndpuds, jf. svaret på spørgsmål 1 i skønserklæringen, at UE ikke har indhentet anvisninger fra L som foreskrevet i Gulvfaktas vejledning, hvorved UE har udført undergulv med for lav udtræksstyrke, at UE ikke har udført priming korrekt, idet primer lokalt mangler vedhæftning til underliggende lag, jf. skønsmandens svar på spørgsmål 4 i skønserklæringen, og at UE ikke har udført den korrekte type undergulv til L-plankegulve til trods for, at UE afgav tilbud herpå og fik betaling herfor. Det er ved skønsmandens erklæringer sammenholdt med den øvrige bevisførelse godtgjort, at der var mangler ved gulvet tilsvarende manglerne i penthouselejlighed 2, og kravet er baseret på de af ejeren afholdte nødvendige omkostninger til udbedring, som TE har godtgjort ejeren, og som derfor udgør TE’s tab.

UE har vedrørende penthouselejligheden navnlig anført, at gulvet var omlagt af ejeren af lejligheden, inden iværksættelsen af syn og skøn, og kravet er ikke tilstrækkeligt dokumenteret. UE har i anden række anført, at eventuelle mangler udelukkende kan henføres til tømrerens forhold, at UE ikke var bekendt med eller i øvrigt havde ansvaret for kravene i relation til, at der skulle udlægges L-gulve oven på undergulvet, at der ikke på tidspunktet for udlægning af undergulvet var krav om en udtræksstyrke på 1,5N/nm, og at der ikke er tale om konkurrerende skadesårsager, ligesom der ikke ses at være kausalitet mellem de opståede skader og UE’s udførte undergulv. Da gulvet var omlagt af ejeren, inden der blev iværksat syn og skøn, er UE dermed blevet frataget muligheden for at afhjælpe. Et eventuelt krav må derfor under alle omstændigheder være begrænset til, hvad det ville have kostet UE, såfremt UE havde udbedret forholdene.

TE har vedrørende gulvene i de øvrige lejligheder og omkostningerne til genhusning navnlig anført, at det er dokumenteret, at der er mangler ved gulvene i forhold til manglende overholdelse af gældende tolerancekrav, og at der er reklameret rettidigt, at en eventuel afhjælpningsret for UE er bortfaldet, og at de af skønsmanden estimerede udbedringsomkostninger udgør TE’s tab. Med hensyn til omkostningerne til genhusning har TE henvist til skønsmandens besvarelse og opgørelse af de skønnede udgifter hertil.

UE har vedrørende gulvene i de øvrige lejligheder og omkostningerne til genhusning navnlig anført, at TE’s krav er bortfaldet som følge af manglende eller for sen reklamation og passivitet, at der ikke er mangler ved de udførte gulve, at eventuelle mangler er uden betydning for gulvenes funktionalitet, hvorefter et erstatningskrav maksimalt kan udgøre vedligeholdelsesomkostninger henset til et offergrænsesynspunkt, at UE, såfremt der måtte være mangler, har afhjælpningsret, at kravet under alle omstændigheder er begrænset til de lejligheder, der er indeholdt i UE’s tilbud om udbedring af september 2020, ligesom genhusningsomkostningerne i det hele afvises.

Genhusningsomkostningerne er for høje henset til, at der vil kunne ske udbedring af gulve og badeværelser på samme tid, jf. skønsmandens besvarelser. Hertil kommer, at det må have formodningen klart imod sig, at omkostningerne til genhusning nogensinde vil blive realiseret, herunder da der er indgået forlig i sagen mellem bygherre og TE. Såfremt UE måtte være ansvarlig for en del af manglerne, er det indgåede forlig udtryk for det reelle tab, og at et sådant tab ikke er dokumenteret af TE, hvorfor ethvert krav må afvises.

5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat

Gulvet i penthouselejlighed 3

Det fremgår af sagens oplysninger, at det ved afleveringsforretningen den 27. oktober 2017 blev konstateret, at plankerne i penthouselejligheden og den anden penthouselejlighed, hvor tilsvarende gulv var nedlagt, havde udviklet krumninger. Af mail af 19. oktober 2017 fra L, der havde leveret gulvene, fremgår bl.a., at »plankefugten blev målt til 10,3 %, hvilket er ca. 2 % højere end ved leveringen. Luftfugt omkring 56-57 %.«. Det blev anført i mailen, at denne fugtophobning havde fået plankerne til at udvide sig, hvilket havde resulteret i krumningerne. Ved fugtmålinger bl.a. foretaget den 9. november 2017 påvistes fugtniveau i gulvene overstigende kravet til maksimalt fugtniveau.

Som anført foranledigede ejeren af penthouselejligheden gulvene omlagt forud for, at der blev afholdt syn og skøn.

Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 1 i skønserklæringen, der er baseret på undersøgelser af L-gulvet i penthouselejlighed 2, og hvor der blev foretaget besigtigelse i august 2018 og supplerende besigtigelse i november 2018, at der oven på den 80-100 mm estrich afretning er anvendt 5-10 mm Weber tyndpuds og afslutningsvis 0-5 mm Ardex Rapid 45 spartelmasse. Skønsmanden har med henvisning til produktdatabladet fra Weber vedrørende den anvendte tyndpuds/afjævningsmasse med betegnelsen Weberfloor 110 fine anført, at sammenhængsstyrken for den pågældende tyndpuds vurderes at have en gennemsnitlig sammenhængsstyrke på ca. 1,2 MPa, og at kravet til sammenhængsstyrken i overfladen »Jf. … fra L« er 1,5 MPa for den givne gulvtype. Skønsmanden har på den baggrund vurderet, at den anvendte tyndpuds/spartelmasse ikke er anvendelig til brug ved gulve af den pågældende type.

 

Ved besvarelsen af spørgsmål 2 har skønsmanden beskrevet, i hvilket omfang der skulle foretages fugtmålinger inden lægning af gulvet, og ved besvarelsen af spørgsmål 3 har skønsmanden på baggrund af de udførte destruktive indgreb konstateret, at der ikke er påført tilstrækkeligt lim til sikring af gulvbræddernes vedhæftning til underlaget. Ved besvarelsen af spørgsmål 4 har skønsmanden anført, at det er hans opfattelse, at primingen af gulvet ikke har tilstrækkelig og faglig korrekt vedhæftning til undergulvet.

Ved besvarelsen af spørgsmål 5 har skønsmanden vurderet, at de konstaterede tværkrumninger på gulvbrædderne ligger uden for normer og standarder, samt hvad der er god håndværksmæssig skik inden for faget. Skønsmanden har videre anført, at det er hans opfattelse, at de konstaterede tværkrumninger antageligt skyldes en kombination af flere forhold, og at det blandt andet kan skyldes klimaforhold (den relative luftfugtighed i rummene), fugt i den underliggende konstruktion (afretning, tyndpuds eller spartelmasse) som er over grænseniveauet for den pågældende gulvtype og læggemetode, manglende eller utilstrækkelig tæt fugtspærre, at gulvlimen ikke er påført i tilstrækkelige mængder på hele fladen, og/eller at der ikke har været tilstrækkelig last på gulvene under afhærdningen af limen.

Der er således efter skønsmandens besvarelser flere mulige årsager til de konstaterede krumninger, som ifølge skønsmanden kan skyldes en kombination af flere forhold.

Voldgiftsretten finder på baggrund af skønsmandens erklæringer og bevisførelsen i øvrigt, at det er godtgjort, at de konstaterede krumninger på det undersøgte gulv efter deres karakter og omfang udgør en mangel ved gulvet.

Plankegulvene er som anført ikke lagt af UE, og UE har efter det foreliggende ikke haft noget ansvar for at foretage fugtmålinger inden nedlægningen af gulvene, ligesom UE ikke har noget ansvar for den beskrevne manglende eller utilstrækkelige limning eller for en mulig utilstrækkelig last under afhærdningen.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at undergulvet i de tre penthouselejligheder er udført på samme måde, og at der ikke har været problemer med gulvet i penthouselejlighed 1, der ikke har L-plankegulv, men en anden type gulvbelægning. Det lægges videre til grund, at UE i forbindelse med, at TE efter aftaleindgåelsen anmodede om tilbud på udførelsen af L-plankegulve i penthouselejlighederne 2 og 3, ikke blev oplyst om, at der vedrørende L-plankegulvene var særlige krav til undergulvene, særligt udtræksstyrken, i forhold til undergulvene i øvrigt.

Vurderingen af, om UE under de foreliggende omstændigheder kan anses for at have handlet på en måde, der kan indebære et mangelansvar, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, beror herefter i første række på, om det er godtgjort, at UE har begået en faglig og ansvarspådragende fejl ved at have anvendt den pågældende type tyndpuds Weberfloor 110 fine, som ifølge skønsmanden vurderes at have en gennemsnitlig sammenhængsstyrke på ca. 1,2 MPa.

Weberfloor 110 fine er et almindeligt anerkendt og anvendt produkt til udførelse af undergulve i boliger, herunder i forhold til nødvendig trækstyrke, og produktet opfylder de vejledende styrkekrav fra Gulvfakta. På udførelsestidspunktet forelå fra L A/S monteringsvejledningerne »Lægning« og »Før lægning« fra 2014 samt tillægsvejledningen »Fuldlimning« fra 2016. Vejledningerne, der er særdeles omfattende i forhold til krav og anvisninger, indeholder ingen specifikke krav til undergulvets trækstyrke. Af punkt 9 i lægningsvejledningen fremgår bl.a., at gulvene kan lægges på de mest gængse underlag såsom strøkonstruktioner, træbaserede pladelag og betongulve. Det lægges til grund, at der ikke i forbindelse med leveringen af gulvene i 2017 af L blev oplyst noget om kravene til underlagets styrke, og at der heller ikke under den besigtigelse, som en medarbejder fra L og gulvlæggeren inden lægningen af trægulvet foretog på stedet den i august 2017, blev rejst spørgsmål til underlaget og underlagets trækstyrke. Af mail af 15. august fra medarbejderen fra L fremgår bl.a., at der i forhold til brancherelaterede standarder og tolerancer samt »vores vejledninger« ikke fandtes afvigelser, og at gulvet kunne lægges under de nuværende forhold.

Under de anførte omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at UE, hvis opgave set i forhold til L’s leverance og tømrerens entreprise med lægningen af plankegulvene endvidere var begrænset, har handlet ansvarspådragende ved ikke forinden udførelsen af undergulvet at have kontaktet L vedrørende trækstyrken. Det bemærkes, at der i forhold til det ovenfor anførte vedrørende de dagældende vejledninger fra L og forløbet i øvrigt heller ikke alene på baggrund af henvendelsen i august 2020 – hvor den nye monteringsvejledning fra L forelå – fra TE’s advokat til L og L’s svarmail er fornødent grundlag for at lægge til grund, at UE faktisk ville være blevet oplyst om et trækstyrkekrav på 1,5MPa.

Herefter, og da det ikke efter skønsmandens besvarelser, herunder besvarelsen af spørgsmål 5, eller bevisførelsen i øvrigt godtgjort, at primerens vedhæftning har haft nogen væsentlig eller afgørende betydning for de konstaterede problemer med gulvbrædderne, frifindes UE allerede som følge heraf for det rejste krav på 915.685,75 kr. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt det med skønserklæringen sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt kan anses for godtgjort, at der var tilsvarende mangler ved lejlighedens gulve som i penthouselejlighed 2, og om kravet, der beror på ejerens egne afholdte omkostninger, i øvrigt er tilstrækkeligt dokumenteret.

Gulvene i de øvrige lejligheder

Af byggesagsbeskrivelsen, der udgør en del af aftalegrundlaget, fremgår, at tolerance på planhed er jævnt stigende/jævnt faldende +/- 2 mm målt på en 2 meter retholdt, og at lokale planafvigelser må være maksimalt 1 mm.

Skønsmanden har foretaget besigtigelse og udført målinger i 37 lejligheder i alle rum, hvor der var anvist steder og punkter, og det fremgår af skønsmandens besvarelser, herunder besvarelsen af spørgsmål 3 a, at det blev konstateret, at tolerancekravene i en lang række af lejlighederne ikke var overholdt, ligesom der i en del lejligheder kunne registreres andre forhold end planhed, såsom fald primært op imod vægge og tilstødende baderum samt mod facade/vinduespartier.

Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 3 a bl.a., at årsagen til de målte og registrerede forhold skønnes at være ujævnheder og håndværksmæssigt ukorrekt spartling og slibning af undergulve, idet undergulves overskridelser af planhedstolerancerne skønnes at være årsag til gulvoverfladernes overskridelse af planhedstolerancer.

Voldgiftsretten kan tiltræde de af skønsmanden anvendte målemetoder til konstatering af, om tolerancekravene er overholdt, ligesom voldgiftsretten kan tiltræde skønsmandens vurderinger. Voldgiftsretten bemærker, tolerancekravene ikke som anført af UE må forstås således, at afvigelser om til 4 mm er inden for tolerancen.

Efter skønsmandens erklæringer og bevisførelsen i øvrigt finder voldgiftsretten det herefter godtgjort, at der er fejl ved gulvene af en sådan karakter og af et sådant omfang, at der er tale om mangler ved gulvene, som UE er ansvarlig for.

Konstateringen af gulvenes manglende overholdelse af tolerancekravene, og at der i den forbindelse har været tale om et mere generelt og gennemgående forhold for alle eller de fleste af lejlighederne, har, som det fremgår af skønserklæringerne, krævet omfattende undersøgelser, og selv om spørgsmålet om mangler ved gulvene først er rejst forholdsvis sent og længe efter afleveringen, finder voldgiftsretten efter bevisførelsen, herunder under hensyn til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 4, ikke fornødent grundlag for at fastslå, at krav er afskåret som følge af for sen reklamation eller retsfortabende passivitet.

UE har tidligere afvist, at der var mangler, og UE’s udbedringsforslag fra september 2020 indeholder alene tilbud om udbedring i begrænset omfang i forhold til det nu fastslåede behov. Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder voldgiftsretten, at UE ikke kan påberåbe sig en afhjælpningsret.

Ved fastsættelsen af størrelsen af de nødvendige og rimelige udbedringsomkostninger lægger voldgiftsretten på baggrund af det oplyste fra producenten af de leverede gulve samt voldgiftsrettens erfaringer vedrørende tilsvarende produkter til grund, at det er muligt og også en håndværksmæssig forsvarlig løsning at optage og genudlægge gulvene. En sådan løsning er mindre omfattende fremfor en løsning, hvor der sker fuldstændig omlægning af gulve i alle rum beskrevet af skønsmanden ved besvarelsen af spørgsmål 3 C. Ved vurderingen af løsningens forsvarlighed, og at der muligt stedvist vil være mindre farveforskelle, som må tåles, har voldgiftsretten tillige lagt vægt på manglernes karakter og deres forholdsvis begrænsede betydning. Voldgiftsretten har herefter på baggrund af skønsmandens registreringer i de enkelte lejligheder konkret for hver enkelt lejlighed vurderet, hvor mange kvadratmeter gulv der med rimelighed bør optages for at kunne oprette undergulvet samt udlægge optaget gulv på ny i hver enkelt lejlighed inklusive 25 % i beregnet spild. Der er endvidere taget højde for demontering af fodpaneler, fejelister, eventuelt malerarbejde og rengøring. Det krav, der tilkommer TE som følge af manglerne, fastsættes herefter til afrundet 1.025.000 kr.

Vedrørende de krævede omkostninger til genhusning lægges det efter det oplyste til grund, at nogle af lejlighederne er solgte, og at en del af lejlighederne er udlejet eller forsøges udlejet. Der er efter sagens oplysninger indgået forlig mellem bygherren og TE, og det er efter det foreliggende usikkert, om omkostninger til genhusning vil blive afholdt og i givet fald, om afholdte omkostninger i så fald kan eller vil blive videreført mod TE som totalentreprenør. Efter bevisførelsen foreligger der ikke eller kun i begrænset omfang nærmere konkrete oplysninger om de faktiske forhold og omstændigheder vedrørende de enkelte boliger og eventuelle konkrete muligheder på nuværende tidspunkt for genhusning. Endvidere fremgår det af skønsmandens svar på spørgsmål UE.7 i skønserklæringen af 10. oktober 2022, at der ved fastsættelsen af de skønnede udbedringsomkostninger ikke er taget højde for, at skal ske genhusning for både badeværelser, som vedrører en anden entreprenør, og trægulve, og at der ved planlægning kan være sammenfald i udbedringsperioder. Hertil kommer, at løsningen med optagning og genudlægning af gulvene er mindre omfattende i forhold til en fuldstændig omlægning af gulve i alle rum. Voldgiftsretten finder det herefter og efter det i øvrigt oplyste ikke godtgjort, at der er grundlag for helt eller delvist at pålægge UE som underentreprenør at betale for omkostninger til genhusning, og UE frifindes derfor for kravet.

Sammenfattende

TE har vedrørende gulvene i de øvrige lejligheder fået medhold for et krav på 1.025.000 kr., mens UE i øvrigt er frifundet. Sammen med det anerkendte beløb på 57.141,25 kr. i henhold til fakturaen af 10. maj 2021 udgør TE’ krav mod UE herefter 1.082.141,25 kr. Med fradrag af det samlede anerkendte modkrav til kompensation på 530.234 kr. skal UE herefter til TE betale 551.907,25 kr. med tillæg af renter.

 

Sagsomkostninger

Vedrørende kravet angående gulvet i penthouselejligheden er der afgivet skønserklæring af 31. januar 2019 samt tillægserklæring af 3. juni 2020. Skønsomkostningerne på samlet 199.283,90 kr. inkl. moms er foreløbigt betalt af TE med 149.469,70 kr. inkl. 11.000 kr. i afgift og gebyr til Voldgiftsnævnet og af UE med 49.814,20 kr.

Vedrørende sagen i øvrigt, og hvor der ud over UE også har været øvrige parter involveret, er der forud for voldgiftssagen afgivet skønserklæring af 2. april 2020 samt tillægserklæring af 1. juli 2020, og under voldgiftssagen er der yderligere afgivet tillægserklæringer af 17. januar 2022, 20. april 2022, 10. oktober 2022 og 21. februar 2023. Skønsomkostningerne på samlet 377.349,00 kr. inkl. moms og afgift til Voldgiftsnævnet er foreløbigt betalt af BH med 158.344,80 kr. inkl. 10.000 kr. i afgift og gebyr til Voldgiftsnævnet, af TE med 59.469,80 kr. inkl. 8.000 kr. i gebyr og afgift til voldgiftsnævnet, af [murer] med 56.594,80 kr. inkl. 2.000 kr. i gebyr til voldgiftsnævnet, af [stål] med 30.844,80 kr. og af UE med 72.094,80 kr. inkl. 5.000 kr. i gebyr og afgift til voldgiftsnævnet.

Parterne har hver især for en del tabt og for en del vundet sagen. Efter sagens forløb og udfald skal ingen af parterne herefter betale sagsomkostninger til den anden part til udgifter til advokatbistand. Vedrørende de af parterne afholdte udgifter til syn og skøn skal TE i sagsomkostninger godtgøre UE 39.851,36 kr., der udgør de af UE foreløbig afholdte udgifter ekskl. moms vedrørende penthouselejlighed 3. I øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part til dækning af skønsomkostninger.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af parterne med halvdelen hver efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Thi bestemmes

Indklagede, UE, skal til klageren, TE, betale 551.907,25 kr. med procesrente fra den 3. juni 2020.

I sagsomkostninger skal TE til UE betale 39.851,36 kr.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af parterne med halvdelen hver efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

.